Varetægtsbekendtgørelsen kapitel 19

En varetægtsarrestant har ret til vederlagsfri social behandling mod stofmisbrug, medmindre afgørende sikkerheds- eller ordensmæssige forhold taler imod, jf. dog stk. 3

og 4

.

Stk 2. En varetægtsarrestant, som har gennemført motivations- og forbehandling, tilbydes primærbehandling.

Stk 3. Social behandling mod stofmisbrug kan variere i form og intensitet, og de givne bygnings- og sikkerhedsmæssige rammer i arresthuset vil kunne have betydning for og eventuelt begrænse indholdet af behandlingen.

Stk 4. Udlændinge, som er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens §§ 14

eller 15

, har ikke ret til vederlagsfri social behandling mod stofmisbrug, medmindre særlige forhold taler herfor, herunder hvis der er udsigt til, at den pågældende skal være varetægtsfængslet i lang tid, og konkrete grunde i form af f.eks. hensynet til den pågældendes helbred samtidig tilsiger social behandling mod stofmisbrug. Tilsvarende gælder for udlændinge, der er frihedsberøvet efter hjemrejselovens § 1

6 eller udlændingelovens § 36

, og hvis frihedsberøvelse opretholdes af retten i medfør af udlændingelovens § 37

.

Stk 5. Social behandling mod stofmisbrug skal så vidt muligt iværksættes senest 14 dage efter, at den pågældende har fremsat begæring herom over for kriminalforsorgen.