Varemærkeloven § 13
Bekendtgørelse af varemærkeloven.
Lov nr. 341 af 6. juni 1991, jf. lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019, som ændret ved lov nr. 1668 af 30. december 2024 og lov nr. 1753 af 29. december 2025Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2015.
Kapitel 2. Ansøgning og registrering af varemærker
Tryk Enter for at åbne menuen til dette indhold.§ 13
Absolutte hindringer for registrering
Følgende kan ikke registreres:
1) Tegn, som ikke kan udgøre et varemærke.
2) Varemærker, som mangler fornødent særpræg.
3) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi eller geografiske oprindelse eller tidspunktet for varernes fremstilling eller for præstationen af tjenesteydelsen eller andre egenskaber ved varerne eller tjenesteydelserne.
4) Varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der i daglig sprogbrug eller efter redelig og almindelig markedsføringsskik er blevet almindelige som betegnelse for varerne eller tjenesteydelserne.
Stk 2. Et varemærke må ikke udelukkes fra registrering efter stk. 1, nr. 2-4 , hvis det inden datoen for ansøgning om registrering som følge af den brug, der er gjort deraf, har fået fornødent særpræg.
Stk 3. Tegn eller angivelser, der i omsætningen kan tjene til at betegne varers eller tjenesteydelsers geografiske oprindelse, kan uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 3 , udgøre et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke. Mærket giver ikke indehaveren ret til at forbyde en tredjemand at bruge sådanne tegn eller angivelser i omsætningen, når de bruges i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Navnlig kan mærket ikke påberåbes over for tredjemand, der har ret til at bruge en given geografisk betegnelse.
Vil du læse videre?
Få 14 dages prøveabonnement på Jurabibliotek - Lovgivning.
Gratis prøveabonnementHar du allerede købt adgang? Log ind her