Ligningsloven § 14

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages beløb, som i indkomståret er anvendt til skatter og afgifter, bortset fra ejendomsværdiskatter, på fast ejendom og næring, til forpagtningsafgifter og lignende byrder, jf. dog stk. 2

og 3

.

Stk 2. Udgifter til ejendomsskatter på ejendomme, der indeholder en eller to selvstændige lejligheder, kan ikke fradrages, hvis ejendommen i indkomståret har tjent til bolig for ejeren. Fradrag indrømmes endvidere ikke for udgifter til ejendomsskatter, som vedrører et stuehus med tilhørende grund og have, hvis stuehuset i indkomståret har tjent til bolig for ejeren. Begrænsningen i 2. pkt.

gælder, når stuehuset er beliggende på en ejendom, der efter ejendomsvurderingsloven anses for en landbrugs-, skov- og naturejendom. Fradrag indrømmes tilsvarende ikke for ejendomme omfattet af ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 3

og 5-9

. Tilsvarende gælder ejendomme af den art, der er nævnt i ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 3

, 8

og 9

, som er beliggende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland. Fradrag indrømmes heller ikke for udgifter til ejendomsskatter på ubebyggede grunde, der er erhvervet med henblik på privat benyttelse, og som ikke senere er overgået til erhvervsmæssig benyttelse.

Stk 3. Begrænsningen i stk. 2, 1.-4. pkt.

, gælder ikke i det omfang, ejendommen eller stuehuset er benyttet erhvervsmæssigt i indkomståret. Der bortses dog fra uvæsentlig erhvervsmæssig benyttelse. Som uvæsentligt erhvervsmæssigt benyttet, jf. 2. pkt., anses en ejendom, der kun anvendes af ejeren til boligformål og erhvervsmæssige formål, når den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen i henhold til en fordeling efter ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 5

, eller afskrivningslovens § 45, stk. 2

, der fortsat anses for retvisende, udgør mindre end 10 pct. af ejendommens kontante anskaffelsessum. I andre tilfælde anses en ejendom, der kun anvendes af ejeren til boligformål og erhvervsmæssige formål, som uvæsentligt erhvervsmæssigt benyttet, jf. 2. pkt., når ejendomsværdien for den del af ejendommen, der anvendes til boligformål, udgør mere end 90 pct. af ejendommens kontante anskaffelsessum. Virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, 5. og 6. pkt.

, finder tilsvarende anvendelse.