Bekendtgørelse om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag (G-dage) § 1

Ved »G-dage« forstås i denne bekendtgørelse dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag. Én »G-dag« er én ledighedsdag.

Stk 2. Et medlem af en a-kasse har ret til dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag. Et seniormedlem, jf. lovens § 44

har dog ikke ret til dagpengegodtgørelse.

Stk 3. En arbejdsgiver skal betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, jf. dog stk. 6

til et medlem af en a-kasse, hvis medlemmet

1. 1) har været ansat som lønmodtager,

2. 2) medlemmet hjemsendes eller har et arbejdsophør som følge af afskedigelse, ophør af opgavebestemt ansættelse, ophør af tidsbestemt ansættelse, vikaransættelse og lignende, og

3. 3) hvis medlemmet inden for de sidste 4 uger i alt har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i et omfang, der svarer til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Hvis et medlems arbejdstid ikke er kontrollabel, beregnes arbejdstiden efter reglerne i lovens § 52

   .

Stk 4. Ved arbejdsophør forstås i denne bekendtgørelse, at arbejdsgiver ikke længere har pligt til at betale løn, og medlemmet ikke længere har pligt til at udføre arbejde for arbejdsgiver. Der foreligger også et arbejdsophør, hvis arbejdsgiver og medlem er frigjort fra ansættelsesforholdet i en periode, hvorefter ansættelsesforholdet genoptages.

Stk 5. Den periode, som beskæftigelsen skal ligge i, jf. stk. 3, nr. 4

, forlænges bagud, hvis der i perioden er fravær fx på grund af sygdom, ferie, overenskomstmæssige fridage, søgnehelligdage, konflikt eller deltagelse i kursus som led i ansættelsen.

Stk 6. En arbejdsgiver skal højst betale for en G-dag 16 gange til det samme medlem i et kalenderår. Heri medregnes betalinger for de gange, hvor arbejdsgiveren kun skal betale for en halv G-dag.