Tidsskrift for Miljø

Ingen adgang

Fagligt tidsskrift, der holder dig ajour med lovgivningen og retsudviklingen på hele miljøområdet og giver dig indblik i, hvordan lovgivningen anvendes i praksis. Tidsskriftet omhandler miljø, energi, arbejdsmiljø samt ekstern rapportering. Artiklerne skrives af praktikere med mange års erfaring på området.

Tidsskriftet udkommer 12 gange årligt. 

Adgang til fuld tekst

Denne er den første af to artikler om den danske klimatilpasningslovgivning, der har relevans ift. løsning af de udfordringer, som forårsages af øgede vandmængder fra skybrud, havet og fra det højtstående grundvand. Med artiklerne vil jeg illustrere de problemer, der er knyttet til den kaotiske lovgivning, der er et resultatet af minimumsimplementering af EU’s vandlovgivning og politiske aftaler, der indgås om tilføjelser af ad hoc-ændringer i eksisterende love uden forudgående betænkningsarbejde. Bag artiklerne ligger den retspolitiske vurdering, at der er tale om en manglende forståelse for det behov, der er for en helhedsorienteret, velkoordineret og anvendelig lovgivning.

Der er i denne første artikel fokus på de regler, der gælder ift. grundejernes forpligtelser til at deltage i – eller til fuldt ud at være ansvarlig for – dækningen af anlægs- og driftsudgifter. Der redegøres – ud fra en historisk gennemgang af kystbeskyttelsesloven, vandløbsloven og miljøbeskyttelsesloven – for, at kystbeskyttelsesloven og vandløbsloven som hovedregel anvender »nytteprincippet« ved fastlæggelse af grundejernes betalingsansvar, medens der anvendes helt anderledes betalingsregler, når klimatilpasningsbehovet løses inden for de i regi af miljøbeskyttelsesloven vedtagne spildevandsplaner betalingslovens og vandsektorlovens regler. Resultatet er, at grundejerne i nogle situationer står helt alene med de risici og betalingsforpligtelser, der er forbundet med de udfordringer, som de øgede vandmængder indebærer medens omkostninger i andre sammenhænge dækkes af fællesskabet. Der nævnes et eksempel på, at omkostningerne ved et kystbeskyttende anlæg, hvor anlægsudgifterne efter loven forudsættes dækket af de involverede private, kan beløbe sig til 600 mio. kr. Det er min vurdering, at de udfordringer, som de øgede vandmængder – der bevæger sig, sådan som vand nu engang bevæger sig ’uhindret’ af, om vandet retligt karakteriseres som ’grundvand’, som ’overfladevand’, som ’kystvand’ eller som ’havvand’ – vanskeligt lader sig håndtere med en lovgivning, der i den grad er præget af silotænkning og traditioner.

I den efterfølgende artikel behandles de regler, der vedrører de statslige myndigheders kompetencer til at foretage en risikovurdering, til at udarbejde forskellige former for risikokortlægning og til at blande sig i den kommunale risikoplanlægning, -styring og -forebyggelse. Reglerne finder vi i oversvømmelsesloven, kystbeskyttelsesloven, planloven, miljøbeskyttelsesloven og beredskabsloven. De eksisterende oversvømmelses- og erosionsrisici er fastlagt ved statslige kort, der udarbejdes af forskellige myndigheder. Kortene er ikke indbyrdes koordineret, og de er ikke altid er egnede til at indgå i den kommunale risikoplanlægning og -styring. Kommunerne er i vid udstrækning de myndigheder, der er hovedansvarlige for klimatilpasningstiltag, med de relevante erosions- og oversvømmelsesrisici er – af naturlige årsager – ikke altid afgrænset på en måde, der har en sammenhæng med de eksisterende kommunegrænser. Derfor er der også i den sammenhæng behov for fælleskommunale løsninger.

Arbejdstilsynet har offentliggjort en ny vejledning om stor arbejdsmængde og tidspres på arbejdspladsen. Vejledningen beskriver de vigtigste forpligtelser, som virksomheder har til at sikre et sundt og sikkert psykisk arbejdsmiljø i forhold til en stor arbejdsmængde og tidspres. Vejledningen beskriver også, hvilke forskellige tiltag virksomheder kan iværksætte for at forebygge og overholde forpligtelserne.

Venstre Landsret har taget stilling til, om en virksomhed var ansvarlig for en medarbejders fald fra et stillads med løst gelænder, fordi den efter bygherrens plan var ansvarlig for stilladsets vedligeholdelse og opstilling. Eftersom virksomheden ikke havde forsømt nogen af sine forpligtelser, var den ikke ansvarlig for ulykken. Landsretten mente til gengæld, at det var virksomheden, som medarbejderen arbejdede i, der var ansvarlig for ulykken. Den havde nemlig ikke sørget for tilstrækkelig instruktion af sine medarbejdere.

  • Pernille Risgaard (love, regler og domme)
  • Håkun Djurhuus & Jacob Brandt (miljø)
  • Søren Hessellund Klausen og Gert Fuursted (arbejdsmiljø)
  • Hans Madsen (energi)
  • Peter Pagh (artikler)