Kendelser om Fast Ejendom

Ingen adgang

Kendelser om fast ejendom henvender sig til dig, der arbejder med fast ejendom og miljøret.

Tidsskriftet indeholder kommenterede principielle og relevante afgørelser, kendelser og domme afsagt ved voldgiftsretten, Miljø- og Miljøklagenævnet, Planklagenævnet, EU-Domstolen, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og de danske retter, primært de to landsretter og Højesteret.

Hvert hæfte har sit eget tema opdelt efter, hvilken myndighed der afsiger kendelserne, afgørelserne og dommene.

Udvælgelsen af kendelserne og kommentarerne er udført af nogle af Danmarks førende eksperter inden for fagområderne, hvilket sikrer en høj kvalitet og giver dig tryghed i dit arbejde.

Tidsskriftet udkommet 6 gange årligt ud fra en fast cyklus, hvor afgørelserne, der er afsagt i det forudgående år, udkommer året efter. Dvs. er dommen afsagt i 2018, er den udkommet og kommenteret i 2019.

Tidsskriftet udkommer 6 gange årligt.

Adgang til fuld tekst

Havmiljølovens § 33, stk. 2 – hurtigfærgebekendt­gørelsens § 3, stk. 2, og § 7 – miljøgodkendelse af hurtigfærge – vurdering af påvirkning af beskyttet natur – vurdering af støjgener – klage over kølvandsbølgernes højde – klage over erodering af kysten – habitatdirektivet – habitatbekendtgørelsens § 6, jf. § 7, stk. 11, nr. 2 – afgrænsning af saglige hensyn, jf. hurtigfærgebekendtgørelsens § 7 sammenholdt med §§ 4 og 5 – specialitetsprincippet – forholdet til kystbeskyttelseslovens § 19 g, stk. 4 – forholdet til lov om sikkerhed til søs – afvisning af klage – tilbagebetaling af gebyret

Sagen vedrører en klage fra en sommerhusejer over én af Miljøstyrelsen med hjemmel i havmiljølovens § 33, stk. 2, og hurtigfærgebekendtgørelsens § 3 stk. 2, meddelt miljøgodkendelse af, at en hurtigfærge kunne sejle i en nærmere fastlagt rute mellem Aarhus og Sjællands Odde. Det oplyses i sagsfremstillingen, at det fremgår af afgørelsen, som Miljøstyrelsen har truffet, at bekendtgørelsen regulerer påvirkning af naturområder samt støjbelastning af støjfølsomme arealer langs ruten, ligesom det oplyses, at den endelige tilladelse til at sejle udstedes af Søfartsstyrelsen. Klagen, der dels var begrundet i, at kølvandsbølgerne højde ved Mols Hoved var højere end forudsat i den trufne afgørelse og dermed udgjorde en fare for de badende, dels havde en eroderende virkning på kysten, blev afvist af nævnet med henvisning til, at klagepunkterne ikke var omfattet af havmiljøloven. Klageren fremsendte under sagsbehandlingen fotos og videoer af kyststrækningen og bølger ved eget sommerhus. Miljø- og Fødevareklagenævnet redegør for afgrænsningen af miljøministerens kompetence til at udstede bekendtgørelser efter havmiljølovens § 33, stk. 2, samt for indholdet af hurtigfærgebekendtgørelsens § 7, der udgør det retlige grundlag for den meddelte miljøgodkendelse. Det fremgår endvidere af nævnets redegørelse for retsgrundlaget, at den obligatoriske habitatvurdering, der følger af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3-4, som gennemført ved habitatbekendtgørelsens § 6, jf. § 7, stk. 2, skal indgå i styrelsens beslutningsgrundlag. Den negative indvirkning på kyststrækningen, som klageren henviser til, var efter nævnets opfattelse irrelevant ved en miljøgodkendelse af hurtigfærger, da der ikke var tale om en påvirkning i det område, som det planlagte ruteforløb passerer igennem, og da der heller ikke var tale om et Natura 2000-område. Forholdet var i stedet reguleret ved kystbeskyttelseslovens § 19 g, stk. 4, hvorfor specialitetsprincippet udelukker en inddragelse af det anførte i vurderingen af færgens påvirkning i den trufne afgørelse. De relevante hensyn er afgrænset ved hurtigfærgebekendtgørelsens § 7, jf. §§ 3 og 4. Det bemærkes af nævnet, at eventuelle påbud, der er begrundet i sejladssikkerhed samt forebyggelse af farer, som udnyttelsen af den meddelte miljøgodkendelse måtte indebære, henhører under Søfartsstyrelsen, der har hjemmel i lov om søsikkerhed til at gribe ind.

Fodnoter

1

. Denne sag er Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnummer 19/03440.

2

. Nævnet træffer samme dato afgørelse i sagen j.nr. 18/04947, der ligeledes vedrører en klage over en miljøgodkendelse til en hurtigfærge, der sejler i ruten Aarhus-Sjællands Odde. Af sagsfremstillingen fremgår det, at Miljøstyrelsen fører tilsyn med hurtigfærgeruters påvirkning af naturområder som foreskrevet i hurtigfærgebekendtgørelsens §§ 10, 11 og 12, samt at styrelsen ikke tidligere har fået forelagt eller har haft begrundet formodning om, at der skulle være en væsentlig påvirkning fra hurtigfærgerne på naturområderne langs kysten.

3

. Kystbeskyttelseslovens § 19 g, stk. 4, fastslår, at miljøministeren i forbindelse med Søfartsstyrelsens godkendelse af sejlads med hurtigfærger af hensyn til beskyttelsen af kyster og sikkerheden for diger og anlæg på søterritoriet kan fastsætte nærmere vilkår for sejladsen i form af vilkår vedrørende fart, maksimal bølgepåvirkning, ruteforløb m.v. Vilkårene kan ændres, hvis der, efter at sejladsen er påbegyndt, viser sig uforudsete skader på kysten. Kompetencen er delegeret til Kystdirektoratet, jf. bekendtgørelse nr. 269 af 6. marts 2020 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen, herunder Kystdirektoratet. Af sagsfremstillingen i den afgørelse, som Miljø- og Fødevareklagenævnet traf samme dag i sagen j.nr. 18/04947, fremgår det, at Kystdirektoratet har oplyst, at direktoratet den 26. januar 2017 traf en afgørelse om, at det ikke vurderes, at det af hensyn til kysten er nødvendigt at stille vilkår eller ændringsforslag om at genoptage en tidligere truffen afgørelse.

4

. Opdelingen af reguleringskompetencerne på tre love kombineret med specialitetsprincippet indebærer derfor en begrænset prøvelseskompetence for Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Havmiljølovens § 26 – klapning – klageberettigelse – afstandskriteriet – afvisning

Sagen vedrører en klage over en tilladelse, som Miljøstyrelsen meddelte efter havmiljølovens § 26 til klapning af havnebundsmateriale i Odense Fjord ca. 9 km fra land.Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser at realitetsbehandle klagen, der er indgivet af en privatperson. Som begrundelse anvendes afstandskrav, idet der tages udgangspunkt i kravet om individuel væsentlig interesse i havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 1, jf. § 51, stk. 1. Det oplyses, at klageren bor ca. 38 km fra klappladsen. Klagerens argumenter for egen klageberettigelse fremgår ikke af nævnets sagsfremstilling.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnummer 19/04497.

2

Der er ved ‘klapning’ tale om aktiviteter, der er begrundet i et oprensningsbehov, der eksempelvis opstår i havne og sejlrender på grund af, at havbundsmateriale flyttes af bølger og strøm til have og sejlrender. Det tilførte materiale fjernes for at forhindre en forringelse af sejldybden. Klapning foretages også i forbindelse med etablering af nye havne og ved udlægning af kabler. I bekendtgørelse nr. 516 af 23. april 2020 om bypass, nyttiggørelse og klapning af optaget havbundsmateriale (klapningsbekendtgørelsen) § 7, jf. lovens § 16 b, er der angivet en procedure samt konkrete vurderingskriterier, som Miljøstyrelsen og Kystdirektoratet skal inddrage i deres vurderinger af den relevante håndtering af det optagne sediment. Miljøstyrelsen foretager en konkret faglig miljøvurdering af, om indholdet af miljøfarlige stoffer i optagne havbundsmateriale er under eller over det vejledende ‘aktionsniveau’ og videresender vurderingen til Kystdirektoratet, der træffer den konkrete afgørelse. En videreførelse nedstrøms på kysten af det havbundsmateriale, som er ophobet (dvs. bypass af materialet) har første prioritet, hvis det er miljømæssigt forsvarligt, jf. havmiljølovens § 16, stk. 1, nr. 1, og bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1. Er det ikke forsvarligt at foretage bypass, skal materialet nyttiggøres enten på havet til kystsikring eller på land, jf. havmiljølovens § 16 b, stk. 1, nr. 2, og bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 2, samt råstoflovens § 20 b. Er indholdet af miljøfarlige stoffer for højt, men dog ikke over det øvre aktionsniveau, kan der foretages en klapning ved at dumpe havbundsmaterialet på én af myndighederne udpeget lokalitet, jf. lovens § 26, stk. 1, og bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 3. Er det ikke muligt at foretage klapning, fordi forureningsgraden er over det øvre aktionsniveau, skal materialet enten placeres i spulefelter (som er en form for deponi tæt ved kysten) eller deponeres på land.

3

. Det fremgår af havmiljølovens § 51, stk. 1, nr. 1, at der kan klages over de afgørelser, som Kystdirektoratet træffer med hjemmel i havmiljølovens § 26 om klapning. Lovens § 52 fastslår, at der accepteres en klageberettigelse for følgende: de individuelt berørte, konkrete myndigheder, en række konkrete landsdækkende organisationer/foreninger samt lokale organisationer og foreninger, der efter deres vedtægter varetager nærmere angivne formål.

4

. Miljø- og Fødevareministeriet udarbejdede i september 2020 »Faglig beskrivelse af klapområdet«, hvori der redegøres for praksis. Den faglige beskrivelse blev udarbejdet af ministeriet, fordi Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg havde rejst en række spørgsmål om klapning hhv. bypass af havbundsmateriale over for ministeren. Det fremgår bl.a. af rapporten, at hvis indholdet af miljøfarlige stoffer er lavt, skal havbundmaterialet tilstræbes at blive hjulpet videre i dets naturlige vandring ved bypass af materialet. Er der tale om bypass af materialet, skal der træffes en afgørelse både efter kystbeskyttelseslovens § 16 b og miljøvurderingslovens § 2, stk. 1, nr. 2, jf. samme lovs bilag 2, punkt 10, litra k.

Husdyrbrug – husdyrbruglovens § 10 – ulovlig udvidelse af husdyrbrug og ændringer af bygninger i 1999 – afstandskrav til nabobeboelse og naboskel – indskærpelse foretaget i 1999 og 2003, jf. miljøbeskyttelseslovens § 68 – aftale vedrørende besætningsstørrelse indgået i 2006 – indskærpelse foretaget i 2015, jf. husdyrbruglovens § 46 – afslag på ansøgt retlig lovliggørelse – relevansen af forpagterforhold og ejerskifte – retlig eller fysisk lovliggørelse – retsstillingen vurderes ud fra den i 1999 gældende lovgivning – vurdering af eventuel myndighedspassivitet – begrænset prøvelse af tilsynsmyndighedens udøvede skøn – vanskeligheder ved vurdering af det formodede udfald af en hypotetisk ansøgning – stadfæstelse af afslaget

Det oplyses i nævnets sagsfremstilling, at Nibe Kommune i 1999 udførte et tilsyn på ejendommen, og at det i den forbindelse blev konstateret, at en del af en ny halmlade delvist var indrettet til løsdriftsstald, og at placeringen af stalden ikke overholdt afstandskravene i den dagældende lovgivning, idet stalden var placeret i en afstand af 35-40 meter fra nærmeste nabobeboelse i strid med kravet om en minimumafstand på 50 meter til nabobeboelse, ligesom stalden var lokaliseret inden for 15 meter fra naboskel i strid med de gældende regler. Det blev ved den lejlighed af kommunen over for den tidligere ejer indskærpet, at de ulovlige forhold skulle lovliggøres. I 2003 blev der ført et nyt miljøtilsyn, hvor det blev konstateret, at den ulovlige produktionsudvidelse ikke var bragt i overensstemmelse med indskærpelsen. Kravet om fysisk lovliggørelse blev derfor gentaget af Nibe Kommune over for den tidligere ejer. I oktober 2006 blev der af samme kommune gennemført et miljøtilsyn, der i november 2006 blev fulgt op af en tilsynsredegørelse, hvori det blev konstateret, at der på ejendommen var 20 ammekøer med tilhørende opdræt (svarende til 19,7 dyreenheder) – hvilket var et betydeligt mindre dyrehold end det, der var på ejendommen, da tilladelsen blev meddelt, hvor der var ca. 65 ammekøer. Det blev aftalt mellem Nibe Kommune og den tidligere ejer, at han inden for ca. en måned skulle indsende dokumentation for, at besætningsstørrelsen ikke var varigt nedsat, og at der, indtil en sådan dokumentation forelå, maksimalt kunne være besætningsstørrelse på 25 ammekøer med tilhørende opdræt og handyrproduktion. Kommunen modtog ikke en sådan dokumentation. Et nyt miljøtilsyn blev udført i 2015 af Aalborg Kommune, som Nibe Kommune var blevet sammenlagt med i 2007. Tilsynet udførtes efter at klageren har forpagtet ejendommen. Det udføres på grundlag af den i 2007 ikrafttrådte husdyrbruglov. Det blev i forbindelse med tilsynet indskærpet over for klageren, der på det tidspunkt som forpagter af ejendommen var ansvarlig for husdyrbruget, at antallet af dyr skulle ændres, så det beregnet som dyreenheder (DE) herefter var i overensstemmelse med det, der blev tilladt fra 1999.

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker indledningsvis, at tilsynsmyndigheden til enhver tid kan indskærpe, at en igangværende ulovlig drift af et husdyrbrug skal lovliggøres for fremtiden. Nævnet bemærker, at den af klager fremhævede nævnspraksis vedrørende myndighedspassivitet, der kan opstå i situationer, hvor tilsynsmyndigheden ikke har reageret med indskærpelser, og som af den grund kan miste retten til at kræve fysisk lovliggørelse af en endelig etableret ulovlig tilstand. Nævnet bemærker endvidere, at spørgsmålet om adgangen til retlig lovliggørelse af driften af husdyrbruget skal vurderes efter de regler, der var gældende på det tidspunkt, hvor den ulovlige etablering eller udvidelse af husdyrbruget fandt sted. Nævnet fastslår på den baggrund, at der var hjemmel i §§ 4 og 6 i bekendtgørelse nr. 877 af 10. december 1988 om erhvervsmæssigt dyrehold m.v., der var det relevante retsgrundlag i 1999, til at meddele en retlig lovliggørelse i form af en lokaliseringsgodkendelse ift. nabobeboelsen og en dispensation fra afstandskravet på 15 meter fra naboskel. Derfor vurderer nævnet, om kommunen kunne have foretaget en retlig lovliggørelse. Med henvisning til, at Aalborg Kommune ved den relevante lovgivning er tillagt en skønsmæssig kompetence til at vurdere, om der skal foretages fysisk lovliggørelse, eller om forholdet kan retligt lovliggøres, at Aalborg Kommune har oplyst, at den ikke selv meddelte sådanne tilladelser/dispensationer i 1999, og den omstændighed at det ulovlige forhold blev etableret for 20 år siden, hvor det var Nibe Kommune, der havde kompetencen, finder nævnet det vanskeligt at vurdere, hvad udfaldet af en ansøgning ville være blevet i 1999. Nævnet finder ikke et grundlag for at fastslå, at Aalborg Kommune ved udøvelsen af skønsbeføjelsen har inddraget usaglige eller irrelevante hensyn. Det af kommunen meddelte afslag på den retlige lovliggørelse stadfæstes derfor.

Fodnoter

1

. En sådan indskærpelse kunne i 1999 meddeles med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 68, idet husdyrbrugene var omfattet af nævnte lov. Der er tale om en konstaterende forvaltningsakt, som forpligter ejeren til at efterkomme indskærpelsen ved en fysisk lovliggørelse. Vedrørende indskær­pelser se Betænkning nr. 981/1983 »Håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen«, side 60 ff.

2

. Lov nr. 1572 af 20. december 2006 om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug trådte i kraft den 1. januar 2007.

3

. Denne indskærpelse er formentlig blevet foretaget med henvisning til husdyrbruglovens § 46. Det er i forhold til vurderingen af klagerens retsstilling relevant, at der blev foretaget en indskærpelse over for ham i 2015, da det er relevant til imødegåelse af påstanden om, at kommunen har udvist passivitet. I Håndhævelsesbetænkningen side 109 fastslås der følgende om adressaten for konstitutive lovliggørelsespåbud: »Selv om lovliggørelsespligten efter de fleste bygge- og miljøretlige love påhviler den til enhver tid værende ejer af en fast ejendom og dermed er knyttet objektivt til ejendommen, er pligten personlig i den forstand, at både et administrativt påbud om lovliggørelse og en evt. tiltale må rettes mod den konkrete ejer. Skifter ejendommen ejer, må påbuddet gentages over for den nye ejer

4

. Der forudsættes ikke en udtrykkelig lovhjemmel for tilsynsmyndigheden til at indskærpe over for den ansvarlige for husdyrbruget, at der skal foretages en fysisk lovliggørelse af ulovlige forhold, idet der er tale om en konstaterende forvaltningsafgørelse, jf. herom bl.a. Håndhævelsesbetænkningen side 60 ff., Peter Pagh »Hvilke foranstaltninger kan påbydes som fysisk lovliggørelse?« i Tidsskrift for Miljø, 2016, side 243 ff. hvor det fremhæves bl.a. med henvisning til retspraksis, at der kan meddeles standsningspåbud uden lovhjemmel, og at en lovhjemmel alene kan få betydning i forbindelse med strafferetlig sanktionering af manglende efterkommelse af påbuddet; Peter Pagh »Administrativ håndhævelse af miljø-, plan- og byggelovgivningen – retlige udfordringer« i Carsten Henrichsen og Peter Pagh (red.) »Smæk for skillingen. Retsvidenskabelige studier i administrative sanktioner«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2015, side 97 om anvendelse af indskærpelser. Der er imidlertid en klar hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 68, der var gældende for husdyrbrug indtil 1. januar 2007 og i den gældende husdyrbruglovs § 46 til at meddele en sådan indskærpelse. Vedrørende de konstaterende indskærpelser (der også betegnes standsningsmeddelelser og standsningspåbud) efter de to love, se Ellen Margrethe Basse »Erhvervsmiljøretten«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2017, side 799 f. og side 817 om betydningen af en indskærpelse ift. tilsynsmyndighedens sikring imod at blive vurderet som passiv. Anvendelsen af miljøbeskyttelseslovens § 68 er behandlet i Gorm Møller »Kommentarer til Miljøbeskyttelsesloven«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2019, side 1034 ff.; Mogens Moe »Miljøret«, Karnov Group 2011, side 394 og Annette Møller-Sørensen »Administrativ håndhævelse. Natur- og miljøbeskyttelse«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2003, side 204 f.

Havbrug etableret på søterritoriet – flytning af eksisterende havbrug – screeningsafgørelse – afgørelse om ikke-VVM-pligt – nærliggende Natura 2000-område – kumulativ effekt ift. andre havbrug – fosfor – organisk stof – kobber – høring vedrørende opfyldelsen af vandkvalitetsmål – vilkår knyttet til screeningsafgørelse om nedlæggelse af oprindeligt havbrug – overgangsordning efter miljøvurderingslovens § 57, stk. 7, jf. 2015-havmiljø­lovens § 51, stk. 1, nr. 1 – 2012-bekendtgørelsen om miljøkonsekvensvurdering af virkning på miljøet (VVM) af havbrug § 3, stk. 1 – VVM-pligtens sammenhæng med habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 og 4 – Nordisk Råds BAT-rapport – vandplanlægning – havmiljølovens § 24 a og § 51, stk. 1, nr. 1 – kontinuitetsbrud – begrænset efterprøvelse, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11 – materiel mangel – ugyldigt vilkår – ophævelse og hjemvisning

Sagen vedrører en række klager, der var indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet af en forening og Horsens Kommune på grund af, at Miljøstyrelsen havde fastslået, at en flytning af et eksisterende havbrug til en ny lokalitet, der lå ca. 16 km fra det eksisterende anlæg, ikke var omfattet af miljøvurderingslovens regler for miljøkonsekvensvurdering af konkrete projekter (VVM), jf. miljøvurderingslovens § 21 og § 49. Styrelsens afgørelse, der var truffet efter havmiljølovens § 24 a, var gjort betinget af, at produktionen på det eksisterende anlæg ophørte.

Klagerne anførte, at Miljøstyrelsen ikke havde foretaget en tilstrækkelig grundig vurdering af placeringens indvirkning på nærliggende Natura 2000-områder, herunder den kumulative effekt i samspil med fire øvrige havbrug i nærområdet. Det anføres endvidere af klagerne, at der ikke er foretaget en tilstrækkelig vurdering af den fremtidige vedligeholdelse med kobber samt af anlæggets faktiske kapacitet. Det understreges i klagerne, at der er uoverensstemmelse mellem den i VVM-anmeldelsen angivne udledningsmængde af fosfor og organisk stof, og den beregning der er foretaget af Nordisk Ministerråd i en rapport om bedste tilgængelige teknologi (BAT-rapport). Klagere vil endvidere have nedlagt et forbud mod fremtidig produktion på det fraflyttede område.

Det fremgår af sagsfremstillingen, at Miljøstyrelsen på baggrund af virksomhedens VVM-anmeldelse og screeningen har vurderet, at projektet ikke vil påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter væsentligt, hvorfor projektet ikke vurderes at være VVM-pligtigt. Det oplyses også, at styrelsen har indhentet en udtalelse fra Naturstyrelsen som led i sin sagsbehandling. Det fremgår, at Naturstyrelsen har vurderet, at den ansøgte flytning, der sker inden for samme vandområde, og som ikke medfører en merudledning, ikke vil være til hinder for målopfyldelsen af de mål, der er beskrevet i Vandplan 1.9 Horsens Fjord.

Miljøstyrelsen oplyste over for nævnet, at den har lagt til grund som afgørende i vurderingen af ikke-VVM-pligt, at havbruget har en gældende miljøgodkendelse til udledning af 8,95 ton kvælstof og 1 ton fosfor i vandområdet, og at screeningsafgørelsen vedrørende flytning af havbruget dermed ikke kan anses for at indebære en udvidelse af udledningsmængderne. Styrelsen fremhævede i den sammenhæng, at der ved meddelelsen af miljøgodkendelsen blev taget udgangspunkt i en angivelse af udledningsmængder, idet der ikke længere er hjemmel til at fastsætte vilkår om maksimal eller minimal bestandstæthed for fisk i konventionelle havbrug, og at der ifm. formuleringen af screeningsafgørelsen er indføjet et vilkår om ophør af produktionen på det eksisterende havbrug, efter at det er flyttet til en ny lokalitet. Det blev understreget af styrelsen, at der ikke i den konkrete sag var ansøgt om anvendelse af antifoulingsmidler fra net (kobber), og at driften af anlægget ikke forudsætter anvendelse af renseteknologier.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslår indledningsvis med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, at den ved efterprøvelsen af den påklagede afgørelse alene behandler spørgsmålet om, hvorvidt der er hjemmel til at indføje vilkår om ophør af produktionen på et andet eksisterende havbrug i en screeningsafgørelse. Der tages ved nævnets stillingtagen til det retlige spørgsmål udgangspunkt i, at det er de VVM-bekendtgørelsesregler, der var gældende på det tidspunkt (den 21. maj 2016), hvor Miljøstyrelsen traf sin afgørelse, dvs. de tidligere VVM-regler, der var vedtaget med hjemmel i havmiljøloven, som er det relevante retsgrundlag. Det fremgår af nævnets oplysninger, at den relevante bekendtgørelse er fra 2012, og at den muliggør en efterprøvelse af både retlige spørgsmål og af skønsmæssige vurderinger. Nævnet fastslår herefter, at en screeningsafgørelse, der (som den påklagede) fastslår, at der ikke foreligger en VVM-pligt, ikke kan karakteriseres som en tilladelse til projektets realisering. Derfor kan der ikke knyttes vilkår til en sådan afgørelse. Den trufne afgørelse lider derfor af en retlig mangel, og den ophæves på det grundlag som ugyldig.

Som en hjælp til Miljøstyrelsen i forbindelse med den fornyede behandling af den hjemviste sag knytter nævnet en vejledning til afgørelsen. Der redegøres for, hvordan gennemførelsen af habitatvurderingen skal foretages, og nævnet fastslår, at styrelsen ikke i forbindelse med sagsbehandlingen af den underkendte screeningsafgørelse har forholdt sig til, hvorvidt arealanvendelse og andre aktiviteter, herunder også uudnyttede tilladelser til aktiviteter i området, vil kunne blive tale om kumulative effekter, der efter habitatreglerne skal indgå i vurderingen af om projektet er VVM-pligtigt. Styrelsen belæres om, at der ved gennemførelsen af den fornyede behandling skal foretages en sådan vurdering.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnummer 18/05352.

2

. Det fremgår af havmiljølovens § 24 a, at havbrug, der lokaliseres på søterritoriet, dvs. længere end 1 sømil fra kysten, ikke må anlægges eller påbegyndes, før miljøministeren enten har meddelt, at det anmeldte projekt antages ikke at kunne påvirke miljøet væsentligt og derfor ikke er VVM-pligtigt, eller ministeren på grundlag af en fuldstændig VVM har meddelt tilladelse til at igangsætte det anmeldte.

3

. Det eksisterende anlæg havde ifølge oplysningerne i sagen en miljøgodkendelse. Om det konkrete anlægs miljøgodkende har været inddraget i det materiale, der blev forelagt klagenævnet, fremgår ikke af sagens oplysninger. Da nævnet har anonymiseret de oplysninger, der indgår vedrørende navnene på havbrugene i de trufne afgørelser, er det ikke muligt på anden måde at afdække, om miljøgodkendelsen er blevet efterprøvet. Natur- og Miljøklagenævnet underkendte imidlertid Miljøstyrelsens godkendelse af et havbrug i samme vandplanområde Natura 2000-plan 2015-2021 for Horsens Fjord, havet øst for og Endelave, i 2016 med henvisning til, at dets lokalisering var i strid med de habitatregler, der beskytter Natura 2000-områder, jf. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 23. december 2014 (sagsnr. NMK-10-00807 og NMK-34-00371), der et publiceret i Kendelser om Fast Ejendom (KFE) 2014.677 ff.

4

. Det fremgår Miljøstyrelsens oplysninger, der indgår i sagsfremstillingen, at det er beregnet ud fra den oprindelige godkendelse, der blev meddelt i 1997. Havbrug har siden den første miljøbeskyttelseslovs ikrafttræden 1. oktober 1994 været omfattet af godkendelsespligten i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. Miljøstyrelsen forudsætter i sin screeningsafgørelse om ikke-VVM-pligt, at der ikke er behov for at foretage en behandling af flytningen efter miljøbeskyttelseslovens § 33 og godkendelsesbekendtgørelsens regler, hvis blot der ikke er tale om ændringer i forhold til udledningen. En evt. VVM-tilladelse til projektet vil kunne blive erstattet af miljøgodkendelsen, når den er meddelt, men denne sammenlægning af afgørelserne, der følger af miljøvurderingslovens § 25, sammenholdt med miljøvurderingsbekendtgørelsen nr. 913 af 30. august 2019 § 9, nr. 2, betyder ikke, at der kan slækkes på de konkrete vurderinger, der skal foretages som led i en VVM. Reglerne er beskrevet i Miljø- og Fødevareministeriets »Status og grundig gennemgang af havbrugområdet«, december 2019, der er tilgængelig i Folketingstidende og på internettet, idet rapporten er optrykt som bilag til forberedelsen af lov nr. 1904 af 11. december 2020 (lovforslag L55, der blev fremsat den 5. oktober 2020) om ændring af lov om miljøbeskyttelse (»Ophævelse af bestemmelser om kompenserende marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af havbrug«), se https://www.ft.dk/
samling/20191/almdel/mof/bilag/237/2129604.pdf (besøgt den 1. juli 2021).

5

. Nævnet henviser til, at det fremgår af lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, at det selv kan fastlægge omfanget af det, der efterprøves. Det er en korrekt regelanvendelse, men nævnets begrænsning af efterprøvelsen har som konsekvens, at der skal sikres klagerne en domstolsprøvelse, hvor de fleste omkostninger dækkes af staten. Det følger af Århuskonventionens artikel 9, stk. 4, og VVM-direktivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/792/EF af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved direktiv 2014/52/EU) artikel 11, at der skal sikres ‘den berørte offentlighed’ en billig, fair og effektiv adgang til at få efterprøvet de afgørelser, der træffes vedrørende VVM-screening og VVM-tilladelser samt habitatvurderinger. Det betyder bl.a., at de danske domstole skal være opmærksomme på, at EU-Domstolen med præmisserne i sagen C-240/09 Zoskupenie har fastslået, at kriteriet »ikke uoverkommeligt dyre« er harmoniseret på EU-niveau. Vurderingen skal vedrøre samtlige omkostninger, og den skal foretages ud fra både en objektiv og en subjektiv fortolkning/vurdering af kriteriet »ikke uoverkommeligt dyre«. Kravet om en objektiv vurdering skal ses i lyset af det formål, der er tale om ift. at opfordre ‘den berørte offentlighed’ til at indtage en aktiv rolle i miljøbeskyttelsen.

6

. Retsgrundlaget følger af, at den nye miljøvurderingslov ikke finder anvendelse på nævnets behandling af klagesager, der i første instans er afgjort, før loven trådte i kraft den 16. maj 2017, jf. lovens § 57, stk. 7.

7

. Kravet om, at det er de kumulative virkninger af det aktuelt ansøgte projekt og påvirkningerne fra de aktiviteter/pro­jekter, der allerede er – eller planlægges – i området, der skal indgå i vurderingen af det ansøgte, fremgår bl.a. af C-461/17 Brian Holohan, Richard Guilfoyle, Noric Guilfoyle og Liam Donegan. Habitatvurderingen, der efterfølgende skal indgå i et samspil med en VVM-vurdering, skal leve op til det, der beskrives i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3-4, med basis i en respekt for forsigtighedsprincippet, den bedst tilgængelige viden samt sikring af at der ikke er nogle »huller« i vurderingen.

Miljøgodkendelse af husdyr – svineproduktion – hestehold – ny stald – afgørelse efter 2015-husdyrbrug­lovens regler – husdyrbruglovens § 12, § 19, § 26 og § 31 – naboklage – begrebet »anlæg/projekt, jf. VVM-direktivet og vejledning – produktionsfællesskab – offentlighedsprocedure, jf. husdyrbruglovens § 55 – afstandskrav til offentlig vej – afstandskrav til vandforsyningsanlæg – dispensation fra afstandskrav – produktionsfællesskab – BAT-niveau for fosfor og ammoniak – fodervilkår – fluebekæmpelse – lugt­gener – digital lugtberegning, jf. »husdyrgodkendelse.dk« – støjgener – krav om håndtering af døde dyr – udgået arealkrav ­– stadfæstelse med mange vilkårsændringer

Sagen vedrører en gruppe omboendes klage over Rebild Kommunes godkendelse af et svinebrug og et mindre hestehold. Rebild Kommune havde i 2013 meddelt tilladelse til udvidelse af svineproduktionen på den ene ejendom på baggrund af en ansøgning, som var indsendt i 2008. Denne afgørelse blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, som i 2014 ophævede og hjemviste sagen til fornyet behandling pga. manglende overholdelse af offentlighedsproceduren i husdyrbruglovens § 55. Kommunen meddelte herefter i 2017 en ny miljøgodkendelse efter husdyrbruglovens § 12 på baggrund af en ansøgning, som var blevet indsendt i 2016. Den nye miljøgodkendelse, som er påklaget, omfatter en udvidelse svarende til 2,61 DE, ændringer i den eksisterende bygningsmasse, således at en eksisterende stald nedrives, og en del af en anden eksisterende stald erstattes af en ny staldbygning på ca. 3.120 m2. Den nye stald etableres ca. 8 m fra offentlig vej og ca. 18 m fra en privat vandboring på naboejendommen, der er sammartrikuleret med den ejendom, hvorpå ændringerne foretages. Ejendommen er ejet af ansøger og ligger på den anden side af vejen. Afstandskravet på 15 m til offentlig vej og afstandskravet på 25 m til ikke-almene vandforsyningsanlæg er ikke overholdt, hvorfor kommunen som led i den meddelte tilladelse har meddelt den nødvendige dispensation.

Klagerne anfører en række forhold, som de mener medfører, at kommunens afgørelse er ugyldig. For det første mener klagerne, at ansøgningen er blevet behandlet efter et forkert lovgrundlag, idet ansøgningen burde være blevet behandlet efter de regler, der var gældende på tidspunktet for ansøgningens genfremsendelse. Endvidere anfører klagerne, at reglerne om offentlig høring ikke er blevet iagttaget, og at kommunen ikke har den forudsatte hjemmel til at dispensere fra afstandskravene. Derudover klages der over uklarheder i beskrivelsen af miljøgodkendelsens omfang og gyllekapaciteten, manglende samlet vurdering af alle de ejendomme som drives under samme CVR-nr., det indføjede vilkår om tagrender og kloaktilslutningen, manglende krav om lovlig vaskeplads, og om projektets påvirkning af § 3-natur. Desuden klages der over, at godkendelsen ikke i tilstrækkelig grad regulerer opbevaring af døde dyr, ligesom den mangler klare vilkår om håndtering af døde dyr, medicin, sprøjtemidler og kemikalier. Endvidere mener klagerne, at godkendelsen mangler vilkår om vaskeplads, kølefryseanlæg, spaltegulv, fodertiltag, vertikale ventilatorer og trinløs styring af ventilatorer, højde på ventilationsafkast, støjvilkår samt vilkår om transporter, herunder at kørsel gennem byer kun må foregå i dagtimerne. Klagerne mener også, at lugtberegningen, og beregningen af BAT-niveauet for fosfor og ammoniakemission er forkerte, at de eksisterende fodersiloer og gyllebeholdere ikke opfylder gældende BAT- og lovkrav, og at det forudsatte antal DE ikke stemmer overens med virkeligheden. Klagerne anfører, at det forhold, at der ikke foreligge en arealgodkendelse efter den tidligere husdyrbrugslovs § 16, som de mener er en forudsætning for det ansøgte projekt, er udtryk for omgåelse af lovgivningen.

Nævnet fastslår indledningsvis, at overgangsbestemmelserne i ændringsloven fra 2017, som bl.a. ændrer husdyrbrugloven, fører til, at det er korrekt som anført af klagerne, at sagen skal behandles efter de på ansøgningstidspunktet gældende regler. Det følger imidlertid af ændringsloven, at arealvilkår i eksisterende godkendelser bortfaldt uden videre den 1. august 2017, hvorfor nævnet ikke inddrager dette forhold i sin afgørelse. I forhold til klagepunkterne om samdrift af produktionen på flere ejendomme, uklarheder i oplysningerne om husdyrproduktionens omfang og indretning, dispensationerne fra afstandskravene til offentlig vej og privat vandforsyning, afstanden til § 3-natur, gener fra støj og transport, finder nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurderinger og vilkår. Derimod finder nævnet, at miljøgodkendelsen bør suppleres med et vilkår, der fastholder det valgte fodringstiltag, da opfyldelsen af BAT-kravet er begrundet i det reducerede foderforbrug. Endvidere tilføjes der et vilkår om, at der på husdyrbruget til stadighed skal opretholdes en god staldhygiejne, herunder skal det sikres, at stalde og fodringsanlæg holdes rene. Endvidere suppleres godkendelsen med vilkår om, at der skal foretages effektiv fluebekæmpelse i overensstemmelse med de af Aarhus Universitet, Institut for Agroøkologi, fastsatte retningslinjer. Endelig ophæver nævnet de vilkår i miljøgodkendelsen, som regulerer forhold omkring udledning af overfladevand. Begrundelsen er, at udledning af overfladevand ikke reguleres i husdyrbrugloven, men derimod i miljøbeskyttelsesloven og spildevandsbekendtgørelsen. Vurderingen af spildevandsudledningen skal derfor behandles i en anden sag efter de nævnte regler.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 18/05710 (tidl. NMK-132-00854).

Kystbeskyttelse – sandfodring – samordnet tilladelse, jf. kystbeskyttelseslovens § 3 a – kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, jf. stk. 1 og § 18, stk. 1 – retlig lovliggørelse af bølgebryder – grundejerklage – forvaltningsretlige grundsætninger – lokalisering inden for strand- og søbeskyttelseslinjer, jf. naturbeskyttelseslovens§ 15, stk. 1, og § 16, stk. 1 – lokalisering i Natura 2000-områder – habitatdirektivet – habitatbekendtgørelsen – VVM-screening, jf. miljøvurderingslovens § 16 – de retlige kriterier i miljøvurderingslovens bilag 6 – »retlige spørgsmål«, jf. miljøvurderingslovens § 49 sammenholdt med lovens § 21 – oprettelse af et kystbeskyttelseslag, jf. kystbeskyttelseslovens § 7 – vedtægter om udgiftsfordeling ­– nytteprincipbetragtninger – begrænset efterprøvelse, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11 – EU-konformitet – ophævelse af den påklagede afgørelse vedrørende udgiftsfordeling – hjemvisning

Sagen vedrører en klage indgivet af en række grundejere over en af Odsherred Kommune meddelt tilladelse til sandfodring samt kommunens retlige lovliggørelse af en bølgebryder, der var etableret i 1993 på en kyststrækning med Natura 2000-områder i nærområdet.

Der var i 1989 foretaget en tinglysning af det oprindelige kystbeskyttelsesanlæg med fem bølgebrydere, og der var i den forbindelse opnået en tilladelse fra Kystdirektoratet til, at det tidligere amt og kommunen kunne sørge for vedligeholdelse af kystbeskyttelsesanlægget. I 1993 viste anlæggene sig at medføre større skader på nabostrækningen end først antaget, hvorfor amtet etablerede den 6. bølgebryder og forestod supplerende sandfodring uden en forudgående tilladelse. Anlægget var lokaliseret inden for kystbeskyttelseslinjen. Kommunen havde meddelt tilladelsen der er genstand for nævnets efterprøvelse som en koordineret stillingtagen til kravene efter kystbeskyttelseslovens og naturbeskyttelseslovens regler. Naboerne, der påklagede den trufne afgørelse med advokatbistand, klagede over, at kommunen ikke havde fulgt de sagsbehandlingskrav, der er fastlagt ved kystbeskyttelsesloven samt i VVM- og habitatreglerne. Der blev endvidere klaget over den udgiftsfordeling, som kommunen har fastlagt ved den for grundejernes forpligtelser ift. etablering og vedligeholdelse kystbeskyttelsesanlægget vedtagne vedtægt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslår, at der efter kystbeskyttelseslovens § 18, stk. 3, kan foretages en helhedsvurdering af de afgørelser, der træffes i medfør af lovens § 3, stk. 1, om etablering af fælleskommunale kystbeskyttende anlæg. Med henvisning til miljøvurderingslovens bestemmelser om screening af bilag 2-projekter, jf. lovens § 16, fastslår nævnet, at det alene er retlige spørgsmål, der kan påklages efter denne lov, jf. lovens § 49. Der henvises til, at det relevante projekt er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, nr. 2, litra l, der opregner projekter vedrørende uddybning og opfyldning på søterritoriet, samt at der ved vurderingen af en eventuel VVM-pligt skal tage hensyn til kriterierne i bilag 6. Det oplyses endvidere af nævnet, at begrundelsen for en afgørelse om, at et projekt ikke er VVM-pligtigt, skal indeholde oplysninger om særkender ved projektet m.v. Med henvisning til bedømmelsesgrundlaget ift. selve projektet ud fra kystbeskyttelseslovens regler oplyser nævnet, at den påklagede screeningsafgørelse i realiteten indeholder tre afgørelser, idet der er truffet afgørelse om at give tilladelse til projektet, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering (habitatvurdering) efter habitatdirektivets og -bekendtgørelsens regler, og at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering (VVM). Nævnet fremhæver, at alle tre afgørelser er påklaget. Nævnet fastslår herefter, at kommunens vurdering af, om der ud fra en indholdsmæssig vurdering kan antages at foreligge en VVM-pligt, er en vurdering, som må karakteriseres som ikke-retlig, og som derfor ikke kan påklages, jf. lovens § 21 sammenholdt med lovens § 49.

Nævnet oplyser endvidere, at det med henvisning til § 11, stk. 1, i habitatbekendtgørelsen for søterritoriet har foretaget en retlig vurdering af, om kommunens afgørelse opfylder habitatdirektivets og habitatbekendtgørelsens krav, herunder om vurderingen er foretaget på baggrund af de fornødne høringer af andre berørte myndigheder, med henvisning til den fornødne videnskabelige viden, og om kommunen med den trufne afgørelse uden rimelig tvivl har kunnet fastslå, at aktiviteten ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-områdets udpegningsgrundlag. Nævnet har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte denne vurdering, idet det har lagt vægt på, at kommunen har foretaget en væsentlighedsvurdering af konsekvenserne for Natura 2000-områdernes udpegningsgrundlag, herunder konsekvenserne for eventuelle bilag IV-arter.

Med henvisning til lovbemærkningerne til kystbeskyttelsesloven og kapitel 6 i vejledning til lov om kystbeskyttelse fastslår nævnet, at det er kommunen, der skal fastsætte de kriterier, som udgør grundlaget for fordelingen af bidragspligten, og at det er kommunen som beslutter, hvordan kriterierne skal vægtes indbyrdes. Samtidig fastslås det, at kommunen ikke i den konkrete sammenhæng med tilstrækkelig tydelighed har påvist, hvad kystbeskyttelsesprojektet omfatter. Kommunens begrundelse for at ændre på finansieringen af vedligeholdelsen af bølgebryderne kritiseres af nævnet for at være uklar. Efter nævnets opfattelse skulle kommunen have anskuet og behandlet kystbeskyttelsesprojektet (de første fem bølgebrydere, den 6. bølgebryder og sandfodring) som ét samlet projekt og i forlængelse heraf have ansat bidragsfordelingen. Nævnet lagde i den sammenhæng vægt på, at den 6. bølgebryder var etableret allerede i 1993, at etableringen var nødvendig for at sikre mod læsideerosion fra de første fem bølgebrydere, at sandfodringen ligeledes var en del af den samlede beskyttelse, og at vedligeholdelsesudgifterne for alle anlæggene derfor burde vurderes samlet.

Nævnet giver medhold i den del af klagen, der vedrører udgiftsfordelingen, men derimod ikke i klagen over den kommunens beslutning om at meddele en tilladelse til sandfodring og retlig lovliggørelse af bølgebryderen. Nævnet ophæver den trufne afgørelse vedrørende udgiftsfordelingen og hjemviser den til fornyet behandling i kommunen.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnummer 20/00505.

2

. Sandfodring, der foretages både i Danmark og i vores nabolande, er som virkemiddel beskrevet i Miljø- og fødevareministeriets »Kystanalyse«, 2016. Der anvendes forskellige former for tilføring af sand, der udlægges på en konkret kyststrækning. Sandfodring kan fungere som en buffer for herved at stoppe kysttilbagerykning. Fodringen skal kompensere for tab af sediment, der er forårsaget af strøm og bølger. Sandfodringen, der efter »Kystanalyse«, må betragtes som den mest omkostningseffektive metode, er i den foreliggende sag – og i mange andre sager – kombineret med bølgebrydere, der som kompenserede passive kystbeskyttende anlæg skal imødegå sandtab på nabostrækninger.

3

. Med lov nr. 720 af 8. juni 2018 om ændring af lov om kystbeskyttelse, lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), lov om naturbeskyttelse, lov om jagt og vildtforvaltning og forskellige andre love (Ny kompetencefordeling og forenkling af sagsbehandling i forbindelse med kystbeskyttelse m.v.) fik kommunalbestyrelsen kompetence til at foretage én samlet vurdering på tværs af en række love, jf. kystbeskyttelseslovens nye § 3 a. Jf. om denne kompetenceændring og de øvrige ændringer af kystbeskyttelsesloven, der bl.a. har til formål at reducere antallet af klager, der indgives til Miljø- og Fødevareklagenævnet, Ellen Margrethe Basse »Regelforenkling og begrænsning af klager over kystbeskyttende anlæg – hvordan? og hvorfor?« i Tidsskrift for Miljø, 2020, side 337 ff.

4

. Det må formentlig være en skrivefejl i nævnets afgørelse, når der her henvises til at Kystdirektoratet har truffet en afgørelse den 29. oktober 2019. Der må i stedet være Odsherred Kommunes afgørelse af 29. november 2019, der skal henvises til, idet kompetencen til at tage stilling til VVM-pligt og beskyttelseskravene ift. Natura 2000-områder i november 2019 var kommunens, jf. lov nr. 720 af 8. juni 2018 om ændring af lov om kystbeskyttelse m.fl. (»Ny kompetencefordeling og forenkling af sagsbehandling i forbindelse med kystbeskyttelse m.v.«). Den på afgørelsestidspunktet gældende bekendtgørelse nr. 913 af 30. august 2019 om samordning af miljøvurderinger og digital selvbetjening m.v. for planer, programmer og konkrete projekter omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)’ (miljøvurderingsbekendtgørelsen) indeholdt en bestemmelse i § 9, nr. 6, hvorefter de tilladelser, der meddeles med hjemmel i kystbeskyttelseslovens § 3 og § 16 a, helt eller delvist erstattes af en VVM-tilladelse, der træffes med hjemmel i miljøvurderingslovens § 15, stk. 3. Reglerne er de samme i dag, jf. den § 10, nr. 6 i nu gældende miljøvurderingsbekendtgørelse, bekendtgørelse nr. 1376 af 21/06/2021. Habitatvurderingen skulle på afgørelsestidspunktet foretages efter bekendtgørelse nr. 1062 af 21. august 2018 om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet, der nu er erstattet af bekendtgørelse nr. 654 af 19. maj 2020.

5

. Denne del af nævnets afgørelse er tvivlsom. Der indgår klare retlige kriterier i den vurdering, som skal foretages efter miljøvurderingslovens § 21, jf. bilag 6 (»projektets karakteristika«, »projektets placering« og »arten af og kendetegn ved den potentielle indvirkning på miljøet«). Ikke mindst den konkrete påvirkning fra kystbeskyttelsesanlægget af Natura 2000-områderne, som kystbeskyttelsesprojektet er placeret i, vil som udgangspunkt føre til en VVM-pligt. Nævnet har da også i andre sager foretaget en efterprøvelse af, om en screeningsafgørelse, der resulterer i at fastslå en ikke-VVM-pligt, er retligt korrekt.

6

. Kystbeskyttelsesforanstaltninger er optaget på VVM-direktivets bilag 2, punkt 10, litra K, og den danske miljøvurderingslovs bilag 2, punkt 10, litra K, der angiver »Kystanlæg til modvirkning af erosion og maritime vandbygningskonstruktioner, der kan ændre kystlinjerne, som f.eks. skråningsbeskyttelser, strandhøfder og diger, dæmninger, moler, bølgebrydere og andre konstruktioner til beskyttelse mod havet bortset fra vedligeholdelse og genopførelse af sådanne anlæg«, hvorfor der efter lovens § 16 er en screeningspligt.

7

. En vurdering af en ansøgt retlig lovliggørelse skal foretages med udgangspunkt i, om bygherren ville have kunnet opnå den forudsatte tilladelse, hvis der forud for etableringen var blevet ansøgt herom. Udgangspunktet er, at vurderingen skal foretages som om forholdet ikke allerede var blevet etableret, jf. betænkningen nr. 981/1983 »Håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen«, side 79 ff.

8

. Med den argumentation som klagenævnet anvender, kan det alene være udgiftsfordelingen, der hjemvises til en fornyet vurdering i kommunen.

Fredningsforslag – officialprincippet – strategisk miljøkonsekvensvurdering (SMV) – fredning, der angiver rammer for mindre byggearbejder – fredningen er en »plan«, jf. miljøvurderingslovens § 2, stk. 1, nr. 1 – jf. Miljøstyrelsens generelle fortolkning – officialprincippet – kompetencefordeling, jf. miljøvurderingslovens § 21 – screeningsafgørelse – miljøvurderingslovens § 10, jf. lovens § 8, stk. 2, nr. 1, sammenholdt med stk. 1, nr. 1 – undtagelse ift. SMV-pligt – »mindre område«, jf. SMV-direktivets artikel 3, stk. 3, hhv. miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1 – afkrydsning i digitalt screeningsskema – naturbeskyttelseslovens § 36, stk. 3 og 4, jf. habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 – habitatvurdering i digitalt screeningsskema – Natura 2000-områder – manglende væsentlighedsvurdering – EU-Domstolens praksis – EU-konform habitatvurdering – projektets positive effekter – væsentlig mangel – ugyldighed – ophævelse – hjemvisning til fredningsnævnet

Denne sag vedrører en klage fra en grundejer, hvis ejendom var omfattet af et fredningsforslag. Der klages over fredningsnævnets screeningsafgørelse. Fredningsforslaget, der vedrørte et areal, som af fredningsnævnet blev vurderet at være et fint eksempel på et klitlandskab, og som kunne sikre de økologiske forbindelser mellem eksisterende fredninger og skabe gode livsbetingelser for områdets planter og dyr, var udarbejdet i et samarbejde mellem kommunen og Danmarks Naturfredningsforening. Kommunen havde i den forbindelse påtaget sig at udfylde screeningsskemaet med afkrydsning samt supplerende forklaringer.

Det anføres i klagen, at fredningsnævnet har tilsidesat officialprincippet, samt at det har foretaget en ulovlig delegation af sagsoplysningen til kommunen. Det fremføres endvidere, at fredningsnævnet fejlagtigt har antaget, at der ikke skulle foretages en strategisk miljøkonsekvensvurdering (SMV). Efter klagerens opfattelse kan forslaget, der er omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, ikke henregnes til de undtagelsessituationer, der er omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1 »mindre områder på lokalt plan ...«, jf. Det fremhæves, at der ikke er givet en begrundelse for screeningsafgørelsen, sådan som det er pålagt ved miljøvurderingslovens § 33. Da der er tale om et areal på 95 ha, vil undtagelsen efter klagerens opfattelse ikke kunne begrundes med en henvisning til lovens § 8, stk. 2, nr. 1, som et mindre område. Klageren fremhæver endvidere, at der ikke er foretaget en habitatvurdering af fredningsforslaget på trods af, at fredningsforslaget vedrører arealer, der er omfattet af international beskyttelse som Natura 2000-områder.

Miljø- og Fødevareklagenævnet, der foretager efterprøvelsen med hjemmel i miljøvurderingslovens § 48, fastslår med henvisning til en generel fortolkning foretaget af Miljøstyrelsen ved en skrivelse fra maj 2018, at fredningen, der indeholder rammer for mindre bebyggelse, er at betragte som en »plan«, jf. miljøvurderingslovens § 2, stk. 1. Nævnet fastslår endvidere med henvisning til den praktiske ordning, der er etableret med Miljøstyrelsens generelle fortolkningsskrivelse, at det er i overensstemmelse med kompetencefordelingen i miljøvurderingsloven, at det er kommunen, der har udarbejdet grundlaget for screeningsafgørelsen, idet fredningsnævnet som den besluttende myndighed indestår for rigtighed i forbindelse med den trufne afgørelse. Med hensyn til den kritik, der er rejst af fredningsnævnets anvendelse af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, jf. § 8, stk. 1, nr. 1, fastslår nævnet, at bestemmelsen kun finder anvendelse ift. til de projekttyper, der er opregnet i lovens bilag 1 og 2, hvori fredning ikke indgår. Derimod kan der henvises til lovens § 8, stk. 2, nr. 2, idet fredningsforslaget fastlægger rammer for vise mindre anlægsarbejder, navnlig sådanne, der vil kræve byggetilladelse. Nævnet afviser med denne begrundelse klagerens indsigelse vedrørende relevansen af områdets størrelse i forhold til områdets størrelse. Nævnet er derimod enig med klageren i dennes kritik af, at der ikke er foretaget en habitatvurdering af fredningsforslaget. Det fastslås, at en fredning vil være omfattet af begrebet »projekt« i habitatdirektivet, som det er blevet fortolket af EU-Domstolen, herunder senest ved en dom, der angav, at begrebet må antages at have et bredere indhold end det, der er fastlagt ved VVM-direktivet. Nævnet henviser til, at det følger af naturbeskyttelseslovens § 36, stk. 3 og 4, der gennemfører habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, at der skal foretages en habitatvurdering i forbindelse med, at der træffes afgørelse om fredning. Det gælder også i de situationer, hvor fredningen vil kunne have positiv indvirkning på de berørte Natura 2000-områder. Det udarbejdede forslag til en fredning, hvor fredningsnævnet har taget udgangspunkt i, at det ikke var relevant at foretage en sådan vurdering, lider derfor af en væsentlig mangel. Fredningsforslaget ophæves som ugyldigt, og sagen hjemvises til fornyet behandling i fredningsnævnet.

Fodnoter

1

. Denne sag er Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 19/07253.

2

. Det følger af SMV-direktivets artikel 2, stk. 2, 3 og 5, at udgangspunkt er, at de planer og programmer, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde, og som kan forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet, som udgangspunkt er omfattet af forpligtelsen til at foretage en forudgående strategisk miljøkonsekvensvurdering (SMV-pligt). De ved direktivet forfulgte formål om at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau skal respekteres ved administrationen af de nationale gennemførte regler om strategisk miljøkonsekvensvurdering. Bestemmelsen i miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, er en gennemførelse af SMV-direktivets artikel 3, stk. 3, hvoraf det fremgår, at en SMV-vurdering kan undlades i situationer, hvor der er tale om en plan eller et program, der »fastlægger anvendelsen af mindre områder på lokalt plan eller angiver mindre ændringer i de pågældende planer og programmer«. Gennemførelsen af undtagelsesbestemmelsen, som den er foretaget i lovens § 8, stk. 2, er utrolig uheldig, da ordlyden af bestemmelsen giver udtryk for det modsatte af det, der står i SMV-direktivets artikel 3, stk. 3. EU-Domstolen har fortolket bestemmelsen i SMV-direktivets artikel 3, stk. 3, i sagen C-444/15 Associazione Italia Nostra Onlus. Sagen vedrørte et byggeprojekt i Venedigbugten, hvor der skulle opføres i alt 42 boliger på et areal på ca. 3 ha. Arealet stødte op til et Natura 2000-område. Den forelæggende ret rejste spørgsmålet om, hvorvidt undtagelsesbestemmelsen i SMV-direktivets artikel 3, stk. 3 var forenelig med det EU-retligt påbudte princip om et højt miljøbeskyttelsesniveau, samt om betingelserne for at undtage for SMV-pligten kunne anvendes i en situation som den foreliggende, hvor der var en pligt til at foretage en habitatvurdering efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. EU-Domstolen fastslog i præmisserne 50-58, at undtagelsesbestemmelsen i artikel 3, stk. 3, skal læses i sammenhæng med den 10. betragtning i direktivets præambel, hvorefter der skal foretages en forudgående undersøgelse af de planer og programmet, der er omfattet af direktivet med henblik på at kontrollere, om de må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Det fastslås i (præmisserne 67-74), at kriteriet »mindre områder på lokalt plan ...« er harmoniseret på EU-niveau. Der er derfor ikke overladt medlemsstaterne skønsmæssige beføjelser. Kriteriet defineres på EU-niveau som et mindre område, hvor den eventuelle fravigelse fra SMV-pligten kun er opfyldt i situationer, hvor der er tale om lokale planer, der ift. det regulerede geografiske område er mindre i størrelse i forhold til det område, der er omfattet af den planlæggende myndigheds stedlige kompetence. De hensyn, der var opregnet i direktivets bilag II (som er gentaget i lovens bilag 3) skal indgå i vurderingen. Domstolen henviser i dommen til den tidligere sag C-41/11 Inter-Environment Wallonie, der fastlagde medlemsstaternes generelle kompetence og forpligtelser ift. gennemførelsen af SMV-direktivet.

3

. Hvordan Miljø- og Fødevareklagenævnet når frem til, at miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, er knyttet sammen med de nævnte bilag, der vedrører henholdsvis anvendelsen af lovens § 15 om obligatorisk VVM-pligt hhv. § 16, der fastlægger de projekter, der skal underkastes en screening, fremgår ikke af afgørelsen. Også den øvrige fortolkning, som nævnet foretager, synes at mangle støtte i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (SMV-direktivet), som direktivet er blevet fortolket af EU-Domstolen.

4

. Der henvises bl.a. til EU-Domstolens præmisser i de forenede sager C-293/17 og C-294/17 Coöperatie Mobilisation for the Environment UA, der vedrørte digitalisering af habitatvurderingen ift. udbringning af gødning på marker samt kvægs græsning på arealer. EU-Domstolen tager med dommen stilling til anvendelsen af en digitaliseret programlagt samlet planlægning og habitatvurdering af de kvælstofaflejringer, der hidrører fra landbrugsaktiviteter på lokaliteter, der grænser op til, eller som ligger inden for Natura 2000-områder. Den forelæggende ret i sagen C-293/17 ønskede oplyst, om habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, skal fortolkes således, at aktiviteterne græsning af kvæg og tilførsel af gødning på eller i jorden i nærheden af Natura 2000-områder kan kvalificeres som »projekt« med den begrundelse, at de kan have væsentlige følger for de nævnte områder, også selv om aktiviteterne ikke udgjorde et »projekt« som omhandlet i VVM-direktivets artikel 1, stk. 2, litra a, da de ikke udgjorde et fysisk indgreb i det naturlige miljø. Spørgsmålet i præmisserne 72-73 besvares med, at habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, skal fortolkes således, at aktiviteterne græsning af kvæg og tilførsel af gødning på eller i jorden i nærheden af Natura 2000-områder kan være kvalificeret som »projekt« som omhandlet i denne bestemmelse, selv i det tilfælde, hvor disse aktiviteter, for så vidt som de ikke udgør et fysisk indgreb i det naturlige miljø, ikke udgør et »projekt« som omhandlet i VVM-direktivets artikel 1, stk. 2, litra a. I den sammenhæng fastslås det, at det ud fra habitatdirektivets formål – herunder forsigtighedsprincippets betydning i forbindelse med en habitatvurdering – er grundlag for at anvende en bred definition af begrebet »projekt« – herunder et begreb, der er bredere end det, der er fastlagt i VVM-direktivet.

Miljøgodkendelse af husdyr efter 2019-reglerne – udvidelse af produktionsareal – kvægbrug – naboklage – husdyrbruglovens § 16 b – skift i dyretype – »nudrift« henholdsvis »den ansøgte drift« – afstandskrav til nabobeboelse, jf. husdyrbruglovens § 6 – »forøget for­urening«, jf. husdyrbruglovens § 6 – dispensation, jf. husdyrbruglovens § 9, stk. 3 – forøget forurening –begrænset efterprøvelse, jf. § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet – ophævelse – hjemvisning med vejledning

Sagen vedrører en naboklage over Vordingborg Kommunes tilladelse til udvidelse af et kvæghold, som indebar en udvidelse af produktionsarealet fra 1.138 m2 til 1.663 m2. Efter det ansøgte ændres dyretypen fra »Flexgruppe: Alle kvæg, Dybstrøelse« til »Flexgruppe: Alle dyr, Dybstrøelse«. Ændringen vil indebære, at ansøgeren vil få mulighed for at skifte mellem forskellige dyretyper. Sagen er behandlet efter de i 2019 gældende regler i husdyrbrugloven. Med den ansøgte udvidelse kunne kvægbruget ikke overholde afstandskravet til nabobeboelse, som det er fastlagt i husdyrbruglovens § 6 til naboskel og afstandskravet til vandløb i husdyrbruglovens § 8. Kommunen har meddelt dispensation efter husdyrbruglovens § 9, stk. 3, fra afstandskravene i lovens § 8 til naboskel og til vandløb. I forhold til afstandskravet til nabobeboelse, argumenterer kommunen for, at der ikke vil ske øget forurening, da dyreholdet i den bygning, der ikke overholder afstandskravet, forbliver den samme i nudrift og i ansøgt drift. Den manglende overholdelse af afstandskrav var et af klagepunkterne, og afstandskravet til nabobeboelse i husdyrbruglovens § 6.

Miljø- og Fødevarenævnet begrænser sin efterprøvelse af den påklagede afgørelse til det, der vedrører afstandskravet, herunder med fokus på kriteriet »forøget forurening«. Med henvisning til lovforarbejderne til husdyrbrugloven fastslår nævnet, at hvis produktionsarealet forbliver det samme, og der ikke foretages ændringer af dyretype og staldsystem mv. fra nudrift, vil ændringen efter de i 2019 gældende regler ikke medføre en »forøget forurening«, uanset at der sker en udvidelse af dyreholdet (forøgelse af antal dyr). Nævnet er imidlertid uenigt med kommunen i, at dyreholdet må anses for at være det samme i nudrift og efter den ansøgte drift. Nævnet bemærker, at i vurderingen af, hvorvidt der med det ansøgte sker en »forøget forurening«, må der tages udgangspunkt i de emissioner af ammoniak og den lugt, der ift. den dyretype, der indgår i flexgruppen, som forurener mest. Nævnet konstaterer, at såfremt der i vurderingen tages udgangspunkt i de tal, som nævnet er nået frem til, vil ammoniakemissionen fra bygning 2 blive forøget. På den baggrund finder nævnet, at der med skift i flexgruppe i bygning 2 foretages ændringer af husdyranlægget, som medfører »forøget forurening«. Det ansøgte indebærer derfor en potentiel øgning af kvælstofemissionen. Da afstandskravet til nabobeboelse ikke er overholdt, og da der ikke er hjemmel i husdyrbruglovens § 9 til at dispensere fra afstandskravet, ophæver nævnet kommunens afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker, at Vordingborg Kommune i forbindelse med en fornyet behandling af sagen skal foretage en konkret vurdering af, om der kan meddeles dispensation fra husdyrbruglovens afstandskrav. Kommunen skal i den forbindelse inddrage ansøgers redegørelse for, hvorfor det ikke er muligt for husdyrbruget at finde en egnet placering, der er i overensstemmelse med afstandskravene.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 19/03724.

Screeningsafgørelse – VVM-screening, jf. miljøvurderingslovens § 16 og bilag 6 – klage fra Danmarks Naturfredningsforening – stillingtagen til kategorisering ift. miljøvurderingslovens bilag 1, punkt 9-10, hhv. bilag 2, punkt 11 b – digital screeningsskema – forhøjelse af deponeringsanlægs kapacitet – ændring af deponiets højde – kategorisering af affald som »blandet affald« – forberedelse af tillæg til en tidligere meddelt miljøgodkendelse, jf. miljøbeskyttelseslovens § 33 – prøvelse af »retlige spørgsmål«, jf. miljøvurderingslovens § 49 – stadfæstelse af screeningsafgørelse

Denne sag vedrører en klage fra Danmarks Naturfredningsforening over én af Miljøstyrelsen i medfør af miljøvurderingslovens § 21, jf. bilag 2, truffen screeningsafgørelse. Det oplyses, at Miljøstyrelsen har foretaget screeningen i forbindelse med, at der er ansøgt om et tillæg til en eksisterende miljøgodkendelse af deponiet, hvor udvidelsen skal foretages i højden for at muliggøre en merdeponering med op til 500.000 m3 affald, der kategoriseres som »blandet affald«. Miljøstyrelsen har ifm. den påklagede afgørelse, der er truffet med hjemmel i miljøvurderingslovens § 21, fastslået, at der er tale om et deponeringsanlæg, der er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 11 b, hvorfor der alene er tale om en screeningspligt, jf. miljøvurderingslovens § 16. Herefter har styrelsen på baggrund af screeningen vurderet, at den anmeldte udvidelse af deponeringskapaciteten på det eksisterende anlæg ikke var at betragte som VVM-pligtigt. Styrelsen fandt, at udvidelsen ud fra det i sagen oplyste ikke vil kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet. Ansøgningen, der er vedlagt screeningsskemaet, skal – ud over at blive vurderet efter miljøvurderingslovens regler – behandles af Miljøstyrelsen efter miljøbeskyttelseslovens § 33, godkendelsesbekendtgørelsen og deponeringsbekendtgørelsen. Det fremgår af sagens oplysninger, at der efter den eksisterende miljøgodkendelse, der er meddelt virksomheden (V1), kan deponeres anvist affald med et PCB-indhold mellem 1 og 50 mg/kg (ikke-farligt) på særskilte enheder på anlægget, hvor der deponeres »blandet affald«. Det er en sådan enhed på VI, der forudsættes udvidet i højden. Der modtages følgende affaldskategorier på den relevante enhed, der i afgørelsen samles under betegnelsen »blandet affald«: forurenet jord under kriteriet ‘farligt affald’, asbestaffald, forurenet PCB-affald, forurenet byggeaffald og andet byggeaffald, forurenede sten og brokker, gadefej og slam fra vejbrønde og andet bortskaffelse af affald.

Danmarks Naturfredningsforening anfører i sin klage, at der er en VVM-pligt, idet der er tale om deponering af farligt affald, jf. miljøvurderingslovens bilag 1, punkt 9, og/eller punkt 10. Klageren anfører i den sammenhæng, at der burde være foretaget en samlet miljøkonsekvensvurdering af det ansøgte tillæg til miljøgodkendelse om at kunne øge affaldsdeponeringen i kombination med en vurdering af de to forbrændingsanlæg, der indgår i den samlede plan for bortskaffelse af det relevante affald. Det anføres endvidere af klageren, at selv hvis det forudsættes, at der ikke gives medhold i det anførte, og der i stedet tages udgangspunkt i, at der kun er tale om tillæg til en miljøgodkendelse af det eksisterende deponeringsanlæg, der er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2 punkt 11, må afgørelsen ophæves som ugyldig, idet der er tale om en mangelfuld screeningsafgørelse, jf. miljøvurderingslovens § 16 med bilag 6. Der mangler således ifølge klageren en vurdering af følgende: de risici, der er forbundet med deponering af affald, der udleder dioxin, PCB og tungmetaller, den opståede bandrisiko, der er forbundet med modtagelse af shedderaffald, samt en vurdering af de kumulative effekter af tillægget ift. de aktiviteter, der allerede er i området.

I forbindelse med screeningsafgørelsen har Miljøstyrelsen ved sin stillingtagen til den kumulative effekt af projektet bemærket, at der ved siden af deponiet på samme matrikel drives en mindre genbrugsplads, og at denne aktivitet fortsætter indtil, der også skal deponeres i det område. Vurderingen af kumulative virkning vendes på hovedet af styrelsen, idet det fastslås, at påvirkningen fra det ansøgte projekt vurderes at være meget begrænset i forhold til påvirkningen fra den samlede aktivitet, og projektet vurderes ikke at udgøre en væsentlig ændring af påvirkningen fra det samlede deponi. Det fremgår af Miljøstyrelsens afgørelse, at Hvidovre Kommune betragtes som den ansvarlige tilsynsmyndighed, og derfor som den myndighed, der skal tage stilling til spildevandsforholdene, der ikke antages at være en integreret del af miljøgodkendelsen. Kommunen har over for styrelsen oplyst, at ansøgeren har en spildevandstilladelse fra 14. december 1993, der skal revideres som led i udvidelsen, og at kommunen vil anmode virksomheden en redegørelse for, hvad forøgelsen af fyld-højden efter virksomhedens opfattelse vil have af betydning for indholdsstofferne i perkolatet. Kommunen har desuden oplyst, at virksomheden i en lang årrække ikke har været i stand til at overholde de kravværdier for ammonium, der er stillet i den eksisterende spildevandstilladelse, ligesom der indimellem er overskridelser af grænseværdierne for metaller. Under sagsbehandlingen ved nævnet oplyser Miljøstyrelsen, at det er en fejl i ansøgningsmaterialet, når det oplyses, at virksomheden allerede har opnået en miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 og en miljøvurderingstilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 til at udtage shedderaffald.

Miljø- og Fødevareklagenævnets prøvelse af den påklagede afgørelse foretages efter miljøvurderingslovens § 49, der begrænser efterprøvelsen af de afgørelser, der træffes om ikke-VVM-pligt efter lovens § 21, til »retlige spørgsmål«. Nævnet stadfæster Miljøstyrelsens screeningsafgørelse, idet nævnet er enigt med styrelsen i, at anlægget ikke vil modtage farligt affald, og at det derfor ikke er omfattet af den obligatoriske VVM-pligt som optaget på lovens bilag 1, punkt 9 eller punkt 10. Nævnet afviser i den sammenhæng også, at der er en sådan sammenhæng til affaldsforbrændingen på Vestforbrænding I/S og Vestforbrænding Nordforbrænding ARC, at der er grundlag for at forudsætte, at der skal foretages en samlet vurdering af VVM-pligten. Ved denne afgørelse har nævnet dels lagt vægt på, at de tre projekter har forskellige bygherrer, dels på den forholdsvis store afstand imellem den fysiske placering af de tre forskellige anlæg. Den rette kategorisering af det ansøgte projekt er efter nævnets opfattelse lovens bilag 2, punkt 13 a, idet der er tale om en merdeponering af ikke-farligt affald. Det fastslås endvidere, at det fremgår af lovbemærkningerne til miljøvurderingsloven, at bedømmelsesgrundlaget ifm. en screening alene består af det materiale, som ansøgeren har fremsendt, samt allerede foreliggende oplysninger og almene erfaringer på det pågældende område. Det er efter nævnets opfattelse ikke forudsat, at den VVM-ansvarlige myndighed skal sikre tilvejebringelse af nye oplysninger, idet en screeningsafgørelse anses som en foreløbig afgørelse. I nævnets vurdering af Miljøstyrelsens bedømmelsesgrundlag henvises der herefter til de oplysninger, som Miljøstyrelsen har anført vedrørende forholdene med henvisning til miljøvurderingsloven bilag 6. Som begrundelse for stadfæstelse af den påklagede afgørelse oplyses det, at der er lagt vægt på, at en screening er en foreløbig vurdering af, hvorvidt en væsentlig påvirkning på miljøet er påregnelig. Nævnet undlader i denne sammenhæng at tage eksplicit stilling til Miljøstyrelsens manglende vurdering af de kumulative effekter af det nye projekt, det eksisterende deponeringsanlæg og de to affaldsforbrændingsanlæg. Nævnet bemærker, at der ikke er tale om en tilladelse eller en godkendelse, men alene en forudsætning for, at det anmeldte projekt lovligt kan påbegyndes, når der er opnået de forudsatte godkendelser – herunder det ansøgte tillæg til miljøgodkendelsen.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 18/08621.

2

. Det kan meget let afdækkes, at V1 er AV Miljø, og det blandede affald kan identificeres på virksomhedens hjemmeside, jf. https://www.av.dk/deponering-af-affald-bortskaffelse-af-affald.aspx (besøgt den 3. juli 2021). Affaldskategorierne skal bestemmes ud fra affaldsbekendtgørelsens kategorier, der gennemfører det europæiske affaldskatalog, se Miljøstyrelsens hjemmeside: https://mst.dk/affald-jord/affald/affaldsdatasystemet/vejledninger-mv/. På det tidspunkt, hvor Miljøstyrelsen traf afgørelsen, var det affaldsbekendtgørelsen fra 2012 (bekendtgørelse nr. 1309 af 18. december 2012 om affald), der angav de relevante affaldskategorier. Der indgik ikke i bekendtgørelsen en kategori, der kan karakteriseres som »blandet affald« – og kategorien eksisterer heller ikke efter den gældende affaldsbekendtgørelse. I EU-affaldsram­medirektiv (direktiv 2008/98/EF som ændret ved 2018/581/EU) artikel 3 fastlægges følgende affaldsdefinitioner og -kategorier: »kommunalt affald«, »bygge- og nedrivningsaffald«, »bioaffald«, »madaffald«, »olieaffald« og »farligt affald«.

3

. Miljøvurderingslovens bilag 2 gennemfører SMV-direktivets bilag 2. under punkt 11 b indgår »Anlæg til bortskaffelse af affald (projekter, som ikke er omfattet af bilag 1)«.

4

. Den på afgørelsestidspunktet relevante godkendelsesbekendtgørelse var bekendtgørelse nr. 1458 af 12. december 2017 om godkendelse af listevirksomhed. Vurderingen af, hvilken liste i godkendelsesbekendtgørelsen, som anlægget henhører under, skal foretages ud fra det affald, der modtages på anlægget, hvordan det behandles og dets kapacitet. Da det er Miljøstyrelsen, der er den, der har truffet afgørelsen, og da det fremgår af sagen, at der ikke modtages shedderaffald (dvs. ikke et K218-anlæg), kan det kun være et bilag 1-anlæg (IE-anlæg). Der må efter de oplysninger, der indgår i sagen, være tale om et bilag 1-anlæg, der er omfattet af godkendelsesbekendtgørelsens bilag 1 punkt 5.4. Bekendtgørelsen inddrages ikke i Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af klagen på trods af, at det er relevant, at anlægget er et bilag 1-anlæg (omfattet af IE Direktivets regler), hvor der er særlige krav ift. projektoffentlighed i de situationer, hvor det konstateres, at der ikke er tale om en VVM-pligt, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 17, der er indføjet til gennemførelse af IE-Direktivets artikel 24. Projektoffentlighedskravene, der gennemfører Århuskonventionens artikel 6, er behandlet i Ellen Margrethe Basse (red.) »Erhvervsmiljøretten. Miljøgodkendelser, miljøkvalitetskrav og proces- og digitaliseringskrav«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2017, side 210 f.

5

. Det fremgår udtrykkeligt af deponeringsbekendtgørelsens § 1, stk. 1 (det gælder både den bekendtgørelse, der er fra 2013, som Miljøstyrelsen har anvendt, og 2019-depo­ne­ringsbekendtgørelse, som nævnet nævner i sin note), at deponeringsbekendtgørelsen alene er et supplement til godkendelsesbekendtgørelsen.

6

. Anonymiseringen af et deponeringsanlæg med oplysninger om, at anlægget er lokaliseret i Hvidovre, giver ingen mening, idet en søgning på internettet giver adgang til Hvidovre Kommunes affaldsplan 2014-2018, der kan afsløre, at selskabets navn er affaldsdeponiet »AV Miljø«. I affaldsplanen oplyses det, at ARC og I/S Vestforbrænding ejer deponiet. Det oplyses også, at deponeringskapaciteten forventes opbrugt i løbet af 2017, og at det er forventningen, at der til den tid kan ibrugtages et deponeringsanlæg på Kalvebod Miljøcenter i 2018. Det oplyses endvidere, at »AV Miljø« undersøger mulighederne for at genanvende en større mængde af det på anlægget deponerede shedderaffald. Den øgede udnyttelse af shedderaffaldet skal frigive kapacitet, som vil gøre det muligt at fortsætte med deponeringsanlægget frem til 2027.

7

. I Miljøvurderingslovens bilag 1 punkt 9 og punkt 10, der gennemfører SMV-direktivets bilag 1 punkt 9 og 10, opregnes følgende med henvisning til affaldsrammedirektivet: »9. Anlæg til bortskaffelse af farligt affald ved forbrænding, kemisk behandling (som defineret i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald, afsnit D9) eller deponering i jorden som defineret i artikel 3, nr. 2, i det nævnte direktiv.«, henholdsvis »10. Anlæg til bortskaffelse af ikkefarligt affald ved forbrænding eller kemisk behandling (som defineret i bilag I til direktiv 2008/98/EF afsnit D9) med en kapacitet på over 100 tons/dag.«

8

. Styrelsen foretager således ikke en korrekt vurdering af den kumulative effekt af det nye projekt, idet styrelsen i stedet tages udgangspunkt i, at den eksisterende miljøpåvirkning og i den sammenhæng finder at det nye projekts påvirkning vil være relativt begrænset. Ved en kumulativ vurdering skal der i stedet foretages en vurdering af summen af det eksisterende anlæg, det nye projekt samt andre anlæg og aktiviteter (herunder planlagte/godkendte men aktuelt ikke gennemførte aktiviteter) i området. I den sammenhæng burde det i det mindste fremgå, hvorfor man afviser relevansen af de to forbrændingsanlæg, som klageren anfører burde indgå i vurderingen. Det fremgår bl.a. EU-Domstolens afgørelse i sagen C-275/09 Brussels Hoofdstedelijk Gewest, der vedrører en udvidelse af lufthavnen Bruxelles-National, i præmis 36, at Domstolen gennem sin praksis har understreget, at formålet med den EU-retlige regulering ikke kan omgås gennem en projektopdeling, og at manglende hensyntagen til projektets kumulative virkning ikke i praksis må føre til, at samtlige projektdele fritages for vurderingspligten.

9

. Det fremgår således af afgørelsen, at der for så vidt angår virksomhedens afledning af spildevand til det kommunale spildevandsrenseanlæg, hvorfor kommunen forudsættes at træffe en ny afgørelse om spildevandstilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28. Da der er tale om et IE-anlæg er denne opsplitning af godkendelsen – herunder forudsætningen om at det er kommunen, der skal vurdere spildevandsforholdene – klart i strid med IE-direktivets krav om helhedsvurderinger. Det er i øvrigt også i strid med miljøbeskyttelseslovens § 34, stk.5, der udtrykkeligt fastslår, at spildevandsforhold skal behandles som en del af miljøgodkendelsen. De nævnte krav behandles i Ellen Margrethe Basse »Erhvervsmiljøretten«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2017, side 433 ff., side 579, side 593 f.

10

. Det fremgår af note 6, i Hvidovre Kommunes affaldsplan 2014-2018, at »AV Miljø« i den nævnte periode undersøgte mulighederne for at genanvende en større mængde af det på anlægget deponerede shedderaffald.

11

. Da udgangspunktet efter affaldsrammedirektivet og den danske gennemførelse i affaldsbekendtgørelsen, der begge inddrager affaldshierarkiet som styrende, er, at deponering af affald er den sidste løsning, der vælges, må der være tale om affald, der ikke kan udnyttes som sekundær ressource, og som heller ikke kan forbrændes.

12

. Miljøvurderingslovens bilag 1 punkt 10 vedrører en obligatorisk VVM-pligt ift. »Anlæg til bortskaffelse af ikkefarligt affald ved forbrænding eller kemisk behandling (som defineret i direktiv 2008/98/EF afsnit 9) med en kapacitet på over 1000 tons.«

13

. Det er ikke relevant efter VVM-direktivet, om der er tale om forskellige bygherrer, idet det jo er den samlede miljøeffekt af anlæggene og deres drift, der må være det relevante ift. vurderingen af, om den samlede kapacitet på de tre anlæg, der klart har en sammenhængende produktion, kan begrunde en obligatorisk VVM-pligt.

14

. Miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 13 a vedrører screeningspligten ift. »Ændringer eller udvidelser af projekter i bilag 1 eller nærværende bilag, som allerede er godkendt, er udført eller ved at blive udført, når de kan have væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet (ændring eller udvidelse som ikke er omfattet af bilag 1)«.

Husdyrbrug – 2017-husdyrgodkendelsesbekendt­gørelsens §§ 26-27 – accept af anmeldt møddingsplads – lokalisering 170 meter fra mose – afstandskrav på 300 meter – afstandskrav til beskyttelse af § 3-natur – forholdet til naturbeskyttelseslovens § 3 – afstandskrav på 300 meter – manglende dispensationshjemmel – legalitetsprincippet – materiel mangelfuld afgørelse – ophævelse af den påklagede afgørelse

Sagen vedrører en naboklage over, at Mariagerfjord Kommune i januar 2018 traf en afgørelse om etableringen af en møddingsplads. Det fremgår af sagsfremstillingen, at møddingspladsen etableres i tilknytning til eksisterende driftsbygninger og gyllebeholder. Naboen påpegede i sin klage, at møddingspladens dels ville medføre lugt-, flue- og mågegener, dels ville indebære en merdeposition af kvælstof til omgivelserne, herunder til et nærtliggende moseområde.

Kommunen anførte som begrundelse for den trufne afgørelse, at det var usandsynligt, at der ville forekomme en merdeposition af kvælstof i mosen. Vurderingen oplyses at være baseret på scenarieberegninger, der er foretaget i ansøgningssystemet ‘husdyrgodkendelse.dk’. Kommunen tillagde det endvidere betydning, at møddingspladsen skulle etableres i modsat retning af moseområdet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslår, at den påklagede afgørelse skal vurderes efter den i 2017 gældende husdyrgodkendelsesbekendtgørelses regler, herunder bekendtgørelsens kapitel 7 om anmeldelsesordninger, idet anmeldelsen er vurderet i henhold til bekendtgørelsens § 26 om anmeldelse om etablering, udvidelse eller ændring på eksisterende husdyrbrug til ensilageplads/gødningsanlæg. Lokaliseringen i en afstand på kun 170 meter fra den ved naturbeskyttelseslovens § 3 beskyttede mose fastslår nævnet må betragtes som værende i strid med afstandskravet på 300 meter, der fremgår af bekendtgørelsens § 27, stk. 3, nr. 2, litra c. Da der ikke er hjemmel i bekendtgørelsen til at dispensere fra afstandskravet, er det irrelevant, at de af kommunen foretagne scenarieberegningerne viser, at der ikke vil ske en merdesposition af kvælstof til mosen. Nævnet ophæver derfor den påklagede afgørelse som ugyldig.

Fodnoter

1

. Nævnets j.nr. 18/04927 (tidl. NMK-134-00129).

2

. Den på afgørelsestidspunktet gældende husdyrgodkendelsesbekendtgørelse var bekendtgørelse nr. 211 af 28. februar 2017 om tilladelse og godkendelse af husdyrbrug.

3

. Etableringen antages ikke at være godkendelsespligtigt efter husdyrbruglovens § 16 a eller at være omfattet af tilladelseskravet i husdyrbruglovens § 16 b. Den på afgørelsestidspunktet gældende husdyrbruglov var lovbekendtgørelse nr. 442 af 13. maj 2016 med senere ændringer.

4

. Den relevante bekendtgørelses § 27, stk. 1, litra c) fastslår, at en lokalisering af et gødningsopbevaringsanlæg, der – som det i afgørelsen relevante – ikke er ‘lukkede fortanke til standanlæg’ – kun kan ske, hvis lokaliseringen foretages mindst 300 meter fra »heder, moser og overdrev omfattet af beskyttelse efter § 3 i lov om naturbeskyttelse«.

Husdyrbrug – tilladelse til udvidelse, jf. husdyrbruglovens § 16 b – klageberettigelse, jf. husdyrbruglovens § 86, jf. § 61 – klage fra lokal lodsejerforening – ikke vurdering af grundejernes individuelle væsentlige interesse, jf. husdyrbruglovens § 84, stk. 1, nr. 3 – digital sagsbehandling – afvisning

Sagen vedrører en miljøtilladelse, som Tårnby Kommune i januar 2020 meddelte til udvidelse af et hestehold med hjemmel i husdyrbruglovens § 16 b. Udvidelsen omfattede etablering af en række nye bygninger og en ny møddingsgrube. Miljøtilladelsen indebar, at der blev meddelt dispensation fra de afstandskrav, der var fastlagt til beboelse på adressatens egen ejendom, til vandløb og til naboskel.

Afgørelsen er påklaget af en lokal lodsejerforening, som ifølge foreningens vedtægter har til formål at varetage lodsejernes interesse, samt at træffe beslutninger om vedligeholdelse og evt. fornyelse af de til lauget tilhørende anlæg.

Miljø- og Fødevareklagenævnet finder ikke, at foreningen er klageberettiget som lokalforening efter husdyrbruglovens § 86, jf. § 61, da foreningen ikke har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, eller varetager væsentlige rekreative interesser. Nævnet bemærker, at husdyrbruglovens § 86 må antages udtømmende i forhold til at regulere lokale foreningers klageberettigelse. Nævnet afviser herefter at realitetsbehandle klagen.

Fodnoter

1

. Nævnets sagsnr. 20/08292.

2

. Den på afgørelsestidspunktet gældende husdyrbruglov var lovbekendtgørelse 520 af 1. maj 2019 og den relevante husdyrgodkendelsesbekendtgørelse var bekendtgørelse nr. 1281 af 29. november 2019.

3

. Miljø- og Fødevareklagenævnet efterprøver alene, om lodsejerforeningen er klageberettiget som lokalforening efter husdyrbruglovens § 86, jf. § 61. Nævnet foretager ikke en særskilt prøvelse af, om én eller flere af de lodsejere, som udgør foreningens medlemmer, ville kunne anses som klageberettiget efter husdyrbruglovens § 84, stk. 1, nr. 3, hvorefter enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald, kan klage over afgørelsen. Når nævnet ikke foretager denne prøvelse, som ellers ville være relevant, da foreningen er en sammenslutning af lokalområdets lodsejere, skyldes det formentligt, at klager i den digitale klageportal skal angive, om der klages som forening eller som enkeltperson. Denne angivelse i skemaet bliver afgørende for hvilken af de nævnte §’er, som lægges til grund for nævnets vurdering af klageretten.

Miljøtilladelse til husdyrbrug, jf. husdyrbruglovens §§ 16 a og 16 b – kvægbrug – afslag, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 26 og 27 – møddingsplads – gyllebeholder – husdyrbruglovens § 16 b – uændret produktion – produktionsareal på mere end 100 m2 – husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 34, stk. 1, nr. 2 og 3 – husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 24, stk. 1, jf. stk. 2 – digital beregning af ammoniakdeposition i selvbetjeningssystemet husdyrgodkendelse.dk – Natura 2000 – væsentlig virkning på miljøet ved ammoniakdeposition – afhjælpende vilkår – fravigelse ift. Totaldepositionskravet, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 28 – Miljøstyrelsens husdyrvejledning – stadfæstelse af afslag – vejledning af kommunen

Sagen vedrører en adressatklage over Tønder Kommunes afslag på en ansøgt miljøtilladelse til etablering af møddingsplads på 97 m2 og gyllebeholder med teltoverdækning på 3.000 m3 på et kvægbrug. Afgørelsen er truffet efter den nye husdyrbruglov. Der blev ikke ansøgt om udvidelse af husdyrbrugets besætning. Afslaget blev meddelt efter husdyrbruglovens § 16 b på baggrund af en ansøgning, der var indsendt den 28. november 2017. Afslaget er begrundet med, at det ansøgte ikke kan overholde ammoniakdepositionskravet på 0,7 kg N/ha/år til nærmeste kategori 1-natur. Beregningen blev foretaget i det digitale selvbetjeningssystem husdyrgodkendelse.dk.

Miljø- og Fødevareklagenævnet kontrollerer kommunens udpegning og beregning af ammoniakpåvirkningen og finder, at punkterne til beregning af depositionen er udpeget korrekt, og konstaterer at husdyrbruget allerede i nudrift medfører en totaldeposition til naturområdet på op til 3,6 kg N/ha/år, hvilket er markant højere end den maksimalt tilladte totaldeposition på 0,7 kg N/ha/år. Da beskyttelsesniveauet for ammoniak ikke kan overholdes, stadfæster nævnet kommunens afslag. Nævnet bemærker herefter, at anvendelsen af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 28 generelt skal overvejes, forinden der meddeles afslag på en ansøgning om miljøgodkendelse eller miljøtilladelse efter husdyrbruglovens §§ 16 a eller 16 b. Det forklarer nævnet med henvisning til, at husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 26 eller 27 giver hjemmel til at undtage en bedrift fra totaldepositionskravene, hvis det er muligt inden en tidsperiode på 8 år at reducere depositionen med minimum halvdelen af det, der overstiger kravene. Nævnet vurderer dog, at det i den forlagte sag må anses for at være urealistisk inden for en periode på 8 år at nedbringe depositionen til det berørte naturområde til 0,7 kg N/ha/år. Kommunes manglende stillingtagen til dispensationsmuligheden vurderes defor at være uden betydning for afgørelsens resultat.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 18/04957.

2

. Lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. maj 2019 om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v.

Miljøtilladelse til husdyrbrug, jf. husdyrbruglovens § 16 b – adressatklage – svinebrug – ændring af VVM-screeningsafgørelse – tilladelse til at overgå til regulering efter stipladsmodellen – Miljøstyrelsens husdyrvejledning – lugtvilkår, jf. husdyrbruglovens § 27 – beskyttelsesniveauet for lugt, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 31 – elektronisk beregning i husdyrgodkendelse.dk – FMK-modellen – »meget afvigende ventilationsforhold i forhold til almindelig praksis« – særlige ventilationsforhold, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, pkt. B – spredningsberegning efter OML-modellen – vilkår om ventilationsafkast – vilkår om miljøkryds i ventilationsafkast – stadfæstelse med vilkårsændring – tilbagebetaling af gebyr

Sagen vedrører en klage fra adressaten over en af Morsø Kommune meddelt miljøtilladelse til, at et svinebrug, der hidtil havde fungeret på baggrund af en VVM-screenings­afgørelse om, at der ikke var tale om VVM-pligtigt anlæg, efter ansøgning herom kunne ophøre med at i stedet skulle være reguleret efter antal dyreenheder, så driften fremover var reguleret efter den siden 2017 gældende husdyrbruglovs § 16 b, dvs. efter produktionsareal (stipladsmodellen). Da geneafstanden ikke kunne overholdes for nærmeste byzone, havde ansøgeren i den indsendte ansøgning erstattet FMK-modellen med en konkret OML-beregning. I beregningen, der var foretaget i det digitale selvbetjeningssystem husdyrgodkendelse.dk, var der af ansøgeren anvendt miljøkryds i afkastene, og samtidig var afkastene forøget med 1 meter. Kommunen var enig i dette beregningsgrundlag. Det var kommunens vurdering, at der med de stillede vilkår var taget et videre hensyn til de omkringboende, end hvad husdyrbruglovens beskyttelsesniveau krævede.

Sagen blev påklaget af ansøger, som mente, at han frit kunne vælge at ændre driftsvilkårene til at være omfattet af den nye husdyrbruglov, der trådte i kraft den 1. august 2017. Det var hans opfattelse, at der ikke var forudsat indsendelse af en ansøgning om en ny tilladelse eller godkendelse, så længe der ikke var tale om ændringer i produktionen. Den påklagede tilladelse indeholder lugtvilkår, herunder vilkår om at der skulle monteres miljøkryds i alle ventilationsafkast, og at ventilationsafkastene skulle hæves med 1 meter. Ændringerne i ventilationsforholdene skulle være foretaget senest 1. juni 2018. Klageren, der ikke i driften, der var foregået under VVM-screeningsafgørelsen, havde haft bindende lugtvilkår, anmodede derfor om, at klagen blev tillagt opsættende virkning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet undskylder over for klageren, at der ikke er blevet taget stilling til anmodningen om opsættende virkning. Vedrørende sagens materielle indhold finder nævnet, at det følger af lovbemærkningerne til den nye husdyrbruglov samt af Miljøstyrelsens vejledning, at det kun er muligt at overgå fra en produktion, der er reguleret med udgangspunkt i en afgørelse om ikke-VVM-pligt, til en miljøtilladelse efter den gældende husdyrbruglovs § 16 b, hvis det er dokumenteret, at husdyrbruget fremover i alle forhold kan leve op til kravene efter det nye regelsæt. Nævnet bemærker i den forbindelse, at en delvis overgang til de nye regler ikke er en mulig løsning. Der kan således ikke opnå tilladelse til at husdyrbruget både overgår til, er reguleret efter de nye regler om arealanvendelse (stipladsmodellen) og fortsat er reguleret af de krav til lugt, som var gældende efter de tidligere regler med basis i produktionen (dyreenheder). Nævnet efterprøver, om kommunen har foretaget en korrekt vurdering af geneafstandskravenes, hvor kommunen havde erstattet anvendelsen af FMK-modellen med en spredningsberegning efter OML-modellen. Nævnet inddrager et høringssvar, der er modtaget fra Miljøstyrelsen og fastslår, at OML-modellen kan anvendes i særlige tilfælde, hvor der er tale om meget afvigende ventilationsforhold, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, pkt. B. Nævnet forstår Miljøstyrelsens vejledning således, at virkemidler i form af forhøjelse af alle ventilationsafkast eller anvendelse af miljøkryds ikke enkeltvis vil kunne begrunde meget afvigende ventilationsforhold og finder derfor, at det skal vurderes helt konkret, hvorvidt forhøjede ventilationsafkast i kombination med miljøkryds i samtlige ventilationsafkast kan anvendes som væsentlige virkemidler til at opnå en myndighedsaccept af åbenlyst kortere geneafstand i forhold til et nabosommerhusområde. I det konkrete materiale er der i vindrosediagrammerne anvendt forskellige signaturskalaer, der ikke gør det muligt at identificere en reel forskel. Nævnet finder derfor, i modsætning til kommunen, at det ikke er muligt på den foreliggende baggrund at konkludere, at virkemidlerne medfører meget afvigende ventilationsforhold. Nævnet bemærker, at den konkrete OML-beregning viser, at husdyrbruget kan overholde lugtgenekriterierne i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 31, også uden anvendelse af forhøjede ventilationsafkast og miljøkryds i ventilationsafkastene. Anvendelsen af virkemidlerne i kombination er imidlertid en forudsætning for at lade FMK-modellen erstatte af en konkret OML-beregning, da husdyrbruget uden de nævnte virkemidler ikke har meget afvigende ventilationsforhold. Der indføjes derfor en ændret formulering af lugtvilkåret. Afgørelsen opfattes som en imødekommelse af klagen, hvorfor gebyret tilbagebetales.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 18/04936.

VVM-tilladelse – planlovens VVM-regler – VVM-screeningsafgørelse – VVM-redegørelse – transformatorstation – »salamimetoden« – fem vindmøller – vindmøllebekendt­gørelsen – VVM-tilladelse – vilkår knyttet til VVM-tilladelsen – legalitetsprincippet – relevansen af manglende miljøvurdering af bekendtgørelsen, jf. SMV-direktivet – støjfølsom arealanvendelse – habitatdirektivets artikel 12 – bilag IV-arter – flager­musenes ‘ledelinjer’, hhv. deres ‘yngle- og rasteområder’ – kommunalbestyrelsesmedlems evt. inhabilitet – klageberettigelse, jf. miljøvurderingslovens § 50, stk. 1, VVM-direktivets artikel 11 og Århuskonventionens artikel 2, stk. 5 »den berørte offentlighed« – Århuskonventionens artikel 9, stk. 2 »access to justice« – begrænset efterprøvelse, jf. § 11 i lov- og Miljø- og Fødevareklagenævnet – stadfæstelse af VVM-tilladelse – vilkårsændring – delvis tilbagebetaling af gebyr

Sagen vedrører nogle naboklager over en VVM-tilladelse, der blev meddelt i 2017 i medfør af miljøvurderingslovens § 25 til etablering af 5 store vindmøller, samt klager over en VVM-screeningsafgørelse ift. transformerstation. Det fremgår af sagen, at der i projektet, der screenes af kommunen, indgår en 60 kV højspændings-/transformatorstation med tilhørende teknikhus, indhegning, beplantning og lynafleder, som skal opføres som følge af vindmølleprojektet.

Vindmøllerne lokaliseres på landbrugsjord i landzone ca. 30 meter fra § 3-sø, i nærheden af beskyttet vandløb i området, ca. 275 meter fra skov og ca. 1,2 km vest for kystlinjen. Som led i projektet forudsættes det beskyttede vandløb at blive rørlagt under vejoverføringen. Habitatdirektivets regler om beskyttelse af bilag IV-arter er relevant, idet der i området er en række flagermusarter, jf. habitatdirektivets artikler 12-16. Der er som led habitatvurderingen, der er foretaget i perioden juni til september 2015, foretaget fire feltgennemgange med forudgående feltundersøgelser om dagen, hvor potentielle ledelinjer er blevet kortlagt til brug for undersøgelserne i området. Plangrundlaget og landzonetilladelse var af klagerne indbragt for Planklagenævnet. Kommunen har fastslået, at der ikke er en VVM-pligt, hvorfor der ikke er foretaget én samlet VVM af projektet som sådan (stationen og de fem vindmøller).

De indgivne naboklager vedrører bl.a. en påstået inhabilitet, idet ét af byrådsmedlemmerne som led i projektets gennemførelse opnåede erstatning for nedtagelse af en ældre mølle samt en klage over kommunens manglende hensyntagen til de mange indsigelser, der var indsendt. Det blev anført, at den manglende strategiske miljøkonsekvensvurdering (SMV) af den bekendtgørelse, der var lagt til grund ved vurdering af støj, i strid med EU-Domstolens praksis. Der blev endvidere protesteret imod projektets påvirkning af et § 3-område samt imod placeringen inden for skovbyggelinjen og i kystnærhedszone. Den udarbejdede VVM-rede­gø­relse anføres at lide af mangler, herunder ift. visualisering, skyggepåvirkning og sundhedsmæssige konsekvenser. Det fremgår af nævnet fremstilling, at ansøgeren har anført, at den klager, der har klaget over screeningsafgørelsen, ikke kan betragtes som klageberettiget. Ansøger har desuden bemærket, at projektets visuelle indvirkning er tilstrækkeligt belyst.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslår, at det følger af miljøvurderingslovens § 57, stk. 8, at sagen skal vurderes efter de regler, der var gældende, da kommunen traf afgørelserne om hhv. ikke-VVM-pligt for transformatorstationen og om VVM-tilladelse til etablering af de fem vindmøller. Der tages derfor ved vurdering af sagsforløbet udgangspunkt i de tidligere gældende regler i planloven samt i den VVM-bekendtgørelse, der var udstedt med hjemmel i planloven. Det fastslås på det grundlag, at den på afgørelsestidspunktet gældende planlovs § 58, stk. 1, nr. 3, indebærer, at der kan foretages en efterprøvelse af både skøn og retlige spørgsmål ifm. efterprøvelse af en VVM-tilladelse, hvorimod det alene er retlige spørgsmål, der kan efterprøves ift. VVM-redegørelsen efter den dagældende planlovs § 58, stk. 1, nr. 4.

Nævnet finder ikke, at projektindehaverens påstand om afvisning af klagerne med henvisning til manglende »retlig interesse« i sagens udfald kan imødekommes. Vurderingen foretager nævnet ud fra miljøvurderingslovens § 50, stk. 1, der sammenholdes med VVM-direktivets og Århuskonventionens regler i artikel 9 om »access to justice« for »den berørte offentlighed«. Nævnets argumentation i den konkrete stillingtagen til naboklagerne er dog baseret på den traditionelle fokusering på afstanden mellem klagernes bopæl og projektets lokalisering.

Nævnet fastslår, at den af kommunen udarbejdede VVM-redegørelse, der danner grundlag for den meddelte VVM-tilladelse, ikke lever op til de krav, der efter habitatdirektivet skal stilles til den konkrete dokumentation for, at yngle- eller rasteområder for de i området lokaliserede flagermus ikke kan blive beskadiget som følge af projektet. Da flagermusene er bilag IV-arter, inddrages habitatdirektivets artikel 12 samt nogle EU-domstolsafgørelser vedrørende beskyttelsen af bilag IV-arter i den retlige vurdering. Nævnet henviser i den sammenhæng også til Kommissionens vejledning om bilag IV-arter samt til Den Europæiske Unions bevaringsplan for flagermus. Det sker med henvisning til, at VVM-redegørelsen ifølge VVM-bekendtgørelsens § 5, stk. 3, jf. bilag 4, dels skal indeholde en beskrivelse af projektets indvirkninger på arternes status i området, dels skal indeholde oplysninger om de metoder, der er anvendt til forudberegning af virkningerne og de foranstaltninger, der tænkes anvendt med henblik på at undgå, nedbringe og om muligt neutralisere de skadelige virkninger.

De øvrige kritikpunkter, som klagerne har fremført i forhold til den trufne screeningsafgørelse og VVM-rede­gørelsen, afvises i Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse. Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at kommunen har anvendt en salamimetode ved at lægge til grund, at transformatorstationen kan betragtes selvstændigt som et bilag 2-anlæg, der falder inden for bilag 2 punkt 13a, og som kan friholdes for en VVM-pligt. Nævnet finder, at VVM-redegørelsen belyser de forhold, som skal belyses samt, at de foretagne beregninger, der bl.a. er fortaget ved anvendelse af godkendte programmer, er i overensstemmelse med de gældende regler. Det fremgår, at nævnet har lagt vægt på, at der vil blive fastsat de nødvendige vilkår i VVM-tilladelsen.

Nævnet giver heller ikke klagerne medhold i en påstand om, at de trufne afgørelser er ugyldige, fordi vindmøllebekendtgørelsen, som har dannet grundlag for de foretagne vurderinger og ved formuleringen af vilkår, ikke har være undergivet en strategisk miljøkonsekvensvurdering. Klagerne henviste i den sammenhæng til, at de trufne afgørelser var ugyldige, idet EU-Domstolen har fastslået, at en manglende strategisk konsekvensvurdering af en tilsvarende ordning i et andet medlemsland kunne indebære, at vindmøllebekendtgørelsen skulle betragtes som ugyldig. Nævnet undlader at tage stilling til denne argumentation, idet det i stedet fastslås, at kommunen har gennemført en vurdering af vindmøllernes støjmæssige konsekvenser, som er tilstrækkelige efter miljøvurderingsloven.

I forhold til beskyttelsesbehovet i nærområdet fastslår nævnet, at kommunen ikke har truffet afgørelse efter vindmøllebekendtgørelsens § 12, stk. 2, om at området skal betragtes som udlagt til støjfølsom anvendelse, hvorfor nævnet ikke kan tage stilling til et klagepunkt vedrørende anvendelse af bekendtgørelsens skærpede regler. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser endvidere det klagepunkt, der vedrører et byrådsmedlems inhabilitet, idet det relevante medlem ikke deltog i forbindelse med kommunalbestyrelsens konkrete beslutninger om projektet.

Nævnet efterprøver endvidere kommunens afgørelse om, at transformationsstationen ikke er VVM-pligtigt, jf. miljø­vurderingslovens § 21. Der henvises til, at vurderingen skal baseres på de kriterier, der indgår i miljøvurderingslovens bilag 6. Nævnet har i sin vurdering lagt vægt på, at en screening er en foreløbig vurdering af, hvorvidt en væsentlig påvirkning af miljøet er påregnelig. Nævnet har desuden lagt vægt på, at der er foretaget en vurdering af påvirkningen på fauna, herunder at flagermus ikke forventes at blive påvirket, da det er et stationært anlæg. Yderligere har nævnet lagt vægt på, at Brønderslev Kommune har inddraget de relevante kriterier for støj og vurderet, at anlægget kan overholde de vejledende støjgrænser. Nævnet undlader i den sammenhæng at problematisere, at denne vurdering af transformationsstationen er foretaget selvstændigt og ikke ved en samlet vurdering af hele energianlægget. Nævnet efterprøvelse indebærer, at screeningsafgørelsen, VVM-tilladelsen og VVM-redegørelsen opretholdes – dog med et supplerende vilkår, der er knyttet til VVM-tilladelsen om at slukke én af vindmøllerne under nærmere angivne omstændigheder. Vilkåret er begrundet med, at det fremgår af forvaltningsplanen for flagermus, at den eneste sikre metode til at undgå drab af flagermus er at slukke for vindmøllerne ved vindmøllehastigheder under ca. 5-6 m/s i de perioder (15. juli til 15. oktober), hvor store insektansamlinger forekommer.

I relation til betaling af gebyrer, er det alene det gebyr, der er betalt ift. VVM-tilladelsen, der tilbagebetales, medens det gebyr, der er betalt for klagen over screeningsafgørelsen ikke tilbagebetales.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 18/05692, 18/06643, 18/06645, 18/04953 (tidligere NMK-34-00649, NMK-34-00697).

2

. De oplysninger, der er vedrørende tidspunktet for meddelelse af VVM-tilladelse, er ikke konsistente. Det fremgår af oplysningerne under punkt »1. Klagerne til Miljø- og Fødevareklagenævnet«, at VVM-tilladelsen blev meddelt den 4. juli 2017. I afsnittet 2.2.1. oplyses det, at tilladelsen blev meddelt den 23. juni 2017.

3

. Det kan problematiseres, at der foretages denne opdeling af projektet i hhv. transformatorstation og vindmøller, idet opdelingen er udtryk for anvendelse af ‘salamimetoder’, hvilket er i strid med EU-Domstolens faste praksis, jf. C-147/07 Kommissionen mod Frankrig, C-205/08 Umweltanwalt von Kärnten mod Kärntner Landesregierung, C-244/12 Salzburger Flughafen GmbH mod Umweltsenat og C-141/14 Kommissionen mod Bulgarien.

4

. Det er i den sammenhæng nærliggende at henvise til EU-Domstolens sag C-240/09 Lesoochranrske zoskupenie VLK mod Slovakiet, der vedrørte NGO’s ret til at bidrage til beskyt­telsen af de brune bjørne i overensstemmelse med habitatdirektivets regler for bilag IV-arter. Det fremgår af dommen, at medlemsstaterne er forpligtet til konkret at sikre, at de processuelle rettigheder for den berørte offentlighed til at sikre bilag IV-arter gennem en adgang til en uvildig klageinstans skal respekteres. I dansk ret anvendes begrebet »den berørte offentlighed« ikke – det er problematisk.

5

. Det følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (SMV), at planer og programmer, der vedtages inden for energiområdet, skal underkastes en strategisk miljøkonsekvensvurdering (SMV) som led i vedtagelsen, hvis det følger af lovgivningen, at der er en pligt til at udarbejde sådanne planer.

6

. Der henvises her til EU-Domstolens afgørelse i sagen C-290/15 D’Oultremont, der vedrørte en vindmøllebekendtgørelse for det vallonske område i Belgien. Den danske holdning til dommen har generelt været den, at den danske vindmøllebekendtgørelse ikke kan betragtes som ugyldig med konsekvenser for allerede etablerede vindmøller. Der blev efter EU-Domstolens dom udarbejdet en ny vindmøllebekendtgørelse, som blev underkastet en strategisk miljøkonsekvensvurdering. Det kan nævnes, at Østre Landsret med dommen, der blev afsagt den 29. juni 2021 vedrørende »logningbekendtgørelsen« (sag BS-36799/2018-OLR), hvor det var erkendt af staten, at bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der er i strid med EU-retten, ikke førte til at bekendtgørelsen blev ophævet som ugyldig. Konsekvensen af ulovligheden er alene, at bekendtgørelsen ikke kan anvendes. I præmisserne henviser Østre Landsret til Højesterets domme, der er trykt i UfR 2011.2646 H og UfR 2017.824 H.

7

. Miljø- og Fødevareklagenævnet henviser udtrykkeligt til miljøvurderingsloven som begrundelse for, at fejlen ikke kan betragtes som væsentlig, selv om nævnet i samme afgørelse har slået fast, at sagen skal vurderes efter planlovens VVM-regler.

8

. Det understreges af EU-Domstolen i sagen C-260/11 Edwards og Pallikaropoulos, at der er tale om fælles EU-kriterier ved forståelsen af kravene om, at processerne ikke må være »uoverkommeligt dyre«. Opdelingen af klagesagen i enkeltsager med hver sit gebyrbetalingskrav er næppe i overensstemmelse med Århuskonventionens artikel 9, stk. 4, som Danmark tidligere har fået kritik af Århuskonventionens Overvågningskomité for ikke at følge, jf. Overvågningskomiteens afgørelse af 16. juli 2012, ECE/MP.PP/C.1/2012/7 vedrørende sagen ACCCC/C/2011/57. Der skal efter Århuskonventionen processuelt være en billig, fair og effektiv adgang til efterprøvelse. De samlede omkostninger, som klagerne pålægges, må ikke være uoverkommeligt dyre.

 

 

Ellen Margrethe Basse

  • Professor ved Aarhus Universitet dr.jur. Ellen Margrethe Basse redigerer og kommenterer Natur- og Fødevareklagenævnets afgørelser samt Planklagenævnets afgørelser.

Erik Hørlyck

  • Advokat, dr.jur., h.c. Erik Hørlyck, DAHL advokatfirma, redigerer og kommenterer voldgiftskendelser i forbindelse med arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed samt alm. bestemmelser for rådgivning.

Søren Højgaard Mørup

  • Professor ved Aarhus Universitet, dr.jur. Søren Højgaard Mørup redigerer og kommenterer kendelser afsagt af taksaktionskommissionen.

Peter Pagh

  • Professor ved Københavns Universitet, dr.jur. Peter Pagh, redigerer og kommenterer domme afsagt af EU-Domstolen, menneskerettighedsdomme og danske domme på hhv. det miljøretlige område og taksationsdomme. Endvidere kommenterer Peter på afgørelser, der er truffet af Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet i samarbejde med professor, dr.jur. Ellen Margrethe Basse.

Anders Hessner

  • Advokat og ekstern lektor ved Københavns Universitet i Fast ejendom Anders Hessner, bidrager i redaktionen med udvælgelsen og kommenteringen af domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og taksationskendelser i samarbejde med professor, hhv. professor dr.jur. Peter Pagh og dr.jur. Søren Højgaard Mørup.

Nana Amalie Harbo

  • Cand. jur., erhvervs-ph.d. ved Aarhus Universitet Nana Amalie Harbo bidrager redaktionen med udvælgelsen og kommenteringen af afgørelser, der træffes inden for husdyrbruglovens, fra Natur- og Fødevareklagenævnets i samarbejde med professor, dr.jur. Ellen Margrethe Basse.

Thomas Haugsted

  • Cand. jur. Thomas Haugsted bidrager med udvælgelsen og kommenteringen af miljøretlige domme og afgørelser i samarbejde med professor, dr.jur. Peter Pagh, miljøretlige domme og afgørelser.