Kendelser om Fast Ejendom

Ingen adgang

Kendelser om fast ejendom henvender sig til dig, der arbejder med fast ejendom og miljøret.

Tidsskriftet indeholder kommenterede principielle og relevante afgørelser, kendelser og domme afsagt ved voldgiftsretten, Miljø- og Miljøklagenævnet, Planklagenævnet, EU-Domstolen, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og de danske retter, primært de to landsretter og Højesteret.

Hvert hæfte har sit eget tema opdelt efter, hvilken myndighed der afsiger kendelserne, afgørelserne og dommene.

Udvælgelsen af kendelserne og kommentarerne er udført af nogle af Danmarks førende eksperter inden for fagområderne, hvilket sikrer en høj kvalitet og giver dig tryghed i dit arbejde.

Tidsskriftet udkommet 6 gange årligt ud fra en fast cyklus, hvor afgørelserne, der er afsagt i det forudgående år, udkommer året efter. Dvs. er dommen afsagt i 2018, er den udkommet og kommenteret i 2019.

Tidsskriftet udkommer 6 gange årligt.

Adgang til fuld tekst

Tilladelse til etablering af bådebro, jf. vandløbslovens § 48 – dispensation efter naturbeskyttelseslovens §§ 3 og 16 – naboklager – klageberettigelse, jf. vandløbslovens § 84, stk. 1, sammenholdt med § 88, stk. 1 – afvisning af realitetsbehandling

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt naboerne er klageberettigelse efter vandløbslovens § 84, stk. 1, jf. § 80, stk. 1, og naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, jf. § 78, stk. 1, i en sag om etablering af en bådebro. Der er tale om to klagere, der dels klager over, at kommunen har meddelt en tilladelse efter vandløbslovens § 48 til at etablere en bådebro, dels klager over, at kommunen har meddelt en dispensation fra naturbeskyttelseslovens §§ 3 og 16 til etablering af broen. Den ene af klagerne støtter bl.a. sin klage på, at der er indgået en aftale mellem ham og den forening (adressaten), der har modtaget tilladelsen/dispensationen, idet klageren anfører, at den indgåede aftale ikke bliver respekteret ved de af kommunen meddelte afgørelser. Den anden klager anfører, at tilladelsen/dispensationen er meddelt i strid med de retningslinjer, der indgår i kommuneplanen, ligesom han anfører, at kommunen har tilsidesat de relevante bestemmelser i reguleringsbekendtgørelsen. Denne klager fremhæver endvidere, at bådebroen vil blive placeret ca. 2,65 m fra hans skel. Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslår imidlertid, at ingen af de to klagere har en individuel væsentlig interesse i at få behandlet de af dem anførte klagepunkter, og nævnet afviser derfor at behandle klagerne.

Fodnoter

1

. Nævnets sagsnr. 20/00264 og 20/00266.

2

. Vandløbslovens § 48 fastslår, at opstemningsanlæg eller andre anlæg, der kan hindre vandets frie løb eller i øvrigt kan være til skade for vandløbet, ikke må anlægges eller ændres, herunder driftsmæssigt, uden vandmyndighedens godkendelse.

Afvisning – naboklager – miljøgodkendelse af slamlager – afstandskriteriet – klageberettigelse, jf. miljøbeskyttelseslovens § 98, stk. 1, nr. 2 – miljøgodkendelse til slamlager i Holbæk Kommune

Denne sag vedrører en klage fra to naboer over en meddelt miljøgodkendelse af et slamlager, som klagerne finder er placeret for tæt på en vandindvindingsboring, ligesom lokaliseringen er uheldig, idet området er planlagt anvendt som råstofindvindingsområde. Klagerne er også bekymrede over den øgede trafik, som depotet medfører. De indgivne klager afvises på grund af manglende klageberettigelse, jf. miljøbeskyttelseslovens § 98, stk. 1, nr. 2, idet deres interesse i vandselskabets drikkevandsindvinding ikke er individuel og væsentlig, ligesom de heller ikke har en sådan interesse i den fremtidige råstofindvinding. Trafiksikkerhed er et hensyn, der falder uden for det, som nævnet kan inddrage, idet sådanne hensyn varetages af vejmyndighederne.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 19/05737.

Vedligeholdelse af vandløb – private vandløb, jf. vandløbslovens § 35, stk. 1, jf. § 27 – adressatklage – oversvømmelse af adressatens areal – tilstopning af rør på kommunalt areal – kommunernes vedligeholdelsespligt, jf. vandløbslovens § 27, stk. 1 – tilsynssag ifm. kommunal passivitet – offentligretligt erstatningsansvar – taksationsanliggende, jf. vandløbslovens § 73 – afvisning af realitetsbehandling

Denne sag vedrører en klage fra en grundejer over, at kommunen har tilsidesat sin vedligeholdelsespligt, idet kommunen ikke har udbedret en tilstopning, der er i en rørledning, der er ført gennem et kommunalt areal, hvorfor klageren mener, at kommunen skal erstatte det tab, som klageren har lidt. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser at realitetsbehandle klagen med henvisning til, at krav om erstatning ikke kan indbringe for nævnet. Sådanne sager skal indbringes for taksationskommissionen, jf. vandløbslovens § 73. Nævnet gør samtidig opmærksom på, at en eventuel klage over kommunens passivitet kan forelægges for Ankestyrelsen.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 20/02634.

Vandløbslovens § 12 – regulativ for Usserød Å – regulativbekendtgørelsens § 3, nr. 12 – ikke hjemmel til ‘naturvandløb’ – lovliggørelse af tidligere underkendt regulativet – legalitetsprincippet – krav om dimensionsbestemmelser i regulativer – regulering af vandløbets skikkelse og vandføringsevne – grødeskæringsbehov – vejledning om grødeskæring – klimatilpasning – ikke retskrav på garanti mod periodisk oversvømmelse – afledning af vand hhv. miljømæssige krav til vandkvaliteten – formålsbestemmelsen, jf. vandløbslovens § 1 – vandføringsevne – vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1 – EU-Domstolens praksis – vandplanernes miljømål – basistilstand i Usserød Å – status for vandløbenes kvalitet – beskyttelsen ved naturbeskyttelseslovens § 3 – strategisk miljøkonsekvensvurdering (SMV), jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1 – ugyldighed – ophævelse af regulativet – hjemvisning

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de bestemmelser, der indgik i et regulativ for Usserød Å, der blev vedtaget af de tre deltagende kommuner hhv. den 27. oktober 2017, den 27. november 2017 og den 29. maj 2018 for Usserød Å, var lovlige. Vandløbet, der reguleres ved regulativet, er åbent på hele strækningen. Usserød Å løber ikke gennem Natura 2000-områder, men Donse Å, der er et tilløb til Usserød Å, udspringer i et Natura 2000-område. Vandløbet Usserød Å er derimod beskyttet ved naturbeskyttelseslovens § 3. Det fremgår af sagens oplysninger, at vandløbet i vandområdeplanen for 2015-21 (dvs. for 2. vandplanlægningsperiode) er målsat til »god økologisk status«, og at målsætningen ikke er opfyldt, idet tilstanden på hele strækningen er oplyst at kunne karakteriseres som ‘ringe økologisk tilstand’. Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at den basisanalyse, der blev foretaget i december 2019 som led i forberedelsen af vandområdeplanerne for den 3. vandplanlægningsperiode (dvs. for perioden 2022-27), afdækkede, at den samlede økologiske tilstand opstrøms udløbet fra Gedevadsrenden aktuelt var ‘moderat’, medens tilstanden nedstrøms var ‘dårlig’. Tilstanden for parameteren smådyr var på hele vandstrækningen ‘moderat’. Tilstanden for parameteren fisk og planter var ‘ukendt’ opstrøms, medens tilstanden nedstrøms var angivet som ‘dårlig’ for fisk og ‘moderat’ for planter.

Det regulativ, der i denne sag er genstand for Miljø- og Fødevareklagenævnets efterprøvelse, blev vedtaget som erstatning for et regulativ for Usserød Å, der havde været gældende siden 1999. Det var imidlertid ikke første gang, at kommunerne vedtog regulativer til erstatning for dette regulativ. Den historiske baggrund er følgende: Kommunerne havde allerede i december 2013 vedtaget et nyt regulativ, der var blevet påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, der i februar 2015 ophævede det. Ophævelsen var begrundet med, at regulativet indebar en ændring af vandløbets skikkelse og vandføringsevne, som kun kunne foretages ved en konkret afgørelse, der skulle træffes om ‘regulering’ med hjemmel i vandløbslovens § 17. Natur- og Miljøklagenævnet kritiserede endvidere de bestemmelser i 2013-regulativet, der vedrørte tværsnitarealet, hvorimod nævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte vandløbsmyndighedens vurdering af grødeskæringsbehovet.

De tre kommuner traf herefter i 2017-2018 nye afgørelser om det regulativ, der skulle erstatte 1999-regulativet, og som Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderer med sin 2020-afgørelse. Det påklagede regulativ indeholdt krav til vandløbets vandføringsevne. Vandføringsevnen skulle beregnes for lav, middel og høj afstrømning. Det fastslås i regulativet, at bestemmelserne skulle anses for overholdt, også i situationer hvor der på en nærmere angiven strækning konkret var tale om aflejringer på op til 10 cm i profilet, og at der for resten af vandløbet blev accepteret aflejringer på op til 20 cm. i profilet. Regulativet indeholdt også bestemmelser vedrørende bundkvoter med tillæg samt oplysninger om, at vandføringsevnen skulle beregnes med udgangspunkt i manningtal 20. Det indeholdt bestemmelser vedrørende, hvor ofte, hvornår samt hvordan der skulle foretages grødeskæring. For så vidt angår de strækninger, hvor grødeskæringen med regulativet ændres fra at skulle foretages tre gange til kun at skulle foretages to gange årligt, oplyses det i regulativet, at ændringen vedrører de strækninger, hvor der ingen dyrkningsmæssige arealer er langs med åen. Vandføringsevnen skulle kontrolleres ved opmåling eller pejling af vandløbets skikkelse, og den beregnede vandføringsevne skulle sammenholdes med vandføringsevnen ved en skikkelse svarende til regulativdimensioneringerne. Regulativet angav, at der skulle foretages kontrol mindst én gang hvert 10 år for hele vandløbet, og hyppigere kontrol på strækninger, hvor der typisk ville opstå problemer.

Fredensborg Vandløbslav indbragte sammen med en forening den 5. november 2018 de afgørelser, som de tre kommuner havde truffet vedrørende formuleringen af regulativet for Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagerne nedlagde påstand om, at regulativet skulle ophæves som ugyldigt. De anførte bl.a., at regulativet ikke var i overensstemmelse med klagenævnets praksis, at regulativet medførte en forringelse af vandføringsevnen, og at det indeholdt uhjemlede, uklare og unødvendige forskrifter.

Med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede nævnet efterprøvelsen til alene at vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt kravene i miljøvurderingsloven om gennemførelse af en strategisk miljøkonsekvensvurdering (SMV) var iagttaget. Nævnet fastslår, at det følger af miljøvurderingslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og § 8, sammenholdt med vandløbslovens § 12, samt bekendtgørelsen om regulativer, at den beslutningsproces, der skal gennemføres som led i den kommunale vedtagelse af regulativet skal inkludere en strategisk miljøkonsekvensvurdering, idet regulativerne vedrører vandforvaltning. Nævnet bemærker i tilknytning til fortolkningen af vandløbslovens § 1 og fortolkningen af lovens § 12, at såvel naturbeskyttelseslovens § 3 som vandrammedirektivet artikel 4, stk. 1, litra a, i), fastlægger miljøkvalitetskrav, der skal respekteres. Nævnet kon­staterer, at kommunerne ikke har fulgt de nævnte regler ifm. vedtagelsen af det påklagede regulativ, hvorfor de trufne afgørelser om regulativets konkrete formulering er ugyldig. På grund af de mange retlige mangler ophæver nævnet afgørelsen, der er truffet om det påklagede regulativ og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunerne. Nævnet bemærker i den sammenhæng som en vejledning for kommunerne, at vurderingen af vandkvalitetsmålsætningernes overholdelse skal ske på grundlag af de samlede konsekvenser af den afgørelse, der er truffet om bestemmelserne i regulativet, der vedtages for Usserød Å. Der henvises i relation til regulativets bestemmelser om grødeskæring til, at de skal formuleres i overensstemmelse med de anvisninger, der fremgår af Miljøstyrelsens vejledning om grødeskæring, ligesom DCE’s ‘Faglig udredning om grødeskæring’ skal inddrages i formuleringen af regulativet.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 18/09220.

2

. Der er i vandrammedirektivet tale om følgende miljøkvalitetskategorier, som de danske overfladevande skal klassificeres ud fra: god økologisk tilstand’, ‘god økologisk potentiale’ henholdsvis ‘god kemisk tilstand’. Ift. den økologiske status er der tale om følgende 5 klasser: høj, god, moderat, ringe hhv. dårlig tilstand. Ift. den kemiske anvendes der to klasser: ‘god’, hhv. ‘ikke god’. De konkrete kriterier og mål for de danske vandområder er fastlagt ved bekendtgørelse nr. 1625 af 19. december 2017 om fastsættelse af miljømål for vandløb, søer, kystvande, overgangsvande og grundvand (miljømålsfastsættelsesbekendtgørelsen).

3

. Vandføringsevnen er et udtryk for, hvor meget vand, der strømmer gennem vandløbet et bestemt sted. Det er bestemt af den sammenhæng, der er mellem vandløbets fald, hvor meget plads der er til vandet samt den modstand, som vandet møder (ruhed).

4

. ‘Manningtal’ vedrører modstanden, der består af sten, grøde, ændringer i tværsnittet m.v.

5

. Ved grødeskæring fjernes plantevækst, herunder skjul og strømlæ for bl.a. fisk. Grødeskæring kan derfor have både negative og positive miljømæssige effekter.

6

. Vandløbslovens § 1 blev ændret ved den nye vandløbslov, der blev vedtaget i 1982 (lov nr. 302 af 9. juni 1982). Den nye vandløbslov, der for første gang indeholdt en formålsbestemmelse, opretholdt mange af de tidligere vandløbsbestemmelser. Formuleringen af 1982-vandløbsloven var baseret på de anbefalinger, der blev afgivet den 16. december 1976 af det af Miljøministeriet nedsatte udvalg vedrørende revision af lov om landvæsensretter og vandløbsloven. Udvalgets nedsættelse og de konkrete anbefalinger var begrundet i miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden den 1. oktober 1974, hvor beskyttelsen af grundvandet imod afledning af spildevand og spildeandsreglerne blev overført fra vandløbsloven til den nye miljøbeskyttelseslov, samt den samtidige overførelse af vandløbslovens regler om vandindvinding af overfladevand til vandforsyningsloven. Vandløbslovens vigtigste funktion var herefter alene at løse forskellige konflikter mellem grundejere om vandløbets brug og vedligeholdelse samt at sikre vandløbenes afledningsevne. Det konkluderes i 1976-betænkningen (side 16), at vandløbslovens bestemmelser, som de havde været formuleret gennem tiden, og som de var formuleret indtil lovændringen i 1982, primært havde haft et erhvervsregulerende sigte. I relation til miljømæssige interesser var det indtil 1982 alene vandløbets form og tilstand, som retligt var reguleret ved vandløbsloven (jf. betænkningen side 39 ff.), medens vandets kvalitet og mængde kun indirekte havde haft berøringsflader med det, der kunne inddrages efter lovens regler. Den formulering af vandløbslovens § 1, der blev vedtaget med 1982-loven, fulgte den anbefaling, som Landbrugsministeriets repræsentant fremsatte i udvalget. Det førte til, at det kun er hovedhensyn, der angives i vandløbslovens § 1, og at jordbrugets afvandingsinteresser nævnes som det første i § 1, stk. 1, som en form for fortrinsstilling, der skal vurderes ud fra en rimelig afbalanceret hensyntagen til vandløbets økologiske kvalitet, der nævnes i § 1, stk. 2 (jf. Landbrugsministeriets anbefaling i betænkningen side 55).

7

. Vandløbslovens § 12 udgør sammen med bekendtgørelse nr. 919 af 27. juni 2017 om regulativer for offentlige vandløb retsgrundlaget for udarbejdelse af regulativer. Der er tale om faste krav til skikkelsen eller til vandføringsevnen, som også fremgår af det ældre cirkulære fra 1984 om vandløbsloven. De krav, der kan og skal formuleres i regulativerne, omfatter ikke egentlige miljøbestemmelser.

8

. Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2000/60/EF om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabet vandpolitiske foranstaltninger.

9

. Der henvises i den sammenhæng til Weserdommen.

Vandløbslovens § 12, jf. § 1 – fællesregulativ for Værebro Å-systemer – grødeskæring – slåning af vegetation­ – driftskontrol af åbne vandløb, hhv. af rørlagte vandløb – regulativmæssige kontrolopmålinger – øvrig kontrol af, om vandløbets skikkelse og/eller vandføring – oprensning af aflejrede materialer – punktoprensninger ved særlige hændelser – brinkvegetationsskæring – etablering af hegn ift. løsgående husdyr – vandføringsevne – vandkvalitetsmålene i vandplanerne – status for vandløbenes kvalitet – Natura 2000-områder – udpegningsgrundlaget for ‘vandløb’ som Natura 2000-område – bilag IV-arter – habitatdirektivets artikel 6 – habitatbekendtgørelsens §§ 6-7 – områder omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 – strategisk miljøkonsekvensvurdering, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1 – vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1 – EU-Domstolens praksis – klager fra bredejere – afvisning af Landsforeningen Bæredygtigt Landbrugs klageberettigelse, jf. vandløbslovens § 84 – ugyldighed – ophævelse af fællesregulativ – hjemvisning

Denne sag vedrører vedtagelsen den 1. august 2017 af et fællesregulativ på tværs af 7 deltagende kommuner ud af de i alt 8 kommuner, som Værebro Å-systemer løber igennem. Å-systemet, der reguleres ved det fællesregulativ, som den påklagede afgørelse vedrører, består bl.a. af 37 offentlige vandløb. Dele af å-systemet løber gennem Natura 2000-områder og vandløbene er beskyttet ved naturbeskyttelseslovens § 3. Fællesregulativet indeholdt en række bestemmelser vedrørende grødeskæring, slåning af særlige planter, forskellige former for kontrol mv., som grundejerne, der indbragte afgørelsen for Miljø- og Fødevareklagenævnet mente ville indebære nogle negative konsekvenser for vandføringsevnen i de regulerede vandløb. I regulativet indgik der endvidere en redegørelse, hvoraf det fremgik, at det var kommunens vurdering, at de generelle overordnede bestemmelser, der indgik i regulativet, ikke ville indebære ændringer ift. afstrømning eller miljøets tilstand. Det var vurderingen i redegørelsen, der ledsagede regulativet, at vandløbsvedligeholdelsen ville blive tilrettelagt på en måde, der kunne sikre, at miljøkvalitetskravene kunne opnås i løbet af vandplanlægningsperioden. Som begrundelse for, at der ikke i fællesregulativet var bestemmelser om en ekstraordinær vedligeholdelse, henviste kommunerne til, at udeladelsen var en konsekvens af en dom, som Højesteret havde afsagt 20. januar 2012.

To bredejere og to foreninger indbragte kommunernes afgørelse vedrørende formuleringen af fællesregulativet for Miljø- og Fødevareklagenævnet med påstand om, at det skulle ophæves. Klagerne anførte bl.a., at det fælles regulativ ikke var i overensstemmelse med de regulativer, der var vedtaget for de enkelte vandløb, at det var vedtaget i strid med miljøvurderingslovens krav om gennemførelse af en forudgående strategisk miljøkonsekvensvurdering (SMV), at der var behov for en hyppigere kontrol med vandløbene end forudsat i regulativer, og at der ikke var hjemmel til de påbud til bredejerne, der indgik i regulativet. Klagerne henviste endvidere til, at det påklagede fællesregulativ var i strid med en afgørelse, som Natur og Miljøklagenævnet traf den 3. juni 2015 om Åmose Å. Det oplystes af kommunerne, at enkelte specifikke vandløbsregulativers beskrivelser af skikkelse og/eller vandføringsevne, strømrendebredder og antal grødeskæringer fortsat var gældende.

Det fremgår af Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsfremstilling, at nævnet som led i sagens oplysning har søgt oplysninger på MiljøGIS om vandløbene og om naturen i øvrigt i området. Det fremgår af de fremskaffede oplysninger, at udpegningsgrundlaget for de Natura 2000-områder, der indgår i å-systemet, bl.a. er et Natura 2000-vandløb, ligesom der er oplysninger om talrige registreringer af bilag IV-arter (herunder den spidssnudet frø, grønbroget tudse og stor vandsalamander). Vedrørende vandets kvalitet fremgår det af oplysningerne, der er på MiljøGIS, at det ikke er alle vandløb, der er blevet målsat, sådan som det er forudsat i vandplanlægningsloven, der gennemfører vandrammedirektivet. Det fremgår endvidere af MiljøGIS, at de miljømålsætninger, der i opstillet vandområdeplanerne 2015-2021 for vandløbenes, ikke er opfyldt, dvs. at tilstanden i vandløbene ikke lever op til de i miljømålsfastsættelsesbekendtgørelsen opstillede konkrete miljøkvalitetskrav. Det fremgår bl.a., at vandets økologiske status i de fleste af de vandløb, der var omfattet af fællesregulativet, er ‘moderat’ eller ‘ringe’. Af de basisanalyser, der blev foretaget i december 2019 som led i forberedelsen af vandområdeplanerne for perioden 2022-2027, fremgår det endvidere, at der på flere strækninger er tale om en tilbagegang i vandets miljøtilstand, hvilket er direkte i strid med de krav, der fremgår af vandrammedirektivet og EU-Domstolens principielle afgørelse i C-461/13 Weser.

Med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænser nævnet efterprøvelsen til at vedrøre overholdelse af habitatreglerne og kravene om strategisk miljøkonsekvensvurdering (SMV). Nævnet indføjer endvidere nogle bemærkninger om de krav, der følger af vandrammedirektivet, om fortolkningen af Højesterets dom samt fortolkningen af vandløbslovens formålsbestemmelse (§ 1).

I relation til beskyttelsen af Natura 2000-områder fremhæver nævnet med henvisning til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, som er gennemført i dansk ret ved habitatbekendtgørelsens §§ 6-7, samt med henvisning til habitatbekendtgørelsens § 8, stk. 3, sammenholdt med § 6, at udarbejdelsen af fællesregulativet er omfattet af forpligtelsen til at foretagen en konkret habitatvurdering. Det konstateres, at der er tale om et »projekt«, sådan som begrebet er fastlagt af EU-Domstolen. Nævnet fastslår endvidere med henvisning til EU-Domstolen praksis, at selv om en aktivitet er blevet tilladt, inden habitatreglerne trådte i kraft, vil udførelsen af projekter/aktiviteter være omfattet af habitatdirektivets artikel 6, stk. 2. Denne bestemmelse vedrører de nationale myndigheders generelle forpligtelser til at bevare de beskyttede arters livsbetingelser i situationer, hvor forholdene på stedet i sig selv kan indebære en væsentlig negativ påvirkning af deres bevaringsstatus. Denne vurdering skal efter EU-Domstolens praksis foretages på samme måde, som de habitatvurderinger, der foretages i forbindelse med ansøgte ændringer/aktiviteter efter direktivets artikel 6, stk. 3. Nævnet fastslår endvidere, at det ikke var tilstrækkeligt at vurdere, om et nyt regulativ eller et tillægsregulativ i sig selv kunne medføre væsentlige ændringer. Nævnet fastslår, at der ved udarbejdelse af regulativer og tillægsregulativer, hvor der ikke tidligere er foretaget en habitatvurdering i overensstemmelse med habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, derfor skal foretages en sådan vurdering, og at vurderingen skal omfatte regulativets samlede påvirkning af bevaringsmålsætningerne for de arter, der udgør udpegningsgrundlaget. Vurderingen skal, jf. habitatbekendtgørelsens § 7, også tage højde for kumulative effekter af andre relevante planer og projekter i området. I relation til beskyttelse af de konstaterede bilag IV-arter i området fremhæver nævnet, at kommunerne skal respektere de forbud, der fremgår af habitatdirektivets artikel 12, som kravene er gennemført ved habitatbekendtgørelsen § 10. Kravet om artsbeskyttelse gælder også i situationer, hvor der ikke tidligere er foretaget en sådan vurdering. Efter en grundig gennemgang af EU-Domstolens praksis fastslog nævnet, at vedtagelsen af fællesregulativet ikke var foretaget i overensstemmelse med de krav, der gælder for gennemførelse af habitatvurderinger, ligesom reglerne, der gælder for beskyttelse bilag IV-arter ikke er blevet iagttaget. Det er nævnets opsummerende vurdering, at kommunerne ikke i forbindelse med udarbejdelsen af fællesregulativet har iagttaget de nævnte krav, hvorfor kommunernes afgørelse lider af en væsentlig retlig mangel.

Med hensyn til iagttagelsen af kravet om gennemførelse af en forudgående strategisk miljøkonsekvensvurdering (SMV) af det relevante fællesregulativ fastslår nævnet, at kommunerne også i denne relation har tilsidesat de retlige krav. Det fastslås, at det følger af miljøvurderingslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og § 8, sammenholdt med vandløbslovens § 12, samt bekendtgørelsen om regulativer, at regulativerne henhører under de »planer og programmer«, som skal underkastet en SMV, idet regulativerne vedrører vandforvaltning.

Endelig bemærkede Miljø- og Fødevareklagenævnet, at vandrammedirektivet også indeholder relevante miljøkvalitetskrav som er retligt forpligtende, jf. direktivets artikel 4, stk. 1, litra a), i), således som bestemmelsen er blevet fortolket ved EU-Domstolens principielle dom, C-461/13 Weser. Dommen angiver det dobbelte formål med artikel 4, stk. 1, litra a), i). Nævnet bemærker, at antallet af grødeskæringer, tidspunktet for og måden, der skæres på samt omfanget af den foreskrevne vandløbsvedligeholdelse, kan have betydning for kvalitetsparametrene for målsætningsopfyldelsen, som skal sikres efter vandrammedirektivet, som det er gennemført i dansk ret. Der henvises i nævnets afgørelse – som en vejledning af kommunerne – til Miljøstyrelsens vejledning om grødeskæring samt til ‘Faglig udredning om grødeskæring’. Nævnet bemærker, at vurderingen af vandkvalitetsmålsætningernes overholdelse skal ske på grundlag af de samlede konsekvenser af den afgørelse, der er truffet om indholdet i fællesregulativet.

I relation til beskyttelsen af vandløbet, der er § 3-områder, fastslår nævnet, at der i de regulativer, som kommunerne vedtager, kan fastsættes regler og rammer for ekstraordinær grødeskæring, men at sådanne bestemmelser ikke i sig selv indebærer, at udførelsen af grødeskæring kan betragtes som ‘sædvanlig vedligeholdelse’. Der kan derfor være behov for, at der i situationer med særlige udfordringer ansøges om en dispensation fra forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 3. Med hensyn til fortolkningen af vandløbslovens § 1, der fastslår lovens formål, skal bestemmelsen ifølge nævnet tilkendegivelse forstås i lyset af, at vandkvalitetskravene, der er formuleret i vandområdeplaner, der skal respekteres. Endelig bemærker nævnet, at kommunerne ikke kan formulere generelle konstitutive påbud i et regulativ, men at der er en række krav, som direkte fremgår af vandløbsloven, som godt kan gentages i regulativer.

På grund af de mange retlige mangler ophævede nævnet afgørelsen, der er truffet om det påklagede fællesregulativ og hjemviste afgørelsen til fornyet behandling i kommunerne.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 18/05717; 18/05717, 18/06663, 18/06664 og 18/06666.

2

. Vandføringsevnen er et udtryk for, hvor meget vand der strømmer gennem vandløbet et bestemt sted. Evnen er bestemt af den sammenhæng, der er mellem vandløbets fald, hvor meget plads der er til vandet samt den modstand, vandet møder (ruhed). Modstanden, der kan udtrykkes som ‘Manningtal’, består af sten, grøde, ændringer i tværsnittet m.v.

3

. Højesterets dom er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2012, side 1151 ff. Højesteret fastslog med dommen, at en ekstra grødeskæring, der var foretaget for at hindre oversvømmelse, ikke kunne karakteriseres som almindelig vedligeholdelse, hvorfor grødeskæringen ikke kunne foretages uden en dis­­pensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 samt under hensyntagen til de beskyttelseskrav, der var gældende ift. et nærliggende Natura 2000-område. Dommen er omtalt i Peter Pagh »Fast Ejendom – Regulering og køb«, KARNOV Group, 2017, side 26, 428 og 435.

4

. Afgørelsen, hvori Natur- og Miljøklagenævnet underkendte det vandløbsregulativ, som var påklaget, er nævnets sagsnr. NMK-43-00507. Nævnet forklarede i afgørelsen og efterfølgende i et brev af 7. september 2015 til kommunerne samt i NoMO nr. 169, hvorfor et vandløbsregulativ, der var formuleret ud fra det såkaldte »arealkote-princip«, ikke var i overensstemmelse med de krav til vandløbenes skikkelse og vandføringsevne, der var fastlagt i vandløbslovens § 12, stk. 1. Nævnet henviste til, at det af forarbejderne til vandløbsloven fremgik, at et vandløbs skikkelse skal angives ved faste krav til bundbredde, bundkote og skråningsanlæg, hvor skråningsanlæg angiver hældningen af vandløbets brinker (sider). Kravene til vandløbets fysiske profil er ufravigelige i et skikkelsesregulativ. Et vandløb, der vedligeholdes efter krav til skikkelse, vil have meget lille variation og kun have ringe mulighed for at udvikle et naturligt og varieret miljø. Fælles for de regulativer, der er baseret på arealkote-princippet, er det derimod, at vandløbets profil eller skikkelse (i strid med kravene i § 12, stk. 1) kan udvikle sig frit, så længe størrelsen af minimumstværsnitsarealet opretholdes. Arealkote-princippet består grundlæggende i, at der angives et mindste tværsnitsareal for en eller flere vandspejlskoter (arealkoter), der skal være til stede mellem vandspejlskoten og den underliggende bund og brinker. Hverken skikkelsen eller vandføringsevnen er entydigt fastlagt (dvs. der er tale om en dynamisk skikkelse). I den »Rapport fra ekspertudvalget til ændret vandløbsforvaltning« fra december 2017, som er udgivet af det tidligere Miljø- og Fødevareministerium, kritiseres de gældende krav til formulering af regulativer for at være forældede, idet regulativerne ikke tager højde for klimatilpasningsbehovet og heller ikke sikrer optimale betingelser for biodiversiteten.

5

. Der er tre vandløbsnaturtyper, som er udpeget som Natura 2000-områder. Det er 1) vandløb med vandplanter (type 3280), 2) vandløb med tidvis blottet mudder med enårige planter (type 3270) og 3) bræmmer med høje urter (type 6430).

6

. Rådets direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivets) artikel 12, stk. 1, pålægger medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger til at indføre en streng beskyttelsesordning for de individer og det naturlige udbredningsområde for de dyrearter, der er nævnt i bilag IV, litra a. De i artiklen angivne forbud kan alene fraviges i den udstrækning, det accepteres ved direktivets artikel 16. Den danske gennemførelse af habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, fremgår bl.a. af naturbeskyttelseslovens § 29 a, der forbyder en forsætlig forstyrrelse med skadelig virkning for de arter og bestande, der er optaget på lovens bilag 3. Der er fastlagt mere detaljerede regler for artsbeskyttelsen i bekendtgørelse nr. 521 af 25. marts 2021 om fredning af visse dyre- og plantearter og om pleje af tilskadekommet vildt (artsfredningsbekendtgørelsen), der gentager forbuddet i lovens § 29 a. De centrale begreber i artikel 12, stk. 1, litra d, om »beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- og rasteområder« indgår ikke i artsfredningsbekendtgørelsens opregning af forbuddene. De skal i stedet findes i habitatbekendtgørelsens § 10, stk. 1, nr. 1. Sidstnævnte bekendtgørelsesbestemmelse indgår også i den afgørelse, som Miljø- og Fødevareklagenævnet traf den 17. april 2020.

7

. Lovbekendtgørelse nr. 126 af 26. januar 2017 om vandplanlægning.

8

. Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2000/60/EF om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabet vandpolitiske foranstaltninger.

9

. Vandrammedirektivet og vandplanlægningsloven definerer miljøkvalitetskrav«, som den koncentration af et bestemt forurenende stof eller gruppe af forurenende stoffer i vand, sediment eller biota, som ikke bør overskrides af hensyn til beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet. Der er tale om følgende miljøkvalitetskategorier, som de danske overfladevande skal klassificeres ud fra: ‘god økologisk tilstand’, ‘god økologisk potentiale’ henholdsvis ‘god kemisk tilstand’. Ift. den økologiske status er der tale om følgende 5 klasser: høj, god, moderat, ringe hhv. dårlig tilstand. Ift. den kemiske anvendes der to klasser: ‘god’ hhv. ‘ikke god’. De konkrete kriterier og mål for de danske vandområder er fastlagt ved bekendtgørelse nr. 1625 af 19. december 2017 om fastsættelse af miljømål for vandløb, søer, kystvande, overgangsvande og grundvand (miljømålsfastsættelsesbekendtgørelsen).

10

. Dommen fastslår, at der skal iværksætte de nødvendige foranstaltninger med henblik på at forebygge forringelse af tilstanden for alle overfladeområder (dvs. forpligtelsen til at forebygge forringelse) og at det skal sikres, at alle overfladeområder senest i slutningen af vandplanperioden har en kvalitet, der mindst er i overensstemmelse med de opstillede miljømål for det relevante vandområde, herunder at der bliver tale om en »god tilstand« (dvs. forpligtelsen til forbedring).

11

. Nævnet henviser bl.a. til i EU-Domstolen stillingtagen til projektbegrebet i de forenede sager C-293/17 og C-294/17 Coöperatie Mobilisation for the Environment UA.

12

. Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2000/60/EF om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabet vandpolitiske foranstaltninger.

13

. Dommen fastslår, at der skal iværksætte de nødvendige foranstaltninger med henblik på at forebygge forringelse af tilstanden for alle overfladeområder (dvs. forpligtelsen til at forebygge forringelse) og at det skal sikres, at alle overfladeområder senest i slutningen af vandplanperioden har en kvalitet, der mindst er i overensstemmelse med de opstillede miljømål for det relevante vandområde, herunder at der bliver tale om en “god tilstand« (dvs. forpligtelsen til forbedring).

14

. Vandrammedirektivet er først og fremmest gennemført ved lovbekendtgørelse nr. 126 af 26. januar 2017 om vandplanlægning (vandplanlægningsloven), bekendtgørelse nr. 1625 af 19. december 2017 om fastsættelse af miljømål for vandløb, søer, kystvande, overgangsvande og grundvand (miljømålsfastsættelsesbekendtgørelsen), bekendtgørelse nr. 449 af 11. april 2019 om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter (indsatsprogrambekendtgørelsen), og bekendtgørelse nr. 1001 af 29. juni 2016 om overvågning af overfladevandets, grundvandets og beskyttede områders tilstand og om naturovervågning af internationale naturbeskyttelsesområder (miljøovervågningsbekendtgørelsen).

15

. I Miljø- og Fødevareministeriets »Rapport fra ekspertudvalget til ændret vandløbsforvaltning«, december 2017, anbefales det, at der foretages en gennemgang og opdeling af vandløb omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, idet beskyttelsesbehovet ikke er ensartet. Det er anbefalingen, at sådanne vandløb opdeles i følgende kategorier: vandløb med høj naturværdi hhv. øvrige § 3-vandløb, så der herved opnås en mere nuanceret § 3-administration, der er baseret på en tydeliggørelse af vandløbsstrækningernes naturværdi (se rapporten side 14 ff.).

16

. Det er en fejl, når nævnet henviser til vandområdeplanerne, idet planerne kun har en informativ karakter, jf. herom bl.a. Højesterets kendelse af 5. maj 2020, sag 53/2019, der er optrykt i Kendelser om Fast Ejendom 2020, side 668 ff. De relevante bekendtgørelser er den ovenfor omtalte miljømålsfastsættelsesbekendtgørelse, bekendtgørelse nr. 449 af 11. april 2019 om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter (indsatsprogrambekendtgørelsen samt bekendtgørelse nr. 1001 af 29. juni 2016 om overvågning af overfladevandets, grundvandets og beskyttede områders tilstand og om naturovervågning af internationale naturbeskyttelsesområder.

17

. I Miljø- og Fødevareministeriets »Rapport fra ekspertudvalget til ændret vandløbsforvaltning«, december 2017, anbefales det, at formålsbestemmelsen ændres, så klimatilpasning bliver et tredje hensyn, der skal varetages i forvaltningen (rapporten side 19 f. og 23 samt bilag 4 side 32 ff.).

18

. Miljø- og Fødevareklagenævnet traf den 17. april 2020 i alt 10 afgørelser vedrørende ophævelse af afgørelser vedrørende fællesregulativer, regulativer og tillægsregulativer. Blandt afgørelserne er den, der vedrører tillægsregulativet i Ry Å i Brønderslev og Jammerbugt kommuner, sagsnr. 18/05032 og 18/05221, der langt hen er baseret på betragtninger, der er de samme som dem, der indgår i den her publicerede afgørelse. I dette hæfte er der medtaget endnu en afgørelse, der blev truffet den 17. april 2020 om et fællesregulativ for Usserød Å i Hørsholm, Udedal og Fredenborg kommuner (sagsnr. 18/09220), idet den afgørelse indeholder nogle betragtninger, der supplerer det, der fremgår af den her publicerede.

Vedligeholdelse af vandløb – forbud mod beplantning nær rørlagte vandløb, jf. vandløbslovens § 6, stk. 3 – rodindtrængning i rørlagt vandløb – vandføringsevne i rørlagt vandløb – membran etableret – nævnets tidligere ophævelse af kommunalt påbud – kommunalt afslag på genoptagelse af den tidligere afgørelse – løsning på tværs af kommunegrænser – udgiftsfordeling, jf. vandløbslovens § 35, stk. 3 – officialprincippet – kontradiktion, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1 – kommunens tilsidesættelse af tilsynspligten, jf. vandløbslovens § 54 a – ophævelse af afslag på genoptagelse – hjemvisning

Miljø- og Fødevareklagenævnets stillingtagen vedrører i denne sag et private vandløb, hvor der er tvist om rodindtrængning m.v. i en rørlagt strækning. Hesselbækken, som afgørelsen vedrører, krydser på den aktuelle strækning kommunegrænsen mellem Rudersdal og Furesø kommuner. Vandløbsmyndighedens interesse for vandføringen i det rørlagte vandløb var opstået i forbindelse med, at ejeren af en nabogrund i efteråret 2011 havde rejst et reguleringsprojekt efter vandløbslovens § 17, der havde til formål at om- og fritlægge det rørlagte vandløb. Projektet blev opgivet, idet det viste sig, at det rørlagte vandløb var beliggende på naboejendommen, og at ejeren af denne ejendom (den aktuelle klager) ikke var interesseret i projektet. Rudersdal Kommune varslede herefter et undersøgelsespåbud over for ejeren (den aktuelle klager) den 7. juni 2012, med hvilket påbud klageren – med henvisning til vandløbslovens § 58 – blev påbudt at dokumentere beliggenheden og vedligeholdelsestilstanden af det rørlagte vandløb. Da det i et tidligere sagsforløb ikke var lykkedes at fremskaffe dokumentation fra klageren for, at der var rødder i det rørlagte vandløb, eller at der var problemer med oversvømmelser eller opstuvning langs den aktuelle strækning af det rørlagte vandløb, traf de to kommuner Furesø Kommune og Rudersdal Kommune, der udgjorde vandløbsmyndigheden, i juli 2013 en afgørelse om, at det vurderedes usandsynligt, at rødderne fra de nærliggende træer var trængt ind i det rør, som klageren som bredejer blev antaget at være ansvarlig for vedligeholdelsen af. Påbuddet blev indbragt for det tidligere Natur- og Miljøklagenævn, og klageren dokumenterede i den forbindelse, at der var trærødder i det rørlagte vandløb. Klagenævnet hævede derfor sagen den 1. april 2014.

I marts 2014 udstedte de to kommuner herefter et påbud til de seks bredejerne om vedligeholdelse af vandløbet, så det fremover på hele strækningen skulle være fritløbende, ligesom bredejerne blev påbudt at fremsende en dokumentation for opfyldelsen af påbuddet. Det blev endvidere pålagt grundejerne at sikre, at trærødder ikke vokser ind i det rørlagte vandløb. Påbuddene, der havde virkning fra 31. januar 2015, blev meddelt med henvisning til vandløbslovens § 54, stk. 1, der indeholder hjemmel til at stille krav om genopretning af vandløbets tidligere tilstand. Påbuddet var begrundet med, vandløbet var blevet beskadiget i strid med loven. Der henvistes i påbudsskrivelsen til bredejernes vedligeholdelsespligt, jf. lovens § 35, stk. 1, samt til lovens § 6, stk. 3, hvorefter ingen må foretage en beplantning så nær rørlagte strækninger, at der kan være fare for, at rørledninger beskadiges eller tilstoppes. Påbuddet blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet af fire af bredejerne. Den 1. februar 2017 blev sagen ifm. nedlæggelsen af Natur- og miljøklagenævnet overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede den 21. december 2017 det påklagede påbud med henvisning til, at det var formuleret i strid med det bestemthedskrav, der følger af den almindelige forvaltningsret. Nævnet bemærkede endvidere, at ikke alle de relevante bestemmelser var nævnt i de to kommuners enslydende afgørelser, idet påbud om vedligeholdelse skal træffes med hjemmel i vandløbslovens § 54, stk. 1, jf. § 27, medens påbud om undersøgelse m.v. skal støttes på vandløbslovens § 58. Sagen blev derfor hjemvist til fornyet behandling i kommunerne.

Klageren i den nu forelagte – og her publicerede afgørelse – anmodede de to kommuner om at genoptage sagen i overensstemmelse med nævnets hjemvisningsafgørelse, hvilket kommunerne afslog, idet de med støtte i ét af HedeDanmark udarbejdet notat fandt, at det ikke var nødvendigt, da en membran, der var etableret mellem træerne og det rørlagte vandløb, ville forhindre, at rødderne trængte ind i rørledningen. Kommunerne anførte endvidere, at HedeDanmark havde vurderet, at træerne ikke kunne vokse i vandet. Afvisningen af anmodningen om genoptagelse blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet. I klagen blev det anført, at kommunerne havde tilsidesat deres forpligtelse til at foretage en forudgående høring af klageren vedrørende indholdet i HedeDanmarks notat, jf. kontradiktionspligten i forvaltningslovens § 19, ligesom klageren bestred kvaliteten af den faglige vurdering, som HedeDanmark havde foretaget. Klageren oplyste over for nævnet, at det i 2018 ved tv-inspektion var konstateret, at der var rødder i det rørlagte vandløb. Klageren anførte, at kommunerne efter vandløbslovens § 6, stk. 3, var forpligtet til at påbyde bredejeren på nabogrunden at fjerne den beplantning med træer, der var foretaget i strid med loven. Endelig anførte klageren, at kommunerne var forpligtede til at træffe afgørelse efter vandløbslovens § 35, stk. 3, om fordelingen af de udgifter, der var forbundet med vedligeholdelsen af vandløbet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav klageren medhold i, at der efter forvaltningslovens § 19 burde have være foretaget en høring af ham vedrørende den vurdering, som HedeDanmark havde foretaget for de to kommuner, idet oplysninger i notatet havde begrundet det meddelte afslag på genoptagelse. Klageren fik endvidere medhold i, at det var i strid med kommunernes forpligtelser som tilsynsmyndighed til at sikre ulovlige forhold lovliggjort, at de ikke havde foranlediget en nærmere undersøgelse af forholdene i overensstemmelse med det forvaltningsretlige officialprincip. Idet klageren havde dokumenteret, at der var rødder i det rørlagte vandløb, havde kommunerne haft en pligt som tilsynsmyndighed til at sikre forholdet lovliggjort, jf. vandløbslovens § 54 a samt lovens § 1, stk. 1, og § 6, stk. 3. Sagen hjemvises derfor til fornyet behandling. Som en del af afgørelsen vejledes kommunerne om, hvordan vurderingen af beplantningens konkrete relevans skal foretages efter lovens § 6, stk. 3.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 19/02785.

2

. Sagen startede oprindeligt i 2001-2002, hvor den grundejer, der er klageren i den aktuelle sag som Miljø- og Fødevareklagenævnet behandler, klagede til Furesø Kommune over, at den daværende ejer af nabogrunden plantede en række træer i nærheden af det øst-vest gående skel ind mod klagerens rørlagte vandløb. I september 2007 anmeldte klageren træplantningen som en mulig overtrædelse af vandløbslovens § 6, stk. 3. I 2008 traf Furesø Kommune afgørelse i sagen og påbød beplantningen fjernet, dog uden at påbuddet blev gennemført, da By- og Landskabsstyrelsen i 2009 hjemviste sagen til fornyet behandling med henblik på udstedelse af et undersøgelsespåbud. Efterfølgende udstedte Furesø Kommune i 2010 et revideret påbud om at undersøge beliggenheden af vandløbet og om at dokumentere, at beplantningen ikke udgjorde en risiko for vandløbet. Påbuddet blev ikke efterkommet, da ejendommen skiftede ejer.

3

. Vandløbets beliggenhed blev kortlagt i 2012, hvilket førte til, at det blev afdækket, at vandløbet er lokaliseret i to kommuner, så sagsbehandlingen herefter skulle foretages i begge kommuner.

4

. Vandløbslovens § 54 a om kommunens pligt til at sikre et ulovligt forhold bliver lovliggjort blev indføjet med håndhævelsesloven (dvs. lov nr. 250 af 23. maj 1984 om ændring af forskellige miljø- og planlove) for at styrke tilsynet og håndhævelsen bl.a. gennem påbud om retlig hhv. fysisk lovliggørelse i overensstemmelse med anbefalingerne i Betænkning nr. 981/1983 »Håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen«.

5

. Vandløbslovens § 6, stk. 3, er ufravigelig. Den fastslår, at ingen må foretage beplantning så nær rørlagte strækninger af vandløb, at der kan være fare for, at rørledningen beskadiges eller tilstoppes. I 2019 ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet (sagsnr. 18/05111) et påbud, der var meddelt af Varde Kommune om fjernelse af popler, der var plantet på et areal, hvorunder der var et drænafløb. Idet beplantningen var foretaget efter etableringen af drænet, var betingelserne for at anvende § 6, stk. 3, til stede. Påbuddet, som kommunen havde meddelt med henvisning til lovens § 54, jf. § 6, stk. 3, blev ophævet, fordi kommunen ikke havde forholdt sig til, hvorvidt beplantningen kunne udgøre en risiko for beskadigelse eller tilstopning af drænet, men alene havde forholdt sig til, at drænet på afgørelsestidspunktet fungerede. Kommunen havde derfor ikke som forudsat iagttaget officialprincippet. Nævnet fremhæver i sin afgørelse, at det er fast praksis, at antage, at der ikke er en hjemmel til alternativt at vælge ekstra vedligeholdelsesforanstaltninger. I en anden sag, der blev afgjort af nævnet i 2020, der vedrørte blokering af en vejunderføring af et vandløb, som en grundejer havde foretaget ved at isætte betonplader i begge ender, samt ved at etablere en ny vejunderføring syd for det oprindelige vandløb, fastslog Miljø- og Fødevareklagenævnet med afgørelse af 17. december 2020, sagsnr. 20/04166, at der var handlet i strid med vandløbslovens § 6, hvorfor det af Mariagerfjord Kommune i medfør af vandløbslovens § 54 meddelte påbud blev stadfæstet.

Vedligeholdelsespligt, jf. vandløbslovens § 35 – offentligt vandløb – kommunernes vedligeholdelsespligt, jf. vandløbslovens § 27, stk. 1, sammenholdt med § 31 –vandløbslovens krav til design af regulativbestemmelser, jf. vandløbslovens § 12, stk. 1, nr. 1 – vandføringsevne – ‘naturvandløb’ – hjemvisning med påbud om lovliggørelse af regulativet

Denne sag vedrører en klage, som en bredejer indgav over Lejre Kommunes manglende vedligeholdelse af det offentligt vandløb (Elverdamsåen). Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslår med henvisning til vandløbslovens § 12, stk. 1, nr. 1, samt til en ombudsmandsudtalelse og nævnspraksis, at det relevante regulativ, der er fra 1998, ikke lever op til lovens krav, idet der hverken er fastsat krav til vandløbets skikkelse eller krav til dets vandføringsevne. Det understreges af nævnet, at der aldrig har været hjemmel i vandløbsloven til at udlægge offentlige vandløb som et ‘naturvandløb’. Nævnet fastslår endvidere, at kommunen ikke har dokumenteret, at der er foretaget en vedligeholdelse af vandløbet, sådan som det er forudsat ved vandløbslovens § 27, stk. 1, jf. § 31. Nævnet hjemviser sagen og pålægger kommunen at lovliggøre regulativet. Nævnet oplyser, at der i det nye regulativ, der udarbejdes, skal indsættes krav til vandløbets skikkelse eller vandføringsevne, så regulativet er i overensstemmelse med vandløbslovens § 12, stk. 1, nr. 1.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 18/05017.

2

. Folketingets Ombudsmand udtalte, at der ikke var holdepunkter for at antage, at der i vandløbsloven var hjemmel til at udlægge et offentligt vandløb som naturvandløb. Der skulle således i regulativet stilles faste krav til vandløbets skikkelse, dvs. være faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg, eller til vandløbets vandføringsevne, jf. FOU nr. 2001.248. Sagen var forelagt ombudsmanden af et rådgivningsfirma, der klagede over, at en del af et offentligt vandløb blev udlagt som naturvandløb, der indebar begrænsninger i den ansvarlige myndigheds (amtsrådets) vedligeholdelse. Udtalelsen begrundede, at den tidligere Skov- og Naturstyrelsen den 2. juli 2002 traf en afgørelse med ufravigelige krav til vandløbets skikkele eller vandføring.

3

. I Miljø- og Fødevareministeriets »Rapport fra ekspertudvalget til ændret vandløbsforvaltning«, december 2017, anbefales det, at vandløbsloven moderniseres, så der fremover bliver hjemmel til at foretage en klassificering af vandløbene i regulativerne i følgende kategorier: 1) vandløb med særlige natur- og miljøinteresser; 2) vandløb medøvrige natur- og miljøinteresser og 3) vandløb med primært afvandingsinteresser. (se rapporten side 14 ff.). Udvalget anfører i den sammenhæng (side 17), at vandløb, der har naturværdi eller potentiale herfor, og hvor vandløbsvedligeholdelse kun har begrænset betydning for afvandingen, eller hvor afvandingsinteresserne ikke er nævneværdige, kan karakteriseres som naturvandløb. Ift. sådanne vandløb forudsættes afvandingen at ske ud fra naturlige hydrauliske processer.

4

. Der kan efter vandløbslovens § 12 og bekendtgørelse nr. 919 af 27. juni 2016 om regulativer for offentlige vandløb anvendes vandføringsbestemt skikkelse, dvs. at der fastlægges en teoretisk skikkelse for vandløbet, der typisk formuleres som et traditionelt skikkelsesregulativ med bredde, bundkote og skåningsanlæg. Der skal som basis for fastlæggelsen foreligge en opmåling af vandløbet. Der kan også anvendes et geometrisk skikkelsesregulativ, der er baseret på tværsnitprofilens form med angivelse af koter, dvs. med angivelse af højde som meter, det ligger over eller under det gennemsnitlige havniveau. I et skikkelsesregulativ stilles der typisk faste krav til skikkelsen i form af krav til bundbredde, bundkote (kote til bunden i hele bundbredde) og skråningsanlæg (hældning på brinkerne) ned gennem vandløbet, jf. herom Rapport fra ekspertudvalget til ændret vandløbsforvaltning, Miljø- og Fødevareministeriet, december 2017, side 39 f.

5

. I Miljø- og Fødevareministeriets »Rapport fra ekspertudvalget til ændret vandløbsforvaltning«, december 2017, karakteriseres den gældende vandløbslovs krav som bestemt ud fra de forhold, der var gældende, da loven blev vedtaget i 1982. Det er udvalgets anbefaling, at der gennemføres en modernisering, der sikrer at loven også understøtter klimatilpasningsbehov samt sikrer mere fleksible og optimale betingelser for ved accept af, at nogle vandløb karakteriseres som naturvandløb, fremmer naturkvaliteten (se bl.a. rapporten side 19 f.).

Afvisning – naboklage – ulovligt deponi i mergelgrave – sagsoplysning – tilsynssag – ikke klageadgang – afvisning af klage

Denne sag vedrører spørgsmålet om Miljø- og Fødevareklagenævnets kompetence ift. tilsynsmyndighedernes beslutninger, som kompetencen er reguleret ved miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, jf. § 69, stk. 3. Nævnet fastslår, at der er tale om en tilsynsbeslutning, som ikke kan efterprøves, hvorfor sagen afvises.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 19/04846.

Definitionen af bredejere, jf. vandløbslovens § 3 – adressatklage – uenighed om ejerskab til drænledning – vedligeholdelsespligt ift. privat vandløb, jf. vandløbslovens § 35, stk. 1 – fordeling af vedligeholdelsespligten, jf. vandløbslovens § 35, stk. 3 – vedligeholdelsespligten på vejmyndighedens matrikel – afvisning af gæsteprincippet ift. kommunal vejmatrikel – ophævelse af kommunens afgørelse

Denne sag vedrører en afgørelse, der blev truffet af Nyborg Kommune dels om, at en drænledning, der var nedlagt langs en vej, skulle betragtes som en privat anlagt drænledning, der var ejet af brugeren/bidragsyderen af det spildevand, der blev udledt til den offentlige spildevandssystem, dels om at kommunen kun var forpligtet til at varetage den almindelige vedligeholdelse af vandløbet. Den private bredejer, der indbragte afgørelsen for Miljø- og Fødevareklagenævnet, var ikke enig i afgørelsen om ejerskabet over drænledningen – og dermed over hvem, der havde vedligeholdelsespligten – ligesom klageren ikke var enig med kommunen i, at der ikke var konkrete afvandingsproblemer, som kommunen som vandløbsmyndighed var ansvarlig for at afhjælpe. Kommunen oplyste over for klagenævnet, at det var korrekt, at der på den relevante strækning langs vejen var vejriste, men at ristene var etableret med separat vejvandsledning, og at ristene var tilsluttet de drænledninger, der krydser vejen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav klageren medhold. Nævnet henviste i sin begrundelse bl.a. til en tidligere i maj 2017 truffen afgørelse, i hvilken nævnet fastslog, at vandløbslovens § 35, stk. 1, skal fortolkes således, at det er vejmyndigheden, der skal betragtes som bredejer i tilfælde, hvor en vej krydser et vandløb. Derfor var det også vejmyndigheden, der havde vedligeholdelsespligten forsåvidt angik den vandløbsstrækning, der løb under vejen. Nævnet fastslog endvidere, at der ikke var grundlag for at betragte de private grundejere som »gæster« i forhold til anvendelsen af arealet under vejen med den virkning, at det var de private grundejere, der havde vedligeholdelsespligten for den del af vandløbet, der var rørlagt under vejen. Nævnet afviste endvidere, at der var grundlag for at sondre mellem de situationer, hvor en rørlægning var sket før, hhv. hvor udstykning var foretaget efter etableringen af det relevante vejanlæg. Det var også uden relevans, om der konkret var tale om udmatrikulering af eksisterende vejanlæg. Endelig fandt nævnet, at det var uden betydning, om drænledningen løb langs med eller om drænledningen krydsede vejen. Kommunens afgørelse ophæves derfor.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 18/09352.

Vandløbsregulering, jf. vandløbslovens §§ 16-17 – adressatklage – private rørledninger fra 1930’erne – vedligeholdelse, jf. vandløbslovens § 27 – udskiftning af gamle rørledninger – renovering af hoveddrænledning – påbud om lovliggørelse, jf. vandløbslovens § 54 a – ændring af vandets skikkelse – konsekvenser af ændringer ift. vandføringsevne – ulovlige forhold – uenighed om udgiftsfordeling – stadfæstelse af lovliggørelsespåbud

Denne sag vedrører en adressatklage over et påbud, der blev meddelt af Varde Kommune, der pålagde adressaten at sikre en retlig lovliggørelse af et rørlagt vandløbs skikkelse og vandføringsevne. Vandløbet var en fælles privat rørledning, der var etableret i henhold til nogle ældre vandsynskendelser hhv. afsagt den 15. oktober 1936 og den 18. juli 1937. Kommunen havde konstateret, at den udførte renovering (etape 1) ikke var udført som foreskrevet i vandløbslovens § 27 om vedligeholdelse, da der var foretaget en ændring af rørledningens dimension, hvorfor klageren var blevet påbudt at indsende en ansøgning om retlig lovliggørelse i form af en ansøgning om en tilladelse til at foretage regulering af vandløbet, jf. vandløbslovens §§ 16-17. Klageren anførte bl.a., at der kun var tale om en nødvendig udskiftning og vedligeholdelse af meget gamle private rørledninger. At kommunen var blevet involveret i vedligeholdelsen, var begrundet i en uenighed mellem grundejerne om fordelingen af omkostningerne. Såfremt renoveringsprojektet skulle anses for ‘regulering’ og ikke kun vedligeholdelse, måtte konsekvensen heraf ifølge klageren være, at udgiftsfordelingen skulle foretages efter den partsfordeling af 18. februar 1976 med efterfølgende tilføjelser, der var knyttet til vandsynskendelserne fra 1936-37.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslår, at etableringen af nye rør, der føres anderledes end de oprindelige rør, er udtryk for en regulering af vandløbet, der kun må foretages, efter at der er ansøgt om og opnået en tilladelse af vandløbsmyndigheden, jf. vandløbslovens §§ 16-17. Nævnet tager ikke stilling til udgiftsfordelingen, ligesom nævnet undlader at tage stilling til, om den foretagne ændring, der søges retlig lovliggjort, vil have konsekvenser for vandføringsevnen.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 19/01245.

2

. Det oplyses i Flemming Tolstrup »Vand og Vandløb«, Juristforbundets Forlag, 1970, side 77, at byrdefordelingen ift. private vandløb efter de gamle vandløbslovsregler blev foretaget mellem de bredejere, der havde nytte af reguleringen. Nytteprincippet fremgår i dag af vandløbslovens § 24, stk. 1, der generelt vedrører »foranstaltninger, der er nævnt i §§ 16 og 18«. Bestemmelsen blev indføjet i loven i 2003. Vandløbsmyndigheden kan kun søge at skabe enighed mellem parterne. Hvis der ikke kan opnås enighed, skal tvisten forelægges taksationsmyndigheden, jf. vandløbslovens § 24, stk. 3.

Påbud om retablering af dræn, jf. vandløbslovens § 54, hhv. § 54 a – adressatklage – legalitetsprincippet – naturbeskyttelseslovens § 3 – vandløbsregulering – iagttagelse af lovens kapitel 6 og vandløbsreguleringsbekendtgørelsen – ophævelse af påbud

Denne sag vedrører en adressatklage over et påbud, som Fredensborg Kommune meddelte en bredejer med henvisning til vandløbslovens § 54 a. Det meddelte påbud gik ud på, at adressaten skulle genetablere de tidligere afvandingsforhold. Påbuddet indeholdt endvidere et krav om, at adressaten (klager) skulle fremsende en skitse vedrørende placering og udformning af drænledningen og evt. brønde, samt en beskrivelse af hvordan afvandingen til nabogrunden afværges m.v., en redegørelse for, hvordan det kunne sikres, at projektet ikke medførte ændringer i den nuværende tilstand af den § 3-beskyttede sø på matriklen og en tidsplan for gennemførelsen. I klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet blev det anført, at kommunen havde udvist passivitet, idet forholdene var etableret for ca. 25 år siden, at det var uklart, hvad kommunen konkret mente med det, der stod i påbuddet, samt at der var anvendt en forkert lovhjemmel, idet et sådant påbud skulle støttes på § 54 a, der giver adressaten en mulighed for at indbringe afgørelsen for nævnet, og ikke som sket med hjemmel i § 54, hvor klagemuligheden er udelukket.

Miljø- og Fødevareklagenævnet indleder begrundelsen for sin afgørelse med en henvisning til vandløbslovens formålsbestemmelse, jf. § 1, stk. 1 og 2, samt til lovens § 6, stk. 2, hvorefter ingen må bortlede vandet fra vandløb, forandre vandstanden eller forhindre vandets frie løb uden vandløbsmyndighedens forudgående tilladelse hertil. Nævnet fastslår, at det ikke kan udelukkes, at der er foretaget foranstaltninger, der efter § 6, stk. 2, alene kunne foretages efter en dertil opnået tilladelse, hvorfor forholdet skal vurderes efter lovens § 54, stk. 1, som et ulovligt forhold. Nævnet finder imidlertid, at det er en fejl, når kommunen har anvendt påbudsformen, idet de relevante foranstaltninger er at betragte som en vandløbsregulering i vandløbslovens forstand, jf. vandløbslovens § 16 og § 17 samt vandløbsreguleringsbekendtgørelsen. Med henvisning til en tidligere nævnsafgørelse fastslås det, at kommunen ikke kan pålægge en bredejer med hjemmel i vandløbslovens § 54 at foretage en regulering. Kommunen skal følge de sagsbehandlingsregler, der fremgår af vandløbslovens kapitel 6 og vandløbsreguleringsbekendtgørelsen. Det kommunale påbud om etablering af dræn ophæves derfor og sagen hjemvises til fornyet behandling i kommunen. Nævnet oplyser i afgørelsen, at en genoprettelse af den tidligere tilstand ikke er en mulighed i den konkrete situation, idet det vil indebære ændringer, der forudsætter en dispensation ift. forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 3.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 19/03914.

2

. I Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 21. september 2017, sagsnr. NMK-43-00689, der vedrørte Thisted Kommunes påbud om, at klageren skulle etablere et nyt afvandingsdræn på ejendommen, fastslog nævnet, at en sådan foranstaltning skulle betragtes som en ‘regulering’ i vandløbslovens forstand, jf. § 16 og § 17, og at sådanne foranstaltninger skal foretages i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 834 af 27. juni 2016 om vandløbsregulering og -restaurering m.v. En sådan nyetablering af et afvandingsdræn kunne derfor ikke pålægges en lodsejer ved udstedelse af påbud efter vandløbslovens § 54, idet bestemmelsen alene gav hjemmel for vandløbsmyndigheden til at meddele påbud om genoprettelse af en tidligere tilstand. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede på denne baggrund Thisted Kommunes afgørelse af 15. november 2016 om påbud om genetablering af grøft og etablering af afvandingsdræn, og hjemviste afgørelsen til fornyet behandling i kommunen.

Ikke målsat offentligt vandløb – vandløbsregulativ fra 1927 – siden 1991 uoverensstemmelse mellem vandløbets profil og regulativbestemmelser – sædvanlig vedligeholdelse af vandløb – forringet vandafledning begrundet i kommunal vandløbsforvaltning – oprensning i overensstemmelse med regulativet – begrænsning af nævnets efterprøvelsen, jf. § 11, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet – regulering af vandløb – beskyttet natur – forholdet til nærområder beskyttet ved naturbeskyttelseslovens § 3 – prioritering mellem regulativforskrifter, vandafledningsbehov og § 3-beskyttelse – stadfæstelse af afslag

Denne sag vedrører en klage over et afslag der blev meddelt klageren på en ansøgt retlig lovliggørelse af en oprensning af et delvist rørlagt vandløb. Vandløbet var ikke selv omfattet af § 3-beskyttelsen, men det havde forbindelse til to søer og en mose, hvor søer og mose var vejledende registreret som § 3-områder.

Som en del af den retlige vurdering af ønsket om retlig lovliggørelse kan det oplyses, at oprensningen, som klageren ønskede lovliggjort, var foretaget i overensstemmelse med det vandløbsregulativ, der var vedtaget for vandløbet. Regulativet var fra 1927. Der var foretaget ændringer af vandløbets skikkelse i 1991, idet den daværende kommune havde åbnet vandløbet på en strækning uden samtidig at ændre regulativet, således at der var en uoverensstemmelse mellem de faktiske forhold (vandløbets profil) og regulativets bestemmelser. Ændringerne havde medført problemer ift. sedimentaflejringer og forringet vandafledningsevne, som begrundede et behov for oprensning, som kommunen forestod. I den forbindelse meddelte kommunen sig selv den 11. september 2017, hhv. den 22. september 2017 dispensation fra forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 3. Igen i oktober 2017 foretog kommunen en oprensning for en del af vandløbet, uden at der blev meddelt en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3. Det afstedkom en klage i november 2017 fra en grundejer og i november 2017 klagede Danmarks Naturfredningsforening over den foretagne oprensning, der havde medført en sænkning af vandspejlet i de nærliggende søer. De rejste klager var anledningen til, at grundejeren ansøgte kommunen om retlig lovliggørelse af den i oktober 2017 foretagne oprensning/uddybning. Den 4. maj 2018 sendte kommunen lodsejerne et udkast til et afslag på en ansøgt dispensation til uddybning af vandløbet ud over, hvad kommunen havde dispenseret til ved afgørelsen af den 22. september 2017. Kommunen traf den påklagede afgørelse den 9. juli 2018 i form af et afslag. Afslaget var dels begrundet med, at oprensningen ikke kunne betegnes som ‘sædvanlig vedligeholdelse’, idet vandløbsbunden var blevet sænket ved opgravning af ler fra den faste bund, dels blev det fastslået, at der var en risiko for, at vandstanden i mosen ville blive sænket så meget, at den voksede ud af § 3-beskyttelsen i strid med forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1 og 2. Kommunen oplyste, at der kunne forekomme bilag IV-arter (erimit, flagermus, grøn mosaikguldsmed, markfirben, spidssnudet frø, springfrø og stor vandsalamander) i området, der var beskyttet.

Afgørelsen blev indklaget for Miljø- og Fødevareklagenævnet den 11. september 2018. Klageren anførte bl.a., at det offentlige vandløb ikke havde en profil, der svarede til det, der fremgik af det regulativet fra 1927, som var bestemmende for vedligeholdelse af vandløbet. Klager mente endvidere, at overholdelsen af regulativet gik forud for den beskyttelse af de nærliggende § 3-områder, som fulgte af naturbeskyttelseslovens § 3, hvorfor bunden i vandløbet skulle oprenses i henhold til regulativet, uanset om det kunne medføre tilstandsændringer i søerne og mosen. Efter klagers opfattelse var det desuden ikke i strid med naturbeskyttelseslovens § 3 at vedligeholde et vandløb i overensstemmelse med regulativet, når vandløbet ikke selv var udpeget som beskyttet i medfør af naturbeskyttelseslovens § 3, uanset at den lovlige vedligeholdelse indirekte medførte en tilstandsændring af et § 3-område længere væk. Oprensningen af vandløb krævede derfor efter klagerens opfattelse slet ikke en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3.

Miljø- og Fødevareklagenævnet var ikke enigt i det klageren anførte. Med henvisning til forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 3 fastslog nævnet, at selv om det relevante vandløb ikke selv var omfattet af § 3-beskyttelsen, kunne der ikke foretages foranstaltninger, som ændrer forholdene i de nærliggende § 3-søer og -moser uden en forudgående dispensation, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3. Selv om der konkret var tale om en genoptagelse af et tidligere vedligeholdelsesarbejde, som kommunen havde forsømt lige siden 1991, var der et krav om, at der skulle indhentes en dispensation. Det var nævnets vurdering, at den foretagne oprensning af vandløbet, der gik ud over det, som der var meddelt dispensation til 22. september 2017, skulle betragtes som en tilstandsændring, der både skulle godkendes efter vandløbslovens regler, og vurderes efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3, jf. § 3. Der var endvidere efter nævnets vurdering ikke grundlag for at meddele en retlig lovliggørelse. Ved denne vurdering lagde nævnet til grund, at mosen og de to søer, der var beskyttede i medfør af naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1 og 2, nr. 2, var afhængige af vandløbets skikkelse og vandføringsevne, samt at opgravningen af vandløbets lerbund, som var foretaget uden den forudsatte dispensation, havde medført en vandstandssænkning på 10 cm i de beskyttede søer med risiko for helt eller delvist udtørring som konsekvens. Hensynet til klagerens interesse i vandføringsevnen var efter nævnets vurdering blevet varetaget ved den dispensation, der blev meddelt kommunen den 22. september 2017 til oprensning af vandløbet. Det var nævnets opfattelse af det relevante retsgrundlag, at en væsentlig jordbrugs- eller anden almindelig økonomisk interesse i vandets skikkelse og vandføringsevne ikke i sig selv var tilstrækkelig til at begrunde en dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3. Afslaget stadfæstes derfor.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 18/08896 – verserende retssag BS-46763/2020-NAE.

2

. Nævnet inddrager således ikke den interesseafvejning, der er fastlagt ved vandløbslovens § 1, idet afgørelse alene baseres på en vurdering ud fra naturbeskyttelseslovens regler.

Gammel drænledning med brønde fra 1930’erne – påbud, jf. § 54 – adressatklage – bredejernes vedligeholdelsesforpligtelser, jf. vandløbslovens § 35 – rette hjemmelsangivelse – begrebet ‘vedligeholdelse’, jf. vandløbslovens § 27 – begrebet ‘regulering’, jf. vandløbslovens § 16 – forvaltningsretslig afgørelse – udgiftsfordeling mellem bredejere – stadfæstelse

Denne sag vedrører et påbud om vedligeholdelse af drænledning og brønd, som Thisted Kommune meddelte den lodsejer, der indbragte afgørelsen for Miljø- og Fødevareklagenævnet. Drænledningen med de tilhørende brønde var oprindeligt etableret af Hedeselskabet i 1938-39. Det var siden blevet ændret, uden at der var søgt om tilladelse hertil. I 2013 blev der foretaget en renovering på grundlag af et kommunalt påbud. Renoveringen sikrede imidlertid ikke, at der ikke fortsat var tale om vandafledning på et naboareal. Kommunen lod på den baggrund i 2014 et autoriseret kloakfirma vurdere drænsystemet ved en TV-inspektion. På baggrund af en fornyet klage fra naboen over vandafledning lod kommunen andre sagkyndige vurdere drænsystemet, og denne undersøgelse resulterede i, at drænsystemet blev karakteriseret som dårligt fungerende. På den baggrund fandt kommunen, at det i 2013 udførte renoveringsarbejde var udført i strid med vedligeholdelsesforpligtelsen, der var fastslået i vandløbslovens § 27, og der meddeltes derfor i 2015 bredejeren et påbud. Påbuddet blev imidlertid underkendt af Miljø- og Fødevareklagenævnet i december 2017 med henvisning til, at kommunen ikke ved formuleringen af vilkår 2 som forudsat havde meddelt et påbud om vedligeholdelse, jf. vandløbslovens § 27. Der i stedet var tale om et vilkår om, at der skulle foretages en regulering i overensstemmelse med lovens § 16 og kapitel 5 i reguleringsbekendtgørelsen. Efter en fornyet behandling i kommunen, blev der i 2019 forvarslet et påbud om vedligeholdelse med henvisning til vandløbslovens § 27. Påbuddet, der blev indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet i april 2019, angav, at de med vedligeholdelsen afholdte udgifter skulle fordeles mellem de involverede lodsejere, og at den fælles drænledning fremover skulle holdes fri for sand, mudder, lunker og deformiteter. Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslog den 11. juni 2020, at der ikke som anført af klageren var truffet en begunstigende afgørelse af kommunen, der indebar en retsbeskyttelse for adressaten. Kommunen havde i stedet løbende korresponderet med lodsejerne om forholdene. Nævnet stadfæstede derfor det meddelte påbud med hjemmel i vandløbslovens § 54, jf. § 27 og § 35. Ved fastlæggelsen af det retlige grundlag henviste nævnet til den forståelse af reglerne, der fremgik af en ombudsmandsafgørelse fra 1995. Det var på det grundlag nævnets vurdering, at det var med rette, at kommunen havde vurderet, at det påbudte arbejde skulle betragtes som vedligeholdelse (og ikke regulering).

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 19/03767.

2

. Det oplyses fejlagtigt i nævnets sagsfremstilling, at den afgørelse, der blev truffet den 6. december 2017, blev truffet af Natur- og Miljøklagenævnet. På det tidspunkt var nævnet nedlagt og erstattet af Miljø- og Fødevareklagenævnet. I denne 2017-afgørelse fastslog nævnet, at det efter nævnets opfattelse ikke entydigt fremgik af sagens oplysninger, hvorvidt kommunen ud fra de faktuelle forhold havde taget stilling til, om der var tale om »vedligeholdelse«, eller om der var tale om »regulering« af drænsystemet. Nævnet fastslog bl.a. som begrundelsen for at hjemvise sagen til fornyet behandling i kommunen, at der var tale om alvorlige sagsbehandlingsfejl, idet:»Forvaltningsloven stiller krav om, at en forvaltningsafgørelse skal være ledsaget af en begrundelse og skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilken afgørelsen er truffet. Thisted Kommune henviser i sin afgørelse til vandløbslovens §§ 1, 2, 6, 27, 35 og 54, samt § 18 i reguleringsbekendtgørelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet finder ikke, at Thisted Kommune med afgørelsens mange hjemler tilstrækkelig klart har taget stilling til, om kommunen vurderer, at den foretagne renovering af drænet i 2013 er en (dårlig udført) vedligeholdelse eller en ulovlig regulering, idet kommunen hjemler afgørelsen med både vedligeholdelsesbestemmelser og reguleringsbestemmelser.«

Miljøgodkendelse, jf. miljøbeskyttelseslovens § 33 – opbevaring af stabiliseret spildevandsslam – eksisterende gylletank – vilkår om fast overdækning – lugtvilkår – adressatklage – standardvilkårsbekendtgørelsen – standardvilkår ift. listepunkt K 212 – fravigelse af standardvilkår, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 31, stk. 3 – beregning af klagefrist – indgivelsestidspunkt for den digitale klage – efterfølgende godkendelse af klageindgivelse – realitetsbehandling – begrænset efterprøvelse, jf. § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet – ophævelse af skærpet vilkår om overdækning – indføjelse af standardvilkår

Denne sag vedrører en klage, som er indgivet af ejeren af en eksisterende gylletank, som er utilfreds med et godkendelsesvilkår, der fraviger standardbekendtgørelsens vilkår. Gylletanken, der er lokaliseret tæt på naboer, ønskes anvendt til opbevaring af slam, der skal udbringes på andre landmænds marker. Kommunen anmoder Miljø- og Fødevareklagenævnet om at afvise den indgivne klage, som kommunen mener er indsendt for sent. Som begrundelse for de skærpede vilkår henviser kommunen til de krav, der er fastlagt i slambekendtgørelsens § 18, der henviser til kravene i husdyrgødningsbekendtgørelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet redegør for, hvordan klagefristen ift. de digitale klager beregnes, og fastslår, at klagen er modtaget rettidigt. Nævnet begrænser sin efterprøvelse til at vedrøre spørgsmålet, om der i den konkrete sag er en saglig begrundelse for at skærpe det vilkår, der er fastlagt i standardvilkårsbekendtgørelsen som standardvilkår for oplag af stabiliseret slam og andet stabiliseret organisk affald, jf. bekendtgørelsens afsnit 21.4.2. Med henvisning til godkendelsesbekendtgørelsens § 31, stk. 1 og 3, ophæver nævnet det skærpede vilkår og erstattet det med standardvilkåret.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 20/04072.

2

. Slambekendtgørelsens § 18 fastslår, at opbevaring af affald på brugers virksomhed, der tilføres beholdere med husdyrgødning, skal ske efter reglerne i husdyrgødningsbekendtgørelsen.

3

. Husdyrgødningsbekendtgørelsen fastlægger en række krav – herunder om, at gylletanken skal være indrettet således, at forurening af grundvand og overfladevand ikke finder sted, og således at overfladevand fra omliggende arealer og tage ikke kan løbe ind på anlægget. Der stilles endvidere krav om, at ensilageopbevaringsanlæg skal være indrettet med et afløb fra laveste punkt til opsamling af ensilagesaft og restvand, der føres gennem tætte, lukkede ledninger til en beholder, der opfylder bestemmelserne i bekendtgørelsens kapitel 8, ligesom der skal være en fast bund og sidebegrænsninger m.v.

4

. Reglerne for anvendelse af standardvilkår er behandlet i Ellen Margrethe Basse »Erhvervsmiljøretten. Miljøgodkendelser, miljøkvalitetskrav og proces- og digitaliseringskrav«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2017, side 651 samt Gorm Møller »Miljøbeskyttelsesloven med kommentarer«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2019, side 697 ff.

 

 

Ellen Margrethe Basse

  • Professor ved Aarhus Universitet dr.jur. Ellen Margrethe Basse redigerer og kommenterer Natur- og Fødevareklagenævnets afgørelser samt Planklagenævnets afgørelser.

Erik Hørlyck

  • Advokat, dr.jur., h.c. Erik Hørlyck, DAHL advokatfirma, redigerer og kommenterer voldgiftskendelser i forbindelse med arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed samt alm. bestemmelser for rådgivning.

Søren Højgaard Mørup

  • Professor ved Aarhus Universitet, dr.jur. Søren Højgaard Mørup redigerer og kommenterer kendelser afsagt af taksaktionskommissionen.

Peter Pagh

  • Professor ved Københavns Universitet, dr.jur. Peter Pagh, redigerer og kommenterer domme afsagt af EU-Domstolen, menneskerettighedsdomme og danske domme på hhv. det miljøretlige område og taksationsdomme. Endvidere kommenterer Peter på afgørelser, der er truffet af Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet i samarbejde med professor, dr.jur. Ellen Margrethe Basse.

Anders Hessner

  • Advokat og ekstern lektor ved Københavns Universitet i Fast ejendom Anders Hessner, bidrager i redaktionen med udvælgelsen og kommenteringen af domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og taksationskendelser i samarbejde med professor, hhv. professor dr.jur. Peter Pagh og dr.jur. Søren Højgaard Mørup.

Nana Amalie Harbo

  • Cand. jur., erhvervs-ph.d. ved Aarhus Universitet Nana Amalie Harbo bidrager redaktionen med udvælgelsen og kommenteringen af afgørelser, der træffes inden for husdyrbruglovens, fra Natur- og Fødevareklagenævnets i samarbejde med professor, dr.jur. Ellen Margrethe Basse.

Thomas Haugsted

  • Cand. jur. Thomas Haugsted bidrager med udvælgelsen og kommenteringen af miljøretlige domme og afgørelser i samarbejde med professor, dr.jur. Peter Pagh, miljøretlige domme og afgørelser.