Retten til revalidering

3.1. Fysiske, psykiske eller sociale grunde

Det fremgår af forarbejderne til aktivloven,³⁹39. Jf. L 230 1996-97, bem. til § 46. at ”Arbejdsevnen i erhverv kan være begrænset af fysiske, psykiske eller sociale grunde, … Fx har enlige forsørgere, der er i en fastlåst social situation mulighed for støtte til revalidering som efter de gældende regler.”

Det har også tidligere været forudsat i Ankestyrelsens praksis, at revalideringsstøtte kan ydes, hvis en person skønnes at være i en så fastlåst social situation, at støtten er nødvendig for, at pågældende kan fastholdes eller komme ind på arbejdsmarkedet. Ankestyrelsen fandt i principmeddelelse O-102-95, at en enlig forsørger, der aktuelt var i jobtilbud med løntilskud, var berettiget til revalidering. Ankestyrelsen lagde vægt på, at hun havde modtaget kontanthjælp siden 1989, at løntilskud havde været nødvendig, for at hun kunne komme i arbejde, og at ansøgningen om revalidering var støttet af den psykologiske rådgivning.⁴⁰40. Jf. tilsvarende i principmeddelelse O-38-99, der er kasseret den 18. juni 2019, ”da den ikke længere har vejledningsværdi.” I principmeddelelse O-84-98 fandtes ansøger, der var blevet enlig mor midt i et uddannelsesforløb, ikke berettiget til revalidering. Ankestyrelsen fandt, ”at for at modtage hjælp til færdiggørelse af et studium i ansøgers situation, hvor der iøvrigt ikke forelå erhvervsmæssig begrænsning, måtte det kræves, at hun var relativt tæt på studiets afslutning.” Principmeddelelserne er kasseret den 19. juni 2019 med begrundelsen, ”der er kommet nye regler på området.” Det er dog uklart, hvilke nye regler der har begrundet kassationen i 2019. Tilbudsmulighederne efter beskæftigelsesindsatsloven er fra 2003, og tillægsstipendium til enlige forsørgere blev en del af SU-systemet i 2004.

Ankestyrelsen har også i den gældende offentliggjorte praksis forudsat, at en fastlåst situation kan begrunde ret til revalidering. I principmeddelelse 16-20, sag nr. 1 (tidligere A-4-08), havde en borger ikke ret til revalidering til at færdiggøre et universitetsstudie, som var afbrudt et år på grund af sygdom. Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var i en så fastlåst situation, at det kunne begrunde, at der reelt var behov for en erhvervsmæssig revalidering, eller at der var grundlag for at yde hjælp til færdiggørelse af studiet efter revalideringsbestemmelserne. Der var lagt vægt på den gunstige prognose for helbredelse, og at der ikke var tale om en meget betydelig forlængelse af studiet.

Der synes dog at være anlagt en mere restriktiv praksis i Ankestyrelsens ikke offentliggjorte sager. Ankestyrelsen stadfæster eksempelvis i en sag,⁴¹41. Jf. J. nr. 21-17072. at ansøger ikke er omfattet af den personkreds, der har ret til revalidering. Ansøger har gennemført otte semestre af en videregående uddannelse på SU med handicaptillæg, men har ikke SU-klip nok til at gennemføre uddannelsen (mangler kun et semester). Ankestyrelsen ”lægger vægt på oplysninger i … fra din psykiater. Det fremgår heraf, at du er diagnosticeret med svær ADHD med indlæringsvanskeligheder. Du lider også af svær angst i form af social angst, generaliseret angst og panikangst.” Ankestyrelsen ”lægger også vægt på, at dine skånehensyn over for et ustruktureret og stressende arbejdsmiljø ikke bør hindre dig i at udføre forskellige former for arbejde på normale vilkår, eksempelvis inden for kontor- og serviceområdet.” Ankestyrelsen foretager ikke en nærmere vurdering af behovet for at yde hjælp til færdiggørelse af studiet efter revalideringsbestemmelserne. Revalidering er tilsyneladende generelt udelukket, hvis ansøger vurderes at kunne ”udføre forskellige former for arbejde på normale vilkår, eksempelvis inden for kontor- og serviceområdet.” I den konkrete sag giver dette dog ikke umiddelbart mening, da pågældende har modtaget handicaptillæg efter SU-loven og dermed har meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde, se i øvrigt nedenfor om forholdet til almindelige uddannelsesordninger.

Ankestyrelsen stadfæster i en anden sag,⁴²42. Jf. J. nr. 20-16237. at ansøger ikke er omfattet af den personkreds, der har ret til revalidering. Ansøger er en negletekniker i fyrrerne, der er enlig forsørger med mindre børn, med konstateret erhvervsrelateret, allergisk håndeksem og andre allergiske reaktioner, bl.a. vejrtrækningsbesvær. Pågældende har endvidere været længevarende sygemeldt (7 måneder) med akut belastningsreaktion i forbindelse med langvarig psykisk vold med kontakt til krisecenter og problematisk skilsmisse. Det er Ankestyrelsens ”vurdering, at dine skånehensyn over for arbejde med kemikalier og arbejde med psykisk belastning ikke i sig selv medfører sådanne begrænsninger i din arbejdsevne, at du har behov for revalidering” Ankestyrelsen ”lægger vægt på, at dine problemer med allergisk eksem kan tilgodeses ved undgåelse af allergifremkaldende stoffer i dit arbejde … hvorfor det frarådes, at du vender tilbage til kosmetikbranchen. Vi lægger videre vægt på, at der af sagen fremgår en god prognose for den belastningsreaktion, som du er sygemeldt med.” Ankestyrelsen foretager ikke en nærmere vurdering af, om de helbredsmæssige forhold i kombination med de sociale forhold medfører en så fastlåst situation, at dette kan begrunde behov for en revalidering. De sociale forhold indgår tilsyneladende ikke i Ankestyrelsens vurdering.

3.2. Bedømmelsesgrundlag

Selve bedømmelsesgrundlaget ved vurderingen af, om en person er berettiget til revalidering, har været aktuel i en række sager behandlet af Ankestyrelsen. Spørgsmålet har været, om der kan gives afslag på hjælp til revalidering (alene) med henvisning til, at ansøger kan påtage sig andet (ufaglært) arbejde.

I principmeddelelse O-107-95 fastslog Ankestyrelsen, at revalideringsbestemmelserne ikke giver ret til revalidering på noget bestemt niveau i forhold til det tidligere, men at det altid forudsættes, at revalidering vil være den mest hensigtsmæssige løsning. Ankestyrelsen fandt ikke, at det, at ansøgeren sandsynligvis ikke ville være i stand til at få nyt arbejde inden for sit fag, men ”mistede sit fag”, ville være tilstrækkeligt til at berettige ham til revalidering. Det forhold, at en ansøger har en uddannelse, som pågældende ikke længere kan bruge, giver således ikke i sig selv ret til revalidering/en ny uddannelse. Principmeddelelsen er kasseret 10. juni 2009 med begrundelsen: ”Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi.”

I principafgørelse O-24-99 om en faglært bager, lagde Ankestyrelsen ved bevilling af revalidering vægt på, at ansøger havde en uddannelse som bager, og at han havde arbejdet i faget i 7 år, indtil dette ikke længere var muligt, da han fik melallergi. De erhvervsmæssige problemer, som ansøger havde på grund af sin lidelse, kunne ikke løses ved, at han blev henvist til at gennemføre en ny uddannelse på sædvanlige vilkår eller til at påtage sig andet ikke faglært arbejde. Tilsvarende i O-8-99 om en faglært skovarbejder, der havde erhvervsmæssige problemer på grund af græspollenallergi. Principmeddelelse O-24-99 og O-8-99 blev afløst af 208-09.

Principafgørelse 208-09 om revalidering til faglært arbejde er indarbejdet i den nugældende principmeddelelse 16-20 som sag nr. 4. Ankestyrelsen fastslog, at der i forhold til revalidering skal foretages en bred vurdering af, hvad der kan anses som et passende arbejde. I den konkrete sag var en socialrådgiver sygemeldt på grund af stress. Ansøgers helbredsmæssige prognose var god, men ansøger havde på grund af lidelsen ikke mulighed for at varetage et job som socialrådgiver med borgerkontakt. Ankestyrelsen fandt, at ansøger via sin uddannelses- og erhvervsmæssige erfaring, herunder også sin erhvervsmæssige erfaring før uddannelsen til socialrådgiver, havde opnået kompetencer og ressourcer, der kunne bringe ansøger tilbage til arbejdsmarkedet uden revalidering. Revalidering var derfor ikke nødvendig for ansøgers tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Principmeddelelsen skal ifølge Ankestyrelsens praksisundersøgelse om revalidering⁴³43. Jf. Ankestyrelsens praksisundersøgelser: Revalidering - Afslag eller bevilling, december 2009, s. 13. ”ses som en understregning af vigtigheden af at bruge hele viften af tilbud for at bringe personer hurtigst og kortest muligt tilbage på arbejdsmarkedet.” Ankestyrelsen bemærkede også i den konkrete sag, ”at der også skulle søges arbejde, som ansøger ikke var uddannet til, men som ansøger ville kunne varetage, eventuelt via en kort oplæring.” (tilsvarende i sag nr. 5 og nr. 7). Ankestyrelsen forudsætter således, at kommunen altid vil tilbyde ”en kort oplæring”, hvis det er nødvendigt, se nedenfor om den almindelige beskæftigelsesindsats eller revalidering.

En bygningsmaler, der ikke længere kunne varetage arbejdet som bygningsmaler på grund af en knæskade, var i principafgørelsen 16-20, sag nr. 6 (tidligere 15-10) omfattet af personkredsen med begrænsninger i arbejdsevnen, som har ret til revalidering. Ankestyrelsen lagde vægt på, ”at personen ikke havde andre kompetencer, der umiddelbart medførte, at hun kunne komme til at klare sig selv uden revalidering.” Personen havde også en uddannelse som psykoterapeut. Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse om, at hun ikke var omfattet af personkredsen for revalidering. Nævnet havde fundet, at hendes arbejdsevne inden for det psykoterapeutiske område ikke kunne anses for nedsat.

I en række ikke offentliggjorte sager anfører Ankestyrelsen: ”Det er vores vurdering, at dine skånehensyn over for skulderbelastende og rygbelastende arbejde [”skulder- og knæbelastende arbejde”⁴⁴44. Jf. J.nr. 21-40630. / ”fysisk betonede arbejde”⁴⁵45. Jf. J.nr. 20-56464. / ”hårdt fysisk arbejde”⁴⁶46. Jf. J.nr. 20-54423.] ikke i sig selv medfører sådanne begrænsninger i din arbejdsevne, at du har behov for revalidering for at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet og forsørge dig selv.”⁴⁷47. Jf. J.nr. 20-54267. Ankestyrelsen tilføjer hertil: ”Vi lægger endvidere vægt på, at dine skånebehov ikke bør hindre dig i at udføre forskellige former for arbejde på normale vilkår, eksempelvis inden for kontor- og serviceområdet.”

Eksempelvis stadfæstede Ankestyrelsen i en konkret sag,⁴⁸48. Jf. J.nr. 20-42032. at en murer i halvtredserne med mangeårig erfaring som sådan og derudover kun erfaringer og kvalifikationer fra fysisk belastende arbejde, ikke er omfattet af den personkreds, der har ret til revalidering. Ankestyrelsen lægger vægt på, ”at dine problemer i forhold til blodprop i hjertet, slidgigt i venstre knæ og betændt slimsæk i højre skulder kan tilgodeses ved skånehensyn over for hårdt fysisk arbejde, som indeholder knæliggende og knæbelastende arbejde, tunge løft og armene over 90 grader.” Ankestyrelsen lægger endvidere vægt på, ”at dine skånebehov ikke bør hindre dig i at udføre forskellige former for arbejde på normale vilkår, eksempelvis inden for kontor- og serviceområdet.”

Ankestyrelsen stadfæster i en anden sag,⁴⁹49. Jf. J.nr. 21-45362. at ansøger ikke er omfattet af den personkreds, der har ret til revalidering. En bygningsstruktør i trediverne, der efter afsluttet folkeskole og uddannelse udelukkende har arbejdet som sådan (hårdt fysisk arbejde med forskalling, armering og støbning). Ankestyrelsen lægger vægt på, at ”Du har permanente skader på muskler og sener i begge arme specifikt ved albuerne. Du har skånehensyn over for armbelastende og fysisk betonede arbejde.” Ankestyrelsen lægger også vægt på, ”at dine skånebehov ikke bør hindre dig i at udføre forskellige former for arbejde på normale vilkår, eksempelvis inden for kontor- og serviceområdet.”

I nogle sager er ”indenfor kontor- og serviceområdet” uddybet: ”Det kunne f.eks. være inden for telemarketing”⁵⁰50. Jf. J.nr. 21-40630. eller ”callcenter medarbejder, p-vagt, billetsælger, reception medarbejder”⁵¹51. Jf. J.nr. 21-1011.. Der foretages dog ikke en konkret vurdering af, om beskrevne arbejdsfunktioner (der kan tilgodese skånehensynene) eksisterer i rimeligt omfang på det eksisterende arbejdsmarked, og om varetagelsen af den eller de beskrevne arbejdsfunktioner forudsætter en forudgående indsats, og hvordan den nødvendige indsats tilbydes.

Bemærkningerne giver det klare indtryk, at Ankestyrelsen arbejder med en intern regel om, at personer, som vil kunne bestride et ufaglært heltidsjob, generelt er afskåret fra revalideringshjælp. Ombudsmanden har tidligere udtalt om en kommunes praksis, at ”en sådan regel ville utvivlsomt være ulovlig og i strid med bestemmelsens krav om at der anlægges en konkret vurdering af hver enkelt ansøger.”⁵²52. Jf. FOB 2003.794(835). Ankestyrelsen forudsætter også, at der ”eksempelvis inden for kontor- og serviceområdet” eksisterer stillinger i rimeligt omfang på det eksisterende arbejdsmarked, der kan bestrides af alle uanset erfaringer og kvalifikationer. Eneste betingelse er, at skånehensynene kan tilgodeses. Der foretages ikke en konkret vurdering af, om det er realistisk, at personen kan komme ind på arbejdsmarkedet via disse stillingsangivelser.

3.3. Forebyggelsesaspektet

Revalideringsbestemmelsen bygger efter sin formulering på en konkret begrænsning i arbejdsevnen. Dette omfatter også en ikke ubetydelig risiko for en fremtidig arbejdshæmning og dermed et forebyggelsessigte. Dette ligger forudsætningsvis i, at sigtet med revalidering er, at en person skal kunne ”fastholdes” på arbejdsmarkedet, jf. § 142, stk. 1, nr. 2.

I Ankestyrelsens principmeddelelse O-37-93 kunne der ikke gives afslag på hjælp til revalidering alene med den begrundelse, at klager modtog arbejdsløshedsdagpenge. Ankestyrelsen fastslog, at vurderingen af, om en ansøger var berettiget til revalideringsmæssig bistand, beroede på en samlet bedømmelse af ansøgers forhold, herunder særligt den helbreds- og erhvervsmæssige situation. I principmeddelelse O-147-96 fastslog Ankestyrelsen tilsvarende, at der ikke kunne gives afslag på hjælp til revalidering alene med den begrundelse, at ansøgeren fortsat var i arbejde og ikke i en truet situation og således ikke omfattet af personkredsen. Det måtte bero på en konkret vurdering af hidtidigt arbejde sammenholdt med oplysninger om helbredssituation m.v. om, hvornår det måtte anses for overvejende sandsynligt, at det hidtidige arbejde ikke kunne opretholdes. Begge principmeddelelser er kasseret i 2009 med begrundelsen, at de ikke længere har vejledningsværdi, og må formentlig ses i sammenhæng med en praksisændring.

Eksempelvis stadfæster Ankestyrelsen i en ikke offentliggjort sag,⁵³53. Jf. J.nr. 20-43559. at en pædagogisk assistent i trediverne med en hoftelidelse og en betydelig benlængdeforskel samt nogle psykiatriske problemer ikke er omfattet af den personkreds, der har ret til revalidering. Ankestyrelsen ”lægger vægt på, at din hoftelidelse, forskel på benlængde og ADHD kan tilgodeses ved skånehensyn over for at skulle gå og stå i længere tid og tunge løft. Du har desuden behov for at hvile ryg og hofter jævnligt i løbet af en dag, og du har en begrænset gangdistance.” Ankestyrelsen ”lægger endvidere vægt på, at du ifølge dit CV arbejder som pædagogisk assistent i perioden … Du står desuden til rådighed i din arbejdsløshedskasse, blandt andet for arbejde som pædagogisk assistent på fuld tid. Vi er opmærksomme på dine oplysninger om, at du lægger en stor styrke i og dagligt kæmper for at undgå sygemelding. Du tager smertestillende medicin dagligt.”

Ankestyrelsen stadfæster i en anden sag,⁵⁴54. Jf. J.nr. 20-54423. at en tømrer i halvtredserne, der har arbejdet som sådan siden ungdomsårene, udover uddannelse som tømrer kun har grundskole og i øvrigt er ordblind, ikke har ret til revalidering. Ansøger har haft betydeligt sygefravær og brug af § 56-aftale.⁵⁵55. Refusion af sygedagpenge til arbejdsgiver pga. langvarig eller kronisk sygdom. Ankestyrelsen lægger vægt på ”oplysningerne i lægeattest …. Det fremgår heraf, at du i 2014 pådrager dig et whip-lash lignede traume, og du har der efter haft en daglig smerteproblematik i nakke og skulderbælte. Du er udredt ved neurolog …, og på smerteklinik … Der er ikke yderligere forslag til behandling, og medikamentelt er der ikke muligheder for at gøre tilstanden bedre. Du er også udredt i forhold din højre skulder, hvor der er konstateret en rift i en sene i skulderen. Skaden er ikke egnet til kirurgisk indgreb, men skal behandles konservativt. Du er … kikkertopereret i venstre knæ på grund af en brusk læsion. Genoptræning og skinnebehandling har efterfølgende ikke haft en markant effekt. Du er også udredt i højre knæ, hvor du har læsion i brusk og menisk samt slidgigt, hvilket skal behandles konservativt. Du har desuden lændesmerter, og du har slidgigt og forandringer på rygsøjlen. Du har skånehensyn over for ikke bevægeapparatsbelastende arbejde. Vi lægger også vægt på, at du er selvforsørgende og arbejder som tømrer på fuld tid, som er 37 timer ugentligt. Du tager smertestillende hver dag for at kunne opretholde jobbet.”

Ankestyrelsen stadfæster også et afslag⁵⁶56. J.nr. 21-29498 og 21-29499. til en pædagog i trediverne, der har været sygemeldt i over 3 år på grund af cancerforløb og følger efter behandlingen. Det er Ankestyrelsens vurdering, ”at din tilstand i din lænd og højre hofte samt din tinnitus og håndeksem ikke i sig selv medfører sådanne begrænsninger i din arbejdsevne, at du har behov for revalidering for at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet og forsørge dig selv.” Ankestyrelsen ”lægger vægt på, at du ikke længere vurderes at være uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand, og det derfor vurderes, at du kan varetage et arbejde. … Endelig er det indgået, at du lige efter at udbetalingen af sygedagpenge fra kommunen var ophørt begyndte i en stilling omkring 30 timer om ugen. Vi vurderer af disse årsager, at du ikke havde behov for revalidering for igen at kunne indtræde på arbejdsmarkedet.”

Ankestyrelsens ikke offentliggjorte praksis er skærpet i forhold til de kasserede principmeddelelser O-37-93 og O-147-96, jf. ovenfor. Der foretages ikke en konkret vurdering af, om det er realistisk, at personen mere varigt kan fastholdes på arbejdsmarkedet. Forebyggelsesaspektet indgår tilsyneladende ikke længere i den konkrete vurdering.

4.1. Retsfaktum eller retsfølge

Revalidering er subsidiær. Spørgsmålet er, om det subsidiære skal ses i forhold til tildelingsbetingelserne eller udmålingen. Dette spørgsmål er relevant for afgrænsningen af berettigelsen til revalidering for forskellige persongrupper. Skal afgrænsningen ske generelt under hensyn til hjælpemulighederne efter anden lovgivning til den pågældende persongruppe, eller skal hjælpemulighederne efter anden lovgivning kun have betydning ved vurderingen af behovet for konkrete tilbud. Den tidligere formulering i aktivlovens § 46, stk. 2, ”giver tilbud”, når erhvervsrettede aktiviteter efter denne eller anden lovgivning ikke er tilstrækkelige, er rettet mod udmålingen. Selve berettigelsen til revalidering må principielt afgøres uafhængigt af de generelle muligheder for erhvervsrettede aktiviteter efter anden lovgivning. Formuleringen i bistandsloven indikerede også, at det subsidiære havde betydning ved udmålingen og ikke berettigelsen. Revalidering kunne ydes, ”i det omfang” der ikke ydes hjælp hertil efter reglerne i anden lovgivning.

I den konkrete sag i principmeddelelse O-37-99 havde et nævn ved afgrænsningen af personkredsen for revalidering taget udgangspunkt i, at især unge, der lige har forladt skolesystemet, så langt det overhovedet er muligt, skal klare sig med de normale støtteordninger, herunder stipendier. Ombudsmanden udtalte hertil, at personkredsen efter forarbejderne til bistandslovens § 43 bør afgrænses på samme måde som den tidligere § 42, og altså ikke indskrænkes. Endvidere fandt Ombudsmanden ikke, at bestemmelsen om, at støtten er subsidiær i forhold til støtte efter andre regler, har betydning for afgrænsningen af personkredsen, men alene for udmålingen. Principafgørelsen er kasseret den 18. juni 2019 med begrundelsen, ”da den ikke længere har vejledningsværdi.” Det er dog uklart, hvorfor principmeddelelsen i 2019 mister sin vejledningsværdi, mulighederne for handicaptillæg i SU-lovgivningen er fra 2004. Den gældende principmeddelelse 16-20, sag nr. 1 (tidligere A-4-08), henviser også fortsat til O-37-99.

4.2. Den almindelige beskæftigelsesindsats eller revalidering

Der kan til beskæftigelsesindsatslovens øvrige målgrupper med problemer ud over ledighed med enkelte undtagelser gives samme tilbud som til revalidender. Spørgsmålet er derfor, hvornår disse støttemuligheder er udtømte.

Kommunen kan til eksempelvis aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år fuldt ud give de samme tilbud som til revalidender. Der er dog vide rammer for kommunens prioritering af den almindelige beskæftigelsesindsats, kontanthjælpsmodtagere har (kun) senest efter 6 måneder ret og pligt til at påbegynde tilbud, og et tilbud skal (kun) have en sammenhængende varighed på mindst 2 uger, jf. § 102. Staten har tidligere refunderet 50 pct. af kommunernes udgifter til aktivering i vejlednings-, opkvalificerings- og mentorforløb. Dette blev ændret i 2019,⁶²62. Jf. lov nr. 1527 af 18. december 2019. hvorefter der ikke længere ydes refusion af kommunens driftsudgifter til aktivering af bl.a. kontanthjælpsmodtagere. Det fremgik af lovforslaget,⁶³63. Jf. L 76 2018-19, alm. bem. pkt. 1. ”at kommunerne fortsat skal leve op til gældende krav til aktiverings- og beskæftigelsesindsatsen. Budgetforbedringen opnås gennem ændret kommunal adfærd i aktiverings- og beskæftigelsesindsatsen.” Budgetforbedringen skulle for kommunerne medføre en besparelse på mere end 1 mia. kr. om året. Der var dermed forudsat en betydelig frihed for kommunerne til at prioritere den almindelige beskæftigelsesindsats.⁶⁴64. Jf. L 76 2018-19, alm. bem. pkt. 3.1.

Afgrænsningen mellem aktivering og revalidering blev berørt i forarbejderne til aktivloven.⁶⁵65. Jf. L 230, 1996-97, alm. bem., pkt. 2.4. ”Det kan i nogle tilfælde være vanskeligt at afgøre, om en person skal have tilbud efter aktiveringsbestemmelserne, eller om revalidering er nødvendig. Afgørelsen vil altid afhænge af en konkret vurdering, og det er i disse grænsesituationer nødvendigt at foretage en nøje vurdering. … For personer, der gentagne gange deltager i aktiveringsforløb, må kommunen være særlig opmærksom på, om der skulle være et behov for revalidering.” Af vejledningen til aktivloven⁶⁶66. Jf. vejl. nr. 39 af 5/3 1998, pkt. 235. fremgår endvidere: ”Perspektivet i en revalidering vil ofte være mere langsigtet end i forhold til fx aktivering. Hvor perspektivet i en aktivering er en vedligeholdelse eller umiddelbar forbedring af pågældendes kvalifikationer eller en forbedring af pågældendes livskvalitet, er det et krav til revalideringen, at der er en realistisk mulighed for, at den revalideringsindsats, der ydes, vil føre frem til og er nødvendig for en bestemt erhvervsmæssig placering.”

Ankestyrelsen har i principmeddelelse 16-20, sag nr. 1, (tidligere A-4-08), lagt vægt på, ”at revalideringshjælp var subsidiær i forhold til, at et beskæftigelsesproblem umiddelbart kunne løses gennem deltagelse i erhvervsrettede aktiviteter efter anden lovgivning eller ved tilbud om aktivering.” I sag nr. 4, (tidligere 208-09) bemærkede Ankestyrelsen, at ”Revalidering er subsidiær i forhold til, om der eventuelt skal iværksættes andre foranstaltninger for en tilbagevenden til arbejdsmarkedet.” I sag nr. 7 (tidligere 38-10) lægger Ankestyrelsen bl.a. vægt på, at der er en række muligheder for hjælp efter beskæftigelsesindsatsloven med sigte på, at ansøger kan komme tilbage til arbejdsmarkedet og forsørge sig selv, og anførte, at ”Kommunen er forpligtet til at yde den nødvendige hjælp.” Ankestyrelsen forholder sig dog ikke nærmere til denne forpligtelse, herunder om kommunen lever op til denne. Hvis der var en egentlig forpligtelse til at yde den nødvendige hjælp, der er behov for, vil revalidering være udelukket for en række af lovens målgrupper (tilbudsmulighederne er de samme). Ankestyrelsen bemærkede også i sag 4 og 7, ”at der også skulle søges arbejde, som hun ikke var uddannet til, men som hun ville kunne varetage, eventuelt via en kort oplæring.”

I Ankestyrelsens principafgørelse N-1-07 havde ansøger fået lagt en jobplan på ca. 5 år med 3 adskilte uddannelsesforløb. Ankestyrelsen vurderede, at ansøger havde så store begrænsninger i arbejdsevnen, at hun var omfattet af revalideringsbestemmelserne. Ankestyrelsen lagde herved bl.a. vægt på, at ansøger var 38 år og havde levet under belastende forhold med sociale og psykiske problemer til følge. Hun var uden egentlig uddannelse og havde sparsom tilknytning til arbejdsmarkedet. Principmeddel-elsen er kasseret den 23. juni 2020, ”da den ikke længere har vejledningsværdi. Det skyldes, at praksis på området sidenhen er skærpet.” Det er uklart, på hvilket grundlag og i hvilket omfang praksis er skærpet. Ved anmodning om aktindsigt i notater/retningslinjer for den ændring af den praksis, som har begrundet ophævelsen af principmeddelelse N-1-07 og tilsvarende for A-27-02 har Ankestyrelsen oplyst, at der ikke findes dokumenter herom.⁶⁷67. Jf. J.nr. 23-18877.

Ankestyrelsen bemærker i en række ikke offentliggjorte sager, at revalidering er en subsidiær ordning i forhold til almindelige arbejdsmarkedsordninger, og ”Det betyder, at almindelige beskæftigelsesrettede indsatser, f.eks. virksomhedspraktik samt vejledning og opkvalificering, ikke må [være] tilstrækkelige for, at du kan genindtræde på arbejdsmarkedet.”⁶⁸68. Jf. J.nr. 21-21185. ”Revalidering kan således først komme på tale, hvis de tilbud, du ville kunne få som ledig efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats ikke er nok til, at du ville blive i stand til at forsørge dig selv og din familie.”⁶⁹69. Jf. J.nr. 21-24913. Og ”Støtte efter revalideringsbestemmelserne er subsidiær i forhold til alle andre hjælpeforanstaltninger, som først skal være afprøvet og udtømte.”⁷⁰70. Jf. J.nr. 21-33475.

Ankestyrelsen opfatter det subsidiære som en del af tildelingsbetingelserne, og (alene) muligheden for andre tilbud afskærer den konkrete vurdering af behovet for revalidering. Der foretages ikke en konkret vurdering af, om det er realistisk, at personen ved hjælp af andre tilbud eller ordninger kan få tilknytning til arbejdsmarkedet, herunder om disse andre tilbud faktisk vil blive tilbudt.

4.3. Forholdet til almindelige uddannelsesordninger

Af forarbejderne til den nuværende beskæftigelsesindsatslov⁷¹71. Jf. L 209 2018-19, bem. til § 142. fremgår, at alle andre støtteordninger skal være udtømte, før revalidering kan iværksættes. ”Det betyder ligeledes, at personer, der ønsker uddannelse, omskoling eller lignende, derfor som udgangspunkt skal bruge de almindelige uddannelses- og beskæftigelsestilbud.” Et ønske om uddannelse har principielt ikke betydning for spørgsmålet om berettigelse til revalidering men kan evt. have betydning for de tilbud, der skal indgå i en revalidering. Kommunen tilrettelægger revalideringen i samarbejde med personen således, at tilbuddet er tilpasset den enkeltes forudsætninger og behov, og under hensyn til personens ønsker til fremtidig beskæftigelse, jf. § 143, stk. 2.

Det fremgår af aktivlovens § 70, stk. 6, at en ung revalidend, der netop har forladt skolesystemet, og som kan klare sig med de normale støtteordninger til dækning af leveomkostninger, f.eks. fra Statens Uddannelsesstøtte, kun kan få revalideringsydelse, hvis den pågældende har betydelige begrænsninger i arbejdsevnen eller af andre grunde har særligt begrænsede erhvervsmuligheder. Det er således forudsat, at retten til revalidering ikke generelt er subsidiær i forhold til almindelig uddannelsesstøtte. Tilsvarende med indførelse af handicaptillæg i SU-loven til en videregående uddannelse⁷²72. Ordningen blev udvidet med erhvervsuddannelser i 2019, jf. lov nr. 464 af 29. april 2019. i 2004.⁷³73. Jf. lov nr. 1225 af 27. december 2003. Baggrunden for indførelsen af tillægsstipendiet var at ligestille uddannelsessøgende med meget betydelige begrænsninger i evnen til at påtage sig erhvervsarbejde med andre uddannelsessøgende med hensyn til forsørgelse. Det fremgik af forarbejderne, at ”Gruppen omfatter personer, som formentlig ellers ville have søgt revalideringsydelse, samt personer, som i dag er i SU-systemet. Adgangen til at søge om revalideringsydelse i henhold til lov om aktiv socialpolitik opretholdes uændret.”⁷⁴74. Jf. L 81 2003-04, bem. til § 1, nr. 1.

Ankestyrelsen bemærker i en række ikke offentliggjorte sager om afslag på ret til revalidering, ”at revalidering er en subsidiær ordning i forhold til almindelige uddannelsesordninger”, ”Det betyder, at hvis du kan gennemføre uddannelse på ordinære vilkår, herunder med statens uddannelsesstøtte og eventuelle handicaptillæg, vil du ikke være i målgruppen for revalidering”⁷⁵75. Jf. J.nr. 21-19523 og tilsvarende i bl.a. J.nr. 21-42996 og J.nr. 21-21185., ”Det betyder, at der ikke er ret til revalidering, såfremt du kan gennemføre en uddannelse med almindelig uddannelsesstøtte og eventuelle handicaptillæg.”⁷⁶76. Jf. J.nr. 21-23422 og tilsvarende bl.a. i J.nr. 21-27946 og J.nr. 21-13098. Eller ”Det betyder, at hvis du kan klare en uddannelse på almindelige vilkår, herunder med uddannelsesstøtte og eventuelle handicaptillæg, er bevilling af revalidering ikke muligt.”⁷⁷77. Jf. J.nr. 21-6796 og tilsvarende bl.a. i J. nr. 21- 38329 og J.nr. 21-5652.

Formuleringerne giver det indtryk, at Ankestyrelsen anser berettigelse til revalidering for udelukket, hvis ansøger kan tage en uddannelse på ordinære vilkår, herunder med uddannelsesstøtte og eventuelle handicaptillæg. Se også overfor om begrænsninger af arbejdsevnen og en socialt fastlåst situation under et uddannelsesforløb.

5.1. Ansøgning om revalidering – påbegyndelse af sag om revalidering

Kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning, jf. retssikkerhedslovens § 5.⁸⁰80. Jf. lovbek. nr. 265 af 25. februar 2022. Beslutter en kommune, at ansøgeren skal have en anden hjælp end den, pågældende konkret har søgt om, er der tale om en afgørelse, som ansøgeren efter de almindelige klageregler kan få prøvet.⁸¹81. Jf. L 228 1996-97, bem. til § 5.

Spørgsmålet er, hvornår kommunen skal behandle sagen efter revalideringsreglerne, dvs. udarbejde rehabiliteringsplanens forberedende del ved vurderingen af, om en person skal tilbydes revalidering, og hvornår kommunen kan give afslag på revalidering uden at behandle sagen efter revalideringsreglerne. Ankestyrelsen har behandlet den tilsvarende problemstilling principielt i forhold til fleksjob.

I principmeddelelse 6-14 fastslog Ankestyrelsen, at en borger ikke kan anmode om, at kommunen alene tager stilling til spørgsmålet om fleksjob, da kommunen skal se en ansøgning om fleksjob i lyset af alle de muligheder, der findes for hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen skal kun påbegynde behandling af sag om fleksjob i de tilfælde, hvor der er noget, der taler for, at borgeren er i målgruppen for fleksjob. Ankestyrelsen har formuleret det tilsvarende i ikke offentliggjorte sager om revalidering.⁸²82. Jf. J.nr. 20-55506.

I en række andre ikke offentliggjorte sager anfører Ankestyrelsen: ”Det er kun i de tilfælde, hvor det er åbenlyst, at den pågældende ikke er i målgruppen for revalidering, at kommunen kan undlade at påbegynde en sag om revalidering.”⁸³83. Jf. eksempelvis J.nr. 20-40563, J.nr. 20-29777 og J.nr. 20-37379. Eksempelvis stadfæster Ankestyrelsens et afslag⁸⁴84. Jf. J.nr. 21-25164. til en pædagog i trediverne, der dels har haft adskillige kontakter til ortopædkirurgisk regi med 2 knæoperationer, operation af overarm og skulderskade med sensoriske forstyrrelser og dels har været sygemeldt mere end et år med arbejdsbetinget belastningsreaktion efter flere voldsepisoder. Som afgørende for resultatet anfører Ankestyrelsen: ”Vi lægger vægt på psykiatrisk speciallægeerklæring ... Det fremgår heraf, at prognosen for at vende tilbage til arbejdsmarkedet er god, men at du dog ikke bør vende tilbage til en arbejdsfunktion, hvor du arbejder med udadreagerende eller aggressive klienter. Vi lægger også vægt på, at du i kraft af din uddannelse som pædagog og erhvervsmæssige erfaring som pædagog samt arbejde inden for butiksområdet [efter studentereksamen 17 år tidligere arbejdet som butiksassistent i 12 måneder] har opnået kompetencer og ressourcer, der kan bringe dig tilbage til arbejdsmarkedet uden revalidering.” Uanset en lang sygemelding (1 år og 4 måneder) og såvel psykiske som fysiske skånehensyn stadfæster Ankestyrelsen, at det er åbenlyst, at personen ikke er omfattet af personkredsen for revalidering, og at der dermed ikke er grundlag for at skulle anvende rehabiliteringsplanens forberedende del ved vurderingen af, om pågældendes arbejdsevne er så nedsat, at der skal tilbydes revalidering. Det vil sige, at Ankestyrelsen anser det for åbenlyst, at pågældende har kompetencer, der umiddelbart medførte, at hun kunne komme til at klare sig selv uden revalidering, jf. ovenfor om bedømmelsesgrundlag og principmeddelelse 16-20, sag nr. 6, om en bygningsmaler med knæskade.

5.2. Rehabiliteringsplanens forberedende del – en garantiforskrift

I sager, hvor det ikke ”er åbenlyst”, at borgeren ikke er omfattet af personkredsen for revalidering, jf. ovenfor, skal rehabiliteringsplanens forberedende del anvendes ved vurderingen af, om en person skal tilbydes revalidering.

Ankestyrelsen har i principmeddelelse 24-20 lagt til grund, at anvendelse af rehabiliteringsplanens forberedende del er en garantiforskrift, og at der derfor er en formodning for, at manglende udarbejdelse eller opdatering af rehabiliteringsplanens forberedende del, herunder den praktiserende læges vurdering af personens helbredsmæssige situation i forhold til at kunne arbejde, har påvirket afgørelsens resultat. Manglende overholdelse heraf medfører dermed som udgangspunkt ugyldighed.

Ankestyrelsen kritiserer i en række ikke offentliggjorte sager, hvor det ikke ”er åbenlyst”, at borgeren ikke er omfattet af personkredsen for revalidering, at kommunen ikke har udarbejdet rehabiliteringsplanens forberedende del, men vurderer dog, at tilsidesættelsen ikke har haft betydning for afgørelsens resultat.

Eksempelvis stadfæster Ankestyrelsen i en konkret sag⁸⁵85. Jf. J.nr. 21-17246. kommunens afslag på revalidering til en tømrer i halvtredserne, der har følgevirkninger efter en arbejdsulykke med kompliceret fraktur af lårben og skader på knæet. Ankestyrelsen anfører: ”Det er vores vurdering, at dine skånehensyn over for fysisk betonede arbejde ikke i sig selv medfører sådanne begrænsninger i din arbejdsevne, at du har behov for revalidering for at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet og forsørge dig selv.” Ankestyrelsen lægger vægt på ”at du i kraft af din uddannelse og erhvervsmæssige erfaring har opnået kompetencer og ressourcer, der kan bringe dig tilbage til arbejdsmarkedet uden revalidering. … Vi lægger desuden vægt på, at dine skånebehov ikke bør hindre dig i at udføre forskellige former for arbejde på normale vilkår, eksempelvis inden for kontor- og serviceområdet.” Ankestyrelsen ”kritiserer, at kommunen ikke [har] udarbejdet rehabiliteringsplanens forberedende del. Vi bemærker, at udarbejdelse af rehabiliteringsplanens forberedende del er garantiforskrifter. Det betyder, at hvis den mangler i sagen, vil det som udgangspunkt føre til, at kommunens afgørelse er ugyldig. Vi vurderer dog, at tilsidesættelsen ikke har haft betydning for afgørelsens resultat. Vi lægger ved denne vurdering vægt på, at du har haft mulighed for at komme med bemærkninger til din sag, herunder både om beskæftigelsesmål og helbredsoplysninger.”⁸⁶86. Jf. tilsvarende i bl.a. J.nr. 21-34148 og J. nr. 21- 10843. Muligheden for at kunne komme med bemærkninger til sin sag gør, at rehabiliteringsplanens forberedende del er konkret uvæsentlig. Dette må ses i sammenhæng med, at den konkrete vurdering er reduceret betydeligt, vurderingen af, om pågældende har kompetencer, der umiddelbart medfører, at pågældende kan komme til at klare sig selv uden revalidering, sker på et meget generelt grundlag, jf. ovenfor om bedømmelsesgrundlag.

5.3. Dokumentationskrav og bevisbedømmelse

Den forberedende del af rehabiliteringsplanen skal danne grundlag for kommunens vurdering af, om borgerens arbejdsevne er så begrænset, at den pågældende skal tilbydes revalidering, jf. ovenfor. Det fremgår også af rehabiliteringsbekendtgørelsen,⁸⁷87. Jf. bek. nr. 2408 af 13. december 2021, § 14. at ”Kommunen skal således beskrive og dokumentere borgerens arbejdsevne i rehabiliteringsplanens forberedende del, og borgerens praktiserende læges vurdering af borgerens helbred i forhold til at kunne arbejde skal indgå heri.” Dokumentationen af borgerens arbejdsevnen er dermed central både ved afslag og ved tilbud om revalidering.

Ankestyrelsen har i en række ikke offentliggjorte sager anført som begrundelse for at stadfæste kommunens afslag på revalidering, ”at det er usikkert, om revalidering er nødvendigt for, at du kan blive selvforsørgende ved ordinær beskæftigelse.” Ankestyrelsen ”vurderer i den forbindelse, at der er behov for yderligere afklaring af din arbejdsevne, før dine fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet kan vurderes.”⁸⁸88. Jf. eksempelvis J.nr. 21-3119, J.nr. 21-36748 og J.nr. 21-46634. (Har kommunen ikke anvendt rehabiliteringsplanens forberedende del i disse sager, er dette konkret uvæsentligt,⁸⁹89. Jf. eksempelvis J.nr. 20-19433 og J.nr. 20-16685. se også ovenfor).

Eksempelvis stadfæster Ankestyrelsen en kommunes afslag på revalidering til en kontanthjælpsmodtager,⁹⁰90. J.nr. 21-36839. der har modtaget kontanthjælp i 8 år og deltaget i forskellige beskæftigelsestilbud (12 forskellige). Ansøger har i en årrække lidt af en stofskiftesygdom med skånehensyn i forhold til fysiske belastninger og har været indlagt på psykiatrisk afdeling efter suicidalforsøg, set ved praktiserende psykiater, forsøgt medicinsk behandling uden effekt og er i øvrigt socialt udfordret i forhold til bosituation og økonomi. Ankestyrelsen vurderer, ”at det er usikkert, om revalidering er nødvendigt for, at du kan blive selvforsørgende ved ordinær beskæftigelse. Vi vurderer i den forbindelse, at der er behov for yderligere afklaring af din arbejdsevne, før dine fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet kan vurderes.” Ankestyrelsen lægger bl.a. vægt på ”at du har deltaget i beskæftigelsesrettede indsatser. Du har blandt andet været i nytteaktivering i perioden … Der er ikke i øvrigt foretaget nogen afklarende foranstaltninger af din arbejdsevne. Det er derfor ikke dokumenteret, at din arbejdsevne er nedsat i sådan et omfang, at revalidering er nødvendigt for, at du kan genindtræde på arbejdsmarkedet.”

Ankestyrelsen stiller meget høje krav til afklaringen af arbejdsevnen, før det er dokumenteret, at der er behov for revalidering. Dette krav er ikke nødvendigvis opfyldt efter en længere årrække på kontanthjælp med adskillige vejlednings- og opkvalificeringstilbud, tilbud med virksomhedspraktik og nytteindsats.

I Ankestyrelsens ikke offentliggjorte praksis stilles der også store krav til dokumentationen for, at der ikke må være muligheder for at udvikle arbejdsevnen. Eksempelvis stadfæster Ankestyrelsen i en sag⁹¹91. J.nr. 21-1629. kommunens afslag på revalidering og henviser i begrundelsen til ”… kan det ikke udelukkes at der på sigt kan ske bedring af din samlede funktionsevne. Vi vurderer på den baggrund, at alle behandlingsmuligheder ikke er endeligt udtømte for dit vedkommende.” Tilsvarende i en anden sag,⁹²92. J.nr. 21-35248. hvor Ankestyrelsen i begrundelsen henviser til ”… kan det ikke udelukkes at andre beskæftigelsesrettede indsatser efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats eller anden lovgivning ville være tilstrækkelige til at du kan blive selvforsørgende og fastholdes på arbejdsmarkedet.”

Ankestyrelsen anser således alene en person for at være i målgruppen for revalidering, hvis det kan udelukkes, at borgerens arbejdsevne kan udvikles via en behandlingsindsats eller andre beskæftigelsesrettede indsatser. Det er ikke et krav, at der kan peges på beskæftigelsesmål for udviklingen, eller der er en realistisk forventning om, at borgeren kan drage nytte af indsatsen og på sigt forbedre sin situation og blive i stand til at deltage på arbejdsmarkedet uden revalidering.

6.1. Ankestyrelsens ikke offentliggjorte praksis

Ankestyrelsen stadfæster en række kommuners afslag med begrundelsen: ”Ankestyrelsen er enig i kommunens vurdering af, at du ikke har ret til revalidering.” Som afgørende for resultatet anfører Ankestyrelsen: ”Vi lægger vægt på samme oplysninger og bruger samme regler som kommunen. Vi er også enige i de hovedhensyn, som kommunen har anført i begrundelsen for deres afgørelse.”¹⁰¹101. Jf. eksempelvis J.nr. 21-33475, J.nr. 21-8482 og J.nr. 20-55252. Dette afklarer dog ikke, hvor intensiv prøvelsen har været.

Om Ankestyrelsen anser vurderingen af, om en person er berettiget til revalidering som en (skønspræget) bevisvurdering eller som en egentlig skønsmæssig afgørelse, er uklart. Ankestyrelsen bruger vilkårligt formuleringen ”kommunens skøn” og ”kommunens vurdering”. Eksempelvis: ”Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn over, at du ikke er omfattet af den personkreds, der har ret til revalidering.”¹⁰²102. Jf. J.nr. 20-16237 og tilsvarende i bl.a. J.nr. 20-25912. Og ”Ankestyrelsen er enig i kommunens vurdering af, at du ikke er omfattet af den personkreds, der har ret til revalidering.”¹⁰³103. Jf. J.nr. 21-8815 og tilsvarende i bl.a. J.nr. 21-995. Tilsvarende i forhold til om konkrete skånehensyn medfører, at der er behov for revalidering. ”Det er vores vurdering, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn, efter hvilket dine skånehensyn overfor stor fysisk belastning og ustrukturerede arbejdsforhold ikke i sig selv medfører sådanne begrænsninger i din arbejdsevne, at du har behov for revalidering …”¹⁰⁴104. Jf. J.nr. 20-33245. ”Vi finder ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at dine skånehensyn over for psykisk belastende arbejdsfunktioner og stressende arbejdsstillinger ikke i sig selv medfører sådanne begrænsninger i din arbejdsevne, at du har behov for revalidering …”¹⁰⁵105. Jf. J.nr. 20-40926.

Ankestyrelsen anvender også formuleringen ”ikke et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering”, som anvendes af domstolene i forbindelse med skønsprægede bevisvurderinger, se nedenfor. Eksempelvis er en afgørelse¹⁰⁶106. Jf. J.nr. 21-8164. begrundet med: ”Ankestyrelsen vurderer, at du ikke har ret til revalidering. Vi vurderer, der ikke er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte kommunes vurdering af, at dine skånehensyn over for skulderbelastende arbejde, vådt arbejde og at arbejde i kulde ikke i sig selv medfører sådanne begrænsninger i din arbejdsevne, at du har behov for revalidering …” I samme sag tilføjer Ankestyrelsen: ”Vi finder samlet, at kommunen har foretaget en konkret og individuel vurdering af, hvad betydning din helbredsmæssige tilstand har for din arbejdsevne. Kommunen har i den forbindelse vurderet, at der er indsatser efter beskæftigelsesindsatsloven eller anden lovgivning, som kan være tilstrækkelige for, at du kan genindtræde på arbejdsmarkedet. Vi finder derimod ikke, at der er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering.”

Ankestyrelsens prøvelse af, om ansøger kan vende tilbage til arbejdsmarkedet via de almindelige arbejdsmarkeds- og uddannelsesordninger, omfatter ikke en prøvelse af, om det er realistisk, at ansøger ved hjælp af andre konkrete indsatser kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. I en konkret sag¹⁰⁷107. Jf. J.nr. 20-53725. med en pædagog, der har været sygemeldt i 4 år (sygedagpenge og jobafklaringsforløb), lægger Ankestyrelsen ”vægt på, at det ved henvendelse fra en borger om hjælp er op til kommunen at vurdere alle de muligheder, der findes for hjælp efter den sociale lovgivning, og dermed i det enkelte tilfælde vurdere om og i givet fald hvilken indsats, der skal iværksættes. Vi lægger også vægt på, at du lider af astma, fibromyalgi og følger efter en hjernerystelse. Du har skånehensyn i form af, at du ikke kan være i et arbejdsmiljø med støv, røg eller med luftbårne bakterier. Du kan ikke udføre fysisk udfordrende arbejde. Du har lysfølsomhed, hvorfor du ikke kan ...” Pågældende er automatisk overgået til et jobafklaringsforløb ved ophøret af sygedagpenge. Ankestyrelsen foretager dog ikke en nærmere prøvelse af, om det er realistisk, at konkrete indsatser i jobafklaringsforløbet medfører, at pågældende kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsens prøvelse af, om den faglige vurdering er i overensstemmelse med loven (om der er behov for revalidering), og om de faktiske omstændigheder er korrekte, er tilsyneladende blevet mindre intensiv.

6.2. Domstolsprøvelsen

Retten til revalidering beror på en konkret, individuel vurdering af behovet for hjælp i det enkelte tilfælde. Denne vurdering forudsætter en række bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. Disse bevisvurderinger af skønsmæssig karakter har betydelige lighedspunkter med de bevisvurderinger, der foretages ved vurderingen af retten til førtidspension.

Det følger af fast højesteretspraksis, at der skal foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse om retten til førtidspension. Det kom første gang til udtryk i U.2000.645H og U 2001.768H, hvor Højesteret i præmisserne anfører, at det ved prøvelse af Ankestyrelsens afgørelse skulle tages i betragtning, at de administrative myndigheder gennem behandling af et stort antal sager har en særlig erfaring i at foretage de pågældende bevisvurderinger. Der skal derfor foreligge et sikkert grundlag, for at domstolene kan tilsidesætte en administrativ afgørelse om førtidspension. I U 2000.645H fandt Højesteret på grundlag af det foreliggende godtgjort, at A’s erhvervsevne varigt var nedsat med omkring ⅔, og at A således ikke – som forudsat i Den Sociale Ankestyrelses afgørelse – kunne klare et halvdagsarbejde. Hverken Revaliderings- og Pensionsnævnet eller Den Sociale Ankestyrelse havde på noget tidspunkt anmodet om, at der blev foretaget yderligere undersøgelser vedrørende A's erhvervsevne i form af revalidering, arbejdsprøvning eller lignende.

At bevisvurderingen ikke kun må bygge på en ensidig bedømmelse, men også skal inddrage en vurdering af det komplementære faktum ses også i en utrykt Østre Landsrets dom af 24. august 2004 (B-1378-03), hvor en revalidend ønskede hjælp til revalidering til folkeskolelærer. Landsretten bemærkede, at domstolsprøvelsen af Ankestyrelsens afgørelse omfatter tillige en bedømmelse af, om revalideringsformålet i A's tilfælde kunne opnås ved mere kortvarige foranstaltninger, selv om denne bedømmelse blandt andet beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. De administrative myndigheder havde givet afslag med henvisning til, at revalideringsformålet kunne opnås ved mere kortvarige foranstaltninger. Ankestyrelsen havde dog ikke under sagen søgt at begrunde eller underbygge sin vurdering af, at revalideringsformålet i det konkrete tilfælde kunne opfyldes ved mere kortvarige foranstaltninger. På den baggrund fandt landsretten at måtte lægge til grund, at revalideringsformålet i revalidendens tilfælde ikke kunne opnås ved korterevarende foranstaltninger.

I U.2013.2068H om berettigelse til revalidering fandt Højesteret, ”at de momenter, der er tillagt betydning af Ankestyrelsen ved vurderingen, er i overensstemmelse med ordlyden af, formålet med og forarbejderne til § 46 i lov om aktiv socialpolitik. Det forhold, at Ankestyrelsens tidligere praksis sammenkædede adgangen for en faguddannet person til at modtage revalideringsydelser med manglende mulighed for at opnå beskæftigelse inden for personens hidtidige fag, findes derfor ikke at være til hinder for indførelse af en mere restriktiv praksis.” Dommen synes at forudsætte et relativt frit skøn, hvor Ankestyrelsen har en betydelig frihed til at fastlægge praksis for tildeling af revalidering, herunder til at ændre praksis. Sagsøger var en 24-årig frisør med eksem, som havde arbejdet 2 år inden for sit fag og ikke kunne fortsætte på grund af lidelsen (principmeddelelse 16-20, sag nr. 2 (tidligere 227-09)). Revalidering blev ikke anset som nødvendig for, at ansøger kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Ansøger havde via sin uddannelse og erhvervsmæssige erfaring opnået kompetencer og ressourcer, der kunne bringe hende tilbage på arbejdsmarkedet uden revalidering. Den konkrete sag var i overensstemmelse med tidligere praksis og ikke udtryk for en egentlig praksisændring, faginvaliditet har aldrig i sig selv medført berettigelse til revalidering, jf. ovenfor om bedømmelsesgrundlag og principmeddelelse O-107-95.

Der er ikke andre trykte domme om berettigelsen til revalidering og så vidt vides heller ingen utrykte. Ankestyrelsens ikke offentliggjorte praksis tyder på en ensidig bevisbedømmelse, hvor der ikke foretages en nærmere prøvelse af, om der konkret er en realistisk mulighed for at blive selvforsørgende uden revalidering, jf. ovenfor om dokumentationskrav og bevisbedømmelse. Uanset Højesterets bemærkninger i U.2013.2068H kan det ikke udelukkes, at domstolene vil tilsidesætte nogle af Ankestyrelsens afgørelser, hvor bevisbedømmelsen og dokumentationskravet har betydelige lighedspunkter med U.2000.645H.