Alle titler

Viser 1 - 10 af 5,743 resultater for :

  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

Mia Nørgaard

I artiklen behandles medlemsstaternes nationale myndigheders administrative kontrol af dyretransport og fastsættelsen af sanktioner for overtrædelser af transportreglerne i lyset af de krav og principper, der gælder efter EU’s forordning om transport af dyr. Der er fokus på at beskrive og forklare de forskelle, der er tale om både i forhold til anvendelsen af forordningens regler og i forhold til sanktionering af overtrædelser, ligesom der ses på de problemer, som forskellene giver anledning til. I forlængelse heraf overvejes der mulige løsninger på de afdækkede problemer.

(Denne artikel er fagfællebedømt.)

Ingen adgang

Katarina Skafte Guttmann

Ingen adgang

Katarina Skafte Guttmann

Ingen adgang

Katarina Skafte Guttmann

Ingen adgang

Jacob Brandt

Ingen adgang

Krav om partshøring ved nedlæggelse af påbud efter planlovens § 51 – partshøring, jf. forvaltningslovens § 19 – partshøring i form af et varsel – varsel om påbud om fysisk lovliggørelse – definition af afgørelse med karakter af påbud – ugyldighed grundet manglende partshøring – afslag på lovliggørende dispensation – berettigede forventninger – officialprincippet – proportionalitetsprincippet

Frederikssund Kommune meddelte den 22. januar 2021 afslag på lovliggørende dispensation til en opført udestue, et udhus og en carport med udhus. Byggerierne var omfattet af en lokalplan med bestemmelse om en bebyggelsesprocent på maks. 15 for den enkelte ejendom, dog maksimalt 250 m² etageareal. Kommunen meddelte samtidig påbud om fysisk lovliggørelse af udestuen. Med hensyn til sekundære bygninger bad kommunen klageren om at oplyse, hvordan klageren ville lovliggøre disse, herunder om klageren ville nedrive, reducere, ombygge eller bygge nye. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet af ejeren, som bl.a. gjorde gældende, at der var tale om et lovligt eksisterende forhold, at ejendommens bebyggelsesprocent ikke var i strid med lokalplanen og derfor ikke krævede dispensation, at der forelå berettigede forventninger eller bindende forhåndstilsagn om dispensation, samt at kommunen havde handlet i strid med officialprincippet og proportionalitetsprincippet. I forhold til lovligt eksisterende forhold bemærkede Planklagenævnet bl.a., at den tidligere udestue på 27 m2 var delvis ødelagt og ikke brugbar, og at den renoverede udestue havde et areal på 47 m2 og var blevet tillagt hovedbygningen. Nævnet fandt herefter, at der var tale om nyopførelse og ikke almindelig vedligeholdelse af udestuen. Da nyopførelsen var sket efter offentliggørelsen af lokalplanforslaget, havde udestuen ikke karakter af et eksisterende lovligt forhold. I forhold til bebyggelsesprocenten fandt Planklagenævnet ikke, at udestuen og carporten med udhus var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser om maksimalt etageareal. Byggerierne krævede derfor dispensation, jf. planlovens § 19. Nævnet fandt heller ikke, at kommunen havde givet et bindende forhåndstilsagn eller skabt sådanne berettigede forventninger, som kunne medføre, at kommunen var afskåret fra at give afslag på dispensation til lovliggørelse af bygningerne. Endvidere fandt Planklagenævnet ikke, at kommunen havde handlet i strid med official- eller proportionalitetsprincippet. Planklagenævnet fandt imidlertid, at afgørelsen havde karakter af et påbud om fysisk lovliggørelse af udestuen, uanset hvad kommunens hensigt med passagen har været. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at kommunen specifikt havde skrevet, at udestuen skulle nedrives indenfor en fastsat frist. Planklagenævnet anførte, at et påbud først kan meddeles, når kommunen har foretaget en partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, i form af et varsel. Da kommunen ikke havde iagttaget dette krav, var påbuddet ugyldigt. Nævnet ophævede herefter kommunens påbud om fysisk lovliggørelse.

Ingen adgang

Strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 15 – dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1 – »kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra« – lovliggørelse – genoptagelse – af egen drift – væsentlig fejl ved sagens behandling – grundsætningen om saglig forvaltning – magtfordrejningsgrundsætningen – inddragelse af relevante, saglige hensyn – myndighedspassivitet

Kystdirektoratet meddelte den 20. februar 2020 en havbrugsvirksomhed lovliggørende dispensation til bl.a. fortsat vinteropbevaring af havbrugsringe indenfor strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Kystdirektoratet lagde i sin afgørelse bl.a. vægt på, at havbrugsaktiviteterne var pågået i 35 år, at havbrugsvirksomheden var i god tro, og at havbrugsringene var placeret i tilknytning til en havn, let tilbagetrukket fra kysten og på en ikke uberørt kyststrækning. Dispensationen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af en miljøorganisation. Ved afgørelse af 3. august 2020 ændrede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets dispensation til et afslag for så vidt angår havbrugsringene, idet nævnet bl.a. afviste, at praktiske og driftsmæssige vanskeligheder ved at opbevare havbrugsringene uden for strandbeskyttelseslinjen var et hensyn, der kunne varetages ved administrationen af strandbeskyttelseslinjen. Havbrugsvirksomheden indbragte den 2. februar 2021 Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse for domstolene og gjorde i sin stævning bl.a. gældende, at nævnet havde undladt at inddrage alle relevante, saglige hensyn i sin vurdering, jf. bl.a. MAD 1998.1519 NKN. Miljø- og Fødevareklagenævnet besluttede herefter – af egen drift – at genoptage klagesagen til fornyet behandling, idet nævnet fandt, at der var begået en væsentlig fejl ved sagens behandling. Nævnet lagde herved vægt på, at nævnet ikke havde inddraget samtlige relevante saglige hensyn i sin vurdering, idet nævnet ikke i tilstrækkelig grad havde taget hensyn til, at placeringen af havbrugsringene indenfor strandbeskyttelseslinjen kunne være funktionelt begrundet i havbrugets drift. Miljø- og Fødevareklagenævnet påbegyndte herefter fornyet sagsbehandling og gennemførte i den forbindelse supplerende partshøring af havbrugsvirksomheden. Ved sin fornyede afgørelse af 15. juni 2021 stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets afgørelse om lovliggørende dispensation til fortsat vinteropbevaring af havbrugsringe indenfor strandbeskyttelseslinjen. Miljø- og Fødevareklagenævnet anførte enstemmigt, at Kystdirektoratets håndhævelsesadgang ikke var bortfaldet som følge af myndighedspassivitet. Nævnet delte sig herefter i spørgsmålet om, hvorvidt der i den konkrete sag forelå sådanne særlige omstændigheder, at det kunne begrunde en lovliggørende dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Flertallet (4 medlemmer) fandt, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation, og lagde bl.a. vægt på, at havbrugsringene kun skulle opbevares på land i vintermånederne, at den kystnære placering af havbrugsringene havde en naturlig sammenhæng med driften af havbruget ved havet og havnen med henblik på udsætning og optagning, og at ringene ikke i afgørende grad stred mod de kystlandskabelige forhold på stedet. Mindretallet (3 medlemmer) fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, og lagde bl.a. vægt på, at havbrugsringene dækkede et meget stort og kystnært areal, at praksis inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje var meget restriktiv, og at en lovliggørende dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning i lignende sager.

Ingen adgang

Undersøgelsespåbud, jf. jordforureningslovens § 40 – oprensningspåbud, jf. jordforureningslovens § 41 – oprensningspåbud, jf. miljøbeskyttelseslovens § 69 – tidspunkt for forurening, jf. jordforureningslovens § 40, stk. 2 – proportionalitetsprincippet – »på forhånd kan udelukkes« – forældelse

På grundlag af en indledende forureningsundersøgelse gennemført af Region Hovedstaden meddelte Rødovre Kommune den 15. december 2017 en maskin- og metalvarevirksomhed påbud om undersøgelse af forurening med chlorerede opløsningsmidler og nedbrydningsprodukter af chlorerede opløsningsmidler under en bygning, der i perioden 1962-2009 var blevet anvendt af virksomheden i forbindelse med affedtning, hærdning og bemaling af metalvarer. Kommunen anførte i påbuddet, at det var kommunens vurdering, at forureningen efter al sandsynlighed hidrørte fra virksomhedens aktiviteter (sprøjtemaling og affedning af metalgenstande), og at der var grund til at antage, at forureningen med chlorerede opløsningsmidler var fortsat indtil 1996, hvor virksomheden fjernede et trianlæg fra bygningen. Kommunen vurderede endvidere, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at der ville være grundlag for at meddele et oprensningspåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69. Virksomheden påklagede påbuddet til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til tre forhold: (i) kilden til forureningen, (ii) tidspunktet for forureningen og (iii) proportionalitetsprincippet. I forhold til kilden til forureningen fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at den konstaterede forurening med chlorerede opløsningsmidler (TCE og PCE) samt nedbrydningsprodukter heraf under bygningen med overvejende sandsynlighed stammede fra virksomhedens driftsaktiviteter, idet nævnet lagde vægt på vurderingerne i Region Hovedstadens indledende forureningsundersøgelse. I forhold til tidspunktet for forureningen anførte Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der i relation til påbud efter jordforureningslovens § 40 ikke stilles krav om, at den væsentligste del af forureningen skal være sket efter den 1. januar 1992, men blot at udledningen med overvejende sandsynlighed kan være fortsat efter den 1. januar 1992. Nævnet fandt herefter, at forureningen med overvejende sandsynlighed var sket eller fortsat efter den 1. januar 1992, jf. hertil jordforureningslovens § 40, stk. 2. I forhold til proportionalitetsprincippet fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at det ikke ville være uproportionalt at påbyde virksomheden at foretage yderligere undersøgelser efter jordforureningslovens § 40, og lagde navnlig vægt på, at den konstaterede forurening ikke var endeligt afgrænset. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at der kunne meddeles et efterfølgende påbud om oprensning af forureningen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 69, idet den påbudte forureningsundersøgelse ville kunne tilvejebringe dokumentation for, at forureningen skyldtes virksomhedens ansvarspådragende, herunder uforsvarlige, adfærd. Miljø- og Fødevareklagenævnet anførte afslutningsvist, at de almindelige forældelsesregler – som virksomheden havde gjort gældende i sin klage – ikke fandt anvendelse i relation til tilsynsmyndighedernes adgang til at meddele påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, idet der ikke var tale om en fordring i forældelsesreglernes forstand. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede på dette grundlag kommunens påbud.

Ingen adgang

Lokalplan – planlovens § 15 a – støj – støjgener – støjfølsom anvendelse – støjbelastede arealer – virksomhedsstøj – trafikstøj – støjpåvirkning – støjafskærmning – byomdannelsesområde – transformationsområde – blandede byfunktioner

Vallensbæk Kommune vedtog den 9. oktober 2019 en lokalplan for et område, hvorved lokalplansområdet blev udlagt som byomdannelsesområde med henblik på opførelse af boliger. Lokalplansområdet var et industriområde, som lå ca. 15 m ved siden af Køge Bugt Motorvejen, hvorfor lokalplansområdet var belastet af trafikstøj. I området fandtes også flere erhvervsvirksomheder, hvoraf flere dog var under afvikling. Lokalplanen blev af en gruppe borgere uden for lokalplansområdet påklaget til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til en vurdering af, hvorvidt lokalplanen var i overensstemmelse med planlovens § 15 a. Planklagenævnet anførte indledningsvist (med henvisning til Miljøstyrelsens vejledning om ekstern støj i byomdannelsesområder), at reglen om byomdannelsesområder i planlovens § 15 a, stk. 2, ikke fandt anvendelse i den konkrete situation, idet bestemmelsen – efter dens ordlyd – alene omfatter områder, der er fastlagt som byomdannelsesområder, jf. planlovens § 11 b, stk. 1, nr. 5, dvs. områder, der er belastet af støj fra miljøbelastende erhvervsformål, havneformål eller lignende aktiviteter. Ved gener fra trafikstøj gælder planlovens almindelige regler. Planklagenævnet vurderede herefter, hvorvidt planlovens § 15 a, stk. 3, om transformationsområder kunne finde anvendelse i sagen, idet kommunen havde henvist hertil i sine bemærkninger til klagen. Lokalplansområdet var imidlertid ikke optaget i kommuneplanen som et transformationsområde, hvorfor § 15 a, stk. 3, allerede af den grund ikke var relevant. Slutteligt vurderede Planklagenævnet, om der var tale om et eksisterende boligområde eller et område for blandede byfunktioner, hvilket havde sammenhæng med muligheden for at stille krav om isolering mod støj af ny boligbebyggelse efter planloven § 15, stk. 2, nr. 26. Bestemmelsen forudsætter dog, at der er tale om enten et eksisterende boligområde eller et område for blandede byfunktioner, hvilket Planklagenævnet afkræftede. Lokalplansområdet var dermed hverken omfattet af planlovens § 15 a, stk. 2 eller 3. Planklagenævnet ophævede derfor lokalplanen.