Søgeresultater

Viser 1 - 10 af 26 resultater for :

Kendelser om Fast Ejendom x
  • "Miljøretlige domme (utrykte)" x
  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

Vandplaner – Præjudiciel forelæggelse – Retlig interesse – Vandrammedirektivet

Ingen adgang

Servitutter – Frihedshævd – Planlovens § 43 – Procesfællesskab – Rette sagsøgte

Ingen adgang

Ikke grundlag for at underkende Kystdirektoratets lovliggørelsespåbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, om at fjerne overdækket solgård, hvor Højesteret i UfR 2010.2205 H havde stadfæstet afslag på dispensation, og landsretten i MAD 2013.181 V havde afvist at genoptage sagen.

Sagen var en udløber af en sag, der går tilbage til 2003, hvor det daværende Nordjyllands Amt meddelte afslag på en lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til en af E opført overdækket solgård. Afgørelsen blev stadfæstet af det daværende Naturklagenævn og tiltrådt af Højesteret i UfR 2010.2205 H. Med henvisning til, at der var fejl i fastlæggelse af strandbeskyttelseslinjen det pågældende sted, anmodede E herefter Natur- og Miljøklagenævnet om at genoptage sagen, hvilken nævnet afslog. Afslaget på genoptagelse blev tiltrådt af landsretten i MAD 2013.181 V, hvorefter Kystdirektoratet i juli 2015 meddelte påbud om at fjerne den overdækkede solgård med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5. E anlagde herefter sag med påstand om, at påbuddet var ugyldigt. Under sagen blev udmeldt syn og skøn vedrørende fastlæggelsen af strandbeskyttelseslinjen, på hvilket grundlag E gjorde gældende, at der var usikkerhed om den præcise fastlæggelse af strandbeskyttelseslinjen, og at der dermed var tvivl om det faktiske grundlag for fysisk lovliggørelse af en del af solgården, så påbuddet var ugyldigt. Kystdirektoratet påstod frifindelse og henviste til, at påbuddet om fysisk lovliggørelse kun angik den del af solgården, der med sikkerhed overskred strandbeskyttelseslinjen. Byretten afviste, at der var grundlag for at anfægte den implicitte fastlæggelse af strandbeskyttelseslinjens beliggenhed, som var indeholdt i påbuddet, hvorfor Kystdirektoratet blev frifundet. E ankede til landsretten, hvor E fremlagde nye matematiske beregninger, der viste, at solgården lå uden for strandbeskyttelseslinjen. Landsretten lagde til grund, at det fremgik af det gennemførte skøn, at det kunne udelukkes, at hele solgården lå uden for den i 2002 gældende strandbeskyttelseslinje, men at det ikke med fuld sikkerhed kunne udelukkes, at hele solgården lå uden for den strandbeskyttelseslinje, som var gældende den 27. marts 2003, men at det ikke var sandsynligt, at taget i det hele har ligget uden for strandbeskyttelseslinjen i 2003, da det lå inden for linjen i både 2002 og 2004, og at den af Naturstyrelsen påbudte lovliggørelse udgør alene et areal på 18 m2. Under hensyn til det forudgående forløb fandt landsretten herefter ikke grundlag for at underkende Kystdirektoratets påbud om lovliggørelse og stadfæstede byrettens dom.

Ingen adgang

Partshøring – Byggetilladelse – Saglige hensyn – Indbliksgener

Ingen adgang

Offentlighedens adgang – Nedlæggelse af sti

Ingen adgang

Miljøgodkendelse – Oplag af slam – Overtrædelse af vilkår – Straf

Ingen adgang

Skelforretning – Sagsomkostninger – Ejendomshævd

Ingen adgang

Lokalplan – Landsplandirektiv – OSD-områder – Asfaltfabrikker

Ingen adgang

Lovliggørelse – Strandbeskyttelseslinjen – Berettigede forventninger – Tidsbegrænsede dispensationer