Søgeresultater

Viser 1 - 10 af 41 resultater for :

Kendelser om Fast Ejendom x
  • "EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol" x
  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

KFE 2020.442 (Domstolens dom af 23. april 2020, 1. Afd. i sag C-217/19, Kommissionen mod Finland)

Fuglebeskyttelsesdirektivets art. 9 – Jagt i yngletiden

Edderfuglejagt i yngletiden på Ålandsøerne var i strid med fuglebeskyttelsesdirektivets art. 7 og 9, da der ikke var garanti for, at arten blev opretholdt på et »tilfredsstillende niveau«, ligesom jagten ikke angik »mindre mængder« set i forhold til bestanden på Åland.

Denne sag angik medlemsstaternes begrænsede mulighed for at tillade jagt på edderfugle, der er oplistet på fuglebeskyttelsesdirektivets (2009/147) bilag II, i yngletiden, herunder fortolkning af begreberne »fornuftig anvendelse« og »mindre mængder« i direktivets art. 9(1)(c). På Åland, der er en selvstyrende region i Finland, er der fra gammel tid blevet drevet jagt på hanedderfugle om foråret. Efter fuglebeskyttelsesdirektivets art. 7 kan medlemsstaterne tillade jagt på de i bilag II anførte arter under hensyn til bestandens størrelse, geografiske udbredelse og formeringsevne, men efter art. 7(2) er betingelsen bl.a., at der ikke jages i yngletiden. Fra hovedreglen er der en undtagelse i direktivets art. 9. Efter art. 9(1)(c) kan medlemsstaterne undtagelsesvis fravige forbuddet mod jagt i arternes yngletid, »såfremt der ikke findes nogen anden tilfredsstillende løsning [...] for på strengt kontrollerede betingelser at tillade selektiv indfangning, besiddelse eller enhver anden fornuftig anvendelse af bestemte fuglearter i mindre mængder«. Ved Domstolens dom i sag C-344/03 blev Finland dømt for i årene 1998-2001 på Åland at have tilladt forårsjagt på bl.a. hanedderfugle i strid med det dagældende fuglebeskyttelsesdirektiv, da jagten på edderfuglene overstreg 1 % af den samlede årlige dødelighed og derfor ikke angik »mindre mængder«. Ålands myndigheder ophørte herefter med at udstede jagttilladelser frem til 2011, hvor myndighederne på ny begyndte at udstede tilladelser til forårsjagt på edderfugle i 2011-2019. Dette førte til et traktatbrudssøgsmål mod Finland. Kommissionen gjorde gældende, at Finland ikke havde godtgjort, at tilladelserne til jagt i yngletiden udgjorde en »fornuftig anvendelse« efter art. 9(1)(c), da der ikke var garanti for, at edderfuglebestanden blev opretholdt på et tilfredsstillende niveau, og da forårsjagten ikke var nødvendig for kontrollen med rovdyr. For det andet gjorde Kommissionen gældende, at jagten ikke kun vedrørte »mindre mængder« som omhandlet i art. 9(1)(c), idet »mindre mængder« skulle ses i forhold til bestanden på Åland og ikke i hele Østersø-/Vadehavsområdet. Domstolen udtalte for så vidt angik betingelsen om »fornuftig anvendelse«, at denne betingelse kun er opfyldt, når der er garanti for, at edderfuglebestanden blev opretholdt på et »tilfredsstillende niveau«. Vurderingen af, om dette er tilfældet, skal hvile på solid videnskabelig viden. De oplysninger, som Finland havde lagt til grund for vurdering af bestandens udbredelse, var utilstrækkelige, da de dels var forældede, dels blev modsagt af andre undersøgelser om bestandens udbredelse i Østersøen/Vadehavet. Det ændrede ikke herved, at Finland havde gennemført forvaltningsplaner for edderfuglene. For så vidt angik betingelsen om »mindre mængder« udtalte Domstolen med henvisning til sag C-557/15 , at dette må afgrænses »i størrelsesordenen 1 % for de arter, der må jages, idet der ved »den berørte bestand«, for så vidt angår trækfuglearter, forstås bestanden i de regioner, hvorfra de fleste trækfugle, der passerer den region, hvor denne undtagelse gælder under dennes anvendelsesperiode, kommer«. Da jagten på edderfuglene skete i artens yngletid, kunne arten på dette tidspunkt ikke anses for en trækfugleart, men skulle sidestilles med strandfuglearter. Betingelsen om »mindre mængder« skulle derfor alene ses i forhold til bestanden på Åland og ikke den samlede trækkende bestand i Østersøen/Vadehavet, hvorfor heller ikke denne betingelse i art. 9(1)(c) var overholdt. Finland havde dermed overtrådt fuglebeskyttelsesdirektivets art. 7(4) og art. 9(1)(c) ved at udstede tilladelser til forårsjagt på edderfugle i Åland i 2011-2019.

Fodnoter

1

. Habitatdirektivets art. 16 indeholder en tilsvarende undtagelse for bl.a. jagt på bilag IV arter. Om bestemmelsen, se f.eks. sag C-674/17 Luonnonsuojeluyhdistys Tapiola ( KFE 2019.517 EUD ) om jagt på ulve i Finland.

2

. Dommen er på linje med Domstolens hidtidige restriktive praksis vedr. forbuddet mod jagt på beskyttede fuglearter i yngletiden, jf. sag C-344/03 , sag C-60/05, sag C-76/08 og sag C-161/19 .

Ingen adgang

KFE 2020.454 (Domstolens dom af 14. maj 2020, 6. Afd. i sag C-189/19, Spenner)

Klima – Drivhusgasser – CO2-kvoter – Tildelingskriterier – Gratis kvoter

Kommissionens afgørelse 2011/278 om midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter vedrørende væsentlige kapacitetsudvidelse eller -indskrænkning mellem den 1. januar 2005 og den 30. juni 2011 finder ikke anvendelse på væsentlige kapacitetsudvidelser på anlæg etableret før det af virksomheden valgte basisår. Reglerne forpligter ikke den kompetente nationale myndighed til selv at fastlægge den relevante basisperiode med henblik på at vurdere de historiske aktivitetsniveauer for et anlæg.

Sagen drejede sig om kriterierne for tildeling af gratis kvoter efter direktiv 2003/87 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner ( kvotedirektivet ). Med kvotedirektivet blev der indført et loft for udledning af drivhusgasser fra energitunge virksomheder og andre virksomheder med betydelig udledning af drivhusgasser anført i direktivets bilag I. Loftet er bindende og overskridelse eller forsinket indberetning er i kvotedirektivets art. 16 belagt med en mindstestraf på 100 euro pr. ton CO2, men virksomheden kan opfylde loftet ved at købe kvoter, hvilket bl.a. kan ske fra andre bilag I virksomheder. I de to første kvoteperioder 2005-2007 og 2008-2012 blev tildelt gratis emissionskvoter på 95 %, henholdsvis 90 % af det beregnede behov ud fra tidligere udledning. I den tredje kvoteperiode 2013-2020 skal en stadigt større del af kvoterne anskaffes ved auktion, mens tildeling af gratis kvoter sker på grundlag af Kommissionens afgørelse 2011/278 om harmoniserede regler og benchmarks for tildeling af gratiskvoter. Det tyske selskab Spenner driver virksomhed med fremstilling af cementovne. Virksomheden er en kvotevirksomhed omfattet af kvotedirektivet (2003/87). Efter Kommissionens afgørelse 2011/278 regler skal virksomheden vælge, hvilket basisår der skal danne grundlag for beregningen. I februar 2014 fastlagde de tyske myndigheder mængden af gratis emissionskvoter for perioden 2013-2020 for Spenners virksomhed, som havde valgt år 2009 og 2010 som basisperiode. Spenner indbragte afgørelsen for en tysk forvaltningsdomstole for at opnå yderligere gratis emissionskvoter. Til støtte herfor gjorde Spenner bl.a. gældende, at de tyske myndigheder ved beregning af mængden af emissionskvoter ikke i tilstrækkelig grad havde taget hensyn til en betydelig kapacitetsudvidelse før basisåret, og at de tyske myndigheder skulle have ændret basisåret. Dette førte til, at der blev rejst præjudicielle spørgsmål om fortolkning af kvotedirektivet og de af Kommissionen fastsatte regler for gratis tildeling af emissionskvoter. Domstolen lagde til grund, at reglerne om beregning af tildeling af gratis emissionskvoter tilsigter at tage hensyn til kapaciteten, det historiske aktivitetsniveau og væsentlige forøgelser eller reduktioner i aktiviteten, hvor det historiske aktivitetsniveau fastsættes på grundlag af et basisår inden for perioden 2005-2011. Som følge heraf kan der ikke tages hensyn til væsentlige udvidelser inden basisåret. Den omstændighed, at den af Spenner valgte basisperiode førte til en lavere tildeling, er ikke et forhold, som nationale myndigheder skal påse.

Fodnoter

1

. Se tillige sag C-682/17 Exxon ( KFE 2019.409 EUD ), der tilsvarende drejede sig om de harmoniserede standarder for tildeling af gratis emissionskvoter.

Ingen adgang

KFE 2020.464 (EU-Domstolens dom af 14. maj 2020, 2. Afd. i sag C-15/19, Azienda Municipale Ambiente)

Forureneren betaler-princippet – Affaldsdeponeringsanlæg – Efterbehandlingsomkostninger – Affaldsproducenten – Tilbagevirkende kraft

Pligten til, at affaldsproducenten bærer omkostningerne ved efterbehandling af affaldsdeponeringsanlæg efter affaldsdeponeringsdirektivet, gælder uanset tidspunktet for affaldets deponering og uden begrænsning af de finansielle virkninger for affaldsproducenterne.

Denne sag drejede sig om bestemmelserne om nedlukning og betaling for affaldsdeponering i affaldsdeponeringsdirektivet (1999/31). I udkanten af Rom ligger en af de største lossepladser i Europa – affaldsdeponeringsanlægget Malagrotta. Anlægget er ejet af det kommunalt ejede selskab AMA, der har koncession på indsamling, transport og bortskaffelse af byaffald fra Rom. AMA indgik i 1996 en aftale med et privat selskab om bortskaffelse af affald, hvorefter det private selskab Co.La.Ri. (CLR) skulle være operatør af Malagrotta-anlægget indtil de 31. december 2005. Aftalen blev indgået på vilkår om en efterbehandlingsperiode på 10 år efter nedlukning af anlægget. Efter affaldsdeponeringsdirektivets (1999/31) ikrafttrædelse blev efterbehandlingsperioden ved nedlukning af Malagrotta-anlægget forlænget til mindst 30 år i overensstemmelse med direktivets art. 10. AMA blev ved en voldgiftskendelse fra 2012 pålagt at betale over 76 mio. EUR til CLR for de forøgede omkostninger, som CLR som operatør skulle afholde til at sikre en efterbehandling i mindst 30 år ved nedlukning af anlægget. AMA anfægtede voldgiftskendelsens gyldighed ved de italienske domstole, idet AMA bl.a. gjorde gældende, at affaldsdeponeringsdirektivet kun omfatter affald, der blev deponeret efter direktivets implementeringsfrist, og at direktivet kræver, at de finansielle virkninger for affaldsproducenterne som følge af efterbehandlingsperioden blev forlænget med direktivet, skal begrænses af hensyn til affaldsproducenterne. Dette førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, der indledningsvis fastslog, at affaldsdeponeringsdirektivet omfatter alle bestående deponeringsanlæg, der fortsat var i drift på tidspunktet for direktivets implementeringsfrist (16. juli 2001). For bestående anlæg fastsætter art. 14 en midlertidig undtagelsesordning for at bringe disse deponeringsanlæg i overensstemmelse med de nye miljøkrav, hvilket dog ikke indebærer, at bestående deponeringsanlæg er udelukket fra anvendelsesområdet fra andre bestemmelser i direktivet (præmis 36-40). Bestående anlæg som Malagrotta-anlægget skal derfor bl.a. leve op til direktivets art. 13, hvorefter operatøren er forpligtet til at sikre vedligeholdelse, overvågning og kontrol i efterbehandlingsfasen, når anlægget er nedlukket. Efter art. 10 skal medlemsstaterne sikre, at de anslåede omkostninger ved deponeringsanlæggets nedlukning samt efterbehandling i en periode på mindst 30 år er dækket af den betaling, som operatøren opkræver i form af affaldsgebyrer mv. for deponering, og reglerne sondrer ikke mellem, om affaldet er modtaget eller deponeret før eller efter udløbet af direktivets implementeringsfrist. Pligten til efterbehandling i en periode på mindst 30 år finder derfor anvendelse uafhængigt af datoen for deponeringen af affaldet og omfatter hele deponeringsanlægget (præmis 47-49). Hvad dernæst angik finansieringen af forlængelsen af efterbehandlingsperioden til mindst 30 år ved affaldsdeponeringsdirektivet, fandt EU-Domstolen, at det følger af forureneren betaler-princippet, at alle udgifter til driften af deponeringsanlæg skal afholdes af affaldsproducenterne (præmis 51). I mangel af harmoniserende regler tilkommer det de enkelte medlemsstater at fastlægge den præcise metode vedr. finansieringen, så længe reglerne sikrer, at alle udgifter bæres af affaldsproducenterne og ikke operatøren af anlægget (præmis 52-53). Art. 10 pålægger derfor ikke medlemsstaterne at begrænse de finansielle virkninger for affaldsproducenterne, som følger af en forlængelse af efterbehandlingsperioden for deponeringsanlægget (præmis 55). Dette fandtes hverken at være i strid med retssikkerhedsprincippet eller forbuddet mod loves tilbagevirkende kraft.

Ingen adgang

KFE 2020.473 (Domstolens dom af 28. maj 2020, 1. afd. i sag C-535/18 Land Nordrhein-Westfalen)

Vandrammedirektivet – VVM-direktivet – Tidspunkt for miljøundersøgelser - Søgsmålskompetence – Århus-konventionen

Undersøgelse af motorvejsprojekts afledning af overfladevand til grundvand og vandområder omfattet af vandrammedirektivet skal indgå i miljøvurdering og offentlig høring efter VVM-direktivets art. 6. Det er i modstrid med disse regler, at undersøgelsen af vandpåvirkning først gennemføres efter den offentlige høring. Når lodsejere indvinder grundvand, der er berørt af afledning af overfladevand fra motorvejen, er lodsejerne berørt direkte på en måde, der giver lodsejerne ret til prøvelse efter VVM-direktivets art. 11, jf. TEUF art. 288 og TEU art. 19.

I september 2016 gav myndighederne i Nordrhein-Westfalen tilladelse til at anlægge en motorvejsstrækning på 3,7 km, hvilket bl.a. omfattede tilladelse til udledning af regnvand til tre overfladevandområder og grundvand på nærmere vilkår. Forud for tilladelsen blev der udarbejdet en miljøvurdering, der var i offentlig høring ca. 6 år tidligere fra den 30. august til 29. september 2010, men miljøvurderingen omfattede ikke en belysning af afvandingens påvirkning af overfladevand og grundvand, og disse oplysninger kom først frem, efter at en række lodsejere havde anlagt retssag og anfægtet tilladelsen af 27. september 2016. Dette gav anledning til en præjudiciel forelæggelse fra den tyske domstol om fortolkning af VVM-direktivets art. 6 og 11 og vandrammedirektivets art. 4 samt Århus-konventionens art. 6 og 9 og om mulighed for at afvise sagsanlæg, hvis processuelle fejl ikke har haft betydning for tilladelsen. Domstolen udtalte, at det ikke er i modstrid med VVM-direktivets art. 11 at afvise sagsanlæg vedrørende processuelle fejl, der ikke har haft betydning for afgørelsens indhold. Dette gælder dog ikke, hvis den processuelle fejl har frataget den berørte borger ret til at deltage som fastlagt i VVM-direktivets art. 6, hvilket forudsætter, at den offentlige høring indeholder alle de oplysninger, som kræves efter VVM-direktivets art. 6 (præmis 62 og 63). Såfremt oplysninger om projektets påvirkning af vandområder ikke stilles til rådighed for offentligheden under den offentlige høring, er den berørte offentlighed ikke i stand til at deltage på en meningsfuld måde i beslutningsprocessen (præmis 62). Det er endvidere i modstrid med vandrammedirektivets art. 4, hvis undersøgelsen af et projekts påvirkning af vandområder først sker, efter at der er meddelt tilladelse (præmis 76), ligesom det er i modstrid med VVM-direktivets art. 6, hvis oplysninger om projektets påvirkning af vandkvalitet af grundvand og overfladevand ikke stilles til rådighed for offentligheden under den offentlige høring forud for tilladelsen. Domstolen fastslog herefter, at forbuddet mod forringelse af vandmiljøet i vandrammedirektivets art. 4(1) ved tilladelse til projekter også omfatter grundvand, og at dette forbud kun kan fraviges under de i Vandrammedirektivets art. 4(7) anførte betingelser, jf. C-461/13. Domstolen fastslog endvidere, at hvis lodsejerne lovligt anvender grundvand, der påvirkes af afledning af overfladevand fra vejen, er lodsejerne berørt direkte på en måde, der giver dem ret til prøvelse efter VVM-direktivets art. 11. Lodsejerne skal som følge heraf have adgang til ved de nationale domstole at få prøvet, om myndighederne har tilsidesat forpligtelsen til at forebygge forringelsen af vandområder og forpligtelsen til at forbedre vandets tilstand.

Fodnoter

1

. Dommen i sag C-535/18 understreger, at Århus-konventionen ikke »kun« har betydning for miljøorganisationer, men også kan påberåbes af de enkelte borgere, når disse er direkte berørt af projekter omfattet af VVM-direktivet. Se på linje hermed dommen i sag C-197/18 (KFE 2019.505 EUD), der vedrørte en lignende prøvelsesadgang efter nitratdirektivet.

Ingen adgang

KFE 2020.494 (Domstolens dom af 28. maj 2020, 5. afd., sag C-654/18, Interseroh)

Affaldsoverførsel – Blandet papiraffald – Nyttiggørelse

Overførsel af blandet papiraffald indsamlet i Tyskland til nyttiggørelse på anlæg i Holland var ikke omfattet af den generelle fritagelse for anmeldelse og samtykke i forordning 1013/2006 om overførsel af affald, når det blandede papiraffald kunne henføres til flere af de opregnede papiraffaldsfraktioner i B3020, men overførslen kan fritages for anmeldelse, hvis myndigheden ikke er i tvivl, om nyttiggørelse kan ske miljømæssigt forsvarligt.

Virksomheden V’s overførsel af papiraffald indsamlet i Tyskland til nyttiggørelse på anlæg i Holland var af de hollandske myndigheder klassificeret som grønt affald, der kunne overføres uden forudgående anmeldelse og samtykke efter forordning nr. 1013/2006 om overførsel af affald . Derimod havde de tyske myndigheder klassificeret papiraffaldet som anmeldelsespligtigt, fordi papiraffaldet indeholdt op til 10 % interfererende stoffer (som består af væskekartoner (op til 4 %), plastartikler (op til 3 %), metaller (op til 0,5 %) og andre fremmede materialer (op til 3,5 %) såsom glas, sten, tekstiler eller gummi). V anlagde sag mod de tyske myndigheder. Dette førte til en præjudiciel forelæggelse for Domstolen om fortolkning af bilag IX til Baselkonventionen, der udgør en del af forordning nr. 1013/2006 om overførsel af affald, og som i indgang B3020 undtager følgende affaldsfraktioner af skrot, papir og pap fra anmeldelsespligt som grønt affald, når de ikke er blandet med farligt affald: (*) ubleget papir eller pap samt af bølgepapir eller bølgepap; (*) andet papir eller pap, hovedsagelig fremstillet af bleget kemisk masse, ikke gennemfarvet; (*) papir eller pap, hovedsagelig fremstillet af mekanisk masse (f.eks. aviser, blade og lignende tryksager); (*) andre produkter, bl.a. lamineret pap og usorteret skrot. Domstolen lagde til grund, at indgang B3020 skal fortolkes »således, at det affald, der er opregnet i de fire led i denne indgang, hver især svarer til én type af affald, og at blandinger, der består af affald fra disse forskellige typer, ikke henhører under den nævnte indgang« (præmis 49). Undtagelsen omfatter derfor ikke »blandet affald bestående af affald, som enkeltvis ville henhøre under disse forskellige led. Sådanne blandinger kan derfor ikke klassificeres på den grønne liste over affald i bilag III til forordning nr. 1013/2006« (præmis 54). Spørgsmålet var, om det pågældende papiraffald alligevel var undtaget fra forudgående anmeldelse efter forordningen art. 3(2)(b), der omfatter: »blandet affald, der ikke henhører under en enkelt indgang i bilag III, bestående af to eller flere affaldstyper, der er anført i bilag III, forudsat at dette blandede affalds sammensætning ikke vil indvirke negativt på en miljømæssigt forsvarlig nyttiggørelse, og forudsat, at sådant blandet affald er anført i bilag III A i overensstemmelse med artikel 58«. Domstolen lagde til grund, at reglen efterlader medlemsstaterne et skøn (præmis 68), men hvis den nationale myndighed er i tvivl, om det omhandlede blandede affald kan nyttiggøres miljømæssig forsvarlig, skal myndigheden gennemføre den generelle procedure for forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke (præmis 74).

Ingen adgang

KFE 2020.505 (Domstolens dom af 11. juni 2020, 2. afd., sag C-88/19, Alianța pentru combaterea abuzurilor)

Bilag IV arter – Ulve – Tætbefolkede områder - Habitatdirektivets art. 12

Forbuddet mod forsætning indfang af bilag IV-arter i habitatdirektivets art. 12 gælder også for en ulv, der har forladt sit naturlige levested og befinder sig i tæt befolkede områder, hvorfor forsætlig indfangning af ulv i befolkede områder kun kan ske, når betingelserne i art. 16 er opfyldt.

Baggrunden for denne sag var en ulv, der i flere dage havde opholdt sig i et tæt befolket område i Rumænien og havde fremkaldt frygt i den lokale befolkning. En lokal dyrevelfærdsorganisation og en dyrlæge bedøvede ulven og forsøgte at transportere den til et bjørnereservat, men ulven undslap under transporten. En anden dyrevelfærdsorganisation indgav efterfølgende politianmeldelse mod de involverede personer for bl.a. ikke at have indhentet tilladelse til indfangningen eller transporten af ulven. Dette førte til en præjudiciel forelæggelse for Domstolen, hvor den rumænske domstol spurgte, om beskyttelsen af bilag IV-arter efter art 12 i habitatdirektivet (92/43) også omfatter dyr, der har forladt deres naturlige levested og befinder sig i et befolket område. Mere specifikt drejede sagen sig om, at habitatdirektivets art. 12(1)(a) indeholder et forbud mod forsætlig indfangning af bilag IV arter, som bl.a. omfatter ulve. Domstolen fandt, at bilag IV-arternes »naturlige udbredelsesområde« ikke er afgrænset til det geografiske område, som har de fysiske eller biologiske elementer, der er væsentlige for, at den enkelte art kan leve heri. Det naturlige udbredelsesområde kan derfor også omfatte menneskeskabte bebyggelser eller infrastrukturer. Denne fortolkning blev bl.a. understøttet af formålet med habitatdirektivets artsbeskyttelse, hvorefter arterne ikke kun skal beskyttes på snævert definerede steder, ligesom undtagelserne i habitatdirektivets art. 16 udtrykkeligt henviser til konflikter, som vil kunne opstå, hvis en enhed af en beskyttet art kommer i kontakt med mennesker eller deres ejendom.

Fodnoter

1

. Dommen i den rumænske sag betyder, at forbuddet mod forsætlig indfangning af ulve i habitatdirektivets art. 12(1)(a), også gælder de tilfælde, hvor ulven er i et tæt befolket område, hvor myndighederne derfor må anvende fremgangsmåden efter undtagelsen i habitatdirektivets art. 16. Dommen betyder derfor ikke, at det er forbudt at indfange ulve i tætbefolkede områder, men betyder alene, at dette ikke kan ske efter art. 12. Se tillige dommen i sag 674/17 ( KFE 2019.517 ), hvor betingelserne i art 16 for jagt på ulve blev præciseret. Når ulven alene indfanget og bringes tilbage til sit naturlige levested, vil det naturligvis være nemmere at opfylde betingelserne. Dommen iden rumænske sag understreger, at den i habitatdirektivets art. 12 krævede beskyttelse af bilag IV arter fortolkes udvidende, jf. ligeledes dommen i sag C.477/99 ( KFE 2020.521 EUD ) om den europæiske hamsters levesteder, hvor det blev fastslået, at beskyttelsen af rasteområder for den europæiske hamster og gælder, når resteområdet ikke benyttes af europæiske hamster, hvis det er sandsynligt, at den vender tilbage.

Ingen adgang

KFE 2020.514 (Domstolens dom af 25. juni 2020, Store Afdeling, sag C-24/19, A m.fl.)

Vindmøllebekendtgørelse – Vindmøllecirkulære – SMV - VVM – Direkte effekt

Da Flanderns vindmøllebekendtgørelse og ‑cirkulære var vedtaget uden forudgående SMV-procedure, skulle VVM-tilladelse til vindmølleparken ophæves, medmindre der undtagelsesvis var grundlag for midlertidigt at opretholde byggetilladelsen af hensyn til forsyningssikkerhed med elektricitet. Derimod kunne hensyn til klima og miljø ikke begrunde en midlertidig opretholdelse af tilladelsen.

Baggrunden for sag C-24/19 var, at en regional myndighed i Flandern den 30. november 2016 havde meddelt byggetilladelse til en vindmøllepark i Østflandern med vilkår om, at bestemte krav i Flanderns vindmøllebekendtgørelse og i vindmøllecirkulære blev overholdt. En række naboer anlagde herefter sag ved en flamsk forvaltningsstol med påstand om annullation af tilladelsen og gjorde bl.a. gældende, at vindmøllebekendtgørelsen og vindmøllecirkulæret var ugyldige, da bekendtgørelsen og cirkulæret var vedtaget uden at følge SMV-direktivets regler om forudgående miljøvurdering og høring og henviste til dommen i sag C-290/15 . Dette førte til en præjudiciel forelæggelse for Domstolen, der blev anmodet om at genoverveje Domstolens udvidende fortolkning af SMV-direktivet i tidligere domme som sag C-671/16 , sag C-305/18, sag C-43/18 og sag C-290/15. Spørgsmålene til Domstolen drejede sig således for det første om, hvorvidt indholdet af den flamske vindmøllebekendtgørelse og -cirkulære betød, at vedtagelsen af disse retsakter er omfattet af SMV-direktivet. For det andet var spørgsmålet, om det havde betydning, at vindmøllecirkulæret var retningslinjer, som forvaltningen havde vedtaget for at begrænse sit eget skøn, men som ikke er bindende for borgerne og kan ændres af forvaltningen, dvs. om den anden betingelse i SMV-direktivets art. 2(a) om, at retsakten »kræves ifølge love og administrative bestemmelser«, var opfyldt for cirkulæret og bekendtgørelsen. Hvis dette blev besvaret bekræftende, var spørgsmålet for det tredje, om den flamske domstol i givet fald midlertidigt kunne opretholde de to retsakter, så det ikke var nødvendigt at annullere den i sagen omtvistede tilladelse, og hvilke betingelser der efter EU-retten stilles for en sådan midlertidig opretholdelse af en retsakt vedtaget i modstrid med SMV-direktivet. Domstolen tog udgangspunkt i, at det i tidligere domme var fastslået, at når en myndighed eller lovgiver har beføjelse til at vedtage en retsakt, der opfylder den første betingelse i art 2(a) og den saglige afgrænsning i art. 3, er retsakten omfattet af SMV-direktivet. Domstolen afviste, at der i SMV-direktivets tilblivelseshistorie var grundlag for at antage, at EU-lovgiver ønskede at begrænse SMV-direktivets anvendelse til retsakter, hvis vedtagelse er obligatorisk, da en sådan begrænsning vil stride mod direktivets formål og åbne for omgåelse. Domstolen lagde til grund, at bekendtgørelsen og cirkulæret er omfattet af art. 3(2)(a), da vindmølleparker er omfattet af VVM-direktivets bilag II(3)(i), og de to retsakter fastsætter rammer for fremtidige tilladelser til vindmølleparker. Selv om bekendtgørelsen og cirkulæret ikke er udtømmende, fastlægger de en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder for tilladelse i Flandern til vindmølleparker, der kan have væsentlige indvirkninger på miljøet, da »en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder« skal forstås kvalitativt og ikke kvantitativt, jf. sag C-671/16. Spørgsmålet var herefter, om den flamske forvaltningsdomstol havde mulighed for midlertidigt at opretholde retsvirkningerne af vindmøllebekendtgørelsen og -cirkulæret og den meddelte byggetilladelse, når der ikke var gennemført påkrævet SMV-procedure. Domstolen bekræftede tidligere praksis i bl.a. sag C-379/15 og fastslog, at hensynet til fremme af vedvarende energi ikke kan begrunde midlertidig opretholdelse af tilladelsen. Derimod kan forsyningssikkerhed i særlige tilfælde begrunde, at tilladelsen midlertidigt opretholdes, men kun hvis tilladelsen er blevet udnyttet. Domstolen konkluderede herefter, at der skulle være gennemført en miljøvurdering af den bekendtgørelse og det cirkulære, som udgør en del af hjemlen for tilladelse til en vindmøllepark. Hvis tilladelsen anfægtes ved en national ret, kan denne kun opretholde virkningerne af disse retsakter, hvis ophævelsen af denne tilladelse kan have betydelige følgevirkninger for forsyningssikkerheden med elektricitet i hele den pågældende medlemsstat og alene i den tidsperiode, som kræves for at afhjælpe denne ulovlighed. Domstolen præciserede, at det ikke skader gennemførelsen af medlemsstaternes forpligtelse efter direktivet (2009/28) om fremme af vedvarende energi (VE-direktivet), at en tilladelse til vindmøller bliver ophævet. Det forhold, at de konkrete vindmøller bidrog til Belgiens gennemførelse af VE-direktivet, kunne derfor ikke begrunde en midlertidig opretholdelse af tilladelsen til vindmøllerne.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareministeriet anførte efter dommen i sag C-290/15 om Valoniens vindmøllebekendtgørelse i notat til Folketinget fra februar 2018 (https://www.ft.dk/samling/20171/almdel/EUU/bilag/423/1860620/index.htm), at »kræves ifølge love og administrative bestemmelser« skal fortolkes på den måde, at SMV-direktivet ikke gælder for generelle retsakter som, der ikke er pligt til at udstede. Denne udlægning er definitivt underkendt med dommen i sag C-24/19.

2

. Dommen i sag C-24/19 gør mere udførligt op med de forskellige begrundelser, som Miljøministeriet har anført for at undgå, at VVM-tilladelser til vindmølleparker blev ophævet som ugyldige, som nærmere belyst i Pagh: Juristen, 2020, s. 206. Det kan på den baggrund undre, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i formandsafgørelse af 9. november 2020 om vindmøllepark i Ringkøbing-Skjern Kommune fuldstændigt forbigår den seneste dom i sag C-24/19, og at nævnet erklærer sig tilfreds med, at der er sket en miljøvurdering af kommuneplantillæg og lokalplan og så bemærker, at der ikke er sket ændringer i den nye vindmøllebekendtgørelse fra 2019, som er vedtaget efter SMV-procedure. En ophævelse af VVM-tilladelsens gyldighed vil således ikke betyde, at vindmølleparken skulle nedrives, da der vil være mulighed for retlig lovliggørelse i form af en ny VVM-procedure på grundlag af den nye vindmøllebekendtgørelse, jf. bl.a. de forenede sager C-196-197/16. Men det må naturligvis medgives, at en ophævelse af VVM-tilladelsen vil være en klar underkendelse af den juridiske argumentation, som klagenævnet overbeviste Vestre Landsret om i MAD 2019.244 VLK, og en sådan underkendelse vil være utænkelig i en formandsafgørelse. Men kønt ser det ikke ud!

Ingen adgang

KFE 2020.521 (Domstolens dom af 2. juli 2020, 7. afd. C-477/19, Magistrat der Stadt Wien)

Bilag IV-arter – Rasteområder – Habitatdirektivets art. 12

Beskyttelsen af bilag IV-arters »rasteområder« omfatter også et rasteområde, som ikke længere benyttes af en art, hvis der er tilstrækkelig stor sandsynlighed for, at arten vender tilbage til det pågældende rasteområde.

Baggrunden for sagen var, at myndighederne i Wien havde pålagt en medarbejder hos en entreprenør en administrativ bøde for at have udført bygge- og anlægsarbejder i et rasteområde for den europæiske hamster, der er oplistet på habitatdirektivets (92/43) bilag IV. Efter direktivets art. 12(1)(d) må bilag IV-arters yngle- eller rasteområder ikke beskadiges eller ødelægges. Medarbejderen anfægtede bøden med henvisning til, at den europæiske hamster ikke længere anvendte det pågældende areal ved bygge- og anlægsarbejdets gennemførelse. Sagen førte til en præjudiciel forelæggelse for Domstolen, hvor den østrigske domstol spurgte, om »rasteområder« i habitatdirektivets forstand også omfatter de rasteområder, hvor en bilag IV-art ikke længere opholder sig (forladte rasteområder). Domstolen lagde indledningsvis til grund, at forbuddet i habitatdirektivets art. 12 mod at beskadige bilag IV-arters yngle- og rasteområder – modsat forbuddet mod at forstyrre, indfange og dræbe bilag IV-arter – ikke kun tager sigte på forsætlige handlinger, og at EU-lovgiver derfor har villet tillægge yngle- og rasteområder en højere grad af beskyttelse. Domstolen fandt på denne baggrund, »at rasteområder, som ikke længere benyttes af en beskyttet dyreart, ikke må beskadiges eller ødelægges, når det kan tænkes, at disse dyrearter vender tilbage til de pågældende områder« (præmis 31). Domstolen kvalificerede denne betingelse ved at stille krav om, at der skal være en »tilstrækkelig stor sandsynlighed« for, at den pågældende art vender tilbage til det pågældende rasteområde, uden de nærmere momenter i denne vurdering blev nærmere præciseret.

Fodnoter

1

. Det fremgår af Domstolens faste praksis, at forbuddet i art. 12(1)(d) mod at beskadige yngle- og rasteområder for bilag IV-arter ikke som i art 12(1)(a-c) er begrænset til forsætlige handlinger, men også omfatter uagtsom skadepåvirkning, jf. bl.a. sag C-98/03 og sag C-504/14.

2

. Dommen bekræfter den udvidende fortolkning af habitatdirektivets beskyttelse af bilag IV-arters levesteder. Dommen må betyde, at når det i forbindelse med VVM-undersøgelser af projekter konstateres, at et anlægsområde benyttes eller tidligere har været levested for bilag IV-arter, vil det være tilrådeligt at integrere de nødvendige afværge- og kompensationsforanstaltninger i projektet. Dette svarer til den overvejende del af Planklagenævnets og Miljø- og Fødevareklagenævnets nyere praksis, jf. fx KFE 2019.694 (Hillerød) og KFE 2019.757 (Hotel Blåvand).

Ingen adgang

KFE 2020.528 (Domstolens dom af 9. juli 2020, 1. Afd., sag C-297/19, Naturschutzbund Deutschland - Landesverband Schleswig-Holstein)

Miljøansvarsdirektivet – Landbrugsmæssig dræning – Erhvervsmæssig aktivitet

Miljøansvarsdirektivets forbehold for, at »sædvanlig forvaltning af arealer« ikke udgør en betydelig miljøskade på beskyttede arter, omfatter bl.a. landbrugsmæssig dræning, forudsat at der er tale om en veletableret praksis udøvet i længere tid, og at denne praksis ikke er i modstrid med forpligtelserne efter habitatdirektivet og fugledirektivet. Pumpelaug er en erhvervsmæssig aktivitet efter miljøansvarsdirektivets art. 2(7).

Sagen drejede sig om, hvorvidt landbrugsmæssig dræning på halvøen Eiderstadt i Schleswig-Holstein havde medført en miljøskade. Halvøen er udlagt som særligt fuglebeskyttelsesområde, fordi området er det vigtigste yngleområde i Schleswig-Holstein for sortternen, men halvøen er samtidig et landbrugsområde, der kun kan dyrkes grundet en omfattende dræning, hvor vedligeholdelsen af drænledninger og pumpeanlæg påhviler de 17 vand- og jordlaug, der er hjemmehørende på halvøen. Den tyske miljøorganisation Naturschutzbund Deutschland (ND) fandt, at den ene af disse pumpestationer, Adamsiel, der omfatter en udskylningssluse og et pumpeanlæg, forårsagede miljøskade på sortternen efter miljøansvarsdirektivets (2004/35) art. 2(1)(a). ND bad delstatens myndigheder om at pålægge pumpelauget at afhjælpe disse skader i henhold til den tyske gennemførelse af miljøansvarsdirektivet, hvilket blev afslået af de tyske myndigheder, der henviste til, at der var tale om »sædvanlig forvaltning af arealer«, der efter miljøansvarsdirektivets bilag I ikke nødvendigvis betegnes som betydelig skade. Afslaget blev indbragt for den tyske forvaltningsdomstol og førte til, at der blev rejst præjudicielle spørgsmål. Domstolen understregede indledningsvis, at skade på beskyttede arter og naturtyper, som er forvoldt ved projekter godkendt efter habitatdirektivets art. 6(3) og 6(4), per definition ikke udgør en miljøskade, jf. miljøansvarsdirektivets art. 2(1)(a), og at direktivets ansvarsregler kun omfatter »en betydelig negativ påvirkning«. Af direktivets bilag I fremgår, at bestemte skadesårsager ikke nødvendigvis skal betegnes som betydelig skade, og til disse hører »sædvanlig forvaltning af arealer«. Dette omfatter bl.a. landbrugsmæssig dyrkning og dræning, forudsat at denne forvaltning er i overensstemmelse med god praksis, navnlig god landbrugspraksis, hvilket omfatter »alle de forvaltningsforanstaltninger«, som medlemsstaterne har vedtaget i medfør af bl.a. habitatdirektivets art. 6 og fuglebeskyttelsesdirektivets art. 4 (præmis 54-55). Herefter fastslog Domstolen, »at begrebet »sædvanlig forvaltning« navnlig kan omfatte landbrugsaktiviteter, der udøves på et areal, som omfatter beskyttede arter og naturtyper som helhed, herunder dem, der kan være et uomgængeligt supplement, såsom kunstvanding og dræning, og dermed driften af et pumpeanlæg« (præmis 57). Sædvanlig forvaltning »kan hidrøre fra en praksis, som hidtil har været udført af ejere eller operatører« og »omfatter således de forvaltningsforanstaltninger, der som følge af, at de er blevet praktiseret i et vist tidsrum, kan anses for at være almindelige for det pågældende areal«, forudsat at dette ikke er i modstrid med forpligtelserne efter habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet (præmis 61). Dette forudsætter dog, at den pågældende forvaltning har været udøvet i længere tid og er almindelig anerkendt og veletableret (præmis 65). Miljøansvarsdirektivets ansvarsregler har kun operatører af »erhvervsmæssig aktivitet« som ansvarssubjekter, hvilket begreb er defineret i direktivets art. 2(7). Domstolen fastslog, at dette også »omfatter aktiviteter, som på grundlag af en delegation ved lov udøves i offentlighedens interesse«.

Ingen adgang

KFE 2020.541 (Domstolens dom af 16. juli 2020, 6. Afd., sag C-411/19, WWF Italia Onlus m.fl.)

Natura 2000-områder – Habitatvurdering – Vejanlæg – Kompenserende foranstaltninger - Projekt – Habitatdirektivets art. 6(4)

Hvis undtagelsen i habitatdirektivets art. 6(4) skal anvendes ved vejanlæg, fordi der ikke kan meddeles tilladelse efter art. 6(3), kan projektet ikke ændres, uden at der gennemføres en ny habitatvurdering, og det er ikke muligt at udsætte en habitatvurdering af projektet, til de kompenserende foranstaltninger er fastlagt, da dette vil hindre den afvejning, som forudsættes efter art. 6(4).

Baggrunden for sagen var, at de italienske myndigheder havde meddelt godkendelse af det foreløbige projekt med anlæg af en 18 km vejstrækning med henblik på at forbedre vejforbindelsen mellem Milano og Napoli samt andre vejforbindelser. De italienske miljømyndigheder havde oprindeligt givet en positiv udtalelse til en såkaldt violet rute, men grundet omkostningerne ved denne forbindelse blev der i 2015 udarbejdet et projekt for en mindre omkostningskrævende grøn forbindelse, der bl.a. vil passere gennem et Natura 2000-område, og som de italienske miljømyndigheder ikke mente at kunne godkende efter habitatdirektivets art. 6(3). De italienske miljømyndigheder blev herefter af regeringen bedt om at fremsende forslag til kompenserende foranstaltninger med henblik på godkendelse af den grønne rute efter habitatdirektivets art. 6(3). De italienske miljømyndigheder mente ikke, at det var muligt at udforme projektet for den grønne rute, uden at det medførte skadelige virkninger på Natura 2000-områder, og anbefalede den violette rute. Uanset denne indstilling besluttede den italienske regering den 1. december 2017, at det foreløbige projekt for den grønne rute var i overensstemmelse med miljøkravene. Afgørelsen blev begrundet med hensyn til væsentlige samfundsinteresser, nemlig færdiggørelse af en strategisk rute, som indgår i det transeuropæiske transportnet, men regeringen krævede samtidig, at projektet overholdt de landskabs- og miljømæssige krav. Den 28. februar 2018 godkendte Italiens tværministerielle udvalg for økonomisk planlægning (CIPE) det foreløbige projekt vedrørende den grønne rute på visse vilkår og anmodede det italienske vejdirektorat om at udarbejde det endelige projekt og en miljøundersøgelse, hvilket regionen Lazio herefter skulle efterprøve for at identificere eventuelt afhjælpende og kompenserende foranstaltninger. WWF Italia og flere andre miljøorganisationer anlagde retssag med påstand om annullation af regeringens beslutning fra december 2017 og beslutningen af 28. februar 2018, som de mente var i modstrid med habitatdirektivets art. 6. Dette gav anledning til præjudicielle spørgsmål til Domstolen, der drejede sig om betingelserne for at meddele tilladelse efter habitatdirektivets art. 6(4). Domstolen lagde til grund, at undtagelsen i art. 6(4) for bydende nødvendige hensyn kun kan anvendes, når der er gennemført en habitatvurdering efter art. 6(3), som fastslået i bl.a. sag C-258/11, Sweetman og sag C-461/17, Holohan. Det følger yderligere af bl.a. sag C-441/17, Kommissionen mod Polen, at art. 6(3) skal fortolkes strengt, så der ikke kan meddeles tilladelse til et projekt eller en plan, som risikerer at skade et Natura 2000-områdes integritet, medmindre undtagelsen i art. 6(4) for bydende nødvendige samfundshensyn anvendes. I dette tilfælde var fravalget af den violette rute begrundet i væsentligt lavere anlægsomkostninger, hvilket kan tages i betragtning, men ikke alene kan begrunde, at alternativer fravælges. Domstolen fastslog herefter, at habitatdirektivets art. 6 ikke er til hinder for en lovgivning, der giver mulighed for at fortsætte tilladelsesproceduren, selv om den kompetente nationale myndighed har vurderet, at projektet har skadelig virkning på Natura 2000-områder, som ikke kan afhjælpes, medmindre der findes en alternativ løsning, der medfører færre ulemper for det berørte Natura 2000-områdes integritet. Spørgsmålet var herefter, om art. 6(3) og 6(4) i en sådan situation er til hinder for en national lovgivning, som gør det muligt at udsætte en stillingtagen til passende kompenserende og afhjælpende foranstaltninger. Spørgsmålet var dermed, om den kompetente myndighed kan beslutte at anvende art. 6(4) på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er gennemført en habitatvurdering efter art. 6(3), men det forventes, at denne vurdering vil være negativ. Domstolen fastslog, at art. 6(4) kun kan finde anvendelse, når der er gennemført en habitatvurdering af projektet i overensstemmelse med art. 6(3), fordi det ellers er umuligt at foretage den afvejning, som art. 6(4) forudsætter (præmis 52). Habitatdirektivets art. 6 er endvidere til hinder for at udsætte fastsættelse af afhjælpende foranstaltninger til et stadium, der ligger tidsmæssigt efter den i art. 6(3) krævede habitatvurdering (præmis 57). Derimod kan kompensationsforanstaltninger fastsættes efter den i art. 6(3) anførte vurdering, men forudsætter, at projektet ikke ændres. Domstolen fastslog herefter, at selv om habitatdirektivets art. 6(3) er til hinder for, at projektherren selv foretager vurdering af projektets påvirkning på Natura 2000-området, er art. 6(3) ikke til hinder for, at projektherren pålægges at gennemføre undersøgelser af projektets påvirkning af Natura 2000-områder, men projektet må ikke ændres, efter at der er gennemført en habitatvurdering efter art. 6(3). Projektherren kan derfor ikke pålægges at gennemføre ændringer af projektet, efter der er gennemført en habitatvurdering for at begrænse de skadelige virkninger, medmindre den kompetente myndighed herefter gennemfører en ny habitatvurdering efter art. 6(3) af det ændrede projekt. Dette gælder dog ikke for projektændringer, som er uden betydning for Natura 2000-området. Afslutningsvis fastslog dommen, at habitatdirektivets art. 6 sammenholdt med princippet om medlemsstaternes institutionelle autonomi overlader det til medlemsstaterne at udpege den kompetente myndighed, men direktivet er til hinder for, at en myndighed fortsætter eller supplerer en habitatvurdering efter art. 6(3), når denne vurdering først er foretaget.

Fodnoter

1

. Dommen må for danske myndigheder betyde, at når der er gennemført en habitatvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, er det ikke muligt at ændre projektet, uden at der gennemføres en ny habitatvurdering, medmindre projektændringerne er helt uden betydning for Natura 2000-påvirkningen. Dette vil ofte have betydning, når et projekt kræver tilladelse efter flere lovregler og af forskellige myndigheder, hvor der efter habitatbekendtgørelsen er krav om, at der forud for hver af tilladelserne er gennemført en habitatvurdering. Dommen har endvidere betydning, hvis myndighederne har behov for at bruge undtagelsen i habitatbekendtgørelsens § 9. Se uddybende Pagh: TfM 2020, s. 429.