Søgeresultater

Med afsæt i Green Desert-sagen undersøger artiklen, hvilket ansvarsgrundlag der gælder ved menneskerettighedskrænkelser. Artiklen giver en forklaring på en række tilsyneladende modsigelser i den foreliggende højesteretspraksis. Der argumenteres for, at EMRK artikel 13 knæsætter et (betinget) objektivt ansvar, som de danske domstole anerkender, men at culpavurderingens subjektive elementer til gengæld er indeholdt i den materielle vurdering af, om der er sket en krænkelse i sager, hvor der er tale om statens »hæftelse« for andres handlinger. I lyset heraf kritiseres landsrettens Green Desert-dom, og der appelleres til en afklaring af retstilstanden.

Artiklen behandler ministeransvarets erstatningsretlige aspekter i historisk og aktuelt lys. Det dokumenteres, at spørgsmål om erstatningsansvar siden junigrundloven af 1849 principielt har været en integreret del af ministeransvaret. Det konkluderes med afsæt i ministeransvarlighedslovens § 9 og med eksempler fra (rigs)retspraksis, at spørgsmål om ministres erstatningsansvar er reguleret af de almindelige erstatningsregler, og at de materielle betingelser for, at ministre kan ifalde personligt ansvar, herunder i form af regres, principielt er til stede. Dernæst konkluderes, at Rigsretten er enekompetent til at tage stilling til statskassens erstatningskrav mod ministre i anledning af deres embedsførelse. At privates erstatningskrav normalt rettes mod statskassen og forfølges ved de almindelige domstole, er i overensstemmelse med grundlovens § 63 og principper for offentlige myndigheders erstatningsansvar. Det påpeges dog, at Rigsretten næppe er inkompetent over for privates erstatningskrav i anledning af ministres embedsførelse, og at disse må indtales i rigsretssagen efter adhæsionsprocessens principper. I forlængelse heraf argumenteres for, at Rigsretten tilmed er enekompetent til at pådømme ministres personlige erstatningsansvar, og at Rigsretten i forbindelse med en rigsretsprocedure også vil kunne tage stilling til statens hæftelsesansvar. Efterfølgende overvejes, hvordan retsplejelovens regler om adhæsionsprocessen spiller sammen med rigsretsloven i forbindelse med pådømmelse af erstatningsspørgsmål. Til sidst anbefales en reform af reglerne bl.a. med henblik på i videst muligt omfang at fjerne spørgsmål om ministres erstatningsansvar fra ministeransvarlighedsinstituttet.

Artiklen tager stilling til, om private kan siges at være forpligtede af forvaltningsretlige regler som hævdet af Ole Terkelsen og Søren Højgaard Mørup i Juristen, 2022, s. 128 ff. Terkelsen og Mørup præsenterer en tese om, at visse materielle forvaltningsretlige regler, herunder hjemmelskravet og grundsætningerne om saglighed og lighed, finder anvendelse, når private træffer afgørelser. Her tænkes ikke snævert på delegation, men efter omstændighederne også f.eks. dispositioner foretaget af forsyningsvirksomheder, andelsselskaber og foreninger. Herved ændres forvaltningsrettens anvendelsesområde fundamentalt i forhold til den traditionelle opfattelse. Artiklen problematiserer tesen og påpeger navnlig, at den ikke finder fornøden teoretisk eller retskildemæssig støtte. I forlængelse heraf præsenteres en række alternative forklaringsmodeller på den foreliggende praksis, herunder 1) at private kan siges at være middelbart forpligtet af forvaltningsretlige krav gennem vilkårsfastlæggelse for tilladelser mv., 2) at private organer kan være underlagt grundlæggende saglighedskrav som følge af monopolstatus og/eller i kraft af forenings- og andelsretlige normer for medlemsrelationer, og 3) at lovgivningsmagten kan fastsætte udtrykkelige krav til private, herunder krav der svarer til eller minder om forvaltningsretlige grundsætninger, ligesom visse skranker generelt må antages at gælde for private organer med et betroet offentligt mandat, f.eks. Advokatsamfundet. Disse modeller dækker over komplekse retlige mekanismer, der ikke kan reduceres til et synspunkt om, at forvaltningsretten gælder for private. Til sidst anvises en række teoretiske perspektiver på udviklingen af en »privat« forvaltningsret med afsæt i EU-rettens påvirkning, det offentliges stigende brug af privatretlige organisationsformer samt forskellige forestillinger om »private administrative law« i den internationale litteratur. Det påpeges, at der er behov for mere retsvidenskabelig forskning udi i de juridiske randområder, som artiklen betræder.