Søgeresultater

Viser 1 - 4 af 4 resultater for

  • Forfatter eller redaktør: Flemming Elbæk x
  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt - Titler og Indhold x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

Vandrammedirektivets forbud mod forringelser og undtagelsesmuligheder – en status

Flemming Elbæk

Efter vandrammedirektivet er der forbud mod at godkende projekter, der medfører forringelser af overfladevandområder og grundvandsforekomster omfattet af indsatsprogram, hvis projektet hindrer målopfyldelse, medmindre undtagelsen i art. 4, stk. 7, kan anvendes. Dette blev fastslået af EU-Domstolen i C-461/13 (Weser-dommen) for så vidt angår overfladevand og C-535/18 (Kommissionen mod Tyskland) for så vidt angår grundvand. Artiklen belyser den danske regulering og klagenævnspraksis om forholdet, samt om de danske myndigheder, virksomheder og bygherrer i tilstrækkelig grad er bevidste om den restriktive ordning, vandrammedirektivet foreskriver. Endelig redegøres der i artiklen for, om beskyttelsen omfatter andet og mere end projekter samt mulighederne for at fravige forbuddet mod forringelser mv. Der lægges på baggrund af EU-Domstolens praksis op til, at undtagelsesmulighederne i direktivet i højere grad søges benyttet end i dag. Undtagelsesmulighederne vurderes at være praktisk operationelle og kan derfor være den rette løsning ud fra såvel et tidsmæssigt som et procesøkonomisk perspektiv afhængigt af det ønskede projekts størrelse og samfundsmæssige betydning i øvrigt.

Fodnoter

1

. Forholdet mellem vandrammedirektivet og habitatdirektivet, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 92/43/EØF af 21/5 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, gøres ikke til genstand for analyser i denne artikel.

Ingen adgang

Miljøvurdering ved forlængelser mv. af eksisterende godkendelser

Flemming Elbæk

Ingen adgang

Etablering af vådområder mv. ved gennemførsel af vandrammedirektivet

Flemming Elbæk og Johan Livbjerg Pedersen

Ingen adgang

De retlige rammer for anvendelse af blandingszoner

Flemming Elbæk og Ellen Margrethe Basse

De retlige rammer for anvendelse af blandingszoner i Danmark er fastlagt på EU-niveau i vandrammedirektivet og vandkvalitetskravdirektivet. Vi redegør i artiklen for, hvordan de to direktiver indgår i et integreret samspil med fælles planlægning og andre virkemidler samt grundlæggende forpligtelser i forhold til realisering af konkrete miljømål. Artiklen behandler også de danske regler, der er udstedt med hjemmel i vandplanlægningsloven og miljøbeskyttelsesloven. Da den danske lovgivning skal fortolkes og anvendes EU-konformt, redegør vi i artiklen for EU’s regler om reduktion og udfasning af koncentrationen af prioriterede og visse andre miljøfarlige stoffer i overfladevand, ligesom vi redegør for de opstillede resultatforpligtelser. Til belysning af de forpligtelser, der er fastlagt for de nationale myndigheder til beskyttelse af overfladevandet, inddrager vi EU-Domstolens fortolkning af det »forringelsesbegreb«, der indgår i vandrammedirektivets artikel 4. Fortolkningen, der er bindende for de danske myndigheder, når de vurderer, om det er muligt for dem at indføje bestemmelser om blandingszoner i konkrete miljøgodkendelser og spildevandstilladelser, er på det seneste fremhævet i en afgørelse, som Miljø- og Fødevareklagenævnet traf den 23. februar 2023. Sagen vedrørende en VVM-tilladelse til udledning af et miljøfarligt forurenende stof (konkret kobber) fra et vejprojekt til et målsat vandløb. Nævnet fastslår, at de gældende minimumskvalitetskrav til overfladevand er bindende for miljømyndighederne. I de situationer, hvor miljøkvalitetskrav for et miljøfarligt forurenende stof allerede er overskredet i det overfladevand, der skal modtage spildevandet fra det ansøgte projekt, skal myndighederne kunne dokumentere, at projektet ikke vil indebære en stigning i koncentrationen af det pågældende stof. Kan det ikke dokumenteres, skal det ansøgte ændres eller afslås. Nævnet, der ikke direkte tager stilling til anvendelsen af blandingszoner, bidrager dog med inddragelsen af EU-Domstolens praksis som bestemmende for den EU-konforme fortolkning, der skal foretages af de danske regler, til en væsentlig afklaring af de begrænsninger, som myndighederne skal respektere ved anvendelse af blandingszoner. Vi ser sidst i artiklen på nogle konkrete spørgsmål, der opstår ved stillingtagen til anvendelsen af blandingszoner. I besvarelsen af de stillede spørgsmål inddrages de svar, der kan udledes af Kommissionens tekniske retningslinjer/guidelines, samt de svar, der kan udledes af Miljø- og Fødevareklagenævnets konkrete kritik af Miljøstyrelsens vejledninger. Vi konstaterer som afslutning på vores artikel, at der i vandrammedirektivets artikel 4, stk. 7, er etableret en meget begrænset mulighed for at fravige den resultatforpligtelse, der er fastlagt i direktivet, og fremhæver, at de danske regler skal anvendes EU-konformt. Afsnittet afsluttes med en konstatering af, at det efter vores forståelse af vandrammedirektivet og vandkvalitetskravdirektivet ikke er muligt at dispensere fra kravet om, at der skal være tale om overfladevand, hvor kvaliteten kan karakteriseres som »god« også inden for de udlagte blandingszoner, senest den 22. december 2027.