Søgeresultater

Viser 1 - 10 af 40 resultater for

  • Forfatter eller redaktør: Ellen Margrethe Basse x
  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

Erhvervsmiljøretten (1. udg.)

Miljøgodkendelsesordninger, miljøkvalitetskrav og proces- og digitaliseringskrav

Ellen Margrethe Basse

Erhvervsmiljøretten behandler erhvervslivets miljømæssige rammebetingelser, som de er formuleret i EU’s og dansk lovgivning, retspraksis og administrativ praksis. Alt er opdateret til 1. november 2016. Da området er kompliceret, er det valgt at have et særligt fokus på sager om miljøgodkendelse. Bogen giver et overblik over de mange EU- og nationale regler, inden for miljøret, der skal iagttages i den konkrete formulering af og efterfølgende myndighedsbehandling af ansøgninger. Det eksempli?ceres med hovedvægt på de regler, der skal iagttages ved stillingtagen til godkendelsessager efter miljøbeskyttelsesloven og husdyrloven – med inddragelse bl.a. af EU’s direktiv om industrielle emissioner (IE-direktivet). Den betydning, som udmøntningen af den politiske aftale om “Danmark i bedre balance”, der blev indgået den 9. juni 2016, må forventes at få for klagesystemet – med den besluttede nedlæggelse af Natur- og Miljøklagenævnet – inddrages. Den nye “lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)”, der først træder i kraft 16. maj 2017, er inddraget sammen med de gældende regler for tilrettelæggelse af sagsbehandling for at sikre en fuldt opdateret fremstilling.

Ingen adgang

Støjreguleringen af Metroselskabets arbejde med etablering af Cityringen

Del I: Myndigheds- og ejerinteresser, støjregler og afgørelser vedrørende anlæg i Frederiksberg Kommune

Ellen Margrethe Basse

Ingen adgang

Støjreguleringen af Metroselskabets arbejde med etablering af Cityringen

Del II: Afgørelserne vedrørende anlæg i Københavns Kommunes og ændringen af Cityringloven

Ellen Margrethe Basse

Ingen adgang

Ellen Margrethe Basse

Ingen adgang

Kan de danske domstole pålægge regering og Folketing at vedtage en strengere klimapolitik?

– erfaringer fra klimadomme afsagt i Holland, Irland, Tyskland og Norge bidrager til et svar

Ellen Margrethe Basse

Med de globale udfordringer i form af voldsomme skovbrande, tyfoner, stigende grundvandsniveauer og tørke mv. er der opstået en stadig større klimabevidsthed i befolkningen (ikke mindst blandt børn og unge) overalt i verden. Der udtrykkes utilfredshed med de beslutninger, der tages af politikerne. Utilfredsheden med de vedtagne nationale klimapolitikker og -love, herunder også beslutninger om etablering af infrastruktur og meddelte tilladelser til olie- og gasindvinding mv., der indebærer øget udledning af drivhusgasser, har begrundet en manglende tillid til, at de demokratisk valgte politikere vil vedtage (og følge) klimapolitikker, der kan bidrage til at stabilisere koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, der, som forudsat i Parisaftalen, vil kunne forebygge farlige menneskeskabte interaktioner med klimasystemet. Borgerne forsøger derfor at få en mere direkte indflydelse på klimapolitikken gennem de virkemidler, der er til rådighed, herunder ved søgsmål imod staten. Derfor anlægges der rundt om i verden retssager med påstande om, at myndighederne ved dom skal pålægges at vedtage højere klimamål og afstå fra at træffe beslutninger, der øger udledningen af drivhusgasser. Det stigende fokus på domstolenes rolle skal også ses i lyset af, at der på trods af de under FN’s Klimakonvention vedtagne klimaforpligtelser fortsat er tale om en øget udledning af drivhusgasser. Det er ofte miljøorganisationer, der som sagsøgere eller som repræsentanter for en gruppe borgere forsøger at tvinge stater til at tage udgangspunkt i de klimascenarier og reduktionsmål, som forskerne i regi af Det Internationale Klimapanel (IPCC) har opstillet. I de senere år er der da også blevet afsagt klimadomme, som giver sagsøgere medhold. Det gælder bl.a. de domstolsafgørelser, der er afsagt af hollandske og tyske domstole, hvor domstolene pålægger myndighederne at vedtage mere ambitiøse klimamål. Dommene har begrundet, at der i den danske presse og generelle debat rejses spørgsmål om, hvorvidt der vil kunne forventes sådanne domme afsagt af danske domstole. Det spørgsmål forsøges besvaret med denne artikel.

I artiklen redegøres der for de klimadomme, der er afsagt af de højeste domstole i Holland, Irland, Tyskland og Norge inden for de seneste halvandet år. Det fremgår heraf, at det er den hollandske dom, der blev afsagt i Urgenda-sagen i 2019, der har banet vejen for påberåbelse af menneskerettigheder som retskrav på højere klimaambitioner. I beskrivelsen af de afsagte domme er der fokus på de nationale grundlove, der fastlægger miljørettigheder, ligesom der ses på de retstraditioner, der er tale om i de lande, hvor de undersøgte domme er afsagt. Det fremhæves, at retssagerne i Holland og Tyskland skal forstås i lyset af, at det er den monistiske opfattelse af retskilderne, der er fastlagt i de to landes grundlove. Det er anderledes i Irland og Norge, der følger den dualistiske retskildetilgang. Det indgår endvidere, at der er forskelle på den opfattelse, som domstolene har af miljøorganisationernes søgsmålsberettigelse og menneskerettighedernes konkrete relevans i klimasøgsmål. Det er den konkluderende antagelse, at de danske domstoles muligheder for at behandle klimasøgsmål, der anlægges af miljøorganisationer imod staten, bedst vil kunne sammenlignes med det, der præger den irske højesterets dom, men at der også på trods af afgørende forskelle ift. grundlovene er grundlag for at hente erfaringer fra den norske højesterets dom.

Ingen adgang

Ellen Margrethe Basse

Ingen adgang

Ellen Margrethe Basse

Ingen adgang

Ellen Margrethe Basse

Beskyttelsen af kysterne mod oversvømmelse og erosion har de seneste fire år begrundet nogle lovgivningsmæssige tiltag, der behandles i denne artikel. Det nævnes indledningsvis i afsnit 1, at etablering af et kystbeskyttende anlæg ved Roskilde Fjord er blevet forsinket på grund af klager. Den situation anvendes i artiklen til at illustrere baggrunden for de lovændringer, der er gennemført ift. kystbeskyttende anlæg i perioden 2016-2020. De foretagne lovændringer, der behandles i afsnit 2, forenkler sagsbehandlingen ved at samle myndighedskompetencerne hos kommunerne (og i enkelte tilfælde hos staten), ligesom de begrænser muligheden for, at der generelt – eller ift. konkrete afgørelser om fælleskommunale kystbeskyttende projekter – kan indgives grundejerklager og klager fra foreninger/organisationer. I afsnit 3 er der en kortfattet oversigt over det konkrete forløb af sagsbehandlingen i Egedal Kommune og Roskilde Kommune, der i afsnit 4 følges op af en redegørelse for de klager, som oprindelig blev forelagt Natur- og Miljøklagenævnet i 2016. På grund af klagenævnsreformen blev klagebehandlingen overført fra Natur- og Miljøklagenævnet til henholdsvis Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet. De to klagenævn underkendte i 2017-2019 på skift de af kommunerne trufne afgørelser og hjemviste klagerne til fornyet behandling, idet kommunerne bl.a. ikke havde respekteret VVM-direktivets og habitatdirektivets krav. Der redegøres herefter i afsnit 5, hhv. afsnit 6 for den konkrete betydning, som de i maj 2020 vedtagne lovændringer har fået, idet Miljø- og Fødevareministeriets departement den 24. juni 2020 ved en konkret afgørelse fratog de to nævn deres kompetencer. Den ministerielle afgørelse gjorde det muligt for Roskilde Kommune og Frederiksberg Kommune den 3. juli 2020 at træffe en fælles afgørelse om kystbeskyttelsesprojektet ved Jyllinge Nordmark og Tangbjerg, som nævnene ikke kan efterprøve. Det fremhæves afslutningsvis i afsnit 7, at det er problematisk med sådanne ad hoc-løsninger, der afskærer »den berørte offentlighed« fra at have en lovhjemlet adgang til en billig og effektiv efterprøvelse af, om VVM-kravene og habitatbeskyttelsen respekteres ved etableringen af kystbeskyttende anlæg.

Ingen adgang

Ellen Margrethe Basse

Regeringens initiativer i foråret 2020 ift. klimaudfordringen er blandt de emner, der – på trods af corona-krisen – har en central plads i den offentlige debat og på politikernes dagsorden. Debatten er præget af, at den politiske aftale om en ny klimalov, der blev indgået den 6. december 2019, og det opfølgende lovforslag, som klima-, energi- og forsyningsministeren fremsatte den 26. februar 2020 i Folketinget – der efter planen vedtages den 18. juni 2020 – indebærer noget ganske nyt ift. den gældende klimalov fra 2014. Det fremhæves bl.a. i bemærkningerne til lovforslaget, at der for første gang er tale om en lov, der fastlægger følgende juridisk bindende klimamål: Udledningen af drivhusgasser skal reduceres med 70 % i 2030, og senest i 2050 skal der være tale om klimaneutralitet. Der ses i denne artikel på, hvad der menes med, at klimamålsætningerne er juridisk bindende. Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, der begrundede, at den gældende klimalovs klimamålsætninger alene er angivet i lovbemærkningerne, hhv. det fremsatte lovforslag, hvor målsætningerne på trods af vejledningen fremgår af § 1, inddrages i vurderingen. Da det er handlepligten, der betragtes som et afgørende nybrud, der begrunder, at klimamålsætningerne kan karakteriseres som juridisk bindende, ses der nærmere på, hvad der konkret er indholdet i handlepligten. Der redegøres for de virkemidler, der har betydning for ministerens handlepligt, ligesom der ses nærmere på de ansvarskonstruktioner, der konkret er relevante. Det af regeringen den 20. maj 2020 udsendte udkast til ’Første del af en klimahandlingsplan’, der aktuel primo juni 2020 forhandles mellem forligspartierne, inddrages i fremstillingen. Den rolle, som det uafhængige Klimaråd er tillagt ved den gældende klimalov, hhv. ved lovforslaget, og den rolle rådet konkret kan spille, indgår også i artiklens beskrivelse af den gennemslagskraft, der er tillagt klimamålsætningerne. Borgernes eventuelle mulighed for at få domstolenes hjælp til at sikre, at de opstillede klimamålsætninger kan betragtes som juridisk bindende, indgår afslutningsvis i artiklen. Dette emne er relevant, da domstolene verden over i dag har en central rolle ifm. borgernes kamp for høje klimaambitioner. Spørgsmålet belyses med nogle eksempler, hvor det er retstraditionerne, grundlovenes konkrete indhold og domstoles kompetencer, der er i fokus. Retstraditionernes betydning illustreres med en hollandsk dom, der blev afsagt i december 2019, hvor domstolen fastslog, at de internationalt vedtagne klimaforpligtelser kan påberåbes af borgere og miljøorganisationer, idet en opfyldelse af forpligtelserne er af betydning for borgernes ret til livet og for statens respekt for deres privatliv og familieliv. Denne dom forklares med den betydning, som den monistiske retstradition – der ikke anvendes i Danmark – har i den hollandske retssag. At de danske domstole ikke kan forventes at spille en rolle ift. klimamålsætningernes konkrete betydning, illustreres også med en sammenligning med den norske grundlov, der – i modsætning til det, der gælder i Danmark – indeholder bestemmelser om borgernes ret til at få domstolenes bidrag til beskyttelsen af miljø, natur og klima. I artiklen konkluderes det, at den juridiske binding af de opstillede klimamål er afhængig af, om Folketinget vil gøre et ministeransvar gældende i en rigsretssag. Den domstolsprøvelse, som de norske og hollandske borgere og miljøorganisationer har opnået, kan danske borgere og miljøorganisationer ikke forventes at opnå ved de danske domstole. Det betyder ikke, at det er irrelevant, at den politiske aftale kodificeres i den nye klimalov. Borgerne – og især deres interesseorganisationer – forudsættes at blive inddraget i vurderingen af konkrete initiativers tilstrækkelighed ift. realiseringen af de opstillede klimamål. Hvis lovforslaget inden vedtagelsen også kommer til at omfatte aftalens krav om anvendelse af sektorstrategier, indikatorer og etablering af et borgerting, vil deltagermulighederne blive endnu bedre.