Søgeresultater

Viser 1 - 10 af 74 resultater for

  • Forfatter eller redaktør: Ellen Margrethe Basse x
  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt - Titler og Indhold x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang
Omslag Erhvervsmiljøretten (1. udg.)

Erhvervsmiljøretten (1. udg.)

Miljøgodkendelsesordninger, miljøkvalitetskrav og proces- og digitaliseringskrav

Ellen Margrethe Basse

Erhvervsmiljøretten behandler erhvervslivets miljømæssige rammebetingelser, som de er formuleret i EU’s og dansk lovgivning, retspraksis og administrativ praksis. Alt er opdateret til 1. november 2016. Da området er kompliceret, er det valgt at have et særligt fokus på sager om miljøgodkendelse. Bogen giver et overblik over de mange EU- og nationale regler, inden for miljøret, der skal iagttages i den konkrete formulering af og efterfølgende myndighedsbehandling af ansøgninger. Det eksempli?ceres med hovedvægt på de regler, der skal iagttages ved stillingtagen til godkendelsessager efter miljøbeskyttelsesloven og husdyrloven – med inddragelse bl.a. af EU’s direktiv om industrielle emissioner (IE-direktivet). Den betydning, som udmøntningen af den politiske aftale om “Danmark i bedre balance”, der blev indgået den 9. juni 2016, må forventes at få for klagesystemet – med den besluttede nedlæggelse af Natur- og Miljøklagenævnet – inddrages. Den nye “lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)”, der først træder i kraft 16. maj 2017, er inddraget sammen med de gældende regler for tilrettelæggelse af sagsbehandling for at sikre en fuldt opdateret fremstilling.

Ingen adgang
Omslag Vand – Lovgivning (1. udg.)

Vand – Lovgivning (1. udg.)

Ellen Margrethe Basse

I bogen behandles de danske love, der har betydning for benyttelsen og beskyttelsen af vandet og beskyttelsen imod oversvømmelser – herunder med inddragelse af de EU’s direktiver, som har betydning for forståelsen og anvendelsen af lovgivningen. Bogen er opdateret til og med august 2022. Bogens målgruppe er de mange, der arbejder med vand. Det er bl.a. advokater, rådgivere og offentligt ansatte, der er involveret i planlægning og konkret sagsbehandling. Bogen kan også anvendes ved afvikling af kurser - herunder som lærebog.

Ingen adgang
Omslag Psykiatriloven - Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (1. udg.)

Psykiatriloven - Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (1. udg.)

med kommentarer

Ellen Margrethe Basse og Knud Kristensen

Psykiatriloven er den centrale lov i forhold til anvendelse af tvang i psykiatrien. Loven er fra 1989 og er siden blev ændret 22 gange. Denne kommentar behandler loven, som den er gældende per 1. december 2023. Kommentaren henvender sig til alle, der kommer i berøring med tvang i psykiatrien og bygger på et omfattende kildemateriale. Lovforarbejder med de mange ændringer, retspraksis, klagenævnspraksis, ombudsmandsberetninger og litteratur er inkluderet i kommentaren. Forfatterne er professor emerita, dr.jur. Ellen Margrethe Basse og cand.scient.pol. Knud Kristensen, som er tidligere mangeårig formand for SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed. Forfatterne har derudover skrevet Håndbog for psykiatribrugere og pårørende – Kend dine rettigheder udgivet af SIND.

Ingen adgang

ANMELDELSE: Anmeldelse af PETER PAGH’s disputats »Miljøansvar – en ret for hvem?«

Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1998

ELLEN MARGRETHE BASSE

Ingen adgang

Støjreguleringen af Metroselskabets arbejde med etablering af Cityringen

Del I: Myndigheds- og ejerinteresser, støjregler og afgørelser vedrørende anlæg i Frederiksberg Kommune

Ellen Margrethe Basse

Ingen adgang

Støjreguleringen af Metroselskabets arbejde med etablering af Cityringen

Del II: Afgørelserne vedrørende anlæg i Københavns Kommunes og ændringen af Cityringloven

Ellen Margrethe Basse

Ingen adgang

Evaluering af vandselskabernes rammebetingelser

Ellen Margrethe Basse

Ingen adgang

Kommissionens forslag til ændring af VE-direktivet og dets sammenhæng med politiske beslutninger om en kraftig udbygning af havvind

Ellen Margrethe Basse

Der indgås aktuelt politiske aftaler både mellem de danske politiske partier og på europæisk plan om udbygning af havvind i Nordsøer og Østersøen, som aktualiserer en interesse for, hvordan en sådan udbygning kan ske, uden at det indebærer skader på særligt sårbare områder og særligt beskyttede arter. Samtidig er der i pressen fokus på, om det er muligt at få etableret havvind til realisering af mindst 4 gigawatt (GW) senest i 2030, som forudsat i den seneste »Delaftale om mere grøn strøm 2022«. I artiklens indledning redegøres der for de indgåede politiske aftaler, der vedrører udbygning med havvind. Det ses på de erklæringer, der er vedtaget af Danmark og andre EU-medlemsstater. Der er i artiklen især fokus på de tiltag, der indgår i et direktivforslag, som blev fremsat af Kommissionen den 18. maj 2022. Forslaget, der primært vedrører VE-direktivet, skal understøtte den planlagte udbygning af havvindmøllekapaciteten. Initiativet er begrundet dels i ønsket om at få reduceret afhængigheden af den russiske konventionelle energi, dels i et ønske om at sikre opfyldelsen af målene i EU’s ’2030 Ramme for Klima- og Energipolitikken’, samtidig med at der sikres en respekt for EU’s naturdirektiver. Det forudsættes i forslaget, at beskyttelsen af de sårbare arter og Natura 2000-områder primært kan sikres gennem en forudgående strategiske miljøvurdering af de VE-planer, der skal fastlægges for »særligt egnede områder« til lokalisering af forskellige VE-teknologier – herunder havvindmøller. Vedtagelsen af forslaget vil ikke mindst have som konsekvens, at de nationale myndigheders behandling af konkrete projektansøgninger, der skal foretages inden for ultrakorte sagsbehandlingstider, ligesom der skal anvendes en forenklet beslutningsproces, hvor overskridelsen af sagsbehandlingsfristerne betragtes som en godkendelse af det ansøgte. Til belysning af de rammer, hvori direktivforslaget skal vurderes, redegøres der i artiklen for det gældende VE-direktivs artikel 15, og for den betydning, som de gældende regler og forslaget tillægger de nationale integrerede energi- og klimaplaner (NECP 2021-2030), som medlemsstaterne vedtager under forvaltningsmekanismeforordningen. Der ses endvidere på kravene om beskyttelse af marine sårbare arter og Natura 2000-områder, som de er fastlagt ved havstrategirammedirektivet og naturdirektiverne. Det fremhæves afslutningsvis, at Kommissionen har fokus på de muligheder, som vedtagelsen af de nationale havplaner indebærer, hvorfor der redegøres for de aktuelle politiske vurderinger af en ny havstrategi og den første danske havplan, hvori havvindmøllekapaciteten har en høj prioritet.

Ingen adgang

Den danske klimatilpasningslovgivning

En kaotisk og uhensigtsmæssig lovgivning, som de ansvarlige myndigheder heller ikke altid kan forstå

Ellen Margrethe Basse

I denne artikel ses der på den minimumsimplementering af oversvømmelsesdirektivet, der blev vedtaget af Folketinget i 2009 på grundlag af den ansvarlige miljøministers oplysninger om, at direktivet ikke var relevant i en dansk sammenhæng. Der redegøres for, at den opfattelse har resulteret i en klimatilpasningslovgivning, der er præget af sektoropdelte løsninger, hvor forskellige statslige myndigheder – med hjemmel i oversvømmelsesloven, kystbeskyttelsesloven, planloven, miljøbeskyttelsesloven, betalingsloven og vandsektorloven – udstikker de overordnede rammebetingelser, herunder i form af risikokortlægning, værdikortlægning, vejledninger og digitale portaler, som kommunerne skal eller kan anvende dels i deres risikostyrings- og fysiske planer, dels ved håndtering af tag- og overfladevand. Hovedbudskabet er, at klimatilpasningslovgivningen ikke er baseret på en forståelse for, at oversvømmelsesdirektivet (som en helt naturlig løsning) foreskriver en national håndtering af de øgede vandmængder, der skal foretages som en integreret del af den organisatoriske og processuelle tilrettelæggelse af den sammenhængende vandforvaltning. En forståelse hos de danske myndigheder af, hvad direktivet forudsætter, ville have medført, at der var sikret en sammenhæng mellem klimatilpasningsreglerne og vandplanlægningsloven. En sådan sammenhæng er kun indirekte til stede. Det konstateres i artiklen, at de statslige myndigheder ikke selv kan finde rundt i den kaotiske lovgivning, og at traditioner – herunder ift. myndighedsvalget – har betydning for prioriteringen af indsatsen og for den manglende sammenhæng med den generelle vandforvaltning. De statslige myndigheder har bl.a. misforstået vandområdeplanernes retlige status, idet de forudsætter, at vandområdeplanerne indgår i planhierarkiet, og at denne status sikrer en vis koordinering. Den uhensigtsmæssige klimatilpasningslovgivning, der består af gamle love og forudsætninger, er også i fokus i den forudgående artikel »Hvorfor skal grundejerne betale for nogle klimatilpasningsprojekter og ikke for andre?« Bag udarbejdelsen af de to artikler ligger et ønske om, at artiklerne kan bidrage til en forståelse for, at der er behov for en anderledes klimatilpasningslovgivning, hvor valget af de ansvarlige myndigheder og valget af virkemidler (herunder ift. finansiering) bestemmes ud fra de brede samfundsmæssige hensyn, som håndteringen af de øgede vandmængder, der er en konsekvens af klimaændringer, forudsætter.

Ingen adgang

Kan de danske domstole pålægge regering og Folketing at vedtage en strengere klimapolitik?

– erfaringer fra klimadomme afsagt i Holland, Irland, Tyskland og Norge bidrager til et svar

Ellen Margrethe Basse

Med de globale udfordringer i form af voldsomme skovbrande, tyfoner, stigende grundvandsniveauer og tørke mv. er der opstået en stadig større klimabevidsthed i befolkningen (ikke mindst blandt børn og unge) overalt i verden. Der udtrykkes utilfredshed med de beslutninger, der tages af politikerne. Utilfredsheden med de vedtagne nationale klimapolitikker og -love, herunder også beslutninger om etablering af infrastruktur og meddelte tilladelser til olie- og gasindvinding mv., der indebærer øget udledning af drivhusgasser, har begrundet en manglende tillid til, at de demokratisk valgte politikere vil vedtage (og følge) klimapolitikker, der kan bidrage til at stabilisere koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, der, som forudsat i Parisaftalen, vil kunne forebygge farlige menneskeskabte interaktioner med klimasystemet. Borgerne forsøger derfor at få en mere direkte indflydelse på klimapolitikken gennem de virkemidler, der er til rådighed, herunder ved søgsmål imod staten. Derfor anlægges der rundt om i verden retssager med påstande om, at myndighederne ved dom skal pålægges at vedtage højere klimamål og afstå fra at træffe beslutninger, der øger udledningen af drivhusgasser. Det stigende fokus på domstolenes rolle skal også ses i lyset af, at der på trods af de under FN’s Klimakonvention vedtagne klimaforpligtelser fortsat er tale om en øget udledning af drivhusgasser. Det er ofte miljøorganisationer, der som sagsøgere eller som repræsentanter for en gruppe borgere forsøger at tvinge stater til at tage udgangspunkt i de klimascenarier og reduktionsmål, som forskerne i regi af Det Internationale Klimapanel (IPCC) har opstillet. I de senere år er der da også blevet afsagt klimadomme, som giver sagsøgere medhold. Det gælder bl.a. de domstolsafgørelser, der er afsagt af hollandske og tyske domstole, hvor domstolene pålægger myndighederne at vedtage mere ambitiøse klimamål. Dommene har begrundet, at der i den danske presse og generelle debat rejses spørgsmål om, hvorvidt der vil kunne forventes sådanne domme afsagt af danske domstole. Det spørgsmål forsøges besvaret med denne artikel.

I artiklen redegøres der for de klimadomme, der er afsagt af de højeste domstole i Holland, Irland, Tyskland og Norge inden for de seneste halvandet år. Det fremgår heraf, at det er den hollandske dom, der blev afsagt i Urgenda-sagen i 2019, der har banet vejen for påberåbelse af menneskerettigheder som retskrav på højere klimaambitioner. I beskrivelsen af de afsagte domme er der fokus på de nationale grundlove, der fastlægger miljørettigheder, ligesom der ses på de retstraditioner, der er tale om i de lande, hvor de undersøgte domme er afsagt. Det fremhæves, at retssagerne i Holland og Tyskland skal forstås i lyset af, at det er den monistiske opfattelse af retskilderne, der er fastlagt i de to landes grundlove. Det er anderledes i Irland og Norge, der følger den dualistiske retskildetilgang. Det indgår endvidere, at der er forskelle på den opfattelse, som domstolene har af miljøorganisationernes søgsmålsberettigelse og menneskerettighedernes konkrete relevans i klimasøgsmål. Det er den konkluderende antagelse, at de danske domstoles muligheder for at behandle klimasøgsmål, der anlægges af miljøorganisationer imod staten, bedst vil kunne sammenlignes med det, der præger den irske højesterets dom, men at der også på trods af afgørende forskelle ift. grundlovene er grundlag for at hente erfaringer fra den norske højesterets dom.