Søgeresultater

Med de globale udfordringer i form af voldsomme skovbrande, tyfoner, stigende grundvandsniveauer og tørke mv. er der opstået en stadig større klimabevidsthed i befolkningen (ikke mindst blandt børn og unge) overalt i verden. Der udtrykkes utilfredshed med de beslutninger, der tages af politikerne. Utilfredsheden med de vedtagne nationale klimapolitikker og -love, herunder også beslutninger om etablering af infrastruktur og meddelte tilladelser til olie- og gasindvinding mv., der indebærer øget udledning af drivhusgasser, har begrundet en manglende tillid til, at de demokratisk valgte politikere vil vedtage (og følge) klimapolitikker, der kan bidrage til at stabilisere koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, der, som forudsat i Parisaftalen, vil kunne forebygge farlige menneskeskabte interaktioner med klimasystemet. Borgerne forsøger derfor at få en mere direkte indflydelse på klimapolitikken gennem de virkemidler, der er til rådighed, herunder ved søgsmål imod staten. Derfor anlægges der rundt om i verden retssager med påstande om, at myndighederne ved dom skal pålægges at vedtage højere klimamål og afstå fra at træffe beslutninger, der øger udledningen af drivhusgasser. Det stigende fokus på domstolenes rolle skal også ses i lyset af, at der på trods af de under FN’s Klimakonvention vedtagne klimaforpligtelser fortsat er tale om en øget udledning af drivhusgasser. Det er ofte miljøorganisationer, der som sagsøgere eller som repræsentanter for en gruppe borgere forsøger at tvinge stater til at tage udgangspunkt i de klimascenarier og reduktionsmål, som forskerne i regi af Det Internationale Klimapanel (IPCC) har opstillet. I de senere år er der da også blevet afsagt klimadomme, som giver sagsøgere medhold. Det gælder bl.a. de domstolsafgørelser, der er afsagt af hollandske og tyske domstole, hvor domstolene pålægger myndighederne at vedtage mere ambitiøse klimamål. Dommene har begrundet, at der i den danske presse og generelle debat rejses spørgsmål om, hvorvidt der vil kunne forventes sådanne domme afsagt af danske domstole. Det spørgsmål forsøges besvaret med denne artikel.

I artiklen redegøres der for de klimadomme, der er afsagt af de højeste domstole i Holland, Irland, Tyskland og Norge inden for de seneste halvandet år. Det fremgår heraf, at det er den hollandske dom, der blev afsagt i Urgenda-sagen i 2019, der har banet vejen for påberåbelse af menneskerettigheder som retskrav på højere klimaambitioner. I beskrivelsen af de afsagte domme er der fokus på de nationale grundlove, der fastlægger miljørettigheder, ligesom der ses på de retstraditioner, der er tale om i de lande, hvor de undersøgte domme er afsagt. Det fremhæves, at retssagerne i Holland og Tyskland skal forstås i lyset af, at det er den monistiske opfattelse af retskilderne, der er fastlagt i de to landes grundlove. Det er anderledes i Irland og Norge, der følger den dualistiske retskildetilgang. Det indgår endvidere, at der er forskelle på den opfattelse, som domstolene har af miljøorganisationernes søgsmålsberettigelse og menneskerettighedernes konkrete relevans i klimasøgsmål. Det er den konkluderende antagelse, at de danske domstoles muligheder for at behandle klimasøgsmål, der anlægges af miljøorganisationer imod staten, bedst vil kunne sammenlignes med det, der præger den irske højesterets dom, men at der også på trods af afgørende forskelle ift. grundlovene er grundlag for at hente erfaringer fra den norske højesterets dom.

Beskyttelsen af kysterne mod oversvømmelse og erosion har de seneste fire år begrundet nogle lovgivningsmæssige tiltag, der behandles i denne artikel. Det nævnes indledningsvis i afsnit 1, at etablering af et kystbeskyttende anlæg ved Roskilde Fjord er blevet forsinket på grund af klager. Den situation anvendes i artiklen til at illustrere baggrunden for de lovændringer, der er gennemført ift. kystbeskyttende anlæg i perioden 2016-2020. De foretagne lovændringer, der behandles i afsnit 2, forenkler sagsbehandlingen ved at samle myndighedskompetencerne hos kommunerne (og i enkelte tilfælde hos staten), ligesom de begrænser muligheden for, at der generelt – eller ift. konkrete afgørelser om fælleskommunale kystbeskyttende projekter – kan indgives grundejerklager og klager fra foreninger/organisationer. I afsnit 3 er der en kortfattet oversigt over det konkrete forløb af sagsbehandlingen i Egedal Kommune og Roskilde Kommune, der i afsnit 4 følges op af en redegørelse for de klager, som oprindelig blev forelagt Natur- og Miljøklagenævnet i 2016. På grund af klagenævnsreformen blev klagebehandlingen overført fra Natur- og Miljøklagenævnet til henholdsvis Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet. De to klagenævn underkendte i 2017-2019 på skift de af kommunerne trufne afgørelser og hjemviste klagerne til fornyet behandling, idet kommunerne bl.a. ikke havde respekteret VVM-direktivets og habitatdirektivets krav. Der redegøres herefter i afsnit 5, hhv. afsnit 6 for den konkrete betydning, som de i maj 2020 vedtagne lovændringer har fået, idet Miljø- og Fødevareministeriets departement den 24. juni 2020 ved en konkret afgørelse fratog de to nævn deres kompetencer. Den ministerielle afgørelse gjorde det muligt for Roskilde Kommune og Frederiksberg Kommune den 3. juli 2020 at træffe en fælles afgørelse om kystbeskyttelsesprojektet ved Jyllinge Nordmark og Tangbjerg, som nævnene ikke kan efterprøve. Det fremhæves afslutningsvis i afsnit 7, at det er problematisk med sådanne ad hoc-løsninger, der afskærer »den berørte offentlighed« fra at have en lovhjemlet adgang til en billig og effektiv efterprøvelse af, om VVM-kravene og habitatbeskyttelsen respekteres ved etableringen af kystbeskyttende anlæg.