Søgeresultater

Lærebogen i immaterialret ved Københavns Universitet er Jens Schovsbos og min »Immaterialret«. Den bygger på Koktvedgaards »Lærebog i immaterialret«. Den første udgave af den udkom i 1986, og den var, som Koktvedgaard skrev i forordet, en »kortfattet lærebog, ikke nogen håndbog«. Men så gik årene, og bogen udkom i udgave efter udgave. For hver udgave blev den tykkere og tykkere og mere og mere detaljeret. I dag er den ikke længere en kortfattet lærebog, men en solid håndbog på mange hundrede sider. Det giver den værdi for jurister, der skal arbejde med immaterialret, og som kan bruge den som opslagsværk. Men det gør det også sværere for de studerende at læse efter den som lærebog. Der er enorme mængder detaljer og myriader af henvisninger til litteratur og domme fra både Danmark og andre lande. Men de studerende har kun nogle få måneder til at læse immaterialretten op i. Og i den store skov af henvisninger og detaljer kan det godt være svært for dem at skelne mellem det grundlæggende, der skal kunnes i søvne, og det ikke helt så grundlæggende, som det er nok at kunne i hovedtræk.

Lærebogen i immaterialret ved Københavns Universitet er Jens Schovsbos og min »Immaterialret«. Den bygger på Koktvedgaards »Lærebog i immaterialret«. Den første udgave af den udkom i 1986, og den var, som Koktvedgaard skrev i forordet, en »kortfattet lærebog, ikke nogen håndbog«. Men så gik årene, og bogen udkom i udgave efter udgave. For hver udgave blev den tykkere og tykkere og mere og mere detaljeret. I dag er den ikke længere en kortfattet lærebog, men en solid håndbog på mange hundrede sider. Det giver den værdi for jurister, der skal arbejde med immaterialret, og som kan bruge den som opslagsværk. Men det gør det også sværere for de studerende at læse efter den som lærebog. Der er enorme mængder detaljer og myriader af henvisninger til litteratur og domme fra både Danmark og andre lande. Men de studerende har kun nogle få måneder til at læse immaterialretten op i. Og i den store skov af henvisninger og detaljer kan det godt være svært for dem at skelne mellem det grundlæggende, der skal kunnes i søvne, og det ikke helt så grundlæggende, som det er nok at kunne i hovedtræk.

Lærebogen i immaterialret ved Københavns Universitet er Jens Schovsbos og min »Immaterialret«. Den bygger på Koktvedgaards »Lærebog i immaterialret«. Den første udgave af den udkom i 1986, og den var, som Koktvedgaard skrev i forordet, en »kortfattet lærebog, ikke nogen håndbog«. Men så gik årene, og bogen udkom i udgave efter udgave. For hver udgave blev den tykkere og tykkere og mere og mere detaljeret. I dag er den ikke længere en kortfattet lærebog, men en solid håndbog på mange hundrede sider. Det giver den værdi for jurister, der skal arbejde med immaterialret, og som kan bruge den som opslagsværk. Men det gør det også sværere for de studerende at læse efter den som lærebog. Der er enorme mængder detaljer og myriader af henvisninger til litteratur og domme fra både Danmark og andre lande. Men de studerende har kun nogle få måneder til at læse immaterialretten op i. Og i den store skov af henvisninger og detaljer kan det godt være svært for dem at skelne mellem det grundlæggende, der skal kunnes i søvne, og det ikke helt så grundlæggende, som det er nok at kunne i hovedtræk.

Lærebogen i immaterialret ved Københavns Universitet er Jens Schovsbos og min »Immaterialret«. Den bygger på Koktvedgaards »Lærebog i immaterialret«. Den første udgave af den udkom i 1986, og den var, som Koktvedgaard skrev i forordet, en »kortfattet lærebog, ikke nogen håndbog«. Men så gik årene, og bogen udkom i udgave efter udgave. For hver udgave blev den tykkere og tykkere og mere og mere detaljeret. I dag er den ikke længere en kortfattet lærebog, men en solid håndbog på mange hundrede sider. Det giver den værdi for jurister, der skal arbejde med immaterialret, og som kan bruge den som opslagsværk. Men det gør det også sværere for de studerende at læse efter den som lærebog. Der er enorme mængder detaljer og myriader af henvisninger til litteratur og domme fra både Danmark og andre lande. Men de studerende har kun nogle få måneder til at læse immaterialretten op i. Og i den store skov af henvisninger og detaljer kan det godt være svært for dem at skelne mellem det grundlæggende, der skal kunnes i søvne, og det ikke helt så grundlæggende, som det er nok at kunne i hovedtræk.

Lærebogen i immaterialret ved Københavns Universitet er Jens Schovsbos og min »Immaterialret«. Den bygger på Koktvedgaards »Lærebog i immaterialret«. Den første udgave af den udkom i 1986, og den var, som Koktvedgaard skrev i forordet, en »kortfattet lærebog, ikke nogen håndbog«. Men så gik årene, og bogen udkom i udgave efter udgave. For hver udgave blev den tykkere og tykkere og mere og mere detaljeret. I dag er den ikke længere en kortfattet lærebog, men en solid håndbog på mange hundrede sider. Det giver den værdi for jurister, der skal arbejde med immaterialret, og som kan bruge den som opslagsværk. Men det gør det også sværere for de studerende at læse efter den som lærebog. Der er enorme mængder detaljer og myriader af henvisninger til litteratur og domme fra både Danmark og andre lande. Men de studerende har kun nogle få måneder til at læse immaterialretten op i. Og i den store skov af henvisninger og detaljer kan det godt være svært for dem at skelne mellem det grundlæggende, der skal kunnes i søvne, og det ikke helt så grundlæggende, som det er nok at kunne i hovedtræk.

Lærebogen i immaterialret ved Københavns Universitet er Jens Schovsbos og min »Immaterialret«. Den bygger på Koktvedgaards »Lærebog i immaterialret«. Den første udgave af den udkom i 1986, og den var, som Koktvedgaard skrev i forordet, en »kortfattet lærebog, ikke nogen håndbog«. Men så gik årene, og bogen udkom i udgave efter udgave. For hver udgave blev den tykkere og tykkere og mere og mere detaljeret. I dag er den ikke længere en kortfattet lærebog, men en solid håndbog på mange hundrede sider. Det giver den værdi for jurister, der skal arbejde med immaterialret, og som kan bruge den som opslagsværk. Men det gør det også sværere for de studerende at læse efter den som lærebog. Der er enorme mængder detaljer og myriader af henvisninger til litteratur og domme fra både Danmark og andre lande. Men de studerende har kun nogle få måneder til at læse immaterialretten op i. Og i den store skov af henvisninger og detaljer kan det godt være svært for dem at skelne mellem det grundlæggende, der skal kunnes i søvne, og det ikke helt så grundlæggende, som det er nok at kunne i hovedtræk.

Lærebogen i immaterialret ved Københavns Universitet er Jens Schovsbos og min »Immaterialret«. Den bygger på Koktvedgaards »Lærebog i immaterialret«. Den første udgave af den udkom i 1986, og den var, som Koktvedgaard skrev i forordet, en »kortfattet lærebog, ikke nogen håndbog«. Men så gik årene, og bogen udkom i udgave efter udgave. For hver udgave blev den tykkere og tykkere og mere og mere detaljeret. I dag er den ikke længere en kortfattet lærebog, men en solid håndbog på mange hundrede sider. Det giver den værdi for jurister, der skal arbejde med immaterialret, og som kan bruge den som opslagsværk. Men det gør det også sværere for de studerende at læse efter den som lærebog. Der er enorme mængder detaljer og myriader af henvisninger til litteratur og domme fra både Danmark og andre lande. Men de studerende har kun nogle få måneder til at læse immaterialretten op i. Og i den store skov af henvisninger og detaljer kan det godt være svært for dem at skelne mellem det grundlæggende, der skal kunnes i søvne, og det ikke helt så grundlæggende, som det er nok at kunne i hovedtræk.

Lærebogen i immaterialret ved Københavns Universitet er Jens Schovsbos og min »Immaterialret«. Den bygger på Koktvedgaards »Lærebog i immaterialret«. Den første udgave af den udkom i 1986, og den var, som Koktvedgaard skrev i forordet, en »kortfattet lærebog, ikke nogen håndbog«. Men så gik årene, og bogen udkom i udgave efter udgave. For hver udgave blev den tykkere og tykkere og mere og mere detaljeret. I dag er den ikke længere en kortfattet lærebog, men en solid håndbog på mange hundrede sider. Det giver den værdi for jurister, der skal arbejde med immaterialret, og som kan bruge den som opslagsværk. Men det gør det også sværere for de studerende at læse efter den som lærebog. Der er enorme mængder detaljer og myriader af henvisninger til litteratur og domme fra både Danmark og andre lande. Men de studerende har kun nogle få måneder til at læse immaterialretten op i. Og i den store skov af henvisninger og detaljer kan det godt være svært for dem at skelne mellem det grundlæggende, der skal kunnes i søvne, og det ikke helt så grundlæggende, som det er nok at kunne i hovedtræk.

IMMATERIALRET indeholder en samlet og væsentligt opdateret fremstilling af de i Danmark gældende regler om immaterialrettigheder, hvor de seneste års lovændringer og nye praksis er inkorporeret. IMMATERIALRET er skrevet til jurister og andre, der søger viden om immaterialretlige emner. Bogen anvendes som lærebog bl.a. på den juridiske kandidatuddannelse ved Københavns Universitet.