Søgeresultater

Ejendomsret - EMRK – Ekspropriationstidspunkt - Erstatningsfastsættelse

Tilbagelevering af størstedelen af de facto-eksproprierede arealer (område A i 1978, område B i 1984) med tillæg af kompensation bragte krænkelsen af ejernes ejendomsret efter EMRK til ophør. Mindre delarealer blev dog “geneksproprieret” i 2012, hvor arealerstatninger blev fastsat med udgangspunkt i værdiansættelser fra henholdsvis 1978 og 1984, hvilket blev anset for krænkelse af EMRK 1. tillægsprotokol art. 1.

Sagen omhandlede ekspropriation af to arealer, der stødte op til et gasindvindingsanlæg, og som skulle anvendes som bufferzone. I 1978 blev det besluttet, at område A på 5.349 m² skulle eksproprieres, og i 1984 blev det yderligere besluttet, at område B på 3.985 m² skulle eksproprieres. Ekspropriationerne blev forelagt de maltesiske ekspropriationsmyndigheder, der i 1990 godkendte ekspropriationerne og udmålte erstatningerne for henholdsvis område A til 2.218 Euro og område B til 1.863 Euro med afsæt i værdiansættelser for arealernes værdi i henholdsvis 1978 og 1984. I henhold til maltesisk lovgivning anses ekspropriation først for formelt gennemført, når adkomstændringer er foretaget, og ekspropriationserstatninger er udbetalt, men dette skete ikke i disse sager. I 2012 ophørte gasindvindingsanlæggets drift, og anlægget blev fjernet i 2012. I forbindelse med gasindvindingsanlæggets ophør blev det dog besluttet, at to mindre delarealer af henholdsvis område A og område B skulle forblive i offentligt eje, og der blev gennemført en formel “genekspropriation” af delarealer på henholdsvis 509 m² af område A og 139 m² af område B. Ejerne blev tilbudt arealerstatninger på henholdsvis 205 Euro og 58,50 Euro baseret på værdiansættelserne fra 1978 og 1984, hvilket de oprindelige ejere og disses efterkommere (klagerne) afviste at acceptere. I forhold til de resterende arealer af henholdsvis område A og område B blev det besluttet, at restejendommene skulle tilbageføres til klagerne uden tillæg af kompensation for de facto-ekspropriationerne besluttet i 1978 og 1984 og frem til 2012. Klagerne indbragte sagerne for domstolene, der stadfæstede “genekspropriationerne” i 2012 og tilbageførslen af restejendommene. Domstolene tilkendte yderligere en samlet kompensation på 15.000 Euro henset til den manglende formelle berigtigelse af ekspropriationerne i henhold til ekspropriationsmyndighedernes afgørelse i 1990. Klagerne indbragte sagen for EMD og påstod krænkelse af EMRK 1. tillægsprotokol art. 1, hvilket medlemsstaten afviste. EMD opdelte sagen til dels at angå de tilbageførte restejendomme af henholdsvis område A og område B, dels at angå de i 2012 “geneksproprierede” delarealer på henholdsvis 509 m² og 139 m². I forhold til de tilbageførte restejendomme fandt EMD, at klagerne ikke længere havde offerstatus (præmisserne 49-54), hvorefter EMD afviste denne del af sagen. I forhold til i de i 2012 “geneksproprierede” delarealer på 509 m² og 139 m² realitetsbehandlede EMD sagen i forhold til dels perioden med de facto ekspropriation frem til 2012, dels den formelle “genekspropriation” i 2012. I forhold til perioden med de facto ekspropriation frem til 2012 blev der statueret krænkelse på grund af manglende kompensation, mens der i forhold til “genekspropriationen” blev statueret krænkelse, da der ikke var udmålt kompensationer med afsæt i delarealernes markedsværdi i 2012, hvorefter klagerne var blevet pålagt i uproportional byrde.

Luftforurening – Handlingsplaner

Italien havde tilsidesat luftrammedirektivets (2008/50) art. 13 ved systematisk og vedvarende at have overskredet grænseværdierne for koncentrationerne af PM10-partikler i en række større byområder med understregning af, at der ikke gælder en bagatelgrænse. Italien havde tillige overtrådt direktivets art. 23 ved ikke at vedtage egnede luftkvalitetsplaner, der kunne sikre en hurtig overholdelse af grænseværdierne for disse områder.

Medlemsstater skal efter luftrammedirektivets (2008/50) art. 13 og 15 sikre, at de i direktivet fastsatte grænseværdier for koncentrationer i luften af bl.a. små partikler (PM₁₀) blev overholdt senest i juni 2010. Forpligtelsen kan efter art. 22 fraviges, hvis medlemsstaterne efter ansøgning har fået Kommissionens tilladelse til i bestemte zoner at udsætte en opfyldelse. Forpligtelsen kan tillige fraviges, hvis overskridelsen skyldes naturlige kilder, jf. art. 20, eller hvis det skyldes salt og sandspredning om vinteren, jf. art. 21, men dette forudsætter i begge tilfælde, at Kommissionen er underrettet. Hvis direktivets grænseværdier for ren luft overskrides i bestemte zoner, uden overskridelsen er omfattet af en af disse tre undtagelser, skal medlemsstaterne vedtage luftkvalitetsplaner for at overholde direktivets grænseværdier. Italien var tidligere i sag C-68/11 dømt for, at luftens indhold af PM₁₀ i flere byområder i 2006 og 2007 overskred EU’s tidligere grænseværdier for ren luft, men Domstolen afviste i den tidligere sag at tage stilling til, om de nye grænseværdier fortsat var overtrådt, da dette ikke var godtgjort. Efter Kommissionen havde gennemgået de italienske rapporter for luftkvalitet og en længere skriftveksling anlagde Kommissionen traktatbrudssøgsmål. Kommissionen nedlagde påstand om, at Italien systematisk og vedvarende havde tilsidesat luftrammedirektivets art. 13 ved at overskride grænseværdien for PM₁₀ i en række byområder, og at Italien tillige havde tilsidesat direktivets art. 23 ved ikke at have vedtaget egnede foranstaltninger til at sikre, at grænseværdierne overholdes i disse zoner. Den italienske regering gjorde til den første påstand bl.a. gældende, at der i løbet af perioden var sket en forbedring af luftkvaliteten, at det ikke var muligt over en kort periode at løse problemerne med luftforurening, og at art. 13 skal fortolkes som indeholdende en tolerancemargin, hvorfor art. 13 ikke var overtrådt. Dette blev afvist af Domstolen, der fastslog, at den i luftrammedirektivet anførte tolerancemargin kun gælder mht. luftkvalitetsplaner, som er godkendt af Kommissionen, men ikke i øvrigt gælder, når det i luftrammedirektivet fastsatte grænseværdier er overtrådt, og det var ubestridt, at den italienske regering ikke havde fået tilladelse efter art. 22 til de påtalte overskridelser af grænseværdier var ren luft. Det kunne ikke tillægges betydning, at overskridelsen »kun« omfattede 17 % af det italienske territorium, da »der ikke findes en »de minimis«-tærskel hvad angår antallet af zoner, hvor en overskridelse kan konstateres, eller vedrørende antallet af målestationer i en bestemt zone, som har registreret overskridelser«. I forhold til manglende vedtagelse af egnede luftkvalitetsplaner for de berørte zoner lagde Domstolen til grund, at en overskridelse af grænseværdien for PM₁₀ ikke i sig selv er tilstrækkelig til, at art. 23 er overtrådt. Selv om medlemsstaterne har et skøn ved fastlæggelse af foranstaltninger, skal medlemsstaterne sikre, at den periode, hvor grænseværdierne overskrides, bliver kortest muligt. Da forpligtelsen havde påhvilet Italien siden juni 2010, og det først var i 2018, at Italien havde vedtaget den første luftkvalitetsplan, og det var godtgjort, at der var tale om systematiske og vedvarende overskridelser af grænseværdierne, havde Italien tilsidesat art. 23, uden at det var nødvendigt at foretage en nærmere undersøgelse af de senere vedtagne luftkvalitetsplaner.

Luftforurening – Dieselbiler - NOx-emissioner – Manipulerede beregninger

Software i dieselbiler, der forfalskede målinger af NOx-emissioner ved at påvirke motorernes EGR-ventil, var en »manipulationsanordning« forbudt efter art. 5 i forordning nr. 715/2007.

Baggrunden for denne sag var uoverensstemmelsen mellem den faktiske udledning og den beregnede udledning af forurenende stoffer fra en del kendte bilfabrikater. Den konkrete baggrund var en straffesag ved de franske domstole mod en bilfabrikant, der var anklaget for at have solgt dieselbiler udstyret med en software, der kunne forfalske målingerne af bilernes udledning af forurenende luftarter, navnlig nitrogenoxider (NOx). Softwaren påvirkede den såkaldte EGR-ventil, der gør det muligt at sende udstødningsgasser tilbage til motoren med henblik på genanvendelse, således at ventilens åbning blev væsentligt øget, hvorved emissionsbegrænsningssystemets ydeevne blev forbedret, så bilerne kunne godkendes. Spørgsmålet i hovedsagen var, hvorvidt bilfabrikanten havde overtrådt den franske forbrugeraftalelov ved groft at have vildledt køberne af de omhandlede dieselbiler. Den franske anklagemyndighed henviste til, at den installerede software udgjorde en »manipulationsanordning«, der var i strid med forordning nr. 715/2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer mv. Det følger af forordningens art. 5(2), at brugen af manipulationsanordninger, som defineret i forordningens art. 3(10), der reducerer effektiviteten af bilernes emissionsbegrænsningssystemer, er forbudt. Dette gælder dog ikke, hvis anordningen er nødvendig for at beskytte motoren mod beskadigelse eller havari og for at sikre køretøjets driftssikkerhed (art. 5(2)(a). Da den fanske domstol var i tvivl om forståelsen af den nævnte forordnings art. 3(10) og art. 5(2)(a) og fandt, at dette havde betydning for, om bilfabrikanten groft havde vildledt forbrugerne, forelagde den Domstolen en række fortolkningsspørgsmål om disse bestemmelser. Domstolen fandt bl.a. under henvisning til forordningens formål om at forbedre luftkvaliteten og sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau, at den i sagen omhandlede software udgjorde en »manipulationsanordning« omfattet af art. 3(10), ligesom EGR-systemet måtte anses for et »emissionsbegrænsningssystem« omfattet af samme bestemmelse, selv om EGR-systemet alene reducerede emissionerne af forurenende stoffer ved dannelsen heraf og ikke »nedstrøms« efter dannelsen. Endvidere fandt Domstolen, at den omhandlede software ikke var omfattet af undtagelsen i art. 5(2)(a), selv om anordningen bidrog til at forebygge ældning og tilsodning af motoren, da dette ikke kunne anses for »beskadigelse« eller »havari« i bestemmelsens forstand, ligesom undtagelsen måtte fortolkes indskrænkende.

Klima – Drivhusgasser – CO₂-kvoter – Tildelingskriterier – Gratis kvoter

Ved beregning af antallet af gratistildelte emissionskvoter til nytilkomne anlæg kan kapacitetsudnyttelsesfaktoren ikke udgøre over 100 %, uanset om en teoretisk beregning af benchmarks måtte vise dette.

Efter EU’s kvotedirektivet (2003/87) art. 10a foretager medlemsstaterne gratistildeling af emissionskvoter til kvotevirksomheder på grundlag af nærmere regler, der tidligere var fastsat af Kommissionen i afgørelse 2011/278. Efter afgørelsens art. 19(1) skal medlemsstaterne beregne det årlige antal gratistildelte emissionskvoter til såkaldt »nytilkomne«, dvs. anlæg, der har fået tilladelse til udledning af drivhusgasser efter den 30. juni 2011. Beregningen sker ved at gange værdien af de af Kommissionen fastsatte benchmarks med hver delinstallations aktivitetsniveau. Aktivitetsniveauerne opdeles i forskellige kategorier for de enkelte delinstallationer i et samlet anlæg. Det såkaldte brændselsrelaterede aktivitetsniveau fastlægges ved at gange det pågældende anlægs indledende installerede kapacitet med den relevante kapacitetsudnyttelsesfaktor. Kapacitetsudnyttelsesfaktoren skal fastlægges bl.a. på grundlag af oplysninger om det pågældende anlæg sammenlignet med sektorspecifikke oplysninger. Baggrunden for denne sag var, at der var opstået tvist om tildeling af gratiskvoter mellem de tyske myndigheder og den tyske virksomhed Ingredion, der producerer landbrugsprodukter med stivelse fra et anlæg i Hamborg. Ingredions anlæg bestod bl.a. af en ny dampgenerator, der udgjorde en såkaldt brændselsbenchmarket delinstallation. I august 2014 søgte Ingredion de tyske myndigheder om gratistildeling af emissionskvoter og oplyste, at delinstallationen havde en kapacitetsudnyttelsesfaktor på 109 %, da der forelå oplysninger om, at den reelle kapacitetsudnyttelse for dampgeneratoren havde ligget over 100 % siden 2013. De tyske myndigheder mente ikke, at kapacitetsudnyttelsen kunne være over 100 % og fastlagde antallet af emissionskvoter ud fra en kapacitetsudnyttelsesfaktor på 99,9 %. Ingredion anfægtede dette, hvilket førte til en præjudiciel forelæggelse for Domstolen, hvor den forelæggende ret spurgte til, om kapacitetsudnyttelsesfaktoren for nytilkomne var begrænset til en værdi på under 100 %. Domstolen tog udgangspunkt i, at kvotedirektivet sondrer mellem etablerede hhv. nytilkomne anlæg. For de etablerede anlæg skal gratistildelingen af kvoter foretages på grundlag af repræsentative data om den faktiske drift af disse anlæg. For nytilkomne anlæg er ordningen en anden. Domstolen fandt, at bestemmelserne om tildeling af emissionskvoter på grundlag af kapacitetsudnyttelsen må læses i sin helhed og ud fra reglernes formål om bl.a. at nedbringe drivhusgasemissioner og sikre lige konkurrencevilkår. Den relevante kapacitetsudnyttelsesfaktor i forbindelse med gratistildeling af emissionskvoter til nytilkomne er derfor begrænset til en værdi på under 100 %, hvorfor en virksomhed ikke kan have krav til gratistildeling af kvoter på grundlag af en kapacitetsudnyttelsesfaktor på 109 %.

Støj, menneskerettigheder – Ulemper – Privatlivets fred

Støjulemper gennem 13 år udgående fra politistation i stueetage anset for en krænkelse af EMRK art. 8 i forhold til ejer (klager) af beboelseslejlighed oven over politistationen.

Sagen omhandlede støj og andre ulemper udgående fra en russisk politistation, der blev etableret i stueetagen i en etageejendom i 1979. I februar 1995 erhvervede E en beboelseslejlighed på etagen oven over politistationen. I 1996 begyndte E at fremsende henvendelser til de lokale myndigheder om, at støj og andre ulemper (dagligt og alle døgnets timer) udgående fra politistationen skulle bringes til ophør. De lokale myndigheder foretog sig ingenting, men politistationens ledelse meddelte, at det ikke var muligt at flytte politistationen. I 2000 fremsendte E og en række naboer en samlet henvendelse til de lokale myndigheder med krav om at bringe ulemperne til ophør. Fælles henvendelse blev ikke besvaret, og E indbragte herefter sammen med naboerne sagen for en russisk domstol, der i en afgørelse fra september 2000 fastslog, at ulemperne oversteg tålegrænsen. Den russiske domstol pålagde derfor de lokale myndigheder at finde en løsning inden et år. Derimod blev krav om økonomisk kompensation for ulemperne afvist. Dommen blev ikke efterlevet, og gentagne anmodninger fra E (senest i februar 2006) om håndhævelse af dommen blev afvist af domstolene. I 2006 foretog miljømyndighederne tilsyn, hvor uhumske forhold blev konstateret. Miljømyndighederne konstaterede også støj, herunder bankelyde og biler i tomgang, fra politistationen. I 2007 blev det besluttet, at politistationen skulle flyttes. E beboede lejligheden frem til maj 2008, hvor lejligheden blev solgt og fraflyttet. E indbragte sagen for EMD og gjorde gældende, at E’s ret til hjem og privatliv i medfør af EMRK art. 8 var blevet krænket, da ulemperne fra politistationen gennem 13 år ikke var blevet effektivt imødegået af myndighederne. Den russiske regering afviste krænkelse og anførte, at politistationen var lovligt indrettet, og at det ikke havde været muligt at flytte den til et andet sted i lokalområdet. EMD antog sagen til realitetsbehandling og fastslog, at der forelå et indgreb i E rettigheder i henhold til EMRK art. 8 (præmisserne 31-34). EMD tog herefter stilling til, om indgrebet kunne retfærdiggøres under hensyn til ulempernes karakter og daglige forekomst. EMD fremhævede dommen fra september 2000 og de russiske myndigheders manglende begrundelse for det efterfølgende langvarige forløb med at flytte politistationen. Herefter fandt EMD, at »fair balance« mellem lokalsamfundets interesse i politistationen, effektiv efterlevelse af domstolsafgørelsen og klagers ret til hjem og privatliv ikke kunne anses for at have været opnået. Herefter blev der statueret krænkelse af EMRK art. 8.

Miljøansvarsdirektivet – Landbrugsmæssig dræning – Erhvervsmæssig aktivitet

Miljøansvarsdirektivets forbehold for, at »sædvanlig forvaltning af arealer« ikke udgør en betydelig miljøskade på beskyttede arter, omfatter bl.a. landbrugsmæssig dræning, forudsat at der er tale om en veletableret praksis udøvet i længere tid, og at denne praksis ikke er i modstrid med forpligtelserne efter habitatdirektivet og fugledirektivet. Pumpelaug er en erhvervsmæssig aktivitet efter miljøansvarsdirektivets art. 2(7).

Sagen drejede sig om, hvorvidt landbrugsmæssig dræning på halvøen Eiderstadt i Schleswig-Holstein havde medført en miljøskade. Halvøen er udlagt som særligt fuglebeskyttelsesområde, fordi området er det vigtigste yngleområde i Schleswig-Holstein for sortternen, men halvøen er samtidig et landbrugsområde, der kun kan dyrkes grundet en omfattende dræning, hvor vedligeholdelsen af drænledninger og pumpeanlæg påhviler de 17 vand- og jordlaug, der er hjemmehørende på halvøen. Den tyske miljøorganisation Naturschutzbund Deutschland (ND) fandt, at den ene af disse pumpestationer, Adamsiel, der omfatter en udskylningssluse og et pumpeanlæg, forårsagede miljøskade på sortternen efter miljøansvarsdirektivets (2004/35) art. 2(1)(a). ND bad delstatens myndigheder om at pålægge pumpelauget at afhjælpe disse skader i henhold til den tyske gennemførelse af miljøansvarsdirektivet, hvilket blev afslået af de tyske myndigheder, der henviste til, at der var tale om »sædvanlig forvaltning af arealer«, der efter miljøansvarsdirektivets bilag I ikke nødvendigvis betegnes som betydelig skade. Afslaget blev indbragt for den tyske forvaltningsdomstol og førte til, at der blev rejst præjudicielle spørgsmål. Domstolen understregede indledningsvis, at skade på beskyttede arter og naturtyper, som er forvoldt ved projekter godkendt efter habitatdirektivets art. 6(3) og 6(4), per definition ikke udgør en miljøskade, jf. miljøansvarsdirektivets art. 2(1)(a), og at direktivets ansvarsregler kun omfatter »en betydelig negativ påvirkning«. Af direktivets bilag I fremgår, at bestemte skadesårsager ikke nødvendigvis skal betegnes som betydelig skade, og til disse hører »sædvanlig forvaltning af arealer«. Dette omfatter bl.a. landbrugsmæssig dyrkning og dræning, forudsat at denne forvaltning er i overensstemmelse med god praksis, navnlig god landbrugspraksis, hvilket omfatter »alle de forvaltningsforanstaltninger«, som medlemsstaterne har vedtaget i medfør af bl.a. habitatdirektivets art. 6 og fuglebeskyttelsesdirektivets art. 4 (præmis 54-55). Herefter fastslog Domstolen, »at begrebet »sædvanlig forvaltning« navnlig kan omfatte landbrugsaktiviteter, der udøves på et areal, som omfatter beskyttede arter og naturtyper som helhed, herunder dem, der kan være et uomgængeligt supplement, såsom kunstvanding og dræning, og dermed driften af et pumpeanlæg« (præmis 57). Sædvanlig forvaltning »kan hidrøre fra en praksis, som hidtil har været udført af ejere eller operatører« og »omfatter således de forvaltningsforanstaltninger, der som følge af, at de er blevet praktiseret i et vist tidsrum, kan anses for at være almindelige for det pågældende areal«, forudsat at dette ikke er i modstrid med forpligtelserne efter habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet (præmis 61). Dette forudsætter dog, at den pågældende forvaltning har været udøvet i længere tid og er almindelig anerkendt og veletableret (præmis 65). Miljøansvarsdirektivets ansvarsregler har kun operatører af »erhvervsmæssig aktivitet« som ansvarssubjekter, hvilket begreb er defineret i direktivets art. 2(7). Domstolen fastslog, at dette også »omfatter aktiviteter, som på grundlag af en delegation ved lov udøves i offentlighedens interesse«.

Affaldsoverførsel – Blandet papiraffald – Nyttiggørelse

Overførsel af blandet papiraffald indsamlet i Tyskland til nyttiggørelse på anlæg i Holland var ikke omfattet af den generelle fritagelse for anmeldelse og samtykke i forordning 1013/2006 om overførsel af affald, når det blandede papiraffald kunne henføres til flere af de opregnede papiraffaldsfraktioner i B3020, men overførslen kan fritages for anmeldelse, hvis myndigheden ikke er i tvivl, om nyttiggørelse kan ske miljømæssigt forsvarligt.

Virksomheden V’s overførsel af papiraffald indsamlet i Tyskland til nyttiggørelse på anlæg i Holland var af de hollandske myndigheder klassificeret som grønt affald, der kunne overføres uden forudgående anmeldelse og samtykke efter forordning nr. 1013/2006 om overførsel af affald . Derimod havde de tyske myndigheder klassificeret papiraffaldet som anmeldelsespligtigt, fordi papiraffaldet indeholdt op til 10 % interfererende stoffer (som består af væskekartoner (op til 4 %), plastartikler (op til 3 %), metaller (op til 0,5 %) og andre fremmede materialer (op til 3,5 %) såsom glas, sten, tekstiler eller gummi). V anlagde sag mod de tyske myndigheder. Dette førte til en præjudiciel forelæggelse for Domstolen om fortolkning af bilag IX til Baselkonventionen, der udgør en del af forordning nr. 1013/2006 om overførsel af affald, og som i indgang B3020 undtager følgende affaldsfraktioner af skrot, papir og pap fra anmeldelsespligt som grønt affald, når de ikke er blandet med farligt affald: (*) ubleget papir eller pap samt af bølgepapir eller bølgepap; (*) andet papir eller pap, hovedsagelig fremstillet af bleget kemisk masse, ikke gennemfarvet; (*) papir eller pap, hovedsagelig fremstillet af mekanisk masse (f.eks. aviser, blade og lignende tryksager); (*) andre produkter, bl.a. lamineret pap og usorteret skrot. Domstolen lagde til grund, at indgang B3020 skal fortolkes »således, at det affald, der er opregnet i de fire led i denne indgang, hver især svarer til én type af affald, og at blandinger, der består af affald fra disse forskellige typer, ikke henhører under den nævnte indgang« (præmis 49). Undtagelsen omfatter derfor ikke »blandet affald bestående af affald, som enkeltvis ville henhøre under disse forskellige led. Sådanne blandinger kan derfor ikke klassificeres på den grønne liste over affald i bilag III til forordning nr. 1013/2006« (præmis 54). Spørgsmålet var, om det pågældende papiraffald alligevel var undtaget fra forudgående anmeldelse efter forordningen art. 3(2)(b), der omfatter: »blandet affald, der ikke henhører under en enkelt indgang i bilag III, bestående af to eller flere affaldstyper, der er anført i bilag III, forudsat at dette blandede affalds sammensætning ikke vil indvirke negativt på en miljømæssigt forsvarlig nyttiggørelse, og forudsat, at sådant blandet affald er anført i bilag III A i overensstemmelse med artikel 58«. Domstolen lagde til grund, at reglen efterlader medlemsstaterne et skøn (præmis 68), men hvis den nationale myndighed er i tvivl, om det omhandlede blandede affald kan nyttiggøres miljømæssig forsvarlig, skal myndigheden gennemføre den generelle procedure for forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke (præmis 74).