Søgeresultater

Viser 1 - 10 af 209 resultater for :

  • "Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser" x
  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

KFE 2018.305 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser BERIGTIGELSE – vedrørende KFE, Hæfte 1, årgang 44/2018)

KFE 2018.305 Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser BERIGTIGELSE – vedrørende KFE, Hæfte 1, årgang 44/2018   Der er beklageligvis anledning til følgende berigtigelse af hæftets indledning og af referatet af de nedennævnte to kendelser.   KFE 2018.58 VBA Den samlede forsinkelse var på 13 uger. Heraf blev entreprenøren tilkendt en

Ingen adgang

KFE 2022.635 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. juni 2022)

miljøbeskyttelseslovens § 91, stk. 1, at kommunalbestyrelsens afgørelser og beslutninger efter loven eller regler, der er fastsat med hjemmel i loven, kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Afgørelser, der er truffet som et led i kommunernes tilsyn, kan dog ikke påklages til nævnet, jf. miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 3. Nævnet har dermed ikke kompetence til

Ingen adgang

KFE 2018.549 (Indledning til nr. 5-44/2018)

. aktindsigt i miljøoplysninger, dels at projektoffentlighed ifm. SMV ikke kan forudsættes at være baseret på, at den berørte offentlighed selv sammenstykker det materiale, der er blevet anvendt af styrelsen, gennem anmodning om aktindsigt. Den ene af de to Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser, der vedrører klager over førsteinstansens stillingtagen til

Ingen adgang

KFE 2022.613 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 10. marts 2022)

fredskovspligtens indtræden, hvorfor det er forkert, når Miljøstyrelsen i deres notat har anført, at »kommuneplanens formål ikke er gengivet detaljeret i nævnsafgørelsen«. Klager har gennemgået Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser på skovlovens område, som viser, at der ikke er truffet afgørelser, der går imod Naturklagenævnets afgørelse fra 2009. Klager

Ingen adgang

KFE 2018.386 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 19. september 2017)

internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter. [8].  Nævnets note: Se bl.a. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser NMK-510-00872 og NMK-510-00879.                                                      

Ingen adgang

KFE 2021.900 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. september 2021 (sagsnr. 18-05143) )

emission. Efter Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis kræver et undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40, at miljømyndigheden godtgør, at udledningen fra forurenerens virksomhed eller anlæg med overvejende sandsynlighed enten kan være fortsat efter eller er sket den 1. januar 1992. 6 . Jf. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser i bl

Ingen adgang

KFE 2022.625 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 3. maj 2022)

. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser i bl.a. NMK-11-00165 og NMK-11-00169. Der gælder således ikke et krav om, at den væsentligste del af forureningen skal være sket efter den 1. januar 1992. 21 . Nævnets note: f. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse i NMK-11-00169. Det følger imidlertid af Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis, 22

Ingen adgang

KFE 2018.321 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. juni 2017)

meddelelsen af dispensation fra naturbeskyttelseslovens §§ 3 og 16. Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse efter § 3, stk. 2, nr. 2 og 4, i naturbeskyttelsesloven og efter planlovens § 58 c, stk. 1, nr. 2 . Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser er endelige og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 17 i lov om Miljø- og

Ingen adgang

KFE 2020.1013 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 5. november 2020 i sag 19/05913)

Strandbeskyttelseslinje – Terrænregulering – Campingpladser – Natura 2000 – Bilag IV-arter – VVM-screening – Prøvelse

Afslag på dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til terrænregulering på campingplads ændret til en dispensation. Miljø- og Fødevareklagenævnet foretog selv væsentlighedsvurdering og vurdering af påvirkning af bilag IV-arter efter habitatbekendtgørelsen.

Roskilde Camping er beliggende i et kuperet område med udsigt over Roskilde Fjord ca. 4 km nord for Roskilde by på ca. 26,7 ha stor grund, hvoraf størstedelen er omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Campingpladsen er godkendt til 380 campingenheder, men havde reelt kun 300 anvendelige pladser. Området grænser op til Natura 2000-område nr. 136, Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov. Til brug for en udvidelse af campingpladsens kapacitet til autocampere og i overensstemmelse med lokalplanen for området ansøgte campingpladsen i december 2018 om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til terrænregulering af et areal på ca. 3.000 m2, hvor terrænet varierede fra ca. kote 5,5 til kote 9,5. Med terrænreguleringen forventedes en forøgelse af kapaciteten med 20 campingpladser på arealet. Den 11. juni 2019 meddelte Kystdirektoratet afslag på dispensation med henvisning til, at terrænreguleringen var et væsentligt indgreb, der ville fremstå synligt og unaturligt, hvorfor terrænreguleringen ikke fandtes omfattet af den lempeligere praksis for tilpasning af eksisterende ferie- og fritidsbyggeri til den sædvanlige produktudvikling, jf. lovbemærkningerne til kystloven (lov nr. 439 af 1. juni 1994). Da der blev meddelt afslag, foretog Kystdirektoratet ikke en vurdering af, om det ansøgte kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt eller medføre beskadigelse eller ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der er omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Dispensationen blev påklaget af Roskilde Kommune som ejer af ejendommen, og under klagesagen foretog Miljø- og Fødevareklagenævnet besigtigelse af ejendommen med drone. Et flertal i nævnet (6 af 7 medlemmer) fandt, at den ansøgte terrænregulering efter oplysningerne om antallet af campingenheder og begrundelsen for ansøgningen var omfattet af den lempeligere praksis efter kystloven fra 1994. Flertallet fandt, at landskabelige hensyn ikke talte afgørende imod terrænreguleringen, som skulle placeres i en lavning og omfattede en mindre del af campingpladsens samlede areal. Da flertallet derfor ville ændre Kystdirektoratets afslag til en dispensation, udtalte nævnet herefter, at det ansøgte efter nævnets vurdering hverken kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt eller medføre beskadigelse eller ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Mindretallet fandt derimod, at Kystdirektoratets afslag skulle stadfæstes, da der var tale om et særligt værdifuldt landskab i tilknytning til et velbevaret strandengsareal. På denne baggrund blev Kystdirektoratets afslag ændret til en dispensation.

Fodnoter

1

. Det er overraskende, at Miljø- og Fødevareklagenævnet valgte selv at foretage en væsentlighedsvurdering og vurdering af påvirkningen af bilag IV-arter efter habitatbekendtgørelsen, når det fremgår udtrykkeligt af sagens oplysninger, at Kystdirektoratet ikke havde foretaget disse vurderinger forud for meddelelsen af afslaget. I andre sager, hvor nævnet har ønsket at ændre et afslag meddelt i førsteinstans til en dis­pensation, har nævnet da også hjemvist sagen til førsteinstansen med henblik på, at der blev gennemført de fornødne vurderinger efter habitatbekendtgørelsen, jf. f.eks. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser af 6. april 2021 (j.nr. 20/06118 og 20/06121), trykt i MRF 2021.173 og MRF 2021.175. Hertil kommer, Miljø- og Fødevareklagenævnet overså, at terrænreguleringen var screeningspligtig efter miljøvurderingslovens § 21. En terrænregulering kan således være omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 11.b (anlæg til bortskaffelse af affald), når der sker deponering af (uforurenet) jord, men i den konkrete sag udgjorde terrænreguleringen i alle tilfælde en screeningspligtig ændring af campingpladsen omfattet af bilag 2, pkt. 13.a, jf. pkt. 12.d (permanente campingpladser).

Ingen adgang

KFE 2020.1138 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 26. maj 2020)

Fødevareklagenævnets bemærkninger og afgørelse Miljø- og Fødevareklagenævnets bemærkninger Det følger af vandløbslovens § 80, stk. 1, at vandløbsmyndighedens afgørelser, bortset fra afgørelser om erstatning og andre økonomiske spørgsmål, kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Afgørelser efter vandløbslovens § 54 a kan dog ikke påklages. Spørgsmålet om