Søgeresultater

Afslag på anmodning om ændring af vilkår – forvaltningsafgørelse eller vejledende udtalelse? – inddragelse af Højesterets dom – proportionalitetsprincip – rensning af grundvand – reinfiltration af vand – afledning af klorerede stoffer til grundvandet – tidsbegrænset og ophørt afgørelse – afsluttet byggeprojekt – manglende aktualitet, jf. miljøbeskyttelseslovens § 91, stk. 1 – afvisning af kompetence til efterprøvelse af vilkårsformulering – formandsafgørelse

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en skrivelse fra en kommune, hvori den afviser adressatens anmodning om at ændre et vilkår, skal betragtes som en forvaltningsafgørelse. Klageren fandt, at vilkåret, der indgik i en tidsbegrænset tilladelse til et byggeprojekt om reinfiltrerings- og moniteringsboringer samt midlertidig reinfiltrering af grundvand, var i strid med proportionalitetsprincippet. Klageren ønskede det ændret til et krav om overholdelse af den detektionsgrænse for klorerede stoffer, der var fastlagt ift. grundvandskvalitet. Kommunen oplyste over for nævnet, at der ikke var tale om en afgørelse. Kommunen havde givet klageren en vejledning om det i dansk ret implementerede forbud mod direkte tilførsel af bestemte miljøfremmede stoffer til grundvandet. Miljø- og Fødevareklagenævnet, der foretog en efterprøvelse med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 91, stk. 1, fastslog, at der konkret var truffet en forvaltningsafgørelse af kommunen, og at det i den sammenhæng ikke var afgørende, om den relevante skrivelse af kommunen var beskrevet som en afgørelse. Nævnet henviste i den sammenhæng til to nyere højesteretsdomme, hvor retten tillagde det afgørende betydning, at der blev redegjort for retsgrundlaget, ligesom der var indføjet en begrundelse. Nævnet konstaterede endvidere, at det var en forudsætning for dets konkrete vurdering af det påklagede vilkår, om der var tale om en afgørelse, der fortsat var gyldig. Da afgørelsens gyldighed ophørte den 30. september 2020, og da byggeprojektet var afsluttet, kunne nævnet ikke efterprøve det påklagede vilkår. Det var i den forbindelse uden betydning, af både kommunen og klageren ønskede nævnets stillingtagen.

Fodnoter

VVM-tilladelse, jf. miljøvurderingslovens § 25 – krav til VVM-rapportens indhold, jf. miljøvurderingslovens § 20 – den økologiske funktionalitet af raste- og hvileområder for bilag IV-arter, jf. habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra d – artsbeskyttelse – Natura 2000-områder – væsentlighedsvurdering, jf. habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, og habitatbekendtgørelsens §§ 7 og 8 – fuglebeskyttelsesdirektivet – afværgeforanstaltninger, jf. miljøvurderingslovens § 27 – supplerende oplysninger – besigtigelse foretaget af bygherren under nævnsbehandlingen – nævnets kompetence ift. nova accepteres – krav til VVM-afgørelsens begrundede konklusion – stadfæstelse af VVM-tilladelse – Miljø- og Fødevareklagenævnets sagkyndige afdeling, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 3, stk. 1, nr. 9 – dissens

Denne sag vedrører Miljø- og Fødevareklagenævnets realitetsbehandling af en klage, der er indgivet af to foreninger over den VVM-tilladelse, som Københavns Kommune meddelte i februar 2021 til et byudviklingsprojekt på Amager Fælled, jf. miljøvurderingslovens § 25, stk. 1. Nævnet havde den 7. juli 2021 tillagt klagerne opsættende virkning.

I forbindelse med realitetsbehandlingen foretog nævnet en efterprøvelse af den miljøkonsekvensrapport (VVM-rapport), der var udarbejdet af bygherren, jf. miljøvurderingslovens § 20, stk. 1. Det understreges af nævnet, at det følger af miljøvurderingslovens § 20, stk. 4, nr. 2, at de oplysninger, som bygherren skal give om projektet, jf. § 20, stk. 2, på passende vis skal påvise, beskrive og vurdere projektets væsentligste direkte og indirekte virkninger på den biologiske mangfoldighed med særlig vægt på de arter og naturtyper, der er beskyttet efter habitatdirektivets og fuglebeskyttelsesdirektivets regler. Det fremhæves endvidere, at Københavns Kommune efter miljøvurderingslovens § 24, stk. 1, i forbindelse med sagsbehandlingen, der resulterede i den påklagede VVM-tilladelse, skulle have foretaget en konkret vurdering af VVM-rapporten med inddragelse af den fornødne ekspertise med henblik på at sikre, at rapporten levede op til kravene i miljøvurderingslovens § 20. Inden kommunen kunne træffe afgørelse efter miljøvurderingslovens § 25, skulle den sikre sig, at det foreliggende beslutningsgrundlag var tilstrækkeligt. Nævnet foretager herefter en vurdering af de krav ift. overholdelse af habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet, som kommunen må forudsættes at have lagt til grund i denne vurdering. I nævnets vurdering af den påklagede afgørelse rettes fokus først på beskyttelsen af yngle- og rasteområder for de bilag IV-arter – den spidssnudede frø og den store vandsalamander – der er på arealet, idet der foretages en vurdering ud fra de gældende krav i habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra d. Ved fortolkningen af beskyttelseskravene og de konkrete dispensationsmuligheder, der er opregnet i direktivets artikel 16, henviser nævnet til det, der fremgår af EU-Domstolens praksis, EU-Kommissionens vejledning om beskyttelse af bilag IV-arter, Miljøstyrelsens habitatvejledning og Håndbogen om dyrearter på habitatdirektivets bilag IV. Herefter vurderer nævnet, og der i den påklagede afgørelse er sikret beskyttelsen af de Natura 2000-områder, der er i nærområdet ud fra de krav, der er fastlagt i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Der ses endvidere på kommunens overholdelse af den beskyttelse af biodiversiteten ift. fugle i området, som er foreskrevet ved fuglebeskyttelsesdirektivet, ligesom der tages stilling til faunapassagen for rådyr og fredede padder samt kommunens vurdering af den kumulative påvirkning. Nævnet vurderer også, om kommunen har forholdt sig til mulige alternativer til det konkrete byudviklingsprojekt, ligesom der afslutningsvis foretages en efterprøvelse af den konkrete stillingtagen i VVM-rapporten til den opsivende metan fra den tidligere ukontrollerede losseplads.

Med hensyn til kravene, der følger af habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra d, fastslår nævnet først, at Københavns Kommune ikke havde et tilstrækkeligt grundlag for at foretage en vurdering af projektets påvirkning af bilag IV-arten stor vandsalamander på tidspunktet for meddelelsen af § 25-tilladelsen. Det bemærkes i den sammenhæng, at kommunen med den trufne afgørelse skulle sikre opretholdelsen af den økologiske funktionalitet af de yngle- eller rasteområder, der var tale om, og at kravene til kommunens vurdering var skærpet betydeligt i en situation som den foreliggende. Den meddelte § 25-tilladelses begrundede konklusion var mangelfuld i den henseende, idet VVM-rapporten og de underliggende feltundersøgelser ikke indeholdt den foreskrevne konkrete vurdering af krattets kvalitet som rasteområde for stor vandsalamander, jf. habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra d. Den kortlægning af krattets betydning som rasteplads, som bygherren havde fået foretaget, afhjalp ikke fejlen, som kommunen havde begået, idet kortlægningen hverken var inddraget i VVM-rapporten eller i § 25-tilladelsens begrundede konklusion. Nævnet bemærkede, at både den foretagne feltundersøgelse og kortlægningen havde haft fokus dels på beskyttelsen af individer, jf. habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra a, dels på den mere overordnet områdebeskrivelse, mens der ikke indgik en nærmere vurdering af størrelse, beliggenhed og kvalitet som yngle- eller rasteområde af de enkelte delområder i vurderingen. Kortlægningen var endvidere blevet gennemført sidst i den aktive periode for stor vandsalamander. Nævnet bemærkede, at den udvidelse af afværgeforanstaltningerne, der blev besluttet af kommunen efter meddelelsen af § 25-tilladelsen, heller ikke kunne betragtes som en afhjælpning af manglerne ved den meddelte VVM-tilladelse. Derimod accepterede nævnet, at de supplerende oplysninger, som bygherren havde indsendt på baggrund af en besigtigelse, der var foretaget af status i området i august 2021, kunne indgå i vurderingen af projektets konkrete indvirkning på yngle- og rasteområderne. Det blev tillagt vægt, at de nye oplysninger supplerede grundlaget for VVM-rapportens overordnede konklusion, samt at der på det oplyste grundlag ikke forudsættes yderligere afværgeforanstaltninger, som kunne indebære, at der skulle foretages ændringer af de i VVM-tilladelsen indføjede vilkår. Oplysningerne fra besigtigelsen indgik derfor i nævnets vurdering af områdets økologiske funktionalitet som yngle- eller rasteområde for stor vandsalamander, som nævnet fremhævede, at den havde kompetence til at kunne prøve fuldt ud efter miljøvurderingslovens § 49, stk. 1. Et flertal, bestående af fem af de medvirkende seks nævnsmedlemmer, fastslog, at der var tilvejebragt den nødvendige høje grad af sikkerhed for, at områdets økologiske funktionalitet med de i VVM-tilladelsen foreskrevne afværgeforanstaltninger vil kunne opretholdes. Flertallet bemærkede, at stendiget var etableret i maj-juni 2021, og at det efter de vurderinger, der fremgik af den i august 2021 foretagne besigtigelse, var egnet til ophold for stor vandsalamander, og at det var tilstrækkeligt, at alternative rasteområder var tilgængelige for salamanderen, før anlægsarbejderne starter. Det øgede brug af i driftsfasen vurderedes kun at medføre en mindre påvirkning af områdets natur. Flertallet fandt dog, at vurderingen i VVM-rapporten af projektets påvirkning af kerneområdet øst for projektområdet i driftsfasen burde have været mere indgående. Nævnets flertal oplyste, at når den nævnte mangel ikke begrundede en tilsidesættelse af VVM-tilladelsen som ugyldig, var det, fordi stendiget i sig selv kunne antages at medføre en forbedring af paddernes interaktion mellem yngle- og rasteområder, og at det øgede publikumstryk kun vedrørte en begrænset del det samlede areal på ca. 223 ha, som Amager Fælled udgør. Endelig lagde flertallet vægt på, at området øst for projektområdet måtte antages at være af en sådan størrelse og karakter, at den økologiske funktionalitet af området ville kunne opretholdes på trods af en vis forstyrrelse. Det blev også tillagt betydning, at offentlighedens færdsel uden for projektområdet fortsat ville være underlagt artsfredningsbekendtgørelsen forbud mod bl.a. forsætligt drab og forstyrrelse af bilag IV-arter. Et mindretal bestående af ét nævnsmedlem fandt, at oplysningsgrundlaget var utilstrækkeligt til med en høj grad af sikkerhed at fastslå, at den økologiske funktionalitet af rasteområdet for områdets bilag IV-arter kunne opretholdes.

Herefter foretog Miljø- og Fødevareklagenævnet en efterprøvelse af den konkrete stillingtagen i VVM-rapporten til de forpligtelser ift. beskyttelsen af Natura 2000-områder, der fulgte af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Nævnet indledte med en redegørelse for de krav, der følger af reglerne og af EU-Domstolens praksis ift. væsentlighedsvurdering, konsekvensvurdering samt iagttagelse af forsigtighedsprincippet til beskyttelse af bevaringsstatus for de arter, der er udpegningsgrundlaget. Det konstateredes indledningsvis, at der ikke i oprindelige væsentlighedsvurdering var taget højde for, at den igangværende revision af udpegningsgrundlaget indebar, at flere arter ville komme til at indgå i udpegningsgrundlaget og derfor skulle beskyttes. Herefter konstaterede nævnet, at det som administrativ rekursinstans skulle medvirke til, at afgørelsen fik det materielt rigtige indhold. Nævnet havde derfor i almindelighed en kompetence til at inddrage nye forhold (nova) i klagesagen, herunder mellemkommende fakta. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det i sagen havde fuld efterprøvelseskompetence efter miljøvurderingslovens § 49, stk. 1, og at de supplerende oplysninger underbyggede det, der fremgik af væsentlighedsvurderingens overordnede konklusion. Oplysningerne ændrede således ikke ved vurderingens karakter. Nævnet konstaterede, at Natura 2000-områderne ikke var inden for projektområdet, og at de sårbare fuglearter ikke fandtes inden for projektområdet. Det blev herefter lagt til grund, at kommunen i tilstrækkeligt omfang havde sikret sig, at projektet ikke ville påvirke Natura 2000-områderne for så vidt angik de fuglearter, der indgik i udpegningsgrundlaget. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at de fleste af arterne på udpegningsgrundlaget var vandfugle, og at projektområdet efter de for nævnet foreliggende oplysninger ikke kunne betegnes som et vådbundsområde.

Nævnet konstaterede endvidere ift. den generelle beskyttelse af fugle i området, at kommunen havde sikret sig, at VVM-rapporten belyste, at projektet ikke indebar forringelser af levesteder for de arter, der er optaget på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I, jf. direktivets artikel 4, stk. 4, 2. pkt. Området kunne ikke antages at fungere som levested for de arter, der kun lever i vådbundsområder, og flere af de fugle, klagerne henviste til, var relativt almindelige i Danmark. For så vidt angik de fuglearter, der ikke var omfattet af direktivets bilag I, og dermed ikke var omfattet af beskyttelsen mod forringelse af levesteder mv. i artikel 4, skulle der alene sikres den generelle beskyttelse mod forsætlige drab mv., jf. direktivets artikel 5. Nævnet fastslår, at det ikke i den relation har grundlag for at kritisere vurderingen. Det blev tillagt betydning, at det af VVM-rapportens beskrivelse af afværgeforanstaltninger og § 25-tilladelsens vilkår fremgik, at fældning af krat skulle ske uden for fuglenes yngletid, dvs. fra midt-august til midt-februar. Nævnet tiltrådte endvidere den vurdering ift. faunapassage, der var foretaget ift. projektets manglende betydning som barriere for krydsende rådyr og fredede padder.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte VVM-rapportens vurdering af de kumulative påvirkninger. Med hensyn til vurderingen af alternativer fastslog nævnet, at de alternativer, der bliver foreslået under den forudgående offentlige debat, kan behandles mere eller mindre indgående af kommunen. Det er i den sammenhæng tilstrækkeligt, at oversigten over alternativer giver offentligheden og politikerne en mulighed for at vurdere det ønskede projekt i forhold til andre realistiske alternativer. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte den vurdering, som kommunen havde foretaget efter miljøvurderingslovens § 24, stk. 1. Det blev i den sammenhæng tillagt vægt, at rammerne for gennemførelsen af projektet var fastlagt ved en ændring af lov om Metroselskabet I/S og udviklingsselskabet I/S, der indebar, at kommunen indskød det konkrete areal (projektområdet) i byudviklingsselskabet By & Havn, der skal forestå byudvikling i projektområdet. Nævnet fandt derfor, at det ikke ville være muligt for kommunens at foreslå eller udvælge alternative geografiske placeringer til projektet.

Endelig indgik der i nævnets afgørelse en stillingtagen til den foretagne vurdering af opsivning af metan. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte den vurdering, der var foretaget efter miljøvurderingslovens § 24, stk. 1, idet det tillægges vægt, at det fremgik af VVM-rapporten, at der i henholdsvis 2009, 2016, 2018 og 2019 var udført en række undersøgelser af bl.a. udledning af metan. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af VVM-rapporten, at de gennemførte undersøgelser viste, at der var behov for at etablere tiltag til eliminering af konsekvenserne af forurening fra bl.a. metan, og at arbejdet på området skulle godkendes efter jordforureningslovens § 8. Nævnet lagde derudover vægt på, at bygherren i VVM-rapporten havde beskrevet en række afværgeforanstaltninger, såsom terrænhævning, der skulle skabe bedre muligheder for at iværksætte tiltag til styring og reduktion af metanudsivning og påvirkning af indeklima, og at kommunen på den baggrund havde vurderet, at der efter etablering af de fornødne afværgeforanstaltninger ikke ville være en ubetydelig påvirkning af menneskers sundhed og sikkerhed som følge af den tidligere losseplads. På baggrund af de nævnte vurderinger opretholdt nævnet den påklagede VVM-tilladelse uændret.

Fodnoter

Miljøgodkendelse til etablering af dekommisioneringsanlæg, jf. miljøbeskyttelseslovens § 33 – affaldsbehandlingsanlæg, jf. godkendelsesbekendtgørelsens bilag 2 – stjernemærket anlæg – havneaktivitet – impulsstøj – støjbelastning for fugle – relevansen af Natura 2000-område – kumulative effekt – Vadehavet – bekendtgørelsen om kvalitetskrav til miljømålinger – dokumentationskrav m.v. – ophævelse og hjemvisning – formandsafgørelse

Denne sag vedrører nævnets stillingtagen til en del af den klage, der blev indbragt af Danmarks Naturfredningsforening (DN) over en afgørelse, som Esbjerg Kommune den 5. oktober 2017 traf om at meddele en miljøgodkendelse af et affaldsbehandlingsanlæg for neddeling af offshoreproduktionsanlæg, vindmølletårne m.v., hvor der samtidig blev truffet afgørelse om, at der ikke skulle foretages en miljøkonsekvensvurdering (VVM) i forbindelse med miljøgodkendelsen. DN anføre bl.a., at der ikke i forbindelse med kommunens vurdering af VVM-pligten og den meddelte miljøgodkendelse var foretaget en vurdering af de konsekvenser, som støjforholdene og spildevandsudledningen ville indebære ift. den sårbare recipient (Vadehavet), ligesom de særlige risici, der var forbundet med for spild, og de konsekvenser ift. områdets sårbarhed, som anlægget ville få ifm. stormflod, ikke var forsvarligt vurderet. Det fremgik af sagens oplysninger, at det godkendte anlæg blev lokaliseret ca. 850 meter fra nærmeste Natura 2000-område, og at Natura 2000-områdets grænser ikke var indtegnet på kortet. Nævnet begrænsede sin efterprøvelse af den påklagede miljøgodkendelse til kun at vedrøre støjforholdene, jf. § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, og fastslog, at det støjnotat, som kommunen havde anvendt, ikke opfyldte de gældende krav til beslutningsgrundlaget. Nævnet konstaterede bl.a., at støjnotatet ikke beskrev alle betydende støjkilder i forbindelse med virksomhedens drift, at virksomhedens støjbelastning af omgivelserne i natperioden med reduceret drift ikke var dokumenteret, at støjkildernes driftstider manglede, at baggrundsstøjens størrelse ikke var vurderet, og at der manglede konkrete vurderinger af påvirkningen på Natura 2000-området og referenceområde 4 (kontordomicil). Efterprøvelsen resulterede derfor i en ophævelse af den meddelte miljøgodkendelse og hjemvisning af afgørelsen.

Fodnoter

Ekspropriation, jf. miljøbeskyttelseslovens § 58 – udvidelse af regnvandsbassin – proportionalitetsprincippet – grundlovens § 73 – spildevandsplanens indhold, jf. spildevandsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, nr. 10 – legalitetsprincippet – ophævelse af ekspropriationen – formandsafgørelse

Denne sag vedrører en klage, der var indgivet af ejeren af en ejendom, der er omfattet af en kommunal ekspropriation til udvidelse af regnvandsbassin til håndtering af regn ifm. skybrud. Ekspropriationen omfattede et areal på ca. 101 m², som var blevet inddraget ifm. anlæggelsen af en ny adgangsvej. De ca. 14 m² af den forudsatte udvidelse hidrørte fra klagerens ejendom. Miljø- og Fødevareklagenævnet konstaterede, at det fremgik af miljøbeskyttelseslovens § 58, stk. 1, at en kommunalbestyrelse i nødvendigt omfang kan træffe afgørelse om ekspropriation til fordel for bl.a. spildevandsanlæg, hvis inddragelsen af det relevante areal er nødvendig til virkeliggørelse af spildevandsplanen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 58, stk. 1, og spildevandsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, nr. 10. Det var imidlertid kun muligt, i den udstrækning der i spildevandsplanen – eller et tillæg til spildevandsplanen – var redegjort for, hvilke matrikelnumre der forudsættes eksproprieret som led i etablering af regnvandsbassinet. I mangel af oplysninger i den kommunale spildevandsplan om inddragelse af den relevante ejendom, var den foretagne ekspropriation ikke lovlig. Nævnet ophævede derfor den trufne afgørelse om ekspropriation.

Fodnoter

Klapning, jf. havmiljølovens § 26 – vurderingsgrundlaget, jf. klapbekendtgørelsen § 7, stk. 2 – prioritering af nyttiggørelse – fravigelse fra klapbekendtgørelsens § 3 – relevant høring af Kystdirektoratet, jf. klapbekendtgørelsens § 7, stk. 1 og 2 – miljøfarlige stoffer – aktionsniveauer, jf. klapvejledningen – forpligtelsen ift. de opstillede miljømål, jf. miljømålsbekendtgørelsen – vandets »økologisk tilstand« – vandets »kemiske tilstand« – afgrænsning af nævnets efterprøvelse, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 11 – stadfæstelse med ændring af vilkår – gyldighedsperiode – formandsafgørelse

Sagen vedrører Miljøstyrelsens tilladelse til klapning af 15.000 m³ oprensningsmateriale fra en sejlrende ind til Hellerup Havn, hvor klapningen skal foregå på et tidligere sandsugehul lokaliseret 1,5 sømil nørdøst for Vedbæk Havn. Der redegøres i sagsfremstillingen for, at erfaringerne med nyttiggørelse af sedimentet fra det pågældende oprensningsområde ikke er positive. Det fremgår endvidere, at optagelsesområdet ligger i vandområde 6 »Nordlige Øresund«, der iht. miljømålsbekendtgørelsen er forudsat at have en »god økologisk tilstand« og en »god kemisk tilstand« ved udløbet af 2. vandplanlægningsperiode den 22. december 2021. Det fremgår endvidere af sagsfremstillingen, at den samlede økologiske tilstand af vandet i vandområde 6 ifm. basisanalysen er vurderet som »ringe«, hvilket skyldes en dårlig økologisk tilstand for ålegræs, ligesom den kemiske tilstand i vandområdet er »ikke god«, hvilket er begrundet i et højt niveau af BDE og kviksølv. Det fremgår endvidere, at tilstanden for bundfauna i vandområdet er angivet som »ukendt«. Det er Miljøstyrelsen vurdering, at optaget af sedimentet ikke vil medføre en forringelse af vandområdets økologiske tilstand, eller at det vil ændre vandområdets mulighed for at opfylde målet om god økologisk tilstand den 22. december 2021. Det fremgår også af sagsfremstillingen, at det vandområde 11 »Øresund«, hvor klappladsen er lokaliseret, har en »god« kemiske tilstand – en vurdering, der er baseret på den kemiske tilstand for muslinger. Det er Miljøstyrelsens vurdering, »at hverken oprensning i vandområde 6 eller klapning i vandområde 11 vil bidrage væsentligt til en ændring af trusselsbilledet for den kemiske tilstand i Øresund«. Med den trufne afgørelse lægger Miljøstyrelsen til grund, at materialet består af rent sand med et indhold af organisk materiale og miljøfarlige stoffer svarende til niveauet i det omgivende sediment i havnen, hvorfor krav om udtagning af prøver, der vil indebære ekstra omkostninger for ansøgeren (havnen), ikke vurderes at være nødvendige.

Klageren anfører over for Miljø- og Fødevareklagenævnet, at Miljøstyrelsen ikke har foretaget en tilstrækkelig vurdering af forureningsniveauet i havnesedimentet, der stammer fra et område med en kendt forurening af bromerede flammehæmmere (BDE) og kviksølv, sådan som det er forudsat ved klapbekendtgørelsens §§ 3 og 7. Nævnet afgrænser med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet sin prøvelse til spørgsmålene angående nyttiggørelse af det oprensede materiale, sedimentets forureningsgrad og klapningens betydning for opfyldelsen af de for vandområdet i vandområdeplanerne for 2. planperiode (2015-2021) opstillede miljømål samt tilladelsens gyldighedsperiode. Nævnet vurderer, at der ikke med klagen er fremkommet oplysninger om forhold, der kan føre til ændringer af førsteinstansens afgørelse. Nævnet lægger vægt på, at Kystdirektoratet, der efter kystbeskyttelseslovens § 16 b er den kompetente myndighed, ved stillingtagen til bypass og nyttiggørelse af sedimentet er blevet hørt i forbindelse med Miljøstyrelsens sagsbehandling, samt at Kystdirektoratet har vurderet, at prioriteringen af behandlingsformerne, der er fastlagt i klapbekendtgørelsens § 3, kan fraviges, idet materialet ikke er egent til bypass eller nyttiggørelse, og det er omkostningsfuldt at tage materialet op på land med henblik på afvanding og evt. transport. I forhold til sedimentets forureningsgrad og optagningen hhv. klapningens betydning for målopfyldelse, der er fastlagt for de relevante vandområder, henviser nævnet til, at den kemiske status i vandområde 11 er oplyst at være »god«, og at materialet stammer fra en sejlrende, som jævnligt oprenses. Oprensningsmaterialet vil primært stamme fra den naturlige sedimentvandring langs kysten, og det kan derfor karakteriseres som upåvirket havbundsmaterialer uden mistanke om en punktforurening. Nævnet bemærker endvidere, at der ikke er fastsat miljøkvalitetskrav for indhold af kviksølv og bromerede flammehæmmere i sediment i havmiljølovens bilag 2. For kviksølv er der fastsat vejledende aktionsniveauer for klapmateriale, men nævnet er enigt med Miljøstyrelsen i, at det ikke kan anses for sandsynligt, at det niveau af kviksølv, der vil være tale om i materialet fra sejlrenden, vil afvige væsentligt fra niveauet i sedimentet i området med klappladsen. Nævnet stadfæster derfor Miljøstyrelsens tilladelse, idet den dog ændrer gyldighedsperioden med henvisning til, at den indbragte klage efter havmiljølovens § 53 har haft opsættende virkning. Tilladelsen forlænges derfor med det, der svarer til nævnets sagsbehandlingstid.

Fodnoter

Bypass, jf. kystbeskyttelseslovens § 16 b – screeningsafgørelse, jf. miljøvurderingslovens § 16 sammenholdt med bilag 2, punkt 10, litra k – prioritering af bypass frem for nyttiggørelse, jf. kystbeskyttelseslovens § 16, b stk. 3 – dokumentationskrav ift. miljøpåvirkning, jf. kystbeskyttelseslovens § 16, b, stk. 1, nr. 1 og 2 – væsentlig retlig mangel ifm. sagsoplysning – afgrænsning af nævnets efterprøvelse, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 11 – ophævelse af tilladelsen – hjemvisning – formandsafgørelse

Sagen vedrører en klage over Kystdirektoratets tilladelse af 12. november 2020 til bypass af op til ca. 24.000 m³ rent sediment, hvor sagsbehandlingen var overdraget til direktoratet fra Miljøstyrelsen, der havde vurderet, at materialet var egnet til kystnærplacering. I forbindelse med en af Kystdirektoratet foretagne høring oplyser Miljøstyrelsen, at det ikke fremgår af ansøgningsmaterialet, om ansøgeren har forholdt sig til den umiddelbare nærhed til Natura 2000-området, ligesom der heller ikke foreligger oplysninger om eventuelle påvirkninger på beskyttede naturtyper og arter, herunder bilag IV-arter og fugle. Kystdirektoratet fandt på det foreliggende grundlag, at der ikke forelå væsentlige naturhensyn eller hensyn i øvrigt, som talte imod det ansøgte bypassprojekt, og meddelte tilladelsen. Tilladelsen blev meddelt på en række vilkår, hvorefter at der kunne bypasses ca. 10.000 m³ det første år, herefter skulle den årlige mængde begrænses til ca. 1.500 m³, arbejdet skulle udføres i perioden oktober til marts, og tilladelsens gyldighed ophørte den 12. november 2030. Afgørelsen blev påklaget af Odsherred Kommune, der ifm. den af Kystdirektoratet foretagne høring havde anført, at man ønskede materialet nyttiggjort umiddelbart nord for færgehavnen (ca. 1,5 km fra færgehavnen) til sandfordring. I klagen anførte kommunen, at der ikke var foretaget en tilfredsstillende habitatvurdering, og at der skulle have været foretaget screening efter VVM-reglerne, jf. miljøvurderingslovens § 16 sammenholdt med lovens bilag 2.

Nævnet afgrænsede med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet sin prøvelse til alene at vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt der skulle have været foretaget en VVM-screening, hvor prøvelsen efter miljøvurderingslovens § 49, stk. 1, jf. § 21, er begrænset til retlige spørgsmål. Efterprøvelsen af bypassafgørelsen blev endvidere foretaget med henvisning til kystbeskyttelseslovens § 18, stk. 1, jf. § 16 b. Nævnet ophævede den af Kystdirektoratet trufne afgørelse, idet det fastslog, at der skulle have været foretaget en screening med hjemmel i miljøvurderingslovens § 16 b, jf. bilag 2, punkt 10, litra k, der vedrører kystanlæg, der har betydning for erosion af kysten. I den sammenhæng inddrager nævnet, at det fremgår af det formål, der ligger bag prioriteringen af bypass frem for nyttiggørelse, jf. kystbeskyttelseslovens § 16 b, stk. 3, at fjernelse af sediment fra kysten til nyttiggørelse som udgangspunkt skal undgås, da fjernelsen vil gøre kysten mere sårbar over for erosion, ligesom nævnet inddrager de dokumentationskrav, der er fastslået i kystbeskyttelseslovens § 16 b, stk. 1, nr. 1 og 2, ift. valget mellem bypass og nyttiggørelse. Et krav om gennemførelse af en VVM-screening med henvisning til miljøvurderingslovens § 16 er derfor velbegrundet. Da Kystdirektoratet ikke forud for meddelelsen af bypass-tilladelse har foretaget en sådan screening, lider den meddelte bypasstilladelse af en retlig mangel, og sagen hjemviste derfor til fornyet behandling i Kystdirektoratet.

Fodnoter

Godkendelsespligt ift. ændringer af produktionsareal – godkendelsespligt for IE-husdyrbrug, jf. 2016-husdyrbruglovens § 12 – bagatelgrænse overskredet – ophævelse og hjemvisning – formandsafgørelse

Sagen vedrører en klage over en afgørelse om, at der kunne opføres verandaer til fjerkræstalde på et eksisterende miljøgodkendt fjerkræbrug, uden at udvidelsen begrundede en godkendelsespligt efter husdyrbruglovens regler. Det fremgår af sagens oplysninger, at fjerkræbruget var blevet miljøgodkendt i 1994 efter de dengang gældende regler, jf. miljøbeskyttelseslovens § 33. Med henvisning til overgangsbestemmelsen i ændringslovens § 10, stk. 9, samt de foreliggende oplysninger om det tidspunkt, hvor ansøgningen om tilladelse var indsendt, det tidspunkt hvor tilladelsen blev meddelt samt tidspunktet for klagens indgivelse fastslog nævnet, at klagen skulle behandles efter de regler, der var gældende, før 2017-reformen af husdyrbrugloven trådte i kraft, samt nævnspraksis ift. vurderingen af godkendelsespligten. På den baggrund fastslog nævnet, at udvidelsen med verandaerne, der bestod af et øget produktionsareal på 2.600 m², der blev etableret direkte i tilknytning til fire ud af i alt fem eksisterende stalde i næsten samme længde som staldene med fast bund og vaskekant m.v., konkret måtte karakteriseres som så væsentlige bygnings- og driftsmæssige ændringer, at der var der tale om godkendelsespligt, jf. 2016-husdyrbruglovens § 12. Nævnet ophævede kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Fodnoter

Miljøtilladelse til sammenlægning og udvidelse, jf. husdyrbruglovens § 16 b, stk. 1 – hestepension og rideskole – produktionsareal, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 2, nr. 4 – produktionsareal over 200 m², jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 7, nr. 2 – »andre driftsbygninger m.v. til brug for husdyrhold«, jf. husdyrbruglovens § 3, stk. 1, nr. 1 – begrebet »husdyranlæg«, jf. husdyrbruglovens § 3, stk. 1, nr. 2 – naboklage – afstandskrav til naboskel, jf. husdyrbruglovens §§ 6 og 8 – manglende stillingtagen til dispensation, jf. husdyrbruglovens § 8, stk. 1, nr. 7, smh.m. § 9, stk. 1 og stk. 3 – Miljøstyrelsens vejledning – væsentlig retlig mangel – ophævelse og hjemvisning – formandsafgørelse

Sagen vedrører en klage over en miljøtilladelse, der var meddelt til sammenlægning samt udvidelse af en hestepension og rideskole i medfør af husdyrbruglovens § 16 b, stk. 1. Tilladelsen omfattede endvidere en udvidelse af produktionsarealet med en ny staldbygning, en supplerende ridehal og et supplerende fast læskur. Det indgik i den påklagede tilladelse, at ridehallen ikke blev betragtet som et »husdyranlæg«, og at det derfor ikke var vurderet nødvendigt at meddele en dispensation fra afstandskravene i husdyrbruglovens §§ 6 og 8. Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet sin efterprøvelse til alene at vedrøre spørgsmålet om ridehallen skulle overholde afstandskravet til naboskel. Nævnet fastslog indledningsvis, at da husdyrbruget var etableret før 1. august 2007, skulle de eksisterende bygninger m.v. betragtes som et »bestående husdyrbrug« efter 2007-husdyrbruglovens regler, dvs. at det alene var udvidelserne, der skulle godkendes. Da produktionsarealet var mere end 200 m², forelå der i forhold til udvidelsen en godkendelsespligt, der skulle behandles efter den gældende husdyrbruglovs § 16 b, stk. 1, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 7, nr. 2. Nævnet fastslog endvidere, at det ved vurdering af, om den konkret ridehal skulle behandles som et »husdyranlæg« efter husdyrbruglovens § 3, stk. 1, nr. 2, var relevant at inddrage lovbemærkningerne om forståelsen af dette begreb ift. begrebet »produktionsareal«. Nævnet inddrager endvidere, at begreberne er blevet præciseret ved husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 2, nr. 4, og bekendtgørelsens bilag 3, afsnit C, herunder med konkrete eksempler på typer af arealer, som kan men ikke skal medregnes i produktionsarealet. Nævnet konkluderede på den baggrund, at den relevante ridehal retligt er omfattet af begrebet »husdyranlæg«, hvorfor de gældende mindsteafstande til naboskel for sådanne anlæg skal indgå i efterprøvelsen af den påklagede afgørelse. Den foreskrevne mindsteafstanden på 30 meter til naboskel skulle derfor respekteres, medmindre der konkret ved kommunens meddelelse af tilladelsen havde været grundlag for at meddele en dispensation, jf. husdyrbruglovens § 8, stk. 1, nr. 7, sammenholdt med § 9, stk. 1, og 3. Da der ikke i forbindelse med meddelelsen af den påklagede tilladelse til placering af ridehallen 18 meter fra naboskel var taget stilling til, om der konkret skulle meddeles en dispensation fra 30 meterafstandskravet, ligesom der ikke var indføjet de nødvendige vilkår, var afgørelsen ugyldig. Nævnet hjemviste derfor sagen til fornyet behandling. Nævnet vejledte kommunen om, at der ved den fornyede behandling af sagen skulle inddrages de krav, der var gældende ift. skovbyggelinjen og kystnærhedszonen, samt at tilladelsen kun kunne meddeles på grundlag af en vurdering af samtlige nabogener, der i den konkrete situation omfattede en vurdering af de støj‑, støv-, lys- og transportgener, der vil være forbundet med de aktiviteter, der er knyttet til det pågældende anlæg, herunder de gener der vil være tale om i forbindelse med stævneaktiviteter.

Fodnoter

Påbud ift. spildevandsanlæg, jf. miljøbeskyttelseslovens § 30 – adressatklage – tilsynsafgørelse ift. spildevandsanlæg – miljømæssigt uforsvarligt – revurdering af vilkår for tilslutning af industrispildevand – bilvaskehal – recirkulering af vand – biologisk rensning før tilslutning – adressatklage – egenkontrolvilkår – vejledning nr. 2/2006 om tilslutning af industrispildevand til offentlige spildevandsanlæg – vejledning nr. 42/2020 om paradigmer for tilslutningstilladelser af spildevand – spildevandskloak – begrænset prøvelse ift. kommunal vurdering af spildevandshåndteringssystem – nævnspraksis – vilkårsændring – stadfæstelse – efterfølgende afslag på genoptagelse – formandsafgørelser

Denne sag vedrører en adressatklage over et påbud om ændring af tilslutningsvilkårene i en eksisterende spildevandstilladelse, der i 2005 var meddelt til en bilvaskehal. Påbuddet var begrundet i, at det spildevandsanlæg, som var etableret i bilvaskehallen, var ændret til et recirkulerende system med egen biologisk rensning, hvor rensningen foretages før tilslutning til det offentlige spildevandssystem. Kommunen havde begrundet det meddelte påbud med, at ændringen af anlægget havde konsekvenser for det kommunale spildevandssystem, og at en tilslutning ville kunne indebære, at det spildevandsslam, der skulle håndteres af vandselskabet, ville blive forurenet på en måde, som var miljømæssigt uforsvarligt, hvorfor vilkårene måtte ændres i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 30. Klagen, der blev indgivet af adressaten, vedrørte to af de vilkår, som kommunen havde indføjet ifm. revurderingen. Det ene af de påklagede vilkår vedrørte krav om måling og analyse af koncentrationen af tungmetaller og andre stoffer i det spildevand, der blev ledt ud i det offentlige spildevandssystem, efter at det var underkastet en biologisk rensning på virksomheden. Klageren anførte bl.a., at virksomheden var svanemærket, samt at det var usagligt at stille vilkår vedrørende suspenderet stof, COD og BOD, da et sådant vilkår hverken var nødvendigt eller sagligt ift. det ændrede anlæg. Han ønskede i øvrigt, at vilkåret blev formuleret, så det vedrørte mængden af udledte stoffer og ikke koncentrationen af stofferne. Under klagebehandlingen medgav kommunen klageren, at det ene af de to påklagede vilkår, hvor der var taget udgangspunkt i vaskepladsen og ikke vaskehallen, var uhensigtsmæssigt. Vilkåret blev derfor ændret af nævnet i overensstemmelse med det, der var enighed om mellem klageren og kommunen. Miljø- og Fødevareklagenævnet opretholdt derimod det egenkontrolvilkår, der vedrørte koncentrationskrav, kontrolniveau og de foreskrevne antal årlige prøver. Nævnet var ikke enigt i, at der var tale om et usagligt vilkår ift. målinger og analyser af suspenderet stof, COD og BOD. Det lagde bl.a. vægt på, at forholdet mellem COD, BOD og suspenderet stof kunne belyse spildevandets sammensætning af omsætteligt stof, svært nedbrydeligt stof og suspenderet stof, herunder mineralsk materiale. Det var efter nævnets vurdering ikke relevant ift. vurderingen af det påklagede vilkår, at der var tale om et svanemærket anlæg. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af hyppigheden af kontrolprøver og bemærkede i øvrigt, at det ikke havde taget stilling til, om koncentrationskravene skulle suppleres med mængdekrav, idet det er førsteinstansen, der med sit kendskab til eget anlæg og egne spildevandsforhold bedst kan foretage vurderingen af, om koncentrationskrav skulle suppleres med mængdekrav.

Klagerens efterfølgende anmodning om, at sagen blev genoptaget – en anmodning der var støttet af dennes brancheorganisation – blev afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet ved en afgørelse, der blev truffet den 5. november 2021.

Fodnoter