Søgeresultater

Viser 131 - 140 af 210 resultater for :

  • "Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser" x
  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt - Titler og Indhold x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

KFE 2019.673 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. juni 2019 i sag 18/09498)

Ingen adgang

KFE 2019.677 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. november 2019 i sag 19/01386)

Ingen adgang

KFE 2019.683 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 8. november 2019 i sag 18/05365)

Ingen adgang

KFE 2019.690 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 8. november 2019 i sag 19/00589)

Ingen adgang

KFE 2019.694 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 8. november 2019 i sag 19/04667)

Ingen adgang

KFE 2019.706 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 18. december 2019 i sag 19/01605)

Ingen adgang

KFE 2021.892 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 15. juni 2021 (sagsnr. 21-03024))

Strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 15 – dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1 – »kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra« – lovliggørelse – genoptagelse – af egen drift – væsentlig fejl ved sagens behandling – grundsætningen om saglig forvaltning – magtfordrejningsgrundsætningen – inddragelse af relevante, saglige hensyn – myndighedspassivitet

Kystdirektoratet meddelte den 20. februar 2020 en havbrugsvirksomhed lovliggørende dispensation til bl.a. fortsat vinteropbevaring af havbrugsringe indenfor strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Kystdirektoratet lagde i sin afgørelse bl.a. vægt på, at havbrugsaktiviteterne var pågået i 35 år, at havbrugsvirksomheden var i god tro, og at havbrugsringene var placeret i tilknytning til en havn, let tilbagetrukket fra kysten og på en ikke uberørt kyststrækning. Dispensationen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af en miljøorganisation. Ved afgørelse af 3. august 2020 ændrede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets dispensation til et afslag for så vidt angår havbrugsringene, idet nævnet bl.a. afviste, at praktiske og driftsmæssige vanskeligheder ved at opbevare havbrugsringene uden for strandbeskyttelseslinjen var et hensyn, der kunne varetages ved administrationen af strandbeskyttelseslinjen. Havbrugsvirksomheden indbragte den 2. februar 2021 Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse for domstolene og gjorde i sin stævning bl.a. gældende, at nævnet havde undladt at inddrage alle relevante, saglige hensyn i sin vurdering, jf. bl.a. MAD 1998.1519 NKN. Miljø- og Fødevareklagenævnet besluttede herefter – af egen drift – at genoptage klagesagen til fornyet behandling, idet nævnet fandt, at der var begået en væsentlig fejl ved sagens behandling. Nævnet lagde herved vægt på, at nævnet ikke havde inddraget samtlige relevante saglige hensyn i sin vurdering, idet nævnet ikke i tilstrækkelig grad havde taget hensyn til, at placeringen af havbrugsringene indenfor strandbeskyttelseslinjen kunne være funktionelt begrundet i havbrugets drift. Miljø- og Fødevareklagenævnet påbegyndte herefter fornyet sagsbehandling og gennemførte i den forbindelse supplerende partshøring af havbrugsvirksomheden. Ved sin fornyede afgørelse af 15. juni 2021 stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets afgørelse om lovliggørende dispensation til fortsat vinteropbevaring af havbrugsringe indenfor strandbeskyttelseslinjen. Miljø- og Fødevareklagenævnet anførte enstemmigt, at Kystdirektoratets håndhævelsesadgang ikke var bortfaldet som følge af myndighedspassivitet. Nævnet delte sig herefter i spørgsmålet om, hvorvidt der i den konkrete sag forelå sådanne særlige omstændigheder, at det kunne begrunde en lovliggørende dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Flertallet (4 medlemmer) fandt, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation, og lagde bl.a. vægt på, at havbrugsringene kun skulle opbevares på land i vintermånederne, at den kystnære placering af havbrugsringene havde en naturlig sammenhæng med driften af havbruget ved havet og havnen med henblik på udsætning og optagning, og at ringene ikke i afgørende grad stred mod de kystlandskabelige forhold på stedet. Mindretallet (3 medlemmer) fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, og lagde bl.a. vægt på, at havbrugsringene dækkede et meget stort og kystnært areal, at praksis inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje var meget restriktiv, og at en lovliggørende dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning i lignende sager.

Ingen adgang

KFE 2020.878 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 11. februar 2020)

Havmiljølovens § 33, stk. 2 – hurtigfærgebekendt­gørelsens § 3, stk. 2, og § 7 – miljøgodkendelse af hurtigfærge – vurdering af påvirkning af beskyttet natur – vurdering af støjgener – klage over kølvandsbølgernes højde – klage over erodering af kysten – habitatdirektivet – habitatbekendtgørelsens § 6, jf. § 7, stk. 11, nr. 2 – afgrænsning af saglige hensyn, jf. hurtigfærgebekendtgørelsens § 7 sammenholdt med §§ 4 og 5 – specialitetsprincippet – forholdet til kystbeskyttelseslovens § 19 g, stk. 4 – forholdet til lov om sikkerhed til søs – afvisning af klage – tilbagebetaling af gebyret

Sagen vedrører en klage fra en sommerhusejer over én af Miljøstyrelsen med hjemmel i havmiljølovens § 33, stk. 2, og hurtigfærgebekendtgørelsens § 3 stk. 2, meddelt miljøgodkendelse af, at en hurtigfærge kunne sejle i en nærmere fastlagt rute mellem Aarhus og Sjællands Odde. Det oplyses i sagsfremstillingen, at det fremgår af afgørelsen, som Miljøstyrelsen har truffet, at bekendtgørelsen regulerer påvirkning af naturområder samt støjbelastning af støjfølsomme arealer langs ruten, ligesom det oplyses, at den endelige tilladelse til at sejle udstedes af Søfartsstyrelsen. Klagen, der dels var begrundet i, at kølvandsbølgerne højde ved Mols Hoved var højere end forudsat i den trufne afgørelse og dermed udgjorde en fare for de badende, dels havde en eroderende virkning på kysten, blev afvist af nævnet med henvisning til, at klagepunkterne ikke var omfattet af havmiljøloven. Klageren fremsendte under sagsbehandlingen fotos og videoer af kyststrækningen og bølger ved eget sommerhus. Miljø- og Fødevareklagenævnet redegør for afgrænsningen af miljøministerens kompetence til at udstede bekendtgørelser efter havmiljølovens § 33, stk. 2, samt for indholdet af hurtigfærgebekendtgørelsens § 7, der udgør det retlige grundlag for den meddelte miljøgodkendelse. Det fremgår endvidere af nævnets redegørelse for retsgrundlaget, at den obligatoriske habitatvurdering, der følger af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3-4, som gennemført ved habitatbekendtgørelsens § 6, jf. § 7, stk. 2, skal indgå i styrelsens beslutningsgrundlag. Den negative indvirkning på kyststrækningen, som klageren henviser til, var efter nævnets opfattelse irrelevant ved en miljøgodkendelse af hurtigfærger, da der ikke var tale om en påvirkning i det område, som det planlagte ruteforløb passerer igennem, og da der heller ikke var tale om et Natura 2000-område. Forholdet var i stedet reguleret ved kystbeskyttelseslovens § 19 g, stk. 4, hvorfor specialitetsprincippet udelukker en inddragelse af det anførte i vurderingen af færgens påvirkning i den trufne afgørelse. De relevante hensyn er afgrænset ved hurtigfærgebekendtgørelsens § 7, jf. §§ 3 og 4. Det bemærkes af nævnet, at eventuelle påbud, der er begrundet i sejladssikkerhed samt forebyggelse af farer, som udnyttelsen af den meddelte miljøgodkendelse måtte indebære, henhører under Søfartsstyrelsen, der har hjemmel i lov om søsikkerhed til at gribe ind.

Fodnoter

1

. Denne sag er Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnummer 19/03440.

2

. Nævnet træffer samme dato afgørelse i sagen j.nr. 18/04947, der ligeledes vedrører en klage over en miljøgodkendelse til en hurtigfærge, der sejler i ruten Aarhus-Sjællands Odde. Af sagsfremstillingen fremgår det, at Miljøstyrelsen fører tilsyn med hurtigfærgeruters påvirkning af naturområder som foreskrevet i hurtigfærgebekendtgørelsens §§ 10, 11 og 12, samt at styrelsen ikke tidligere har fået forelagt eller har haft begrundet formodning om, at der skulle være en væsentlig påvirkning fra hurtigfærgerne på naturområderne langs kysten.

3

. Kystbeskyttelseslovens § 19 g, stk. 4, fastslår, at miljøministeren i forbindelse med Søfartsstyrelsens godkendelse af sejlads med hurtigfærger af hensyn til beskyttelsen af kyster og sikkerheden for diger og anlæg på søterritoriet kan fastsætte nærmere vilkår for sejladsen i form af vilkår vedrørende fart, maksimal bølgepåvirkning, ruteforløb m.v. Vilkårene kan ændres, hvis der, efter at sejladsen er påbegyndt, viser sig uforudsete skader på kysten. Kompetencen er delegeret til Kystdirektoratet, jf. bekendtgørelse nr. 269 af 6. marts 2020 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen, herunder Kystdirektoratet. Af sagsfremstillingen i den afgørelse, som Miljø- og Fødevareklagenævnet traf samme dag i sagen j.nr. 18/04947, fremgår det, at Kystdirektoratet har oplyst, at direktoratet den 26. januar 2017 traf en afgørelse om, at det ikke vurderes, at det af hensyn til kysten er nødvendigt at stille vilkår eller ændringsforslag om at genoptage en tidligere truffen afgørelse.

4

. Opdelingen af reguleringskompetencerne på tre love kombineret med specialitetsprincippet indebærer derfor en begrænset prøvelseskompetence for Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Ingen adgang

KFE 2020.881 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 10. marts 2020)

Havmiljølovens § 26 – klapning – klageberettigelse – afstandskriteriet – afvisning

Sagen vedrører en klage over en tilladelse, som Miljøstyrelsen meddelte efter havmiljølovens § 26 til klapning af havnebundsmateriale i Odense Fjord ca. 9 km fra land.Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser at realitetsbehandle klagen, der er indgivet af en privatperson. Som begrundelse anvendes afstandskrav, idet der tages udgangspunkt i kravet om individuel væsentlig interesse i havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 1, jf. § 51, stk. 1. Det oplyses, at klageren bor ca. 38 km fra klappladsen. Klagerens argumenter for egen klageberettigelse fremgår ikke af nævnets sagsfremstilling.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnummer 19/04497.

2

Der er ved ‘klapning’ tale om aktiviteter, der er begrundet i et oprensningsbehov, der eksempelvis opstår i havne og sejlrender på grund af, at havbundsmateriale flyttes af bølger og strøm til have og sejlrender. Det tilførte materiale fjernes for at forhindre en forringelse af sejldybden. Klapning foretages også i forbindelse med etablering af nye havne og ved udlægning af kabler. I bekendtgørelse nr. 516 af 23. april 2020 om bypass, nyttiggørelse og klapning af optaget havbundsmateriale (klapningsbekendtgørelsen) § 7, jf. lovens § 16 b, er der angivet en procedure samt konkrete vurderingskriterier, som Miljøstyrelsen og Kystdirektoratet skal inddrage i deres vurderinger af den relevante håndtering af det optagne sediment. Miljøstyrelsen foretager en konkret faglig miljøvurdering af, om indholdet af miljøfarlige stoffer i optagne havbundsmateriale er under eller over det vejledende ‘aktionsniveau’ og videresender vurderingen til Kystdirektoratet, der træffer den konkrete afgørelse. En videreførelse nedstrøms på kysten af det havbundsmateriale, som er ophobet (dvs. bypass af materialet) har første prioritet, hvis det er miljømæssigt forsvarligt, jf. havmiljølovens § 16, stk. 1, nr. 1, og bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1. Er det ikke forsvarligt at foretage bypass, skal materialet nyttiggøres enten på havet til kystsikring eller på land, jf. havmiljølovens § 16 b, stk. 1, nr. 2, og bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 2, samt råstoflovens § 20 b. Er indholdet af miljøfarlige stoffer for højt, men dog ikke over det øvre aktionsniveau, kan der foretages en klapning ved at dumpe havbundsmaterialet på én af myndighederne udpeget lokalitet, jf. lovens § 26, stk. 1, og bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 3. Er det ikke muligt at foretage klapning, fordi forureningsgraden er over det øvre aktionsniveau, skal materialet enten placeres i spulefelter (som er en form for deponi tæt ved kysten) eller deponeres på land.

3

. Det fremgår af havmiljølovens § 51, stk. 1, nr. 1, at der kan klages over de afgørelser, som Kystdirektoratet træffer med hjemmel i havmiljølovens § 26 om klapning. Lovens § 52 fastslår, at der accepteres en klageberettigelse for følgende: de individuelt berørte, konkrete myndigheder, en række konkrete landsdækkende organisationer/foreninger samt lokale organisationer og foreninger, der efter deres vedtægter varetager nærmere angivne formål.

4

. Miljø- og Fødevareministeriet udarbejdede i september 2020 »Faglig beskrivelse af klapområdet«, hvori der redegøres for praksis. Den faglige beskrivelse blev udarbejdet af ministeriet, fordi Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg havde rejst en række spørgsmål om klapning hhv. bypass af havbundsmateriale over for ministeren. Det fremgår bl.a. af rapporten, at hvis indholdet af miljøfarlige stoffer er lavt, skal havbundmaterialet tilstræbes at blive hjulpet videre i dets naturlige vandring ved bypass af materialet. Er der tale om bypass af materialet, skal der træffes en afgørelse både efter kystbeskyttelseslovens § 16 b og miljøvurderingslovens § 2, stk. 1, nr. 2, jf. samme lovs bilag 2, punkt 10, litra k.

Ingen adgang

KFE 2020.883 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. april 2020)

Husdyrbrug – husdyrbruglovens § 10 – ulovlig udvidelse af husdyrbrug og ændringer af bygninger i 1999 – afstandskrav til nabobeboelse og naboskel – indskærpelse foretaget i 1999 og 2003, jf. miljøbeskyttelseslovens § 68 – aftale vedrørende besætningsstørrelse indgået i 2006 – indskærpelse foretaget i 2015, jf. husdyrbruglovens § 46 – afslag på ansøgt retlig lovliggørelse – relevansen af forpagterforhold og ejerskifte – retlig eller fysisk lovliggørelse – retsstillingen vurderes ud fra den i 1999 gældende lovgivning – vurdering af eventuel myndighedspassivitet – begrænset prøvelse af tilsynsmyndighedens udøvede skøn – vanskeligheder ved vurdering af det formodede udfald af en hypotetisk ansøgning – stadfæstelse af afslaget

Det oplyses i nævnets sagsfremstilling, at Nibe Kommune i 1999 udførte et tilsyn på ejendommen, og at det i den forbindelse blev konstateret, at en del af en ny halmlade delvist var indrettet til løsdriftsstald, og at placeringen af stalden ikke overholdt afstandskravene i den dagældende lovgivning, idet stalden var placeret i en afstand af 35-40 meter fra nærmeste nabobeboelse i strid med kravet om en minimumafstand på 50 meter til nabobeboelse, ligesom stalden var lokaliseret inden for 15 meter fra naboskel i strid med de gældende regler. Det blev ved den lejlighed af kommunen over for den tidligere ejer indskærpet, at de ulovlige forhold skulle lovliggøres. I 2003 blev der ført et nyt miljøtilsyn, hvor det blev konstateret, at den ulovlige produktionsudvidelse ikke var bragt i overensstemmelse med indskærpelsen. Kravet om fysisk lovliggørelse blev derfor gentaget af Nibe Kommune over for den tidligere ejer. I oktober 2006 blev der af samme kommune gennemført et miljøtilsyn, der i november 2006 blev fulgt op af en tilsynsredegørelse, hvori det blev konstateret, at der på ejendommen var 20 ammekøer med tilhørende opdræt (svarende til 19,7 dyreenheder) – hvilket var et betydeligt mindre dyrehold end det, der var på ejendommen, da tilladelsen blev meddelt, hvor der var ca. 65 ammekøer. Det blev aftalt mellem Nibe Kommune og den tidligere ejer, at han inden for ca. en måned skulle indsende dokumentation for, at besætningsstørrelsen ikke var varigt nedsat, og at der, indtil en sådan dokumentation forelå, maksimalt kunne være besætningsstørrelse på 25 ammekøer med tilhørende opdræt og handyrproduktion. Kommunen modtog ikke en sådan dokumentation. Et nyt miljøtilsyn blev udført i 2015 af Aalborg Kommune, som Nibe Kommune var blevet sammenlagt med i 2007. Tilsynet udførtes efter at klageren har forpagtet ejendommen. Det udføres på grundlag af den i 2007 ikrafttrådte husdyrbruglov. Det blev i forbindelse med tilsynet indskærpet over for klageren, der på det tidspunkt som forpagter af ejendommen var ansvarlig for husdyrbruget, at antallet af dyr skulle ændres, så det beregnet som dyreenheder (DE) herefter var i overensstemmelse med det, der blev tilladt fra 1999.

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker indledningsvis, at tilsynsmyndigheden til enhver tid kan indskærpe, at en igangværende ulovlig drift af et husdyrbrug skal lovliggøres for fremtiden. Nævnet bemærker, at den af klager fremhævede nævnspraksis vedrørende myndighedspassivitet, der kan opstå i situationer, hvor tilsynsmyndigheden ikke har reageret med indskærpelser, og som af den grund kan miste retten til at kræve fysisk lovliggørelse af en endelig etableret ulovlig tilstand. Nævnet bemærker endvidere, at spørgsmålet om adgangen til retlig lovliggørelse af driften af husdyrbruget skal vurderes efter de regler, der var gældende på det tidspunkt, hvor den ulovlige etablering eller udvidelse af husdyrbruget fandt sted. Nævnet fastslår på den baggrund, at der var hjemmel i §§ 4 og 6 i bekendtgørelse nr. 877 af 10. december 1988 om erhvervsmæssigt dyrehold m.v., der var det relevante retsgrundlag i 1999, til at meddele en retlig lovliggørelse i form af en lokaliseringsgodkendelse ift. nabobeboelsen og en dispensation fra afstandskravet på 15 meter fra naboskel. Derfor vurderer nævnet, om kommunen kunne have foretaget en retlig lovliggørelse. Med henvisning til, at Aalborg Kommune ved den relevante lovgivning er tillagt en skønsmæssig kompetence til at vurdere, om der skal foretages fysisk lovliggørelse, eller om forholdet kan retligt lovliggøres, at Aalborg Kommune har oplyst, at den ikke selv meddelte sådanne tilladelser/dispensationer i 1999, og den omstændighed at det ulovlige forhold blev etableret for 20 år siden, hvor det var Nibe Kommune, der havde kompetencen, finder nævnet det vanskeligt at vurdere, hvad udfaldet af en ansøgning ville være blevet i 1999. Nævnet finder ikke et grundlag for at fastslå, at Aalborg Kommune ved udøvelsen af skønsbeføjelsen har inddraget usaglige eller irrelevante hensyn. Det af kommunen meddelte afslag på den retlige lovliggørelse stadfæstes derfor.

Fodnoter

1

. En sådan indskærpelse kunne i 1999 meddeles med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 68, idet husdyrbrugene var omfattet af nævnte lov. Der er tale om en konstaterende forvaltningsakt, som forpligter ejeren til at efterkomme indskærpelsen ved en fysisk lovliggørelse. Vedrørende indskær­pelser se Betænkning nr. 981/1983 »Håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen«, side 60 ff.

2

. Lov nr. 1572 af 20. december 2006 om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug trådte i kraft den 1. januar 2007.

3

. Denne indskærpelse er formentlig blevet foretaget med henvisning til husdyrbruglovens § 46. Det er i forhold til vurderingen af klagerens retsstilling relevant, at der blev foretaget en indskærpelse over for ham i 2015, da det er relevant til imødegåelse af påstanden om, at kommunen har udvist passivitet. I Håndhævelsesbetænkningen side 109 fastslås der følgende om adressaten for konstitutive lovliggørelsespåbud: »Selv om lovliggørelsespligten efter de fleste bygge- og miljøretlige love påhviler den til enhver tid værende ejer af en fast ejendom og dermed er knyttet objektivt til ejendommen, er pligten personlig i den forstand, at både et administrativt påbud om lovliggørelse og en evt. tiltale må rettes mod den konkrete ejer. Skifter ejendommen ejer, må påbuddet gentages over for den nye ejer

4

. Der forudsættes ikke en udtrykkelig lovhjemmel for tilsynsmyndigheden til at indskærpe over for den ansvarlige for husdyrbruget, at der skal foretages en fysisk lovliggørelse af ulovlige forhold, idet der er tale om en konstaterende forvaltningsafgørelse, jf. herom bl.a. Håndhævelsesbetænkningen side 60 ff., Peter Pagh »Hvilke foranstaltninger kan påbydes som fysisk lovliggørelse?« i Tidsskrift for Miljø, 2016, side 243 ff. hvor det fremhæves bl.a. med henvisning til retspraksis, at der kan meddeles standsningspåbud uden lovhjemmel, og at en lovhjemmel alene kan få betydning i forbindelse med strafferetlig sanktionering af manglende efterkommelse af påbuddet; Peter Pagh »Administrativ håndhævelse af miljø-, plan- og byggelovgivningen – retlige udfordringer« i Carsten Henrichsen og Peter Pagh (red.) »Smæk for skillingen. Retsvidenskabelige studier i administrative sanktioner«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2015, side 97 om anvendelse af indskærpelser. Der er imidlertid en klar hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 68, der var gældende for husdyrbrug indtil 1. januar 2007 og i den gældende husdyrbruglovs § 46 til at meddele en sådan indskærpelse. Vedrørende de konstaterende indskærpelser (der også betegnes standsningsmeddelelser og standsningspåbud) efter de to love, se Ellen Margrethe Basse »Erhvervsmiljøretten«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2017, side 799 f. og side 817 om betydningen af en indskærpelse ift. tilsynsmyndighedens sikring imod at blive vurderet som passiv. Anvendelsen af miljøbeskyttelseslovens § 68 er behandlet i Gorm Møller »Kommentarer til Miljøbeskyttelsesloven«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2019, side 1034 ff.; Mogens Moe »Miljøret«, Karnov Group 2011, side 394 og Annette Møller-Sørensen »Administrativ håndhævelse. Natur- og miljøbeskyttelse«, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2003, side 204 f.