Søgeresultater

Viser 101 - 110 af 160 resultater for :

Kendelser om Fast Ejendom x
  • Planklagenævnet x
  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt - Titler og Indhold x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

KFE 2020.521 (Domstolens dom af 2. juli 2020, 7. afd. C-477/19, Magistrat der Stadt Wien)

Bilag IV-arter – Rasteområder – Habitatdirektivets art. 12

Beskyttelsen af bilag IV-arters »rasteområder« omfatter også et rasteområde, som ikke længere benyttes af en art, hvis der er tilstrækkelig stor sandsynlighed for, at arten vender tilbage til det pågældende rasteområde.

Baggrunden for sagen var, at myndighederne i Wien havde pålagt en medarbejder hos en entreprenør en administrativ bøde for at have udført bygge- og anlægsarbejder i et rasteområde for den europæiske hamster, der er oplistet på habitatdirektivets (92/43) bilag IV. Efter direktivets art. 12(1)(d) må bilag IV-arters yngle- eller rasteområder ikke beskadiges eller ødelægges. Medarbejderen anfægtede bøden med henvisning til, at den europæiske hamster ikke længere anvendte det pågældende areal ved bygge- og anlægsarbejdets gennemførelse. Sagen førte til en præjudiciel forelæggelse for Domstolen, hvor den østrigske domstol spurgte, om »rasteområder« i habitatdirektivets forstand også omfatter de rasteområder, hvor en bilag IV-art ikke længere opholder sig (forladte rasteområder). Domstolen lagde indledningsvis til grund, at forbuddet i habitatdirektivets art. 12 mod at beskadige bilag IV-arters yngle- og rasteområder – modsat forbuddet mod at forstyrre, indfange og dræbe bilag IV-arter – ikke kun tager sigte på forsætlige handlinger, og at EU-lovgiver derfor har villet tillægge yngle- og rasteområder en højere grad af beskyttelse. Domstolen fandt på denne baggrund, »at rasteområder, som ikke længere benyttes af en beskyttet dyreart, ikke må beskadiges eller ødelægges, når det kan tænkes, at disse dyrearter vender tilbage til de pågældende områder« (præmis 31). Domstolen kvalificerede denne betingelse ved at stille krav om, at der skal være en »tilstrækkelig stor sandsynlighed« for, at den pågældende art vender tilbage til det pågældende rasteområde, uden de nærmere momenter i denne vurdering blev nærmere præciseret.

Fodnoter

1

. Det fremgår af Domstolens faste praksis, at forbuddet i art. 12(1)(d) mod at beskadige yngle- og rasteområder for bilag IV-arter ikke som i art 12(1)(a-c) er begrænset til forsætlige handlinger, men også omfatter uagtsom skadepåvirkning, jf. bl.a. sag C-98/03 og sag C-504/14.

2

. Dommen bekræfter den udvidende fortolkning af habitatdirektivets beskyttelse af bilag IV-arters levesteder. Dommen må betyde, at når det i forbindelse med VVM-undersøgelser af projekter konstateres, at et anlægsområde benyttes eller tidligere har været levested for bilag IV-arter, vil det være tilrådeligt at integrere de nødvendige afværge- og kompensationsforanstaltninger i projektet. Dette svarer til den overvejende del af Planklagenævnets og Miljø- og Fødevareklagenævnets nyere praksis, jf. fx KFE 2019.694 (Hillerød) og KFE 2019.757 (Hotel Blåvand).

Ingen adgang

KFE 2020.959 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. december 2020)

meddelt afslag på klagernes anmodning om at tillægge klagerne over VVM-tilladelsen opsættende virkning. Nævnet har den 7. maj 2018 meddelt afslag på klager 2’s anmodning om at tillægge klagen over afgørelsen om ikke miljøvurderingspligt opsættende virkning. Klagerne har desuden påklaget plangrundlaget for projektet til Planklagenævnet. 9 . Nævnets note

Ingen adgang

Indledning til hæfte 6.2021

I dette hæfte er der medtaget tre afgørelser fra Planklagenævnet, der nærmere forholder sig til rækkevidden af planlovens § 15 a om forbud mod udlæg af støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse. Afgørelserne medtaget i dette hæfte skal også ses i sammenhæng med flere interessante afgørelser fra Planklagenævnet om planlovens § 15 a fra 2020

Ingen adgang

KFE 2020, hæfte 6 - Indledning

søterritoriet. Med Planklagenævnets afgørelse i KFE 2019.730 Pkn, blev det præciseret, at kommunerne ikke har lokalplankompetence på søterritoriet, medmindre det drejer sig om byudviklingsområder. Denne kompetencebegrænsning gælder også for bådebroer i havne, som det blev fastslået i KFE 2020.1057, hvor Planklagenævnet derfor ophævede Københavns Kommunes

Ingen adgang

KFE 2018.614 (Berigtigelse vedr. hæfte 4-44/2018)

Berigtigelse

Fødevareklagenævnets afgørelse af 17. december 2018 363-368 479-484 18.479 Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. januar 2019 369-384 485-500 18.485 Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 13. marts 2019 384-411 500-527 18.500 Planklagenævnets afgørelse af 24. april 2018 412-419 528-535 18.528 Planklagenævnets afgørelse af 21. december 2018 419-428 535

Ingen adgang

KFE 2019.671 (Indledning KFE 5/2019, 45. årgang)

Planklagenævnet er udvalgt blandt ca. 650 afgørelser i 2019. De udvalgte afgørelser udgør en beskeden mængde af de to klagenævns afgørelser i 2019, men illustrerer på forskellig vis, at en plan- eller miljømyndigheds afgørelse om en konkret aktivitet efter én lovbestemmelse sjældent kan stå alene, men er hvirvlet ind i et kompliceret samspil med andre love og EU

Ingen adgang

KFE 2017.437 (Indledning til nr. 4/2017)

INDLEDNING

KFE 2017.437 Indledning til nr. 4/2017 INDLEDNING   I dette hæfte er medtaget afgørelser, der er truffet af Miljø- og Fødevareklagenævnet i 2017 efter kystbeskyttelseslovens og planlovens VVM-regler, samt afgørelser truffet af Planklagenævnet efter planlovens regler og 2015-miljøvurderingslovens regler. Miljø- og Fødevareklagenævnet er – på trods

Ingen adgang

Indledende kommentarer – Hæfte 6 -2022

I dette hæfte er der medtaget tre afgørelser fra Planklagenævnet, der omhandler en række af de planretlige problemstillinger, som detailhandelsområdet (og klagesager herom) aktualiserer. I den første afgørelse tog nævnet stilling til, hvorvidt der lå saglige og planlægningsmæssige hensyn bag en kommunes vedtagelse af en rammelokalplan for

Ingen adgang

Indledende kommentarer – Hæfte 6 - 2023

I dette hæfte er der medtaget tre afgørelser fra Planklagenævnet, der omhandler betydningen af sagsbehandlingstidens længde for nedlæggelse af § 14-forbud . I den første afgørelse ophævede nævnet kommunens § 14-forbud, uanset at forbuddets gyldighedsperiode var reduceret til ca. 9 måneder, idet nævnet fandt, at sagsbehandlingstiden oversteg

Ingen adgang

KFE 2020, hæfte 4 - Indledning

servitut med påbud efter planlovens § 43 om, at ejendommen ikke måtte bebygges, efter at ejeren havde søgt om byggetilladelse, hvilket Planklagenævnet havde stadfæstet. Mens sådanne retssager i de fleste tilfælde er forholdsvis ukomplicerede mht. jus, var der i denne sag flere forhold som frembød vanskeligheder. Servitutten indeholdt et byggeforbud på den