Søgeresultater

Viser 91 - 100 af 210 resultater for :

  • "Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser" x
  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Alt - Titler og Indhold x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

KFE 2019.913 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 11. december 2019)

Ingen adgang

KFE 2019.916 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. december 2019)

Ingen adgang

KFE 2018.307 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 2. juni 2017)

Ingen adgang

KFE 2018.336 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. juni 2017)

Ingen adgang

KFE 2018.345 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. juni 2017)

Ingen adgang

KFE 2022.559 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. februar 2022)

Jordforurening – regionens klageberettigelse som depotmyndighed, jf. jordforureningslovens § 82, stk. 2 – kommunal beslutning om ikke-påbud, jf. jordforureningslovens § 40, jf. § 41 – erhvervsejendom – tidligere vognmandsvirksomhed – påbud inden for »rimelig tid«, jf. § 40 – indrettelseshensyn – ophævelse af beslutning om ikke at meddele påbud – hjemvisning til fornyet behandling i kommunen, jf. jordforureningslovens § 40, stk. 1, jf. § 77, stk. 1

Denne sag vedrører en klage, der blev indbragt af Region Sjælland over en beslutning, som Holbæk Kommune den 25. juni 2019 havde truffet om ikke at meddele påbud til ejeren af en forurenet erhvervsgrund, hvor der tidligere havde været en vognmandsvirksomhed. På ejendommen, der var kortlagt på vidensniveau 2, var der af myndighederne konstateret en ikke afgrænset forurening under olietanken og aflæsningspladsen med op til 3.500 liter fyringsolie. Det var kommunens vurdering, at der var indtrådt myndighedspassivitet, idet der ikke i en periode på 4 år (fra 2013-2017) var reageret over for den ansvarlige virksomhed. Kommunen havde derfor ikke opfyldt kravet om at reagere inden for »rimelig tid«, som det er forudsat i lovforarbejderne til jordforureningslovens § 40. Regionen, der ikke var tilfreds med, at kommunen ikke meddelte et undersøgelsespåbud, påklagede kommunens beslutning til Miljø- og Fødevareklagenævnet. I sin klage anførte regionen, at der ikke forelå myndighedspassivitet, idet virksomheden i 2018 i forbindelse med en tilsynsrapport var blevet gjort opmærksom på, at der var tale om en uafsluttet forureningssag. Regionen gjorde endvidere gældende, at det var overvejende sandsynligt, at størstedelen af forureningen var sket efter 1. januar 2001, jf. jordforureningslovens § 41, stk. 1. Nævnet fastslog, at det ikke alene var den forløbne tid i forhold til, hvornår myndigheden har fået kendskab til den konstaterede forurening, der var relevant. Ressourcemæssige betragtninger og myndighedens mulighed for at vurdere forureningens karakter, behovet for foranstaltninger, afdækning af, hvem der var forureneren/-ne, var ligeledes relevante. Det var på det grundlag nævnets konklusion, at der ikke konkret var tale om myndighedspassivitet. Kommunens afgørelse om ikke at meddele et påbud blev derfor ophævet, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling i kommunen. 

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 9/05840.

2

. Jf. om retsfortabende passivitet Peter Pagh »Jordforureningsloven med kommentarer – og kommenteret miljøskadelov«, Thomson Reuters, 2. udgave, 2011, side 499ff.

3

. Se nedenfor Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. december 2022, sagsnr. 21/13445, hvor regionens klageberettigelse afvises med henvisning til, at nævnet besluttede alene at behandle klagen efter miljøbeskyttelseslovens regler på trods af, at den påklagede afgørelse også var meddelt som en beslutning om ikke at meddele et påbud i medfør af jordforureningslovens § 40, jf. § 41. Klagen blev afvist med henvisning til, at regionen ikke havde en individuel væsentlig interesse i, at Miljøstyrelsen ophævede tidligere meddelte vilkår/påbud med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven.

Ingen adgang

KFE 2022.570 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2022)

Fredskovpligt – adressatklage – formålsfortolkning, jf. skovlovens § 1, stk. 3, nr. 4 – kulturhistorisk værdifuldt bygningskompleks – enklave i skov – fredskovpligt på privatejet areal uden skovdrift – privathospital etableret i 1904-1906 – den ønskede anvendelse af arealet – lokalplanlagt til erhvervsformål – tinglyst deklaration – Natura 2000-område – adressatklage – ansøgning om ophævelse – afslag på ophævelse, jf. skovlovens § 6, stk. 1 – restriktiv praksis – skøn under regel – stadfæstelse af afslag – afgørelse truffet af det læge nævn, jf. skovlovens § 60, stk. 1, sammenholdt med lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 3, stk. 1, nr. 9

Denne sag vedrører en adressatklage, der er begrundet i Miljøstyrelsens afslag på en ansøgning om ophævelse af fredskovpligten på et areal, der indgår som en enklave i et større fredskovpligtigt område. Der var ikke skovdrift på det relevante areal. I 116 år havde der været et privat hospital med tilhørende faciliteter på arealet, der i 2004 blevet udstykket fra den øvrige statsejede skov og solgt til adressaten. I forbindelse med tilladelsen til udstykningen havde Miljøstyrelsen meddelt et afslag på ansøgning om ophævelse af fredskovpligten.

Miljøstyrelsen havde i det påklagede afslag, der blev meddelt den 18. juni 2020, begrundet afgørelsen med henvisning til den restriktive praksis, der præger retsområdet, herunder i forhold til fredskov på enklaver, der er omgivet af skov. Miljø- og Fødevareklagenævnet, der var sammensat som det læge nævn i medfør af skovlovens § 60, stk. 1, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 3, stk. 1, nr. 9, stadfæstede det meddelte afslag. Nævnet henviste i sin begrundelse til lovbemærkningerne til skovlovens § 6, hvori det udtrykkeligt blev fastslået, at der skulle være tale om en restriktiv praksis, ikke mindst ift. fastholdelse af enklaver i skove som fredskovbelagte arealer. Det blev fremhævet, at det efter praksis var afgørende ved stillingtagen til fredskovpligtens ophævelse, hvilken aktivitet arealet ønskedes anvendt til. Nævnet fandt ikke, at der var tale om et tilstrækkeligt konkretiseret projekt bag det ansøgte, ligesom nævnet tillagde det vægt, at ejendommen rummede særlige kulturhistoriske og landskabelige værdier, som indgik i en sammenhæng med den fredskov, der omgav matriklen.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 20/08786.

Ingen adgang

KFE 2022.576 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2022)

Jordforurening – adressatklage – påklage af undersøgelsepåbud meddelt imfa. miljøbeskyttelseslovens § 72 – retsvildfarelse vedrørende hjemmelsgrundlag – ’lex specialis’– jordforureningslovens § 40, stk. 1, jf. § 39 skal anvendes frem for miljøbeskyttelseslovens §§ 41 og 72 – ophævelse af påbud – hjemvisning

Denne sag vedrører en adressats klage over et undersøgelsespåbud, som kommunen havde meddelt med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 72. I adressatens klage blev det anført, at kommunen ikke kunne meddele påbuddet, idet der ikke var sandsynliggjort en årsagssammenhæng mellem oplag af kul på en betonplads på grunden og den konstaterede jordforurening. Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslog, at der gælder et lex specialis-princip, hvor jordforureningslovens § 40, jf. § 39, stk. 1 og 2 skal anvendes af kommunerne frem for miljøbeskyttelseslovens §§ 41 og 72 i situationer, hvor betingelserne for at anvende de nævnte påbudsbestemmelser foreligger. Miljø- og Fødevareklagenævnet finder, at påbud om undersøgelse af, hvorvidt der er sket forurening under eller rundt om betonpladsen, hvor kullet opbevares, skal meddeles med hjemmel i jordforureningslovens § 40, jf. § 41. Den påklagede afgørelse blev derfor hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Det oplyses af nævnet, at kommunen ved den fornyede behandling af sagen skal belyse sagen enten ved egne undersøgelser, evt. indledningsvis, eller ved at meddele et undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40 til ejeren af virksomheden. 

Fodnoter

1

. Nævnets sagsnr. 20/04813

Ingen adgang

KFE 2022.596 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 1. marts 2022 )

Fredskovpligt – lovliggørende dispensation, jf. skovlovens § 11, stk. 1, sammenholdt med § 38 – adressatklage – afslag på retlig lovliggørelse, jf. skovlovens § 51, stk. 1 – påbud om fysisk lovliggørelse, jf. skovlovens § 51, stk. 2, sammenholdt med lovens §§ 8-10 – maskinhus i fredskov – opført på renoveret gammel sokkel – bortfaldet byggeret, jf. kontinuitetsprincippet – ikke-driftsbygning – tilknytning til beboelse uden for fredskov – restriktiv praksis – stadfæstelse af afslag

Denne sag vedrører en adressatklage, som blev indgivet over Miljøstyrelsens afslag på at meddele en dispensation fra fredsskovpligten til retlig lovliggørelse af et maskinhus, der var opført i tilknytning til privat bolig, jf. skovlovens § 51, stk. 1, og § 6, stk. 1, sammenholdt med § 38. At Kystdirektoratet havde meddelt en dispensation fra standbeskyttelseslinjen, fandt Miljøstyrelsen var irrelevant, da de formål, der varetages efter kystbeskyttelsesloven, henholdsvis skovloven, ikke er de samme. Styrelsen havde samtidig meddelt et påbud om fysisk lovliggørelse, jf. skovlovens § 51, stk. 2. Klageren anførte bl.a., at maskinhuset var opført på soklen af et tidligere maskinhus, hvorfor der var en retlig adgang til genudnyttelse af byggeretten. Klageren mente endvidere, at lokaliseringen var den bedste i forhold både til de samfundsmæssige interesser i, at skuret ikke fremstod som synligt, og i forhold til det behov, som han som ejer af grunden havde ift. at kunne passe skov og bygninger. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede det meddelte afslag. Nævnet var enigt med Miljøstyrelsen i, at afslaget var meddelt i overensstemmelse med den restriktive praksis, der skulle føres ift. bevaring og beskyttelse af skovene, samt at ejeren ikke havde en byggeret der, hvor maskinhuset var placeret. Nævnet fastslog endvidere, at da der ikke var tale om et erhvervsmæssigt behov for maskinhuset, idet skovarealet ikke oversteg 50 ha, kunne en dispensation medføre en uønsket præcedens. Nævnet bemærkede, at den af styrelsen fastsatte frist for fysisk lovliggørelse ikke var udløbet, og at det var op til styrelsen af vurdere, om fristen skulle forlænges.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 21/13932.

Ingen adgang

KFE 2022.601 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 8. marts 2022)

Jordforurening – adressatklage – undersøgelsespåbud, jf. jordforureningslovens § 40 – adressaten uden rådighed over ejendommen – tålepåbud ikke meddelt, jf. jordforureningslovens § 44, stk. 2 – legalitetsprincippet – ophævelse af ugyldigt påbud – hjemvisning til fornyet behandling

Denne sag vedrører et undersøgelsespåbud, der af en kommune med hjemmel i jordforureningslovens §§ 39-40 er meddelt den tidligere ejer af en forurenet ejendom, hvorpå adressaten havde produceret og solgt temperaturfølere samt temperaturmålere frem til 2009. Virksomheden var etableret i 1960. Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet blev indbragt af adressaten, der gjorde gældende, at det ikke var den af ham drevne virksomhed, der havde forårsaget jordforureningen. Da den forurenede ejendom var blevet solgt med overtagelse den 1. januar 2017, og da kommunen ikke havde meddelt den nye ejer af ejendommen et tålepåbud i medfør af jordforureningslovens § 44, stk. 2, ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet det meddelte undersøgelsespåbud og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen, der skulle sikre adgangen til grunden gennem et tålepåbud.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 20/00018.