Søgeresultater

Landbrugsstøtte – lov om Landdistriktsfonden – gødskningslovens § 4 og §§ 38-39 – ikke kompenseret alternative virkemiddel, jf. gødskningslovens § 17, jf. tilskudsbekendtgørelsens §§ 13 og 10 – målrettede efterafgrøder – kvælstofregulering for planperioden 2020/2021 – indsats som led i opfyldelsen af nitratdirektivet og vandrammedirektivet – digitalisering – stedbestemmelse ved ID 15-områder – stedfaste arealer for opnåelse af støtte, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 5 – tidsfrist ift. ændringer, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 13 – nedsættelse af endeligt tilsagn begrundet i tastefejl – sanktion i form af 20%-nedsættelse – sanktionsniveau fastlagt i tilskudsbekendtgørelsen – afgrænsning af nævnets efterprøvelse, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 11 – begrundelsespligt, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24 – mangelfuld oplysning af faktum – væsentlig sagsbehandlingsfejl – fejlagtig retsanvendelse – ophævelse af den påklagede afgørelse – hjemvisning til fornyet behandling – formandsafgørelse

Denne nævnsafgørelse vedrører Landbrugsstyrelsens nedsættelse af et tilsagn om støtte, der var ansøgt efter reglerne i lov om Landdistriktsfonden, som udmøntet med bekendtgørelse om tilskud til kvælstofreducerende tiltag. Adressaten for den trufne afgørelse, der havde marker lokaliseret inden for et areal, der var inden for et ID 15-område, havde valgt af deltage i ordningen med ikke kompenseret alternative virkemiddel, som var etableret med hjemmel i gødskningslovens § 17, jf. bekendtgørelsens § 10 sammenholdt med § 1, stk. 3. Der var oprindeligt den 14. maj 2020 meddelt klageren et elektronisk tilsagn om tilskud til den målrettede kvælstofregulering. Landbrugsstyrelsen ændrede efterfølgende ifm. en manuel sagsbehandling det tidligere tilsagn med henvisning til en indtastningsfejl, der var begået af klageren. Styrelsen tillagde det i den sammenhæng betydning, at den i forbindelse med et tilsynsbesøg, der blev foretaget den 18. september 2020 på klagerens bedrift, havde konstateret, at efterafgrøden på én af de relevante marker var sået efter den frist (den 20. august 2020), der i lovgivningen var angivet som den seneste for støtteberettig etablering, samt at der på en anden af de relevante marker var tale om oplagring af maskiner på dele af den mark, der var forudsat tilplantet. Denne mark var derfor heller ikke tilsået med efterafgrøder på kontroltidspunktet. Landbrugsstyrelsen vurderede, at efterafgrøderne hverken kunne godkendes til målrettede efterafgrøder, pligtige/husdyr-efterafgrøder eller MFO-efterafgrøder. Der var begået tastefejl i forbindelse med klagerens indtastning »Tast-Selv-systemet«, der efter styrelsens opfattelse ikke efterfølgende kunne rettes. Styrelsen foretog derfor tilskudsnedsættelsen, der var på 20 %, med henvisning til de gældende regler for opnåelse af tilskud til kvælstofreducerende virkemidler. Over for nævnet fastholdt styrelsen, at det ikke var muligt at give støtte, da tilsagnsarealerne efter reglerne var at betragte som »stedfaste« fra den 11. september 2020, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 13, hvorfor der ikke kunne anvises alternative arealer, sådan som klageren ønskede accepteret af styrelsen ifm. kontrolbesøget den 18. september 2020. Sanktionens størrelse på 20 % fulgte af de på afgørelsestidspunktet gældende reglerne. Med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnsloven begrænsede nævnet sin efterprøvelse til at vedrøre styrelsens overholdelse af forvaltningslovens §§ 22 og 24 om begrundelsespligten, der blev fremhævet at være en central retsgaranti for adressater til forvaltningsmyndighedernes afgørelser. Nævnet foretog endvidere en fortolkning af bekendtgørelse nr. 66 af 28. januar 2020 om næringsstofreducerende tiltag og dyrkningsrelaterede tiltag i jordbruget for planperioden 2020/2021, hvoraf det bl.a. fremgik, at der var nogle afgrødetyper, der kunne anvendes som alternativ til efterafgrøder på et grundlag, hvor der var tale om en senere tidsfrist, som Landbrugsstyrelsen ikke havde inddraget i den påklagede afgørelse, hvorfor der var tale om en fejlagtig retsanvendelse. Nævnet ophævede den trufne afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i styrelsen. Nævnet bemærkede i den sammenhæng, at styrelsen ved en ny afgørelse i sagen burde anføre de faktiske forhold, som var tillagt betydning for styrelsens vurdering af, om markerne levede op til kravene for opnåelse af støtte eller ej.

Fodnoter

Strategisk miljøkonsekvensvurdering (SMV), jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1 – SMV-pligt ifm. den årlige vedtagelse af nye efterafgrødebekendtgørelser – kvælstofkvoten for planperioden 2020/2021 – adressatklager fra jordbrugere – klagens opsættende virkning – rammer for fremtidige anlægstilladelser, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1 – EU-Domstolens fortolkning – det danske nitrathandlingsprogram, jf. nitratdirektivets artikel 5 – screeningspligt, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 3, sammenholdt med § 2, stk. 1, nr. 1 – begrebet »anlægstilladelser« – væsentlig indvirkning på miljøet, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 3 – screeningsafgørelse, jf. miljøvurderingslovens § 10 – gødskningsloven med forarbejder – efterafgrødebekendtgørelsens formål – politiske aftaler om målrettet regulering – afløsning af kvælstofnormer – opfyldelse af vandrammedirektivet – foranstaltninger fastlagt i indsatsprogrammet – vandområdeplanerne for VP2 (2015-2021) – realitetsbehandling, jf. miljøvurderingslovens § 48, stk. 3, sammenholdt med § 10 – retlige spørgsmål – begrundelseskravet, jf. forvaltningslovens § 22, jf. § 24 – afgrænsning af nævnets efterprøvelse, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 11 – medvirken af lægdommere, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 9, jf. § 3, stk. 1, nr. 9 – enstemmig afgørelse – screeningsafgørelse opretholdt – stadfæstelse af ikke SMV-pligt

Denne sag vedrører klager, der blev indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet dels af to jordbrugere, der var repræsenteret af Bæredygtigt Landbrug, dels af en klager, der var repræsenteret ved en advokat. Klagerne vedrørte Landbrugsstyrelsens screeningsafgørelse, der fastslog, at efterafgrødebekendtgørelsen, der indgik i den danske lovgivning til beskyttelse af vandet imod kvælstofudledning fra jordbrugets anvendelse af gødning i planperioden 2020/2021, ikke var omfattet af en strategisk miljøkonsekvensvurderingsforpligtelse (SMV-pligt). Landbrugsstyrelsen havde i forbindelse med vedtagelsen af bekendtgørelsen taget udgangspunkt i, at det var miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, der var den relevante bestemmelse ved vurdering af, om det var tale om en SMV-pligt. Denne retsopfattelse begrundede styrelsen bl.a. med, at begrebet »anlægstilladelser«, der indgik i beskrivelsen af retsfaktum i § 8, stk. 1, nr. 1, betød, at der kun var tale om en obligatorisk SMV-pligt, hvis bekendtgørelsen fastlagde rammerne for meddelelse af miljøgodkendelser af anlæg til intensiv fjerkræavl eller svineavl, jf. miljøvurderingslovens bilag 1, nr. 17, eller godkendelse af anlæg til intensive husdyrbrug omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, nr. 1, litra e. Formålet med bekendtgørelsen var ifølge styrelsen alene at bidrage til at beskytte grundvandet og kystvandet imod udledningen af kvælstof. Styrelsen fastslog, at bekendtgørelsen indgik som et indsatsområde i de danske vandplanområder for den 2. vandplanlægningsperiode (2015-2021), og således bidrog den til, at den samlede indsats i forhold til en reduceret udledning af kvælstof til overfladevand og grundvand, der var forudsat i vandrammedirektivet, kunne opnås. Bekendtgørelsen havde derimod ikke betydning for myndighedernes behandling af ansøgninger om miljøgodkendelser, der skulle behandles efter husdyrbruglovens regler. Styrelsen fremhævede endvidere, at kravet om etablering af efterafgrøder var rettet imod jordbrugere, der havde jordbrugsarealer beliggende i de kystvandoplande, der som ID 15-områder indgik i efterafgrødebekendtgørelsens bilag 1, jf. gødskningslovens § 4. Kravene om etablering af målrettede efterafgrøder eller alternativer hertil omfattede også virksomheder uden dyrehold (husdyrbrug). Da bekendtgørelsen ikke fastlagde rammerne for de nævnte fremtidige anlægstilladelser, der var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2 (jf. VVM-direktivets tilsvarende bilag), medens det i stedet var virksomhedernes jordtilliggende og lokalisering, der var afgørende for, om arealerne var omfattet af tilskudsbekendtgørelsens regler, var den relevante bestemmelse ifølge styrelsen miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 3. Efterafgrødekravene var heller ikke et element, der skulle indgå i forbindelse med vurderinger af ansøgninger, der blev indsendt under kvægundtagelsen, der vedrørte nitratdirektivet. Bekendtgørelsen blev derfor underkastet en screening i medfør af miljøvurderingslovens § 10. Kravene, der fremgik af bekendtgørelsen, vurderes af styrelsen at have en (om end begrænset) positiv effekt for vandmiljøets tilstand. Screeningsvurderingen resulterede derfor i, at der ikke med bekendtgørelsen var tale om fastlæggelse af nogle rammer for tiltag, der kunne have væsentlige negative miljøkonsekvenser for miljøet. Der var derfor ikke en pligt til at gennemføre en SMV.

Klagerne var ikke enige i Landbrugsstyrelsens fortolkning, og de påstod bekendtgørelsen ophævet som ugyldig. De gjorde gældende, at bekendtgørelsen skulle kategoriseres som en plan eller et program, der blev udarbejdet som grundlag for administrationen inden for landbrugsområdet, og som derfor fastlagde rammerne for fremtidige projekter, der var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 og 2, jf. lovens § 8, stk. 1, nr. 1. Klagerne anførte endvidere, at bekendtgørelsens §§ 5 og 6 indeholdt regler om, at husdyrbrug og andre landbrug i 28 forskellige kystvandoplande i de oplistede ID 15-områder havde pligt til at etablere efterafgrøder. Bekendtgørelsens § 6 indeholdt således rammerne for meddelelse af tilladelser og ændring af tilladelser til husdyrbrug i tilknytning til de krav, der var fastsat om etablering af efterafgrøder i de situationer, hvor landbruget havde marker lokaliseret i ID 15-områder. Det var på det grundlag klagernes opfattelse, at der var tale om en bekendtgørelse, der dannede grundlag for fremtidige anlægstilladelser til projekter, der var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 og 2, navnlig i form af husdyrbrug, hvorfor bekendtgørelsen var omfattet af den obligatoriske SMV-pligt i lovens § 8, stk. 1, nr. 1. Det blev af klagerne fremhævet, at bestemmelsen i lovens § 8, stk. 1, nr. 1, skal fortolkes i overensstemmelse med SMV-direktivets artikel 3, stk. 2-4, som bestemmelserne var blevet fortolket af EU-Domstolen. Klagerne anførte, at den danske udgave af SMV-direktivet fejlagtigt anvendte begrebet »anlægstilladelser« i stedet for begrebet »projekter«. Det var klagernes forståelse af direktivet, at anvendelsen af begrebet »projekter« skulle læses i lyset af dets definition af begrebet, som begrebet var gennemført ved lovens § 5, nr. 6. Oversættelsesfejlen var efter klagernes opfattelse gentaget i miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1. Det fandt klagerne var i strid med SMV-direktivet, hvorfor styrelsens fortolkning af reglen fejlagtigt tillagde det betydning, at bekendtgørelsen ikke udelukkende vedrørte udbringelse af husdyrgødning. Klagerne fandt, at deres retsopfattelse blev understøttet af, at Landbrugsstyrelsen selv havde antaget, at en ændring af gødningsanvendelsesbekendtgørelsen var omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1. Enhver ny efterafgrødebekendtgørelse, der blev vedtaget for en planperiode (herunder den, der vedrørte planperioden 2020/2021), skulle derfor efter klagernes retsopfattelse betragtes som en ny plan eller et nyt program i SMV-direktivets forstand. Klagerne afviste endvidere, at der kunne være tale om en undtagelsessituation, der var omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1. Bestemmelsen undtager mindre ændringer, der foretages i planer/programmer, der ellers falder inden for anvendelsesområde af lovens § 8, stk. 1, nr. 1, så SMV-pligten i stedet bliver afhængig af en screening. De efterafgrødebekendtgørelser, der vedtages, måtte endvidere efter klagerens vurdering retligt vurderes på baggrund af en række politiske aftaler. Da de politiske aftaler ikke havde status som ’retsakter’, var det efterafgrødebekendtgørelsen (og senere udgaver af bekendtgørelsen), der udgjorde den relevante retsakt, jf. miljøvurderingslovens § 2, stk. 1, nr. 1, og § 8, stk. 1, nr. 1. Bekendtgørelserne skulle endvidere primært betragtes som en del af det nationale nitrathandlingsprogram, der gennemførte forpligtelserne under nitratdirektivet. Da EU-Domstolen havde fastslået, at sådanne handlingsprogrammer var omfattet af den obligatoriske SMV-pligt, førte denne relation til nitratdirektivet ligeledes til, at der var en SMV-pligt. Denne udlægning af bekendtgørelsens funktion som en del af det nationale nitrathandlingsprogram støttede klagerne på, at bekendtgørelsen var udstedt med hjemmel i gødskningsloven, og at der var tale om meget klare lovbemærkninger, der oplyste om betydningen af efterafgrøderne som en del af de virkemidler, der blev anvendt under nitrathandlingsprogrammet. Den danske implementering af nitratdirektivet var – efter klagernes vurdering – i øvrigt for vidtgående og dermed i strid med proportionalitetsprincippet. Klagerne understregede endvidere, at efterafgrødebekendtgørelsen ikke indgik i den SMV, der blev foretaget i forbindelse med vedtagelsen af vandplanlægningen for 2. periode (2015-2021), hvorfor der heller ikke i den sammenhæng havde været foretaget en SMV, der omfattede bekendtgørelsen. Klagerne henviste som begrundelse for en ugyldighedsvirkning af den manglende gennemførelse af en SMV ifm. vedtagelsen af bekendtgørelsen til EU-Domstolens praksis, loyalitetsprincippet og EU-rettens forrang. Klageren anførte også, at der manglede en begrundelse for valget af det lovgrundlag, der indgik i den trufne screeningsafgørelse, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24, hvilket efter den almindelige forvaltningsret måtte betragtes som en ugyldighedsgrund.

Styrelsen fastholdt over for de rejste klager sin fortolkning af miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, og anførte bl.a. under nævnsbehandlingen, at efterafgrødebekendtgørelsen ikke kan betragtes som en del af det nationale nitrathandlingsprogram, hvorfor EU-Domstolens stillingtagen i den af klagerne påberåbte dom ikke kunne betragtes som relevant. Styrelsen støttede sin afvisning af dommens relevans på, at der med bekendtgørelsen var tale om reguleringen af den målrettet regulering, der efter lovbemærkningerne til gødskningsloven var én af de foranstaltninger, der skulle sikre en opfyldelse af de nationale miljømål, der opstilles for kystvande under vandplanlægningsloven til gennemførelsen af vandrammedirektivet. Den målrettede regulering var ifølge styrelsen – i modsætning til bestemmelserne om plantedække – ikke en del af det danske nitrathandlingsprogram. Styrelsen bemærkede endvidere, at der var tale om en fælles forståelse med EU-Kommissionen mht., at den målrettet regulering udgjorde en del af implementeringen af vandrammedirektivet. Hvis Miljø- og Fødevareklagenævnet måtte beslutte at ophæve bekendtgørelsen som ugyldig, og styrelsen som konsekvens heraf ikke kunne håndhæve efterafgrødekravene, ville det få negative konsekvenser for Danmarks muligheder for at opfylde forpligtelserne, der fremgik af vandrammedirektivet mht. sikring af en »god tilstand« i kystvande. En ophævelse af bekendtgørelsen som ugyldig ville derfor være mere skadelig for miljøet end den omstændighed, at der ikke var foretaget en SMV.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf en delafgørelse den 2. marts 2021, hvori nævnet afviste en af klagernes anmodning om, at klagen blev tillagt opsættende virkning. Afgørelsen var baseret på en modsætningsslutning fra miljøvurderingslovens § 53.

I realitetsafgørelsen, der blev truffet den 10. november 2021, fastslog nævnet indledningsvis, at klagerne faldt inden for dets kompetence efter miljøvurderingslovens § 48, stk. 3, jf. § 10, hvorfor der blev foretaget en realitetsafgørelse af retlige spørgsmål. Det fastslås herefter, at den begrundelse, som Landbrugsstyrelsen havde givet for den trufne screeningsafgørelse, levede op til de krav, der fulgte af forvaltningslovens § 24, stk. 1, hvorfor der ikke var grundlag for at imødekomme klagerne ift. til det anførte om en mangelfuld begrundelse. Nævnet afviste endvidere, at det var relevant at vurdere, om de eftergrødebekendtgørelseskrav, der blev stillet til jordbrugerne, var proportionale. Nævnet kunne heller ikke tilslutte sig klagernes betragtninger om, at miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, jf. SMV-direktivets artikel 3, stk. 2, litra a, var den relevante bestemmelse ved vurdering af SMV-spørgsmålet. Nævnte henviste ifm. vurderingen af, om der konkret var tale om »planer og programmer«, til en EU-Domstolen afgørelse, hvori domstolen opstillede de betingelser, som retsakter skal kunne opfylde, for at de kan betragtes som omfattet af SMV-pligten i SMV-direktivets artikel 3. Det var nævnets vurdering, at der ikke var noget grundlag for at sætte spørgsmålstegn ved den danske oversættelse af SMV-direktivet, hvori der anvendes begrebet »anlægstilladelser«, og det tillægges vægt ved fortolkningen af lovens § 8, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med bilag 1 og 2, at den reform af husdyrbrugloven, der blev gennemført i 2017, indebar en relevant adskillelse af miljøgodkendelsesordningen, hvor ordningen vedrørte den individuelle stillingtagen til husdyrbrug, fra den generelle regulering af betingelserne for udbringelse af gødning på marker. Udbringelsen af gødning var herefter reguleret ved bekendtgørelsesregler. Nævnet fremhævede, at den nævnte 2017-reform forudsatte, at VVM-direktivet kun var en del af reglerne for etablering og udvidelse af husdyrbrug og ikke var relevante i forhold til udbringelsen af gødning. Det var derfor nævnets opfattelse, at styrelsen havde forstået reglerne korrekt, når den havde fastslået, at efterafgrødebekendtgørelsen var omfattet af lovens § 8, stk. 1, nr. 3. Nævnet henviste i sin fortolkning til, at bekendtgørelsens § 2, der vedrørte den konkrete identificering af de arealer, hvorpå der skulle etableres målrettede efterafgrøder, ikke tillagde det betydning, om der var tale om husdyrbrug eller anden anvendelse af de marker, der var omfattet af de kvælstofreducerende forpligtelser. Det blev endvidere fremhævet, at der ikke som en del af en miljøgodkendelse kunne indføjes vilkår om etablering af efterafgrøder efter husdyrbruglovens § 36, stk. 6. Udelukkelsen af sådanne godkendelsesvilkår var efter ordlyden af bestemmelsen uafhængig af, at det fremgik af efterafgrødebekendtgørelsens § 6, stk. 3, nr. 3, at arealer med efterafgrøder ikke samtidig måtte anvendes til opfyldelse af virksomhedens harmonikrav for husdyrgødning. Det var efter nævnets vurdering heller ikke relevant, at en manglende opfyldelse af eftergrødekravet blev sanktioneret med en reduktion af virksomhedens kvælstofkvote efter bekendtgørelsens § 11. Nævnet fremhævede, at er ikke i efterafgrødebekendtgørelse indholdsmæssigt var indføjet krav, der knyttede sig til husdyravl som sådan, som det var tilfældet i den EU-Domstolsafgørelse i Terre Wallonne-dommen, som klagerne henviste til. Nævnet konkluderede derfor, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Landbrugsstyrelsens anvendelse af § 8, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, nr. 2, som det retligt relevante hjemmelsgrundlag. Nævnet fandt heller ikke, at der var noget grundlag for at tilsidesætte den påklagede screeningafgørelse. Det fastslås i den sammenhæng af nævnet, at efterafgrødebekendtgørelsen ikke kan betragtes som en del af det danske nitrathandlingsprogram. Nævnet inddrog endvidere de danske domstoles stillingtagen til, om eventuelle mangler ift. en SMV-vurdering skulle kunne tillægges en generel ugyldighedsvirkning ift. de relevante bekendtgørelser, der ikke har været underkastet en SMV. Nævnet redegjorde i den sammenhæng for den Vestre Landsrets dom, der i 2021 vedrørte spørgsmålet om husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen gyldighed, samt til Højesterets dommen fra 2019, der blev afsagt i en straffesag om overtrædelse af gødskningsbekendtgørelsen, hvor tiltalte ikke kunne påberåbe sig en evt. ugyldighedsvirkning af bekendtgørelsen begrundet i manglende SMV-vurdering. Den af Landbrugsstyrelsen trufne afgørelse blev derfor stadfæstet af nævnet. Nævnet var sammensat med den juridiske formand, dommere og lægmænd, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Fodnoter

Klapning, jf. havmiljølovens § 26 – vurdering af VVM-pligt, jf. havmiljølovens § 26, stk. 4, klapningsbekendtgørelsens § 6 – VVM-pligt, jf. miljøvurderingslovens § 8 samh. m. § 2 – bypass og nyttiggørelse som prioriterede alternativer, jf. klapbekendtgørelsens § 3 – nyttiggørelse af havsediment – vurdering af sedimentet, jf. klapbekendtgørelsens § 7 – miljøfarlige stoffer – aktionsniveauer, jf. klapvejledningen – sedimentkvalitetskrav – de opstillede miljømål, jf. miljømålsbekendtgørelsen – vandets »økologisk tilstand« – vandets »kemiske tilstand« – stadfæstelse med ændring af vilkår – gyldighedsperioden forlænges pga. klagens opsættende virkning, jf. havmiljølovens § 53 – formandsafgørelse

Sagen vedrører en klage over Miljøstyrelsens tilladelse til klapning af 36.000 m³ havbundsmateriale, der hidrører fra oprensning i et havnebassin, hvor klapningen skal foregå i Køge Bugt i et tidligere sandsugehul. Den påklagede tilladelse er tidsbegrænset til 5 år med vilkår om, at der maksimalt må klappes 15.000 m³ årligt. Forud for meddelelse af tilladelsen er der udtaget prøver af oprensningsmaterialet, som er blevet analyseret for tørstof og glødetab, TBT og de mest almindeligt forekommende tungmetaller. Prøveresultaterne viser, at sedimentet indeholder cadmium, kobber og TBT på et niveau, der ligger mellem det nedre og øvre aktionsniveau, som niveauerne er fastlagt ved klapvejledningen. For cadmium og kobber er det Miljøstyrelsens vurdering, at klapning ikke forventes at medføre en nettotilførsel til området omkring klappladsen. For TBT fremgår det af de foretagne prøver, at indholdet er over det eksisterende baggrundsniveau, men at det er under niveauet for, hvad der normalt tillades klappet. Det er Miljøstyrelsens vurdering, at klapningen ikke vil medføre målelige ændringer i TBT-koncentrationen i klappladsens omgivelser. I forhold til målopfyldelse af de miljømål, der er opstillet for de berørte vandområder, er det Miljøstyrelsens vurdering, at klapningen ikke forhindrer opfyldelse af »god økologisk tilstand« og »god kemisk tilstand«. Klageren anfører over for Miljø- og Fødevareklagenævnet, at forureningsrisikoen ikke er tilstrækkelig vurderet i forhold til sedimentets indhold af cadmium, kobber og TBT og konsekvenserne af den tilladte klapning. Det anføres i den forbindelse, at miljøpåvirkningen bør belyses gennem en miljøkonsekvensvurdering (VVM), jf. havmiljølovens § 26, stk. 4, og kapbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Endvidere anfører klager, at der ikke i tilstrækkeligt omfang er undersøgt mulige alternativer til klapning. Miljø- og Fødevareklagenævnet afgrænsede med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet sin prøvelse til at vedrøre spørgsmålet om en evt. VVM-pligt, vurderingen af mulighed for nyttiggørelse, vurderingen af påvirkning af havmiljøet med cadmium, kobber og TBT, og tilladelsens betydning for målopfyldelse ift. de konkrete miljømål, der er angivet i miljømålsbekendtgørelsen. Endelig tog nævnet stilling til tilladelsens gyldighedsperiode. Med hensyn til spørgsmålet om VVM-pligt, konkluderede nævnet, at klapning ikke er opregnet blandt de projekter, der indgår i listet i miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2, som angiver de projekter, der henholdsvis altid er omfattet af en VVM-pligt eller er omfattet af en screeningsforpligtelse, hvorfor det ikke er relevant hverken at stille krav om en screening eller om en VVM. Nævnet vurderede herefter, om muligheden for nyttiggørelse af havbundsmaterialet var tilstrækkelig undersøgt af Miljøstyrelsen og tiltrådte styrelsens vurdering af, at materialet skulle klappes. Nævnet henviste i den sammenhæng til hierarkiet i klapbekendtgørelsens § 3, hvorefter bypass og nyttiggørelse skal prioriteres før klapning, hvis sådanne foranstaltninger vurderes at være mulige. Nævnet konstaterede imidlertid, at indholdet af TBT indebar, at materialet var uegnet til kystnær genplacering ved bypass, og at dets finkornede kvalitet gør det uegnet til anvendelse i bygge- og anlægsprojekter. Nævnet bemærkede tillige, at det ville være forbundet med uforholdsmæssige høje omkostninger at tage materialet på land med henblik på afvanding og evt. transport. Nævnet tager herefter stilling til styrelsens vurdering af den forventede påvirkning af havmiljøet ved klapning af det forurenende stoffer og tiltræder den trufne afgørelse. Nævnet henviser i den forbindelse til havmiljølovens bilag 1 og 2, som indeholder krav til de vurderinger, der skal foretages, inden der kan gives tilladelse til klapning. Da koncentrationen af cadmium, kobber og TBT er under klapvejledningens øvre aktionsniveau, og da koncentrationerne ikke overstiger baggrundsbelastningen, er nævnet enigt i vurderingen af, at klapningen ikke vil kunne have betydning for opfyldelse af de for vandområdet fastlagte miljømål. Nævnet tillægger det også betydning, at det vandområde, som påvirkes af klapningen, kun udgør en beskeden del af det samlede vandområde, som udgør 60 hektar, og at sedimentets indhold af bly og cadmium ikke overskrider miljøkvalitetskravene i den bekendtgørelse, der fastlægger kriterierne for formulering af miljømål for den 2. vandplanlægningsperiode. På den baggrund stadfæster nævnet Miljøstyrelsens afgørelse. Nævnet ændrer dog tilladelsens gyldighedsperiode med henvisning til, at klagen efter havmiljølovens § 53 er tillagt opsættende virkning. Tilladelsen forlænges derfor med det, der svarer til nævnets sagsbehandlingstid.

Fodnoter

Klapning, jf. havmiljølovens § 26 – fornyelse af klaptilladelse – Natura 2000 – habitatvurdering – habitatdirektivets artikel 6, stk. 2 og stk. 3 – habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, jf. § 7, stk. 11, nr. 1 – hjertemuslinger – Vesterhavet– EU-Domstolens praksis – forsigtighedsprincippet – kumulative effekter – afgrænsning af nævnets efterprøvelse, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 11 – stadfæstelse med ændring af vilkår – gyldighedsperioden forlænges pga. klagens opsættende virkning, jf. havmiljølovens § 53 – formandsafgørelse

Sagen vedrører Miljøstyrelsens fornyelse af tilladelse til klapning af 200.000 m³ oprensningsmateriale fra Esbjerg Havn, hvor klapning skal foregå på en klapplads i Vesterhavet. Det fremgår af tilladelsen, at der højest må klappes 50.000 m³ om året, samt at tilladelsens gyldighedsperiode er 5 år. Den anviste klapplads grænser op til Natura 2000-området Vadehavet. Der er som led i sagsbehandlingen foretaget analyser af oprensningsmaterialet, jf. klapbekendtgørelsens § 7, som viser, at indholdet af miljøfarlige stoffer ligger mellem nedre og øvre aktionsniveau, og at gennemsnitskoncentrationen i de fleste sammenhænge svarer til baggrundsniveauet på klappladsen. Det gælder dog ikke TBT og kobber, hvor koncentrationen er lettere forhøjet i forhold til baggrundsniveauet, som niveauerne er fastlagt ved klapvejledningen. Klageren anfører over for Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der er observeret gode forekomster af hjertemuslinger både på og omkring klappladsen, og at klapning højest sandsynligt vil have ødelæggende konsekvenser for forekomsten. Klageren mener også, at der er en fejl i den spredningsberegning, som Miljøstyrelsens har lagt til grund for afgørelsen, og klageren er endvidere uenig i styrelsens vurdering af, hvad hjertemuslinger kan tåle i forbindelse med klapninger. Under nævnsbehandlingen kommenterer Miljøstyrelsen det af klagen anførte. Styrelsen henviser bl.a. til, at det er ulovligt at fiske hjertemuslinger på eller i nærheden af klappladser. Miljø- og Fødevareklagenævnet afgrænser med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet sin efterprøvelse til alene at vedrøre spørgsmålet om den tilladte klapnings påvirkning af Natura 2000-området samt hjertemuslingerne. Nævnet henviser i den forbindelse til, at hjertemuslinger er en integreret og vigtig del af naturtypen sandbanke, som er på udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. Hjertemuslinger fremhæves af nævnet at være en vigtig fødekilde for flere arter på fuglebeskyttelsesområderne i Vadehavet. Det fastslås med henvisning til EU-Domstolens praksis, at Miljøstyrelsen ved den indledende væsentlighedsvurdering i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 2 og 3, som gennemført i habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, jf. § 7, stk. 11, nr. 1, med tilstrækkelig sikkerhed skal kunne udelukkes, at sedimentspredningen ved klapning kan forårsage en påvirkning af Natura 2000-områdets bevaringsstatus. Det er nævnets vurdering, at styrelsen ikke i tilstrækkelig grad har opfyldt dokumentationskravene. Nævnet henviser til, at det fremgår af strømroser i sedimentspredningsrapporten, at der er en ikke ubetydelig strøm mod øst og nordøst, hvilket ikke indgår i rapportens sedimentspredningsberegning eller i Miljøstyrelsens habitatvurdering. Nævnet henviser også til, at sedimentspredningsmodellen udelukkende indeholder en spredningsberegning for den ansøgte mængde sediment. Det indgår således ikke i Miljøstyrelsens vurdering, i hvilket omfang bidraget fra de øvrige klaptilladelser i området, herunder deres indhold af eventuelle miljøfarlige stoffer samt baggrundstilstanden på klappladsen, tilsammen vil kunne påvirke Natura 2000-området. Det angives at være særlig problematisk ved klapning på klappladsens østlige del. Det er imidlertid nævnets vurdering, at det ved at begrænse klapning til den vestlige halvdel af klappladsen, kan udelukkes, at klapning af den ansøgte mængde havbundsmateriale vil forårsage en væsentlig påvirkning af Natura 2000-området. Nævnet ændrer derfor Miljøstyrelsens afgørelse med indføjelse af et vilkår om, at klapningen af sediment kun kan foregå i den vestlige halvdel af klappladsen. Nævnet ændrede endvidere tilladelsens gyldighedsperiode med henvisning til, at den indgivne klage efter havmiljølovens § 53 har haft opsættende virkning. Tilladelsen forlænges derfor med det, der svarer til nævnets sagsbehandlingstid.

Fodnoter

Klapning, jf. havmiljølovens § 26 – vurderingsgrundlaget, jf. klapbekendtgørelsen § 7, stk. 2 – prioritering af nyttiggørelse – fravigelse fra klapbekendtgørelsens § 3 – relevant høring af Kystdirektoratet, jf. klapbekendtgørelsens § 7, stk. 1 og 2 – miljøfarlige stoffer – aktionsniveauer, jf. klapvejledningen – forpligtelsen ift. de opstillede miljømål, jf. miljømålsbekendtgørelsen – vandets »økologisk tilstand« – vandets »kemiske tilstand« – afgrænsning af nævnets efterprøvelse, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 11 – stadfæstelse med ændring af vilkår – gyldighedsperiode – formandsafgørelse

Sagen vedrører Miljøstyrelsens tilladelse til klapning af 15.000 m³ oprensningsmateriale fra en sejlrende ind til Hellerup Havn, hvor klapningen skal foregå på et tidligere sandsugehul lokaliseret 1,5 sømil nørdøst for Vedbæk Havn. Der redegøres i sagsfremstillingen for, at erfaringerne med nyttiggørelse af sedimentet fra det pågældende oprensningsområde ikke er positive. Det fremgår endvidere, at optagelsesområdet ligger i vandområde 6 »Nordlige Øresund«, der iht. miljømålsbekendtgørelsen er forudsat at have en »god økologisk tilstand« og en »god kemisk tilstand« ved udløbet af 2. vandplanlægningsperiode den 22. december 2021. Det fremgår endvidere af sagsfremstillingen, at den samlede økologiske tilstand af vandet i vandområde 6 ifm. basisanalysen er vurderet som »ringe«, hvilket skyldes en dårlig økologisk tilstand for ålegræs, ligesom den kemiske tilstand i vandområdet er »ikke god«, hvilket er begrundet i et højt niveau af BDE og kviksølv. Det fremgår endvidere, at tilstanden for bundfauna i vandområdet er angivet som »ukendt«. Det er Miljøstyrelsen vurdering, at optaget af sedimentet ikke vil medføre en forringelse af vandområdets økologiske tilstand, eller at det vil ændre vandområdets mulighed for at opfylde målet om god økologisk tilstand den 22. december 2021. Det fremgår også af sagsfremstillingen, at det vandområde 11 »Øresund«, hvor klappladsen er lokaliseret, har en »god« kemiske tilstand – en vurdering, der er baseret på den kemiske tilstand for muslinger. Det er Miljøstyrelsens vurdering, »at hverken oprensning i vandområde 6 eller klapning i vandområde 11 vil bidrage væsentligt til en ændring af trusselsbilledet for den kemiske tilstand i Øresund«. Med den trufne afgørelse lægger Miljøstyrelsen til grund, at materialet består af rent sand med et indhold af organisk materiale og miljøfarlige stoffer svarende til niveauet i det omgivende sediment i havnen, hvorfor krav om udtagning af prøver, der vil indebære ekstra omkostninger for ansøgeren (havnen), ikke vurderes at være nødvendige.

Klageren anfører over for Miljø- og Fødevareklagenævnet, at Miljøstyrelsen ikke har foretaget en tilstrækkelig vurdering af forureningsniveauet i havnesedimentet, der stammer fra et område med en kendt forurening af bromerede flammehæmmere (BDE) og kviksølv, sådan som det er forudsat ved klapbekendtgørelsens §§ 3 og 7. Nævnet afgrænser med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet sin prøvelse til spørgsmålene angående nyttiggørelse af det oprensede materiale, sedimentets forureningsgrad og klapningens betydning for opfyldelsen af de for vandområdet i vandområdeplanerne for 2. planperiode (2015-2021) opstillede miljømål samt tilladelsens gyldighedsperiode. Nævnet vurderer, at der ikke med klagen er fremkommet oplysninger om forhold, der kan føre til ændringer af førsteinstansens afgørelse. Nævnet lægger vægt på, at Kystdirektoratet, der efter kystbeskyttelseslovens § 16 b er den kompetente myndighed, ved stillingtagen til bypass og nyttiggørelse af sedimentet er blevet hørt i forbindelse med Miljøstyrelsens sagsbehandling, samt at Kystdirektoratet har vurderet, at prioriteringen af behandlingsformerne, der er fastlagt i klapbekendtgørelsens § 3, kan fraviges, idet materialet ikke er egent til bypass eller nyttiggørelse, og det er omkostningsfuldt at tage materialet op på land med henblik på afvanding og evt. transport. I forhold til sedimentets forureningsgrad og optagningen hhv. klapningens betydning for målopfyldelse, der er fastlagt for de relevante vandområder, henviser nævnet til, at den kemiske status i vandområde 11 er oplyst at være »god«, og at materialet stammer fra en sejlrende, som jævnligt oprenses. Oprensningsmaterialet vil primært stamme fra den naturlige sedimentvandring langs kysten, og det kan derfor karakteriseres som upåvirket havbundsmaterialer uden mistanke om en punktforurening. Nævnet bemærker endvidere, at der ikke er fastsat miljøkvalitetskrav for indhold af kviksølv og bromerede flammehæmmere i sediment i havmiljølovens bilag 2. For kviksølv er der fastsat vejledende aktionsniveauer for klapmateriale, men nævnet er enigt med Miljøstyrelsen i, at det ikke kan anses for sandsynligt, at det niveau af kviksølv, der vil være tale om i materialet fra sejlrenden, vil afvige væsentligt fra niveauet i sedimentet i området med klappladsen. Nævnet stadfæster derfor Miljøstyrelsens tilladelse, idet den dog ændrer gyldighedsperioden med henvisning til, at den indbragte klage efter havmiljølovens § 53 har haft opsættende virkning. Tilladelsen forlænges derfor med det, der svarer til nævnets sagsbehandlingstid.

Fodnoter

Tilbagekaldelse af tilsagn om landbrugsstøtte – tilskud til målrettede efterafgrøder – kvælstofkvoten for planperioden 2020/2021 – reduktion af tilskudsberettiget areal til 0 ha – lov om Landdistriktsfonden – it-fejl i »Tast selv-systemet« – fejl i fællesskemaet – definition af »mark«, jf. bekendtgørelsen om markblok, elektronisk fællesskema og elektroniske tilsagnsskemaer – markblok inden for ID 15-område – elektroniske tilsagnsskemaer – frist for rettelser, jf. bekendtgørelsen om markblok, elektronisk fællesskema og elektroniske tilsagnsskemaer – tidspunktet for arealopgørelse, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 13, stk. 4, og § 31, stk. 2 – tilbagekaldelse af tilsagn, jf. forordningen vedr. gennemførelsesbestemmelser fsva. det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem – stedbestemmelse ved ID 15-områder, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 5 – skærpet forpligtelse for ansøgere ift. erhvervsmæssige støtteordninger – legalitetsprincippet – proportionalitetsprincippet – indberetning af slettet ændring ikke rettidigt genindtastet – stadfæstelse af afgørelse – formandsafgørelse

Denne sag vedrører en klage over en afgørelse, der blev truffet den 12. juni 2021 af Landbrugsstyrelsen i medfør af lov om Landdistriktsfonden, hvorefter et tidligere elektronisk meddelt tilsagn om landbrugsstøtte for planperioden 2020/2021 blev ophævet, og det tilskudsberettigede areal blev nedsat til 0 ha. Klageren anførte, at den trufne afgørelse ikke havde hjemmel i lovgivningen, og at der var tale om en sanktion, der ikke stod i et rimeligt forhold til sagsforløbet, jf. proportionalitetsprincippet. Det fremgik af sagen, at klageren to gange i maj 2020 (dvs. inden tidsfristen for fastlåsning af oplysningerne i fællesskemaet) inden for den tidsramme, som var fastlagt ved tilskudsbekendtgørelsens § 13, havde indsendt rettelser ift. det oprindeligt oplyste for planperioden 2020/2021, hvor der var foretaget ændringer ift. de arealer inden for de relevante ID 15-områder, som blev angivet som dem, der skulle beplantes med efterafgrøder. De foretagne ændringer blev slettet af det digitale sagsbehandlingssystem (Tast-selv-systemet), idet der i juli 2020 var opstået tekniske problemer. Det støtteberettigede areal, der fremgik af fællesskemaet den 19. maj 2020, var herefter 0 ha. Problemerne med selve it-systemets funktion var blevet rettet i juli 2020. Landbrugsstyrelsen havde i den forbindelse kontaktet både klagerens konsulent og klageren selv den 21. juli 2020 med en e-mail og havde gjort dem opmærksomme på fejlen – herunder med en medfremsendt vejledning om, hvordan de ved en ny indtastning kunne få de slettede oplysninger ind i fællesskemaet. Der blev ifølge klageren ikke i den forbindelse af Landbrugsstyrelsen angivet en tidsfrist for genindtastningen af de oplysninger, som var blevet slettet ifm. it-fejlen. Først den 27. april 2021 havde klageren indtastet ændringerne i fællesskema 2020. Rettelsen blev imidlertid ikke accepteret af styrelsen, idet den fastslog, at fristen for indsendelse af rettelserne var den 10. september 2020. Styrelsen lagde i sin afgørelse vægt på, at oplysningerne i fællesskemaet, som skemaet fremstod den 10. september 2020, vedrørte et støtteberettede areal, der var angivet til 0 ha, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 13, stk. 4, og § 31, stk. 2. Landbrugsstyrelsen oplyste under nævnsbehandlingen, at klageren ville have fået udbetalt det oprindeligt beregnede tilskud og ville have undgået kvotetræk, hvis de relevante oplysninger vedrørende arealerne havde været indtastet i fællesskamaet inden den 10. september 2020. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede den påklagede afgørelse. Nævnet lagde i sin afgørelse vægt på definitionen af »mark«, som definitionen fremgår af bekendtgørelsen om markblok, elektronisk fællesskema og elektroniske tilsagnsskemaer. Det fremhæves, at en »mark« – som det relevante retsfaktum – skal forstås som et sammenhængende jordstykke, som i fællesskemaet anmeldes med et »marknummer« og en »afgrødekode«, hvorfor de oplysninger, der fremgik af fællesskemaet den 10. september 2020, var de afgørende ift. støtteberettigelse. I forhold til muligheden for at tilbagekalde et meddelt støttetilsagn henviste nævnet til den relevante EU-forordning, der fastslår, at et tilsagn kan trækkes tilbage på et hvilket som helst tidspunkt. Nævnet fandt endvidere, at Landbrugsstyrelsens oplysninger over for klageren om, at de af it-systemet slettede oplysninger »hurtigst muligt« skulle genoprettes af klageren selv, samt den klare tidsfrist for placeringen af marker i ansøgningsskemaet, der fremgik af tilskudsbekendtgørelsen, udgjorde tilstrækkeligt præcise oplysninger. Derfor kunne den meget sene genopretning, der var foretaget af klageren ni måneder efter modtagelsen af styrelsens e-mail, ikke accepteres som rettidig. Nævnet oplyste i den sammenhæng, at der var tale om en erhvervsrettet støtteordning, hvorfor ansøgerne havde en skærpet forpligtelse til at sætte sig ind i ordningens regler og vilkår. Nævnet afviste endvidere, at proportionalitetsprincippet var relevant, idet retsvirkningerne, som var fastslået af Landbrugsstyrelsen, var en direkte konsekvens af, at klageren ikke ved den i lovgivningen fastlagte tidsfrist havde fået indsendt en ansøgning, der levede op til det, der var foreskrevet i de relevante regler.

Fodnoter

Bypass, jf. kystbeskyttelseslovens § 16 b – screeningsafgørelse, jf. miljøvurderingslovens § 16 sammenholdt med bilag 2, punkt 10, litra k – prioritering af bypass frem for nyttiggørelse, jf. kystbeskyttelseslovens § 16, b stk. 3 – dokumentationskrav ift. miljøpåvirkning, jf. kystbeskyttelseslovens § 16, b, stk. 1, nr. 1 og 2 – væsentlig retlig mangel ifm. sagsoplysning – afgrænsning af nævnets efterprøvelse, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 11 – ophævelse af tilladelsen – hjemvisning – formandsafgørelse

Sagen vedrører en klage over Kystdirektoratets tilladelse af 12. november 2020 til bypass af op til ca. 24.000 m³ rent sediment, hvor sagsbehandlingen var overdraget til direktoratet fra Miljøstyrelsen, der havde vurderet, at materialet var egnet til kystnærplacering. I forbindelse med en af Kystdirektoratet foretagne høring oplyser Miljøstyrelsen, at det ikke fremgår af ansøgningsmaterialet, om ansøgeren har forholdt sig til den umiddelbare nærhed til Natura 2000-området, ligesom der heller ikke foreligger oplysninger om eventuelle påvirkninger på beskyttede naturtyper og arter, herunder bilag IV-arter og fugle. Kystdirektoratet fandt på det foreliggende grundlag, at der ikke forelå væsentlige naturhensyn eller hensyn i øvrigt, som talte imod det ansøgte bypassprojekt, og meddelte tilladelsen. Tilladelsen blev meddelt på en række vilkår, hvorefter at der kunne bypasses ca. 10.000 m³ det første år, herefter skulle den årlige mængde begrænses til ca. 1.500 m³, arbejdet skulle udføres i perioden oktober til marts, og tilladelsens gyldighed ophørte den 12. november 2030. Afgørelsen blev påklaget af Odsherred Kommune, der ifm. den af Kystdirektoratet foretagne høring havde anført, at man ønskede materialet nyttiggjort umiddelbart nord for færgehavnen (ca. 1,5 km fra færgehavnen) til sandfordring. I klagen anførte kommunen, at der ikke var foretaget en tilfredsstillende habitatvurdering, og at der skulle have været foretaget screening efter VVM-reglerne, jf. miljøvurderingslovens § 16 sammenholdt med lovens bilag 2.

Nævnet afgrænsede med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet sin prøvelse til alene at vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt der skulle have været foretaget en VVM-screening, hvor prøvelsen efter miljøvurderingslovens § 49, stk. 1, jf. § 21, er begrænset til retlige spørgsmål. Efterprøvelsen af bypassafgørelsen blev endvidere foretaget med henvisning til kystbeskyttelseslovens § 18, stk. 1, jf. § 16 b. Nævnet ophævede den af Kystdirektoratet trufne afgørelse, idet det fastslog, at der skulle have været foretaget en screening med hjemmel i miljøvurderingslovens § 16 b, jf. bilag 2, punkt 10, litra k, der vedrører kystanlæg, der har betydning for erosion af kysten. I den sammenhæng inddrager nævnet, at det fremgår af det formål, der ligger bag prioriteringen af bypass frem for nyttiggørelse, jf. kystbeskyttelseslovens § 16 b, stk. 3, at fjernelse af sediment fra kysten til nyttiggørelse som udgangspunkt skal undgås, da fjernelsen vil gøre kysten mere sårbar over for erosion, ligesom nævnet inddrager de dokumentationskrav, der er fastslået i kystbeskyttelseslovens § 16 b, stk. 1, nr. 1 og 2, ift. valget mellem bypass og nyttiggørelse. Et krav om gennemførelse af en VVM-screening med henvisning til miljøvurderingslovens § 16 er derfor velbegrundet. Da Kystdirektoratet ikke forud for meddelelsen af bypass-tilladelse har foretaget en sådan screening, lider den meddelte bypasstilladelse af en retlig mangel, og sagen hjemviste derfor til fornyet behandling i Kystdirektoratet.

Fodnoter

Nedsættelse på landbrugsstøtte – lov om Landdistriktsfonden – tilskud til målrettede efterafgrøder – nedsættelse af meddelt støttetilsagn – ændringer foretaget i fællesskema – kvælstofkvoten for planperioden 2020/2021 – digitalisering – stedbestemmelse ved ID 15-område – flytning indenfor ID 15-område – stedfaste arealer ved skæringsdato, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 13 – plantedækkebekendtgørelsens § 18 – manglende indberetning af ændring – kontrolbesøg – nedsættelse af endeligt tilsagn – afgørelsen stadfæstes – formandsafgørelse

Denne sag vedrører en klage fra en jordbruger over en nedsættelse af den støtte, der oprindelig var meddelt elektronisk den 16. maj 2020 i medfør af bekendtgørelse nr. 101 af 31. januar 2020 om tilskud til kvælstofreducerende virkemidler. Klageren havde indsendt en ansøgning den 1. april 2020 vedrørende en mark, der kunne modtage landdistriktsstøtte, idet den var opregnet i bilag 1 til bekendtgørelsen om tilskud til kvælstofreducerende tiltag, jf. bekendtgørelsens § 5. Han havde efterfølgende foretaget ændringer i fællesskemaet ift. det, som han oprindelig havde oplyst på markniveau om, hvor efterafgrøderne blev plantet. Ændringerne blev foretaget efter udløbet af den frist, der indtrådte den 10. september 2020, som fastlagt ved tilskudsbekendtgørelsens § 13 for foretagelse af ændringer. Det fremgik af de foretagne ændringer, at efterafgrøderne i stedet blev plantet på marker med andre marknumre inden for det samme ID 15-område. Landbrugsstyrelsen konstaterede i forbindelse med et kontrolbesøg, at der ikke var plantet efterafgrøder på den mark, som det ansøgte tilskud var bundet til. Styrelsen nedsatte på det grundlag støttebeløbet med henvisning til de beregningsregler, der var gældende. Under behandlingen i Miljø- og Fødevareklagenævnet understregede styrelsen, at det var jordbrugerne, der efter reglerne havde det fulde ansvar for at sikre, at det var de rigtige oplysninger, der indgik i fællesskemaet senest den 10. september 2020. Klagenævnet stadfæstede den påklagede afgørelse. Det understreges i afgørelsen, at den identificering af den relevante mark og de oplyste virkemiddel, der var registreret i fællesskema den 10. september 2020, var bindende i forhold til de tilsagnsbetingelser, der skulle være opfyldt i ansøgningsåret, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 13, stk. 4, 4. pkt. I den trufne afgørelse blev § 9 i plantedækkebekendtgørelsen inddraget, idet det fulgte heraf, at efterafgrøden skulle forblive på arealet frem til den 20. oktober 2020. Den manglende overholdelse af kravet om tilstedeværelse af efterafgrøden på den i ansøgningen angivne mark frem til den 20. oktober 2020 indebar, at klageren ikke havde opfyldt forpligtelserne i tilskudsbekendtgørelsens § 18, stk. 2 og 6. Det forhold, at klageren på kontroltidspunktet måtte have etableret målrettede efterafgrøder på andre marker indenfor det samme ID 15-omåde, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet konstaterede, at der ikke inden udløbet af fristen den 10. september 2020 var ansøgt om tilsagn og anmodet om udbetaling af tilskud til målrettet kvælstofregulering til de marker, hvorpå efterafgrøderne var blevet plantet. Afgørelsen blev derfor stadfæstet.

Fodnoter

Afslag på landbrugsstøtte – lov om Landdistriktsfonden – opfyldelse af vandrammedirektivet – frivillige kvælstofreducerende tiltag – kvælstofkvoten for planperioden 2020/2021 – digitalisering – stedbestemmelse ved ID 15-områder, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 5 – stedfaste arealer ved skæringsdato, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 13 – afskæringskriterier – relevante kystvandoplande – retentionen for ID 15-områderne, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 12, stk. 6 – prioriteringsregel begrundet i retention og størrelse – afslaget stadfæstes – formandsafgørelse

Denne sag vedrører en klage fra en jordbruger over det afslag, som han modtog fra Landbrugsstyrelsen på en ansøgning om økonomisk støtte til etablering af efterafgrøder som en frivilligt målrettet kvælstofreducerende foranstaltning på 5 marker. Ansøgningen var indsendt om støtte under lov om Landdistriktsfonden. Markerne var i ansøgningen registreret som lokaliseret inden for tre kystvandoplande, der alle indgik blandt de ID 15-områder, der kunne modtage landdistriktsstøtte, idet de var opregnet i bilag 1 til bekendtgørelsen om tilskud til kvælstofreducerende tiltag, jf. bekendtgørelsens § 5. Klageren havde fulgt sin rådgivers anbefaling og havde tilplantet sine marker i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsen om næringsstofreducerende tiltag og dyrkningsrelaterede tiltag i jordbruget for planperioden 2020/2021. Ansøgningen var endvidere rettidigt indsendt via de fællesskemaer, der skulle bruges ift. de relevante ID 15-områder. Landbrugsstyrelsen havde modtaget flere ansøgninger, end der kunne imødekommes med de midler, der var afsat for de relevante ID 15-områder. Afslaget, der blev meddelt ansøgeren, var begrundet i den prioritering, der skulle foretages mellem de modtagne ansøgninger inden for det enkelte ID-område efter tilskudsbekendtgørelsens § 12. Der var fastsat tærskelværdier for de tre ID 15-områder for planperioden 2020/2021, hvor ansøgerens marker have en retention, der lå over de værdier, der var udregnet som grænser for støttetildeling. Det meddelte afslag var derfor begrundet med, at klagerens marker havde en højere retention end det relevante niveau inden for de tre ID 15-områder for markernes retention, jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 6. Miljø- og Fødevare efterprøvede den trufne afgørelse og redegjorde i den forbindelse for de relevante prioriteringsregler. Ansøgerens markers karakteristika sammenholdes i nævnets afgørelse med de for de relevante ID 15-områder relevante tærskelværdier, og det meddelte afslag stadfæstes på det grundlag.

Fodnoter

Screeningsafgørelse, jf. miljøvurderingslovens § 10 samh. Med bilag 2, punkt 11, litra b – dekommissioneringsanlæg – affaldsbehandlingsanlæg – støjbelastning for fugle – Natura 2000-område – kumulative effekter – opdeling af klage ift. miljøgodkendelse – retlig efterprøvelse begrænset ift. effekten – Vadehavet –grænseoverskridende miljømæssig påvirkning – ikke-VVM-pligt – stadfæstelse – formandsafgørelse

Denne sag vedrører en klage, der blev indbragt af Danmarks Naturfredningsforening (DN) over, at Esbjerg Kommune den 5. oktober 2017 som led i meddelelsen af en miljøgodkendelse af et affaldsbehandlingsanlæg for neddeling af offshoreproduktionsanlæg, vindmølletårne m.v. havde fastslået, at der ikke forelå en VVM-pligt, jf. miljøvurderingslovens § 10 sammenholdt med bilag 2, punkt 11, litra b. Det fremgår af sagens oplysninger, at det godkendte anlæg lokaliseres ca. 850 meter fra nærmeste Natura 2000-område i Vadehavet. Ved nævnets stillingtagen til den påklagede screeningsafgørelse tiltrædes kommunens antagelse om, at anlæggets skal vurderes efter miljøvurderingslovens § 10 sammenholdt med bilag 2, punkt 11, litra b, samt at der ikke foreligger en situation, der kan begrunde en VVM-pligt, jf. miljøvurderingslovens § 21 sammenholdt med lovens § 53. Nævnet oplyser, at det i sin efterprøvelse har lagt vægt på, at en screeningsafgørelse er udtryk for en foreløbig vurdering af, hvorvidt en væsentlig påvirkning af miljøet er påregnelig, og at man er enig i, at støjgrænserne for Natura 2000-områder ikke er relevante i det foreliggende tilfælde. Nævnet bemærker, at væsentlighedsvurderingen ift. beskyttelsen af de arter, der er udpegningsgrundlaget for det relevante Natura 2000-område, bygger på en række konkrete vurderinger og afvejninger, som nævnet inden for rammerne af en retlig prøvelse ikke kan tage nærmere stilling til. Det fremhæves samtidig, at nævnet senere træffer en afgørelse i den del af klagen, der vedrører miljøgodkendelsen. Nævnet er også enigt med kommunen i, at der ikke er en grænseoverskridende miljømæssig påvirkning, som begrundede en inddragelse af Tyskland som høringsberettiget part, hvorfor der ikke er begået en sagsbehandlingsfejl, ligesom nævnet afviser, at anvendelsen af Miljøstyrelsens screeningsskema har begrænset den af kommunen foretagne vurdering af projektets indvirkning på det omgivende miljø. Nævnet finder, at screeningsskemaet alene er blevet anvendt som et arbejdsredskab. Det fastslås herefter, at der ikke er grundlag for at ophæve den af kommunen trufne afgørelse om ikke-VVM-pligt.

Fodnoter