Forord
»Menneskerettigheder i socialt arbejde« er en antologi om menneskerettigheder for fagpersoner inden for velfærdsprofessionerne. Formålet med bogen er at give en grundlæggende indføring i den menneskeretlige tænkning generelt og i specifikke gruppers menneskerettigheder samt om menneskeretsprincipper i sagsbehandling og praktisk socialt og plejearbejde. Målgrupper for bogen er både studerende på de sociale og velfærdsprofessionelle grund-, efter og videreuddannelser og socialrådgivere og andre fagpersoner, der arbejder som sagsbehandlere eller i praktisk socialt samt pleje- og pædagogisk arbejde. Hensigten er at give en forståelse af menneskerettighedstænkningens betydning i socialt arbejde og at skærpe refleksioner over ethvert menneskes rettigheder uanset vedkommendes sociale situation. Bogen skriver sig også ind i den løbende debat af de etiske dilemmaer, som opstår i praksis i al socialt arbejde.
Der er tidligere udgivet to danske antologier om menneskerettigheder i forhold til det sociale område. Den første var: Ditte Goldschmidt, Anette Faye Jakobsen og Torben Jerving (red.) »Menneskerettigheder i socialt arbejde« (Socialpædagogisk Bibliotek 1997), som denne bog har taget navn efter. Bogen gav en grundlæggende viden om grundlæggende menneskerettigheder, og hvordan Danmark er forpligtet af dem. Bogen diskuterede bl.a. vanskelighederne i at holde fast i de menneskeretlige principper i tider med begrænsede kommunale budgetter og en ikke altid let gennemskuelig organisering af den sociale forvaltning og det socialt arbejde. Også lokale traditioners og rutiners betydning i forhold til borgernes rettigheder blev diskuteret. Det er diskussioner, der er lige så relevante i dag som i 1997, og som også er i fokus i denne bog.
Den anden antologi er Hatla Thelle og Ida Elisabeth Koch (red.): »Sociale menneskerettigheder« (Akademisk Forlag 2004). Bogen behandler sociale og økonomiske menneskerettigheder i både et dansk og internationalt perspektiv. Den bygger på FN-systemets udgangspunkt i, at staten har en forpligtelse til at beskytte sociale og økonomiske menneskerettigheder på linje med de traditionelle civile og politiske menneskerettigheder Fokus er derfor på indsatser i forhold til forskellige sociale og udsatte grupper – danske som udlændinge – i Side 7 det danske samfund. Udgangspunktet er de vanskelige vilkår, mennesker lever under bl.a. på grund af handicap, psykisk sygdom, misbrug og diskrimination og det pres, arbejdsløshed eller andre sociale begivenheder medfører. Også disse forhold er fortsat relevante og væsentlige at diskutere i en rettighedssammenhæng.
Denne bog tager udgangspunkt i dansk ret og Danmarks internationale menneskerettighedsforpligtelser på såvel civile og politiske som sociale og økonomiske områder i forhold til socialt arbejde i bredeste forstand. Forfatterne udgør uddannelsesmæssigt og professionelt en tværfaglig gruppe, hvilket også afspejles i deres tilgang til og fortolkning og anvendelse af menneskeretten. Alle har viden om sociale rettigheder eller erfaringer fra eller med det sociale system.
Ida Elisabeth Koch giver i kap. 1 en generel indføring i den internationale og europæiske menneskerettighedslovgivning, som Danmark er forpligtet af. Hun giver et rids af tænkningen bag og udviklingen af menneskerettighederne og et overblik over de systemer og organer, som overvåger staternes efterlevelse af de forskellige konventioner. Koch viser det nære samspil mellem de traditionelle »frihedsrettigheder« eller de civile og politiske rettigheder og de sociale og økonomiske rettigheder. Hun argumenterer for, at de to sæt rettigheder er udelelige og skal ses som en helhed frem for som to særskilte rettighedssystemer. Ligeledes viser Koch, hvordan Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol samtænker de to sæt rettigheder, og hvilken betydning dette har for borgerne. Koch påpeger afslutningsvis væsentligheden af et menneskerettighedsperspektiv for socialrådgivere og andre socialarbejdere, der træffer mange skønsmæssige afgørelser i deres arbejde.
Respekten for borgerens integritet og værdighed er et centralt element i socialfaglig etik, og menneskeretlige principper præger også social sagsbehandling og praktisk socialt arbejde. I samspillet med den sociale lovgivning skaber de imidlertid også etiske dilemmaer – ikke mindst i praktisk socialt arbejde. Kap. 2 om social sagsbehandling er skrevet af Ingelise Bech Hansen og kap. 3 om praktisk socialt arbejde af Jannie Dyring. De tager begge udgangspunkt i den enkelte persons ret til autonomi og til et privatliv. Begge forfattere viser, hvor væsentligt det er at indtænke disse grundlæggende rettigheder i sagsbehandling og praktisk socialt arbejde. Bech Hansen beskriver bl.a. betydningen af retten til et privatliv og til ytringsfrihed som grundrettigheder i forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler, herunder udveksling af persondata og inddragelse af borgeren i sin sag. Dyring beskriver og analyserer ud fra ankestyrelsesafgørelser nogle dilemmaer, som kan opstår i praktisk socialt (og plejefagligt) arbejde. Pligter i den sociale lovgivning, som f.eks. omsorgspligten for voksne, og myndighedernes adgang til magtanvendelse Side 8 kolliderer i nogle tilfælde med borgerens selvbestemmelsesret og ønsker og skaber etiske dilemmaer. Dette tema går igen i andre kapitler, bl.a. om ældres og psykisk syges/psykiatriramtes menneskerettigheder.
I kap. 4-7 behandles menneskerettighedsspørgsmål af betydning for bredere grupper af personer. Rettighedskonflikter mellem grupper i befolkningen kan medføre diskrimination og ulighed, f.eks. for indvandrere og flygtninge og for ældre. Ligeledes kan rettighedsudviklingen inden for grupper skabe modsætninger, f.eks. mellem forældres og børns rettigheder. I begge tilfælde skaber det dilemmaer og udfordringer i socialt arbejde.
Kap. 4 handler om retten til et familieliv for børn og forældre – en central menneskeret inkorporeret i dansk ret. Annette Kronborg og Idamarie Leth Svendsen giver en kritisk indføring i udviklingen af henholdsvis familie- og socialretten – af den individualisering af familiens rettigheder, der er sket – i lyset af det menneskeretlige udgangspunkt i hensynet til »barnets bedste«. Kronborg og Leth Svendsen viser, at forståelsen af familiens rettigheder er forskellig i hhv. statsforvaltningen og kommunen. Hvor den familieretlige praksis tager udgangspunkt i, at forældrenes enighed/aftaler udgør den ideelle ramme for barnets bedste, er udgangspunktet i social praksis »barnets bedste«, som forældrene ikke er enebestemmende over. Disse forskellige tilgange er i praksis vanskelige at håndtere og forene og stiller store krav til sagsbehandlingen og processen i de to systemer i forhold til familien som helhed og ikke mindst til barnet. Forfatterne rejser det kritiske spørgsmål, om forskellene i de to retsområder kan opretholdes med en fælles menneskeretlig overbygning, som ikke indeholder samme forskelle?
Anette Faye Jacobsen behandler i kap. 5 børns rettigheder og beskriver nogle centrale problemstillinger i socialt arbejde med udgangspunkt i FN’s Konvention om Barnets rettigheder. Hun viser, hvordan børn i de seneste årtier har fået øget politisk intereresse, med lovgivningsmæssige krav om en børnepolitik i kommunerne og selvstændige rettigheder til børn i den sociale lovgivning og med de dilemmaer og udfordringer, dette også medfører i forhold til forældres ansvar og beføjelser, jf. kap. 4. Faye Jacobsen peger bl.a. på betydingen Børnekonventionens princip, som er indføjet i både familie- og socialretlig lovgivning, om inddragelse af barnet ved en samtale med barnet, ved sikring af at barnets synspunkter inddrages på anden måde eller ved, at barnet direkte er givet partsbeføjelser; men hun viser også, at det i praksis ikke altid sikres, at børns synspunkter medtænkes i sagsbehandling og valg af foranstaltninger.
Ditte Bentzon Goldschmidt behandler i kap. 6 ældres rettigheder. Ældre er i de senere år blevet mere interessante som gruppe, men er samfundets forståelse af ældres behov fulgt med denne interesse? I takt med, at ældre bliver Side 9 mere afhængige af hjælp og støtte fra omverdenen – hjemmehjælp, -pleje eller plejehjem – stiger betydningen af respekt for den ældres værdighed og selvbestemmelse. Hvis et menneske kun har begrænset eller ingen selvbestemmelse, bliver den praktiske anerkendelse af og respekt for dets integritet og værdighed særlig vigtig, og Bentzon Goldschmidt peger på, at dette er tilfældet i forhold til ældre, som er hjælpeløse og afhængige af andres omsorg. Hun viser, at der trods en generel oprustning af forståelsen for ældres (differentierede) behov og rettigheder fortsat er dilemmaer med hensyn til anvendelse af omsorg og magt, som er tilbagevendende for personale på plejehjem, og som for beboere kan opleves som grove krænkelser af selvbestemmelsesretten og privatlivet. Bentzon Goldscmidt rejser på den baggrund det spørgsmål, om der er behov for at styrke ældres rettigheder.
Peter Starup beskriver i kap. 7 de komplekse betingelser, som udlændingeloven stiller for, at flygtninge og indvandrere kan ansøge om og opnå tilladelse til at opholde sig i Danmark som ægtefælle, børn eller slægtninge til en herboende person. Mulighederne for af opnå familiesammenføring er i de seneste ti år blevet skærpet så meget, at dansk lovgivning har været ved at komme på kant med Danmarks internationale forpligtelser i henhold til bl.a. FN’s Børnekonvention og i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelser om retten til et familie- og privatliv for forældre, børn og nære slægtninge. Starup viser eksempler på de indgribende menneskelige konsekvenser, den danske udlændingelovgivning kan have for mennesker, som er kommet til, og som opholder sig i Danmark på et lovligt grundlag, og han viser, hvordan personer kan risikere at miste retten til at opholde sig i landet, selv om deres familie lever her.
I kap. 8 beskriver Birgitte Kofod Olsen de store fremskridt, der er sket i handicappede menneskers rettigheder med FN’s Konvention om handicappede personers rettigheder, Handicapkonventionen. Hun beskriver, hvordan konventionen repræsenterer et paradigmeskift i forståelsen af handicapbegrebet fra traditionelt at have været medicinsk defineret til at være samfundsrelateret. Derved flyttes fokus fra den enkelte persons handicap som årsag til, at han/hun ikke kan deltage i samfundslivet til samfundets indretning, hvor handicappet opstår i mødet mellem personens funktionsnedsættelse og samfundsskabte barrierer, som kan forhindre personer med handicap i at deltage i samfundslivet og udøve deres rettigheder. Handicapkonventionen åbner adgang til en række økonomiske og sociale rettigheder men også til, at personer med handicap kan udøve deres civile og politiske rettigheder. Kofod Olsen viser også, at en helhedsorienteret menneskerettighedstilgang er nødvendig for at sikre handicappede personers inklusion og ligeværdige deltagelse i samfundet.
Side 10
I kap. 9-12 behandles en række socialt udsatte gruppers rettigheder. Psykisk syge, stofbrugere, hjemløse og prostituerede har det til fælles, at de er marginaliserede eller udstødte, og de er stigmatiserede og ikke sjældent diskriminerede i samfundet. De behandles i visse henseende som personer, der har behov for omsorg, og i andre som personer, hvis adfærd skal reguleres og normaliseres. De betragtes kun i delvis som personer med egen værdighed og integritet og ikke som personer med rettigheder, hvilket beskrives i forhold til de enkelte udsatte grupper.
Karl Bach Jensen beskriver i kap. 9 psykiatribrugeres eller »psykiatriramtes« rettigheder. Han begrunder brugen at begrebet psykiatriramt og argumenterer, ligesom Kofod Olsen i kap. 8, for betydningen af at forstå psykiatriramtes situation som samfundsrelateret frem for som medicinsk. Bach Jensen advokerer for at bruge Handicapkonventionen og gældende lovgivning til at fremme psykiatriramtes menneskerettigheder og inklusion i samfundet. Han viser, at den paternalistiske tilgang, som ofte mødes i den medicinske psykiatri, legitimerer, at psykiatriramtes ret til selvbestemmelse krænkes både på psykiatriske hospitaler og i hverdagen udenfor, og han argumenterer for, at den udstrakte brug af tvang i psykiatrien strider mod Handicapkonventionen, og at diskriminerende særlovgivning på psykiatriområdet bør ophæves.
I kap. 10 beskriver Emil Kiørboe og Nanna W. Gotfredsen på grundlag af deres erfaringer som opsøgende jurister blandt stofbrugere de mange juridiske, sociale og sundhedsmæssige dilemmaer og udfordringer, der er forbundet med, at al brug af euforiserende stoffer er kriminaliseret, og at al stofbrug i lovgivning og social praksis er defineret som misbrug. De argumenterer i ligehed med forfatterne i de to foregående kapitler, for at forklare stofbrug i en social kontekst og peger på risiciene for umyndiggørelse og krænkelser, når samfundets indsatser fokuserer på stofbruget frem for personen. Kiørboe og Gotfredsen peger også på, at de menneskeretlige forpligtelser medfører forpligtelser både til ikke at krænke stofbrugeres rettigheder i behandlingen og til at arbejde positivt for, at stofbrugere ligesom andre borgere opnår ret til den højst opnåelige sundhed. Endelig diskuterer de de vanskeligheder, som opstår, når sociale og sundhedsretlige elementer sammenblandes i en integreret social og medicinsk behandling.
Tage Gøttsche beskriver ud fra sine erfaringer som advokat for bl.a. hjemløse nogle centrale rettigheder for disse i kap. 11. Han viser, hvor sammensat gruppen af hjemløse er, og rejser en grundlæggende diskussion om, hvordan samfundets sociale støtte skal udformes for at opfylde de hjemløses forsørgelsesbehov – skal hjemløse have kontant hjælp eller naturalier? I hvilken udstrækning kan kommunen sætte en hjemløs under administration for at sik-Side 11re, at formålet med hjælpen opnås, og hvad er statens minimumsforpligtelse til at forsørge en hjemløs borger, som ikke opfylder sine forpligtelser? Gøttsche viser også de – ofte krænkende – praktiske vanskeligheder, som hjemløse oplever for at få udbetalt sociale ydelser i et elektronisk samfund, hvor offentlige ydelser kun kan udbetales via en konto i en bank. Gøttsche diskuterer endelig de lovgivningsmæssige og praktiske begrænsninger i retten til en bolig eller på den anden side i retten til ikke at have en bolig og at melde sig ud af samfundet.
I kap. 12 beskriver Nell Rasmussen det stereotype billede af prostitueredes og sexarbejderes situation og viser, hvordan kvinder (og mænd) i prostitution oplever stigmatisering på alle niveauer i samfundet. I stedet for at blive mødt som mennesker med grundlæggende rettigheder bliver kvinder i prostitution som gruppe set som ofre for »mandssamfundet« og tilbudt en omsorg og støtte betinget af, at de anerkender rollen som ofre. Prostitution befinder sig i en uklar retlig position ved at være en lovlig aktivitet, men ikke et anerkendt og reguleret erhverv. Dette medfører manglende rettigheder og får kvinder i prostitution til at føle sig diskriminerede. Rasmussen behandler også menneskehandel, der i Danmark overvejende er blevet set som »sexslaveri«. Menneskehandel er imidlertid en kompleks forbrydelse og menneskerettighedskrænkelse, der i stigende grad rammer fattige kvinder, børn og mænd, som søger et bedre liv gennem migration, men som ender under slavelignende arbejdsvilkår på dele af danske arbejdsmarked. Hun beskriver handlede menneskers menneskerettigheder og diskuterer den danske indsats på menneskehandelsområdet i lyset af disse rettigheder.
Bogens sidste kapitel om litteratursøgning om menneskerettigheder er skrevet af Karen Lise Thylstrup. Hun beskriver en række værktøjer til litteratursøgning og nødvendigheden af kildekritik og en gennemtænkt søgestrategi for at opnå en god litteratursøgning på menneskerettighedsområdet, idet det er et ganske politiseret felt. Thylstrup henviser til en række biblioteker – ud over professionshøjskolernes egne – og andre informationskilder, som vil være relevante steder for studerende at søge litteratur til opgaver og projekter og til at udbygge og understøtte viden om menneskerettighedsområdet og -tænkningen generelt.
Indlæggene i bogen har forskellige perspektiver på og holdninger til menneskerettigheder som rettighedssystem og til vægtningen og implementeringen af dem i dansk velfærdsret og social praksis. Forfatterne har imidlertid tre fælles mål. Det ene er at skærpe opmærksomheden om de etiske dilemmaer, der løbende opstår og må handles på i socialt arbejde i bredeste forstand. Det andet er at advokere og fremme respekt for den enkelte borgers rettigheder, uanset vedkommendes sociale situation og position. Det tredje er at medvirke Side 12 til at drage grænser for den magt, der er iboende det sociale og andre systemer, som har magt til ikke blot at yde hjælp på grundlag af borgerens behov, men også til at gribe ind i dennes private liv og adfærd for at imødegå risikoen for magtmisbrug og krænkelse af den enkelte borgers grundlæggende rettigheder i det sociale system
En varm tak til alle forfatterne for jeres umiddelbare interesse for og engagement i bogen og støtte i hele forløbet. En særlig tak til Peter Starup for at have indvilget i at skrive kap. 7 om flygtninges og indvandreres menneskerettigheder med kort varsel i april 2013.
Også en stor tak til lektor, cand.jur. Torben W. Jerving, den sociale uddannelse på Professionshøjskolen Metropol, som har læst manuskriptet og givet konstruktiv kritik og kommentarer til bogen.
Den overvejende del af bogens kapitler er færdigskrevet medio februar 2013. Enkelte senere ændringer kan være foretaget.
Frederiksberg, april 2013
Nell Rasmussen.
Side 13