Forord
Det offentlige i Danmark køber ind for et milliardbeløb årligt. Det er derfor også åbenlyst, at de offentlige indkøb kan være et vigtigt element for en grøn omstilling. Et ønske om varetagelse af grønne hensyn i udbud rejser imidlertid en række spørgsmål som for eksempel:
- – Hvordan stiller man som ordregiver relevante grønne krav i sine udbud?
- – Må man som ordregiver kigge mere generelt på en virksomheds forhold – og ikke alene på dens produkter?
- – Hvordan lader man tilbudsgivere konkurrere om at være mest klimavenlige?
Grønne offentlige indkøb – i udbudsretlig belysning viser, at udbudsreglerne kan rumme mange elementer i en grøn omstilling, og at det ikke er reglerne, der er en hindring for flere grønne indkøb. Bogen har, som titlen indikerer, fokus på udbudsrettens (mange) muligheder for at varetage grønne hensyn.
Det er bogens formål at se nærmere på de udbudsretlige rammer for at inddrage grønne hensyn og ikke på, hvorvidt sådanne skal inddrages. Bogen ser heller ikke nærmere på de valg, ordregiver kan træffe om f.eks. at reducere sit forbrug, stille krav om at medarbejdere skal tage offentlig transport eller indføre kødfrie dage i de offentlige kantiner mv. Sådanne hensyn kan også være relevante som led i en grøn dagsorden, men har som sådan ikke tilknytning til udbudsretten.
Vi har udvalgt problemstillinger fra den almindelige udbudsret, som er relevante ved inddragelse af grønne elementer, men for en større gennemgang af de forskellige udbudsretlige regler henvises der til udbudsretlige særfremstillinger, herunder Carina Risvig Hamer, Udbudsret, 2. udgave, Djøf Forlag, som dele af denne bog tager udgangspunkt i og bygger videre på i en grøn kontekst.
Bogen er skrevet som led i forskningsprojektet PROCUREGREEN, der har fået støtte af Danmarks Frie Forsknings Fond, sagsnr. 1127-00220B.
Side 11
Vi vil gerne sige tak til Jesper B. Christiansen (Bøggild & Kjærgaard), Mette Stisen og Rikke Dreyer (Miljømærkning Danmark), Martin Møller Grønbæk (SKI A/S), Torkil Schrøder-Hansen, (ph.d.-studerende ved KU samt DI), Laura Svaneklink (Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen) for input til bogen. Der skal også lyde en stor tak til de mange oplægsholdere til PROCUREGREENs Grønne Udbudsmorgener, der i perioden 2022-2024 har været med til at give inspiration til denne bog. Endelig skal der også lyde en tak til stud.jur. Chanel Elisabeth Scheel, der bl.a. har hjulpet med litteratursøgning og domsregister mv.
Ansvar for fejl og mangler er naturligvis alene vores.
København, april 2024
Rasmus Horskjær Nielsen og Carina Risvig Hamer
Side 12