Forord

Den danske juridiske litteratur indeholder gode beskrivelser af lovfortolkningsspørgsmål som en del af generelle fremstillinger af den juridiske metode, i mere specialiserede fremstillinger på bestemte retsområder og i spredte bidrag til festskrifter mv. Derimod foreligger der ikke en samlet fremstilling, der udelukkende fokuserer på de principper, som domstolene anvender ved fortolkning af love.

I denne bog forsøger vi at råde bod på dette ved at give en samlet fremstilling af de væsentligste principper, som Højesteret anvender ved fortolkning af danske love. Disse principper fremgår ikke udtrykkeligt af Højesterets afgørelser, men principperne kan efter vores opfattelse udledes af Højesterets praksis om lovfortolkning.

Gennem vores ansættelse ved Højesteret som henholdsvis dommer og dommerfuldmægtig har vi opnået et godt kendskab til den måde, som lovfortolkningen i Højesteret foregår på, og de principper, vi opstiller, illustreres med afgørelser fra Højesteret. Men det siger selv, at principperne og de synspunkter, som vi i øvrigt giver udtryk for, står for vores egen regning – det er ikke noget, som Højesteret som øverste retsinstans her i landet kan tages til indtægt for.

Vores bog er skrevet af praktikere for praktikere, men det er vores håb, at bogen vil være til gavn ikke alene for praktikere, men også for teoretikere, jurastuderende og andre, der interesserer sig for lovfortolkning. Vi medtager ikke afgørelser, der er truffet efter den 1. november 2024. Vi er begge ansvarlige for hele bogen, som er skrevet i fællesskab.

Vi vil gerne takke højesteretspræsident Jens Peter Christensen, fhv. højesteretspræsident Thomas Rørdam, højesteretsdommer Jan Schans Christensen og områdechef hos Folketingets Ombudsmand Kirsten Talevski for værdifulde kommentarer til udkast af bogen.

Oliver Talevski og Felix Holten Fröhlich

København, 6. februar 2025

Side 9

  • Luk
  • Udvid