Forord

Den 2. januar 2022 fyldte professor, dr.jur. Linda Nielsen 70 år. Det er svært at tro, hvis man ikke lige vidste det. Få har vel haft så vidtspændende og frugtbar en karriere som hun, og selvom Linda – heldigvis – fortsætter sit virke som professor ved Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet, er den runde dag en oplagt anledning til at fejre Linda med dette festskrift med bidrag fra en lang række venner og kolleger, nye som gamle. Bidragene afspejler forhåbentlig den store spændvidde og nysgerrighed, der har karakteriseret Linda gennem hele hendes lange juridiske karriere.

Linda blev cand.jur. i 1976, og efter en kortere karriere i Boligministeriet kom hun til Københavns Universitet, der skulle blive hendes juridiske hjem og base. Hun disputererede i 1993 med doktorafhandlingen Familieformueretten – Skilsmisse og skifte, og i 1996 udnævntes hun til professor. Disputatsen cementerede hendes position inden for familieretten, der har været et blivende ståsted for Linda. Hun har i mange år været medforfatter til lærebøger om familieret, arveret og skilsmisseret, og det er bøger, som roses af de studerende for deres pædagogiske tilgang. Linda møder hvert år de nye jurastuderende i øjenhøjde, når hun i årets første forelæsning introducerer dem for familie- og arveretten og dens mange dilemmaer, typisk illustreret med kreative powerpoints og underholdende eksempler fra det virkelige liv. Hendes livlige væsen og faglige dygtighed gør hende til en efterspurgt underviser på kurser for familieretsadvokater, ligesom hun hyppigt er blevet inviteret som foredragsholder på nordiske og internationale familieretskonferencer.

Linda har som få en interesse for det omgivende samfund og for juridiske problemområder, der er overset af samtiden. Hun indså således tidligt den samfundsmæssige betydning af pensionsspørgsmål. Allerede i sin disputats behandlede hun pensionsrettigheder i en skilsmissekontekst, og hun er siden med jævne mellemrum vendt tilbage til pensionsretten.

Denne evne til tidligt at se et områdes juridiske betydning og potentiale er også kommet til udtryk i Lindas indsats inden for etiske spørgsmål. Linda var formand for Etisk Råd i årene 1997-1999, og interessen for etik har fulgt Linda lige siden. Linda har gennem årene beskæftiget sig med mange forskellige aspekter af etiske spørgsmål og gør det fortsat, nu bl.a. i form af hendes interesse for Coporate Social Responsibility (CSR) og bæredygtighed. Bl.a. er Linda formand for Nutrion Care Process (NCP) Danmark og har også i Side 9 OECD-regi arbejdet med ansvarlig virksomhedsadfærd. Forholdet mellem ret og etik og reguleringen af nye teknologier er et andet område, hvor Linda er aktiv, og også har været det internationalt som mangeårig Vice President i EU’s Etikkomite (EGE), der rådgiver EU-Kommissionen. Også i regi af Europarådet og globalt regi under UNESCO er Linda aktiv med etiske spørgsmål som henholdsvis medlem af COMETH under Europarådet og som formand for den danske nationalkommission ved UNESCO, hvor Linda tillige som led heri har været medlem af UNESCO’s Bioethics Commission.

De senere år har Linda med vanlig nysgerrighed og sans for tidens emner bevæget sig ind på finans- og bankrettens område og har kastet sig over reguleringen af banker og hvidvaskproblematikker, hvor hun har arbejdet meget intenst. Det er ikke gået stille af. Hun har på kort tid skabt et uhyre populært fag på den juridiske kandidatuddannelse, hvor de studerende kan nyde godt af en stjernerække af gæsteforelæsere fra Lindas netværk i den finansielle verdens top, og faget understøttes af en omfattende lærebog skrevet specielt til faget. Det er et fornemt eksempel på, hvordan akademisk forskning kan forene teori og praksis. Hendes indsats er sket i nært samarbejde med praktikerne på området, hvilket blev demonstreret, da Finans Danmark bad hende stå for den nye Hvidvask Task Force, der afgav sine anbefalinger i efteråret 2019.

Linda er altid fuld af optimisme og gåpåmod, også når modgangen melder sig. Hun er formidabel til at netværke i ind- og udland, hun er en engageret og sprudlende underviser, og hun er en praktisk sjæl. Hun spænder vidt. Linda får ting til at ske og ting til at glide, hun kaster sig med glæde over nye emner og projekter, og hendes erfaring som formand for eller som medlem af et utal af kommissioner, råd og nævn i ind- og udland er imponerende. Kvindelige akademikere som Linda er lidt af et ikon for yngre kvinder i akademia – se på Linda og hvor langt man kan drive det, man kan endda blive Københavns Universitets første kvindelige rektor, en post Linda bestred fra 2002-2005, hvorefter hun returnerede til sit professorat på Det Juridiske Fakultet. Her har hun de senere år udfoldet sit virke som et afholdt medlem af Center for Markeds- og Erhvervsret. For Linda er ikke blot en jurist i en særlig liga – hun er også en vellidt og kær kollega blandt os på universitetet og alle kollegerne i det praktiske retsliv. Det er derfor en stor glæde for os at kunne hædre Linda på hendes runde dag med dette festskrift, der viser så mange forskellige aspekter af Lindas virke.

Udgivelsen af dette festskrift er støttet af Dreyers Fond og FOCOFIMA Erhvervsgruppe.

København, november 2021

Caroline Heide-Jørgensen, Ingrid Lund-Andersen og Jesper Lau Hansen

Side 10

  • Luk
  • Udvid