Forord

Lov om Domstolsstyrelsen trådte i kraft den 1. juli 1999 og har således snart mere end 25 år på bagen. Selvom loven er vigtig både praktisk og principielt, er der skrevet meget lidt om den. Derfor mener vi, at en kommentar til loven kan have sin berettigelse.

Domstolsstyrelsen er en kompleks størrelse, der kan anskues gennem forskellige faglige briller. Det ligger i sagens natur, at vi særligt fokuserer på det retlige perspektiv. Det er da også den retlige regulering, der gør Domstolsstyrelsen til noget særligt. Rent praktisk kan man måske se det som et udtryk for styrelsens betydning, at alle tidligere formænd for dens bestyrelse – bortset fra én – har afsluttet deres embedsbane som præsidenter for Højesteret.

Mange, der har en særlig interesse for domstolenes forhold, og langt de fleste af samfundets beslutningstagere er ikke jurister. Udviklingen har desuden medført, at den centrale administration af domstolene i vid udstrækning varetages af andre akademikere end jurister. På den baggrund ville det være godt, hvis ikke kun jurister kunne have glæde af kommentaren.

Impulsen til at skrive kommentaren kom i forbindelse med håndteringen af covid-19 i 2020, der mindede os om, at der altid – også i Danmark – er behov for at tematisere administrationen af domstolene i lyset af deres uafhængighed.

Det er ikke let at danne sig et dokumenterbart overblik over, hvordan loven om Domstolsstyrelsen i praksis forstås og anvendes. Dette hænger ikke mindst sammen med Domstolsstyrelsens holdning til offentlighed og meroffentlighed. Kommentaren afspejler dette.

Til kommentaren knytter der sig et afsluttende afsnit om Domstolsstyrelsens forhold til de enkelte retter, der ikke er lovkommentar i snæver forstand, men som efter vores opfattelse er vigtigt for at forstå, hvordan styrelsen arbejder inden for sin retlige ramme.

Kommentaren omfatter i øvrigt en del betragtninger af mere retspolitisk karakter. De er hovedsageligt sat i petit.

Forfatterne er alle dommere. Christian Lundblad er byretspræsident og medlem af Domstolsstyrelsens bestyrelse, Inge de Neergaard, Niels Juhl og Gerd Sinding er byretsdommere, og Bertil Frosell er landsdommer. I vores Side 11 professionelle liv har vi alle i kortere eller længere tid beskæftiget os med administrationen af domstolene.

Arbejdet har vi fordelt således, at Bertil Frosell har skrevet indledningen og kommenteret lovens § 1, § 2, stk. 1 og 2, § 3, stk. 1 og 4, § 5, § 7, § 8 og § 9. Inge de Neergaard har kommenteret § 2, stk. 3, og § 3, stk. 3, Niels Juhl har kommenteret § 4, § 6 og § 9a, og Gerd Sinding har kommenteret § 10 og § 11.

Christian Lundblad og Gerd Sinding har skrevet afsnittet om forholdet mellem Domstolsstyrelsen og de enkelte retter.

Redaktionen er afsluttet med udgangen af 2023, men vi tør ikke udelukke, at ændringer i regelsættet før denne dato er undgået vores opmærksomhed.

Vi vil gerne takke alle de kolleger og andre, der har medvirket med tilskyndelse, råd eller dåd.

Nytårsdag 2024

Forfatterne

Side 12

  • Luk
  • Udvid