Forord til 1. udgave

Grundtanken i denne bog er, at sportsretten ikke blot kan anskues nationalt, men at en international, ja global synsvinkel er nødvendig for den, der beskæftiger sig med moderne sportsret. Regler fastsat af og afgørelser truffet af de internationale sportsorganisationer, som eksempelvis FIFA og UCI, antidopingregler fastsat af World Anti-Doping Agency samt domme fra den schweiziske forbundsdomstol og afgørelser fra den internationale vold-giftsret, CAS, har global betydning. Hertil kommer EU-lovgivning og domme fra EU-Domstolen, som har haft og har vidtgående betydning for sporten i Europa. Det er således mange år siden, at en dansk idrætsjurist kunne nøjes med at have kendskab til national ret for at kunne rådgive om sportsret.

Det er i lyset af denne globalisering, at terminologien sportsret anvendes frem for det mere nordiske idrætsjura. Indholdsmæssigt er begreberne identiske, og valget er derfor alene terminologisk.

Denne fremstilling er en omfattende – men ikke udtømmende – be-handling af dansk og international sportsret. De behandlede emner, temaer og problemstillinger er valgt ud fra, hvad der erfaringsmæssigt er af størst nytte for såvel den praktiserende idrætsjurist som den, der møder sportsretten for første gang.

Bogen beskæftiger sig overvejende med problemstillinger i tilknytning til professionel sport, uden at der i bogen sondres skarpt mellem amatørsport og professionel sport. Professionel sport er et erhverv, som omfattes af almindelige regler om erhvervsregulering, f.eks. konkurrenceretten, immaterialretten og medieretten.

I bogen bringes citater fra udenlandsk litteratur og retspraksis samt praksis fra den internationale voldgiftsret, CAS. Den overvejende del af citaterne er af forfatterne oversat til dansk, men enkelte steder er det fundet hensigtsmæssigt at bevare citaterne på originalsproget (engelsk).

Bogen er skrevet af i alt seks forfattere: Jens Evald har skrevet kapitel 1-8, Lars Halgreen kapitel 1, 9, 11 og 12, Søren Sandfeld Jakobsen kapitel 10, Nis Jul Clausen kapitel 13, Karsten Naundrup Olesen kapitel 14 og Rasmus Haugaard kapitel 15.

Side 19

En stor tak til sekretærerne Jytte Mønster, Jytte Kløve og Helle Hjorth Christiansen, som har udført manuskriptarbejdet.

Det har ikke været muligt at tage hensyn til retsafgørelser og litteratur fremkommet efter 1. januar 2014.

Jens Evald og Lars Halgreen

Aarhus og København, januar 2014

Side 20

  • Luk
  • Udvid