Forord til 1. udgave

Med denne bog har vi forsøgt at tilvejebringe den første samlede fremstilling af det medieretlige område. Fremstillingen omfatter således både de regler, der særligt retter sig mod mediernes indhold, og de regler af mere generel karakter, der har særlig betydning for medierne i det moderne informationssamfund.

Bogen hviler på en bearbejdning af et meget stort retskildemateriale, der både omfatter nationale og internationale retsregler og et betydeligt antal afgørelser fra domstole, administrative klagenævn mv.

Man kan overveje det fornuftige i overhovedet at lave en fremstilling af et retligt område, der på visse områder er præget af mange og hyppige lovændringer og på andre af en løbende strøm af domme, afgørelser og kendelser. Med nærværende fremstilling har vi forsøgt at komme så tilpas dybt i de medieretlige emner, at denne fortsat vil fremstå som anvendelig også efter tilkomsten af nyt retligt materiale.

I de ca. 1½ år, hvor arbejdet med fremstillingen har stået på, har vi modtaget input og gode råd fra en lang række kompetente personer, som vi er dybt taknemmelige over for. En særlig tak skal gå til kontorchef Lars M. Banke og chefkonsulent Pernille Rahbek, begge Kulturministeriet, for bemærkninger til kapitlet om radio/tv-lovgivning, advokat Peter Schønning for bemærkninger til kapitlet om ophavsret og medierne, professor, dr.jur. Jens Fejø for bemærkninger til kapitlet om medieejerskab, konkurrence og statsstøtte, lektor, ph.d. Sten Bønsing for bemærkninger til kapitlet om offentlighed i forvaltningen og journalist og lektor ved Journalisthøjskolen Thomas Pallesen for kommentarer til kapitlet om privatlivets fred. Endvidere vil vi gerne takke Jytte Mønster og Jytte Kløve, der med lige dele dygtighed, ihærdighed og tålmodighed har bistået med korrekturlæsning, opsætning mv. Endelig skal en stor tak gå til stud.jur. Linda Christiansen, stud.jur. Çigdem Koyuncu og stud.HA.jur. Annemette Nørgaard Villadsen for udarbejdelse af stikordsregister. Ethvert ansvar for fejl og mang¬ler er selvsagt alene vores.

Fremstillingen foreligger her i første udgave, og som i enhver anden første¬udgave vil der være en række punkter, hvor fremstillingen kan forbedres til senere udgaver. Vi vil være taknemmelige for ethvert input i den henseen-Side 19de og kan kontaktes på e-mail ssj@law.aau.dk (Søren Sandfeld Jakobsen) og ssm@jura.au.dk (Sten Schaumburg-Müller).

Redaktionen er afsluttet i december 2012.

Aalborg og Aarhus, december 2012

Søren Sandfeld Jakobsen, Sten Schaumburg-Müller

Side 20

  • Luk
  • Udvid