Forord
»Børn i familie- og socialretten« er en let tilgængelig juridisk lærebog om forældres og samfundets rettigheder og pligter over for børn. Bogen beskriver den privatretlige – familieretlige – lovgivning, der gælder i forholdet mellem forældre og deres børn og Familieretshusets og familieretternes opgaver i familieretlige sager. Bogen beskriver desuden den offentligretlige – sociale – lovgivning og de sociale myndigheders tilbud og forpligtelser i forhold til børn og især til udsatte børn.
Endvidere behandles samspillet mellem den familie- og socialretlige lovgivning i forhold til børn og de forvaltningsretlige rammer for myndigheders samarbejde for at sikre børns og unges personlig udfoldelse, udvikling og sundhed. Bogen giver således en samlet fremstilling af den generelle lovgivning om børns rammer i familien og ved ophør af familien og viser samspillet med samfundets retlige forpligtelser over for børn i særlige situationer og over for børn, der er udsatte.
Målgruppen for bogen er først og fremmest studerende på de sociale uddannelser samt socialrådgivere på efter- og videreuddannelser, der handler om børn. Bogen kan også anvendes af sagsbehandlere i Familieretshuset, som ønsker at orientere sig om den sociale lovgivning om børn. Andre velfærdsprofessionelle faggrupper, der arbejder med børn, kan ligeledes danne sig et overblik over børns familie- og socialretlige retsstilling.
Benyttes bogen som lærebog, foreslås den anvendt i sammenhæng med de relevante love og lovsamlinger til socialrådgiverstudiet for at sikre et samlet overblik over den familieretlige og socialretlige lovgivning og samspillet mellem disse lovgivninger. Det vil også være nødvendigt for at kunne anvende den retlige viden i rådgivning, vejledning og sagsbehandling.
Familieretshusets og kommunens indgreb i familiers liv er vanskelige områder, hvor et barn ofte er i centrum – med alle de juridiske og socialfaglige overvejelser og vurderinger, det kræver. Så meget desto mere nødvendigt er det, at de fagpersoner, der arbejder med og skal vurdere, hvad der er til barnets bedste – både på det familiemæssige og på det sociale felt – har et solidt kendskab til såvel den familie- som den socialretlige lovgivning, der afstikker rammerne for og regulerer barnets liv.
Side 11
Af hensyn til bogens omfang har vi valgt ikke at medtage de internationale problemstillinger, der knytter sig til børn og forældres familieretlige og socialretlige situation.
Børn og unge under 18 år omtales forskelligt i familie- og socialretten. I familieretten anvendes oftest »et barn« om børn og unge under 18 år, fordi de ses i forhold til forældrene, voksne. I socialretten tales normalt om »barnet og den unge«, fordi disse i socialretten i forskellige sammenhænge har egne rettigheder i lovgivningen. For at undgå et meget tungt og formelt sprog har vi gennem hele bogen ofte anvendt begrebet »barn« som synonymt for »et barn og en ung under 18 år«, medmindre de konkrete forhold er særligt relevante for unge. Ligeledes er begreberne »forældremyndighedsindehavere« og »forældre« af samme grunde brugt synonymt, medmindre det specifikt er juridisk nødvendigt at tale om forældremyndighedsindehavere i den konkrete kontekst. Forældres fælles forældremyndighed siden 2007 betyder, at de to begreber ofte vil være synonyme i praksis.
Der er overalt i bogen henvist til den gældende lovgivning pr. 1. oktober 2019. Love er, første gang de optræder, omtalt med deres fuldstændige titel og derefter med deres populære navn.
Det er vanskeligt at tale om socialforvaltningen i kommunerne, da organiseringen af de forvaltningsområder, der vedrører børn, veksler fra kommune til kommune. Vi har valgt betegnelser som forvaltningen, den sociale forvaltning, børn og unge-området i kommunen og kommunen ud fra en forventning om, at læseren vil genkende disse begreber fra dagligdagen.
Vores forskellige skriveerfaringer medfører, at fremstillingsformerne i de familieretlige og de sociale kapitler varierer. Som helhed er sproget dog tilpasset til studerende på socialrådgiver- og andre mellemlange og videregående velfærdsuddannelser og praktikere inden for velfærdsprofessioner.
Revisionen af bogen er afsluttet den 1. oktober 2019.
Jane Røhl & Caroline Adolphsen
Side 12