2.1. 1992-1998

Det oprindelige Udvalg Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU-1) var oprettet af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd. Det må vel nærmest kaldes et halvofficielt organ. Dets retsgrundlag var de af udvalget selv oprettede vedtægter.¹²⁶²1262. Bilag 1 til UVVU’s Årsberetning for 1993. Udvalget havde (§ 2, stk. 1) »til opgave at arbejde med videnskabelig uredelighed inden for det sundhedsvidenskabelige område«. I § 2, stk. 2, blev dette begreb defineret som omfattende »alle bevidst svigagtige handlinger i forløbet af ansøgnings- forsknings- publikationsprocessen samt så grove tilfælde af sjusk, at de må anses at udgøre en tilsvarende belastning af den videnskabelige troværdighed. Dette svarer til, at der skal foreligge forsæt eller grov uagtsomhed.« Men så fortsætter § 2, stk. 3, »Den del af videnskabelig uredelighed, som UVVU's arbejdsområde inddrager, er karakteriseret ved at forfalske eller forvride det videnskabelige budskab eller på et falsk grundlag fremhæve forskeres indsats deri, og omfatter således«, hvorpå følger en opregning af 9 punkter. Hvilken del af videnskabelig uredelighed der omvendt ikke var omfattet, forekommer ganske uklart. Efter vedtægternes § 3, sidste »pind«, var udvalget tillige »ansvarlig for det oplysende arbejde for at fremme god forskningspraksis«.

UVVU-1 havde en landsdommer som formand og derudover sundhedsvidenskabelige forskere som medlemmer.

Uden i den anledning at gennemføre en vedtægtsændring søgte UVVU-1 at fremme god videnskabelig praksis ikke blot ved oplysningsvirksomhed og internationale kontakter, men også ved i klagesager at vurdere, om den indklagede, selvom der ikke kunne statueres uredelighed, dog havde tilsidesat god videnskabelig praksis, og i bekræftende fald kritisere dette.

Side 716

2.2. 1999-2003

Ved en ændring ved lov nr. 390 af 10. juni 1997 af bl.a. lov om Danmarks Forskningsråd, der ved ændringsloven ændrede navn til lov om forskningsrådgivning m.v., indsattes en ny § 4 e, der i stk. 4 bestemte, at Forskningsforum selv eller efter anmodning fra forskningsministeren kan oprette udvalg med særlige opgaver, og at »Ministeren kan fastsætte regler for udvalg, der oprettes efter anmodning fra denne«. Ministeren samlede anmodning og regelfastsættelse i bekendtgørelse nr. 933 af 15. december 1998 (1998-bekendtgørelsen).

Efter bekendtgørelsen skulle Forskningsforum nu nedsætte tre udvalg med hver sit faglige område under en fælles formand. Første formand for UVVU-2 var den hidtidige formand for UVVU-1. Med tre udvalg blev alle videnskabsgrene inddraget under regelsættet.

Uredelighedsbegrebet blev fastsat i § 3. Det er helt tydelig en bearbejdet version af det tidligere vedtægtsbaserede begreb, herunder med opregning af 9 former for uredelighed. Basisdefinitionen af uredelighed er »handlinger eller undladelser, hvorved der i forskning sker forfalskning eller forvridning af det videnskabelige budskab eller grov vildledning om en persons indsats i forskningen«, hvorefter der fortsættes med en lettere revideret version af 9-punkts-listen i UVVU-1’s vedtægter. Det præciseres ved indsættelse af et foranstillet »bl.a.«, at 9-punktslisten ikke er udtømmende. Justeringen af listen indebar navnlig, at to af punkterne blev indsnævret ved at blive begrænset til bevidste forhold (fortolkning af resultater og gengivelse af andres resultater). Det vedtægtsbaserede tilregnelsesbegreb blev i § 3, stk. 2, strammet op til, at det skal »kunne dokumenteres, at den pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov forsømmelighed i forbindelse med forholdet«. Ordet »dokumenteres« indikerer et krav til bevissikkerheden, hvilket klart er noget andet end selve det materielle tilregnelsesspørgsmål. Udtrykket »grov forsømmelighed« forekommer en smule mere kvalificeret og bebrejdende end det i lovgivningen mere almindelige »grov uagtsomhed«.

Fra denne bekendtgørelse kan i øvrigt fremhæves, at ministeren kun beskikkede formanden, der skulle være landsdommer, mens de sagkyndige og suppleanter for disse blev beskikket af Forskningsforum (§ 8). Sagens tilknytning til Danmark var udtrykt i § 2, stk. 2, som et ret løst formuleret krav om, at »Sagen skal have betydning for dansk forskning«. Sager kunne rejses ved klage eller af pågældende selv for »at blive renset for verserende rygter« (§ 2, stk. 1). Der var ikke krav til klagers interesse i sagen. Der var heller ingen krav til indklagedes forskningskvalifikationer Side 717 eller lignende, ud over det indirekte, at uredeligheden skulle være sket »i forskning«, hvilket f.eks. vil udelukke eksamenssnyd i gymnasier og på universiteters bachelor- og kandidatuddannelser. Formanden skulle træffe afgørelse i retlige spørgsmål (§ 9, stk. 5) og altså ikke overlade sådanne til kollektiv afgørelse.

Selvom UVVU-2 modsat UVVU-1 var en del af den offentlige forvaltning og derfor som en selvfølge underlagt en række forvaltningsretlige krav, vigtigst et krav om hjemmel, videreførte UVVU-2 UVVU-1’s praksis med at vurdere ikke alene, om der forelå uredelighed, men også om der i modsat fald dog forelå brud på god videnskabelig praksis. Det henvises til afgørelserne i Årsberetningerne for 1999 (sag 1 og 2), for 2000 (sag 1 og 2) for 2001 (1, 2, 3, 4 og 7), for 2002 (artiklen s. 9 af den afgående formand Hans Henrik Brydensholt med den markante kommentar til en afgørelse »Videnskabelig uredelighed fra indklagedes side forelå altså ikke. Men hermed var sagen ikke slut«, samt sag 3 og 5). Af særlig interesse er sag 7 i 2001, hvor en fagforening spurgte UVVU-2, hvor hjemlen var til at behandle sager om god videnskabelig praksis. Dette fik ikke UVVU-2 til at studere indholdet af 1998-bekendtgørelsen nærmere. Den er ikke nævnt med et ord i begrundelsen,¹²⁶³1263. Bortset fra Lomborg-sagen hviler omtalen af sager i UVVU på referaterne i årsberetningerne. Der kan være en risiko for, at disse ikke altid er helt dækkende. der i stedet henviser til en artikel i 1995-årsberetningen – altså afgivet af UVVU-1 på et andet retsgrundlag – til omtalen af norsk (!) praksis i Årsberetningen for 1997 (stadig UVVU-1) og til, at det af Årsberetningen for 1999 fremgår, at der »har været enighed om fortsat at anvende normen for god videnskabelig skik«. Gengivelsen af denne årsberetning er imidlertid fordrejet. Det hedder heri (s. 11), at der ikke i bekendtgørelsen er »taget stilling til, om udvalgene skal fortsætte det tidligere udvalgs arbejde med oplysende virksomhed til fremme af god forskningspraksis« og at der på det første fælles møde i UUVU-2 »... var generel enighed om, at det oplysende arbejde er så vigtigt, at det burde fortsætte«. Rettelig og retligt er der naturligvis en dyb og principiel forskel mellem en offentlig myndigheds oplysningsvirksomhed og dens afgørelsesvirksomhed.

Denne umulige praksis ophørte, efter at Bjørn Lomborg klagede over en afgørelse fra januar 2003 (under den første formand, der fratrådte med udgangen af februar) til ministeriet, der ophævede afgørelsen og hjemviste den til fornyet behandling, jf. Årsberetningen for 2003, sag 4, 5 og 6 (reelt samme sag). Klagen var understøttet af et responsum af Peter Pagh Side 718 og kunne tillige henvise til Henrik Zahle i U 2003 B 91. Ministeriet mente, at der kunne indgå en vurdering af iagttagelsen af god videnskabelig skik i præmisserne, men ikke – som sket – i konklusionen. Måske den tungeste og mest iøjnefaldende indvending mod UVVU-2’s afgørelse var dog, at man på formandens initiativ havde løst en – formentlig stærk – uenighed¹²⁶⁴1264. Der kan have været forstærket af, at sagen blev behandlet af alle tre udvalg som ét udvalg. om, hvorvidt Lomborgs værk var videnskabeligt, modsat en debatbog uden for UVVU's kompetence, ved at afgøre sagen »under den forudsætning« at bogen skulle bedømmes som videnskab og altså uden at forholde sig til, om den var det eller ej. Denne tilgang må forekomme yderst uheldig. Ministeriet nåede til, at UVVU-2 ikke »havde bevist«, at værket »falder inden for det genstandsfelt«, hvor UVVU-2 havde kompetence, hvilket gav grundlag for hjemvisning.

Efter hjemvisningen satte UVVU-2, hvis formand i mellemtiden var udskiftet, selv det endelige dødsstød ind mod den tidligere praksis ved som begrundelse for ikke at genoptage sagen at henvise til bekendtgørelsens § 2, stk. 2, hvorefter udvalget skal afvise en sag, hvis det op forhånd må anses for usandsynligt, at der kan gives klager medhold. En del af pointen er, at stk. 2 skal læses i lyset af stk. 1, hvorefter udvalget behandler »sager vedrørende videnskabeligt uredelighed, der rejses ved klage ...«. Man skal derfor slutte sagsbehandlingen og afvise, når man har konkluderet, at den ikke rummer uredelighed. Dette stærke argument, som ikke indgik i ministeriets overvejelser, lukker også af for kritik i præmisserne af manglende efterlevelse af god videnskabelig skik.

2.3. 2003-2008

Ved en ny lov nr. 405 af 28. maj 2003 om forskningsrådgivning m.v. skete reguleringen af UVVU til dels direkte ved lov. Loven definerede ikke uredelighedsbegrebet, men fastsatte et sanktionskatalog (§ 31, stk. 2), gav regler om UVVU's sammensætning (§ 32), hjemmel for ministeren til at fastsætte »nærmere regler« og fastslog, at udvalgets afgørelser ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Tidligere var det antaget,¹²⁶⁵1265. Se navnlig sag 17 i Årsberetningen for 2001. Efter den tidligere lov om forskningsrådgivning m.v. (nr. 676 af 19. august 1997) § 4 kunne der bestå en vis tvivl herom, idet afgørelser af udvalg nedsat af Forskningforum kunne indbringes for ministeren for så vidt angår retlige spørgsmål efter af ministeren fastsatte regler. Sådanne var imidlertid ikke fastsat i bekendtgørelsen om UVVU-2. En udtalelse fra Folketingets Ombudsmand førte dog til, at det lagdes til grund, at retlige spørgsmål kunne indbringes. at der kunne klages til ministeren vedrørende retlige spørgsmål.

Side 719

Ved bekendtgørelse nr. 668 af 28. juni 2005 blev reglerne revideret. Et omdrejningspunkt var indførelse af det ikke definerede begreb »det videnskabelige produkt«. Udvalgets kompetence forudsatte herefter, at det videnskabelige produkt, klagen angik, var offentliggjort i Danmark (§ 1, stk. 4, nr. 1) udarbejdet under indklagedes ansættelse eller erhvervsvirksomhed i Danmark (nr. 2), at der var søgt eller modtaget støtte fra danske offentlige myndigheder til udarbejdelsen (nr. 3), eller at sagen i øvrigt havde sin nærmeste tilknytning til Danmark (nr. 4). Der var endvidere krav om, at indklagede var »videnskabeligt uddannet inden for det forskningsområde, som det videnskabelige produkt, der klages over, vedrører«. Videnskabelige produkter udarbejdet i privat regi kunne dog behandles, hvis »den private virksomhed eller lignende har ønsket at være omfattet af udvalgenes kompetence eller¹²⁶⁶1266. Det er lidt pudsigt, at der står »eller«, så den private virksomhed ved at udtrykke ønske herom kan gøre udvalget kompetent, uden at ville medvirke til sagens oplysning, eller medregne den mulighed, at den medvirker til sagens oplysning, selvom den ikke ønsker, at gøre udvalget kompetent. ønsker at medvirke til sagens oplysning«.

Hvor tidligere enhver kunne klage, blev der i § 4, stk. 1, stillet krav om, at klager var »part efter forvaltningsloven«. Uden for tilfælde af plagiering og lignende kunne dette krav være vanskeligt at opfylde, da klagere typisk vil savne en væsentlig, individuel interesse i sagen. De vil kun være anmeldere. Bestemmelsen blev dog opblødt af en mulighed for, at udvalgene »i begrænset omfang« uden klage kunne behandle sager, der var af samfundsmæssig interesse eller af betydning for menneskers eller dyrs sundhed, og hvor der forelå en begrundet formodning om uredelighed. Der var fortsat mulighed for at indgive anmodning om renselse for påstande – også anonyme og kildebeskyttede – om uredelighed.

Kravet til partsstatus medførte afvisning af adskillige sager.¹²⁶⁷1267. Se f.eks. sag 5 og 7 i Årsberetningen for 2006 og sag 5 og 6 i Årsberetningen for 2007.

Uredelighedsdefinition blev revideret til følgende (§ 2, stk. 1):

... en forsætlig eller groft uagtsom adfærd i form af forfalskning, plagiering, fortielse eller lignende, der indebærer en utilbørlig vildledning om egen videnskabelig indsats og/eller videnskabelige resultater. Omfattet er herefter bl.a.:

Side 720

1. 1 Uoplyst konstruktion af data eller substitution med fiktive data.
2. 2 Uoplyst selektiv eller skjult kassation af egne uønskede resultater.
3. 3 Uoplyst usædvanlig og vildledende anvendelse af statistiske metoder.
4. 4 Uoplyst ensidig eller forvredet fortolkning af egne resultater eller konklusioner.
5. 5 Plagering af andres resultater eller publikationer.
6. 6 Uretmæssig angivelse af forfatterolle, titel eller arbejdssted.
7. 7 Afgivelse af urigtige oplysninger om videnskabelige kvalifikationer.

I tilknytning hertil blev det som en negativ afgrænsning af uredelighedsbegrebet i § 3 bestemt, at udvalgene ikke kan behandle »sager, der vedrører videnskabelige teoriers holdbarhed eller sandhed eller sager, der vedrører forskningskvaliteten af et videnskabeligt produkt«. Selvom det er udtrykt som en kompetenceregel, er der reelt tale om en uddybning af det materielle uredelighedsbegreb.

7-punktslisten måtte givetvis læses således, at det ikke var tilstrækkelig til at bære et uredelighedsfund, at en adfærd (der havde påvirket et videnskabeligt produkt) kunne henføres til et punkt på listen. Der skulle også foreligge forsæt eller grov uagtsomhed og utilbørlig vildledning om indsats eller resultat.

I Årsberetningen for 2005 anfører formanden, at der ikke ses at være nogen realitetsforskel mellem det nye og det tidligere uredelighedsbegreb. En sammenligning af formuleringerne synes at indikere, at dette næppe er helt korrekt. Han anfører endvidere om kravet i § 1, stk. 4, hvorefter indklagede skal være videnskabeligt uddannet inden for det forskningsområde, som det videnskabelige produkt vedrører, at kriteriet ikke er klart, men at det »forekommer nærliggende, at der som udgangspunkt må stilles krav om en uddannelse på kandidatniveau«.

2005-bekendtgørelsen fastsætter ikke noget bevissikkerhedskrav.

Udover uredelighedsramte videnskabelige produkter, kunne udvalget efter § 6, stk. 2, også behandler sager om ansøgninger – underforstået: uredelige ansøgninger – om støtte fra offentlige forskningsbevillinger.

2.4. 2008-2015

Ved lov nr. 552 af 17. juni 2008 om ændring af lov om forskningsrådgivning m.v. blev uredelighedsbegrebet lovfæstet som § 2, nr. 3, i loven, som »Forfalskning, fabrikering, plagiering og andre alvorlige brud på god videnskabelig praksis, som er begået forsætligt eller groft uagtsomt ved planlægning, gennemførelse eller rapportering af forskningsmæssige re-Side 721sultater«. Loven indeholdt i forvejen som § 33 en bestemmelse om, at ministeren kan fastsætte »nærmere regler« for udvalgenes virke.

Sprogligt er bestemmelsen ikke ganske vellykket. Der burde have stået »forskning« i stedet for »forskningsmæssige resultater«, jf. at dette også lægger sig til »planlægning« og »gennemførelse«. Udtrykket »forskningsmæssige resultater« passer sprogligt kun sammen med »rapportering«.

Den vigtigste nyhed er imidlertid tilføjelsen af »andre alvorlige brud på god videnskabelig praksis«. Det er ganske klart en retlig standard som andre god skik-regler, og kravet om, at bruddet skal være »alvorligt« giver ikke megen vejledning. Henset til den ødelæggende følge for pågældende forsker af et uredelighedsfund var det et uheldigt, for løst kriterium. Endvidere blev utilbørlighedskravet fjernet, ifølge bemærkningerne til lovforslaget bl.a., fordi »der i praksis har været tilfælde, hvor utilbørlighedskravet har været svært at håndtere«. Man må spørge sig, hvordan lovgiver kunne tro, at det bliver bedre med et alvorlighedskrav.

Det bemærkes endvidere i bemærkningerne, at »En yderligere detaljering af definitionen vil blive foretaget i bekendtgørelsen, som konsekvensændres i overensstemmelse med lovændringen, idet dog de eksempler, der i dag fremgår af bekendtgørelsen ... stort set forventes bibeholdt«.

Trods disse motivbemærkninger må det med den quasi-pønale karakter af uredelighedsreglerne forekomme ret klart, at der ikke ved bekendtgørelse kan ske nogen udvidelse – eller indskrænkning – af lovens uredelighedsbegreb.

Ved den nævnte lov nr. 552 af 17. juni 2008 blev den territoriale afgrænsning af UVVU-2's kompetence fastsat ved en ændring af § 31, stk. 1, til sager af betydning for 1) forskning udført i Danmark, 2) forskning udført af personer med ansættelse i Danmark, og 3) forskning udført med dansk offentlig støtte.

Ved bekendtgørelse nr. 1122 af 24. november 2008 blev der helt som bebudet i bemærkningerne til lovforslaget § 2 indsat en uredelighedsdefinition, der bestod af lovens med tilføjelse af en i forhold til 2005-bekendtgørelsen uændret¹²⁶⁸1268. Og altså ikke blot stort set bibeholdt. oplistning af, hvad der »bl.a.« var omfattet. Der blev altså ikke tilføjet et eneste eksempel på, hvad der kunne være alvorligt brud på god praksis uden at være omfattet af det tidligere urede-Side 722lighedsbegreb. Den uændrede liste skulle dog fremadrettet sammenholdes med den overordnede definition, der tidligere, men ikke længere krævede utilbørlighed, og som nu var udvidet med andre alvorlige brud på god videnskabelig praksis.

Den negative afgrænsning vedrørende holdbarhed, sandhed og forskningskvalitet blev videreført i § 3, fortsat formuleret som en kompetenceregel.

Reglerne om, at indklagede skulle være videnskabeligt uddannet, og tilknytningskriterierne til Danmark blev i det væsentlige videreført, selvom reglerne om de territoriale krav til UVVU-2's kompetence i bekendtgørelsen herved ret iøjnefaldende afveg fra den nye formulering af lovens § 31, stk. 1. Den særlige regel i 2005-bekendtgørelsens § 1, stk. 5, om muligheden for at behandle sager om forskning i privat regi blev ikke gentaget, men med lovens afgrænsning ville også forskning udført i privat regi i Danmark eller af personer med privat ansættelse i Danmark kunne være omfattet, og det synes ret klart, at ministerens ret, til at fastsætte »nærmere regler« ikke kan benyttes til en så voldsom begrænsning – og på andre punkter¹²⁶⁹1269. F.eks. offentliggørelse i Danmark eller forgæves ansøgning om offentlig dansk støtte. udvidelse – af lovens territoriale kompetencebetingelser.

Kravet om, at klageren skulle have forvaltningsretlig partsstatus, udgik, men klagere, som rettelig var at betragte som anmeldere, blev alligevel i UVVU’2’s praksis behandlet som parter, og fik indklagedes svar og indlæg i høring med mulighed for at kommentere. I ministeriets afgørelse i Lomborg-sagen, der var fra perioden før indførelsen af kravet om partsstatus, var der ellers kritik af, at anmeldere blev behandlet som parter, bl.a. med den følge, at sagsbehandlingen til gene for indklagede dermed kunne trække ud.

Som følge af en henvisningsfejl i § 4, stk. 3, blev denne bekendtgørelse afløst af bekendtgørelse nr. 306 af 20. april 2009, der blot retter henvisningsfejlen.

Ved bekendtgørelse nr. 144 af 20. februar 2012 skete en mindre ændring af reglerne om forlængelse af beskikkelsesperioder.

2.5. 2015: Ekspertudvalgets Rapport om det danske uredelighedssystem

I januar 2015 nedsatte uddannelses- og forskningsministeren et ekspertudvalg med professor, dr.scient. og tidligere rektor ved Syddansk Uni-Side 723versitet Jens Oddershede som formand til at foretage et eftersyn af rammerne for UVVU og fremsætte evt. anbefalinger. Nedsættelsen skete på baggrund af betydelig offentlig debat om UVVU's rammer og praksis, der bl.a. kom til udtryk i retssager, hvor forskere, der var kendt uredelige, anfægtede UVVU's afgørelser og deres tilblivelse. Den første af disse retssager¹²⁷⁰1270. Klarlund-sagen, Østre Landsrets dom af 28. februar 2015 i sag nr. B-3931-13. Det skal oplyses, at forfatteren var advokat for forskeren. blev afgjort en måned efter udvalgets nedsættelse og indebar en fuldstændig tilsidesættelse af UVVU's afgørelse, der omfattede en række både forsætlige og groft uagtsomme uredelighedsfund. Dommen indeholder endvidere en på grundlag af lovgivningen og bekendtgørelserne opstillet fortolkning af tilregnelseskravet som en »bevidst – eller ved en hertil grænsende grov uagtsomhed – tilsidesættelse af grundlæggende krav til videnskabelig forskning«. Dommen er i øvrigt navnlig karakteristisk ved dens grundige prøvelse af UVVU-2’s afgørelse, modsat den undertiden tilbageholdende prøvelse, der kendetegner visse sager om prøvelse af afgørelser truffet af organer med særlig fagkundskab.¹²⁷¹1271. Se f.eks. U 1992.98 H, U 2002.1488 H og U 2202.1507 H, men på den anden side U 1998.1056 V. Med den indgribende betydning for pågældende forsker er en grundig domstolskontrol da også velbegrundet.¹²⁷²1272. Se om domstolsprøvelsen Jon Andersen i Festskrift i anledning af Grundlovens 150 års jubilæum, 1999, s. 39 ff., navnlig s. 42 f.

Landsretten knæsatte endvidere et klarhedskrav: »... tilfælde, hvor det med fornøden klarhed kan lægges til grund ...«.

Udvalget afgav sin rapport allerede i december samme år, og den nye lov hviler i betydelig omfang på udvalgets anbefalinger. Centralt heri står et nyt, snævrere og skarpere uredelighedsbegreb og en klar organisatorisk adskillelse af sager om uredelighed (i den nydefinerede forstand) og sager om brud på god videnskabelig praksis (alvorlige eller ej), samt sammenlægning af de tre hidtidige udvalg til et enkelt, tværfagligt.

2.6. 2016: Ny landsretsdom underkender UVVU

I marts 2016 blev en UVVU-2-afgørelse om uredelighed tilsidesat af Vestre Landsret.¹²⁷³1273. Nyborg-sagen, Vestre Landsrets dom af 20. marts 2016 i sag V.L. B-0864-15. Også i denne sag spillede spørgsmålet om intensiteten af domstolsprøvelsen en central rolle. UVVU-2 anførte, at retten burde udvise tilbageholdenhed ved prøvelsen af det udøvede skøn, da der var tale Side 724 om en fagkyndig vurdering af vage og elastiske bestemmelser foretaget af et særligt sagkyndigt forvaltningsorgan. Landsretten fandt, at begrebet uredelighed »omfatter tilfælde, hvor det med fornøden klarhed kan lægges til grund, at der er handlet bevidst eller groft uagtsomt i forbindelse med at forfalske eller forvride det videnskabelige budskab. Dette understøttes også af de alvorlige skadevirkninger, som en videnskabelig forskers omdømme og renommé vil lide, såfremt forskeren findes at have handlet videnskabeligt uredeligt«. I forbindelse med et af sagens punkter anfører landsretten, at »UVVU ikke har bevist«, osv.

3.1. Uredelighedsdefinitionen

Den nye lov er i højere grad end den tidligere regulering knyttet til definitioner, jf. § 3, stk. 1, der som nr. 1-8 definerer videnskabelig uredelighed, fabrikering, forfalskning, plagiering, tvivlsom forskningspraksis, videnskabeligt produkt, forsker og forskningsinstitution.

Videnskabelig uredelighed defineres som: Fabrikering, forfalskning og plagiering, som er begået forsætligt eller groft uagtsomt ved planlægning, gennemførelse eller rapportering af forskning.

Definitionen, der implementerer det internationale begreb fabrication, falsification og plagiarism – forkortet FFP – udfoldes med definitionerne af de tre kategorier.

Fabrikation er uoplyst konstruktion af data eller substitution med fiktive data.

Forfalskning er manipulation af forskningsmateriale, udstyr eller processer samt ændring eller udeladelse af data eller resultater, hvorved forskning fremstår misvisende.

Plagiering er tilegnelse af andres ideer, processer, resultater, tekst eller særlige begreber uden retmæssig kreditering.

Side 725

Denne definition af videnskabelig uredelighed via fire definitioner er suppleret med tre i § 3, stk. 2, opregnede tilfælde, som begrebet ikke omfatter: 1) tilfælde af FFP, som kun har haft ringe betydning ved planlægningen, gennemførelsen og rapporteringen af forskningen, 2) spørgsmål om videnskabelige teoriers holdbarhed og 3) spørgsmål om forskningskvaliteten af et videnskabeligt produkt. Den anden og tredje begrænsning svarer – fraset det lidet vellykkede sprog – til tidligere regler, og de er egentlig overflødige, men kan vel gøre en vis nytte ved at sætte fokus på, hvad der falder uden for definitionen. Den første er derimod en egentlig indskrænkning – en »bagatelgrænse« – af tvivlsom visdom, i hvert fald i relation til fabrikation og forfalskning. Det er ikke til at indse, at lovens hovedformål – at styrke troværdighed og integritet af dansk forskning – kan undgå at lide skade ved, at NVU skal sige »pyt, det er kun en smule forfalsket«.¹²⁷⁴1274. Se hertil f.eks. høringsudtalelsen fra DTU, hvorefter man ikke kan gradbøje alvorligheden af at fabrikere data.

Der er ikke hjemmel til, at ministeren fastsætter nærmere regler, der evt. kan elaborere på uredelighedsdefinitionen, som det skete med 2008-bekendtgørelsen. Dette er et utvivlsomt fremskridt.

3.2. Andre betingelser

FFP i forening med den fornødne tilregnelse er dog ikke nok til, at nævnet kan statuere uredelighed. Efter § 4, stk. 1, behandler nævnet »sager om videnskabelig uredelighed i videnskabelige produkter«, og sagerne skal efter stk. 2 vedrøre »forskere, som har bidraget til at afgive det videnskabelige produkt«.

Endelig begrænses lovens rækkevidde og NVU's kompetence af kravene i § 2 om tilknytning til Danmark og det offentlige.

I lovforslaget indgik alene § 2, stk. 1, hvorefter loven omfatter 1) sager, der vedrører forskning med hel eller delvis offentlig dansk støtte, og 2) sager, der vedrører forskning udført ved en offentlig dansk forskningsinstitution. Begrundelsen for dette fokus på offentlige midler og offentlige institutioner var ifølge bemærkningerne til lovforslaget, at »det foreslåede anvendelsesområde vil være dækkende for de offentlige hensyn, som loven skal varetage, herunder hensynet til, at der ikke anvendes omfattende offentlige ressourcer på at behandle sager om forskning, der alene er finansieret af private midler«.

Side 726

Med tanke på, at Danmarks – høje – anseelse som forskningsland næppe har nogen som helst sammenhæng med, hvordan forskningen er finansieret, på at danske forskere lige så vel kan kaste skam over Danmark ved privatfinansieret forskning, der sker f.eks. under forskningsophold i udlandet, på hvad samfundet ellers sætter ind af ressourcer på at sikre ret og retfærdighed også i private retsforhold, herunder f.eks. til forbrugerbeskyttelse, og på de ret begrænsede udgifter til at drive NVU, må dette oplæg anses for i bedste fald udtryk for misforstået og utidig sparsommelighed til skade for lovens formål. Men trods de mange høringssvar til lovforslagsudkastet, der pegede på behovet for at inddrage privat forskning, blev lovforslaget fremsat med denne udformning.

Under Folketingets behandling tilkom dog et stk. 2, hvorefter NVU også kan behandle »sager om videnskabelig uredelighed i privatfinansieret forskning, som ikke er omfattet af stk. 1,¹²⁷⁵1275. Der gives i betydeligt omfang privat støtte, f.eks., fra fonde, til forskning, der udføres ved danske forskningsinstitutioner. hvis den private virksomhed el. lign. der har udført forskningen, giver samtykke til behandlingen af sagen«. Men skal her bemærke, at det således efter ordlyden ikke er nok, at en klager f.eks. har givet privat støtte til forskningen – måske som følge af en uredelig ansøgning – hvis forskningen ikke er »udført« af støttegiver, men i andet privat regi.

3.3. Nærmere om FFP

Mens begrebet »forfalskning« synes klart nok, er det væsentligt at gøre sig klart, at »konstruktion« – også uden det foranstillede »uoplyst« – har et selvstændigt, snævert indhold. Det er ikke enhver udviklet metode til fremskaffelse af data, der er »konstruktion«. Begrebet er snævert nok til, at såvel Oddershede-udvalget som høringsudkastet blot kunne skrive »konstruktion«, og ikke »uoplyst konstruktion«. Det er således ikke enhver fremgangsmåde til opnåelse af data, der er konstruktion, men kun den, der ikke fremskaffer ægte/direkte data. Aalborg Universitet bemærkede i sit høringssvar, at begrebet konstruktion af data også anvendes som en metodologisk term inden for humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningstraditioner, hvor konstruktion af data ikke nødvendigvis kan sidestilles med fabrikering. Derfor foresloges »uoplyst« foransat, hvilket skete. Der gælder således et dobbelt krav for at komme ind i uredelighedsområdet. Dels skal data være konstrueret – modsat ægte/direkte data opnået ved forskningen – og dels skal konstruktionen væ-Side 727re uoplyst. Derimod er en endog meget mangelfuld metodebeskrivelse ikke fabrikering, men kun dårlig forskning.

Ved anvendelse af begrebet »plagiering« skal anvendes en god portion sund fornuft. Man kan omtale tyngdekraften uden at kreditere Newton og relativitetsteorien uden at kreditere Einstein. Med tiden vil selv banebrydende forskning blive en del af den videnskabelige baggrund og det videnskabelige fællesskab. På dette område, modsat FF, er en bagatelgrænse måske nok på sin plads.

3.4. Nærmere om begrebet videnskabeligt produkt

Lovens § 3, stk. 1, nr. 6, definerer videnskabeligt produkt som et »produkt frembragt ved anvendelse af videnskabelige metoder som led i forskning, herunder ansøgninger om forskningsmidler«.

I tilfælde af (grov) forfalskning og fabrikering er produktet imidlertid netop ikke frembragt ved anvendelse af videnskabelige metoder. Definitionen skal læses som om der stod, »produkt, der fremstår som frembragt ...«.

Bestemmelsen må formentlig forstås således, at uredelige ansøgninger om forskningsmidler altid er omfattet, selvom de ikke – eller ikke i den uredelige del – indeholder brug af videnskabelige metoder,¹²⁷⁶1276. Dette har støtte i bemærkningerne i lovforslaget til § 2. men det skal formentlig være ansøgninger om midler til forskning omfattet af § 2. Afsløres uredeligheden ved behandlingen af ansøgningen, eller nægtes af andre grunde støtte, er det næppe at trække § 2, stk. 1, for langt at statuere uredelighed, selvom forskningen ikke når at blive udført. Man kan nok også fortolke § 2, stk. 2, således, at f.eks. en privat fond, der modtager en uredelig ansøgning om støtte, kan klage eller give samtykke til klagesagsbehandling, selvom forskningen ikke er udført overhovedet eller ikke kan siges at være »udført« af fonden, som det nok meget sjældent vil være tilfældet.¹²⁷⁷1277. Sag 12 i Årsberetningen for 2002 antager, at UVVU-2 ikke kunne behandle en sag, hvor en privat fond klagede over, at en støttemodtager havde fortiet at have modtaget støtte til samme formål fra anden side. Pågældende sag drejede sig dog om uredelighed om rent økonomiske forhold uden videnskabeligt præg. Se også sag 10 i Årsberetningen for 2012, hvorefter et CV ikke var et videnskabeligt produkt. Det er at gå ud over, hvad der ligger i ordlyden, men det forekommer stødende, at se bort fra formålet og realiteten. § 2 synes dog ikke ganske vellykket formuleret i disse relationer og tåler forbedring ved første lovrevision.

Side 728

Akademikere anvender i deres virke i meget vidt omfang videnskabelige metoder. Det gælder f.eks. advokaten, der skriver et responsum med retsvidenskabelige metoder, og lægen, der diagnosticerer en patient og foreskriver en medicinsk behandling på grundlag af sin lægevidenskabelige indsigt i diagnosticeringsmetoder og virkningen af lægemidler. Men hverken et advokatresponsum eller f.eks. en recept er videnskabelige produkter.¹²⁷⁸1278. Se om diagnosticering sag 9 i Årsberetningen for 2009. Det gælder, også selvom advokaten eller lægen tillige er forskere i lovens forstand. Det afgørende begrænsende element i definitionen, der fører resultaterne af sådant videnskabeligt baseret virke uden for begrebet videnskabeligt produkt, er kravet om, at der skal være tale om »led i forskning«. Dette begreb er ikke defineret i loven, men »i forskning« var en del af uredelighedsdefinitionen i 1998-bekendtgørelsen, og siden ikrafttrædelsen af 2005-bekendtgørelsen har UVVU-2 skullet vurdere, om sagens genstand var »et videnskabeligt produkt«, omend uden definition heraf. UVVU-2's praksis omfatter derfor en række afgørelser, der kan give nogen vejledning.

Kerneområdet er videnskabelige artikler¹²⁷⁹1279. Ugeskrift for Retsvæsen har i de seneste år inddelt artikler i videnskabelige artikler og andre artikler. Det har ikke baggrund i uredelighedsreglerne, men i den bibliometriske forskningsindikator, men man kan formentlig ret firkantet sige, at grænsedragningen uden videre kan overføres til uredelighedsreglernes grænsedragning mellem forskning og ikke-forskning. og videnskabeligt anlagte bøger, herunder ph.d.-afhandlinger og disputatser. Ren formidling af tidligere rapporteret forskning er næppe omfattet, se f.eks. sag 1 i Årsberetningen 2004, hvor en lærebog til postgraduate undervisning af læger ikke ansås for forskning. Populærvidenskabelig litteratur er (i hvert fald som klar hovedregel) heller ikke forskning. Der kan naturligvis forekomme tvivlsomme sager. I Lomborg-sagen (sag 4, 5 og 6 i Årsberetningen af 2003) sprang UVVU-2 over, hvor gærdet var lavest, idet man uden at forholde sig klart til karakteren af Lomborgs bog erklærede, at den var uredelig, hvis den skulle bedømmes som videnskab. UVVU-2 burde selvfølgelig have taget klar stilling til dette spørgsmål. Efter påklage til ministeren blev afgørelsen med føje ophævet. I sag 4 i Årsberetningen for 2006 fandtes en debatbog og en model for patientbehandling ikke at være forskning. Bøger og debatindlæg, der med et ideologisk, herunder religiøst eller politisk, udgangspunkt eller emotionelt eller instinktivt forholder Side 729 sig til emner, som andre vil mene bør overlades til videnskaben, er givetvis ikke forskning.

Anbefalinger, herunder kostråd og livsstilsråd, eller reklamer for lægemidler vil, selvom de bygger på forskning og henviser dertil, heller ikke være forskning.¹²⁸⁰1280. Se afgørelserne i sag 8 og 9 i Årsberetningen for 1999, sag 11 i Årsberetningen for 2003, sag 10 i Årsberetningen for 2007, sag 10 i Årsberetningen for 2009

En kunstudstilling med tilhørende katalog, der uden kreditering var tilrettelagt på grundlag af et disputatsarbejde om pågældende kunstner, var derimod forskning, sag 7 i Årsberetningen for 2009. Men i sag 7 i Årsberetningen for 2008 var en anden udstilling med tilhørende bog ikke et videnskabeligt produkt, uden at forskellen fra den førstnævnte udstillingssag fremstår indlysende.

En patentansøgning kan være, men behøver ikke være, et videnskabeligt produkt. En patentansøgning er naturligvis den oplagte beskrivelse af forskning, der fører til en patenterbar opfindelse, idet en videnskabelig artikel ville være nyhedsskadelig. Patentansøgningen vil dernæst også blive offentliggjort og således indgå i den samlede fond af menneskehedens videnskabelige indsigt. Men patentrettens krav til nyhed og opfindelseshøjde kan efter omstændighederne også opfyldes uden at forskning har været nødvendig, f.eks. ved et heldigt indfald. Da er der ikke tale om et videnskabeligt produkt.

Bedømmelser af ansøgere til professorstillinger og andre forskerstillinger og af disputatser og ph.d. afhandlinger er ikke i noget tilfælde i UVVU-2’s praksis anset som videnskabelige produkter eller forskning.¹²⁸¹1281. Fra praksis kan henvises til sag 5 i Årsberetningen for 2005 og sag 6 i Årsberetningen 2009, begge om bedømmelse af disputatser. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget vil begrebet videnskabeligt produkt »efter omstændighederne« kunne omfatte f.eks. fagfællebedømmelser (peer reviews) af ansøgninger, artikler og ph.d.-afhandlinger. Dette må dog rettelig bero på en vurdering af, om de falder inden for lovens definition, hvilket nok kun i helt specielle tilfælde vil være tilfældet. Der bør ikke lægges særlig vægt på bemærkningen i forarbejderne.

Det er givetvis ikke en betingelse, at det videnskabelige produkt er trykt. Også f.eks. tekst på internettet, Power-Point-præsentationer og fo-Side 730redrag på f.eks. kongresser kan være omfattet. Det beror på indholdet, ikke formen.¹²⁸²1282. Ved mundtlige produkter kan der naturligvis opstå spørgsmål om, hvad der blev sagt, hvad der var hensigten med det sagte, og om indklagede blot kom til at udtrykke sig uklart eller fortalte sig. Sådanne usikkerhedsmomenter må som klar hovedregel komme indklagede til gode, med den følge, at det fornødne grundlag for et uredelighedsfund savnes.

De typiske videnskabelige produkter fremstår som bidrag til den fælles fond af menneskelig viden til fortsat udvikling heraf, herunder ved at yderligere forskning kan stole derpå. Arbejde udført af forskere med et helt konkret, praktisk og kortsigtet formål falder typisk uden for området. Et eksempel fra praksis er f.eks. sag 4 i Årsberetningen for 2005 om en videnskabeligt anlagt forundersøgelse af undergrunden i et område, hvor der var planer om et større byggeri. Den resulterende rapport blev ud fra en samlet vurdering anset som »resultatet af en rådgivningsopgave«, ikke forskning. Endvidere kan nævnes sag 1 i Årsberetningen for 2006 om en forskningsinstitutions rapport til et ministerium. Den blev fundet at være deskriptiv og at have karakter af et udredningsarbejde med det formål at indsamle og formidle erfaringer. Et mindretal mente, at der var tale om forskning.

3.5. Nærmere om begrebet forsker

Begrebet forsker er defineret som en person, der er ph.d.-studerende, har en ph.d.-grad eller har tilsvarende kvalifikationer. Det må læses som mindst tilsvarende kvalifikationer. Ph.d.-graden er relativt ny, og mange forskere har en doktorgrad. Andre er mere eller mindre uformelt uddannede eller er autodidakte. Ikke mindst i retsvidenskaben er en stor del af også de videnskabelige artikler forfattet af jurister, der »kun« har en kandidatgrad, suppleret med praktisk erfaring og videnskabelig interesse uden noget formelt uddannelsesforløb.

Det er med denne definition ret oplagt, at det ikke kan være nok, at pågældende har en kandidatgrad. Det er bemærkelsesværdigt, at en ph.d.-studerende fra første dag er forsker, mens det forekommer meget uklart, hvornår andre har opnået »tilsvarende kvalifikationer«. Man skal ikke øve sig meget for at kunne matche en ph.d.-studerende, der startede sidste uge. Bestemmelsen gav anledning til mange kritiske – men resultatløse – bemærkninger i høringssvarene. Det blev bl.a. fremhævet, at kilden til, at et videnskabeligt produkt rammes af uredelighed, også kan være Side 731 ikke-akademisk personale. Definitionen bør oplagt ændres ved første lovrevision. Indtil da kan man måske arbejde med en tommelfingerregel om, at enhver, der indleverer en disputats, er forsker, og at enhver, der tidligere har publiceret en videnskabelig, fagfællebedømt artikel, også er det – men uredelighed i debutartiklen rammes altså ikke.

3.6. Videnskabelige produkter afgivet af flere forskere

Er et produkt afgivet af flere forskere, kan klageren efter eget valg klage over alle, nogle eller enkelte. Klageren kan således overlade til NVU at afdække, hvem der er kilden til uredeligheden eller har en sådan viden eller kvalificeret burde viden, at pågældende også har handlet uredeligt, f.eks. ved at godkende indsendelsen af et manuskript selvom pågældende vidste eller kun ved grov uagtsomhed var uvidende om, at det videnskabelige produkt er ramt af andres uredelighed. Reglerne må under hensyn til uredelighedsfunds quasi-pønale karakter forstås sådan, at uredelighed skal fastslås over for bestemte forskere eller slet ikke. Det kan ikke slås fast, at enten må A eller B have forfalsket data. Det kunne overvejes, om ikke i hvert fald muligheden ifølge § 16, stk. 2, nr. 4, for at orientere udgiveren af det videnskabelige produkt om et uredelighedsfund også burde gælde tilfælde, hvor der kan konstateres, at produktet objektivt hviler på uoplyst fabrikerede eller forfalskede data, men et personligt ansvar ikke kan placeres. Det er dog på den anden side et spørgsmål, om en sådan orientering overhovedet forudsætter en egentlig hjemmel.

3.7. Tilregnelsen

Et uredelighedsfund forudsætter forsæt eller grov uagtsomhed. I bemærkningerne til lovforslaget er det anført, at »Forsæt og grov uagtsomhed skal fortolkes efter dansk rets sædvanlige forståelse af begreberne«. Forsætsbegrebet må således forstås som omfattende alle strafferetligt anerkendte forsætsformer, herunder dolus eventualis, men i praksis betyder forsæt på dette område viden (bevidst uredelighed). Viden er et subjektivt (indre eller psykologisk) forhold, og det kan uden en ægte tilståelse være vanskeligt at bevise i sin rene form. Det er dog nok, at objektive beviser godtgør, at pågældende ikke kunne være uvidende om den objektive uredelighed.

Grov uagtsomhed er i Klarlund-sagen fortolket som en til den bevidste uredelighed grænsende grov uagtsomhed. Det er en ganske snæver begrebsafgrænsning. I bemærkningerne til lovforslaget er det i umiddelbar forlængelse af den foran gengivne henvisning til dansk rets sædvanlige Side 732 begrebsforståelse anført, at det dog er »vigtigt at fastslå, at den særligt skærpede vurdering af tilregnelseskravet, som navnlig Østre Landsrets dom har lagt vægt på [i Klarlund-sagen] ikke foreslås videreført«.

En betydelig udfordring i at indrette fremtidig praksis efter lovbemærkningerne er, at der næppe kan påvises en »sædvanlig forståelse« af begrebet grov uagtsomhed. Det varierer fra retsområde til retsområde, hvornår en uagtsomhed i en given regels forstand er »grov«. Julius Lassens legendariske definition¹²⁸³1283. Haandbog i Obligationsretten, almindelig del, 1908 s. 209 f. af grov uagtsomhed som tilsidesættelse af den agtpågivenhed, som endog skødesløse personer plejer at udvise, er almindelig erkendt som givende helt utilstrækkelig vejledning. Se om begrebets retsområdeafhængighed navnlig Bo von Eyben, 33. Nordiske Juristmøde 1993, bilag 11.

Om en uagtsomhed kan karakteriseres som »grov«, beror bl.a. på de forventninger om agtpågivenhed, man med rimelighed kan stille til den konkrete aktør. Hvad der er simpel uagtsomhed hos en styrmandselev, kan være grov uagtsomhed hos en erfaren styrmand (og det kan også være grov uagtsomhed hos styrmanden, at skibsførelsen i en udfordrende situation er overladt til styrmandseleven). Vurderingen beror endvidere på situationens risikoprofil, hvilket omfatter såvel sandsynligheden for, at noget kan gå galt, som hvor galt det kan gå, hvis det går galt. Måske allervigtigst er det i praksis at skele kraftigt til retsvirkningerne af, at der statueres grov og ikke kun simpel uagtsomhed, ved at stille sig selv spørgsmålet: er det rimeligt, at den konkrete adfærd¹²⁸⁴1284. Herunder undladelser. rammes af denne retsvirkning? Denne tilgang lægger op til, at der fortsat arbejdes med et ret snævert område for den grove uagtsomhed på dette retsområde, hvor et uredelighedsfund nærmest er en videnskabelig dødsdom.

UVVU-2's praksis har i visse¹²⁸⁵1285. Men så afgjort ikke i Klarlund-sagen. sager været endog meget mild – nok også for mild – i vurderingen. I sag 1 i Årsberetningen for 2002 havde en udenlandsk gæsteforsker foretaget, hvad der må forekomme at være en ret massiv plagiering. Det blev da også statueret objektiv uredelighed, men UVVU-2 kunne ikke »afvise indklagedes påstand om, at overtrædelsen skyldtes ukendskab til de normer, der gælder for publicering af resultater i den vestlige videnskabelige tradition« og flyttede endda skyldfokus til værtsinstitutionen med en bemærkning om, at »overtrædelsen skyldtes manglende information om de normer, der gælder for publice-Side 733ring af resultater i den vestlige videnskabelige tradition«. Som klart udgangspunkt og almindeligt princip diskulperer ukendskab til loven ikke, og det er endvidere tvivlsomt, om det i international sammenhæng er hensigtsmæssigt at regne med, at der må stilles lavere krav til forskere med ikke-vestlig baggrund. Det vil måske endda være lidt af en fornærmelse mod sådanne forskere og deres hjemlande at gøre det.¹²⁸⁶1286. Mon ikke der er sket en betydelig international udjævning på dette område siden 2002?

I sag 6/2012 i Årsberetningen 2014/15 fandt UVVU-2 at en ph.d.-studerende objektivt havde begået alvorligt brud på god videnskabelig praksis, men statuerede ikke uredelighed efter det dagældende uredelighedsbegreb, idet udvalget lagde vægt på, at indklagede på tidspunktet for udarbejdelsen af artiklen var »på et forholdsvist tidligt stadie i en forskerkarriere«.

Der kan ikke være tvivl om, at der for hver enkelt indklaget må foretages en konkret vurdering af vedkommendes rolle og forudsætninger, og at man ved artikler udarbejdet af forskerteams kun kan lægge meget ringe – om overhovedet nogen – vægt på, hvem der i den videnskabelige artikel er angivet som første-, anden- og sidsteforfatter.

3.8. Klarhedskrav og domstolsprøvelse

Også efter den nye lov må der ud fra de alvorlige følger af et uredelighedsfund arbejdes med et klarhedskrav, ligesom der må påregnes domstolsprøvelse af uredelighedsafgørelser med en intensitet svarende til den, landsretterne udviste i Klarlund-sagen og Nyborg-sagen.

Det er reelt to sider af samme sag. Det, NVU skal spørge sig selv om og besvare med grundige præmisser, kan koges ned til et enkelt spørgsmål: Er dokumentationen for uredelighed så klar, reproducerbar og sikker, at nævnet i påkommende fald kan bevise uredeligheden i en domstol, der ikke har særlig sagkundskab på pågældende videnskabelige felt (medmindre det undtagelsesvis skulle være jura)?

3.9. Organisation og procedure

3.10. Intertemporale spørgsmål

§ 27, stk. 4, bestemmer, at loven ikke finder anvendelse på sager indbragt for UVVU-2 før lovens ikrafttræden (1. juli 2017), og at de hidtil gældende regler finder anvendelse for disse sager.

Denne generelle bestemmelse skal dog læses med den modifikation, der følger af § 27, stk. 3, hvorefter medlemmer af UVVU-2, hvis udpegningsperiode ikke er udløbet ved lovens ikrafttræden, efter anmodning bistår nævnet med at færdigbehandle disse sager. Anmodning om sådan bistand medfører ikke, at de pågældende UVVU-2-medlemmer opnår stemmeret ved afgørelserne. UVVU-2 ophørte med at eksistere ved den nye lovs ikrafttræden. Nævnet skal derimod anvende tidligere materielle regler, herunder det tidligere uredelighedsbegreb, der også omfatter alvorlige brud på god videnskabelig praksis. Nævnet behøver dog ikke give anmeldere partsstatus, da UVVU-2’s tidligere praksis herom har været fejlagtig, og ikke udtryk for korrekt anvendelse af »hidtil gældende regler«.

3.11. Beretninger

Nævnet udarbejder dels en årlig beretning om uredelighedssager efter § 21, dels en årlig beretning om forskningsinstitutionernes behandling af sager om tvivlsom forskningspraksis efter indberetning fra de enkelte institutioner, § 22. Afhængig af de analytiske og systematiserende kræfter nævnet lægger i den sidste opgave, kan nævnet få en betydelig rolle i udviklingen af god videnskabelig skik – og så vil ringen være sluttet i forhold til UVVU-1's og UVVU-2's oprindelige ønsker om at være en væsentlig aktør i denne udvikling.

Side 737