Lektor, dr.jur. Lars Hedegaard Kristensen, Juridisk Institut, Aarhus Universitet

1. Indledende om emnet

I det følgende behandles fakturaskyldnerens adgang til at gøre indsigelser eller konnekse modkrav gældende til kompensation i fakturakrav, som tilkommer en financier, der har ydet kreditsælgeren finansiering mod fakturabelåning. Der fokuseres særligt på tilfælde, hvor der sker overdragelse af fakturafordringer fra en kreditsælgende virksomhed med i hvert fald en kerne af faste kunder. Spørgsmålet er i alle tilfælde, om kreditkøbende kunders krav på afslag eller erstatning i anledning af sælgerens misligholdelse med én leverance med rette kan anføres som grund til ikke at honorere financierens (fulde) krav på betaling for en anden leverance.

Overdragelsen kan ske i henhold til en forhåndsaftale – evt. betegnet »rammeaftale« – mellem kreditsælgeren og financieren. Eventuelt er der ikke blot indgået en rammeaftale mellem leverandørvirksomheden og financieren dennes kunder men tillige en rammeaftale mellem leverandørvirksomheden og dens kunder. Den sidstnævnte rammeaftale går ud på noget andet end den førstnævnte, nemlig typisk mængder, priser og øvrige leveringsbetingelser for leverandørvirksomhedens varer og tjenesteydelser.

Den retlige grundfigur er enkel og klassisk: skyldnerens stilling i henseende til indsigelser og (konneks) modregning over for en erhverver af Side 549 en simpel pengefordring. Med dette emne vandrer man ad velkendte stier, men to nyere domme giver anledning til dels at perspektivere øvrig praksis på området, dels at uddybe og præcisere forskellige udsagn i litteraturen, navnlig om konneks modregning og modfordringens stiftelsestidspunkt, og endelig at behandle aftaler, der indebærer en løbende modregning mellem en kreditsælger og en kreditkøber, og som efter deres indhold kan indebære en sikkerhed for køberen i form af en modregningsadgang også over for financieren (f.eks. ved kreditsælgerens konkurs, som financieren netop har søgt at sikre sig mod som worst case scenario).

Fakturafordringer i den almindelige handel med varer og tjenesteydelser har karakter af simple fordringer, jf. herom GBL kapitel III, som var en kodifikation af gældende ret, jf. Udkast til Lov om Gældsbreve (1935) s. 47 (herefter forkortet: Udkast (1935)).

Fakturaskyldnerens indsigelser mod betalingskrav kan gøres gældende også over for erhververen af fakturafordringen, der ikke får bedre ret end overdrageren, jf. GBL § 27. Princippet gælder også skyldnerens svage indsigelser – eksempelvis mangelsindsigelser – og det gælder, selv om erhververen var i nok så god tro.

Fakturaskyldnerens modregning over for financieren er beskyttet af GBL § 28, når skyldneren havde føje til at forvente, at han kunne afgøre sit mellemværende ved modregning over for sin oprindelige kreditor (kreditsælgeren). Fakturaskyldneren kan således efter reglen modregne over for erhververen, medmindre én af to undtagelser er opfyldt, nemlig enten at skyldneren erhvervede modfordringen, efter at han fik kundskab eller formodning om overdragelsen af hovedfordringen, eller at modfordringen ikke forfaldt senest samtidig med hovedfordringen.

På den ene side beskytter GBL § 28 skyldnerens forventning om at kunne modregne. Denne hovedregel er udtrykt således hos Julius Lassen: Haandbog i obligationsretten, alm. del, 3. udg. (1917-20) s. 742, at »... Overførelse af Fordringsrettigheder, af Hensyn til Skyldneren, jfr. ovfr. § 51, kun kan finde Sted saaledes, at Skyldnerens Adgang til Modregning ikke derved forringes«. På den anden side hindrer bestemmelsen ikke, at en modregningsadgang kan opstå – eller ophøre – fuldstændig tilfældigt, jf. tilsvarende Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udg. (2018) s. 254. – Navnlig er modregning ikke betinget af, at fakturaskyldneren havde nogen som helst anelse om modfordringens eksistens, da han fik kundskab eller formodning om overdragelsen af hovedfordringen. En sådan betingelse følger nemlig ikke af lovreglen. – Dette fremhæves også af Ussing og Dybdahl: Gældsbrevslovene, 2. udg. (1940) s. 71: »Da Reglens praktiske Hovedformaal er at give Skyldneren Adgang til forud at indrette sig paa, at han kan modregne, kunde der være Tale om at udelukke Modregning, naar Skyldneren ikke har kendt sine For-Side 550dringer paa den oprindelige Kreditor, før han erfarede, at denne havde overdraget Gældsbrevsfordringen. En saadan Begrænsning af Reglen kunde dog skabe Usikkerhed og bør derfor næppe gælde, da Lovordene er ganske almindelige.« – Se også Julius Lassen: Haandbog i obligationsretten, alm. del, 3. udg. (1917-20) s. 743, note 20: »Den omtalte Adgang til at benytte til Modregning Krav, der er ere erhvervede paa Cedenten efter Transporten kan næppe indskrænkes til Krav, der er erhvervede ved Retshandel.«

Krav, som grunder sig på kreditsælgerens misligholdelse af en aftale – eksempelvis krav på erstatning eller afslag i købesummen – anses normalt for stiftet ved indgåelse af aftalen og ikke først ved misligholdelsen.⁸⁸⁵885. Jf. Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udgave (2018) s. 122 om den almindelige regel. Se specielt i relation til GBL § 28, Lynge Andersen, Møgelvang-Hansen og Anders Ørgaard: Gældsbrevsloven med kommentarer, 3. udg. (2017) s. 196, Bent Iversen, Lars Hedegaard Kristensen og Lars Henrik Gam Madsen: Panteret, 5. udg. (2015) s. 563, Lars Hedegaard Kristensen: Erhvervsfinansieringsret (2003) s. 200 f. og Lars Henrik Gam Madsen i TfR 2018 s. 305. Se også Julius Lassen: Haandbog i Obligationsretten, alm. del, 3. udg. (1917-20) s. 842 (særligt i relation til forældelse). – Se nærmere nedenfor i note 19 om den tilsvarende opfattelse i norsk litteratur. Det sidste synspunkt er dog hævdet af bl.a. Viggo Hagstrøm: Obligasjonsrett, 2. udg. (2011) s. 755, der med henvisning til Rt 1992.504 udtaler, at gjeldsbrevloven § 26 (svarende til GBL § 28) må fortolkes således, at krav, som grunder sig på misligholdelse af kontrakt, først opstår og forfalder ved misligholdelsen. Opfattelsen ses ikke at være støttet på meget andet, end at antagelsen af det modsatte ville være »kunstig«. Dommen er omtalt nedenfor i afsnit 4, herunder med en nærmere begrundelse for, at erstatningskrav i anledning af en misligholdelse anses for stiftet (erhvervet) ved aftalens indgåelse (og ikke ved misligholdelsen), jf. litteraturhenvisningerne i note 1.

2. Kort om afgrænsningen mellem indsigelser og modkrav

Som nævnt gælder der begrænsninger i en fakturaskyldners modregningsadgang, jf. GBL § 28, som ikke gælder, når fakturaskyldnerens betalingsvægring er begrundet i indsigelser, der bevares, jf. GBL § 27 og ovenfor.

Det er enkelt at give eksempler på tilfælde, som behandles efter reglerne om indsigelser: Der kan eksempelvis være tale om et krav foranle-Side 551diget af en værdiforringende mangel, som gøres gældende mod kreditors krav på betaling for den selvsamme vare, jf. GBL § 27.

Det er tilsvarende enkelt at give eksempler på tilfælde, som behandles efter reglerne om modkrav: En køber indgår aftale om køb på kredit med en sælger om en vare X, hvorefter samme køber to uger senere indgår et heraf uafhængigt køb med samme sælger om en anden vare Y. Krav, som følger af mangler eller forsinkelse af handlen om X, kan ikke gøres gældende over for erhververen af kravet på betaling for varen Y, medmindre skyldneren opfylder betingelserne i GBL § 28.

Det problematiske område ligger i sondringen mellem konnekse modkrav (der kan gøres gældende efter princippet i GBL § 27) og ikke-konnekse modkrav (for hvilke der gælder modregningsbegrænsninger, jf. GBL § 28).

I gældsbrevslovens kapitel III om simple gældsbreve finder man ingen vejledning, men det gør man til gengæld i kapitel II om omsætningsgældsbreve (der i dag har en yderst begrænset udbredelse). Modregning over for en erhverver af et omsætningsgældsbrev er reguleret i GBL § 18, stk. 2, hvor det hedder: »Adgangen til at modregne fordringer, der udspringer af samme retsforhold som gældsbrevsfordringen, bevares dog trods overdragelsen, medmindre andet følger af reglerne om indsigelser fra dette forhold«.⁸⁸⁶886. Se i tilslutning hertil GBL § 16 om den videre adgang til at fremsætte indsigelser mod krav på renter og afdrag, som forfaldt før overdragelsen (en adgang, der gælder tilsvarende ved konnekse modkrav). Om bestemmelsen hedder det i Udkast (1935) s. 38:

»Fra denne Regel [ikke modregning over for erhververen], der er foreslaaet som Hovedregel i Paragraffens 1ste Stykke, antages der dog at maatte gøres Undtagelse, for saa vidt Modfordringen udspringer af samme Retsforhold som Gældsbrevet. I saa Fald kan Modfordringen vel ikke fremsættes over for en Erhverver i god Tro, men den kan derimod gøres gældende, saafremt Erhververen var i ond Tro. Det er formentlig ogsaa klart, at Spørgsmaalet om, hvorvidt et saadant Modkrav kan rejses over for Erhververen, maa afgøres paa samme Maade som Spørgsmaalet om Fortabelse af Indsigelser fra det Retsforhold, der gav Anledning til Gældsbrevets Udstedelse. – De to Spørgsmaal kan nemlig i Virkeligheden ikke holdes ude fra hinanden [udhævelserne foretaget her].«⁸⁸⁷887. Se tilsvarende Rune Sæbø: Motregning (2003) s. 190 f., der netop anfører vanskelighederne ved grænsedragningen som det retstekniske synspunkt, der begrunder, at sondringen ikke tillægges betydning for parternes retsstilling.

Gældsbrevsloven indeholder således en – begrundet – standard for, hvilke modkrav der (i hvert fald) skal behandles efter reglerne om indsigel-Side 552ser, og det er ukontroversielt at lægge til grund, at denne standard (der findes i lovens kapitel II om omsætningsgældsbreve) gælder tilsvarende ved overdragelse af simple fordringer.⁸⁸⁸888. Jf. også Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udgave (2018) s. 253: »Slægtskabet mellem konnekse modkrav og indsigelser er anerkendt i GBL § 18, stk. 2, der undergiver konnekse modkrav samme regler som indsigelser.« Navnlig er der ikke grund til at antage, at den formulerede standard skulle medføre flere begrænsninger i skyldnerens modregningsadgang, når der er tale om overdragelse af simple fordringer, end når der er tale om overdragelse af omsætningsgældsbreve. I givet fald måtte det snarere forholde sig omvendt: GBL § 18, stk. 2, er en undtagelse til den meget vidtgående regel i GBL § 18, stk. 1, som afskærer modregning over for en erhverver, der både vidste, at skyldneren havde en fordring, der kunne benyttes til modregning, og som vidste, at skyldneren ville lide tab ved overdragelsen, dersom den afskar modregning. I modsætning hertil er GBL § 28 en undtagelse til reglen i GBL § 27, hvorefter skyldneren bevarer alle indsigelser over for erhververen.

I Festskrift til Kristen Andersen (1977) s. 57 kritiserer Sjuur Brækhus den anvendte lovgivningsteknik, altså at reglen om konneks modregning – der var sikker længe før gjeldsbrevsloven – ikke også er udtrykkeligt udtalt i lovens kapitel om simple gældsbreve. Mens det må medgives, at en klarere tilkendegivelse vel kunne have været ønskelig, forekommer det imidlertid efter ordlyden af GBL § 28 – sammenholdt med bestemmelsens forarbejder – at man kort og godt har anset resultatet for oplagt. Se således Udkast (1935) s. 47, hvor det hedder:

»Der er dog ikke i alle Tilfælde Grund til at tage Hensyn til Skyldneren. Naar denne ved, at Fordringen er overdraget til en anden, og han derefter erhverver en Fordring paa Overdrageren, kan han ikke have noget rimeligt Krav paa at kunde benytte denne Fordring til Modregning overfor Erhververen, og blot en Formodning om Overdragelsen synes at maatte være tilstrækkelig til at udelukke Modregning.«

Det fremgår af såvel lovbestemmelsens ordlyd som de ovenfor citerede forarbejder, at bestemmelsen i GBL § 28 er givet med henblik på tilfælde, hvor spørgsmålet er, om skyldneren kan modregne over for overdrageren med en fordring, som skyldneren »erhverver« på overdrageren. Bestemmelsen er således ikke rettet mod tilfælde, hvor modkravet opstår på skyldnerens hånd – altså hvor det udspringer af en allerede indgået aftale med en kreditsælger – men ikke er kommet på skyldnerens hånd med Side 553 denne som erhverver i henhold til en aftale om overdragelse. Så langt som man med ovenstående vil mene, at GBL § 28 – som motiveret i Udkast (1935) – ikke stiller krav til modregning med krav, som udspringer af samme retsforhold som modfordringen, er resultatet givet, jf. ovenfor: Med modkrav, som udspringer af samme retsforhold som hovedfordringen, falder man tilbage på hovedreglen i GBL § 27, dvs. at konnekse modkrav behandles som indsigelser.

Uanset hvorledes man vægter begrundelserne, er sagen klar: ved afgørelsen af, om et modkrav er konnekst er det i første række afgørende, om modkravet udspringer af samme retsforhold som hovedfordringen.⁸⁸⁹889. Se eksempelvis Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udgave (2018) s. 256 og Bo von Eyben m.fl.: Lærebog i obligationsret II (2014) s. 177, begge med angivelse af det relevante kriterium som »samme retsforhold«. Dette er dels lovens eget udgangspunkt, hvor talen er om negotiable gældsbreve, jf. GBL § 18, stk. 2, (og forarbejderne hertil), dels klart forudsat ved simple fordringer, jf. formuleringen af GBL § 28 (og forarbejderne hertil) og endelig fastslået i højesteretspraksis, jf. bl.a. U 2011.1267 H, hvor et løbende samhandelsforhold blev anset for »én vedvarende samhandelsaftale«, jf. om dommen nedenfor i afsnit 4.

At spørgsmålet om konneksitet kan besvares bekræftende, når det kommer til krav, der udspringer af samme aftale,⁸⁹⁰890. Se eksempelvis Illum: Modregning i Konkurs (1934) s. 212: »Begrænser man Modretningsretten [...], fornægter man i samme Omfang selve den Ide, som ligger til Grund for det Afhængighedsforhold, som i moderne Ret karakteriserer de gensidigt bebyrdende Aftaler«. Se også Ussing: Obligationsret, almindelig del, 4. udg. (1967) s. 369: »Konnekse er navnlig krav, der udspringer af samme gensidig bebyrdende kontrakt«. Se endelig Sjuur Brækhus i Festskrift til Kristen Andersen (1977) s. 58: »Kontrahentenes ydelser og modydelser under en och samme kontrakt, och på surrogater for disse ydelser, er altid konnekse.« Selv om den udvidede modregningsadgang kan begrundes i ydelsernes afhængighedsforhold, må den antages at gælde også uden for sådanne tilfælde, jf. Ussing loc. cit. – Se endvidere Lars Henrik Gam Madsen: Modregning med uklare krav (2009) s. 70: »I det væsentligste udspringer kravene af samme gensidigt bebyrdende kontrakt.« – Hos sidstnævnte forfatter hedder det rammende s. 69 f., at der »alene må sondres mellem konnekse og ikke-konnekse modkrav. Begrebsmæssigt kan der således ikke blive tale om grader af konneksitet [udhævet her].« er (naturligvis) ikke ensbetydende med, at ethvert spørgsmål om modkravs stilling i samhandelsforhold besvares ud fra dette kriterium. Lovens anvisning – og Højesterets praksis – giver imidlertid anledning til at udsondre disse klare til-Side 554fælde.⁸⁹¹891. Se anderledes Lasse Højlund Christensen i ET 2008.361 (368), der ikke vil tage udgangspunkt i den nævnte beskrivelse, da dette angiveligt ofte vil »dreje opmærksomheden mod forbindelsen mellem de relevante fordringer – dvs. om rettigheder og forpligtelser mellem parterne skal karakteriseres som et eller flere retsforhold – og dermed væk fra de hensyn, der skal afvejes i de enkelte typetilfælde«. Dette anbefaler sig, dels fordi de nævnte tilfælde dækker næsten hele området for konnekse modkrav i samhandelsforhold, dels fordi det uden videre kan fastslås, at skyldneren kan modregne efter princippet i GBL § 27 om indsigelser (altså uden at betingelserne i GBL § 28 er opfyldt).⁸⁹²892. Jf. Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udg. (2018) s. 293 og 271: »Konnekse modfordringer behandles på linje med indsigelser – og dermed efter reglen i GBL § 27, ikke § 28. Modregningsretten bevares derfor for sådanne modfordringer, uanset at fordringen er overdraget til en anden, jf. bemærkningen i U 1997.910/1 H samt U 2011.1267 H.« I 1997-dommen udtalte Højesteret, at der med det konnekse krav kunne modregnes efter princippet i GBL § 27 uden de begrænsninger, som følger af princippet i GBL § 28. I 2011-dommen udtalte Højesteret, at konneksiteten indebar, at der kunne modregnes uden de begrænsninger, som følger af princippet i GBL § 28. – Se endvidere Ussing: Obligationsret, Almindelig del, 4. udg. (1967) s. 349 f., Illum: Modregning i Konkurs (1934) s. 192, Ussing og Dybdahl: Gældsbrevsloven, 2. udg. (1940) s. 54 smh. m. s. 75, Lars Henrik Gam Madsen: Modregning med uklare krav (2009) s. 69, Lennart Lynge Andersen m.fl.: Gældsbrevsloven med kommentarer, 3. udg., (2017) s. 195, Bo von Eyben m.fl.: Lærebog i obligationsret II, 4. udg. (2014) s. 178 f. samt Pia Moltke Jensen: Konneksitet (2005) s. 201 ff. Dette vel at mærke uden at der skal foretages nogen konkret hensynsafvejning.

Sammenfattende er sondringen mellem indsigelser og konnekse modkrav uden interesse for valg af lovregel i disse tilfælde. Sagen er helt enkelt, at princippet i GBL § 27 anvendes på begge.⁸⁹³893. Se forbeholdent Lasse Højlund Christensen i ET 2008.361 (363 f.), hvorefter »[d]et er således den almindelige opfattelse, at dette i nogle tilfælde kan begrunde, at konnekse modfordringer behandles på samme måde som indsigelser [udhævet her]«.

At resultatet bliver det samme i henseende til anvendelsen af GBL § 27, henholdsvis GBL § 28, skal naturligvis ikke afholde fra anvendelse af den mest muligt præcise terminologi til beskrivelse af, hvad der er indsigelser, og hvad der er konnekse modkrav. Mest hensigtsmæssigt anvendes en terminologi baseret på pengekravets nærmere eller fjernere tilknytning til ydelsen: Fakturaskyldnerens krav på forholdsmæssigt afslag som følge af mangler ved ydelsen må betegnes som en indsigelse, der reducerer det ubetalte krav på købesummen. Et erstatningskrav begrundet i, at ydelsen som følge af en mangel er mindre værd, end den skulle være, må sidestilles hermed og betragtes som en indsigelse. Et erstatningskrav opgjort til Side 555 prisdifferencen anses derimod mest nærliggende som et (konnekst) modkrav. Denne karakteristik er så meget desto mere rammende, når der er tale om fjernereliggende erstatningskrav, f.eks. avancetab.⁸⁹⁴894. Se om kategoriseringen af de forskellige poster Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udg. (2018) s. 288 og Lars Henrik Gam Madsen: Modregning med uklare krav (2009) s. 64 f. – Se Rune Sæbø: Motregning (2003) s. 198, der kategoriserer prisafslag som indsigelser, men generelt vil anse erstatningskrav i anledning af mangler eller forsinkelse som (konnekse) modkrav. – Som det fremgår af teksten ovenfor, forekommer denne brede kategorisering af i hvert fald erstatningskrav ikke rammende (men igen må det erindres: spørgsmålet er terminologisk og angår ikke konnekse modkravs behandling som indsigelser).

Begrundelsen for den udvidede modregningsadgang ved konnekse fordringer er klarest, hvor fordringerne udspringer af samme gensidigt bebyrdende kontrakt, og hvor afhængigheden mellem parternes forpligtelser sikres bl.a. ved modregning. Er ydelserne udjævnelige, er det således en naturlig forenkling af et gensidigt skyldforhold, at de respektive krav reduceres til ét betalings- eller erlæggelseskrav svarende til differencen mellem kravene, når de modregnes. Modregning med konnekse fordringer har virkning med »tilbagevirkende kraft«, altså fra det tidspunkt, hvor kravene stod over for hinanden.⁸⁹⁵895. Jf. Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udg. (2018) s. 288 f. – Modregning mellem konnekse fordringer har virkning ex tunc, mens modregning mellem ukonnekse fordringer har virkning ex nunc.

Mens der muligt kan være større eller mindre enighed om kategoriseringen af de forskellige poster, bliver dette ikke afgørende for skyldnerens modregningsadgang, der som nævnt i alle disse tilfælde bevares efter reglerne om indsigelser, jf. GBL § 27.

Afgørende for retsstillingen er sondringen mellem konnekse og ikke-konnekse modfordringer, og det er også denne sondring, der har givet anledning til den seneste højesteretsdom, nemlig U 2011.1267 H og herom nedenfor i afsnit 4.

3. Konneksitet ved flere leverancer i henhold til samme aftale

Det mest oplagte eksempel på, at fordringer udspringer af samme retsforhold, er som nævnt, at kravene er opstået som følge af den samme aftale. I den her nævnte sammenhæng er dette tilfældet ved såkaldte »køb med Side 556 successive leverancer«. Disse køb er kendetegnet ved, at der i henhold til en og samme aftale løbende foretages særskilte leverancer mod særskilt betaling for hver leverance (evt. med en aftalt kredittid for køberens enkelte betalinger). Om køberens adgang til at hæve i tilfælde af sælgerens misligholdelse med én leverance findes særreglen i KBL § 22. Efter denne regel foretages der ved sælgerens forsinkelse som udgangspunkt en isoleret bedømmelse af hver leverance og betalingen herfor, altså som ved flere selvstændige køb. I tilfælde af misligholdelse fra sælgerens side kan køberen som udgangspunkt kun hæve for så vidt angår denne leverance, jf. KBL § 22, 1. pkt. Køberen kan dog hæve købet i sin helhed, »såfremt gentagelse af forsinkelsen må ventes«, jf. KBL § 22, 2. pkt. Køberen har bevisbyrden for, at der foreligger en sådan anticiperet misligholdelse fra sælgerens side, som berettiger til ophævelse for så vidt angår fremtidige leverancer. Der gælder ikke – som ved køberens betalingsmisligholdelse – nogen gentagelsesformodning, jf. KBL § 29. Bevisbyrden for, at der forelå anticiperet misligholdelse som omhandlet i KBL § 22, 2. pkt., altså med ret for køberen til at hæve købet i sin helhed, blev løftet i U 1994.307 V:

Som et eksempel på belåning af kravet på købesummen i henhold til en aftale om køb med successive leverancer kan nævnes U 1994.307 V: En møbelfabrik indgik en aftale med et selskab om dettes køb af møbler på grundlag af en bestillingsoversigt dateret den 8. juni 1990 med angivelse af såvel antal møbler (5.150 stk.) fordelt på de forskellige typer samt med angivelse af priser per stk. for de enkelte typer. Tidspunktet for levering fremgik af en efterfølgende fremsendt leveringsoversigt. Den 28. september 1990 gav møbelfabrikken sit pengeinstitut – Jyske Bank – transport i et krav på ca. 224.000 kr.,⁸⁹⁶896. Helt præcist løb fakturaen på 223.695,91 kr., svarende til møbelfabrikkens krav på betaling for leverede møbler på 345.700,42 kr. med fradrag af et acontobeløb på 122.004,51 kr., som køberen havde betalt. Fakturaen bar påtegning om, at fordringen var overdraget til Jyske Bank. som køberselskabet skyldte for den første leverance, der udgjorde ca. 14,45 % af den samlede bestilling. Køberen meddelte den 5. oktober, at det nævnte skyldige beløb – foreløbig – ikke ville blive betalt, idet selskabet henviste til, at møbelfabrikken angiveligt stod over for en snarlig betalingsstandsning, som ville medføre manglende økonomisk evne til indkøb af træ og deraf følgende udeblivelse af leverancer til køberselskabet, der som følge heraf måtte imødese et meget stort avancetab. Et synspunkt, som køberen på ny anførte til støtte for betalingsnægtelse den 10. oktober, hvorefter møbelfabrikken gik konkurs. Køberen gjorde under sagen over for Jyske Bank gældende, at kravet var et konnekst modkrav, som skulle behandles efter GBL § 27. Jyske Bank afviste modregning, dels fordi køberselskabet ikke havde dokumenteret at have lidt noget tab, dels fordi det påståede krav først var opstået, efter at møbelfabrikkens fordring var blevet overdraget til sagsøgeren, jf. GBL § 28, og der i øvrigt Side 557 ikke var tale om konnekse fordringer. Byretten og én af landsrettens dommere ville dømme køberselskabet til betaling af fakturabeløbet, da møbelfabrikken ikke ansås at have berettiget køberselskabet til at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende. Landsrettens flertal på to dommere gav ligeledes Jyske Bank medhold, men med den begrundelse, at der i købet med successive leverancer ikke bestod et sådant afhængighedsforhold mellem sælgerens krav på betaling for den første leverance og køberens erstatningskrav for fremtidige leverancer, at dette kunne begrunde modregning over for banken, der forinden erstatningskravets opståen havde fået fakturakravet overdraget. Resultatet, som det er begrundet af landsrettens flertal, er kritiseret i den juridiske teori.⁸⁹⁷897. Se Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udgave (2018) s. 238 (»kan således ikke anses for rigtig«), Lars H. Kristensen: Erhvervsfinansieringsret (2003) s. 200 f., Bent Iversen m.fl.: Panteret, 5. udg.. (2015) s. 563 og Pia Moltke Jensen: Konneksitet (2007) s. 60 (»forkert«). – Steffan Lindskog: Kvittning, 3. uppl. (2014) s. 496 finder kritikken »utan fog« med angivelse af, at bedømmelsen ville have været anderledes, hvis erstatningskravet havde knyttet sig til allerede skete leverancer og ikke til misligholdelse af fremtidige. Der gælder ikke efter dansk ret (herunder højesteretspraksis) nogen sådan ordning (og Lindskogs udsagn må tillige afvises, da fordringerne var konnekse). Dommen, der som nævnt angik leverancer i henhold til én og samme aftale, er endvidere uforenelig med U 2011.1267 H, hvor der antoges at foreligge konneksitet mellem et tilsvarende erstatningskrav og et krav på købesummer, selv om kravene i denne dom udsprang af flere selvstændige aftaler (der ganske vist blev indgået i nøje forlængelse af hinanden).

Det er nærliggende at stille spørgsmålet, hvorledes køberen er stillet, hvis sælgeren er væsentlig forsinket med en leverance, og hvis køberen hæver og kræver erstatning for eksempelvis avancetab på denne leverance. Altså i en situation svarende til den, som købeloven opstiller som udgangspunkt ved sælgerens væsentlige forsinkelse med én leverance, jf. KBL § 22, 1. pkt. (i modsætning til U 1994.307 V, hvor købet kunne hæves i sin helhed).

Svaret er, at et sådant tab af køberen kan bringes til modregning i den købesum, som skal erlægges for fremtidige leverancer. Også i denne situation er der tale om et krav, som udspringer af »samme retsforhold« som hovedfordringen, således at modregning kan ske efter reglerne om indsigelser, jf. princippet i GBL § 27.

Herefter kan blikket vendes mod tilfælde, hvor køberen vil fastholde. Som nævnt indeholder KBL § 22 kun regler om køberens adgang til at hæve – for den pågældende leverance henholdsvis købet i sin helhed – men ikke om retten til at kræve naturalopfyldelse. Bestemmelsen giver dog ikke anledning til nogen modsætningsslutning, idet en køber natur-Side 558ligvis også i køb med successive leverancer kan fastholde ved sælgerens misligholdelse, dvs. kræve opfyldelse in natura efter almindelige regler herom. Dette gælder både for den forsinkede leverance og for fremtidige leverancer. Vil køberen fastholde kontrakten, må han uanset restancen for en tidligere leverance betale for de efterfølgende leverancer, jf. U 1916.67 H, hvor fem kontrakter om leverancer af råjern, indgået i tiden fra 4. marts til 27. maj 1913 »maatte betragtes som en Helhed«.⁸⁹⁸898. Se Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udg. (2018) s. 30. Køberen kan ikke tilbageholde købesummen for en leverance for at fremtvinge levering af andre (forsinkede) leverancer.⁸⁹⁹899. Se Søren Theilgaard m.fl.: Købeloven med kommentarer, 4. udg. (2017) s. 337, Almén: Köp, 4. udg. (1960) s. 266 f. – I køb med successive leverancer kan sælgeren tilsvarende ikke fremtvinge betaling for tidligere leverancer ved at tilbageholde fremtidige leveringer, jf. Søren Theilgaard m.fl.: Købeloven med kommentarer, 4. udg. (2017) s. 611 og Almén: Kóp, 4. udg. (1960) s. 469. – Sælgerens manglende tilbageholdsret er ingenlunde udtryk for, at sælgeren tvinges til at vælge mellem enten at hæve eller fortsat at levere på kredit (f.eks. med en oprindeligt aftalt 30-dages betalingsfrist): Det følger således af almindelige obligationsretlige regler, at en sælger, som nok har indrømmet køberen en kredit, ikke har pligt til at yde en køber i mora yderligere kredit (heller ikke selv om en betalingsfrist var oprindeligt aftalt i et køb med successive leverancer). Sælgeren kan således fastholde købet og kræve kontant betaling som betingelse for overgivelse af fremtidige leverancer, jf. Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udg. (2018) s. 30. Der er dog stillet spørgsmålstegn ved rigtigheden af denne antagelse med angivelse af, »at resultatet flytter i så fald med over i § 28«.⁹⁰⁰900. Se Anna Christensen: Studier i Köprätt (1970) s. 101 ff. og 154 ff., hvortil henvises af Lasse Højlund Christensen i ET 2007.361 (365) med angivelse af, at såfremt »køber har tilbageholdsret, må dette i relation til § 28 skubbe hovedfordringens forfaldstid«. Forestillede man sig, at køberen havde en sådan tilbageholdsret som i eksemplet – der er udtryk for, at køberen fastholder købet men ikke vil betale for senere leverancer, indtil han havde modtaget tidligere leverancer – ses dette ikke få nogen betydning for reguleringen af modregningsspørgsmålet. Som det fremgår ovenfor i teksten, vil modregning med eksempelvis krav på forholdsmæssigt afslag eller erstatning i anledning af sælgerens misligholdelse med andre leverancer under det samme køb kunne bruges til modregning i kravet på købesummen (når et sådant var opstået), og denne modregning ville kunne ske som konneks efter GBL § 27 (dvs. uanset om betingelserne i GBL § 28 var opfyldt). Se således også Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udg. (2018) s. 271 og 293 med henvisning til U 2011.1267 H (der endog angik et tilfælde hvor der var tale om krav, som udsprang af forskellige – men ganske vist tæt forbundne – aftaler om køb med successive leverancer). Rent bortset fra, at den almindelige opfattelse forekommer korrekt, opstår der ikke i det nævnte alternative retlige scenario Side 559 nogen modregningsadgang for køberen for så vidt angår krav på købesummer for modtagne varer, som jo naturligvis skal betales. Spørgsmålet kan derimod rejses for fakturaskyldnerens andre økonomiske krav mod sælgeren – eksempelvis erstatningskrav – der for det første som konnekse kan modregnes i krav på købesummen for også for andre leverancer, jf. GBL § 27, og for det andet i relation til GBL § 28 må anses som stiftet ved indgåelsen af den købeaftale, som de udspringer af, jf. ovenfor i afsnit 1.

4. Konneksitet ved flere leverancer i henhold til flere aftaler

Når en kreditsælger skal levere i henhold til flere selvstændige købeaftaler, er det klare udgangspunkt, at køberen kun kan modregne med krav, som udspringer af det tidligere køb nummer 1, i financierens krav på betaling for det senere køb nummer 2, hvis køberen opfylder betingelserne i GBL § 28. I bestemmelsen opregnes to tilfældegrupper, hvor køberens adgang til modregning er afskåret:

For det første kan skyldneren ikke modregne med en fordring, som han har erhvervet, efter at han fik kundskab eller formodning om overdragelsen af (hoved)fordringen. En kreditkøber, som hverken vidste eller burde have kendskab til fakturafordringens overdragelse, kan betale med frigørende virkning til sælgeren, jf. princippet i GBL § 29. Køberen kan naturligvis i samme omfang afgøre mellemværendet ved modregning. Om modregning med tilfældigt opståede eller ophørte – eller modregneren (oprindeligt) aldeles ubekendte – modkrav henvises til afsnit 1.

For det andet kan skyldneren ikke modregne, hvis modfordringen forfaldt senere end den overdragne hovedfordring, i hvilket tilfælde skyldneren netop måtte være indstillet på at skulle indfri den oprindelige kreditor ved effektiv betaling, fordi modregningsbetingelserne i så fald ikke ville være opfyldt.⁹⁰¹901. Se Udkast (1935) s. 47 f.: »Naar Fordringer paa Skyldneren saaledes forfalder inden hans Krav paa Fordringshaveren, kunde Skyldneren jo, hvis der ikke fandt nogen Overdragelse Sted, ikke regne med at kunne gøre sit Krav gældende til Modregning overfor Fordringshaveren, og det synes derfor rimeligt ikke at give ham Modregningsret overfor erhververen.«

Det er efter GBL § 28 nødvendigt at tage stilling til, præcis hvornår skyldneren har »erhvervet« den modfordring, som han vil gøre gældende Side 560 til kompensation i den overdragne hovedfordring. Da GBL § 28 både ifølge sin ordlyd og forarbejderne har som typebaggrund, at modfordringen erhverves i henhold til en aftale om overdragelse, kan man overveje stillingen for en fordring, der så at sige opstår på fakturaskyldnerens hånd, f.eks. som et misligholdelseskrav – krav på forholdsmæssigt afslag eller erstatning – når sælgeren/leverandøren misligholder aftalen om realydelsen. – Til illustration kan nævnes den norske højesteretsdom refereret i Rt. 1992.504: I sagen var der indgået aftale dels om et trappehus, dels om et rækværk, begge for samme aftager men vedrørende to forskellige byggerier. Om et mangelskrav vedrørende den første aftale udtaltes det, at gjeldsbrevslovens § 26 må fortolkes således, at krav, som grunder sig på misligholdelse af kontrakt, først opstår og forfalder ved misligholdelsen.⁹⁰²902. Dommen er behandlet af Lasse Højlund Christensen i ET 2007.219 (223 ff.), der bl.a. anfører, at »[D]en norske højesteretsafgørelse harmonerer [...] ikke med det almindelige obligationsretlige princip om fordringers stiftelse, der i et vist omfang er overført til insolvensretten, jf. U 2000.194 H«.

Udtalelsen i Højesteretsdommen ses ikke at være støttet på meget andet, end at antagelsen af det modsatte ville være »kunstig« og er med føje meget kritiseret også i norsk litteratur.⁹⁰³903. Se således kritikken hos Silje Karine Nordveit: Når oppstår en fordring? (2017) s. 218, der påpeger den manglende realbegrundelse i anvendelsen af ordet »kunstig«. Dette sker bl.a. med de rammende ord:, at det »er [...] ikke i seg selv er problematisk at anse fordringer for opstått, selv om det ikke er sikkert, at de vil bli aktuelle«. Se også Rune Sæbø: Motregning (2003) s. 134, hvorefter »løsningen både de lege ferenda og de lege lata [bør] være, at misligholdskrav anses opstått ved avtaleindgåelsen i relasjon til gbl § 26«. Se også Trygve Bergsåker: Pengekravsrett, 3. utg. (2015) s. 247, der udtaler, at løsningen i dommen »reelt set [er] diskutabel« I Danmark er det en fast indarbejdet antagelse, at misligholdelseskrav anses for stiftet ved aftalens indgåelse, jf. litteraturhenvisningerne i note 1 – måske endog så fast, at resultatet oftest angives, uden at de reale grunde herfor altid anføres: Det må afvises, at skyldnerens manglende kontrol over modfordringens stiftelse – altså som følge af misligholdelse fra leverandørens side – kan tillægges betydning: Tværtimod er sammenhængen mellem kravet i anledning af misligholdelsen og den misligholdte aftale netop, at det oprindelige ved aftalen stiftede krav – f.eks. kreditkøberens krav på en vare eller tjenesteydelse – videreføres ved misligholdelseskravet (et afslag eller en erstatning), der giver kreditkøberen kompensation for den stilling, som aftalen ville have givet ham. Eksempelvis afløses et ikke-opfyldt krav på korrekt Side 561 levering af en vare af netop f.eks. det erstatningskrav som følger af misligholdelsen.⁹⁰⁴904. Se tilsvarende i norsk ret Silje Karine Nordveit: Når oppstår en fordring? (2017) s. 219 f. med yderligere henvisninger.

Det kan i øvrigt tilføjes at også hensynet til forudsigelighed i retsforholdet taler imod misligholdelsestidspunktet som afgørende for, hvornår modkravet må anses for stiftet: Det er således ofte både faktisk og bevismæssigt vanskeligt at fastslå, hvornår misligholdelse må anses for indtrådt, hvornår forskellige krav i anledning af samme kontrakt måtte anses for stiftet (ofte på forskellige tidspunkter), og hvornår den beløbsmæssige opgørelse (modkravet), som i praksis ofte vil udvikle sig størrelsesmæssigt over tid, må anses for stiftet med hvilket beløb. Antagelsen af, at misligholdelsestidspunktet må lægges til grund rejser således flere spørgsmål, end det besvarer. Men selv når et tidspunkt for eksempelvis misligholdelse og erstatning kan fastlægges med fuldstændig sikkerhed, må aftaletidspunktet som nævnt lægges til grund.

Det er efter GBL § 28 endvidere nødvendigt at tage stilling til, hvornår fakturaskyldneren havde en sådan viden eller burde-viden, at han er afskåret fra at modregne med herefter erhvervede modkrav. Financieren skal til opnåelse af kreditor- og omsætningsbeskyttelse give skyldneren »meddelelse om overdragelsen«, jf. GBL § 31, hvilket samtidig har den effekt, at fakturaskyldneren ikke længere kan påregne modregning i den overdragne hovedfordring med senere stiftede modfordringer. Dette skyldes, at en meddelelse, der opfylder kravene i GBL § 31, vist nok undtagelsesfrit vil fratage sælgeren legitimationen til at modtage betaling fra køberen.⁹⁰⁵905. Medmindre der – i praksis helt undtagelsesvis – er givet kreditsælgeren en inkassofuldmagt på financierens vegne, altså en fuldmagt til oppebørsel med krav om endog særdeles hurtig afregning til financieren (som betingelse for holdbarheden af financierens tinglige beskyttelse ved eksempelvis kreditsælgerens konkurs). Se om inkassobeføjelse i disse tilfælde Mogens Munch i U 1988B.418 f. (kommentar til U 1987.915 H) og nærmere om afregningskravet Bent Iversen m.fl.: Panteret, 5. udg. (2015) s. 484 f. (med yderligere henvisninger). Financieren kan give fakturaskyldneren en forhåndsdenunciation med eksempelvis den ordlyd, at »financieren har fået sikkerhed i alle nuværende og fremtidige fakturakrav mod fakturaskyldneren [NN]«. Dette kan eksempelvis komme på tale, hvor der er indgået en rammeaftale mellem kreditsælgeren og financieren med dette indhold. En forhåndsdenunciation som den nævnte har ikke »tilbagevirkende kraft« som sikringsakt for endnu ikke bestående fordringer, men får først virkning Side 562 som sådan, i takt med at de enkelte fordringer kommer til eksistens ved de enkelte senere aftaler om kreditkøb.⁹⁰⁶906. Således Astrid Millung-Christoffersen: Virksomhedspant (2017) s. 245: »Så længe en fordring ikke er stiftet, er der ingen rettighed herover, som kan beskyttes«. Se tilsvarende Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udgave (2018) s. 126 og Bent Iversen, Lars Hedegaard Kristensen og Lars Henrik Gam Madsen: Panteret, 5. udg. (2015) s. 509 f., samt Lynge Andersen, Peter Møgelvang-Hansen og Anders Ørgaard: Gældsbrevsloven med kommentarer, 3. udg. (2017) s. 215. Anderledes Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen i U 2016B.388 (390). I praksis denuntieres fakturaer imidlertid alligevel typisk også enkeltvis: om ikke andet, så af den rent praktiske grund, at køberen alligevel skal have tilsendt faktura med betalingsoplysninger, og at det er helt omkostningsfrit – og hensigtsmæssigt – også at give (altså: gentage) meddelelsen i forbindelse hermed.

Vigtigere i nærværende sammenhæng er det, at forhåndsdenunciationen løser et andet problem for financieren: Ved indgåelse af aftaler om køb på kredit hos den pågældende sælger, vil køberen i kraft af forhåndsdenunciationen være bragt i ond tro om, at »alle« tidligere fakturaer er overdraget som led i rammeaftalen. Denne onde tro afskærer køberen fra at kunne opfylde betingelserne i GBL § 28 med krav, der udspringer af kreditkøb, som er indgået tidligere end det kreditkøb, hvoraf fakturaskyldnerens modkrav udspringer.

Imidlertid kan det i løbende samhandelsforhold tænkes, at der kan modregnes, uden at betingelserne i GBL § 28 er opfyldt, herunder også når køberens modkrav og det af financieren belånte hovedkrav ikke udspringer af samme aftale. Der kan være en sådan sammenhæng mellem flere aftaler, at et krav på betaling i henhold til én (kreditkøbs)aftale anses for konnekst med et krav på eksempelvis erstatning i henhold til en senere købsaftale. Et eksempel fra nyere højesteretspraksis foreligger med U 2011.1267 H, hvor der blev taget stilling til spørgsmålet i forbindelse med et fakturabelåningsarrangement med bl.a. en af kreditsælgerens »faste kunder«:

U 2011.1267 H: Virksomheden (sælgeren) Vestlax Hirtshals A/S (Vestlax), der forarbejdede fisk, leverede fra begyndelsen af 2001 til maj 2005 lakseportioner til Royal Greenland Seafood A/S (Royal Greenland), og der var senest den 15. april 2005 aftalt levering til en bestemt pris for perioden 1. maj 2005 til udgangen af oktober 2005. I februar 2005 indgik Vestlax en factoringaftale med DnB NOR Finans ASA (NOR Finans). Efterfølgende blev fakturaer til Royal Greenland vedrørende stedfundne leverancer påført en påtegning om overdragelsen til NOR Finans. I maj 2005 afbrød Vestlax leverancerne af laks til Royal Greenland på grund af økonomiske vanskeligheder som følge Side 563 af en forhøjet told på laks importeret fra Norge. Vestlax blev erklæret konkurs den 17. august 2005. Det var for Højesteret bl.a. omtvistet, om Royal Greenland kunne modregne med krav opgjort som erstatningskrav udløst af Vestlax’ uberettigede leveringsnægtelse kort efter den 1. maj 2005 i hovedkrav på købesummer vedrørende leverancer aftalt med Vestlax før den 1. maj 2005. Der måtte herved tages stilling til, om Royal Greenlands modkrav var konnekst, eller om modregning forudsatte, at betingelserne i GBL § 28 var opfyldt. Højesteret udtalte herom, at det i forbindelse med justeringer af pris og mængde blev praksis at fastsætte disse vilkår for perioder på et halvt år ad gangen, mens de øvrige vilkår stort set videreførtes uændret for hver ny periode. Disse justeringer var stedse blevet aftalt for en ny periode inden udløbet af den tidligere periode. Højesteret fandt, at »et sådant aftaleforhold må anses for én vedvarende samhandelsaftale,⁹⁰⁷907. Se også den ovenfor i afsnit U 1916.67 H nævnte afgørelse, hvor fem kontrakter om leverancer af råjern, indgået i tiden fra 4. marts til 27. maj 1913 ifølge Højesteret måtte betragtes »som en Helhed«.der i forbindelse med halvårsvise aftaler om pris og mængde løbende er blevet forlænget [udhævet her]«. Højesteret fastslog i forlængelse heraf: »Et køberkrav som det foreliggende på erstatning for kontraktstridig afbrydelse af levering i henhold til en sådan vedvarende samhandelsaftale må i henseende til modregning anses for konnekst med de overdragne sælgerkrav på betaling for leverancer – i hvert fald når disse som her er sket kort forinden – uanset om leverancerne har fundet sted forud for den seneste forlængelse af aftalen. Der kan således ske modregning uden de begrænsninger, som følger af princippet i gældsbrevslovens § 28.«

Dommen er et eksempel på, at flere selvstændige aftaler kan have en sådan nærmere sammenhæng, at de i relation til modregningsspørgsmålet betragtes som én aftale (altså anses som »samme retsforhold«). Dette kan tænkes, selv om parterne – kreditkøberen og sælgeren – ved udgangen af hver enkelt aftale(periode) står ubundet, dvs. ansvarsfrit kan undlade at forlænge samhandelen for en ny periode.⁹⁰⁸908. At parterne i det pågældende volatile marked for salg af de omhandlede laksepakker fornuftigvis stod frit, og at deres respektive økonomiske kalkyler kunne føre til, at man ikke kunne nå hinanden – eller for den sags blot foretrak andre samhandelsparter i markedet – var tilsigtet og havde som konsekvens, at de ved udgangen af hver fortløbende seks-månedersperiode ansvarsfrit kunne have afbrudt samhandelsforholdet. Dette var netop tilfældet i U 2011.1267 H, men dommen udtrykker ikke en generel norm, hvorefter længerevarende kundeforhold med eksempelvis løbende kreditkøb automatisk gør køberens krav – typisk krav på afslag og/eller erstatning – konnekse med krav på betaling af købesummer i henhold til senere kreditkøb. I dommens præmisser udtales det således, at der siden begyndelsen af 2001 indtil misligholdelsen i maj 2005 havde bestået en aftale om løbende levering til en fast pris af nærmere bestemte mængder, og at det Side 564 med tiden blev praksis, at aftalen blev forlænget for perioder på et halvt år ad gangen, mens de øvrige vilkår blev aftalt uændret, og stedse inden udløbet af den tidligere periode. Der var således en meget høj grad af fasthed i samhandelen mellem Vestlax og Royal Greenland. Dette vel at mærke en fasthed, som rakte ud over det blotte længerevarende tidsrum for samhandlen, og som også viste sig ved videreførelse af – »gentagelse af« – vilkår fra perioder, der fulgte ubrudt efter hinanden og stedse forlængedes inden hver periodes udløb.

Der er grund til at notere sig den yderligere begrænsning, der ligger i dommens præjudikatværdi med præmissernes angivelse af, at der i sagen krævedes modregning med et erstatningskrav i krav på betaling for tidligere leverancer, der var sket »kort forinden« den seneste forlængelse af det løbende samhandelsforhold. Af præmisserne kan det således ikke sluttes, at resultatet ville være blevet det samme, hvis der eksempelvis var fremsat krav om modregning i krav på købesummen for leverancer i slutningen af den efterfølgende seksmånedersperiode (f.eks. i september 2005). Højesteret har med denne formulering reserveret muligheden for, at det tidsmæssige aspekt – en længere hengået tid efter modkravets opståen og hovedkravets opståen – kan have som konsekvens, at modkravet ikke kan anses for konnekst. I så fald med den virkning at financieren kun skal tåle modregning, hvis betingelserne i GBL§ 28 er opfyldt.

Køberen i et scenario med et længere hengået tidsrum kommer i øvrigt let i problemer med sin modregningspåstand, hvis han har honoreret belånte fakturaer fra tiden efter konstateringen af et erstatningskrav som følge af sælgerens misligholdelse. Den almindelige passivitetsgrundsætning – f.eks. en uforsigtighed tangerende et modregningsafkald – kan i så fald efter omstændighederne afgøre sagen til fordel for financieren, jf. om lignende tilfælde nedenfor i afsnit 5.⁹⁰⁹909. Se nedenfor i afsnit 5 med omtale af navnlig U 2017.1601 V samt U 1993.438 H.

5. Fortabelse af indsigelser henholdsvis modregningsadgang

På samme måde som en fakturaskyldner kan fortabe indsigelser mod en fordring over for erhververen – f.eks. som følge af passivitet, forældelse eller opgivelse – kan dette tænkes med hensyn til bestående modregningsadgang. Financieren kan afværge indsigelser ved at få faktura-Side 565skyldnerens accept af en egentlig cut off-klausul, som dog dels kan opleves som (meget) byrdefuld, dels ikke gyldigt kan aftales i forbrugerkøb, jf. herved kreditaftalelovens §§ 32 og 33.

Et særligt spørgsmål opstår, når der mellem kreditkøberen og den kreditsælger, der finansierer sig ved fakturabelåning, er indgået aftale om modregning. En sådan aftale kan eksempelvis være formuleret i form af vilkår om løbende mellemregning eller som periodevise stadeopgørelser i tilfælde af eksempelvis mangelfulde eller forsinkede leverancer fra sælgerens side.

Et eksempel på en situation som den sidstnævnte foreligger med U 2017.1601 V: Den 17. november 2013 noterede det danske selskab Alu-Glas A/S modtagelse af meddelelse fra sin tyske glasleverandør GlasService Kiel GmbH (forkortet: GSK) om, at betaling af fakturaer fra GSK fra den 23. oktober 2013 alene kunne ske med frigørende virkning til Ernst Factoring GmbH (forkotet: EF). Alu-Glas og GSK havde på dette grundlag udviklet en praksis, hvorefter Alu-Glas ikke fik udstedt en kreditnota i relation til fakturaen for leverancer, når Alu-Glas konstaterede forsinkelse eller mangler. I stedet skete der modregning i senere fakturaer eller andre fradrag i betalingen for senere leverancer. Den praktiske begrundelse herfor var, at Alu-Glas skulle betale fakturaerne inden otte dage, således at betaling kunne ske, inden der havde været mulighed for at konstatere evt. mangler ved undersøgelse af varen, ligesom det kunne ske, at der betaltes fakturaer for ikke-leverede varer. Ved brev af 8. oktober 2014 fik Alu-Glas meddelelse om, at GSK var gået konkurs, hvilket Alu-Glas noterede den 13. oktober 2014. Under en efterfølgende retssag nedlagde EF over for Alu-Glas A/S påstand om betaling af EURO 60.825,61 (med tillæg af procesrente). EF’s krav blev ikke bestridt af Alu-Glas, der imidlertid krævede modregning med krav vedrørende forsinkede, udeblevne og mangelfulde leverancer vedrørende tre underentrepriser, som Alu-Glas havde påtaget sig, og som oversteg EF’s samlede krav.

Landsretten nåede i modsætning til byretten frem til, at der havde været mangler ved glasleverancerne. Ved afgørelsen af modregningsspørgsmålet blev der lagt vægt på, at der mellem GSK og Alu-Glas havde været et længerevarende samhandelsforhold, hvor Alu-Glas købte glas hos GSK til sin vinduesproduktion, og at Alu-Glas efter at have modtaget denuntiation om overdragelsen af GSK’s fakturakrav til erhververen fortsat havde betalt, ofte uden at have undersøgt det leverede for mangler eller korrekt mængde og uden at advare EF om, at der senere kunne komme indsigelser, der knyttede sig til leverancerne. Skønt manglerne tog til, og Alu-Glas fik kendskab til en likviditetskrise hos GSK, gav Alu-Glas stadig ikke EF nogen advarsel om, at GSK havde udstedt fakturaer på ikke-opfyldte leverancer, og at Alu-Glas nu overvejede at modregne i fakturaerne. Herom oplyste Alu-Glas først efter GSK’s konkurs. På denne baggrund havde Alu-Glas ved sin adfærd skabt en legitimation for GSK til at diskontere fakturaer vedrørende mangelfulde eller ikke leverede ydelser, og havde derved påført EF en særlig risiko for at lide tab ved kontraheringen med GSK. Alu-Glas kunne derfor ikke modregne et erstatningskrav mod GSK over for EF, jf. princippet i GBL § 27.

Side 566

Dommen er i overensstemmelse med, hvad der i almindelighed antages, nemlig at en modregningsaftale indebærer, at skyldneren kan modregne over for en erhverver af hovedfordringen – her fakturafordringerne – behandles efter reglerne om indsigelser, jf. GBL § 27.⁹¹⁰910. Se Julius Lassen: Obligationsretten, alm. del, 3. udg., (1917-1920) s. 758 ff., der ligefrem opdeler den egentlige modregningsret i to grupper: Dels aftalt modregning, dels konneks modregning. Se også Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udg. (2018) s. 256 f. og 310 f. – Se endvidere Ussing: Obligationsret, Almindelig Del, 4. udg. (1967) s. 351 og Lennart Lynge Andersen m.fl.: Gældsbrevsloven med kommentarer, 3. udg. (2017) s. 195: »Aftalt modregningsret hører ligesom konneks modregning til på indsigelsessiden af skillelinjen mellem §§ 27 og 28.« Det sidstnævnte synspunkt kan tiltrædes men kan passende suppleres med den tilføjelse, at en aftalt modregningsret, der stiller skyldneren bedre, end han ville være stillet efter GBL § 28, som hovedregel vil have karakter af en sikkerhedsret for skyldneren. Denne sikkerhedsret udgør pant i egen gæld (pignus debiti). Dette indebærer, at modregningsaftalen for at være beskyttet over for f.eks. overdragerens retsforfølgende kreditorer kræver iagttagelse af en sikringsakt, in casu at der er foretaget en »indefrysning« af den fordring, som skyldneren skal kunne modregne i. Fordringshaveren skal altså være berøvet rådigheden over den fordring, som er reserveret til skyldnerens modregning (hvorved bemærkes, at sælgeren i henhold til en fakturafordring netop ikke frit kan forlange betaling af køberen, når der er aftalt en kredittid på f.eks. 30 eller 90 dage, jf. nedenfor i afsnit 5 in fine). Dommen er imidlertid et eksempel på, hvad der fremgår af slutordene i GBL § 27, nemlig at princippet gælder »medmindre andet følger af særlige retsregler«. Princippet kan være fraveget ved lov – f.eks. bestemmelsen i AFTL § 34 om overdragelse af skriftlige proforma-løfter – men også som følge af aftale eller uskrevne regler. Fravigelse kan også ske som følge af passivitet eller uforsigtig adfærd fra skyldnerens side, f.eks. såfremt skyldneren undladelse af at advare transporthaveren giver denne rimelig grund til at tro, at skyldneren ikke aktuelt har indsigelser mod fordringen, henholdsvis ikke senere vil gøre indsigelser gældende. Det følger af almindelige retsgrundsætninger om passivitet og/eller uforsigtighed, at erhververen i så fald kan opnå bedre ret end overdrageren, således at skyldneren ikke kan modregne over for erhververen (selv om der kunne have været modregnet over for overdrageren). I U 2017.1601 V havde skyldneren udvist en adfærd, der ligefrem forsynede overdrageren (kreditsælgeren) med en legitimation over for financieren, som ville medføre, at erhververen påførtes et tab, hvis modregning tillodes. Fakturaskyldnerens indsigelse om en aftalt ret til modregning ansås følgelig for fortabt. – I det pågældende tilfælde forekom resultatet såre oplagt, idet landsretten ikke blot lagde vægt Side 567 på, at der forelå en over for banken uoplyst aftale om løbende modregning mellem parterne i tilfælde af mangler og forsinkelse i deres samhandelsforhold, men også at antallet af forsinkede og fejlbehæftede leverancer var stærkt stigende på et tidspunkt, hvor køberen var bekendt med sælgerens likviditetsproblemer, som endte i et økonomiske sammenbrud. Det var under disse omstændigheder – klart – uforsigtigt af fakturaskyldneren, at han ikke advarede banken, idet skyldneren derved nedvirkede til at skaffe sælgeren bankfinansiering mod en sikkerhed, som vel kunne vise sig helt eller delvis værdiløs for banken ved netop sælgerens økonomiske sammenbrud, som fakturabelåningsaftalen ultimativt skulle sikre mod (og hvor sikkerheden ville blive undermineret af modregningsaftalen, om denne blev lagt til grund). Dommen U 2017.1601 V falder i tråd med andre afgørelser, hvor en fakturaskyldner har fortabt indsigelser, henholdsvis er blevet fundet erstatningsansvarlig over for en transporthaver, herunder ved sin uforsigtighed har skabt en legitimation for en kreditsælger med et fakturabelåningsarrangement. Som eksempler fra retspraksis skal her blot nævnes U 1993.438 H (kommenteret af Jørgen Nørgaard i U 1993B.433 ff.) om en fakturaskyldners erstatningspligt som følge af passivitet samt U 1949.74 H (omtalt af A. Drachmann Bentzon i TfR 1949 s. 193 f.), hvor en fakturaskyldner blev aftaleretligt bundet over for kreditsælgerens transporthaver.

U 1993.438 H: En tømrermester (T) havde fået bevilget en fakturabelåningskredit i Den Danske Bank A/S (forkortet: banken). I løbet af ca. to måneder udstedte T syv fiktive fakturaer – dvs. fakturaer, der ikke dækkede over noget salg med en af sine faste kunder – et Køkken- og byggecenter (forkortet: K) – angivet som debitor. I perioden på de to måneder udstedte T kun to fakturaer, som dækkede reelle købeaftaler. K blev denuntieret om alle overdragelserne. K reagerede imidlertid ikke over for banken. K sagde alene flere gange til T, at »han skulle holde op«. Under sagen forklarede K – nærmest provokerende – at han nok var »for ligegyldig med ikke hver gang at sende dem i hovedet på ham [T]« (hvilket i parentes bemærket ikke ville have været hjulpet Den Danske Bank, da det synligt for K var banken, som skulle have været advaret), og at han ved modtagelsen af fakturaerne blot konstaterede, at han ikke havde modtaget leverancen, hvorefter han lagde fakturaen »oven i bunken«. I forbindelse med T’s økonomiske sammenbrud kom de af ham foretagne bedragerier for en dag, og banken påstod K tilpligtet at betale 90 % af de fiktive fakturaers pålydende (svarende til den procentsats, hvormed der var sket belåning). Påstandsbeløbet var udtryk for, at banken ikke krævede sig stillet, som om K var aftaleretligt forpligtet – hvilket logisk ville have ført til en påstand om betaling af 100 % af fakturabeløbene – men at banken krævede erstatning for sit tab svarede til den (nu uerholdne) kredit som var ydet T på baggrund af de fiktive fakturaer. Udgangspunktet var, at T, som ikke havde modtaget nogen levering, ikke var forpligtet til helt eller delvist at honorere de fiktive fakturaer, jf. GBL § Side 568 27. For Højesteret gjorde banken imidlertid gældende, at K’s betalingspligt fulgte dels af »særlige retsregler«, jf. GBL § 27, dels af erstatningsretlige synspunkter. De »særlige retsregler«, som banken gjorde gældende, var dels AFTL § 34 om proforma, dels regler udviklet i retspraksis, jf. U 1949.74 H (og herom A. Drachmann Bentzon i TfR 1949.193 f.). Det forekom i højesteretsdommen fra 1993 ret åbenbart, at der ikke var indtrådt nogen aftaleretlig binding for T (jf. også ovenfor). Der forelå eksempelvis ikke pro forma, idet K ikke ved sin adfærd på nogen måde havde accepteret den af T anvendte fremgangsmåde (men tværtimod havde sagt fra over for K). Det var ligeledes ret åbenbart, at forholdene afveg væsentligt fra omstændighederne i U 1949.74 H, hvor en køber, der ikke havde modtaget de købte maskiner, havde underskrevet en særskilt klausul, ifølge hvilken han havde modtaget dem, og hvor afbetalingskontrakten angav, at kravet på købesummen transporteredes til et pengeinstitut.⁹¹¹911. I stedet for at betragte køberen som aftaleretligt forpligtet i overensstemmelse med erklæringens indhold (fordi han ved passivitet har fortabt indsigelsen om ikke at være bundet), kan man anse ham for erstatningspligtig for at have påført en anden et tab ved sin uforsigtighed, jf. Torsten Iversen: Obligationsret 3. del, 3. udg. (2018) s. 125, Jørgen Nørgaard i U 1977B.1 ff. og Bo von Eyben m.fl.: Lærebog i obligationsret II, 4. udg. (2014) s. 69 f. Som angivet ovenfor i teksten fører aftaleretlig binding og erstatningsansvar typisk ikke til det samme beløbsmæssige resultat (medmindre belåningsprocenten er 100). Denne forskel på aftaleretlig binding og erstatningspådragende adfærd var netop forskellen på flertallets votum og mindretallets votum i U 1949.74 H. – Sml. Hans Helge Beck Thomsen og Claus Rohde: Kreditaftaler og Ejendomsforbehold, 2. udg. (2017) s. 159. Resultatet i dommen fra 1949 må betegnes som »såre oplagt«, jf. Lars Hedegaard Kristensen: Erhvervsfinansieringsret s. 206. – I U 1993.438 H gav Højesteret med følgende begrundelse pengeinstituttet medhold i erstatningspåstanden: »Ved modtagelsen af de fiktive fakturaer og de efterfølgende denuntiationsskrivelser fra banken måtte det stå [K] klart, at banken i god tro ville belåne også disse fakturaer på samme måde, som man hidtil i det flerårige mellemværende mellem [K], [T] og [banken] havde belånt de reelle fakturaer, man havde fået overdraget til sikkerhed for [T’s] fakturabelåningskredit. I hvert fald under disse omstændigheder burde [K] have underrettet banken om, at de omhandlede fakturaer var fiktive«. Det fremgår af citatet fra præmisserne, at Højesteret lagde vægt på, at der var tale om en løbende »flerårig ordning«. Retsstillingen kan måske sammenfattes i en sætning om, at en fakturaskyldner ifalder erstatningsansvar, hvis han undlader at reagere i en situation, hvor det må stå ham klart, at der er en nærliggende risiko for, at factoringselskabet vil lide tab. En flerårig forretningsforbindelse mellem parterne taler naturligvis for reklamationspligt, men er ikke en absolut betingelse for fortabelse af indsigelser som følge af »særlige retsregler«, jf. GBL § 27. I U 1993.438 H procederede banken bl.a. på, at branchen gjorde en underretningspligt særlig nærliggende – der var tale om fakturabelåning i entreprenørbranchen, hvor fordringstransporter er meget almindelige – men Højesteret undlod at fremhæve branchesynspunktet og lagde i stedet vægt på det »situationstypiske«, hvilket Jørgen Nørgaard netop fremhæver i sin kommentar til dommen trykt i U 1993B.433 ff.

Side 569

Som flere gange anført er udgangspunktet, at erhververen af en simpel fordring ikke får bedre ret end overdrageren, jf. GBL § 27, og dette gælder som udgangspunkt også, når den indsigelse, skyldneren vil hævde, er en aftale om, at mellemværender mellem ham og overdrageren efter aftale afgøres ved modregning. Det er nærliggende – som diskurs til U 2017.1601 V – at overveje, hvorledes stillingen ville have været, hvis også overdragerens (GSK) konkursbo havde været involveret i sagen. Realiteten i den indgåede modregningsaftale var jo – uanset de praktiske grunde, der angiveligt havde motiveret aftalen – at aftalen ville fungere som sikkerhed for fakturaskyldneren, Alu-Glas, i netop en situation, hvor overdragen, GSK, måtte blive ude af stand til at honorere fakturaskyldnerens krav i anledning af forsinkede eller mangelfulde leverancer. En aftale om en udvidet modregningsadgang – altså en modregningsadgang, som stiller skyldneren bedre, end skyldneren ville være stillet efter GBL § 28 – må betragtes som en panteretslignende sikkerhed (pant i egen gæld, dvs. pignus debiti), og til beskyttelse af en sådan sikkerhedsret kræves iagttagelse af en sikringsakt, jf. også note 26 med omtale af kravet om »indefrysning« af – dvs. rådighedsberøvelse af – den fordring, som skyldneren skal kunne modregne i.⁹¹²912. Jf. Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udg. (2018) s. 311.

Selv om der er tale om pant i en fordring (mod pantsætteren selv), stiller man ikke et – meningsløst – krav om, at skyldneren skal denuntiere sig selv, jf. GBL § 31. Det kræves imidlertid, at de formål, som en GBL § 31-meddelse skal varetage, er opfyldt. Problemet er mest kendt fra aftaler mellem pengeinstitutter og deres kunder om pengeinstituttets udvidede modregningsadgang over for kunden (og navnlig dennes successorer), og her stilles der krav om, at det rådighedsberøvende formål, som er baggrunden for kravet om meddelelse i GBL § 31, er opfyldt for så vidt angår den egne gæld, hvori skyldneren (pengeinstituttet) har sikkerhed.⁹¹³913. Dette er klart tilkendegivet i f.eks. U 1995.396 Ø, der omhandlede en aftale om en banks adgang til at modregne med uforfaldne krav i kundens indlån. Østre Landsret afviste, at en sådan aftale om en udvidet modregningsadgang, der gav banken en bedre stilling end efter GBL § 28, kunne gøres gældende over for kundens udlægshæver. Hertil måtte der yderligere – som det ellers sker ved underretning af debitor efter en simpel fordring – kræves, f.eks. spærring af kontoen eller anden tilsvarende effektiv indskrænkning i kundens dispositionsfrihed. – Se om dommen og de nærmere krav til rådighedsberøvelsen Lars Hedegaard Kristensen og Henrik Kure i U 2016B.187 (194) med yderligere henvisninger. I modsætning til den gæld, som pengeinstitutter jævnlig har aftalt sig en Side 570 udvidet modregningsadgang i – nemlig indlånskonti som pantsætter kunne typisk frit kan råde over ved hævninger – er en aftale om modregning i fakturafordringer forskellig derved, at belånte fakturafordringen har et udskudt forfaldstidspunkt, når der er solgt på kredit (med en betalingsfrist på eksempelvis 30 dage).

Havde sagen refereret i U 2017.1601 V angået forholdet mellem Alu-Glas som fakturaskyldner og konkursboet efter GSK, er der grund til at overveje, om modregningsaftalen kunne have været håndhævet over for konkursboet. Som sagt var det netop en del af ordningen med GSK, at der kunne ske modregning i fordringer, således at den ved modregningsaftalen opnåede sikkerhed i egen gæld (såkaldt pignus debiti) alene ville være beskyttet mod GSK’s omsætningserhververe og retsforfølgende kreditorer, hvis der til sikring af en aftalt udvidet modregningsadgang var foretaget rådighedsberøvelse af de fordringer, over for hvilke skyldneren kunne hævde modregning.⁹¹⁴914. Det eneste formål, som meddelelseskravet tilsigter at varetage – nemlig effektiv rådighedsberøvelse, jf. Torben Jensen i U 1979B.209 (215) – kan imidlertid varetages ved en indefrysning af den fordring, som fakturaskyldneren har sikkerhed i, således at fordringen ikke kan oppebæres af overdrageren. – Se nærmere Lars Hedegaard Kristensen og Henrik Kure i U 2016B.187 (193 ff.) med yderligere henvisninger. Om GSK i nogle tilfælde havde fri rådighed over de fordringer, som Alu-Glas efter aftalen kunne modregne i, kan imidlertid ikke afgøres med sikkerhed, idet den praktiserede ordning ikke er detaljeret beskrevet i dommen. – Ordningen forekommer dog at have været noget »løs« med oplysningerne om, at de fakturafordringer, som indgik i arrangementet, oprindelig havde en usædvanlig kort kredittid (typisk otte dage), og at man følgelig modregnede med krav i anledning af mangler ved varer, som der ikke havde været tid til at undersøge, og i krav på tilbagebetaling af købesummer erlagt for ikke varer, som man ikke engang havde haft tid til at konstatere var leveret.

6. Sammenfatning

I artiklen behandles de særlige modregningsproblemer, som opstår i forbindelse med belåning af fakturaer, som udspringer af løbende samhandel mellem en kreditsælger og en eller flere af dennes aftagere. I artiklen fokuseres på konnekse modkrav, hvorom det hævdes at gælde

Side 571

•  – at kerneområdet er krav, der hidrører fra »samme retsforhold« (typisk samme aftale). Dette er gældsbrevslovens ordning, som den fremgår både af GBL § 18, stk. 2, og af GBL § 28 (og forarbejderne hertil i Udkast (1935)), og som den er fastslået i højesteretspraksis, jf. U 2011.1267 H (modsat afgørelsen i U 1994.307 V, der er forkert),
•  – at der i disse tilfælde ikke bliver tale om nogen konkret hensynsafvejning, da kravene er konnekse,
•  – at konnekse modkrav kan gøres gældende over for kreditsælgerens financier efter tilsvarende principper som indsigelser, jf. herved GBL § 27 (dvs. selvom om modregningsbetingelserne i GBL § 28 ikke er opfyldt, jf. U 1997.910/1 H samt U 2011.1267 H),
•  – og at krav ikke med modregningsretlig relevans kan være mere eller mindre konnekse (dvs. at konneksitetsbegrebet ikke kan gradbøjes).

Konneksitetsbegrebet kan konkret strækkes videre end til krav, der udspringer af en og samme aftale. Som eksempel herpå anføres fra nyere retspraksis U 2011.1267 H. Dommen, der angik et løbende samhandelsforhold, giver imidlertid ikke anledning til videregående slutninger om, at der kan antages at foreligge konneksitet, alene fordi et kundeforhold har bestået over en vis – længere – periode. I det konkrete tilfælde fandt Højesteret, at et længerevarende forretningsforhold havde udviklet sig til en »én vedvarende samhandelsaftale«, og at der var konneksitet mellem krav på købesummer for leverancer (sket i en aftaleperiode) og senere opståede erstatningskrav (for misligholdelse i en anden aftaleperiode). Det bemærkes herved,

• – at der var indgået en uafbrudt række aftaler med en løbetid på seks måneder og med en betydelig grad af ensartethed,
• – at disse aftaler løbende var blevet forlænget over en årrække (og stedse inden udgangen af den løbende seksmåneders-periode),
• – og at der i »hvert fald« fandtes at foreligge konneksitet henset til, at der var hengået et kortere tidsrum mellem (1) de leverancer, som begrundede hovedkravet (i slutningen af én aftaleperiode), og (2) de erstatningskrav på mistet fortjeneste (som følge af misligholdelse i starten af den følgende aftaleperiode).

For modregning med ikke-konnekse modkrav gælder GBL § 28, som primært beskytter skyldnerens forventning om at kunne have afgjort mellemværendet med sin oprindelige kreditor qua modregning. Hverken Side 572 ordlyden af bestemmelsen eller de bagvedliggende hensyn er imidlertid nogen hindring for modregning med krav

• – som nok bestod, men som modregneren ikke havde eller kunne have nogen som helst anelse om, da han fik kundskab eller formodning om overdragelsen af hovedfordringen,
• – som er opstået for modregneren på en fuldstændig tilfældig og ikke-påregnelig måde,
• – som ikke er kommet på skyldnerens hånd som følge af erhvervelse via en aftale om overdragelse, og
• – som udspringer af realdebitors misligholdelse, f.eks. erstatningskrav, der må anses for en videreførelse af den oprindeligt indgåede aftale (altså træder i stedet for kravet på korrekt opfyldelse) og derfor også i henseende til modregning må anses for stiftet ved indgåelsen af denne aftale (dvs. ikke på misligholdelsestidspunktet).

Hvad der almindeligvis antages om fortabelse af indsigelser ved uforsigtig adfærd, henholdsvis passivitet fra kreditkøberens side, gælder – ikke overraskende – tilsvarende for aftaler om modregning (aftaler der i parentes bemærket må henføres under GBL § 27 dvs. ikke GBL § 28). Som eksempel herpå fra nyere retspraksis behandles U 2017.1601 V, hvor en kreditkøber havde handlet uforsigtigt og forsynet kreditsælgeren med en sådan legitimation over for financieren, at kreditkøberen ikke kunne gøre en række (erstatnings)krav gældende over for financieren til kompensation i dennes betalingskrav i henhold til senere opståede og belånte fakturaer. Vestre Landsret lagde herved bl.a. vægt på, at køberen havde udsat financieren for en særlig risiko ved ikke at reagere i anledning af, at antallet af fejlbehæftede leverancer var stigende, samtidig med at kreditsælgeren – køberen bekendt – befandt sig i en likviditetskrise, der endte i det økonomiske sammenbrud, som fakturabelåningsaftalen skulle sikre banken imod, men som ville blive undermineret af modregningsaftalen mellem køberen og sælgeren. I den konkrete sag kunne den løst administrerede – men i dommen ikke fuldt oplyste – modregningsaftale muligvis have haft karakter af pant i egen gæld, hvilket ville have krævet foretagelse af sikringsakt i form af rådighedsberøvelse til beskyttelse over for overdragerens retsforfølgende kreditorer (in casu overdragerens konkursbo, der i parentes bemærket ikke var part i sagen).

Side 573