3.1. Forsikring, erstatning eller pension

Hustruens advokat påberåbte sig for Højesteret som den primære hjemmel til at holde beløbet uden for delingen, at beløbet på linje med en personskadeerstatning kunne holdes uden for formuefællesskabet efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, eller dennes analogi.

Mandens advokat anførte, at beløbet nærmest var kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, som efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 3, indgår i formuefællesskabet.

Højesteret tog ikke stilling hertil, da den fandt en anden bestemmelse direkte anvendelig, jf. herom straks nedenfor.

Byrettens flertal og landsretten fandt ikke beløbet omfattet af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, med den begrundelse, at der ikke var tale om en personskadeerstatning. Dette synspunkt er utvivlsomt rigtigt, men Side 372 ifølge forarbejderne til erstatningsansvarsloven⁵⁴⁶546. LFF 7 af 6. februar 1984. var det imidlertid ikke tanken, at der skulle sluttes modsætningsvist fra bestemmelsen om erstatninger til forsikringer. En dommer i byretten ville da også give hustruen medhold efter en analogi af § 18, stk. 2. Spørgsmålet er derfor, hvilken form for erstatning for personskade – om nogen – forsikringsbeløbet svarer til.

Det er fast antaget, at beløb, der udbetales efter en ulykkesforsikring som menerstatning svarer til den erstatning, der efter erstatningsansvarslovens § 2 ydes for personskade. En sådan erstatning kan derfor holdes uden for delingen i medfør af en analogi fra erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2.

Højesteret beskriver beløbet som en engangsydelse i anledning af førtidspension, der er tilkendt som følge af nedsat erhvervsevne.⁵⁴⁷547. Mads Bryde Andersen betegner beløbet som invalidesum i sin bog Dansk Pensionsret. Det er også den betegnelse, der jævnligt bruges i forsikringsbetingelserne. I bogen Arbejdsmarkedspension af Mads Bryde Andersen og Jens Kristiansen beskrives beløbet som en del af invalidedækningen, som kompenserer for varigt tab af erhvervsevnen. Det vil sige, at der ikke er tale om en mengodtgørelse i anledning af invaliditet, men nærmere om et beløb, der svarer til erstatning for tab af erhvervsevne. Betingelsen for tilkendelse er imidlertid ikke »personskade«, men kan være lidelser af mangeartet karakter. Jeg ville derfor have været meget i tvivl om, hvorvidt beløbet med hjemmel i en analogi fra erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, kunne holdes uden for formuefællesskabet. Hvis der ikke havde været andre bestemmelser, der gav hjemmel hertil, kunne det dog være nærliggende at anvende bestemmelsen analogt, da det er det fremtidige tab af evnen til at skaffe sig indtægter ved erhvervsarbejde, beløbet skal kompensere for. Det er derimod ikke nærliggende at sammenligne beløbet med erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

I den nye lov om ægtefællers økonomiske forhold er der nu lavet en særskilt bestemmelse om personlige erstatninger. I § 36 er det fastsat, at værdien af en ægtefælles erstatninger, godtgørelser og forsikringsudbetalinger m.v., der skyldes erhvervsevnetab, varigt men, svie og smerte, kritisk sygdom og tort, ikke indgår i formuedelingen i det omfang, det modtagne er i behold.

Hustruens advokat påberåbte sig dernæst retsvirkningslovens § 16 b, stk. 2 (nu § 34, stk. 2, i lov om ægtefællers økonomiske forhold), som Side 373 hjemmel til at kunne udtage beløbet forlods. Efter denne bestemmelse udtager ægtefællerne forlods beløb fra rimelige pensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt.

Byretten og landsretten udtalte, at beløbet ikke udgør en forsikring, der skal erstatte en manglende aldersopsparing, og at der var tale om en forsikring og ikke en pension, hvorfor beløbet ikke var omfattet af retsvirkningslovens § 16 b, stk. 2.

Bemærkningen om, at der ikke er tale om et beløb, der skal erstatte manglende aldersopsparing, kunne lede tanken hen imod, at kun aldersopsparing er omfattet af retsvirkningslovens bestemmelser om forlods udtagelse. Mandens advokat anerkendte da også, at havde engangsbeløbet været udbetalt som en engangssum ved alder, ville beløbet kunne udtages forlods.

Det er muligt, at det er en bemærkning fra Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender i lovforslaget, der har givet anledning til tankegangen. I lovforslaget anføres nemlig, at »det for pensioner er tydeligt, hvad formålet er – nemlig alderdomsforsørgelse«⁵⁴⁸548. LFF 146 af 26. januar 2006 Det er utvivlsomt også det væsentligste formål, men bestemmelserne i loven om pensionsrettigheder omhandler både pension i anledning af alder og pension som følge af nedsat erhvervsevne. Mange pensionsordninger – vel nok de fleste – indeholder både dækning ved førtidspensionering og ved alderspensionering. Af Ægtefællepensionsudvalgets betænkning fremgår da også udtrykkeligt, at pensionstyperne også omfatter invalideydelser, der dækker ved nedsættelse af erhvervsevnen.⁵⁴⁹549. Bet. 1466/2005 s. 35. Det er derfor nok mere korrekt at anføre, at pensionsrettighedernes formål er forsørgelse.

Både byretten og landsretten nåede frem til, at beløbet indgik i formuefællesskabet, da ingen af de bestemmelser, som hustruen påberåbte sig, fandt anvendelse. Højesteret nåede til det modsatte resultat, da retsvirkningslovens § 16 b, stk. 2, fandtes direkte anvendelig. Højesteret udtalte, at udbetalingen af gruppeforsikringen var en del af hustruens overenskomstmæssige pensionsordning, at udbetalingen skete som følge af, at hustruen var tilkendt førtidspension, og at det udbetalte beløb som en del af hendes pensionsordning var omfattet af retsvirkningslovens § 16 b, stk. 2.

Dette synspunkt var der god støtte for i Ægtefællepensionsudvalgets betænkning s. 201 f., hvor efter udbetalte pensioner i form af engangska-Side 374pitaler eller såkaldte supplerende engangsydelser – i modsætning til løbende ydelser fra en pensionsordning – kan holdes uden for bodelingen. I lovforslagets bemærkninger, pkt. 3.3.1, var der tilslutning hertil.

3.2. Ikke må anses for forbrugt

Forlodsudtagelsen efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 2, er imidlertid betinget af, at »beløbene ikke må anses for at være forbrugt«. Kriteriet svarer til det, der gælder efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2.⁵⁵⁰550. I § 36 om personlige erstatninger i lov om ægtefællers økonomiske forhold anvendes udtrykket »i det omfang det modtagne er i behold«. Afgørelsen var ikke helt let, da beløbet var indsat på en konto, hvor der fra marts 2010, hvor beløbet blev udbetalt til hustruen og indsat på hendes almindelige grundkonto, til formuefællesskabets ophør i januar 2014 havde været betydelig indsættelser og hævninger. Der var således løbende hævet i alt knap 1 mio. kr. Mandens advokat gjorde derfor gældende, at beløbet var sammenblandet med hustruens øvrige formue, og beskyttelsen var dermed mistet. Beløbet kunne være hævet op til flere gange, og der var intet bevis for, at det var de 142.000 kr., der var tilbage på kontoen.

Højesteret noterede, at der havde været betydelige indsættelser og hævninger på kontoen. På indsættelsestidspunktet havde der kun stået et mindre beløb, og saldoen havde aldrig været under ca. 150.000 kr. Under disse omstændigheder fandt Højesteret det godtgjort, at beløbet ikke var forbrugt.

Det var altså hustruen, der havde bevisbyrden for, at beløbet ikke var forbrugt, men det var ikke et krav, at beløbet var holdt adskilt. Beløbet måtte således godt stå på en konto, som også blev brugt til andre indsættelser, når blot det blev sikret, at det hele tiden var til stede – i behold. En sammenblanding med hustruens løbende indtægter var altså ikke til hinder for, at beløbet ikke måtte anses for at være forbrugt.⁵⁵¹551. Se til sammenligning TfA 2014.324 V, hvor det ikke fandtes muligt med sikkerhed at adskille hustruens midler fra en personskadeerstatning fra ægtefællernes øvrige midler.

Afgørelsen er ikke uden praktisk betydning. Den pågældende pensionskasse, PKA, er en stor pensionskasse, men ikke blandt de allerstørste. PKA havde i 2016 udbetalinger af summer som følge af førtidspension med et samlet beløb på 16,6 mio. kr., og i det første halvår af 2017 var der allerede udbetalt 52 sådanne summer.

Side 375

4.1. Et rimeligt niveau

Sagen for Højesteret vedrørte kun det sidste spørgsmål om periodisering. Alligevel kan der efter min opfattelse i præmisserne også hentes en vis hjælp til besvarelse af det første spørgsmål om, hvad der er et rimeligt niveau.

I præmisserne skriver Højesteret: »Ved rimelighedsvurderingen må der tages udgangspunkt i, hvad der på indbetalingstidspunktet er den sædvanlige arbejdsmarkedspensionsindbetaling for den pågældende erhvervsgruppe eller sammenlignelige grupper. En årlig indbetaling ud over det, der svarer til sædvanlig arbejdsmarkedspension, kan som udgangspunkt ikke anses som en rimelig indbetaling for den dels vedkommende, der overstiger sædvanlig arbejdsmarkedspension.« Disse udsagn bygger også på lovens forarbejder, hvor ministeriet i de almindelige bemærkninger⁵⁵³553. LFF 146 af 26. januar 2006 pkt. 3.3.1. anfører, at der til afgørelsen af, hvad der er en rimelig pensionsordning må »tilvejebringes en så objektiv målestok som muligt«, og i Side 377 de specielle bemærkninger er der udtalelser, der ligger tæt op ad den formulering, som Højesteret har anvendt i sine præmisser.

I en række pensionsretlige fremstillinger har det været opfattelsen,⁵⁵⁴554. Irene Nørgaard, som note 1, s 31, Jørgen U. Grønborg: Kommentar til RVL § 16 b, s 8, og Gitte Meldgaard Abrahamsen, som note 1, s 102. at de muligheder, som visse pensionskasser har åbnet op for, at man kan betale f.eks. 3 eller 5 % i frivillige ekstra bidrag, som udgangspunkt vil være opsparing, der skal deles.⁵⁵⁵555. Det kan i nogle tilfælde være svært at afgøre, hvad der er ekstra, og hvad der er sædvanligt. I U 2012.1075 Ø vurderede landsretten, at en supplerende pensionsordning til en tjenestemandspension i form af en kapitalpension i et pensionsselskab var en sædvanlig arbejdsmarkedspension og en rimelig pensionsrettighed, da den var forhandlet på organisationsniveau og led i mandens chefaftale. I U 2013.1951 V fik manden også medhold i, at han kunne holde en supplerende pensionsordning til en tjenestemandspension uden for delingen, da den var obligatorisk. Det er jeg enig i. Højesterets begrundelse må anses for en tilslutning til ægtefællepensionsudvalgets flertals opfattelse. Har en ægtefælle foretaget en ekstra opsparing i ønsket om en større dækningsgrad end f.eks. vedkommendes arbejdsmarkedspension sikrer, bør værdien af en sådan ekstra opsparing sidestilles med anden opsparing og indgå i delingen med den anden ægtefælle, medmindre den anden ægtefælle har foretaget tilsvarende ekstra opsparing.

En anden problemstilling angår ekstra arbejde. Om dette skriver f.eks. Irene Nørgaard,⁵⁵⁶556. Irene Nørgaard som note 1, s. 30 f. at udgangspunktet må være, at lønmodtageres ekstra arbejde ikke udvider området for rimelige pensionsrettigheder. For lønmodtagere med regelmæssige merindtægter eller biindtægter – eksempelvis en sygeplejerske, der sædvanligvis har mange ekstra nattevagter, en dommer med faste biindtægter – er spørgsmålet formentlig, om det er sædvanligt, at merindtægten efter sin art medfører ekstra pensionsindbetaling. Gør den det, må den nok falde ind under rimelige pensionsrettigheder. Det er jeg også enig i, og ræsonnementet kan derfor fortsættes med, at hvis merindtægterne ikke efter deres art medfører ekstra pensionsbidrag, kan frivillige indtægter baseret på merindtægterne ikke holdes uden for delingen, selv om de procentuelt holder sig inden for det sædvanlige arbejdsmarkedsniveau.

Men der er alene tale om et udgangspunkt, og der er derfor situationer, som kan og bør behandles anderledes.

Side 378

Det typiske eksempel, som er nævnt i betænkningen, lovforslaget og også i Højesterets præmisser, er den situation, hvor den ene ægtefælles pensionsordning er mindre end den andens, og der indbetales op til den andens niveau. Den ægtefælle, der har fuldtidsarbejde og i kraft heraf en arbejdsmarkedspension eller lignende, kan altså indbetale til en pension, der giver en højere dækning end den, der gælder for den pågældendes eget fagområde, når dette niveau giver en lavere dækning end den anden ægtefælles. En sygeplejerske, der er gift med en læge, vil således kunne supplere sin overenskomstmæssige dækning op til ægtefællens niveau uden at skulle dele de ekstra indbetalinger.

4.2. Periodisering

I lovforslagets bemærkninger er spørgsmålet om periodisering ikke særskilt omtalt, udover at det anføres, at ægtefæller, der ikke er omfattet af en pensionsordning som led i ansættelsen, kan indbetale tilsvarende »regelmæssige pensionsbidrag«. Ministeriet tilslutter sig dog generelt udvalgets flertal, og i betænkningen er der flere udsagn, som må forstås som en snæver periodisering. I betænkningen er det således anført, at hvis en ægtefælle samtidig med sin sædvanlige pensionsopsparing foretager en ekstra opsparing, skal værdien af denne ekstra pensionsopsparing indgå i delingen, da den som udgangspunkt bør sidestilles med anden opsparing. Har den ekstra indbetaling til formål at kompensere for, at pensionsopsparingen er påbegyndt i relativt sen alder som følge af, at der slet ikke har været pensionsdækning på ægtefællens arbejdsområde, at der har været beskedne indbetalingsprocenter, eller fordi ægtefællen er kommet sent ind på arbejdsmarkedet, er udgangspunktet stadig, at værdien af den ekstra indbetaling skal indgå i delingen.

Linda Nielsen forholder sig kritisk til denne noget restriktive fortolkning af »rimelige« pensionsordninger.⁵⁵⁷557. Linda Nielsen og Annette Kronborg som note 1, s. 204. Hun anfører således, at det efter hendes opfattelse kunne være mere nærliggende at acceptere de forhøjede bidrag som rimelige på samme måde som de grupper (piloter, balletdansere, sangere og lignende), der har et kortere opsparingsforløb, i hvert fald hvor de forhøjede bidrag skyldes, at pensionsopsparingen er påbegyndt i en relativt sen alder. Man kunne da også nemt få den tanke, at den ægtefælle, der holder sig inden for niveauet for en sædvanlig pension, i vidt omfang måtte fordele sine indbetalinger, som det bedst passede, Side 379 og f.eks. nedsætte sine indbetalinger i nogle år og indbetale mere i andre år. Jeg har således selv en vis forståelse for Linda Nielsens udsagn – at det rimelige skal forstås primært i forhold til niveauet for den pensionsordning, en ægtefælle kan udtage uden at skulle dele. Med Lisbeth Faurdals⁵⁵⁸558. Lisbeth Faurdal: Sondringen mellem »rimelige« og »ekstra« pensionsrettigheder ved separation og skilsmisse, TfA 2007.54. ord kan det umiddelbart forekomme urimeligt, at sådanne indbetalinger ikke skal anses som »rimelige«.

Højesteret udtalte i sit generelle afsnit, at: »[d]et forhold, at en høj pensionsindbetaling har til formål at kompensere for manglende eller lave indbetalinger i tidligere år, kan ikke i sig selv føre til, at den høje indbetaling anses for rimelig for hele beløbets vedkommende.« Højesteret tilsluttede sig altså også på dette punkt udvalgsflertallet. Højesterets tilslutning til udvalgsflertallet skal formentlig også på dette punkt ses i lyset af det, som Højesteret også startede sin vurdering med, nemlig at den ægtefælle, der har den største pensionsordning, ikke også forlods skal kunne udtage en ekstra opsparing. Set i forhold til den anden ægtefælle flyttes opsparing, som skal deles, til pensionsindbetalinger, der kræves holdt udenfor.

Kravet om regelmæssighed er imidlertid kun et udgangspunkt. Højesteret anfører således, at selv om indbetalinger har til formål at kompensere for manglende eller lave indbetalinger i et eller flere år, kan udgangspunktet fraviges, hvis den ægtefælle, der indbetaler mere end sædvanlig arbejdsmarkedspension er den, der i forvejen har den mindste pensionsopsparing. Dette ligger fint i forlængelse af lovens forarbejder. Højesteret tilføjer imidlertid endnu et eksempel, hvorefter udgangspunktet må fraviges. Det gælder nemlig også, hvis grunden til, at den pågældende er kommet bagud med sin pensionsopsparing som følge af manglende eller lave betalinger i et eller flere år, skyldes fravær fra arbejdsmarkedet af familiemæssige grunde. Og endelig tilføjer Højesteret, at der også kan tænkes andre situationer, hvor det er rimeligt, at en ægtefælle i et år indbetaler højere bidrag end sædvanlig arbejdsmarkedspension for at kompensere for manglende eller lave indbetalinger i tidligere år.

Højesteret fandt altså, at kravet om regelmæssighed i forbindelse med opfyldningsopsparing ikke kunne forstås så snævert, at det udelukker fra altid at kunne indhente »tabte« pensionsbidrag.⁵⁵⁹559. Se i samme retning Gitte Meldgaard Abrahamsen som i note 1, s. 123 ff.

Side 380

4.3. Selvstændige erhvervsdrivende

Alt det foregående er baseret på udtrykket » sædvanlige pensionsordninger«, men i betænkningen og også i lovforslaget anerkendes det, at selvstændige erhvervsdrivende ofte vil have et andet opsparingsforløb end lønmodtagere, og at der ved vurderingen af, hvad der er en rimelig pension, må lægges vægt på, om ordningen er rimelig ud fra virksomhedens økonomiske forhold. Det vil sige, at selvstændiges rimelige pensionsniveau må lægges ud fra virksomhedens økonomiske forhold, og der stilles ikke de samme krav til kontinuitet (forløbet).

Som anført af Lisbeth Faurdal⁵⁶⁰560. Som note 14. fremgår det ikke af forarbejderne, om der ved skilsmissen skal laves et samlet skøn over pensionsordningens størrelse i forhold til virksomhedens økonomi, eller om indbetalingerne i de enkelte år har været rimelige i forhold til virksomhedens økonomiske forhold det pågældende år. Hendes bud er, at det sidste vil stemme overens med situationen for lønmodtagere og samtidig forhindre, at en ægtefælle de sidste år før en skilsmisse kanaliserer penge, der ellers skulle være delt, over på en pensionsordning.⁵⁶¹561. Se til eksempel Retten i Hernings utrykte dom af 26. september 2016 (BS SKS æ-794/2015), hvor der – formentlig helt med rette – anerkendtes et ganske varierende indbetalingsforløb for en selvstændig erhvervsdrivende.

Højesteret fastslog, at rimelighedsvurderingen må foretages under hensyn til, at selvstændige erhvervsdrivende ofte vil have et andet pensionsopsparingsforløb end lønmodtagere, og at der derfor ikke kan stilles de samme krav til regelmæssigheden i pensionsopsparingsforløbet som til lønmodtagere. Vurderingen må navnlig bero på, om pensionsordningen, herunder indbetalingernes størrelse og forløb, må anses for rimelig ud fra virksomhedens økonomiske forhold. Det påhviler den selvstændigt erhvervsdrivende at godtgøre, at dette er tilfældet.

Højesteret fastslog herved, at det er den ægtefælle, der kræver beløb holdt uden for ligedelingen, der har bevisbyrden, Herved afklaredes den tvivl, der har været i den juridiske litteratur.⁵⁶²562. Gitte Meldgaard Abrahamsen gennemgår problemstillingen s. 308 ff. i bogen nævnt i note 1.

Ægtefællerne var enige om, at 18 % var et rimeligt niveau, og der blev ikke sat spørgsmål ved, om procenten kunne beregnes af den fulde løn i virksomheden. Konkret nåede overskuddet således ikke op på en sådan Side 381 størrelse, at der var grundlag for at mene, at der måtte være et maksimum for størrelsen af det overskud, procenten kunne beregnes af.

Konkret nåede speciallægen ikke op på mere end samlede pensionsbidrag på 8,5 % i de 7 år, hvor han var selvstændig. Hvis han havde indbetalt løbende, ville han have kunnet holde dobbelt så store indbetalinger uden for delingen. Han forklarede således, at han som selvstændig ikke havde sikkerhed for, hvor meget han ville tjene, og at der ikke var knyttet en pensionsaftale til hans indkomst fra privathospitalet. Det første år som selvstændig ville han se, hvor meget han ville tjene. og at det var en henvendelse fra banken, der gjorde ham opmærksom på, at han relativt set var bagud med sin pensionsopsparing. Han valgte derfor store indbetalinger i 2011 og 2012, hvor han havde pengene til det.

Hans forklaring er formentlig på linje med mange andre, der starter som selvstændigt erhvervsdrivende. Man vil lige se tiden an. »Problemet« for speciallægen var imidlertid, at det meget hurtigt kom til at gå godt med indtjeningen. Det var således ikke begrundet i virksomhedens økonomiske forhold, at han i årene forud for 2011 og 2012 ikke eller kun beskedent indbetalte til en pensionsordning. Den forklaring, han gav om det ujævne forløb, var således ikke tilstrækkelig til at løfte bevisbyrden. Man kan på en måde sige, at han blev straffet for at være forsigtig i de første år, men man kan også mene, at han blev holdt fast på, at han havde valgt at spare op i virksomheden. Også denne forholdsvis strenge vurdering må ses i lyset af den afvejning mellem de pensionspolitiske og familiepolitiske hensyn, der ligger bag reguleringen. Vel får speciallægen kun lov til at udtage pensioner svarende til de 18 %, som en overenskomstansat læge ville have ret til, men på grund af speciallægens højere indtægter får denne dog lov til at udtage pensioner for væsentligt større beløb.

Højesteret betegner indbetalingerne som »meget høje bidrag«. For 2011 blev der således indbetalt 650.000 kr. svarende til 31,89 % af indtjeningen, og i 2012 500.000 kr. svarende til 24,06 %. Bidragene var da også både nominelt og procentuelt meget høje. Højesteret udelukker ved sin formulering ikke, at mindre overskridelser i enkelte år vil kunne være berettigede.

Bobehandleren havde efter anmodning fra parterne afgivet en indstilling i tvisten. Bobehandleren nåede til samme resultat som det endelige, men med en lidt anden begrundelse. Bobehandleren lagde til grund, at manden til trods for et pænt overskud i flere år ikke havde indbetalt til pension. Baggrunden for, at selvstændige erhvervsdrivende eventuelt skal kunne indbetale mere enkelte år for at kompensere for manglende Side 382 betalinger i andre år, er, at de skal have mulighed for at opbygge virksomheden, ligesom der kan være år med underskud eller et lille overskud, hvor det ikke er muligt at indbetale. Bobehandleren skrev, at hun havde forstået, at situationen var den, at mandens virksomhed bestod i, at han udførte arbejde for privathospitaler, og at han således mindede meget om en lønmodtager, men blot har et CVR-nr. Under sagens gang i retssystemet blev oplysningerne om mandens virksomhed uddybet, og det kunne efter min opfattelse ikke lægges til grund, at manden ikke i starten som forklaret af ham havde grund til at være usikker på sine indtjeningsmuligheder og dermed havde et vist behov for at se tiden an. Men bekymringerne burde være forsvundet relativt hurtigt. Der er efter min opfattelse ikke grundlag for et synspunkt om, at nogle selvstændige minder om lønmodtagere, som et selvstændigt kriterium. Er situationen den, at en ægtefælle med selvstændig virksomhed har en status svarende til en lønmodtagers, vil virksomhedens økonomiske forhold ikke kunne begrunde et uregelmæssigt indbetalingsforløb.

Byretten var i sin afvisning af udtagelsen af de meget store bidrag i 2011 og 2012 inde på, at manden i de sidste år, hvor skilsmissen nærmede sig, nedbragte opsparingen i virksomheden og i stedet valgte at indbetale ekstra store beløb på en nyoprettet pensionsordning. Hvis det kunne lægges til grund, at der var tale om en »illoyal flytning« af fællesbomidler kort før en skilsmisse, kan det godt indgå som et moment i vurderingen af det rimelige,⁵⁶³563. I Østre Landsrets dom af 28. oktober 2016 (TfA 2017.49) indgik det – formentlig med betydelig vægt – at to ekstraordinære indbetalinger på i alt 339.000 kr. var sket på et tidspunkt, hvor ægtefællerne havde drøftet separation. men der var efter min opfattelse ikke grundlag for at forkaste mandens forklaring om, at skilsmisse ikke var på tale de pågældende år. Han indbetalte da også kun et meget beskedent beløb i 2013 – året forud for skilsmissen.

Rigtig mange selvstændige erhvervsdrivende sparer ikke op til pension, men sparer op i virksomheden. De har mulighed for at indsætte et ganske stort beløb med fuldt skattefradrag i forbindelse med ophør eller delvist ophør af deres virksomhed (»ophørspension«). Højesteret kom ikke til at tage stilling hertil, men efter min opfattelse vil kravet om regelmæssighed ikke forhindre, at en selvstændig erhvervsdrivende i kraft heraf vil kunne holde en pensionsordning, der er rimelig ud fra virksomhedens økonomiske forhold, uden for delingen.

Side 383