Professor, dr.jur. Jens Kristiansen, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

1. Indledning

Inden for de senere år er den juridiske teori for alvor begyndt at beskæftige sig med de mange retlige spørgsmål, der knytter sig til pensionsordninger, som forvaltes af finansielle virksomheder. Mads Bryde Andersen har været en drivende kraft i udviklingen af pensionsret som en juridisk disciplin, og hans markante litterære bidrag er en glimrende illustration af den lyst og evne til at opdyrke nye retsområder, der generelt kendetegner hans imponerende forfatterskab.⁵⁰⁶506. Se navnlig Mads Bryde Andersen og Jesper Mark, Dansk pensionsret, 2. udg., Gads Forlag, 2017.

En særlig – og voksende – gruppe af pensionsordninger knytter sig til ansættelsesforhold. Langt den overvejende del af lønmodtagerne på det danske arbejdsmarked har en pensionsordning i kraft af en kollektiv overenskomst eller en firmapensionsaftale. Arbejdsmarkedspensionerne indtager i dag en nøgleposition i det samlede danske pensionssystem, der er bredt anerkendt for både at sikre tryghed for den enkelte og understøtte holdbare offentlige finanser.⁵⁰⁷507. Det danske pensionssystem har f.eks. indtaget førstepladsen de sidste seks år på det globalt anerkendte Mercer-index, jf. senest Australian centre for Financial Studies, Melbourne Mercer Global Pension Index, 2017.

En arbejdsmarkedspension er – retligt set – en livsforsikring, men adskiller sig fra almindelige (private) livsforsikringer. Den overenskomstmæssige forankring opstiller en anden og mere kompleks aftaleretlig Side 333 ramme for pensionsordningen end den personlige aftale mellem en kunde og et forsikringsselskab. Samtidig er pensionsordninger særegne i en arbejdsretlig henseende ved at basere sig på et trepartsforhold mellem en lønmodtager, en arbejdsgiver og et pensionsinstitut.

Det komplekse retlige landskab, der karakteriserer arbejdsmarkedspensionerne, har i de senere år været genstand for indgående juridiske analyser. I en fremstilling fra 2009 fremhævede Mads Bryde Andersen og jeg den fremtrædende rolle, som overenskomstparterne spiller for aftalerelationerne mellem den enkelte sikrede og pensionsinstituttet, herunder for adgangen til at ændre i pensionsordningen.⁵⁰⁸508. Mads Bryde Andersen og Jens Kristiansen, Arbejdsmarkedspension, DJØF Forlag, 2009. I en ph.d.-afhandling fra 2011 stillede Lisbeth Faurdal sig kritisk over for nogle af punkterne i analysen og betonede i højere grad den sikredes ret til selv at råde over pensionsordningen, herunder i form af individuel accept til ændringer i ordningen.⁵⁰⁹509. Lisbeth Faurdal, Aktuelle temaer i pensionsretten, Karnov Forlag, 2011.

De teoretiske analyser bærer præg af, at det har været – og stadig er – småt med retspraksis om arbejdsmarkedspensioner. Der foreligger dog nu mere praksis, herunder nogle nyere afgørelser fra Højesteret, som kan kaste yderligere lys over arbejdsmarkedspensionens retlige stilling.

2. Arbejdsmarkedspension som led i overenskomstsystemet

Arbejdsmarkedspension kom på den politiske dagsorden i 1980’erne med et Socialdemokratisk beslutningsforslag om at etablere en ny selvstændig arbejdsmarkedspensionsordning.⁵¹⁰510. FT 1985-86, tillæg A, sp. 6321 ff. Forslaget blev fremsat i »erkendelse af vanskelighederne ved at sikre samtlige lønmodtagere en rimelig tillægspension gennem aftaler på arbejdsmarkedet«.⁵¹¹511. FT 1985-86, tillæg A, sp. 6325. Forslaget mødte bred politisk opbakning, men et flertal foretrak dog at knytte ordningerne til overenskomstsystemet, bl.a. for at sikre, at parterne selv kom til at finansiere udgifterne.

I en fælles erklæring af 8. december 1987 udtrykte regeringen og arbejdsmarkedets parter enighed om, at lønudviklingen fremover skulle Side 334 knyttes til udviklingen i konkurrenceevnen. Som et element i fælleserklæringen var parterne også enige om, at der burde ske en udbygning af arbejdsmarkedspensioner til de grupper, der ikke allerede havde sådanne ordninger. Efter forgæves trepartsforhandlinger mellem DA, LO og regeringen om én fælles ordning blev der indført pensionsordninger i de fleste overenskomstforhold ved overenskomstfornyelsen på det offentlige område i 1989 og på det private område i 1991, selv om pension ikke var noget højt prioriteret emne blandt fagforeningernes medlemmer.⁵¹²512. Se nærmere om det meget komplicerede forhandlingsforløb, der førte til de nye arbejdsmarkedspensioner Jesper Due & Jørgen Steen Madsen, Fra magtkamp til konsensus, Arbejdsmarkedspensionerne og den danske model, DJØF Forlag 2003.

Udbredelsen via kollektive overenskomster gjorde arbejdsmarkedspension til et anliggende for arbejdsmarkedets parter på linje med de fleste andre løn- og arbejdsvilkår. Det er således et overenskomstanliggende, om der skal være en pensionsordning, at fastlægge pensionsbidragenes størrelse og fordeling mellem parterne, at udpege det pensionsinstitut, der skal administrere ordningen, at fastsætte betingelserne for at være omfattet af ordningen og at sammensætte pensionsydelserne.

Overenskomstparterne er udstyret med en såkaldt organisationsfuldmagt. Der er ikke tale om en klassisk aftaleretlig fuldmagt, men om en mere vidtgående arbejdsretlig beføjelse til at fastlægge løn- og arbejdsvilkårene med bindende virkning for de berørte lønmodtagere og arbejdsgivere. Den vidtgående organisationsfuldmagt er forankret i arbejdsretslovens regler og forudsætter derfor ikke en udtrykkelig aftale mellem organisationen og medlemmet. Arbejdsretslovens regler om bodsansvar, organisationernes søgsmålsmonopol og fagretlige afgørelsers eksekutionskraft i §§ 12, 13, 23 og 34 forudsætter således, at medlemmerne er forpligtede til at respektere de overenskomstmæssige vedtagelser, som organisationerne påtager sig i forhold til hinanden.⁵¹³513. Se nærmere herom Jens Kristiansen, Den kollektive arbejdsret, 3. udg. 2014, s. 144 ff.

Den særlige beføjelse til at råde med bindende virkning for medlemmerne er bl.a. fastslået af Højesteret i U 2013.224 H. Ifølge Højesteret var en virksomhed (B) bundet af et forlig, som arbejdsgiverforeningen havde indgået på dens vegne med en fagforening:

»Det kan som ubestridt lægges til grund, at B på tidspunktet for indgåelsen af forliget af 15. april 2011 var medlem af Dansk Erhverv Arbejdsgiver eller af Turistvognmæn-Side 335denes Arbejdsgiverforening, der som brancheorganisation er medlem af Dansk Erhverv Arbejdsgiver. Som følge af medlemskabet repræsenterede Dansk Erhverv Arbejdsgiver B under den sag for Arbejdsretten om anciennitetstillæg, der blev afsluttet ved forliget af 15. april 2011. Det følger af det fast antagne kollektivarbejdsretlige princip om arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationernes organisationsfuldmagt, at B er bundet af det forlig med Fagligt Fælles Forbund, som på hans vegne blev indgået af Dansk Erhverv Arbejdsgiver.«

Både fogedretten og landsretten havde afvist at tvangsfuldbyrde forliget, da det ikke fremgik af arbejdsgiverforeningens vedtægter, at virksomheden havde pligt til at overholde indgåede forlig. For Højesteret var vedtægterne ikke afgørende, da den særlige organisationsfuldmagt fulgte af almindelige arbejdsretlige grundsætninger.⁵¹⁴514. Se nærmere om den foreningsmæssige råderet i fagretlige sager Jens Kristiansen, 2014, s. 590 ff. og 2016, s. 189 f.

Organisationsfuldmagten giver også overenskomstparterne adgang til at aftale ændringer i fastlagte løn- og arbejdsvilkår med bindende virkninger for medlemmerne, jf. opmandskendelser af 13. oktober 2011opmandskendelse af 13.10.2011opmandskendelse af 13.10.2011 i FV 2011.0006 og af 1. maj 2016 i FV 2015.0066 i sager mellem Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening. I begge sager var spørgsmålet, om nogle forringelser i de ansattes løn- og arbejdsvilkår, der fulgte af ændrede overenskomster, skulle varsles efter principperne om opsigelse af ansættelsen, dvs. med den enkelte ansattes individuelle opsigelsesvarsel efter funktionærlovens § 2. Det afviste opmændene (tre højesteretsdommere) i begge sager, og i den sidste af sagerne udtalte opmændene bl.a. følgende herom:

»Det generelle udgangspunkt ved overenskomstfornyelse er, at løn- og arbejdsvilkårene i den opsagte overenskomst gælder frem til det tidspunkt, hvor den nye overenskomst træder i kraft, hvorefter løn- og arbejdsvilkårene i den nye overenskomst træder i stedet. Medarbejderne må endvidere, medmindre andet er aftalt, anses for ansat på de til enhver tid gældende vilkår, som følger af overenskomsten. Udgangspunktet er derfor, at det er en del af medarbejdernes ansættelsesgrundlag, at en opsagt eller udløbet overenskomst vil kunne blive afløst af en ny overenskomst, som ikke er lige så favorabel for dem som den hidtidige, og at medarbejderne derfor må påregne, at denne situation vil kunne indtræde.«

De to kendelser afspejler, at en (overenskomstdækket) ansættelse er indgået på de til enhver tid gældende overenskomstmæssige vilkår, og at overenskomstparterne råder over overenskomstens indhold. I forlængel-Side 336se heraf må lønmodtagere påregne, at overenskomstparterne kan aftale ændringer til såvel det bedre som det værre.⁵¹⁵515. Se nærmere herom Jens Kristiansen, Grundlæggende arbejdsret, 4. udg. 2016, s. 337 ff.

3. Arbejdsgiverens pligt til at etablere pensionsordning

Der er ikke nogen almen pligt for en arbejdsgiver til at etablere en pensionsordning for sine medarbejdere. En lønmodtager har kun ret til en pensionsordning som led i ansættelsen, når det følger af en kollektiv overenskomst eller en ansættelseskontrakt. Der er dog enkelte undtagelser herfra, jf. navnlig erhvervsuddannelseslovens § 55, der giver en elev et retskrav på (bl.a.) en pensionsordning, selv om eleven ikke (direkte) er omfattet af den relevante overenskomst for arbejdet, jf. f.eks. U 2014.3363 H.

En overenskomstforpligtet arbejdsgiver vil normalt have pligt til at tilmelde de ansatte til det relevante pensionsinstitut og løbende indbetale pensionsbidrag efter overenskomstens regler. Hvis arbejdsgiveren undlader at tilmelde en lønmodtager eller indbetale pensionsbidrag, vil det være et overenskomstbrud, der kan sanktioneres med en bod. Arbejdsgiveren vil tillige have pligt til at efterbetale de skyldige pensionsbidrag til pensionsinstituttet, også selv om de måtte være udbetalt som almindelig løn.

De lønmodtagere, der er omfattet af en overenskomstmæssig pensionsordning, har pligt til at deltage i ordningen. Pensionsordningen har (normalt) obligatorisk karakter, og lønmodtagerens deltagelse i ordningen er knyttet til ansættelsesforholdet, da overenskomsten pålægger arbejdsgiveren at etablere pensionsordning for nærmere afgrænsede grupper af medarbejdere. Lønmodtageren accepterer således at lade sig optage i pensionsordningen og at få indbetalt pensionsbidrag ved at indgå aftale om ansættelse hos arbejdsgiveren.

Arbejdsretten fastslog allerede ved en dom af 17. november 2000 (sag 1996.225), at faglige organisationer kan indgå obligatoriske pensionsforsikringer på medlemmernes vegne, når det sker i form af en kollektiv overenskomst. I sagen havde en taxavognmand undladt at etablere pensionsordning for de faste chauffører, selv om de opfyldte overenskomstens krav. Under sagen i Arbejdsretten forklarede vognmanden, at ingen Side 337 af chaufførerne ønskede at betale pensionsbidrag til ordningen eller få deres navne og personnumre videregivet til pensionsselskabet.

Til støtte for sin frifindelsespåstand gjorde vognmanden bl.a. gældende, at overenskomsten alene gav chaufførerne en ret – og ikke tillige en pligt – til at deltage i pensionsordningen. Da ingen af chaufførerne ønskede at være med i pensionsordningen, havde han været berettiget til at undlade at tilmelde dem og betale pensionsbidrag. Arbejdsretten fastslog, at der var tale om »en obligatorisk ordning, som ikke kan fravælges hverken af arbejdsgiver eller arbejdstager, der derfor er forpligtet til at deltage i ordningen«. Vognmanden blev dømt til at indbetale skyldige pensionsbidrag for alle pensionsberettigede chauffører tilbage til det tidspunkt, hvor pensionsordningen trådte i kraft (en periode på op til 4½ år afhængig af den enkelte chaufførs ansættelsestidspunkt).⁵¹⁶516. Den vidtgående efterbetalingspligt er også lagt til grund af Højesteret i U 2014.3363 H, U 2015.348 H og U 2015.642 H.

4. Den ansattes optagelse i pensionsordningen

I en arbejdsretlig optik er arbejdsmarkedspension særegen ved, at arbejdsgiveren (kun) er forpligtet til at tilmelde medarbejdere og indbetale pensionsbidrag til et selvstændigt pensionsinstitut. Lønmodtageren har et retskrav over for arbejdsgiveren på at blive omfattet af pensionsordningen, men kan udelukkende rette sine krav på pensionsydelserne mod pensionsinstituttet.

Ud fra almindelige forsikringsretlige principper kan det være nærliggende, at en lønmodtager først kan rette krav mod pensionsinstituttet, når arbejdsgiveren har tilmeldt vedkommende, og instituttet har accepteret optagelsen over for lønmodtageren.⁵¹⁷517. Mads Bryde Andersen og Jens Kristiansen, 2009, s. 180 ff. En nyere højesteretsdom i U 2011.2273H/2 H viser imidlertid, at spørgsmålet om optagelse skal ses i lyset af den særlige aftalekonstruktion, der kendetegner en overenskomstforankret pensionsordning.

I sagen havde en række kommuner ved en fejl ikke (rettidigt) indbetalt pensionsbidrag for en række medarbejdere til PenSam i overensstemmelse med en overenskomst. Pensionsselskabet afviste derfor at udbetale invalideydelser til lønmodtagere, som ellers ville være berettigede til sådanne ydelser fra pensionsordningen. Fag og Arbejde (FOA) rejste krav Side 338 over for kommunerne om at friholde dens medlemmer for ethvert tab, de måtte lide som følge af den manglende pensionsdækning. Kommunerne påstod sig frifundet og påstod samtidig pensionsselskabet dømt til at optage lønmodtagerne på vilkår svarende til, at optagelsen var sket som foreskrevet i overenskomsten.

Kommunernes hovedsynspunkt var, at PenSam havde påtaget sig at betale bl.a. invaliditetsydelser, når en lønmodtager opfyldte betingelserne for at blive optaget i den obligatoriske ordning. Pensionsselskabet var derfor ikke berettiget til – uden samtykke fra overenskomstparterne – at anlægge en praksis, hvorefter for sent indbetalte pensionsbidrag udelukkende gik til at etablere en alderspension. Heroverfor gjorde selskabet navnlig gældende, at der efter forsikringsbetingelserne først blev etableret en pensionsordning, da kommunen indbetalte pensionsbidrag. Selskabet anførte tillige, at det ville stride mod selve begrebet »forsikringsvirksomhed«, at der skulle være pligt til at etablere en pensionsordning på et tidspunkt, hvor forsikringsbegivenheden allerede var indtrådt. Kommunerne måtte derfor selv bære et eventuelt ansvar over for de tre lønmodtagere som følge af de for sent indbetalte pensionsbidrag.

Ifølge Østre Landsret havde PenSam efter forsikringsbetingelserne været berettiget til at afslå at yde dækning for invaliditet, og det var ikke godtgjort, at der skulle være praksis for at yde dækning for en forsikringsbegivenhed, der var indtrådt efter en arbejdsgivers for sene bidragsbetaling. Kommunerne blev anset for at være ansvarlige efter den almindelige erstatningsregel for de tab, som medarbejderne havde lidt ved ikke at have fået etableret pensionsordning i overensstemmelse med overenskomstens regler.

Højesteret indledte med at fastslå, at der ikke findes »en særlig lovregulering af arbejdsmarkedspensionsordninger«, og at aftalegrundlaget er »overenskomsterne, overenskomstparternes aftaler om pension (rammeaftaler) og PenSam Livs forsikringsbetingelser«. Ifølge overenskomsterne skulle lønmodtagerne være omfattet af pensionsordningerne, når de opfyldte de fastsatte betingelser, og kommunen havde pligt til at indbetale det samlede pensionsbidrag til pensionsselskabet. Ifølge rammeaftalerne var invalidepension en obligatorisk del af pensionsordningen, der tegnedes på et kollektivt grundlag og uden helbredsbedømmelse, og PenSam havde tiltrådt, at forsikringsvilkårene skulle fastlægges inden for aftalens rammer. Ifølge forsikringsbetingelserne var pensionsordningen tegnet som (et pligtmæssigt) led i et overenskomstdækket ansættelsesforhold, og ikrafttrædelsestidspunktet skulle »regnes fra kl. 00.00 den dato, på hvil-Side 339ken forsikrede er tiltrådt den ansættelse, som medfører pligt og ret til tegning af forsikringen, dog tidligst fra den dato pligtmæssig præmiebetaling til forsikringen omfatter«.

Forsikringsvilkårene måtte – i lyset af overenskomsterne, rammeaftalerne og pensionsordningens formål – herefter »mest nærliggende forstås sådan, at rettidig indbetaling af første pensionsbidrag for en medarbejder, der opfylder de fastsatte kriterier for at være omfattet af ordningen, ikke er en betingelse for, at den obligatoriske invalideforsikringsdel træder i kraft for medarbejderen på det tidspunkt, hvor medarbejderen opfyldte kriterierne, og indbetalingspligten for arbejdsgiveren dermed blev udløst«. Pensionsselskabet var derfor ikke berettiget til at nægte de tre lønmodtagere invalidedækning under den obligatoriske del, selv om pensionsbidragene blev indbetalt for sent. Kommunerne blev i forlængelse heraf frifundet for at betale erstatning, mens PenSam blev dømt til at yde dækning til lønmodtagerne under den obligatoriske del af pensionsordningen på samme vilkår, som hvis der havde fundet rettidig indbetaling af pensionsbidrag sted.⁵¹⁸518. Dommen er kommenteret af Lennart Lynge Andersen og Peer Schaumburg-Müller, Nye pensionsretlige domme – U 2011.1750 H og U 2011.2273/2 H, Erhvervsjuridisk Tidsskrift 2012, s. 255 ff.

Højesteret fortolkede således den uklare bestemmelse i forsikringsbetingelserne i lyset af det bagvedliggende kollektive aftalegrundlag, mens Østre Landsret i højere grad synes at have set bestemmelsen i lyset af almindelige forsikringsretlige principper. Dommen er især interessant ved sin markante betoning af, at aftalegrundlaget i en arbejdsmarkedspension omfatter overenskomsten og rammeaftalen.⁵¹⁹519. På tilsvarende måde betoner Højesteret i dom af 15. maj 2018 (sag 124/2017) den centrale rolle, som pensionsaftalen mellem arbejdsgiveren og pensionsselskabet spiller for relationen mellem sikrede og pensionsselskabet i en firmapensionsordning (dommen er nærmere omtalt i afsnit 5). Højesterets tilgang reflekterer Arbejdsrettens tilgang i dommen fra 2000 (der er nævnt i afsnit 3): Når en lønmodtager har pligt til at deltage i en pensionsordning, og arbejdsgiveren har pligt til at tilmelde lønmodtageren og indbetale bidrag (herunder efterbetale manglende bidrag), er det nærliggende at anse lønmodtageren for optaget i pensionsordningen på det tidspunkt, hvor der var ret til optagelse efter overenskomsten, medmindre rammeaftalen eller forsikringsbetingelserne giver konkret støtte for noget andet.

Side 340

5. Den ansattes rettigheder over for pensionsinstituttet

Arbejdsmarkedspension er særegen ved, at lønmodtageren deltager i pensionsordningen i kraft af sin ansættelse hos en arbejdsgiver, men udelukkende kan rette sine krav på pensionsydelser mod et pensionsinstitut. Lønmodtageren indgår således i en direkte relation med pensionsinstituttet, men har ikke selv aftalt vilkårene for pensionsydelserne.

I en pensionsordning med kollektiv vilkårsfastsættelse kan en sikret ikke forvente at have en anden stilling end den, der følger af de generelle vilkår. Det klare udgangspunkt følger nu også af Højesterets dom af 15. maj 2018 (sag 124/2017) om en lønmodtager, der (frivilligt) var optaget i en firmapensionsordning med bl.a. en kollektiv erhvervsevnetabsforsikring.

Sagen var anlagt af Forbrugerombudsmanden på egne vegne og som mandatar for den sikrede lønmodtager. Ifølge Forbrugerombudsmanden havde sikrede krav på at få beregnet sin erhvervsevnetabsydelse med en anden grundlagsrente end den, som Danica havde anvendt. Sø- og Handelsretten gav Forbrugerombudsmanden medhold, men Højesteret frifandt Danica.

Højesteret indledte med at fastslå, at: »Firmapensionsaftalen fastlægger rammen for de ansattes pensionsordning hos Danica og indeholder således de vilkår, som er fælles for alle ansatte hos X.« Ifølge Højesteret havde Danica anvendt den grundlagsrente, som måtte anses for aftalt i firmapensionsaftalen, og der skulle »foreligge særlige holdepunkter« for at anse en anden grundlagsrente for aftalt med den sikrede. Der forelå ikke sådanne særlige holdepunkter, selv om det (fejlagtigt) var anført i dækningsoversigter og selskabets almindelige forsikringsbetingelser, at præmien bl.a. blev fastsat på basis af Finanstilsynets maksimale grundlagsrente for livsforsikringer. Højesteret lagde herved vægt på, at der var tale om »en generel fejloplysning«, som var af »ren beregningsteknisk karakter« og »ikke tog særskilt sigte« på sikredes forhold.

Som det fremgår af dommen, kræver det særlige holdepunkter at anse en sikret i en kollektivt aftalt pensionsforsikring for at være tillagt en anden stilling end den, der følger af det generelle aftalegrundlag for ordningen. Sådanne særlige holdepunkter vil nok i første række kunne fore-Side 341ligge, når en sikret har kommunikeret direkte med et pensionsinstitut om sin pensionsmæssige stilling.⁵²⁰520. Se generelt hertil Mads Bryde Andersen og Jens Kristiansen, 2009, s. 76 ff.

I U 2011.1750 H var der tale om et medlem af JØP, der i forbindelse med sine overvejelser om pensionering og en hermed forbunden beslutning om til- eller fravalg af supplerende engangsydelse, havde fået et tilsagn om en månedlig alderspension, der viste sig at være omkring 4.000 kr. større, end den pensionsregulativet gav ret til. JØP opdagede fejlen efter ét års tid og nedsatte pensionsydelsen med virkning for fremtiden med henvisning til, at en tværgående pensionskasse ikke kan give individuelle tilsagn. Østre Landsret fulgte synspunktet og frikendte pensionskassen, men Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at de breve om pensionens størrelse, som medlemmet havde modtaget, »måtte opfattes som et bindende tilsagn om udbetaling af den anførte pension«. Det kunne ikke ændre herved, at JØP var en tværgående pensionskasse, som ifølge § 304 i lov om finansiel virksomhed skal udbetale pension til medlemmerne efter ensartede regler, og at alderspension ifølge JØP’s vedtægter og regulativer fastsættes efter generelle regler.⁵²¹521. Dommen er kommenteret af Lennart Lynge Andersen og Peer Schaumburg-Müller, Nye pensionsretlige domme – U 2011.1750 H og U 2011.2273/2 H, Erhvervsjuridisk Tidsskrift 2012, s. 255 ff.

Det har formentlig spillet en rolle for Højesterets vurdering, at medlemmets beslutning om at lade sig pensionere bl.a. skete i tillid til de fejlagtige oplysninger om størrelsen af alderspensionen. Selv om oplysningerne fraveg pensionskassens generelle regler, var kassen dog nærmest til at bære risikoen for den fejlagtige beregning af medlemmets pensionsydelse og medlemmets disponering i tillid til de modtagne oplysninger.⁵²²522. Se tilsvarende U 2013.2530 Ø om en fejloptagelse af en lønmodtager i en pensionsordning.

6. Ændringer i pensionsordninger

En arbejdsmarkedspension har en vedvarende karakter, og det vil derfor være nødvendigt løbende at foretage justeringer i lyset af nye behov og forventninger. Det er et væsentligt spørgsmål, om pensionsinstituttet kan ændre i en pensionsordning efter aftale med overenskomstparterne, eller om ændringen tillige forudsætter accept fra den enkelte sikrede.

Side 342

I private livsforsikringer forudsætter domstolene, at forsikringsselskabet som altovervejende regel skal have samtykke fra den sikrede til at ændre ved dækningerne, selv når forsikringsaftalen indeholder hjemmel til at foretage ændringer, jf. U 1998.407 H om en ulykkesforsikring indgået for 30 år med bl.a. en invaliderente. Ifølge forsikringsvilkårene kunne selskabet ændre forsikringsvilkårene, og selskabet indførte med virkning fra den følgende præmiebetaling bl.a. en generel opsigelsesadgang i forhold til invaliderenter. Ifølge Højesteret kunne ændringen udelukkende gennemføres med forsikringstagerens samtykke henset til det fastsatte om forsikringens varighed og formålet hermed.

Højesteret har ikke taget stilling til spørgsmålet om ændringer i arbejdsmarkedspensioner, men det må spille en rolle for bedømmelsen, at pensionsordningen er forankret i en overenskomst mellem to ligeværdige aftaleparter. Der gør sig således ikke de samme individuelle beskyttelseshensyn gældende, når overenskomstparterne giver deres samtykke til en ændring. Højesteret har i flere domme fastslået, at der er en formodning for, at faglige organisationer indgår aftaler til gunst for deres medlemmer, jf. U 2003.90 H og U 2009.406 H om fravigelse af regler i funktionærloven. De sikrede i en kollektiv pensionsforsikring må ydermere forvente at have den stilling, der til enhver tid følger af de generelle vilkår, som er accepteret af overenskomstparterne, jf. herved også de faglige voldgiftskendelser, der er nævnt i afsnit 2.

Der er ingen tvivl om, at overenskomstparter kan vælge at forhøje eller nedsætte størrelsen af de fremtidige pensionsbidrag med den virkning, at pensionsordningen fremover får et andet indhold. Der er heller ingen tvivl om, at overenskomstparterne kan vælge, at fremtidige pensionsbidrag skal indbetales til et andet pensionsinstitut med den følge, at pensionsordningen fremover ændrer indhold. I forlængelse heraf må overenskomstparterne også kunne beslutte – eller give samtykke til – at der gennemføres ændringer i en pensionsordning for så vidt angår fremtidige pensionsbidrag. De kollektivt tilmeldte lønmodtagere kan ikke med rette forvente, at overenskomstparterne vil undlade at ændre i pensionsordningen for fremtidige pensionsbidrag.⁵²³523. Se Mads Bryde Andersen og Jens Kristiansen, 2009, s. 284 ff., og Lisbeth Faurdal, 2011, s. 54 f. og 67 f., der dog har enkelte reservationer.

Der knytter sig større usikkerhed til, om overenskomstparterne kan beslutte – eller give samtykke til – at ændre i en pensionsordning med virkning for allerede indbetalte pensionsbidrag. Usikkerheden beror på, Side 343 at der på den ene side er tale om en pensionsordning, der er forankret i en kollektiv overenskomst, mens de allerede indbetalte pensionsbidrag på den anden side har karakter af (opsat) løn for den enkelte lønmodtager. Da pensionsordningen for de indbetalte bidrag er forankret i overenskomsten – på samme måde som for de fremtidige bidrag – er det nærliggende, at overenskomstparterne har et mandat til at ændre ved eller give samtykke til at ændre ved de kollektivt fastsatte vilkår. Når der er tale om at foretage ændringer for allerede indbetalte bidrag, kan ændringsadgangen dog efter omstændighederne være begrænset af udtrykkelige pensionstilsagn eller berettigede forventninger om en bestemt pensionsmæssig stilling.⁵²⁴524. Se i det hele Mads Bryde Andersen og Jens Kristiansen, 2009, s. 285 ff., men kritisk hertil Lisbeth Faurdal (med betoning af et generelt krav om individuel accept), 2011, s. 54 f. og 68 ff.

I de senere år har en række pensionsinstitutter gennemført ændringer alene med samtykke fra overenskomstparterne med virkning for allerede indbetalte bidrag. Der synes således ikke at herske tvivl om, at der blandt både overenskomstparter og pensionsinstitutter er en opfattelse af, at det er muligt at ændre i obligatoriske, kollektive pensionsordninger uden samtykke fra den enkelte sikrede.⁵²⁵525. Denne opfattelse er også lagt til grund af Københavns Byret i en dom af 25. juni 2010 i BS 23A-3747/2009 om en ændring i de generelle forsikringsbetingelser i PensionDanmark.

Finanstilsynet udøver et tilsyn med ændringer i pensionsordninger inden for rammerne af de offentligretlige regler, herunder reglerne om god skik for finansielle virksomheder. Tilsynet har accepteret, at Industriens Pension, Bankpension og Arbejdstagernes Pensionskasse i Grønland (SISA) er overgået fra et gennemsnitsrenteprodukt til et markedsrenteprodukt uden individuelt omvalg.⁵²⁶526. Finanstilsynets afgørelser af 23. august 2011, 3. maj 2016 og 23. september 2016. Mads Bryde Andersen og jeg havde afgivet en redegørelse i sagen med Industriens Pension, der er nævnt i afgørelsen. Tilsynet har også accepteret, at Sampension erstattede ydelsesgarantier med hensigtserklæringer som følge af en presset solvensmæssig stilling ved en aftale med overenskomstparterne og uden accept fra den enkelte sikrede.⁵²⁷527. Finanstilsynets afgørelse af 29. november 2010. Mads Bryde Andersen og jeg havde afgivet en redegørelse til Sampension, der er nævnt i afgørelsen.

Forbrugerombudsmanden, der hører under samme ressortministerium som Finanstilsynet, anfægtede imidlertid, at Sampension aftaleretligt Side 344 var beføjet til at foretage ændringen med virkning for allerede indbetalte bidrag uden samtykke fra den enkelte kunde eller uden udtrykkelig hjemmel i aftalegrundlaget. Det principielle (aftaleretlige) spørgsmål kom aldrig til prøvelse ved domstolene, da Forbrugerombudsmanden og Sampension indgik et forlig for at undgå en langvarig retssag. Ifølge forliget skulle Sampension overføre et beløb svarende til 5 % af den enkelte kundes depot som en individuel særlig bonushensættelse for at sikre, at de økonomiske reserver, som tidligere lå til grund for ydelsesgarantierne, også fremadrettet ville komme de sikrede til gode. Den enkelte sikrede skulle tillige have adgang til (på eget initiativ) inden for en periode af fire uger at frasige sig den individuelle særlige bonushensættelse mod i stedet at fortsætte med den hidtidige ydelsesgaranti for allerede indbetalte pensionsbidrag.

Forliget ændrede ikke ved, at Sampension havde afskaffet ydelsesgarantierne med overenskomstparternes samtykke uden accept fra den enkelte sikrede. Med forliget accepterede Sampension imidlertid at give den enkelte sikrede adgang til på eget initiativ at fastholde ydelsesgarantierne. Ifølge forliget gennemførte selskabet således ændringen med udtrykkeligt samtykke fra overenskomstparterne og passiv accept fra de sikrede.

7. Afsluttende bemærkninger

Det var i god harmoni med »den danske model«, at lovgivningsmagten valgte at overlade ansvaret for arbejdsmarkedspensioner til arbejdsmarkedets parter på linje med de fleste andre løn- og arbejdsvilkår. De kollektive overenskomster udgør fortsat det primære retsgrundlag for arbejdsmarkedspensionerne, herunder den løbende justering af ordningerne.⁵²⁸528. Se også betoningen heraf hos Jens Kristiansen, Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektiv, U 2005B.271 ff., især s. 280.

Det er løbende blevet påpeget, at arbejdsmarkedspensionerne ikke sikrer, at alle lønmodtagere løbende sparer op til egen pension, og at det kan udgøre et velfærdsmæssigt problem for den enkelte og en samfundsøkonomisk udfordring.⁵²⁹529. Se Velfærdskommissionen, Fremtiden velfærd – vores valg, 2005, s. 30, De Økonomiske Råd, Dansk Økonomi – Forår 2008, s. 131 ff., og Finansministeriet, Det danske pensionssystem – nu og i fremtiden, 2017, s. 103 ff. og 156 ff. I to nyere politiske aftaler har regeringen og Dansk Folkeparti erklæret sig enige om at iværksætte et arbejde med sigte på »at Side 345 afdække mulighederne for indførelse af obligatorisk pensionsopsparing«.⁵³⁰530. Aftale af 20. juni 2017 om flere år på arbejdsmarkedet, s. 3, og aftale af 6. februar 2018 om lavere skat på arbejdsindkomst og større fradrag for pensionsindbetalinger, s. 6 f.

Det er også blevet anført, at der i lyset af den ændringspraksis, der har udviklet sig, kan være et behov for at gennemføre en lovmæssige beskyttelse af den enkelte lønmodtager i en arbejdsmarkedspensionsordning.⁵³¹531. Lisbeth Faurdal, 2011, s. 159 ff. De to politiske aftaler lægger kun op til at udvide kredsen af lønmodtagere, der løbende indbetaler til en pensionsordning, og ikke tillige at ændre ved de grundlæggende principper for de overenskomstforankrede pensionsordninger.

At gennemføre en række lovmæssige minimumsrettigheder for den enkelte lønmodtager vil i praksis være et opgør med den hidtidige ansvars- og arbejdsdeling i arbejdsmarkedspensionerne, som generelt har tjent både de sikrede og samfundet godt. Hidtil har lovgivningsmagten på linje hermed tilstræbt at værne om de overenskomstforankrede grundprincipper for arbejdsmarkedspensionen, også når de kunne støde sammen med andre væsentlige hensyn og principper.

Det gælder f.eks. i forhold til det lovfæstede forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, hvor lovgivningsmagten i videst muligt omfang har undtaget arbejdsmarkedspensioner i medfør af det underliggende EU-direktivs regler herom, jf. forskelsbehandlingslovens § 6 a og U 2016.649 H. Ifølge dommen var en virksomheds pensionsordning med aldersgraduerede pensionsbidrag ikke uforenelig med forbuddet mod aldersdiskrimination.

Det gælder tillige i forhold til reglerne om ægtefælleskifte, hvor »rimelige pensionsrettigheder« er holdt uden for den almindelige formuedeling, jf. § 26 smh. med §§ 34 og 35 i lov nr. 548 af 30. maj 2017 om ægtefællers økonomiske forhold. Højesteret har i U 2018.1539 H fortolket udtrykket »rimelige pensionsrettigheder« i den tidligere retsvirkningslovs § 16 b således, at der må tages udgangspunkt i, »hvad der på indbetalingstidspunktet er den sædvanlige arbejdsmarkedspensionsindbetaling for den pågældendes erhvervsgruppe eller sammenlignelige grupper«. Højesterets fortolkning flugtede med forarbejderne, hvorefter: »Alle sædvanlige arbejdsmarkedspensioner er rimelige«.⁵³²532. Bemærkninger til § 16 b i L 146 i Folketingets samling 2005-2006.

Side 346

Arbejdsmarkedspension er ikke kun et aktuelt tema i Danmark, men også på europæisk plan. EU har bl.a. i flere år tilstræbt at understøtte arbejdskraftens frie bevægelighed ved at forbedre mulighederne for at optjene og fastholde pension på tværs af medlemslandenes grænser. EU-Kommissionen så også gerne, at der blev gennemført en vis harmonisering af de nationale arbejdsmarkedspensionssystemer, men det har medlemslandene ikke haft den store lyst til.

I 2005 fremlagde EU-Kommissionen et direktivforslag med det sigte såvel at styrke lønmodtagernes frie bevægelighed på tværs af grænserne som at fremme mobiliteten inden for den enkelte medlemsstat. Kommissionen ville således have fælleseuropæiske mindstekrav om optjening af pension, bevarelse af hvilende pension, overførsel af pension og information af de sikrede.⁵³³533. Direktivforslag af 20. oktober 2005 om en styrkelse af retten til at overføre supplerende pensionsrettigheder, KOM (2005) 507.

Efter mere end otte års forhandlinger blev Rådet og Parlamentet i 2014 enige om et direktiv med mindstekrav om supplerende pensionsrettigheder for de lønmodtagere, der flytter mellem EU-lande.⁵³⁴534. Direktiv 2014/50 om mindstekrav til fremme af arbejdskraftens mobilitet mellem medlemsstaterne gennem bedre muligheder for at optjene og bevare supplerende pensionsrettigheder (portabilitetsdirektivet). Direktivets noget mere begrænsede indhold afspejler, at der var udbredt modvilje blandt medlemslandene over for at skulle harmonisere de nationale pensionsordninger. Direktivet gælder ydermere kun for pensionsopsparing og ikke tillige for de forsikringsmæssige dækninger, som typisk knytter sig til en (dansk) arbejdsmarkedspension.

Direktivet er gennemført i dansk ret ved en ændring af lov om finansiel virksomhed i december 2017 (nye bestemmelser i §§ 60 b-e). De nye regler er udformet i et tæt samarbejde mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter i regi af Beskæftigelsesministeriets Implementeringsudvalg i lighed med andre direktiver, der berører arbejdsmarkedet.⁵³⁵535. Pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til L 10 i Folketingets samling 2017-18. De nye regler benytter sig ydermere i vidt omfang af direktivets hjemmel til at fravige de fastlagte regler ved kollektiv overenskomst, jf. § 60 b, stk. 3, og § 60 c, stk. 3. Implementeringen konfirmerede således den centrale rolle, som arbejdsmarkedets parter indtager i spørgsmål om arbejdsmarkedspension.

Side 347