2.1. Formand

Den danske voldgiftslov (»voldgiftsloven«) trådte i kraft den 1. juli 2005.

Voldgiftsloven bestemmer i § 10, stk.1, at parterne kan aftale antallet af voldgiftsdommere, og af § 10, stk. 2, følger som deklaratorisk regel, at voldgiftsretten skal bestå af tre dommere.

Reglerne for udpegning af voldgiftsdommerne er indeholdt i voldgiftslovens § 11, og også her råder partsautonomien, jf. bestemmelsens stk. 1. Er der ikke af parterne truffet anden aftale, følger det af § 11, stk. 2, at hver part udpeger et medlem af voldgiftsretten, og at de partsudpegede voldgiftsdommere inden en vis frist »skal udpege den tredje voldgiftsdommer (formanden) ...«.

Om voldgiftsrettens sagsbehandling bestemmer voldgiftslovens § 29, at voldgiftsretten i »voldgiftssager med mere end én voldgiftsdommer« træffer afgørelse ved majoritetsbeslutning. Der er ikke i voldgiftsloven givet for-Side 256manden den afgørende stemme (såkaldt »casting vote«) i tilfælde af stemmelighed, men bestemmelsen er deklaratorisk, og det kan således udmærket aftales, at formanden skal have den afgørende stemme i tilfælde af stemmelighed.³³⁹339. Dette kan f.eks. ske ved i voldgiftsaftalen at henvise til et voldgiftsinstituts regler for sagsbehandling, da de fleste af disse indeholder en regel om casting vote, jf. således eksempelvis ICC Rules (2017) art. 32(1) og LCIA Rules (2014) art. 26.5, SIAC Rules (2016) Rule 32.7 og HKIAC Rules (2008) Art 32.1 Se tilsvarende fra de nordiske lande SCC Rules (2017) art. 41(1), FAI Rules (2013) art 40.1 og Voldgiftsinstituttets regler (2013), § 24, stk. 4.

Voldgiftsdommernes deltagelse i sagsbehandlingen omtales ikke nærmere i voldgiftsloven, men af forarbejderne til modelloven, jf. herom straks nedenfor, følger, at det er forudsat at alle dommere skal medvirke ved behandlingen af sagen på lige fod og gives lige adgang til at deltage voteringen.³⁴⁰340. Hvis ikke alle voldgiftsdommere har haft mulighed for at deltage i voteringen, vil dette udgøre en sagsbehandlingsfejl, der kan eksponere voldgiftskendelsen for tilsidesættelse, jf. § 37, stk. 2, nr. 1, litra d. Se fra svensk retspraksis RH2003.55. Dog er der i voldgiftslovens § 29, sidste punktum, givet voldgiftsrettens »formand« (men ikke andre af voldgiftsrettens medlemmer) en deklaratorisk adgang til at afgøre såkaldte sagsbehandlingsspørgsmål på egen hånd.³⁴¹341. Se herom Schiersing: Voldgiftsloven m. kommentarer (2016) s. 384 f. (»Voldgiftskommentaren«)

2.2. »Presiding Arbitrator«

Voldgiftsloven er baseret på UNCITRALs såkaldte modellov fra 1985 (»modelloven«), og de fleste af voldgiftslovens bestemmelser inkorporerer modellovens artikler.

Også i modellovens art. 10 er det deklaratoriske udgangspunkt, at der udpeges tre voldgiftsdommere.

Modelloven omtaler i art. 11(3)(a) alene »the third arbitrator« uden – i modsætning til voldgiftsloven – at sætte etikette eller betegnelse på denne tredje voldgiftsdommer. Senere i modellovens art. 29 om sagsbehandlingsspørgsmål betegnes den pågældende dog som »presiding arbitrator«.

Også modelloven forudsætter, at alle tre voldgiftsdommere deltager i sagebehandlingen og voteringen, dog er at det i art. 29 udtalt, at »questions of procedure« kan træffes af den nævnte »presiding arbitrator«, dersom Side 257 denne er bemyndiget hertil på relevant vis. Modelloven opererer heller ikke med »casting vote« for presiding arbitrator.³⁴²342. Om baggrunden herfor kan henvises til Binder: International Commercial Arbitration And Conciliation in UNCITRAL Model Law Jurisdictions (3.udg, 2009), side 342, hvor det anføres: »The main reason for not supporting the idea (om casting vote til formanden) was that: »it might, under certain circumstances, lend itself to precluding the other members of the arbitral tribunal from having an appropriate influence on the decision making«. Se også Holtzmann & Neuhaus: A Guide To The UNCITRAL Model Law on International Commercial Arbitration (1989) s. 807 f., hvor det bl.a. tilføjes: »In addition, it was suggested that questions might receive fuller consideration if the tribunal had to reach a majority decision, rather than if the presiding arbitrator was given the power to decide alone in case a deadlock arose.« Rationalets bæredygtighed forekommer tvivlsomt, og en række voldgiftsinstitutters regler har som nævnt en bestemmelse om, at formanden har »casting vote«.

2.3. »Chairman«

Vendingen »chairman« anvendes ikke i modelloven, men begrebet findes derimod i den engelske Arbitration Act 1996 (»AA96«). AA96 er i modsætning til Voldgiftsloven ikke baseret på modelloven. AA96 indeholder en række principper af tilsvarende indhold, men har herudover en særegen – ofte meget detaljeret – regulering af en del forhold.

Om antallet af voldgiftsdommere følger partsautonomien af AA96 section 15(1), men i modsætning til voldgiftsloven og modelloven er det deklaratoriske udgangspunktet i AA96, at voldgiftsretten alene skal bestå af en enkelt voldgiftsdommer (»sole arbitrator«), jf. section 15(3).

Udover antallet af voldgiftsdommere kan parterne endvidere efter section 15(1) træffe afgørelse om, hvorvidt der skal være »a chairman or umpire«, hvilke begreber ikke er synonyme, jf. om »umpire« nedenfor. Det deklaratoriske udgangspunkt i AA96 er, at hvor voldgiftsretten består af tre medlemmer, er der deklaratorisk tale om en bemanding med en »chairman« og to andre voldgiftsdommere.³⁴³343. I den forud for AA96 gældende engelske voldgiftslov fra 1950 (»AA1950«) var den deklaratoriske regel, at voldgiftsretten bemandedes med en umpire og ikke en chairman, jf. AA1950 sec 9(1). Det illustrerer meget godt bevægelsen væk fra umpire-strukturen.

Ser man på den funktion, som en »chairman« har, er partsautonomien også i denne henseende fastslået som det bærende princip, jf. section 20(1), hvorefter parterne kan aftale »what the functions of the chairman are to be in relation to the making of decisions, orders and awards«. Er der imidlertid ikke truffet en aftale herom, følger det af section 20(3), at afgørelser i sa-Side 258gen skal træffes »by all or a majority of the arbitrators (including the chairman)«, idet det i section 20(4) videre er bestemt, at den udpegede »chairman« skal have casting vote i tilfælde, hvor der hverken er enstemmighed eller et flertal for en given løsning, f.eks. hvor hver voldgiftsdommer vil tildele en part et forskelligt erstatningsbeløb.

Også her er det en forudsætning, at »chairman« deltager i voldgiftssagens behandling på lige fod med de øvrige voldgiftsdommere.

2.4. Konklusion vedrørende første kategori – og et enkelt spørgsmål til overvejelse.

Sammenfattende kan der ikke herske tvivl om, at begreberne »formand« og »presiding arbitrator« er synonyme og deklaratorisk har samme begrebsindhold og funktion i hvert fald i dansk voldgiftsret.³⁴⁴344. Den forskelligartede betegnelse genfindes i voldgiftsinstitutternes begrebsdannelse som heller ikke er entydig, uanset at der er tale om samme funktion. Således anvender f.eks. LCIA, SIAC, HKIAC og FAI begrebet »presiding arbitrator«, mens ICC og Voldgiftsinstituttet på engelsk betegner formanden som »president«. SCC og VIAC anvender numere begrebet »chairperson«.

Det samme er som udgangspunkt også tilfældet i forhold til begrebet »chairman« efter AA96, dog bortset fra »casting vote«. Denne sidste omstændighed kan siges at rejse det spørgsmål, om anvendelsen af vendingen »chairman« og ikke »presiding arbitrator« i en engelsksproget voldgiftsaftale, hvor dansk ret gælder for voldgiftsaftalen³⁴⁵345. Her erindres om, at der i voldgiftssager kan forekomme indtil 3 (måske 5) forskellige lovvalg: For det første den lov der skal anvendes ved løsningen af den materielle tvist (lex causae), for det andet den lov, der regulerer selve voldgiftsprocessen (lex arbitri) og for tredje den lov der gælder for selve voldgiftsaftalens gyldighed og fortolkning heraf. Voldgiftsaftalen anses for en separat aftale i forhold til hovedaftalen, jf. »separabilitetsprincippet«, der generelt finder anvendelse, og som i voldgiftsloven er indeholdt i § 16, stk. 1. Det er dette sidste lovvalg, der er relevant i den foreliggende sammenhæng. Se om disse lovvalg Voldgiftskommentaren s. 372 ff. (særligt s. 374). og/eller lex arbitri, i sig selv er nok til at give den pågældende »chairman« en casting vote i tilfælde af uenighed mellem voldgiftsdommerne.

Dette må afgøres ved en konkret fortolkning af parternes voldgiftsaftale, men kan nok som udgangspunkt afvises. Dog kan det måske ikke ganske udelukkes i tilfælde, hvor parterne har anvendt en engelsk standardkontrakt eller en kontraktform, der typisk anvendes i retsforhold undergivet engelsk ret. Herudover må det formentlig antages, at anvendelsen Side 259 af vendingen »chairman« ikke uden yderligere holdepunkter herfor udstyrer denne »chairman« med casting vote, hvis dansk ret skal anvendes på voldgiftsaftalen.

3.1. Referee

Begrebet »referee« ses meget sjældent anvendt i voldgiftsaftaler eller standardkontrakter. Begrebet anvendes således hverken i Voldgiftsloven, Modelloven eller AA96.³⁴⁶346. Det bemærkes dog, at ICC har et ældre regelsæt fra 1990 om en såkaldt »Pre-Arbitral Referee«, hvor den pågældende virker som en midlertidig eller hastevoldgiftsdommer, der træffer beslutninger om bevissikring, bevisoptagelse eller foreløbige retsmidler. I dette regelsæt virker »referee« på egen hånd.

Derimod indeholdes begrebet i dansk ret i Bkg. 193-06-19 nr. 59 om Den europæiske konvention om international handelsvoldgift (Geneve konventionen af 1961) hvis artikel IV (a) i den engelske version bestemmer, at der kan udpeges »en sole arbitrator, presiding arbitrator, umpire or referee«. Den danske oversættelse heraf lyder »enevoldgiftsmanden, formanden for voldgiftsretten, opmanden eller »referee««. Som det vil ses, findes der således ikke en dansk oversættelse af »referee«, men den franske version af Geneve-konventionen³⁴⁷347. De tre officielle versioner er den engelske, den franske og den russiske. er mere deskriptiv i forhold til indhold og sondringer, idet art. IV (a) i denne udgave bestemmer, at der kan udpeges en »l’arbitre unique (»enevoldgiftsdommer«), l’arbitre president (»formand«), du super-arbitre (»overvoldgiftsdommer« – umpire), tiers-arbitre (»tredje voldgiftsdommer« – referee).« (mine oversættelser til dansk).

Side 260

I Hascher, European Convention on International Commercial Arbitration 1961, Commentary,³⁴⁸348. Yearbook Comm. Arb’n XXXVI (2011) anføres med henvisning til konventionens forarbejder følgende:³⁴⁹349. Ibid., para 42

»The report of the Special Meeting of Plenipotentiaries indicates that these terms should be given the following meaning: (i) a presiding arbitrator is an arbitrator who chairs an arbitral tribunal composed of an odd number of arbitrators, (ii) an umpire is an arbitrator who acts as sole arbitrator when the two arbitrators nominated by the parties disagree, (iii) a referee is an arbitrator who casts the decisive vote between the two appointed arbitrators, but is bound to adopt one of the opinions.«

Med henvisning til begrebsdannelsen i Geneve konventionen er en »referee« derfor som udgangspunkt en voldgiftsdommer, der slutter sig til voldgiftsretten på et senere tidspunkt i voldgiftsprocessen og derpå sammen med de partsudpegede voldgiftsdommere afgør sagen. En referee træder ikke i stedet for de partsudpegede voldgiftsdommere, men tiltræder dommerkollegiet som en slags »tie-breaker«.

Fordelene ved en »referee«-løsning kan siges at være af omkostningsmæssig karakter, idet alene to voldgiftsdommere skal beskæftige sig med sagen, medmindre de bliver uenige. Hvis udpegningen af en referee udskydes til kort før en mundtlig forhandling, kan endvidere større fleksibilitet opnås, idet en kandidat til posten som referee, som ikke kan deltage på det berammede tidspunkt, eventuelt kan fravælges til fordel for en anden kandidat, der kan være til stede.³⁵⁰350. Se således Sutton, Gill & Gearing: Russell on Arbitration (24.udg, 2015) para 4-041. De omkostningsmæssige fordele er dog nok begrænsede.

En referee træder i funktion, såfremt og når der opstår uenighed mellem de partsudpegede voldgiftsdommere. Det kan overvejes, om der skal foreligge en vis kvalificeret uenighed mellem de partsudpegede voldgiftsdommere, eller om enhver (måske nok så triviel), f.eks. proceduremæssig, uenighed udløser pligt til at inddrage referee i sagsbehandlingen. Det sidste må antages at være tilfældet, idet der i modsat fald kunne forekomme tilfælde, hvor voldgiftssagen går i stå, uden at der er mulighed for at gennemtvinge dens videreførelse, således at parterne – efter en vis tid – kan træde tilbage fra voldgiftsaftalen og i stedet søge tvisten af-Side 261gjort ved domstolene.³⁵¹351. U 2003.2412 V og Rt-1918-268, hvor det udtales, at »det vistnok i mangel av anden avtale maa antages at være en stiltiende kontraktsforutsætning ved enhver voldgiftskontrakt, at voldgiftsbehandlingen ikke maa trække i langdrag ut over alle rimelighetens og tilbørlighetens grænser, og at enhver av kontrahenterne, hvis saa maatte ske, skal være berettiget til at anse sig ubunden av voldgiftskontrakten Det er et åbent spørgsmål, om en sådan referee skal have casting vote, men meget taler for at dette er tilfældet henset til, at hans funktion udtrykkeligt er at bryde den dead-lock situation, som er opstået ved at de partsudpegede dommere ikke har kunnet enes.

Som anført er en referees mandat ifølge citatet fra Hascher ovenfor begrænset til at vælge mellem et af de to standpunkter indtaget af de partsudpegede voldgiftsdommere, hvilket stemmer fint overens med rollen som tie-breaker, og noget tilsvarende er i dansk ret antaget af Hjejle: Frivillig voldgift (1947), s. 112, hvor det om en »opmand« med en funtion som en referee anføres: »Opmanden maa i første Omgang forsøge at skabe Enighed om en Afgørelse, f.Eks. ved at fremsætte et ganske nyt Synspunkt, som alle kan forenes om. Lykkes det ikke, maa han søge at skabe Majoritet for et Resultat, enten ved at fremsætte et nyt, som een af VM kan slutte sig til. Først hvis dette ikke lykkes, maa man skære igennem: et Resultat skal naas, og kan det ikke naas ved ene Majoritetsdannelse, maa Opmanden fastsætte det.« Dog anfører Hjejle endelig, at opmanden »maa da være indskrænket til at indtage et Standpunkt, som ligger paa eller imellem de to Yderpunkter, der dannes af VM’s Standpunkter«. Konkluderende udtaler Hjejle (s. 112), at »en Afgørelse altid er gyldig, hvis den enten træffes af Opmanden + en af (eller begge) de oprindelige VM, eller den træffes af Opmanden alene og da ligger indenfor det Omraade, der angives af VM’s oprindelige Standpunkter«. Dette udsagn er gentaget i Hjejle: Voldgift (1987), s. 94.

Der er støtte i ældre rets- og voldgiftspraksis for Hjejles synspunkter, jf. således U 1931.884 FVK, hvor det udtales, at »Opmanden har truffet en Afgørelse, der maa siges at ligge imellem de af Voldgiftsmændene indtagne Standpunkter, og han har derfor ikke overskredet sin Kompetence« (min understregning.) I samme retning er Se U 1933.1131 Ø, hvor det som en del af begrundelsen anførtes, at »Opmanden ikke ... kunne siges paa egen Haand at have fastslaaet et helt nyt Resultat, men maa siges at have holdt sig indenfor Rammerne af det af Voldgiftsmændene trufne beslutningsgrundlag ...«.

En sådan retsstilling frembyder klare problemer af både teroretisk og praktisk karakter. Som et eksempel på sådanne uhensigtsmæssige konsekvenser kan nævnes en erstatningssag, hvor de partsudpegede voldgifts-Side 262dommere er enige om, at der foreligger et ansvarsgrundlag og et kausalt/adækvat tab, men uenige om tabets størrelse, hvorfor en referee slutter sig til voldgiftsretten. Skulle referee, dersom denne er uenig med de partsudpegede dommere i, at der foreligger et ansvarsgrundlag, eller uenig i, at der overhovedet er lidt et kausalt og adækvat tab, være forpligtet til at acceptere de delkonklusioner, som de partsudpegede voldgiftsdommere er enige om, eller vælge at fratræde? Og hvad hvis den næste referee deler den første referees opfattelse?

Også i relation til tabets størrelse kan man tænke sig, at den ene parts udpegede voldgiftsdommer finder, at der er lidt et tab på 10 millioner kr., mens den anden bedømmer tabet til at være 50 millioner kr. Skadelidte har nedlagt påstand om betaling af 100 millioner kr., og skadevolder har nedlagt påstand om frifindelse. Skulle referee ikke kunne frifinde skadevolder, hvis der ikke findes at være lidt et tab eller omvendt tilkende skadelidte en erstatning på mindre end 10 millioner kr. henholdsvis mere end 50 millioner kr., hvis dette bedømmes at være tabet? Er hans eneste alternativ til at træffe en afgørelse mellem de af de partsudpegede voldgiftsdommeres yderpunkter da også her at fratræde?

Og endelig kan nævnes det tilfælde, at referee finder, at et synspunkt, som er lagt til grund af begge de partsudpegende voldgiftsdommere strider mod forhandlingsmaksimen eller er ultra petita og dermed eksponerer en voldgiftskendelse med det anførte resultat for tilsidesættelse ved domstolene, jf. Voldgiftslovens § 37, stk.2, nr. 1, litra c? Og hvad skal den referee gøre, der ikke mener at kunne stå inde for et resultat svarende til den ramme, der er tilvejebragt ved de partsudpegede voldgiftsdommeres vota? Er hans eneste mulighed at fratræde?

Der bør ikke efter min opfattelse være begrænsninger i en referees adgang til at drage de bevismæssige og retlige konklusioner, som denne finder mest korrekte.

3.2. »Umpire«

Voldgiftsloven og modelloven omtaler ikke en »umpire«. En udførlig regulering heraf findes derimod i AA 1996 sec. 21, hvor partsautonomien i forhold til en sådan umpires rolle er fastslået i sec 21(1) med en fremhævelse af visse karakteristika i litra a og b, og hvor de deklaratoriske regler om umpire og dennes rolle og funktion er indeholdt i AA 96 sec. 21(2). Da bestemmelsen i AA 96 sec. 21, som det fremgår af diskussionen nedenfor, formentlig kan have betydning også i forhold til dansk ret, gengives den her in extenso:

Side 263

•  »(1) Where the parties have agreed that there is to be an umpire, they are free to agree what the functions of the umpire are to be, and in particular –
• a whether he is to attend the proceedings, and
• b when he is to replace the other arbitrators as the tribunal with power to make decisions, orders and awards.
• 2 If or to the extent that there is no such agreement, the following provisions apply.
• 3 The umpire shall attend the proceedings and be supplied with the same documents and other materials as are supplied to the other arbitrators.
• 4 Decisions, orders and awards shall be made by the other arbitrators unless and until they cannot agree on a matter relating to the arbitration.
•  In that event they shall forthwith give notice in writing to the parties and the umpire, whereupon the umpire shall replace them as the tribunal with power to make decisions, orders and awards as if he were sole arbitrator.
• 5 If the arbitrators cannot agree but fail to give notice of that fact, or if any of them fails to join in the giving of notice, any party to the arbitral proceedings may (upon notice to the other parties and to the tribunal) apply to the court which may order that the umpire shall replace the other arbitrators as the tribunal with power to make decisions, orders and awards as if he were sole arbitrator.
• 6 The leave of the court is required for any appeal from a decision of the court under this section«

Det vil af citatet ses, at det centrale indhold af en umpire-model er, at de partsudpegede voldgiftsdommere i første omgang selv skal søge at nå til enighed om voldgiftsprocessen og sagens afgørelse, jf. sec 21(4), første led. Herved minder umpire-løsningen om referee-modellen, jf. ovenfor. Opstår der imidlertid uenighed mellem de partsudpegede voldgiftsdommere, er den udfyldende regel, et de skal orientere parterne og umpire herom, hvorefter de partsudpegede voldgiftsdommere fratræder og bliver »functus officio«, således at umpire træffer herefter afgørelse i tvisten som enevoldgiftsdommer.³⁵²352. Oprindelig indebar modellen ofte, at de partsudpegede voldgiftsdommere, dersom de ikke kunne nå til enighed og overlod afgørelsen til den valgte umpire, skiftede rolle og agerede som advokat for den part, der havde udpeget dem. En sådan fremgangsmåde er utænkelig i moderne voldgiftsret henset til kravene om upartiskhed og uafhængighed af parterne.

Herved adskiller en umpire sig fundamentalt fra en referee, der, som nævnt, slutter sig til de partsudpegede voldgiftsdommere for at bryde en dead-lock som følge af uenighed mellem disse. Denne sondring svarer til Bkg. 193-06-19 nr. 59 om Den europæiske konvention om international Side 264 handelsvoldgift (Geneve konventionen af 1961), som gennemgået ovenfor.

I forarbejderne til AA96 section 21 udtales direkte,³⁵³353. Se DAC Report para 91: »We have set out what we believe to be the position under English law in the absence of any such agreement«. at lovens bestemmelser er en kodificering af den gældende praksis på området bortset fra section 21(3) om mulighed og adgang for umpire til at deltage i sagebehandlingen som obervatør forud for, at den pågældende eventuelt træder i funktion.³⁵⁴354. I USA bruges betegnelsen »umpire« således synonymt med en »chairman« og »presiding arbitrator«, hvilket kun bidrager til den eventuelle forvirring – f.eks. i et tilfælde, hvor parternes lovvalg angår en af de amerikanske stater eller voldgiftssagen skal have sæde i USA.

Videre anføres i motiverne til AA96 section 21, at umpire konstruktionen er et »peculiarly English concept«,³⁵⁵355. DAC Report, Part 1, para 94. og sandt er da også, at en voldgiftsret bestående af to voldgiftsdommere og en umpire særligt ses i voldgiftssager inden for en række områder domineret af engelske retstraditioner, f.eks. det maritime område eller inden for handel med råvarer og andre commodities samt vedrørende reassurance. I alle disse sagstyper er de partsudpegede voldgiftsmænd ikke sjældent engagerede i selve den omhandlede sektor eller industri, hvor der alene anses for at være brug for en (oftest) juridisk trænet umpire, såfremt de partsudpegede voldgiftsdommere med kommerciel baggrund ikke kan nå til enighed om resultatet.³⁵⁶356. Se U1962.93H indeholdende en – ikke længere gangbar – vurdering af rækkevidden og begrænsningerne i en klausul, hvorefter alle voldgiftsdommerne skulle være »commercial men«.

Som et eksempel på anvendelsen af en umpire struktur kan henvises til de meget udbredte voldgiftsregler vedtaget af LMAA³⁵⁷357. LMAA er en forkortelse for London Maritime Arbitrators' Association. Terms (2017), paragraph 9, hvor det anføres:³⁵⁸358. I deres FAQ-rubrik på hjemmesiden anfører LMAA om den aftagende anvendelse af umpire-strukturen: »Nowadays, arbitration clauses requiring umpires instead of third arbitrators are less common. And where there is such a clause and a case goes to a hearing, the arbitrators will often ask the parties to consider varying the requirement so that a third arbitrator may be appointed. That way all three members of the tribunal can participate fully in the decision-making process. This is particularly advantageous when one or more of the members of the tribunal has some specialist knowledge or experience which is relevant, the benefit of which might otherwise be lost.«

Side 265

If the tribunal is to consist of two arbitrators and an umpire:

• a each party shall appoint one arbitrator not later than 14 days after service of a request in writing by either party to do so;
• b the two so appointed may appoint an umpire at any time after they themselves are appointed and shall do so before any substantive hearing or forthwith if they cannot agree on any matter relating to the arbitration, and if the two said arbitrators do not appoint an umpire within 14 days of one calling upon the other to do so, the President shall, on the application of either arbitrator or of a party, appoint the umpire;
• c the umpire shall attend any substantive hearing and shall following his appointment be supplied with the same documents and other materials as are supplied to the other arbitrators;
• d the umpire may take part in and, if the original arbitrators so agree, chair the hearing and deliberate with the original arbitrators;
• e decisions, orders and awards shall be made by the original arbitrators unless and until they cannot agree on a matter relating to the arbitration. In that event they shall forthwith give notice in writing to the parties and the umpire, whereupon the umpire shall replace them as the tribunal with power to make decisions, orders and awards as if he were the sole arbitrator.

I dansk ret støder praktikeren nok ikke mindst ind i en umpire-løsning i voldgiftsklausuler indenfor den maritime sektor.³⁵⁹359. Se som et nyere eksempel herpå voldgiftsklausulen i U 2013.2238 Ø, der for domstolene handlede om, hvorvidt et konkursbo var bundet af voldgiftsaftale. Hovedaftalen var et certeparti, og voldgiftsklausulen heri lød: »All disputes arising out of this contract which cannot be amicably resolved shall be referred to arbitration in London. Unless the parties of this contract agree upon a sole arbitrator the reference shall be for 2 (two) arbitrators, one to be appointed by each of the parties. The arbitrators shall be commercial men, and the umpire if appointed, in the event of disagreement between two arbitrators, shall be a legal man, and shall be members of the London Maritime Arbitrators' Association. ...« Fra ældre retspraksis kan henvises til U 1957.546 H, der ligeledes omhandlede en tvist vedrørende et certeparti: »Any dispute arising under the Charter to be referred to arbitration in Copenhagen one Arbitrator to be nominated by the Owners and the other by the Charterers, and in case the Arbitrators shall not agree then to the decision of an Umpire to be appointed by them, the award of the Arbitrators or the Umpire to be final and binding upon both parties.« Afgørelsen omtales nærmere nedenfor under 3.3.

Visse forfattere er meget kritiske overfor umpire modellen. Vedrørende engelsk ret kan henvises til Merkin & Flannery: Arbitration Act 1996 (5. udg., 2014), der s. 79 anfører, at »(t)he practice ought not be to encouraged as an efficient dispute resolution process. It is hoped that at the next Side 266 edition of this work, the species will be extinct«. Men der findes også tilhængere af mulighed for en umpire-struktur, jf. f.eks. Harris, Planterose & Tecks: The Arbitration Act 1996 – A Commentary (5.udg, 2014) s. 126, hvor modellen forsvares med »its retention is consonant with the aim of encouraging the widest possible means of resolving disputes«.

Fra litteraturen om international voldgift kan henvises til Blackaby and Partasides: Redfern and Hunter on International Arbitraion (6.udg, 2015) para 2.77, hvor det anføres, at »(t)he system of appointing only two arbitrators, with an »umpire« or »referee« to adjudicate between them if they cannot agree, may be appropriate within a defined trade or commodity association, but is impracticable for the generality of international arbitrations« uden at det dog nærmere angives, hvori den manglende praktikabilitet efter forfatternes opfattelse består. Det er ikke ganske klart hvad vendingen »between them« indebærer. Som nævnt er den engelske model – og også dansk ret, jf. tidligere retspraksis – baseret på en antagelse om, at umpire erstatter de to partsudpegede voldgiftsdommere og afgøre sagen som enevoldgiftsdommer. Mindre kategorisk er Born: International Commercial Arbitration (2. udg., 2014), der s. 1673 med henvisning til et enkelt område indenfor råvarehandlen udtaler, at »there is evidence that the umpire system has worked reasonably well, at least in some circumstances ...«.

Imidlertid er umpire modellen for mange en fremmed fugl, hvilket afspejles i praksis. Se f.eks. fra norsk voldgiftspraksis ND-1990-340 om en skibsbygningskontrakt mellem et norsk værft og en irsk fiskerivirksomhed. Kontrakten var på engelsk, og voldgiftsklausulen indebar, at der skulle udpeges tre voldgiftsdommere, hvoraf den ene skulle være »umpire«. I kendelsen anførtes imidlertid, at den ene af de tre udpegede voldgiftsdommere var »formann« uden at det nærmere af kendelsen kan ses, om parterne havde fraveget umpire strukturen eller ej, eller om parterne (eller voldgiftsdommerne) blot har anset umpire og formand for synonyme begreber eller slet ikke overvejet sig problemstillingen. Det fremgår af kendelsen, at voldgiftsrettens konklusioner var enstemmige, hvilket i tilfælde af en engelsk umpire struktur jo ville bevirke, at den udpegede umpire slet ikke skulle træde i funktion.

En umpire er ikke bundet af de partsudpegede voldgiftsdommeres synspunkter, og de udgør ikke rammen for opmandens virke. Denne manglende binding er allerede fremhævet af Hjejle: Frivillig Voldgift (1947), s. 111, hvor Hjejle anførte, at såfremt der er tale en udpegning af en ny dommer til erstatning for de partsudpegede dommere og ikke en referee, »er der begrebsmæssigt ingen Grund til at binde hans Afgørelse til de af Side 267 V Mændene anlagte Synspunkter, thi der er her ikke Tale om Majoritetsdannelse, men om en ny Enedommers Afgørelse, og Formaalet (Afgørelsen) naas, hvilket Standpunkt han saa indtager«. Hjejle gentog udsagnet i Voldgift (1987), s. 92 f.. Dette kan uden videre tiltrædes.

3.3. »Opmand«

Voldgiftsloven indeholder ikke begrebet »opmand«,³⁶⁰360. Begrebet findes dog i den første regulering af voldgiftsinstituttet i dansk ret, nemlig i DL 1-6-1 hvor det anførtes, at »Dersom parterne voldgive deris sag og tvistighed på dannemænd, enten med opmand eller uden, da hvad de sige og kiende, så vit deris fuldmagt dennem tillader at giøre, det står fast og kand ej for nogen ret til underkiendelse indstævnis, dog Kongen sin Sag forbeholden.« (min understregning). der heller ikke findes nærmere omtalt i motiverne til loven eller i den af Advokatrådet udarbejdede betænkning Reform af Voldgiftsloven fra 2003. Den tidligere gældende voldgiftslov fra 1972 indeholder heller ikke dette begreb.³⁶¹361. Bortset fra citatet fra DL 1-6-1.

I Betænkning 414/1966 om voldgift anføres s. 27, at det i trælastbranchen »er almindeligt, at sagen starter med en af hver af parterne udpeget voldgiftsmand, og at der kun tilkaldes en opmand, hvis disse ikke kan blive enige«. Mulighed herfor fandtes i betænkningen at burde opretholdes, idet »den kan bidrage til en opnåelse af en velbegrundet mellemløsning derved, at det for de to voldgiftsmænd må stå som en vis pligt til at enighed« ligesom det videre bl.a. udtaltes en sådan opmandsløsning »kan være økonomisk, idet man »sparer« en voldgiftsmand«.

Der kan ikke herske tvivl om, at en »opmand« efter traditionel dansk sprogbrug kan dække over både en referee eller en umpire i de ovenfor angivne betydninger. Endvidere kunne en opmand efter tidligere retspraksis også være en formand for voldgiftsretten.³⁶²362. Se f.eks. U 1956.436 H, U 1974.49 H og U 1983.44 H.

Indledningsvis anførte Hjejle i 1947 (s. 111), at en opmand både kan være en »Ny Dommer« og en »tredje Voldgiftsmand«, der »skaber Majoritet for et Standpunkt«. Den første mulighed svarer til princippet i AA96, hvor den udpegede »umpire« afløser de partsudpegede voldgiftsdommere og på egen hånd træffer træffer afgørelse. I den anden af Hjejle nævnte variant optræder opmanden som en referee, jf. bekendtgørelsen om handelsvoldgift og Haschers kommentar.

Hjejle antog i 1947 (s. 112), at opmandens rolle i første omfang beroede på »Parternes Mening med Opmandsinstitutionen« og i 1987 (s. 92) frem-Side 268hævedes af Hjejle, at »man i første række (må) holde sig til den konkrete fortolkning af den foreliggende opmandsklausul«. Det er givet det korrekte udgangspunkt.

Som den udfyldende regel herom udtalte Hjejle videre i 1947 s. 112, at »Parternes Hensigt med at vælge – eller at give VM Ret til at vælge – en Opmand vil normalt ikke være at vælge Enedommer, der suverænt skal afgøre Sagen, hvis de to første er kørt fast, thi saa kunde de lige saa godt vælge ham med det samme og ikke gaa den Omvej, først at lade de to VM forsøge, men Hensigten maa være at træde til for at bringe Voldgiften over det døde Punkt, naar de to, paa hvis jugement, de først og fremmest forlader sig, og som de betragter som Garanter for et fornuftigt, tilfredsstillende Resultat, ikke kan naa til Enighed. Meningen med at skubbe Tredjemand ind i Forholdet er da: at naa til Resultat og naa det i saa nær Tilknytning som muligt til Parternes egentlige Tillidsmænd, Voldgiftsmændene«. Dette gentog Hjejle ordret (om end retskrivningsmæssigt opdateret) i 1987 s. 93. Hjejle finder med andre ord, at en opmands rolle som udgangspunkt er som en referee.

Dette kan ikke (længere) tiltrædes.

Siden Hjejles fremstilling fra 1947 er begrebet opmand som anført indarbejdet i bkg. nr. 59 af 19. juni 1973 om Den europæiske konvention om international handelsvoldgift (Genève-konventionen af 1961) i en betydning svarende til AA96, jf. citatet fra Hascher om forarbejderne hertil. Det må anses for klart uhensigtsmæssigt og endvidere ikke tiltænkt, om begrebet opmand deklaratorisk skulle have forskellige betydninger i dansk voldgiftsret alt efter, om der er tale om et tilfælde inden for eller uden for den nævnte bekendtgørelses virkeområde.

På baggrund af særligt Genève-konventionens bestemmelser bør det nuværende udgangspunkt i dansk voldgiftsret derfor være, at en opmand har samme funktion som en umpire efter engelsk ret, således at opmanden bliver enevoldgiftsdommer i tilfælde af, at de to partsudpegede voldgiftsdommere ikke kan nå til enighed. Opmanden træder til og erstatter de partsudpegede voldgiftsdommere, såfremt og når en uenighed mellem de partsudpegede voldgiftsdommere opstår.

Det nævnte udgangspunkt bestyrkes, hvor der er tale om oversatte versioner af engelske kontrakter eller inden for retsområder, som er domineret af engelsk ret, men bør af retssikkerhedsmæssige grunde gælde generelt.

Begrebet »opmand« oversættes i Gyldendals dansk-engelske ordbog med »umpire«.

Side 269

Endelig erindres om, at hvis voldgiftsretten får den »forkerte« rollefordeling, vil voldgiftskendelsen være eksponeret for tilsidesættelse efter voldgiftslovens § 37, stk. 1, nr. 1, litra d, i henhold til hvilken tilsidesættelse kan ske såfremt »den part, der anmoder om tilsidesættelse, godtgør, ... at voldgiftsrettens sammensætning eller voldgiftssagens behandling ikke var i overensstemmelse med parternes aftale eller med denne lov«.