Professor, ph.d. Morten Rosenmeier, Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet, Center for Informations- og Innovationsret (CIIR)

1. Om Projekt Jurabog

På Københavns Universitet søsatte Det Juridiske Fakultets bibliotek »Juridisk Videncenter« medio 2017 et projekt ved navn Projekt Jurabog. Projektet går ud på, at juridiske bøger, der er udgivet for mere end 10 år siden, lægges frit tilgængelige på www.jura.ku.dk/jurabog. Projektet er ikke mindst tænkt som et tilbud til juridiske forskere, som via hjemmesiden kan få adgang til tidligere udgaver af lærebøger mm. Også juridiske praktikere og jurastuderende, herunder specialestuderende, kan dog få glæde af siden. Mange af os kender den fornemmelse, at vi godt kunne tænke os at slå noget efter i de klassiske juridiske standardværker. Hvis ikke man har dem ved hånden, skal de bestilles på biblioteket. Det tager flere dage, og så ender det tit med, at man dropper at slå tingene efter. Med Projekt Jurabog vil en lang række ældre bøger nu kun være et klik væk.

Projekt Jurabog er blevet til som følge af et initiativ fra festskriftets genstand. Det ledes af en styregruppe bestående af ham, en repræsentant fra Det Kongelige Bibliotek, repræsentanter for forlagene KarnovGroup, Ex Tuto og DJØF Forlag og mig. Jeg sidder i styregruppen i min egenskab af formand for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde

Side 83
(UBVA) under hovedorganisationen Akademikerne.⁹²92. Tidligere Akademikernes Centralorganisation og i daglig tale stadig forkortet AC. UBVA varetager de ophavsretlige og ophavsretspolitiske interesser for AC-organisationerne og deres medlemmer. Se nærmere www.ubva.dk. Formanden for UBVA er normalt Akademikernes repræsentant i en række ophavsretlige fora. Selv er jeg næstformand i Copydan Tekst & Node og formand for Forfatternes Forvaltningsselskab, som omtales senere. Mads Bryde Andersen var formand for UBVA i perioden 1998 til 2000 og satte betydelige fingeraftryk på udvalgsarbejdet, bl.a. som forfatter eller medforfatter til flere UBVA-publikationer, der stadig læses. De ligger til download på www.ubva.dk under »Publikationer«. Desuden er jeg selv forfatter til juridiske bøger, som skal indgå i projektet.

Ikke mindst i UBVA håber vi, at projektet kan være et pilotprojekt, der kan trække andre projekter med sig inden for andre fag end jura.

Siden slutningen af 0’erne har det nemlig været en alment anerkendt, kulturel målsætning, både nationalt og på EU-plan, at der skal ske »digitalisering af kulturarven«.⁹³93. Se som nogle eksempler bl.a. Kulturministeriets rapport »Digitalisering af kulturarven«, 2009, tilgængelig på www.kum.dk, og EU-Kommissionens henstilling om digitalisering og onlineadgang til kulturelt materiale og digital opbevaring, K(2011) 7579 af 27.10.2011. Det indebærer bl.a., at der skal ske en rimelig grad af digitalisering af gamle bøger og artikler. Og de danske forfatterorganisationer, herunder Akademikerne, som UBVA er en del af,⁹⁴94. De danske forfatterorganisationer er følgende: Dansk Forfatterforening (DFF) (primært skøn- og faglitteratur), Danske Skønlitterære Forfattere (DSF) (skønlitteratur), Dansk Journalistforbund (DJ) (journalistik, skøn- og faglitteratur), Danske Dramatikere (dramatik), DJBFA/Komponister og sangskrivere (tidligere Danske Jazz-, Beat- og Folkemusik Autorer og i daglig tale blot DJBFA) (sangtekster mv.), Danske Populær Autorer (DPA) (sangtekster, revytekster mv.) og Akademikerne v. UBVA (akademisk faglitteratur). For alle organisationerne er medlemsrådgivning om ophavsret en central opgave. På AC-området sker der også en vis ophavsretsrådgivning i visse af Akademikernes medlemsorganisationer, herunder Dansk Magisterforening. De fleste sager sendes dog videre til UBVA. Som formentlig den eneste organisation yder Akademikerne v. UBVA i praksis også gratis ophavsretsrådgivning i forhold til ikke-medlemmer, bl.a. via en spørgeformular på www.ubva.dk. Referater af UBVAs udtalelser vil i 2018 blive offentliggjort i en database, som der vil være adgang til på UBVAs hjemmeside. En række ældre UBVA-udtalelser er omtalt i Bryde Andersens bøger på UBVAs hjemmeside, herunder i Bryde Andersen/Hau, Rettighedsproblemer i forskningssamarbejder, Kbh. 1998. har siden nullerne haft det ønske, dels at der snarest skal tages hul på digitaliseringen af forlagenes bagkataloger og bibliotekernes bogsamlinger, og dels at digitaliseringsprojekterne skal gennemføres på en måde, der sikrer en rimelig grad af hensyntagen til de forfattere, hvis værker digitaliseres. Side 84 Det vil normalt forudsætte to ting. For det første, at digitaliseringsprojekterne kun gennemføres, når der er indhentet de nødvendige samtykker fra forfatterne og deres arvinger, evt. via Copydan eller tilsvarende organisationer. Og for det andet, at forfatterne som alment udgangspunkt skal have en rimelig betaling. Udviklingen er dog ikke rigtig kommet i gang endnu. Der sker ganske vist løbende digitalisering af DR’s arkiver, herunder på www.dr.dk/bonanza. Projektet gennemføres i henhold til en aftale mellem Danmarks Radio og alle de danske ophavsmandsorganisationer repræsenteret i Copydan Arkiv, herunder forfatterorganisationerne, og organisationerne modtager store og reelle beløb til gengæld.⁹⁵95. Se nærmere www.copydanarkiv.dk. For selve digitaliseringen af »arkivguldet« er der til 2017 betalt over 70 millioner kr. til rettighedshaverne. Se bl.a. www.dr.dk/om-dr/nyheder/nu-er-drs-arkiv-digitaliseret. Men når det kommer til bøger, har vi endnu til gode at få taget rigtig hul på digitaliseringsprocessen. Initiativet vil skulle udgå enten fra forlagsbranchen eller bibliotekerne, herunder især Det Kongelige Bibliotek. Men det går trægt.

Inden for forlagsbranchen har Lindhardt og Ringhof og Gyldendal i 2015 iværksat nogle projekter, hvor de gør ældre titler fra bagkataloget tilgængelige som e-bøger. Så vidt jeg er informeret, omfatter projekterne dog indtil videre kun ældre skønlitteratur og i et vist omfang også populærvidenskabelig litteratur. Mere tung videnskabelig faglitteratur, derimod, er ikke med. Desuden gennemføres projekterne indtil videre, uden at der er indgået aftaler med forfatterorganisationerne, Copydan eller tilsvarende organer. Der forhandledes ellers længe om aftaler, men det strandede pga. uenighed om, hvad forlagene skulle betale til gengæld for dem. Forlagene igangsatte derefter projekterne på en måde, der indebærer, at de, efter hvad de oplyser, løbende klarerer rettigheder i forhold til de involverede forfattere og deres arvinger. Vi har i organisationerne den opfattelse, at det må være så resursekrævende og svært for forlagene, at de snart kryber til korset og beder om Copydan-aftaler. I 2015 måtte Gyldendal f.eks. erkende, at man ikke længere kunne finde og betale royalty til alle de ca. 3.800 mennesker, der i 1990’erne bidrog til den trykte udgave af Den Store Danske Encyklopædi. Gyldendal fik derfor til sidst en aftale med Copydan Tekst & Node. Her sidder der en hær af fuldtidsansatte bibliotekarer, der ikke laver andet end at opspore rettighedshavere. De er langtfra færdige med at finde bidragyderne. At Gyldendal & LR uden Copydan-aftaler nu skal håndtere projekter omfattende tusinder af bøger Side 85 udgivet i løbet af 1900-tallet og foretage rettighedsklarering i forhold til tusinder af arvinger, virker derfor ikke som en langtidsholdbar løsning. Forfatterorganisationerne har den forventning, at der i fremtiden vil være brug for Copydan-aftaler, som sikrer forfatterne en substantiel betaling. Men indtil videre er de altså ikke lavet endnu.

Heller ikke inden for bibliotekssektoren er der kommet særligt gang i bog-digitaliseringen. Der er ganske vist lavet forskellige Copydan-aftaler om digitalisering af diverse leksika og bøger mm.⁹⁶96. En liste over de forskellige aftaler findes på www.kum.dk under Kulturpolitik/Ophavsret/Godkendelser. Aftalerne har bl.a. muliggjort digitalisering og brug af boguddrag som led i et ordbogsprojekt under Den Arnamagnæanske Kommission, digitalisering og online-tilrådighedsstillelse af Dansk Biografisk Leksikon, Den Store Danske Encyklopædi og Trap Danmark, digitalisering af nogle »døde aviser«, der ikke længere udkommer, samt af et par ældre tidsskrifter mv. Desuden er der indgået en aftale, der muliggør Det Kongelige Biblioteks digitalisering af 913 bøger samt en række kort og billeder om 1. verdenskrig til brug på bibliotekets hjemmeside. I Norge, derimod, er der indgået en aftale mellem Nasjonalbiblioteket og Copydans norske pendant Kopinor, som tillader biblioteket at digitalisere og online-publicere al norsk litteratur udgivet før år 2000. Projektet omfatter, så vidt jeg er orienteret, nu tæt ved en million bøger. I den danske bibliotekssektor er fortællingen, at nordmændene er så langt fremme pga. deres oliepenge, og at noget lignende ikke er muligt i Danmark. På den anden side har der været politisk vilje til at bevilge betydelige millionbeløb til digitalisering af DR’s arkiv, jf. ovenfor. Det forslag har derfor været fremme, at bibliotekssektoren og forfatterorganisationerne skulle prøve at skaffe bevillinger ved en fælles, målrettet lobbyindsats. Forslaget har ikke vundet gehør blandt de toneangivende personer i bibliotekssektoren. Se bl.a. drøftelserne til sidst på UBVA-arrangementet på Folkemødet på Bornholm 2015 »Ophavsretten og bibliotekerne – en solstrålehistorie«. Arrangementet kan ses som web-tv på www.ubva.dk. Men Det Kongelige Bibliotek har indtil nu ikke været interesseret i at gennemføre bog-digitaliseringsprojekter i større stil. Problemet er bl.a., at biblioteket er under økonomisk pres pga. stadige krav om nedskæringer. Hertil kommer, at i hvert fald visse dele af bibliotekets ledelse nærer ideologisk begrundet modvilje mod digitaliseringsprojekter, der udløser betaling til »grådige rettighedshavere«, »griske arvinger« o.l. Denne opfattelse har nationalbibliotekschef Pernille Drost tilkendegivet åbent ved flere lejligheder, herunder under foredragsarrangementer i UBVA og Dansk Selskab for Ophavsret. Opfattelsen deles utvivlsomt i store dele af bibliotekssektoren.

Side 86

For forfatterorganisationerne er Projekt Jurabog derfor et interessant pilotprojekt, som kan vise vejen for andre projekter.

Digitaliseringsprojekter som Projekt jurabog skaber forskellige ophavsretlige udfordringer, som det er nødvendigt at løse, for at projekterne kan afvikles inden for lovens rammer. På baggrund af en række diskussioner i styregruppen er vi nået frem til følgende juridiske køreplan:

• – Forfattere, redaktører eller deres eventuelle arvinger bliver bedt om at samtykke til, at deres værker indgår i Projekt Jurabog, medmindre det er umuligt eller ressoucemæssigt urealistisk at finde dem
• – Der søges indgået en aftale med Copydan Tekst & Node, som skal gøre det lovligt at lade Projekt Jurabog omfatte værker i de tilfælde, hvor vi ikke har kunnet finde de relevante forfattere, redaktører eller arvinger. Copydan-aftalen vil koste penge. De videresendes af Copydan til alle forfattere, redaktører og relevante arvinger. I den forbindelse bestræber Copydan sig på så vidt muligt at finde så mange rettighedshavere som muligt
• – De forlag, hvis bøger indgår i Projekt Jurabog, anmodes om samtykke

Baggrunden er følgende:

2. Hvad siger loven?

Ophavsretten varer i 70 år fra ophavsmandens dødsår. En stor del af de bøger, der ligger og vil komme til at ligge i Projekt Jurabog, er dermed beskyttet af ophavsret. Efter ophavsretslovens § 2 har ophavsmanden eneret til at fremstille eksemplarer af værket og til at gøre det tilgængeligt for almenheden ved eksemplarspredning, eksemplarvisning og offentlig fremførelse.

Digitaliseringsprojekter som Projekt Jurabog indebærer et indgreb i ophavsretten til de bøger, der indgår i projektet. Lagring af bøgerne på internetservere er udtryk for eksemplarfremstilling og offentlig fremførelse. I de tilfælde, hvor det ikke er muligt at skaffe en elektronisk version af bogen fra et forlag, sådan så det er nødvendigt at indscanne den, indebærer også selve indscanningen en selvstændig eksemplarfremstilling. Som juridisk udgangspunkt kan digitaliseringsprojekter som Projekt Jurabog derfor ikke gennemføres uden samtykke fra de relevante rettighedshavere. Spørgsmålet er så, hvem det er.

Side 87

Efter ophavsretslovens §§ 1, 4 og 5 opstår ophavsretten til bøger hos ophavsmanden forstået som den, der skaber værket ved personlig kreativitet. I forbindelse med juridiske værker er det først og fremmest de forfattere, der har skrevet teksterne. Hertil kommer ophavsmænd, der har fået ophavsret ved at bearbejde eller sammenstille materiale skabt af andre. Det kan bl.a. dreje sig om forfattere, der har videreført andres værker, og om redaktører af festskrifter og andre antologier. Hertil kommer i visse tilfælde ophavsmænd til billedstof, herunder bogforsider, tegninger, grafer og eventuelle fotos mv.

Som udgangspunkt vil Projekt Jurabog og tilsvarende projekter indebære et indgreb i den ophavsret, der tilhører de ophavsmænd, der står bag bøgerne, herunder forfattere, bearbejdere, redaktører og eventuelle fotografer og tegnere m.fl. Og som udgangspunkt skal de alle spørges, før projektet kan løbe af stablen. Det er let nok, hvis der er tale om nyere udgivelser af nulevende kolleger. Men jo ældre værkerne bliver, og jo flere ophavsmænd der står bag de enkelte værker, jo mere kompliceret bliver det. Bl.a. falder ophavsrettigheder i arv, og ofte til flere arvinger. Hvis de dør, går ophavsretten videre til arvingernes arvinger. Hvem arvingerne er, kan man kun finde ud af ved henvendelse til skifteretten, og ofte er der tale om ukendte privatpersoner med almindelige navne. Jo ældre bøgerne er, jo større er problemet. Det er ganske særligt stort, når det handler om antologier med bidrag fra mange ophavsmænd. Ved lidt ældre antologier, f.eks. festskrifter, når man hurtigt op hundredevis af ukendte rettighedshavere, der i princippet skal kontaktes. Den slags værker har karakter af »forældreløse værker«, forstået som værker, hvis rettighedshavere det er meget svært og resursekrævende at opspore.

3. Kan man ikke digitalisere først og spørge bagefter?

Forældreløse værker har altid skabt problemer i ophavsretten. Computerteknologien og det ønske om massedigitalisering, som teknologien har givet anledning til, har imidlertid gjort problemerne særligt følelige og påtrængende. I mange lande er problemerne ikke rigtig løst. I Danmark, derimod, søger ophavsretsloven at løse dem ved hjælp af bl.a. reglerne om »aftalelicens« i ophavsretslovens §§ 50 ff. Det er regler om, at det er tilladt at bruge beskyttet stof uden tilladelse fra ophavsmændene, hvis man får en aftale om det med en organisation, der repræsenterer en væsentlig del af ophavsmændene til den type stof, det handler om. Aftalen Side 88 skal godkendes af Kulturministeriet, jf. ophavsretslovens § 50, stk. 4. Aftalen vil derefter binde både de ophavsmænd, der repræsenteres af organisationen, og udenforstående ophavsmænd, der ikke gør, jf. § 50, stk. 3. Der findes særlige aftalelicensbestemmelser, der specifikt gør det muligt at kopiere og på anden måde disponere over forældreløse værker, herunder §§ 13 om brug af værker i undervisning eller 24 a om gengivelse af kunstværker. Andre projekter kan få aftalelicenser i kraft af bestemmelsen om »generel aftalelicens« i ophavsretslovens § 50, stk. 2. Bestemmelsen siger, at der kan udstedes aftalelicenser på områder, der ikke er specifikt defineret i loven. Det betyder i praksis, at der nu kan laves aftalelicenser til digitalisering af alle former for forældreløse værker, hvis bare man kan få en aftale om det med en repræsentativ ophavsmandsorganisation, og hvis ministeriet efterfølgende kan godkende aftalen. Bestemmelsen blev indført i dansk ret i 2008, bl.a. for at lette digitalisering af forældreløse værker. Siden da har Copydan-foreningerne udstedt en række generelle aftalelicenser, bl.a. om mindre digitaliseringsprojekter. En liste over projekterne findes på den ovenfor note 6 nævnte hjemmeside.

§ 50, stk. 2, om generel aftalelicens blev som sagt indført i 2008. Før den tid var der begrænsede muligheder for at håndtere forældreløse værker inden for lovens rammer. Der skete derfor tit det, at man rådede over dem uden tilladelse i tillid til, at der nok ikke skete noget. Typisk kombinerede man det med diverse symbolske handlinger, der skulle signalere ens vilje til lovlighed. Mange bøger udtaler f.eks. i kolofonen, »Forlaget har gjort alt, hvad det kunne, for at finde frem til ophavsretsindehavere til illustrationsmateriale. Skulle nogen alligevel føle deres rettigheder krænket, bedes de rette henvendelse til forlaget herom« el.lign. Det er også forekommet, at de, der stod bag digitaliseringsprojekter uden tilladelse, prøvede at gøre afbigt ved at stifte forfatterlegater mm. Det var f.eks. sådan, UfR blev digitaliseret i sin tid, efter initiativ fra bl.a. festskriftets genstand. Yderligere eksemplifikation i min artikel i Liber Amicorum Ditlev Tamm, Kbh. 2010 s. 792 ff. Der er dog også en række digitaliseringsprojekter, der er gennemført uden tilladelser, legater eller andet. Jeg mener f.eks. at vide, at det er den måde, NIR og Juristen er digitaliseret på. Man tænkte, at forfatterne måtte være interesseret i, at deres ting blev læst, og at man jo, hvis der mod forventning skulle melde sig en forfatter, der følte anderledes, kunne fjerne vedkommendes tekst fra nettet igen. Og så sprang man ud i det.

Side 89

Da Projekt Jurabog blev søsat, måtte det spørgsmål indledningsvis melde sig, om Projektet eventuelt kunne gennemføres på den måde. Vi nåede dog hurtigt frem til, at det kan det ikke. For det første er er digitalisering af hele bøger trods alt noget andet end digitalisering af artikler. Og for det andet betyder den kendsgerning, at der nu kan laves aftaler efter § 50, stk. 2, at det ikke længere virker forståeligt og undskyldeligt at gennemføre digitaliseringsprojekter uden tilladelse. I gamle dage var det en anden sag. Her var den eneste praktiske mulighed at gennemføre digitaliseringsprojekter på at bide tænderne sammen og håbe det bedste. I dag kan man ringe til Copydan Tekst & Node på 35441494 og få en aftale, der godkendes af Kulturministeriet. Det må så være udgangspunktet, at enten gør man brug af den mulighed, eller også klarerer man rettighederne ved henvendelse til de enkelte rettighedshavere.

4. Kan forfatterrettighederne klareres via forlagene?

I forlængelse af ovenstående måtte det spørgsmål videre melde sig, om Projekt Jurabog eventuelt kunne klarere forfatterrettighederne ved at nøjes med at henvende sig til de forlag, hvor bøgerne er udgivet, ud fra den betragtning, at ophavsmændene må have overdraget deres relevante rettigheder til forlagene. Heller ikke den vej var imidlertid farbar.

For ophavsrettigheder opstår hos ophavsmanden, ophavsretslovens §§ 1, 4, stk. 1, og 5. Forlag har kun de rettigheder, ophavsmændene overdrager til dem. Og det er ikke sædvanligt, at de aftaler, som ophavsmænd til juridiske værker indgår med danske forlag, giver de sidstnævnte ret til at tillade bøgerne omfattet af digitaliseringsprojekter som Projekt Jurabog. Tværtimod er forlagsaftaler typisk formuleret sådan, så forfatteren giver forlaget eneret til »udgivelse«, men beholder andre rettigheder selv. Det er anderledes inden for andre brancher. I pladebranchen, f.eks., har man traditionelt kørt med benhårde kontrakter, der overfører alle de udøvende kunstneres rettigheder til pladeselskaberne.⁹⁷97. Jf. bl.a. en række barske paradigmer i Schlüter/Bay/Plesner Mathiasen, Musikaftaler, Kbh. 2006. På samme måde ser man somme tider i udlandet, at forfattere overdrager den fulde ophavsret til forlagene. Men i den danske forlagsbranche er det sædvanligt, at forlaget kun får retten til bogudgivelse.

Side 90

I forlagsaftaler indgået før ca. midten af 90’erne vil den mulighed at udgive værkerne digitalt slet ikke være overvejet eller omtalt. Nyere kontrakter giver derimod typisk forlaget ret til digital udgivelse. Men der er en juridisk formodning for, at det betyder udgivelse ad sædvanlige kommercielle kanaler, herunder via digitale boghandlertjenester, forlagenes egne hjemmesider mm. Derimod har det formodningen mod sig, at det skulle give forlagene ret til at stille bøgerne gratis til rådighed som led i digitaliseringsprojekter. I den forbindelse kan der, ud over til almindelige kontraktsfortolkningsprincipper,⁹⁸98. Se om de almindelige kontraktsfortolkningsprincipper Bryde Andersen: Grundlæggende aftaleret, Kbh. 2013 kap. 5. henvises til den ophavsretlige »specialitetsgrundsætning«, dvs. et princip om, at aftaler, hvorved en ophavsmand overdrager rettigheder til andre, skal fortolkes indskrænkende til fordel for ophavsmanden. Hvis der er tvivl om, hvorvidt ophavsmanden overdrager mere eller mindre, skal aftalen forstås sådan, at han overdrager mindre.⁹⁹99. Se nærmere om specialitetsgrundsætningen i betænkning 1197/1990 s. 41 ff. og 217 ff., Blomqvist, Overdragelse af ophavsrettigheder, Kbh. 1987 s. 267 ff., Schovsbo/Rosenmeier/Salung Petersen, Immaterialret, Kbh. 2018 s. 615 f., Schovsbo: Immaterialretsaftaler, Kbh. 2001 s. 257 ff. og kommentaren til § 53, stk. 3, i Schønning, Ophavsretsloven med kommentarer, Kbh. 2016. Specialitetsgrundsætningen fremgår nu af ophavsretslovens § 53, stk. 3, men har karakter af en basalt princip, der også fremgik af tidligere ophavsretslove. Den afspejler den erkendelse, at de enkelte ophavsmænd typisk står svagt over for deres medkontrahenter. Specialitetsgrundsætningen er en blandt flere måder, hvorpå man beskytter dem. Den indebærer bl.a., at overdragelsesaftaler som udgangspunkt ikke omfatter udnyttelsesformer, der ikke er kendt på aftaletidspunktet.¹⁰⁰100. Jf. UfR 1974.167/2 H. Der kan derfor ikke være tvivl om, at de forfattere, hvis bøger skal indgå i Projekt Jurabog, typisk ikke har overdraget de relevante dele af deres ophavsrettigheder til de juridiske forlag. Projekt Jurabog kan derfor kun gennemføres, hvis der klareres rettigheder i forhold til de enkelte forfattere eller deres eventuelle arvinger.

I relation til de bøger, der ligger på Projekt Jurabog i øjeblikket (dvs. vinter 2018), er rettighederne klareret ved direkte henvendelse til forfatterne eller deres arvinger. De har alle fået et brev fra Projekt Jurabog, hvor de opfordres til at give samtykke til projektet. De fleste af bøgerne er forholdsvis nye, og i mange tilfælde er de skrevet af nulevende kolleger. Side 91 Men efterhånden som titlerne bliver ældre og ældre, bliver individuel rettighedsklarering mere og mere vanskelig. Problemet er særligt stort i forbindelse med festskrifter. Det er derfor besluttet i styregruppen, at der skal ansøges om en generel aftalelicens efter ophavsretslovens § 50, stk. 2, for at skal gøre det muligt at lade Projekt Jurabog omfatte forfattere/arvinger, som det er umuligt eller uforholdsmæssigt ressourcekrævende at opspore.

5. Copydan Tekst & Node eller Forfatternes Forvaltningsselskab?

Efter ophavsretslovens § 50 stk. 2, skal den generelle aftalelicens indgås med »en organisation, der omfatter en væsentlig del af ophavsmændene til en bestemt art af værker, der anvendes i Danmark på det pågældende område«. Efter stk. 4 skal aftalelicensen godkendes af Kulturministeriet. Stk. 4 præciserer videre, at organisationen evt. kan være en fællesorganisation, hvis medlemmer er rettighedshaverorganisationer snarere end individuelle rettighedshavere. Bortset fra det indeholder loven ikke noget nærmere om, hvad det skal være for en organisation, der meddeler aftalelicensen.

I praksis laves langt størstedelen af de danske aftalelicenser af en af Copydan-foreningerne.¹⁰¹101. Copydan-foreningerne omfatter for tiden Copydan Tekst & Node (tekster og noder), VISDA (tidligere Copydan Billeder, endnu tidligere Copydan Billedkunst) (billedkunst og fotografier), Copydan Verdens TV (kabelretransmission mv. af radio/tv-udsendelser), Copydan AVU-medier (brug af audiovisuelle værker i undervisning mv.), Copydan Arkiv (digitalisering af DRs arkiv), Copydan KulturPlus (administration af »blankbåndsvederlag« opkrævet af fabrikanter og importører af medier, som kan bruges til oplagring af musik og film, jf. ophavsretslovens §§ 39 ff.). Hertil kommer Copydan Fællesforeningen, som varetager forskelle administrative opgaver for nogle af Copydan-foreningerne, bl.a. i relation til IT mv. Copydan-foreningerne er trods det fælles navn og en fælles adresse på Østerbro separate foreninger med hver deres bestyrelse, administration og økonomi. Ud over administrativt-tekniske stordriftsfordele kan fællesskabet være fordelagtigt i relation til erfaringsudveksling, networking, politisk lobbyarbejde mm. Fællesskabet kan dog også skabe udfordringer, herunder i forhold til kunder, som, når de først én gang har betalt til én Copydan-forening, kan føle forundring over at blive mødt med betalingskrav fra de andre også. Se bl.a. Pernille Drosts indlæg om »Organisationerne set fra en brugersynsvinkel« på UBVA-symposiet 2012, tilgængeligt som web-tv på www.ubva.dk. En anden ulempe kan være, hvis dårlig presseomtale i forhold til én af foreningerne smitter af på de andres image. Overvejelser om det har bl.a. været aktuelle i forbindelse med den såkaldte »Schlüter-sag«, hvor ejerne af advokatfirmaet Schlüter står anklaget for kriminalitet begået i forhold til penge, som visse divisioner under firmaet forvaltede på vegne af Copydan Verdens TV mv., men uden at f.eks. Copydan Tekst & Node eller VISDA havde noget med det at gøre. Grundlæggende er Copydan-samarbejdet dog yderst velfungerende. Foreningernes samlede årsomsætning nærmer sig nu to milliarder kroner. Aftalelicenser vedr. tekster hører under Copy-Side 92dan Tekst & Node. Det er en forening, hvis medlemmer er, dels en række danske forfatterforeninger, dels en række foreninger for forlag og andre typer af udgivere, herunder bladhuse mv. Den kendsgerning, at Tekst & Node både repræsenterer forfattere, forlag og udgivere, sammenholdt med det faktum, at der er tale om aftalelicenser godkendt af Kulturministeriet, gør det muligt for Tekst & Node at meddele aftalelicenser, der dispenserer fra alle rettigheder til tekster, uanset om de ligger hos forfattere og arvinger, forlag eller andre typer af udgivere. På den måde kan kunder, der får en aftale med Tekst & Node, være helt sikre på, at de slipper for selv at skulle klarere rettigheder.

Efter Tekst & Nodes vedtægters pkt. 9.11 kræver beslutninger, at et flertal af forfatterorganisationerne på »autorsiden« såvel som et flertal af forlagene og udgiverne på »udgiversiden« stemmer for. Der er et meget fint og frugtbart samarbejde mellem autorer og udgivere i Copydan Tekst & Node. Samtidig må det erkendes, at der findes tilfælde, hvor vores interesser ikke er sammenfaldende. Som eksempel kan nævnes områder, hvor der kun eller primært er tale om forfatterrettigheder, hvorimod der ikke er nogen udgiverrettigheder i spil. Mange danske folkebiblioteker afholder f.eks. offentlige oplæsningsarrangementer, hvor bibliotekarer m.fl. oplæser uddrag fra bøger. De danske forfattere har stor interesse i at få området aftaledækket, sådan så de forfattere, hvis tekster oplæses, kan få en betaling. De danske forlag, derimod, oplever oplæsningsarrangementerne som et kommercielt hensigtsmæssigt tiltag, der gør publikum opmærksom på forlagenes seneste udgivelser. Og da forlagene ikke har del i forfatternes oplæsningsrettigheder og derfor ikke har penge i klemme, har de ikke anledning til at ønske, at bibliotekerne skal betale forfatterne for oplæsningen. Tværtimod frygter dele af forlagsbranchen, at krav om betaling vil gøre mere skade end gavn. Da Tekst & Node kun kan meddele aftalelicenser, der kan samle flertal på både autor- og udgiversiden, er det derfor ikke realistisk at tro, at Tekst & Node vil kunne tilbyde Side 93 bibliotekerne aftaler om oplæsning. Der findes også andre områder, hvor autor- og udgiversiden har særinteresser.

De danske forfatterorganisationer stiftede derfor i 2015 Forfatternes Forvaltningsselskab (forkortet FFS). Selskabet skal skaffe forfattere indtægter fra områder, der ikke dækkes af Copydan. Selskabet arbejder i øjeblikket bl.a. på at få indgået aftaler om oplæsning på biblioteker, festivaller m.m. I pipelinen venter andre projekter. Det tager tid at få et nyt forvaltningsselskab bygget op. Men ambitionerne og gå på-modet fejler ikke noget, og vi gør hvad vi kan, så Forfatternes Forvaltningsselskab kan blive en reel aktør, der skaber værdi for forfatterstanden. Læs mere om selskabet på www.forfatterselskabet.dk.

De forfattere, hvis bøger skal indgå i Projekt Jurabog, har typisk ikke overdraget de rettigheder, som projektet aktualiserer, til forlagene, jf. ovenfor 4. Desuden er Projekt Jurabog tilrettelagt sådan, så forlagene bag bøgerne under alle omstændigheder bliver bedt om samtykke, jf. nedenfor 7. Den aftalelicens, som Projekt Jurabog har brug for, skal derfor ikke angå forlagsrettigheder, med udelukkende forfatterrettigheder. Blandt forfatterorganisationerne var det derfor længe holdningen, at den aftalelicens, som Projekt Jurabog har brug for, skulle laves af Forfatternes Forvaltningsselskab snarere end Copydan Tekst & Node. Dermed ville der blive skabt aktivitet i selskabet, hvad der ville medvirke til at give det luft under vingerne. Og samtidig ville det sende et signal til forlagene om, at forfatterorganisationerne kan selv, også på områder, hvor forfatterne har særinteresser, som ikke kan samle flertal i Tekst & Nodes bestyrelse. Tiden, hvor forlæggerne kunne nedlægge veto over for forfatternes ønsker, var omme.

Vi var ret langt fremme med planerne. Men så mødte de stærk modstand fra DJØFs Forlag, der har sæde i Projekt Jurabogs styregruppe. Forlaget frygtede, at planen ville være undergravende for det gode samarbejde mellem autorer og udgivere i Copydan. Også foreningen Danske Forlag (tidligere Forlæggerforeningen), hvor DJØFs Forlag sidder i bestyrelsen, havde alvorlige betænkeligheder ved udviklingen, som jo unægtelig ville forrykke magtbalancen blandt forfattere og forlag. Endelig kunne man, efterhånden som planerne tog form, ikke undgå at fornemme, at Tekst & Nodes yderst kompetente direktion og øvrige personale ville opfatte det som et mistillidsvotum, hvis aftalelicensen ikke skulle laves af Tekst & Node.

Man skal som bekendt vælge sine kampe med omhu. Efter moden overvejelse har forfatterorganisationerne nu besluttet, at den kommende Side 94 aftalelicens til Projekt Jurabog søges lagt i Tekst & Node snarere end FFS. Beslutningen må ventes at danne præcedens, sådan så rollefordelingen for fremtiden bliver den, at generelle aftalelicenser vedr. tekster som udgangspunkt placeres i Tekst & Node, også selvom projekterne kun aktualiserer forfatterrettigheder. Når det kommer til andre typer af projekter, der kun aktualiserer forfatterrettigheder, vil samme imødekommenhed derimod ikke nødvendigvis kunne ventes. FFS må f.eks. fastholde, at aftaler om oplæsning og andre typer af fremførelse af tekster må være et rent FFS-anliggende. Dermed har Projekt Jurabog bidraget til at bevidstgøre de danske forfatterorganisationer om rollefordelingen mellem Tekst & Node og Forfatternes Forvaltningsselskab på en måde, der forhåbentlig vil få relevans i de kommende år.

6. Hvad koster en aftalelicens? Og hvem får pengene?

Ophavsretsloven siger ikke noget udtrykkeligt om, hvad aftalelicenser skal koste. I princippet kunne man forestille sig, at de organisationer, der meddeler aftalelicenser, gjorde det gratis. Den tanke er dog fremmed for de rettighedshaverorganisationer, der står bag aftalelicenserne. Set fra deres synsvinkel er aftalelicenser en vigtig indtægtskilde for rettighedshaverne, hvilket der ikke er råd til at give slip på. Copydan Tekst & Node, f.eks., omsætter i øjeblikket for mellem 350 og 400.000.000 kr. om året. Pengene stammer især fra aftaler om kopiering som led i undervisning på uddannelsesinstitutioner, jf. ophavsretslovens § 13. Pengene deles mellem danske forfattere og forlag. For os, der har et godt job på universitetet, er Copydan-pengenes tilbagevendende tilstedeværelse på NEM-kontoen et behageligt indslag i hverdagen, som vi hurtigt glemmer igen. Men for en række fuldtidsforfattere og forlag har pengene mere afgørende betydning. Der er f.eks. en række forlag, der simpelthen kun har sorte tal på bundlinjen pga. Copydan-pengene. På samme måde er der mange fuldtidsforfattere, der kun kan være det pga. tilskuddet fra Tekst & Node. Størstedelen af dem har en økonomi præget af ekstremt små indtægter. En gennemsnitlig dansk fuldtidsforfatter har typisk en årsindtægt på mellem en tredjedel og halvdelen af, hvad man tjener som kassedame eller Side 95 sosu-assistent.¹⁰²102. Se senest Bille/Bertelsen/Bryld Fjællegaard, Danske forfatteres og oversætteres økonomiske levevilkår, rapport udarbejdet efter opdrag fra Bog- og Litteraturpanelet under Slots- og Kulturstyrelsen 2016 og tilgængelig forskellige steder på nettet, bl.a. på www.slks.dk under »Publikationer«. En anden undersøgelse med tilsvarende resultat er Anne Mette Reumert Schaltz, Ophavsrettens betydning for ophavsmændenes økonomi med særligt henblik på udvalgte områder, CIIR-studenterspeciale tilgængeligt på www.jura.ku.dk/ciir/specialer. Om ophavsrettens betydning for forfatterstanden gør jeg mig forskellige tanker i artikel »Hvad skal vi med ophavsretten« i Porsdam/Koling Nielsen/Rendix (red.), Ophavsret og kulturarv: Bidrag til udvikling af kulturarvsjuraen, Kbh. 2015. Den påvirkning af levestandarden, som det medfører, berører ikke bare dem selv, men i vidt omfang også deres familier.

For forfatterorganisationerne er det derfor centralt at holde fast i, at aftalelicenser koster penge. Det gælder ikke mindst Dansk Forfatterforening, Danske Skønlitterære Forfattere, Danske Dramatikere, DJBFA og DPA, fordi deres medlemmer ofte er fuldtidsforfattere. Fra biblioteksside har der somme tider været fremsat ønsker om, at Copydan Tekst & Node skulle meddele aftalelicenser gratis, hvis der var tale om kulturelt berigende projekter, og hvis forfatterne var døde. Som nationalbibliotekschefen udtrykker det, ender en eventuel betaling jo bare i lommerne på grådige arvinger. Forslag af den art vinder ikke, og vil aldrig vinde, gehør hos forfatterorganisationerne. En organisation, hvis medlemmer tjener 100.000 kr. pr. år før skat i gode år, forærer ikke rettigheder væk. Og over for argumentet om, at der kun er arvinger tilbage, kan det modargument fremføres, at det fald i levestandard, som det medfører at være fuldtidsforfatter, i vidt omfang påvirker forfatternes familier og i et vist omfang også deres arvinger. Det synspunkt er givetvis udtryk for en barsk realitet i ikke så få tilfælde. Om man er rig eller fattig, er i vidt omfang miljøbestemt. Både rigdom og fattigdom er noget, der tit nedarves fra generation til generation. Ovenstående er som sagt primært relevant for de organisationer, hvor medlemmerne tit er fuldtidsforfattere. For Akademikerne/UBVA og Dansk Journalistforbund, derimod, er argumentationen mindre tungtvejende, fordi medlemmerne typisk er lønmodtagere på fast arbejde. Også for os er det dog principielt at fastholde, at ophavsrettigheder er værdifulde aktiver, som skal koste noget. Vi skal varetage medlemmernes interesser i ophavsretlige spørgsmål. Det gør vi ikke ved at forære deres rettigheder væk.

Det er derfor forfatterorganisationernes fælles holdning, at aftalelicenser ikke er gratis, heller ikke i forhold til Projekt Jurabog. UBVA har Side 96 derfor i slutningen af 2017 bevilget 100.000 kr. til betaling for aftalelicensen. Pengene er Akademikernes andel i nogle såkaldte kollektive Copydan-midler, der skulle have været udbetalt til forskellige akademiske ophavsmænd, som det ikke har været muligt at opspore. De kan nu i stedet anvendes til almene, ophavsretsfremmende formål, herunder legater mm.¹⁰³103. Jf. herved lov om kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder §§ 14, stk. 4, 23, stk. 4, og lovens bilag I pkt. 1, litra h, og 2, litra b, pkt. iii. Loven finder anvendelse på vederlag opkrævet af Copydan-foreningerne fra og med 10. april 2016 og stiller betydelige krav om transparens, løbende afrapportering mm. Organisationerne offentliggør oplysningerne i »gennemsigtighedsrapporter« på internettet, jf. for UBVAs vedkommende www.ubva.dk, underpunktet »Udlodning af Copydan-midler«. Det er tanken, at pengene overføres til Projekt Jurabog, når aftalelicensen forhåbentlig er meddelt. Derefter kan Projekt Jurabog bruge dem som betaling til Copydan Tekst & Node, der derefter vil stå for at sende dem videre til de relevante forfattere eller deres arvinger.

Det er ikke afgjort, hvor mange rettigheder Projekt Jurabog får til gengæld for de 100.000 kr. Fra UBVA’s side må vi finde det nærliggende, at der bliver tale om et vidtgående rettighedsoverdragelse, som bevirker, at Projekt Jurabog lovliggøres én gang for alle eller i hvert fald langt frem i tiden. Betalingen er jo primært en symbolsk gestus, der skal signalere, at rettigheder koster penge, og at det er noget, som forfatterorganisationerne er enige om.

Af tilsvarende symbolpolitiske grunde er det et krav fra os i UBVA, at pengene fordeles blandt alle de forfattere/arvinger, der har bidraget til Projekt Jurabog, dvs. også dem, der har samtykket til at være med i projektet. Det vil bl.a. bevirke, at jeg selv får del i pengene. Da de vil skulle deles mellem et meget stort antal rettighedshavere, regner jeg desværre ikke med at blive rig af det.

De forlag, hvis bøger indgår i Projekt Jurabog, får ikke del i pengene, men nøjes med æren.

7. Skal forlagene samtykke?

Et sidste juridisk spørgsmål, vi har måttet overveje som led i Projekt Jurabog, er, om og i hvilket omfang projektet kræver samtykke fra forlagene. Som sagt ovenfor 1 er vi endt med en model, der bygger på, at vi kun lægger værker ind i Projekt Jurabog, hvis forlagene har samtykket. Des-Side 97uden har vi inviteret de toneangivende juridiske forlag med i styregruppen, jf. ovenfor 1. Bagved ligger følgende juridiske overvejelser:

Som sagt ovenfor 4 har forlag normalt kun de ophavsrettigheder, forfatterne giver dem. I de forlagsaftaler, der er indgået mellem juridiske forfattere og danske forlag, vil der normalt stå, at forlaget får eneret til udgivelse i bogform. Heri kan normalt ikke antages at ligge, at forlaget får del i retten til at tillade bøgerne brugt i digitaliseringsprojekter som Projekt Jurabog. Se nærmere ovenfor 4. I visse tilfælde er det muligt, at forlagene ligger inde med rettigheder til bogforsider og eventuelle illustrationer i bøgerne, afhængig af deres aftaler med de grafikere m.fl., der står bag dem. Bortset fra tilfælde, hvor forlagene måtte have introduceret egne, nye skrifttyper, der lever op til det ophavsretlige originalitetskrav, vil der typisk heller ikke knytte sig nogen ophavsret til selve det satsbillede, der findes i bøgerne, fordi det typisk ikke opfylder originalitetskravet.¹⁰⁴104. Jf. om originalitetskravet (der også somme tider siges at være et krav om »værkshøjde«) bl.a. nærmere Schønning, Ophavsretsloven med kommentarer, kommentarerne til ophavsretslovens § 1. I relation til størstedelen af de bøger, der skal indgå i Projekt Jurabog, vil forholdet derfor være det, at optagelse i projektet ikke vil krænke nogen ophavsrettigheder hos forlagene.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at forlagene står juridisk magtesløse over for Projekt Jurabog:

Det følger nemlig af almindelig obligationsret, at aftaleparter har pligt til at opføre sig på en måde, der afspejler rimelig hensyntagen til modpartens interesser.¹⁰⁵105. Jf. bl.a. Bryde Andersen/Lookofsky, Lærebog i obligationsret I, Kbh. 2015 s. 69 ff. Om loyalitetspligten i ansættelsesforhold se Videbæk Munkholm, Loyalitet i arbejdsretlige relationer, Kbh. 2016. Om forholdene i søretten kan henvises til Møllmann, Certepartifortolkning, Kbh. 2007 s. 212 ff. I relation til forlagsaftaler antages det at indebære, at forfatteren skal afstå fra adfærd, der udhuler værdien af den ret, vedkommende har overdraget til forlaget.¹⁰⁶106. Jf. nærmere Schovsbo/Rosenmeier/Salung Petersen, Immaterialret s. 619 ff. Fra retspraksis se UfR 1964.221 H, UfR 1982.4 H og UfR 1984.1122 SH. En forfatter, der har udgivet en bog på et forlag, må f.eks. som udgangspunkt ikke udgive en anden bog om samme emne på et andet forlag, hvis bog nr. 2 skader salget af bog nr. 1. Det gælder, selvom bøgerne er så forskellige, at bog nr. 2 ikke omfattes af ophavsretten til bog nr. 1. Det er tilstrækkeligt, at førstnævnte skader salget af sidstnævnte. Det er i øvrigt ikke kun forfatterne, der skal være loyale over for forlagene. Loyalitetspligten går også den anden vej. Det er dog Side 98 tvivlsomt, hvad der ligger i forlagenes loyalitetspligt over for forfatterne, og forlagene har selv den opfattelse, at den ikke hindrer dem i selv at udgive forskellige bøger om samme emne, uanset hvordan det påvirker salget. Det er ikke nødvendigvis rigtigt i alle tilfælde, selvom det måske afspejler en vis realitet.¹⁰⁷107. Se nærmere Schovsbo/Rosenmeier/Salung Petersen, Immaterialret s. 641. For forfatteres vedkommende ligger det imidlertid klart, at loyalitetspligten i vidt omfang afskærer forfatterne fra at gøre noget, der generer forlagene økonomisk.

De bøger, der indgår i Projekt Jurabog, lægges gratis på nettet. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der ikke længere vil ske salg af de trykte udgaver, bl.a. fordi nogle læsere foretrækker en papirudgave. Men det må nok erkendes, at gratis publikation på nettet ofte vil skade salget af papirudgaven. Når en forfatter tillader, at hans bog indgår i Projekt Jurabog, kan det derfor ofte betyde, at forlaget ikke længere kan sælge papirudgaven. Det er derfor muligt at argumentere for, at forfattere vil krænke deres loyalitetspligt over for forlagene, hvis de samtykker i, at deres bøger indgår i Projekt Jurabog, uden at forlaget er indforstået.

Et modargument kan være, at de bøger, der indgår i Projekt Jurabog, kun er ældre titler udgivet for 10 år eller mere siden, og at der normalt ikke er noget salg i dem. Typisk er der tale om titler, hvor forlaget har brændt restlageret for at spare lagerplads. Min egen »Ophavsretlig beskyttelse af musikværker«, Kbh. 1996, led f.eks. en umild skæbne på forbrændingsanstalten, efter at DJØFs Forlag måtte konstatere, at den kun solgte et eksemplar om året, hvis den da overhovedet gjorde det. Det kan derfor være svært at se, hvorfor min loyalitetspligt over for DJØFs Forlag skulle hindre mig i at tillade, at Ophavsretlig beskyttelse af musikværker indgår i Projekt Jurabog. Den solgte jo ikke, og man kan derfor vanskeligt sige, at offentliggørelse under Projekt Jurabog skulle kunne skade forlaget økonomisk.

Heroverfor kan forlagene evt. gøre gældende, at det ikke er afgørende, om et værk sælger her og nu, og at loyalitetspligten også afskærer forfatterne fra adfærd, som udhuler forlagets mulighed for at udnytte fremtidige digitale udnyttelsesformer. Og forlagene overvejer i øjeblikket måder, hvorpå de kan tjene penge på digitalisering af bagkataloget. Det er som led i det, at LR og Gyldendal har lagt ældre titler til salg på nettet, jf. ovenfor 1. På samme måde er der grund til at tro, at de juridiske lærebogsforlag i fremtiden vil ønske at lancere digitale løsninger, der bl.a. vil Side 99 kunne give læserne digital adgang til ældre titler. Det er svært at sige, om forlagenes luftige fremtidsplaner på området er tilstrækkelige til, at offentliggørelse via Projekt Jurabog kan krænke loyalitetspligten. Efter min opfattelse bør svaret rimeligvis være nej. Men der er ingen retspraksis, man kan læne sig op ad, og spørgsmålet er tvivlsomt.

For Projekt Jurabog er det imidlertid afgørende, at de forfattere, hvis værker indgår i projektet, ikke bringes i vanskeligheder over for forlagene. Allerede det har været et tungtvejende argument for den valgte model, hvor digitalisering som led i Projekt Jurabog kræver samtykke også fra forlagene.

Hertil kommer tre ting til.

For det første, at vi som beskrevet ovenfor 4 er endt med en model, hvor aftalelicensen skal søges meddelt via Copydan Tekst & Node. Herfra kan man imidlertid kun meddele aftalelicenser, hvis der er flertal for det også på udgiversiden, jf. ovenfor anf. sted. Og det kan der ikke antages at være, hvis ikke forlagene bliver bedt om at samtykke.

For det andet, at vi i projekt Jurabog gerne ser, at forlagene så vidt muligt frivilligt udleverer de digitale udgaver af manuskripterne, sådan så vi ikke behøver bruge penge på indscanning.

Endelig for det tredje er det vigtigt for forfatterorganisationerne at bevare et godt og konstruktivt samarbejde med forlagene. De og vi er i vidt omfang i samme båd og kan ikke eksistere uden hinanden. Det er derfor vigtigt for organisationerne, at storstilede pilotprojekter som Projekt Jurabog tilrettelægges på en måde, hvor forlagene er medspillere snarere end modspillere. Det skulle vi gerne opnå med den valgte model, hvor optagelse i Projekt Jurabog kræver samtykke fra både forfattere og forlag.

Vi forfatterorganisationer takker festskriftets genstand for initiativet.

Side 100