Professor, ph.d. Susanne Karstoft, Juridisk Institut, Aarhus Universitet
1. Indledning
I de senere år er nye forretningsmodeller opstået på internettet, f.eks. de såkaldte »abonnementsfælder«, hvor erhvervsdrivende lokker med prøvepakker, gavekort, gratis gaver o.lign., mod at forbrugeren deltager i en konkurrence eller svarer på nogle spørgsmål. Af og til skal forbrugeren betale et beskedent beløb i porto med sit betalingskort, f.eks. 1 krone, for at få tilsendt gaven. Det fremgår mindre tydeligt af den erhvervsdrivendes vilkår, f.eks. med småt nederst på siden eller på en underside til den erhvervsdrivendes hjemmeside, at forbrugeren ved at deltage i konkurrencen eller modtage den gratis gave eller prøvepakke også tegner et løbende abonnement, som han hver måned vil blive afkrævet betaling for via det anvendte betalingskort1212. Der kan være tale om temmelig store beløb. Forbrugerombudsmanden har konstateret månedlige trækninger på op til 699 kr. ved hjælp af forbrugerens betalingskortoplysninger, jf. Forbrugerombudsmandens årsberetning 2016 s. 9. (eller eventuelt via opkrævninger, der sendes med post eller e-mail). Forbrugeren opdager typisk først, at han har indgået en abonnementsaftale, når han konstaterer, at der er trukket på hans betalingskort, eller han modtager en faktura, og det er i mange tilfælde vanskeligt for forbrugeren at komme ud af aftalen, f.eks. fordi forbrugeren slet ikke kan komme i kontakt med den erhvervsdrivende, eller den erhvervsdrivende nægter at anerkende forbrugerens opsigelse af aftalen mv.
Side 35
I det følgende behandles de bestemmelser, der regulerer abonnementsaftaler, og spørgsmålet om, hvorvidt forbrugeren kan kræve sig frigjort fra abonnementsaftalen og den deraf følgende betalingsforpligtelse. Forholdet mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende er navnlig reguleret af markedsføringsloven, forbrugeraftaleloven, e-handelsloven og aftaleloven.
2. Den erhvervsdrivendes oplysningspligt
Ved indgåelse af abonnementsaftaler påhviler der den erhvervsdrivende en temmelig omfattende oplysningspligt over for forbrugeren i forbindelse med aftalens indgåelse. Mange af de tilfælde, hvor forbrugere mener sig fanget i en »abonnementsfælde«, er karakteristiske ved, at den erhvervsdrivende har forsømt sin oplysningspligt, således at forbrugeren slet ikke er klar over, at han har indgået en (abonnements)aftale, eller at han ikke ved, hvad aftalen går ud på.
Tilsidesættelse af oplysningspligten kan have både offentligretlige virkninger, f.eks. derved at den erhvervsdrivende kan pålægges straf, og civilretlige virkninger, f.eks. derved at en indgået abonnementsaftale kan tilsidesættes som ugyldig.
2.1. Markedsføringslovens vildledningsforbud. Markedsføringslovens §§ 5 og 6
Markedsføringsloven1313. Lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring. Loven implementerer navnlig handelspraksisdirektivet, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked. indeholder i §§ 5 og 6 forbud mod vildledende handelspraksis over for forbrugere, både vildledende handlinger, f.eks. afgivelse af urigtige oplysninger, og vildledende udeladelser, f.eks. udeladelse af væsentlige oplysninger.1414. Den tidligere markedsføringslov (lovbekendtgørelse nr. 1216 af 25. september 2013) indeholdt i § 3 et generelt forbud mod »vildledende eller urigtige angivelser eller udelade[lser] af væsentlige informationer, såfremt dette [var] egnet til at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd«. Der er med opsplitning af vildledningsforbuddet i 2017-lovens §§ 5 og 6 ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring i forhold til tidligere, jf. FT 2016-17, tillæg A, L 40 s. 28, 49 og 51.
Side 36
Markedsføringsføringstiltag, hvor den erhvervsdrivende »lokker« forbrugeren med gratis prøvepakker, deltagelse i konkurrencer osv. og gemmer oplysningerne om, at der indgås en abonnementsaftale, af vejen, er i mange tilfælde i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringsloven – og tillige i strid med de specielle bestemmelser om oplysningspligt i forbrugeraftaleloven samt e-handelslovens krav til indretning af aftalefunktioner på en hjemmeside.
Markedsføringslovens § 6, stk. 1, fastslår, at den erhvervsdrivende ikke må »vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde«. Bestemmelsen knytter sig til handelspraksisdirektivets artikel 7, stk. 5, hvorefter »oplysningskrav, som er fastlagt i fællesskabslovgivningen i forbindelse med kommerciel kommunikation, herunder reklame eller markedsføring, og som er anført i en ikke-udtømmende fortegnelse i bilag II, betragtes som væsentlige«. Herefter vil den erhvervsdrivendes undladelse af at opfylde oplysningsforpligtelserne i henhold til f.eks. forbrugerrettighedsdirektivet,1515. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder. Direktivet ophæver dørsalgsdirektivet (85/577/EØF) og det generelle fjernsalgsdirektiv (97/7/EF). Forbrugerrettighedsdirektivet er implementeret ved forbrugeraftaleloven, lov nr. 1457 af 17. december 2013 om forbrugeraftaler (herefter betegnet »2014-loven«) og i købeloven ved lov nr. 1460 af 17. december 2013. e-handelsdirektivet, forbrugerkreditdirektivet, pakkerejsedirektivet og timesharedirektivet være omfattet af markedsføringslovens § 6, stk. 1.1616. Jf. Peter Møgelvang-Hansen i Peter Møgelvang-Hansen m.fl.: Markedsføringsretten, 3. udgave (2017) s. 110 f. Overtrædelse af markedsføringslovens § 6, stk. 1, er strafsanktioneret, jf. § 37, stk. 3. Hertil kommer, at tilsidesættelse af bestemmelserne om oplysningspligt er i strid med god markedsføringsskik/god erhvervsskik, jf. markedsføringslovens §§ 3 og 4, dvs. at Forbrugerombudsmanden kan gribe ind efter reglerne om forhandling (§ 28), udstedelse af påbud (§ 32) og administrative bødeforelæg (§ 38) mv.1717. Om de (mange) sager, hvor Forbrugerombudsmanden har grebet ind over for erhvervsdrivendes overtrædelse af markedsføringslovens vildledningsforbud i forbindelse med indgåelse af abonnementsaftaler, se Forbrugerombudsmandens årsberetninger 2014, 2015 og 2016.
Side 37
Se f.eks. Aalborg Byrets dom af 2. maj 2013. En erhvervsdrivendes reklamekampagne på nettet ansås for vildledende, fordi kampagnens opbygning og opsætning i tekst og billede kunne give forbrugerne indtryk af, at formålet med kampagnen var at markedsføre en kendt skokæde, fordi kampagnen kunne give forbrugerne indtryk af, at de fik et gavekort på 200 kr. til sko for 5 kr. samt et VIP-medlemskab hos den erhvervsdrivende »kvit og frit«, og endelig fordi oplysningen om, at der var tale om tegning af et abonnement, og at der ville blive hævet 270 kr. om måneden på forbrugerens konto, hvis medlemskabet ikke blev opsagt forinden, var placeret allernederst på siden mellem en række andre oplysninger og sidst i teksten. Endvidere var oplysningen om, at det var gratis at handle, og at forbrugeren ikke bandt sig til noget, anbragt i teksten før oplysningen om, at forbrugeren aktivt skulle opsige abonnementet for at undgå løbende betaling. Den erhvervsdrivende blev idømt en bøde på 60.000 kr. Se Forbrugerombudsmandens sag nr. 12/02841.
Se tilsvarende Forbrugerombudsmandens sag nr. 12/02501. En erhvervsdrivende udbød en konkurrence på nettet, hvor det med store bogstaver var anført: »Vind 1.000 kr. til [navnet på en større dansk butikskæde]«. Med lidt mindre bogstaver var det anført, at »alle deltagere modtager 100 kr. gavekort til [butikskædens navn] og samtidig 7 dages prøveadgang til [en tjeneste udbudt af den erhvervsdrivende]«. Herefter skulle deltagere oplyse navn, adresse, køn, telefonnummer, e-mail mv. Nedenunder var det med ganske små bogstaver midt i en tekst, der omtalte gavekortet mv., anført, at prøveabonnementet løb videre til en pris af 295 kr. pr. måned, når prøveperioden var udløbet. Forbrugerombudsmanden udtalte, at brug af udtrykkene »prøvemedlemskab«, »prøveadgang« o.lign. i sig selv skaber en forventning hos forbrugeren om, at der ikke indgås en løbende aftale, idet en prøveperiode normalt betyder, at forbrugeren kan prøve en vare eller tjeneste, inden han beslutter, om han vil indgå en aftale. På den baggrund og under henvisning til den grafiske opsætning af tilbuddet og det forhold, at det ikke var tydeligt oplyst, at forbrugeren samtidig indgik en abonnementsaftale, fandt Forbrugerombudsmanden, at annoncen var vildledende efter den tidligere markedsføringslovs § 3.1818. Se tilsvarende Forbrugerombudsmandens sag nr. 12/12324 og sag nr. 13/01103, hvor den erhvervsdrivendes fremgangsmåde blev anset for at være i strid med vildledningsforbuddet i den tidligere markedsføringslovs § 3. Se også Forbrugerombudsmandens sag nr. 12/030318. Forbrugere, der havde deltaget i en undersøgelse på nettet, blev ringet op af en telefonsælger, der tilbød en dvd-film som tak. Forbrugerne modtog kort tid efter filmen og oplysning om, at der var indgået aftale om et abonnement. Forbrugerombudsmanden fandt, at det kommercielle formål med den erhvervsdrivendes telefoniske henvendelse ikke var at tilbyde en billig film, men at tilbyde et medlemskab af en filmklub. Den erhvervsdrivende skulle oplyse om »det kommercielle formål med henvendelsen« under telefonsamtalen lige efter oplysninger om den erhvervsdrivende (jf. nu forbrugeraftalelovens § 11, stk. 3).
Markedsføringslovens bilag 1 (»sortlisten«) opregner former for handelspraksis, som altid anses for »vildledende eller aggressive«, og som ikke Side 38 må anvendes, jf. markedsføringslovens § 9. Som urimelig handelspraksis anses i henhold til sortlistens pkt. 29, at der »afkræves omgående eller senere betaling for eller returnering eller oplagring af produkter, som den erhvervsdrivende har leveret, selv om forbrugeren ikke har anmodet herom«. Desuden anses som urimelig handelspraksis i henhold til sortlistens pkt. 21, at der i »markedsføringsmaterialet indgår en faktura eller et lignende dokument, der opfordrer til betaling, og som giver forbrugeren indtryk af, at han allerede har bestilt det produkt, der markedsføres, selv om det ikke er tilfældet«. I henhold til sortlistens pkt. 20 må ordene »gratis«, »vederlagsfrit«, »uden betaling« el.lign. kun anvendes, hvis forbrugeren ikke skal betale andet end »de uundgåelige udgifter, der er forbundet med at reagere på den pågældende handelspraksis, samt afhentning eller betaling for levering af produktet«.1919. Se også Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring, juli 2017, pkt. 17, og Europa-Kommissionens vejledning i gennemførelsen/anvendelsen af direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis, KOM nr. SWD (2016) 163 final af 25. maj 2016, pkt. 4.4 om anvendelse af ordet »gratis«. (Denne del af Kommissionens vejledning er optrykt som bilag 2 til Forbrugerombudsmandens retningslinjer). Overtrædelse af markedsføringslovens § 9, dvs. anvendelse af de former for handelspraksis, der er opregnet i sortlisten, er strafbelagt, jf. § 37, stk. 3. Markedsføringsloven indebærer dermed et egentligt forbud mod den form for markedsføring, hvor den erhvervsdrivende f.eks. uanmodet sender en vare til forbrugeren og forlanger betaling, medmindre forbrugeren returnerer varen. Det påhviler den erhvervsdrivende at godtgøre, at der er indgået en aftale med forbrugeren.2020. Kan bevisbyrden ikke løftes, finder forbrugeraftalelovens § 6 anvendelse. Herefter er forbrugeren ikke forpligtet til at betale for ydelser, som er leveret af den erhvervsdrivende uden forbrugerens »forudgående anmodning«, jf. nærmere nedenfor i afsnit 5. Se også nedenfor i afsnit 2.2, hvorefter den erhvervsdrivende ved indgåelse af en fjernsalgsaftale ved hjælp af elektroniske midler, f.eks. via en hjemmeside på internettet, er forpligtet til klart og tydeligt på det sted, hvor bestillingen afgives, at oplyse om, at forbrugeren pålægges en betalingsforpligtelse. Har den erhvervsdrivende undladt dette, eller har han undladt at gentage de oplysninger, der fremgår af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17 og 18, er forbrugeren ikke bundet af aftalen eller bestillingen, jf. § 12, stk. 2, jf. stk. 1.
Se Forbrugerombudsmandens årsberetning 2016 s. 10 f. Efter klager fra forbrugere over hele verden politianmeldte Forbrugerombudsmanden to danske virksomheder for at sende uanmodede pakker og krav om betaling til forbrugerne. Mange af klagerne ved-Side 39rørte en annonce og en tilknyttet webshop med en ansigtsmaske kaldet »Hudorme-dræberen« eller »The Blackhead Killer«. Forbrugerne klagede over, at virksomhederne registrerede en »ordre« og anså forbrugerne for bundet til at betale for varen allerede på den første side af webshoppen, hvor forbrugerne udfyldte deres kontaktinformationer, men inden den endelige pris på produktet var oplyst. Forbrugerne havde typisk ikke givet deres betalingskortoplysninger, og de modtog en betalingsopkrævning med posten sammen med den uanmodede pakke. Forbrugerombudsmanden politianmeldte virksomhederne for overtrædelse af vildledningsforbuddet i markedsføringsloven.
Forbrugerombudsmanden kan i medfør afsenderlandsprincippet i e-handelslovens § 3 håndhæve f.eks. vildledningsforbuddet i markedsføringsloven over for danske erhvervsdrivende, der markedsfører sig på internettet – også selv om markedsføringen (alene) retter sig mod forbrugere i andre EU-lande.2121. Det følger af håndhævelsesforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2006/2004/EF af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse, »forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde«), at Forbrugerombudsmanden ved danske firmaers markedsføring i andre EU-lande skal håndhæve EU-baserede forbrugerbeskyttelsesregler, således som de er gennemført i dansk ret.
Se Forbrugerombudsmandens sag nr. 12/09978. Forbrugerombudsmanden modtog som led i sit internationale samarbejde en henvendelse fra de franske myndigheder, der klagede over en dansk erhvervsdrivendes franske hjemmeside. Forbrugerombudsmanden var af den opfattelse, at den erhvervsdrivendes markedsføring var vildledende, idet der ikke blev oplyst tydeligt om, at man ved at acceptere den erhvervsdrivendes forretningsbetingelser samtidig indgik en aftale om et løbende abonnement. Derudover fandt Forbrugerombudsmanden, at den erhvervsdrivende ikke gav tydelige oplysninger om fortrydelsesretten. Forbrugerombudsmanden tog kontakt til den erhvervsdrivende, som herefter ændrede sine hjemmesider, der alle henvendte sig til forbrugere i andre EU-lande end Danmark.
Se tilsvarende Forbrugerombudsmandens sag nr. 13/04694. Et dansk firma, der på nettet solgte slankeprodukter i bl.a. Sverige og Finland, markedsførte en række af produkterne som »prøvepakke«, »velkomsttilbud« o.lign., som forbrugerne kunne erhverve gratis mod betaling af fragtomkostningerne. Ved forbrugernes accept af den erhvervsdrivendes tilbud viste det sig, at der blev indgået en løbende abonnementsaftale. Efter modtagelsen af prøvepakken modtog forbrugerne yderligere leverancer, og beløbene herfor blev trukket på deres konti. Forbrugerombudsmanden fandt vildledningsforbuddet overtrådt i det konkrete tilfælde og bad firmaet om at ophøre med sin markedsføring samt om at bekræfte, at man ville indrette sin fremtidige markedsføring i andre EU- og EØS-lande i overensstemmelse med markedsføringsloven og anden lovgivning, der var baseret på EU-retsakter.
Side 40
2.2. Oplysning om, at forbrugeren påtager sig en betalingsforpligtelse. Forbrugeraftalelovens § 12
Indgås en fjernsalgsaftale ved hjælp af elektroniske midler, f.eks. via en hjemmeside på internettet, og pålægger aftalen forbrugeren en betalingsforpligtelse, skal dette være angivet klart og tydeligt på det sted, hvor bestillingen afgives, jf. forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1, 1. pkt. Den erhvervsdrivende skal desuden i henhold til § 12, stk. 1, 2 pkt., »tydeligt og i fremhævet form, og umiddelbart før forbrugeren afgiver sin bestilling, gøre forbrugeren opmærksom på de oplysninger, der er nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17 og 18«, dvs. at den erhvervsdrivende skal gentage oplysninger om varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber (nr. 1), prisoplysninger (nr. 5 og 6), samt (hvor det er relevant) oplysninger om aftalens varighed og eventuelle vilkår for opsigelse mv. (nr. 17 og 18), jf. nedenfor i afsnit 2.3. Overholder den erhvervsdrivende ikke kravene i § 12, stk. 1, er forbrugeren ikke bundet af aftalen eller bestillingen, jf. § 12, stk. 2. Forbrugeraftalelovens § 12 indebærer dermed en civilretlig sanktionering af reglerne om den erhvervsdrivendes oplysningspligt.2222. Den erhvervsdrivendes tilsidesættelse af kravene i forbrugeraftaleloven § 12 kan endvidere sanktioneres offentligretligt efter markedsføringslovens bestemmelser, jf. ovenfor i afsnit 2.1. Se nærmere om forbrugeraftalelovens § 12 Susanne Karstoft: Forbrugeraftaleloven med kommentarer (2018) s. 350 ff.
Kravet om, at forbrugeren tydeligt skal gøres opmærksom på betalingsforpligtelsens indtræden, indebærer f.eks., at det ikke er tilstrækkeligt til at forpligte forbrugeren aftaleretligt over for den erhvervsdrivende at mærke den knap eller tilsvarende funktion, som forbrugeren klikker på, med ordet »deltag« el.lign.
Se Forbrugerombudsmandens sag nr. 13/03715. En reklamekampagnes hovedbudskab var, at forbrugere kunne deltage i en konkurrence og vinde et gavekort. Det fremgik således med store bogstaver i en overskrift øverst i skærmbilledet: »Vind et gavekort til [navnet på en kendt detailhandelskæde] for 6.000 kr.«. Lige oppe over felterne, hvor forbrugeren skulle indtaste sit navn og kontaktoplysninger, var det anført ud for en check box, som var hakket af: »Jeg vil gerne deltage i konkurrencen«. Under felterne skulle forbrugeren klikke på »Deltag«. Under overskriften var det med mindre bogstaver anført: »og forkæl dig selv med et tandblegningskit til 0 kr.«. Helt nede i bunden af siden var det med ganske små bogstaver anført, at forbrugeren sagde ja tak til et medlemskab af en tandblegningsklub. Hvis forbrugeren klikkede på betingelserne, fremgik det, at han kunne få et »tandblegningsprodukt til 49 kr. for porto og ekspedition«. Seks afsnit længere nede i vilkårene var det anført på en ikke særlig fremhævet måde: »Opkrævningen for medlemskabet sker én måned forud. Du vil løbende blive opkrævet Side 41 299 kr. + porto, – hver anden måned, med start den 1. dag efter din 14 dages prøveperiode«. Forbrugere, der klikkede på »Deltag«, indgik dermed en aftale om et abonnement på levering af tandblegningsprodukter. Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at fremgangsmåden var i strid med vildledningsforbuddet i den tidligere markedsføringslovs § 3. Forbrugerombudsmanden gjorde endvidere den erhvervsdrivende opmærksom på, at aftalen var ugyldig, hvis acceptknappen var forsynet med ordet »Deltag«, sml. forbrugeraftalelovens § 12 og § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17 og 18.
Se også Forbrugerombudsmandens sag nr. 15/11398. En virksomhed ønskede at oprette en hjemmeside med formidling af biler mellem bilforhandlere og forbrugere. Forbrugeren skulle oprette en brugerprofil og acceptere brugervilkårene for at få adgang til hjemmesidens indhold. Af vilkårene fremgik, at der var indgået en »bindende købsaftale«, hvis brugeren accepterede et tilbud på hjemmesiden, og at denne aftale ikke kunne fortrydes af forbrugeren. Forbrugerombudsmanden udtalte, at vilkåret var uklart formuleret, da det ikke fremgik klart og tydeligt, at forbrugeren indgik en formidlingsaftale ved at indsende sine ønsker til virksomheden, sml. markedsføringslovens vildledningsforbud. Endvidere henledte Forbrugerombudsmanden virksomhedens opmærksomhed på pligten til at oplyse om varens/tjenesteydelsens væsentligste karakteristika og forhold vedrørende betaling, levering, gennemførelse af aftalen, fortrydelsesret og prisen, jf. nu markedsføringslovens § 6, stk. 2 (jf. også § 14). Forbrugerombudsmanden gjorde desuden opmærksom på, at når en aftale indgås elektronisk, og forbrugeren skal betale for varen/tjenesteydelsen, skal det klart og tydeligt være angivet på dét sted, hvor bestillingen afgives, at forbrugeren skal betale for ydelsen, jf. forbrugeraftalelovens § 12. Forbrugeren kan ikke opkræves betaling, hvis kravet ikke er opfyldt. Forbrugerombudsmanden udtalte videre, at formidlingstjenesten havde karakter af en tjenesteydelse, som var omfattet af forbrugeraftalelovens almindelige regler om fortrydelsesret. Forbrugerombudsmanden antog, at et samtykke til bortfald af fortrydelsesretten i henhold til § 18, stk. 2, nr. 2, ikke kunne indhentes ved forbrugerens accept af en hjemmesides brugervilkår. Derudover var det uklart formuleret, at forbrugerens fortrydelsesret bortfaldt på det tidspunkt, forbrugeren indsendte sine oplysninger til virksomheden. Forbrugerne kunne derfor ikke anses for at have givet afkald på deres fortrydelsesret, jf. herom nedenfor i afsnit 3.
Se også Sø- og Handelsrettens dom af 25. februar 2014 (sag nr. N-0001-13). Et estisk selskab med en dansk eneejer havde opkrævet betaling for bilvurderinger på nettet. Forbrugerne var blevet ledt ind på bilvurderingssiderne via annoncer på nettet. Forbrugerne hævdede generelt, at de ikke var opmærksomme på, at de ved at udfylde kontaktoplysninger, oplysninger om bilen og ved at acceptere de generelle betingelser og klikke på »start« foretog en bestilling og indgik en aftale om køb af en bilvurdering til 399 kroner. Efterfølgende modtog forbrugerne en bilvurdering, en købs- og salgsguide til brugt bil, en købs-/salgskontrakt til brugt bil samt en faktura pr. mail. Selv om mange forbrugere kontaktede selskabet og gav udtryk for, at de ikke havde indgået en aftale, at de havde afbrudt købet, eller at de ønskede at fortryde købet, modtog de alligevel rykkere fra selskabet for ikke at have betalt fakturaen. Efter klager fra hundredvis af forbrugere anlagde Forbrugerombudsmanden sag mod den erhvervsdrivende. Sø- og Handelsretten fandt, at der ikke var indgået aftaler via hjemmesiderne. Den erhvervsdrivende blev desuden dømt til at anerkende, at forbrugerne (hvis der måtte være indgået en aftale) havde fortrydelsesret i op til 3 måneder efter at have klikket på Side 42 ikonet »start«.2323. Jf. nu forbrugeraftalelovens § 19, stk. 3, om udskydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt, jf. nærmere nedenfor i afsnit 3. Efter 2014-loven er den »absolutte« fortrydelsesfrist 12 måneder. Efter de tidligere regler i forbrugeraftaleloven (lov nr. 451 af 9. juni 2004 § 18, stk. 3) var fristen 3 måneder. Herefter havde den erhvervsdrivende været uberettiget til at opkræve betaling af forbrugerne, og de forbrugere, der havde betalt i henhold til de udsendte opkrævninger, kunne kræve betalingen tilbage. Se også Forbrugerombudsmandens sag nr. 12/11260 og sag nr. 14/10402.
Se modsat Forbrugerombudsmandens sag nr. 12/16671-45 om en bogklubs hjemmeside, hvorfra der kunne købes bøger til fordelagtige priser, hvis forbrugeren havde tegnet et medlemskab. Forbrugerombudsmanden fandt, at den erhvervsdrivendes oplysninger på hjemmesiden, herunder de oplysninger, som ifølge forbrugeraftalelovens § 12 skal gentages tydeligt og i fremhævet form, umiddelbart inden forbrugeren afgiver sin bestilling og bliver forpligtet, ud fra en konkret vurdering – herunder i lyset af såvel den anvendte tekst som typografi – opfyldte kravene. Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det på hjemmesiden tydeligt var oplyst, dels at man skulle være medlem af bogklubben for at kunne købe til de angivne priser, dels at man samtidig med et bogkøb tegnede et løbende medlemskab af klubben, hvis man ikke allerede var medlem.
I de tilfælde, hvor en abonnementsaftale ikke er omfattet af forbrugeraftalelovens § 12, f.eks. fordi aftalen ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde,2424. Jf. § 1, stk. 4, hvorefter f.eks. aftaler om personbefordring er undtaget fra lovens anvendelsesområde. eller fordi der ikke foreligger en »fjernsalgsaftale« i forbrugeraftalelovens forstand,2525. Jf. definitionen af en fjernsalgsaftale i lovens § 3, nr. 1, hvorefter det f.eks. er et krav, at aftalen »indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende«, jf. § 3, nr. 1, litra b. kan forbrugeren undertiden påberåbe sig almindelige aftaleretlige regler om ugyldighed til at »slippe ud af« aftalen. Heraf følger bl.a., at forbrugeren ikke er forpligtet, hvis han har afgivet en bestilling på en hjemmeside uden at være bevidst om, at han derved forpligter sig – herunder påtager sig en betalingsforpligtelse. Et løfte, som afgives via en hjemmeside, der ikke er indrettet i overensstemmelse med kravene i e-handelsloven, eller som (på andre måder) ikke er indrettet i overensstemmelse med markedsføringslovens krav, f.eks. fordi der foreligger vildledning efter markedsføringslovens § 6, stk. 1, kan efter omstændighederne tilsidesættes som ugyldigt efter aftalelovens § 36 eller § 38 c (om Side 43 urimelige aftaler mv.), aftalelovens § 32, stk. 1 (om »fejlskrift eller anden fejltagelse«) eller eventuelt aftalelovens § 30 (om svig).2626. Se nærmere om forbrugerens mulighed for at fragå en bestilling, som er afgivet ved en fejltagelse, Susanne Karstoft i Jan Trzaskowski (red.): Internetretten, 3. udgave (2017) s. 421 ff. og Henrik Udsen: It-ret, 3. udgave (2016) s. 422 f.
2.3. Oplysninger om abonnementets egenskaber, pris, varighed, opsigelse mv.
Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, pålægger den erhvervsdrivende inden indgåelse af en fjernsalgsaftale at give forbrugeren en række oplysninger på en »klar og forståelig måde«. Den erhvervsdrivende har i henhold til forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 9-13, pligt til bl.a. at oplyse om, hvorvidt der er fortrydelsesret, og i givet fald betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre fortrydelsesretten gældende, jf. § 20. Oplysningerne skal gives i form af standardfortrydelsesformularen i lovens bilag 3.2727. Jf. dog § 9, stk. 1, hvorefter den erhvervsdrivende anses for at have opfyldt oplysningskravene i § 8, stk. 1, nr. 9, 12 og 13, ved benyttelse af den korrekt udfyldte standardfortrydelsesvejledning i lovens bilag 1. Den erhvervsdrivende skal endvidere oplyse om, hvis forbrugeren ikke vil kunne gøre fortrydelsesretten gældende, jf. § 18, stk. 2 og 3, jf. § 8, stk. 1, nr. 9-13. Markedsføringsloven pålægger også ved § 6, stk. 2, nr. 5, den erhvervsdrivende en pligt til at oplyse om »fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis forbrugeren har en sådan ret«. Om fortrydelsesret se nærmere nedenfor i afsnit 3.
De oplysninger, som den erhvervsdrivende er forpligtet til at give inden indgåelse af aftalen i henhold til forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17 og 18, skal gentages »tydeligt og i fremhævet form, og umiddelbart før forbrugeren afgiver sin bestilling«, jf. § 12, stk. 1, 2. pkt. Har den erhvervsdrivende forsømt at gentage oplysningerne eller at oplyse klart og tydeligt om, at forbrugeren ved aftalen pålægges en betalingsforpligtelse, jf. § 12, stk. 1, 1. pkt., er forbrugeren ikke forpligtet af sin bestilling, jf. § 12, stk. 2, jf. også ovenfor i afsnit 2.2.
Det fremgår af markedsføringslovens § 6, stk. 1, at den erhvervsdrivende ikke må »vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde«. I § 6, stk. 2, opregnes de oplysninger, som ved købsopfordringer betragtes som væsentlige, dvs. at udeladelse af disse oplysninger er i strid med vildledningsforbuddet i § 6, stk. Side 44 1.2828. Se nærmere Forbrugerombudsmandens notat »Oplysningskrav ved online salg af abonnementer« af 19. december 2016. Det er i vidt omfang de samme oplysninger, der kræves efter forbrugeraftaleloven og markedsføringsloven, jf. nedenfor i afsnit 2.3.1-2.3.3.
Forbrugeraftaleloven pålægger den erhvervsdrivende at give oplysningerne, »inden der indgås en aftale«. De oplysninger, som opregnes i markedsføringslovens § 6, stk. 2, skal gives, allerede når der foreligger en »købsopfordring«, jf. definitionen i markedsføringslovens § 2, nr. 10, dvs. ved »kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika og pris er oplyst på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel, og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb«. Oplysninger skal herefter ofte gives på et tidligere tidspunkt efter markedsføringsloven end efter forbrugeraftaleloven. Annoncering på internettet skal opfylde de krav, der stilles til købsopfordringer, første gang forbrugeren præsenteres for varen, også selv om der ikke er en aftalefunktion på hjemmesiden, f.eks. hvor der reklameres for en vare med angivelse af pris i en bannerannonce på en anden erhvervsdrivendes hjemmeside.2929. Jf. Peter Møgelvang-Hansen i Peter Møgelvang-Hansen m.fl.: Markedsføringsretten, 3. udgave (2017) s. 154.
2.3.1. Abonnementets vigtigste egenskaber
Den erhvervsdrivende skal bl.a. oplyse om ydelsens vigtigste egenskaber, jf. forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1. Det skal dermed være klart og tydeligt for forbrugeren, at der er tale om en abonnementsaftale, dvs. et løbende kontraktsforhold, og hvad aftalen omfatter. Er abonnementet sammenkædet med andre produkter, f.eks. en velkomstgave el.lign., skal oplysningerne om abonnementets vigtigste egenskaber præsenteres på lige fod med oplysningerne om de enkelte produkter og i umiddelbar tilknytning hertil eller med en utvetydig henvisning. Et tilsvarende krav om oplysninger om »produktets væsentligste karakteristika i et omfang, der svarer til mediet og produktet«, følger af markedsføringslovens § 6, stk. 2, nr. 1.
2.3.2. Abonnementets pris mv.
Der skal oplyses om abonnementets samlede pris inklusive afgifter og alle yderligere omkostninger samt den samlede udgift pr. afregningsperiode, jf. forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 5 og 6, og tilsvarende markedsfø-Side 45ringslovens § 6, stk. 2, nr. 6 og 7.3030. Krav om prisoplysninger følger ligeledes af e-handelslovens § 8, jf. om bestemmelsen Susanne Karstoft i Jan Trzaskowski (red.): Internetretten, 3. udgave (2017) s. 417 f. Om prismarkedsføring se også Jan Trzaskowski i Peter Møgelvang-Hansen m.fl.: Markedsføringsretten, 3. udgave (2017) s. 135 ff. Hvis der er en bindingsperiode på abonnementet, skal den erhvervsdrivende oplyse mindsteprisen i bindingsperioden.3131. Se også Forbrugerombudsmandens retningslinjer om god markedsføringsskik på teleområdet, senest opdateret 1. juli 2017. Det fremgår af retningslinjernes pkt. 4.1 om prisoplysninger, at såfremt »der annonceres med priser, må der gives tydelige oplysninger om alle faste og variable priser og prisvilkår, der er væsentlige for forbrugerens vurdering af tilbuddet. Lovpligtige oplysninger, fx oplysningen om prisen på et produkt (den samlede mindsteudgift i en bindingsperiode) ved købsopfordringer, jf. markedsføringslovens § 6, stk. 2, skal gives med samme meddelelseseffekt som øvrige prisoplysninger. I kravet om »samme meddelelseseffekt« ligger, at oplysningerne om mindsteudgift skal fremstå lige så synligt og tydeligt som de øvrige prisoplysninger. Andre oplysninger, der er væsentlige for forbrugerens vurdering af tilbuddet, skal gives med tilnærmelsesvis samme meddelelseseffekt«. Tilbyder den erhvervsdrivende en indledende prøveperiode gratis eller til en nedsat pris, skal oplysningerne om abonnementets efterfølgende normalpris præsenteres på lige fod med den nedsatte pris, hvis abonnementet fortsætter automatisk.
Det er ikke i overensstemmelse med god markedsføringsskik/god erhvervsskik, såfremt forbrugerens opsigelsesadgang i henhold til den præceptive regel i forbrugeraftalelovens § 28 gøres illusorisk ved, at der pålægges forbrugeren et gebyr eller andre omkostninger af betydning i forbindelse med kontraktens ophør. Det er en betingelse for at opkræve et gebyr el.lign. af forbrugeren ved kontraktens ophør, at forbrugeren er oplyst herom, inden aftalen indgås, jf. forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 5. Har den erhvervsdrivende ikke givet forbrugeren oplysning om sådanne omkostninger eller andre udgifter mv., er forbrugeren ikke forpligtet til at betale omkostningerne mv., jf. § 9, stk. 3.
Se Forbrugerklagenævnets afgørelse 16/12099. Forbrugeren opsagde en abonnementsaftale om et alarmsystem. Den erhvervsdrivende opkrævede et gebyr for nedtagning og afhentning af alarmsystemet ved aftalens ophør. Forbrugerklagenævnet fandt, at den erhvervsdrivende ikke i sine aftalebetingelser i tilstrækkelig grad havde givet oplysninger om prisen eller måden, hvorpå gebyret skulle udregnes, jf. forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 5. Forbrugeren var herefter ikke forpligtet til at betale det opkrævede beløb.
Se også Forbrugerombudsmandens sag nr. 09/08244. Et energiselskab kunne opkræve et opsigelsesgebyr el.lign., hvis en forbruger ønskede at opsige aftalen med sel-Side 46skabet med et kortere varsel end det, der fulgte af forbrugeraftalelovens opsigelsesregler (svarende til nu § 28, jf. nedenfor i afsnit 4). Det var dog en forudsætning, at gebyret fremgik klart og tydeligt af aftalen.
2.3.3. Abonnementets varighed, betingelserne for opsigelse mv.
Den erhvervsdrivende skal oplyse om abonnementets varighed eller betingelserne for at opsige abonnementet, hvis det er tidsubestemt eller forlænges automatisk, jf. forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 17. Der skal f.eks. gives klare og tydelige oplysninger om, hvis opsigelsen først kan meddeles eller effektueres efter et vist tidsrum.3232. Hvis abonnementsaftalen er indgået ved anvendelse af en standardformular, skal aftalen i henhold til forbrugeraftalelovens § 28, stk. 3, indeholde en bestemmelse, som tydeligt angiver, med hvilket varsel og i givet fald fra hvilket tidspunkt aftalen kan opsiges af forbrugeren. Bestemmelsen må ikke være uforenelig med forbrugerens ret til opsigelse efter § 28, stk. 1 og 4.
Tilbydes en indledende prøveperiode, eventuelt gratis eller til en fordelagtig pris, skal den erhvervsdrivende klart og tydeligt oplyse om, hvorvidt abonnementet automatisk fortsætter efter prøveperioden, jf. § 8, stk. 1, nr. 17. Den erhvervsdrivende bør undlade brugen af udtryk som »prøv«, »prøveabonnement« eller »prøvepakke« i markedsføringen af en tidsubegrænset aftale.3333. Jf. Forbrugerombudsmandens årsberetning 2013 s. 20 (med særligt henblik på avisabonnementer). Se også Juridisk Årbog 1993-1994 s. 64 (sag nr. 1992-4042/5-127).
Se Forbrugerklagenævnets afgørelse i sag nr. 12/14983. En forbruger indgik aftale med en telefonsælger om et avisabonnement for fire måneder. Den erhvervsdrivende sendte efter aftalens indgåelse en faktura, hvori der var henvist til den erhvervsdrivendes hjemmeside for gældende abonnementsvilkår. Det fremgik af vilkårene, at der var tale om et løbende abonnement. Ved udløbet af abonnementsperioden modtog forbrugeren en opkrævning for en ny periode. Forbrugerklagenævnet udtalte, at sælgeren ved markedsføring og salg af abonnementer tydeligt skal oplyse forbrugeren om, hvorvidt abonnementet er tidsbegrænset og stopper automatisk, eller om der er tale om et løbende abonnement, som forbrugeren aktivt skal opsige. Forbrugerklagenævnet fandt ikke, at den erhvervsdrivende havde godtgjort, at forbrugeren i forbindelse med indgåelsen af aftalen tilstrækkelig tydeligt var blevet oplyst om, at der blev tegnet et løbende abonnement. Den erhvervsdrivende havde derfor uberettiget fremsat krav for en ny abonnementsperiode. Se tilsvarende Forbrugerombudsmandens sag nr. 12/14740.
Også minimumsvarigheden af abonnementsaftalen skal oplyses inden aftalens indgåelse, jf. § 8, stk. 1, nr. 18. Forbrugeraftalelovens § 28, hvorefter der Side 47 gælder en længste bindingsperiode på 6-7 måneder, er beskyttelsespræceptiv, jf. § 28, stk. 5, og § 33, dvs. at der ikke kan aftales en længere bindingsperiode eller et længere opsigelsesvarsel.
Såfremt der i henhold til aftalevilkårene sker automatisk forlængelse af aftalen, anses aftaleforholdet som en umiddelbar fortsættelse af den oprindelige aftale. Forbrugeren vil herefter ikke kunne underkastes en ny bindingsperiode, hvis den oprindelige aftale har været omfattet af § 28, jf. nærmere nedenfor i afsnit 4.
Se Forbrugerombudsmandens sag nr. 11/07642. En forbruger havde tegnet abonnement på et blad for et halvt år. Da perioden var udløbet, modtog forbrugeren et nyt blad og et girokort for levering af blade for det næste halve år. Udgiveren ikke kunne fastholde forbrugeren i yderligere 6 måneder, jf. nu § 28, stk. 1, dvs. at forbrugeren kunne opsige abonnementet med en måneds varsel.
3. Fortrydelsesret
For en forbruger, som ønsker at komme ud af en abonnementsaftale, vil det ofte være muligt at benytte sig af den fortrydelsesret, som er hjemlet i forbrugeraftalelovens kapitel 4. Forbrugeren kan træde tilbage fra aftalen uden angivelse af årsag, jf. § 19, stk. 1, 2. pkt., og uden at pådrage sig andre omkostninger end dem, der følger af § 22, stk. 3 (om eventuelle ekstra omkostninger, som har været forbundet med f.eks. ekspreslevering el.lign.), § 24 (bl.a. om omkostninger til returnering af leverede varer) og § 25 (om forbrugerens pligt til at betale for den del af en tjenesteydelse, der måtte være leveret), jf. § 19, stk. 1, 3. pkt.3434. Jf. Betænkning nr. 1540/2013 om gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder s. 202, 214 og 429 og FT 2013-14, tillæg A, L 39 s. 76, 79 og 152. Fortrydelsesretten kan udøves, uden at forbrugeren skal godtgøre, at den ydelse, den erhvervsdrivende har leveret, er mangelfuld, eller at aftalen er indgået under omstændigheder, hvor der foreligger vildledning, f.eks. fordi den erhvervsdrivende har tilsidesat sin oplysningspligt osv. Udøvelse af fortrydelsesret kan dermed i mange tilfælde være den »nemmeste« løsning for forbrugeren.3535. Om fortrydelsesret se Susanne Karstoft: Forbrugeraftaleloven med kommentarer (2018) s. 433 ff.
Der må hvad angår fortrydelsesretten skelnes mellem, om der er tale om en »egentlig abonnementsaftale«, dvs. en aftale, hvorefter forbrugeren Side 48 mod betaling af et månedligt beløb løbende får leveret forud bestemte varer, f.eks. aviser, eller tjenesteydelser, f.eks. vinduespudsning, eller om der er tale om, at forbrugeren betaler et månedligt beløb for at få adgang til køb af ydelser, som han selv vælger, f.eks. kosmetikprodukter eller bøger. I denne forbindelse behandles forbrugerens adgang til at fortryde indgåelse af abonnementsaftalen, »medlemskabet« mv. (i modsætning til fortrydelsesret for de ydelser, som forbrugeren selv bestiller inden for rammerne af et medlemskab af en kundeklub el.lign.).
Forbrugeren har som udgangspunkt fortrydelsesret med hensyn til fjernsalgsaftaler om varer eller ikke-finansielle tjenesteydelser, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 1. Dette gælder ikke kun for aftaler om levering af enkeltstående ydelser, men også for aftaler om løbende levering af varer eller tjenesteydelser,3636. Jf. Betænkning nr. 1540/2013 om gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder s. 111 f. dvs. at forbrugeren som udgangspunkt har fortrydelsesret ved indgåelse af abonnementsaftaler, f.eks. avisabonnementer,3737. Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 10, undtager aftaler om »levering af aviser, tidsskrifter eller magasiner med undtagelse af abonnementsaftaler for levering af sådanne publikationer« fra fortrydelsesretten. Avisabonnementer mv. er dermed ikke omfattet af undtagelsen, jf. Betænkning nr. 1540/2013 om gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder s. 235 og 425 og FT 2013-14, tillæg A, L 39 s. 89 f. og 150. abonnement på vinduespudsning osv. Til dette udgangspunkt gælder en række undtagelser, som er opregnet i § 18, stk. 2, f.eks. hvad angår aftaler om »levering af fødevarer, drikkevarer eller andre varer til husholdningens løbende forbrug, som leveres fysisk til forbrugerens hjem, bopæl eller arbejdsplads af en erhvervsdrivende, der ofte og regelmæssigt betjener faste ruter«, f.eks. måltidskasser, jf. § 18, stk. 2, nr. 1, jf. § 7, stk. 2, nr. 1, eller aftaler om levering af »forseglede varer, som af sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsager ikke er egnet til at blive returneret, og hvor forseglingen er blevet brudt efter leveringen«, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 5.3838. Se f.eks. Forbrugerombudsmandens sag nr. 17/03630. En internetbutiks fjernsalg af kosttilskud i form af piller og kapsler i små poser påtrykt køberens navn var undtaget fra fortrydelsesrettens anvendelsesområde. Ud fra en konkret vurdering fandtes kosttilskuddet at være omfattet af § 18, stk. 2, nr. 3, om »varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået tydeligt personligt præg«. Fordi kosttilskuddet var beregnet til indtagelse, var pillerne og kapslerne ikke egnede til at blive returneret af sundheds- eller hygiejnemæssige hensyn, hvis forbrugeren havde brudt emballagen, dvs. åbnet poserne. Undtagelsen fra fortrydelsesretten i § 18, stk. 2, nr. 5, fandt derfor også anvendelse.
Side 49
For aftaler om varer løber fortrydelsesfristen på 14 dage som udgangspunkt fra den dag, forbrugeren eller den af forbrugeren angivne tredjemand, dog ikke transportøren, får varen i fysisk besiddelse, dvs. når genstanden er overgivet til forbrugeren (eller nogen på hans vegne), jf. § 19, stk. 1, jf. § 19, stk. 2, nr. 2.3939. Begrebet i »fysisk besiddelse« forstås på samme måde som i købelovens § 73, jf. FT 2013-14, tillæg A, L 40 s. 17. Se også Forbrugerombudsmandens sag nr. 14/05433 om den nærmere fastlæggelse af, hvornår en vare er kommet i forbrugerens »besiddelse«. For så vidt angår aftaler om »regelmæssig levering af varer over en bestemt periode« løber fortrydelsesfristen fra det tidspunkt, hvor »den første vare er i forbrugerens eller den af forbrugeren angivne tredjemands, dog ikke transportørens, fysiske besiddelse«, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, litra c. Er der f.eks. tale om et tidsskriftabonnement, begynder fortrydelsesfristen at løbe, når forbrugeren har fået det første nummer i hænde.
For aftaler om ikke-finansielle tjenesteydelser løber fortrydelsesfristen som udgangspunkt i 14 dage fra aftalens indgåelse, jf. § 19, stk. 2, nr. 1.
Som eksempler på tjenesteydelser, der er omfattet af § 18, stk. 2, nr. 2, kan nævnes abonnementer på datingsites (jf. Forbrugerombudsmandens sag nr. 08/03472), formidlingstjenester (jf. Forbrugerombudsmandens sag nr. 15/11398) og bilvurderinger (jf. Sø- og Handelsrettens dom af 25. februar 2014 (sag nr. N-0001-13)), som er omtalt ovenfor i afsnit 2.2.
Fortrydelsesretten bortfalder dog, »hvis leveringen af tjenesteydelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført«, jf. § 18, stk. 2, nr. 2.4040. Angår aftalen »digitalt indhold«, dvs. »data, der er produceret og leveret i digital form«, f.eks. »computerprogrammer, applikationer, spil, musik, videoer eller tekster, uanset om der opnås adgang hertil via downloading eller streaming, fra et fysisk medium eller på nogen anden måde«, jf. forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, nr. 11, løber fortrydelsesretten som udgangspunkt fra tidspunktet for aftalens indgåelse, jf. § 19, stk. 2, nr. 3. § 18, stk. 2, nr. 13, indebærer imidlertid, at forbrugerens fortrydelsesret ophører, hvis den erhvervsdrivende har »påbegyndt« udførelsen, dvs. levering af det digitale indhold i henhold til abonnementsaftalen, »med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret« (i modsætning til ikke-finansielle tjenesteydelser, hvor fortrydelsesretten først bortfalder, når den erhvervsdrivende har opfyldt aftalen »fuldt ud«). Se til illustration Forbrugerombudsmandens udtalelse i sag nr. 11/06918, som angik en internetboghandels salg af e-bøger. Der var som udgangspunkt fortrydelsesret ved køb af e-bøger, og forbrugeren kunne ikke anses for at have givet samtykke til levering af bogen før udløbet af den almindelige fortrydelsesfrist, blot ved at den erhvervsdrivende henviste til sine almindelige forretningsbetingelser.
Side 50
Forbrugerens samtykke skal være informeret og konkretiseret. Samtykket vil ikke kunne anses for indhentet ved, at den erhvervsdrivende i sit markedsføringsmateriale som led i opfyldelsen af den prækontraktuelle oplysningspligt anfører, at forbrugeren ved sin bestilling samtidig giver samtykke til, at fortrydelsesretten ophører på et tidligere tidspunkt end det, der følger af § 19, stk. 2, nr. 1 (som udgangspunkt 14 dage efter aftalens indgåelse).4141. Jf. f.eks. Forbrugerombudsmandens udtalelse i sag nr. 15/11398, Sø- og Handelsrettens dom af 25. februar 2014 (sag nr. N-0001-13) og FT 2003-04, tillæg A, s. 7596.
Fortrydelsesretten bortfalder først, når aftalen med forbrugerens samtykke er opfyldt fuldt ud.4242. Jf. Betænkning nr. 1540/2013 om gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder s. 224 og 420 f. og FT 2013-14, tillæg A, L 39 s. 84 f. og 148 f. Se også Vibe Thimgaard Knoop og Camilla Hørby Jensen i U 2015 B. s. 273, særligt s. 280. Når det drejer sig om løbende aftaler, som er indgået for en ubegrænset periode, vil den erhvervsdrivende i sagens natur ikke på et givent tidspunkt have opfyldt aftalen »fuldt ud«. Fortrydelsesretten bortfalder dermed ikke efter § 18, stk. 2, nr. 2, før udløbet af den almindelige fortrydelsesfrist – uanset om forbrugeren har givet samtykke til, at den erhvervsdrivende kan påbegynde udførelsen af tjenesteydelsen inden fristens udløb.
Såfremt den erhvervsdrivende alene har påbegyndt udførelsen med forbrugerens samtykke, har forbrugeren som udgangspunkt en frist til at fortryde på 14 dage efter aftalens indgåelse, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Den erhvervsdrivende kan i henhold til § 25, stk. 1, kræve betaling for den del af ydelsen, som allerede måtte være leveret, når forbrugeren udøver sin fortrydelsesret, hvis 1) aftalens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb, og 2) den erhvervsdrivende godtgør, at forbrugeren er blevet oplyst om fortrydelsesretten og om det beløb, der skal betales, jf. § 8, stk. 1, nr. 9 og 13. Forbrugeraftalelovens § 25’s regler om forbrugerens forpligtelse til at betale for den del af tjenesteydelsen, som den erhvervsdrivende har leveret, kommer kun til anvendelse, hvor forbrugeren stadig har en fortrydelsesret. Efter udløbet af fortrydelsesfristen kan forbrugeren ikke »nøjes« med at Side 51 betale vederlag i henhold til § 25, men må opfylde de forpligtelser, han har påtaget sig i henhold til aftalen.
Det er kun et udgangspunkt, at fortrydelsesfristen løber fra aftalens indgåelse (for så vidt angår ikke-finansielle tjenesteydelser) henholdsvis fra forbrugeren får varen i sin besiddelse (for så vidt angår varer). Det følger af § 19, stk. 3, at fristen først løber fra den dag, hvor forbrugeren har modtaget oplysninger om fortrydelsesretten, jf. § 8, stk. 1, nr. 9, på et varigt medium (jf. definitionen af dette begreb i § 3, nr. 5). Fristen udløber dog senest 12 måneder efter aftalens indgåelse (for så vidt angår ikke-finansielle tjenesteydelser), eller at forbrugeren har fået varen i sin besiddelse (for så vidt angår om varer), jf. ovenfor i afsnit 2.2 om Sø- og Handelsrettens dom af 25. februar 2014 (sag nr. N-0001-13), hvor den erhvervsdrivendes forsømmelse af oplysningspligten førte til en forlængelse af fortrydelsesfristen.4343. Almindelige regler om passivitet kan føre til fortabelse af retten til at gøre fortrydelsesretten gældende før udløbet af 12 måneders fristen. Dette må dog formentlig forudsætte, at forbrugeren – bevismæssigt sikkert – faktisk er blevet bekendt med fortrydelsesretten på trods af, at den erhvervsdrivende har tilsidesat sin oplysningspligt. Se Betænkning nr. 1540/2013 om gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder s. 219 og tilsvarende FT 2013-14, tillæg A, L 39 s. 81.
4. Opsigelsesadgang
Det fremgår af den præceptive regel i forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1, at forbrugeren som udgangspunkt kan opsige en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse. Der gælder dermed som udgangspunkt en længste bindingsperiode på 6-7 måneder, bestående af en uopsigelighedsperiode og et opsigelsesvarsel.4444. Er der f.eks. den 3. marts indgået en aftale om løbende levering af ydelser, kan aftalen opsiges den 3. august, men opsigelsen får først virkning fra udgangen af september måned, dvs. at aftalen betragtes som opsagt knap 7 måneder efter indgåelsen. Om forbrugeraftalelovens § 28 se Susanne Karstoft: Forbrugeraftaleloven med kommentarer (2018) s. 567 ff.
Forbrugeren kan på et tidligere tidspunkt meddele den erhvervsdrivende, at aftalen opsiges, men opsigelsen regnes da først fra udløbet af 5- Side 52månedersperioden.4545. Jf. FT 2008-09, tillæg A, s. 2964 (om den tidligere forbrugeraftalelovs § 25, som er videreført ved 2014-lovens § 28). Et vilkår om, at forbrugeren f.eks. kun kan opsige aftalen den 1. januar eller 1. juli eller én gang i kvartalet, er ikke gyldigt, jf. også § 28, stk. 5.
Forbrugeraftaleloven opstiller ikke formkrav til forbrugerens opsigelse. Aftalevilkår, hvorefter forbrugeren skal opsige aftalen på et bestemt måde, kan efter omstændighederne anses som urimelige, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36, og være i strid med god markedsføringskik/god erhvervsskik.4646. Se Forbrugerombudsmandens sag nr. 12/09571. I henhold til en teleudbyders aftalevilkår skulle opsigelse ske telefonisk til kundeservice. Forbrugerombudsmanden udtalte, at et vilkår, hvorefter opsigelse skal ske på en bestemt måde, i almindelighed må anses for et urimeligt, idet en opsigelse, der kommer frem på anden vis, vil have samme retsvirkning. Se også Forbrugerombudsmandens sag nr. 14/0232-4. Et aftalevilkår, hvorefter opsigelse af et fitnessabonnement kun kunne ske via en blanket, der skulle indleveres i fitnesscentret og påtegnes af en medarbejder, var urimeligt. Se også Forbrugerombudsmandens sag nr. 14/04416. En forbruger oprettede via sin PS3-konsol et gratis prøveabonnement hos en amerikansk virksomhed, der markedsførte streaming af film og tv-serier på det danske marked. Forbrugerombudsmanden meddelte den erhvervsdrivende, at en forbruger har en berettiget forventning om, at aftalen kan opsiges på samme måde, som den er indgået. Se endelig Forbrugerombudsmandens sag nr. 10/03240. En erhvervsdrivende solgte abonnementer på helsekostprodukter uden for fast forretningssted ved uanmodede henvendelser til forbrugere på offentlig vej. Salgsmetoden gav anledning til klager fra flere forbrugere, der ikke mente, at de havde indgået en abonnementsaftale med den erhvervsdrivende, men blot havde accepteret at modtage en vareprøve. Forbrugerombudsmanden modtog desuden flere klager over, at den erhvervsdrivende ikke accepterede opsigelser sendt pr. e-mail. Forbrugerombudsmanden udtalte bl.a., at det var forbrugerens eget valg, hvorledes han eller hun ønskede at meddele sin opsigelse, så længe opsigelsen kunne anses for at være kommet frem til den erhvervsdrivende, og den erhvervsdrivende på baggrund af de angivne oplysninger ville være i stand til at identificere kunden.
§ 28, stk. 1, gælder ikke, hvis opsigelsesvarslet eller længste bindingsperiode er reguleret i eller i medfør af anden lovgivning, jf. § 28, stk. 2, 1. pkt.4747. For mobiltelefonabonnementer gælder i henhold til § 12 i udbudsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 715 af 23. juni 2011 om udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester) en maksimal bindingsperiode på 6 måneder for ikke-erhvervsdrivende abonnementer, herunder for bindinger i form af sim-lås på telefonen el.lign. Forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1, finder heller ikke anvendelse på aftaler, som alene vedrører varer eller tjene-Side 53steydelser, som skal leveres senest 1 år efter aftalens indgåelse, hvis den samlede pris for de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af aftalen, ikke overstiger 2.000 kr., og den fulde betaling skal ske senest 14 dage efter aftalens indgåelse, jf. § 28, stk. 2, 2. pkt. Bestemmelsen omfatter f.eks. årskort til forlystelsesparker el.lign.
Det fremgår af § 28, stk. 4, at § 28, stk. 1, ikke gælder, hvis den samlede pris, der skal betales i henhold til en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser, overstiger 20.000 kr. årligt, og påbegyndelse af leveringen enten kræver, at den erhvervsdrivende afholder engangsomkostninger, der overstiger den gennemsnitlige pris efter aftalen for 6 måneders løbende levering, eller medfører en værdiforringelse af tilsvarende størrelse for den erhvervsdrivende. I sådanne tilfælde kan forbrugeren opsige aftalen med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 11 måneder efter aftalens indgåelse. Den længste bindingsperiode for forbrugeren bliver dermed 12-13 måneder (jf. eksemplet ovenfor vedrørende § 28, stk. 1). Bestemmelsen omfatter navnlig aftaler vedrørende privatleasing af biler.
5. Uopfordret fremsendelse eller udførelse af ydelser
Forbrugeraftalelovens § 6 fastslår, at hvis den erhvervsdrivende fremsender eller afleverer en vare til en forbruger uden dennes forudgående anmodning (og dette ikke skyldes en fejl), kan forbrugeren beholde varen vederlagsfrit. Udfører en erhvervsdrivende en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning, er forbrugeren ikke forpligtet til at betale vederlag herfor. Formålet med § 6 er at hindre såkaldt »negativ aftalebinding« (eller »negativ aftaleindgåelse«).4848. Det helt klare udgangspunkt i dansk ret er, at negativ aftalebinding ikke kan finde sted, dvs. at man ikke forpligtes af passivitet, jf. Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen: Aftaler og mellemmænd, 7. udgave (2017) s. 93 ff. og Jan Trzaskowski i Peter Møgelvang-Hansen m.fl.: Markedsføringsretten, 3. udgave (2017) s. 189 f. I de tilfælde, hvor en erhvervsdrivende uanmodet fremsender en vare til forbrugeren eller udfører en tjenesteydelse for ham, fører allerede almindelige aftaleretlige regler dermed til, at forbrugeren som udgangspunkt ikke er forpligtet til at betale for ydelsen, jf. også FT 1999-2000, tillæg A, s. 7542. I overensstemmelse hermed fremgår det af forbrugeraftalelovens § 31, stk. 1, at den erhvervsdrivende kun kan kræve betaling for ydelser, der ligger ud over hovedydelsen, hvis forbrugeren inden aftaleindgåelsen har givet udtrykkeligt samtykke hertil. Forbrugeren kan kræve betalinger opnået i strid med § 31, stk. 1, tilbagebetalt, jf. § 31, stk. 2.
Forbrugeraftalelovens § 6 gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 27, der henviser til handelspraksisdirektivets artikel 5, stk. 5 (som er gennemført ved markedsføringslovens § 9) og sortlistens pkt. 29 (som er gennemført ved markedsføringslovens bilag 1). Herefter anses det som urimelig handelspraksis, hvis der »afkræves omgående Side 54 eller senere betaling for eller returnering eller oplagring af produkter, som den erhvervsdrivende har leveret, selv om forbrugeren ikke har anmodet herom«, jf. også ovenfor i afsnit 2.1 om markedsføringslovens § 9 og lovens bilag 1 (»sortlisten«) om former for handelspraksis, som altid anses for »vildledende eller aggressive«, og som dermed er forbudt. Det er i henhold til forbrugerrettighedsdirektivets betragtning 60 »nødvendigt at indføre bestemmelser om aftalemæssige beføjelser« i de tilfælde, som er omfattet af sortlistens pkt. 29.
Forbrugeraftalelovens § 6 finder anvendelse, hvis den erhvervsdrivende leverer varer eller tjenesteydelser uden forbrugerens »forudgående anmodning«. Der kan f.eks. være tale om, at den erhvervsdrivende leverer ydelser på trods af, at han ikke kan godtgøre, at der er indgået en aftale med forbrugeren, at en indgået aftale kan tilsidesættes som ugyldig,4949. F.eks. efter almindelige aftaleretlige regler, forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2, eller forbrugeraftalelovens § 5. eller at forbrugeren har udnyttet sin fortrydelsesret eller har opsagt aftalen.
Se f.eks. Forbrugerombudsmandens sag nr. 15/06121. Selv om en erhvervsdrivende ikke kunne godtgøre, at der var indgået en telefonisk aftale vedrørende en række tidsskrifter, modtog forbrugeren tidsskrifterne med posten. Den erhvervsdrivende kunne ikke forlange betaling for de leverede tidsskrifter, og den erhvervsdrivendes fremsendelse af rykkerskrivelser og indledning af inkassoproces var i strid med god markedsføringsskik.5050. Se tilsvarende Se Juridisk Årbog 2000 s. 140 med gengivelse af Forbrugerklagenævnets afgørelse i sag nr. 1999-4041/7-44. Den erhvervsdrivende havde ikke løftet bevisbyrden for, at der var indgået en abonnementsaftale. Forbrugeren var derfor ikke forpligtet til at betale for blade, som den erhvervsdrivende havde leveret.
I løbende aftaleforhold – herunder i tilfælde, hvor forbrugeren uforvarende ender i en »abonnementsfælde« – kan betalingsmodtageren gennemføre fremtidige betalinger via forbrugerens betalingsinstrument, typisk derved at forbrugeren i forbindelse med indgåelse af abonnementsaftalen oplyser om betalingskortnummer, udløbsdato osv. Det er en betingelse for, at betalingsmodtageren kan iværksætte tilbagevendende betalinger, at der er indgået en særskilt og klar aftale herom med forbrugeren vedrørende et bestemt aftaleforhold. Betalingsmodtageren skal bekræfte aftalen og fremsende vilkårene til forbrugeren på papir eller andet varigt medium.5151. Se Forbrugerombudsmandens retningslinjer om betalingsmodtageres håndtering af betalinger ved fjernsalg, september 2014 (revideret i juli 2017) pkt. 5.2 (FO-12/02450-82). Se også Thomas Brenøe i U 2014 B. s. 124 ff. om de krav, der stilles til forbrugerens samtykke til betalingstransaktioner.
Side 55
Forbrugeren kan tilbagekalde sit samtykke til den erhvervsdrivende betalingsmodtagers iværksættelse af fremtidige betalingstransaktioner, jf. betalingslovens § 82, stk. 3, 2. pkt.5252. Bestemmelsen angår alene betalerens tilbagekaldelse af samtykke til betalingstransaktionen over for udbyderen, ikke den underliggende aftale mellem betaleren og betalingsmodtageren, jf. FT 2016-17, tillæg A, L 157 s. 215 f. Se også Forbrugerombudsmandens notat om tilbagekaldelse af samtykke til fremtidige betalinger, juli 2014 (FO-13/02950-2). Betalinger, som iværksættes af betalingsmodtageren i strid med tilbagekaldelsen, anses for uautoriserede. Betalerens udbyder, f.eks. det pengeinstitut, der har udstedt det anvendte betalingskort, skal i henhold til betalingslovens § 99 straks og senest ved afslutningen på den efterfølgende arbejdsdag tilbageføre beløbet til forbrugeren (medmindre andet følger af § 100). Udbyderen har herefter regres mod betalingsmodtageren, der uretmæssigt har hævet beløbet, efter almindelige erstatningsretlige regler.
Forbrugerens indsigelse mod uautoriserede betalingstransaktioner skal være udbyderen i hænde snarest muligt efter, at forbrugeren har konstateret en sådan transaktion, og senest 13 måneder efter debiteringen, jf. betalingslovens § 97. Bestemmelsen fastsætter dermed en yderste tidsmæssig grænse for fremsættelse af indsigelser mod uautoriserede transaktioner. Forbrugeren kan dog fortabe sin indsigelse ved passivitet før udløbet af 13 måneders-fristen, hvis forbrugeren har positiv viden om indsigelsens eksistens.5353. Se Pengeinstitutankenævnets sag nr. 307/2012 og Susanne Karstoft i Jan Trzaskowski (red.): Internetretten, 3. udgave (2017) s. 550 ff.
Det er kun i begrænset omfang muligt for udbyderen at identificere og stoppe betalinger fra en bestemt betalingsmodtager. I praksis må problemer med uberettigede hævninger på forbrugerens konto derfor løses ved, at banken spærrer det betalingskort, som er anvendt ved købet hos betalingsmodtageren, uanset at spærringen kan være forbundet med gener og omkostninger for forbrugeren.5454. Se Forbrugerombudsmandens notat om tilbagekaldelse af samtykke til fremtidige betalinger, juli 2014, pkt. 2.2.6 (FO-13/02950-2).
Side 56
Fodnoter samlet
12. Der kan være tale om temmelig store beløb. Forbrugerombudsmanden har konstateret månedlige trækninger på op til 699 kr. ved hjælp af forbrugerens betalingskortoplysninger, jf. Forbrugerombudsmandens årsberetning 2016 s. 9.
13. Lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring. Loven implementerer navnlig handelspraksisdirektivet, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked.
14. Den tidligere markedsføringslov (lovbekendtgørelse nr. 1216 af 25. september 2013) indeholdt i § 3 et generelt forbud mod »vildledende eller urigtige angivelser eller udelade[lser] af væsentlige informationer, såfremt dette [var] egnet til at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd«. Der er med opsplitning af vildledningsforbuddet i 2017-lovens §§ 5 og 6 ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring i forhold til tidligere, jf. FT 2016-17, tillæg A, L 40 s. 28, 49 og 51.
15. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder. Direktivet ophæver dørsalgsdirektivet (85/577/EØF) og det generelle fjernsalgsdirektiv (97/7/EF). Forbrugerrettighedsdirektivet er implementeret ved forbrugeraftaleloven, lov nr. 1457 af 17. december 2013 om forbrugeraftaler (herefter betegnet »2014-loven«) og i købeloven ved lov nr. 1460 af 17. december 2013.
16. Jf. Peter Møgelvang-Hansen i Peter Møgelvang-Hansen m.fl.: Markedsføringsretten, 3. udgave (2017) s. 110 f.
17. Om de (mange) sager, hvor Forbrugerombudsmanden har grebet ind over for erhvervsdrivendes overtrædelse af markedsføringslovens vildledningsforbud i forbindelse med indgåelse af abonnementsaftaler, se Forbrugerombudsmandens årsberetninger 2014, 2015 og 2016.
18. Se tilsvarende Forbrugerombudsmandens sag nr. 12/12324 og sag nr. 13/01103, hvor den erhvervsdrivendes fremgangsmåde blev anset for at være i strid med vildledningsforbuddet i den tidligere markedsføringslovs § 3. Se også Forbrugerombudsmandens sag nr. 12/030318. Forbrugere, der havde deltaget i en undersøgelse på nettet, blev ringet op af en telefonsælger, der tilbød en dvd-film som tak. Forbrugerne modtog kort tid efter filmen og oplysning om, at der var indgået aftale om et abonnement. Forbrugerombudsmanden fandt, at det kommercielle formål med den erhvervsdrivendes telefoniske henvendelse ikke var at tilbyde en billig film, men at tilbyde et medlemskab af en filmklub. Den erhvervsdrivende skulle oplyse om »det kommercielle formål med henvendelsen« under telefonsamtalen lige efter oplysninger om den erhvervsdrivende (jf. nu forbrugeraftalelovens § 11, stk. 3).
19. Se også Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring, juli 2017, pkt. 17, og Europa-Kommissionens vejledning i gennemførelsen/anvendelsen af direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis, KOM nr. SWD (2016) 163 final af 25. maj 2016, pkt. 4.4 om anvendelse af ordet »gratis«. (Denne del af Kommissionens vejledning er optrykt som bilag 2 til Forbrugerombudsmandens retningslinjer).
20. Kan bevisbyrden ikke løftes, finder forbrugeraftalelovens § 6 anvendelse. Herefter er forbrugeren ikke forpligtet til at betale for ydelser, som er leveret af den erhvervsdrivende uden forbrugerens »forudgående anmodning«, jf. nærmere nedenfor i afsnit 5. Se også nedenfor i afsnit 2.2, hvorefter den erhvervsdrivende ved indgåelse af en fjernsalgsaftale ved hjælp af elektroniske midler, f.eks. via en hjemmeside på internettet, er forpligtet til klart og tydeligt på det sted, hvor bestillingen afgives, at oplyse om, at forbrugeren pålægges en betalingsforpligtelse. Har den erhvervsdrivende undladt dette, eller har han undladt at gentage de oplysninger, der fremgår af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17 og 18, er forbrugeren ikke bundet af aftalen eller bestillingen, jf. § 12, stk. 2, jf. stk. 1.
21. Det følger af håndhævelsesforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2006/2004/EF af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse, »forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde«), at Forbrugerombudsmanden ved danske firmaers markedsføring i andre EU-lande skal håndhæve EU-baserede forbrugerbeskyttelsesregler, således som de er gennemført i dansk ret.
22. Den erhvervsdrivendes tilsidesættelse af kravene i forbrugeraftaleloven § 12 kan endvidere sanktioneres offentligretligt efter markedsføringslovens bestemmelser, jf. ovenfor i afsnit 2.1. Se nærmere om forbrugeraftalelovens § 12 Susanne Karstoft: Forbrugeraftaleloven med kommentarer (2018) s. 350 ff.
23. Jf. nu forbrugeraftalelovens § 19, stk. 3, om udskydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt, jf. nærmere nedenfor i afsnit 3. Efter 2014-loven er den »absolutte« fortrydelsesfrist 12 måneder. Efter de tidligere regler i forbrugeraftaleloven (lov nr. 451 af 9. juni 2004 § 18, stk. 3) var fristen 3 måneder.
24. Jf. § 1, stk. 4, hvorefter f.eks. aftaler om personbefordring er undtaget fra lovens anvendelsesområde.
25. Jf. definitionen af en fjernsalgsaftale i lovens § 3, nr. 1, hvorefter det f.eks. er et krav, at aftalen »indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende«, jf. § 3, nr. 1, litra b.
26. Se nærmere om forbrugerens mulighed for at fragå en bestilling, som er afgivet ved en fejltagelse, Susanne Karstoft i Jan Trzaskowski (red.): Internetretten, 3. udgave (2017) s. 421 ff. og Henrik Udsen: It-ret, 3. udgave (2016) s. 422 f.
27. Jf. dog § 9, stk. 1, hvorefter den erhvervsdrivende anses for at have opfyldt oplysningskravene i § 8, stk. 1, nr. 9, 12 og 13, ved benyttelse af den korrekt udfyldte standardfortrydelsesvejledning i lovens bilag 1.
28. Se nærmere Forbrugerombudsmandens notat »Oplysningskrav ved online salg af abonnementer« af 19. december 2016.
29. Jf. Peter Møgelvang-Hansen i Peter Møgelvang-Hansen m.fl.: Markedsføringsretten, 3. udgave (2017) s. 154.
30. Krav om prisoplysninger følger ligeledes af e-handelslovens § 8, jf. om bestemmelsen Susanne Karstoft i Jan Trzaskowski (red.): Internetretten, 3. udgave (2017) s. 417 f. Om prismarkedsføring se også Jan Trzaskowski i Peter Møgelvang-Hansen m.fl.: Markedsføringsretten, 3. udgave (2017) s. 135 ff.
31. Se også Forbrugerombudsmandens retningslinjer om god markedsføringsskik på teleområdet, senest opdateret 1. juli 2017. Det fremgår af retningslinjernes pkt. 4.1 om prisoplysninger, at såfremt »der annonceres med priser, må der gives tydelige oplysninger om alle faste og variable priser og prisvilkår, der er væsentlige for forbrugerens vurdering af tilbuddet. Lovpligtige oplysninger, fx oplysningen om prisen på et produkt (den samlede mindsteudgift i en bindingsperiode) ved købsopfordringer, jf. markedsføringslovens § 6, stk. 2, skal gives med samme meddelelseseffekt som øvrige prisoplysninger. I kravet om »samme meddelelseseffekt« ligger, at oplysningerne om mindsteudgift skal fremstå lige så synligt og tydeligt som de øvrige prisoplysninger. Andre oplysninger, der er væsentlige for forbrugerens vurdering af tilbuddet, skal gives med tilnærmelsesvis samme meddelelseseffekt«.
32. Hvis abonnementsaftalen er indgået ved anvendelse af en standardformular, skal aftalen i henhold til forbrugeraftalelovens § 28, stk. 3, indeholde en bestemmelse, som tydeligt angiver, med hvilket varsel og i givet fald fra hvilket tidspunkt aftalen kan opsiges af forbrugeren. Bestemmelsen må ikke være uforenelig med forbrugerens ret til opsigelse efter § 28, stk. 1 og 4.
33. Jf. Forbrugerombudsmandens årsberetning 2013 s. 20 (med særligt henblik på avisabonnementer). Se også Juridisk Årbog 1993-1994 s. 64 (sag nr. 1992-4042/5-127).
34. Jf. Betænkning nr. 1540/2013 om gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder s. 202, 214 og 429 og FT 2013-14, tillæg A, L 39 s. 76, 79 og 152.
35. Om fortrydelsesret se Susanne Karstoft: Forbrugeraftaleloven med kommentarer (2018) s. 433 ff.
36. Jf. Betænkning nr. 1540/2013 om gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder s. 111 f.
37. Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 10, undtager aftaler om »levering af aviser, tidsskrifter eller magasiner med undtagelse af abonnementsaftaler for levering af sådanne publikationer« fra fortrydelsesretten. Avisabonnementer mv. er dermed ikke omfattet af undtagelsen, jf. Betænkning nr. 1540/2013 om gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder s. 235 og 425 og FT 2013-14, tillæg A, L 39 s. 89 f. og 150.
38. Se f.eks. Forbrugerombudsmandens sag nr. 17/03630. En internetbutiks fjernsalg af kosttilskud i form af piller og kapsler i små poser påtrykt køberens navn var undtaget fra fortrydelsesrettens anvendelsesområde. Ud fra en konkret vurdering fandtes kosttilskuddet at være omfattet af § 18, stk. 2, nr. 3, om »varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået tydeligt personligt præg«. Fordi kosttilskuddet var beregnet til indtagelse, var pillerne og kapslerne ikke egnede til at blive returneret af sundheds- eller hygiejnemæssige hensyn, hvis forbrugeren havde brudt emballagen, dvs. åbnet poserne. Undtagelsen fra fortrydelsesretten i § 18, stk. 2, nr. 5, fandt derfor også anvendelse.
39. Begrebet i »fysisk besiddelse« forstås på samme måde som i købelovens § 73, jf. FT 2013-14, tillæg A, L 40 s. 17. Se også Forbrugerombudsmandens sag nr. 14/05433 om den nærmere fastlæggelse af, hvornår en vare er kommet i forbrugerens »besiddelse«.
40. Angår aftalen »digitalt indhold«, dvs. »data, der er produceret og leveret i digital form«, f.eks. »computerprogrammer, applikationer, spil, musik, videoer eller tekster, uanset om der opnås adgang hertil via downloading eller streaming, fra et fysisk medium eller på nogen anden måde«, jf. forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, nr. 11, løber fortrydelsesretten som udgangspunkt fra tidspunktet for aftalens indgåelse, jf. § 19, stk. 2, nr. 3. § 18, stk. 2, nr. 13, indebærer imidlertid, at forbrugerens fortrydelsesret ophører, hvis den erhvervsdrivende har »påbegyndt« udførelsen, dvs. levering af det digitale indhold i henhold til abonnementsaftalen, »med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret« (i modsætning til ikke-finansielle tjenesteydelser, hvor fortrydelsesretten først bortfalder, når den erhvervsdrivende har opfyldt aftalen »fuldt ud«). Se til illustration Forbrugerombudsmandens udtalelse i sag nr. 11/06918, som angik en internetboghandels salg af e-bøger. Der var som udgangspunkt fortrydelsesret ved køb af e-bøger, og forbrugeren kunne ikke anses for at have givet samtykke til levering af bogen før udløbet af den almindelige fortrydelsesfrist, blot ved at den erhvervsdrivende henviste til sine almindelige forretningsbetingelser.
41. Jf. f.eks. Forbrugerombudsmandens udtalelse i sag nr. 15/11398, Sø- og Handelsrettens dom af 25. februar 2014 (sag nr. N-0001-13) og FT 2003-04, tillæg A, s. 7596.
42. Jf. Betænkning nr. 1540/2013 om gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder s. 224 og 420 f. og FT 2013-14, tillæg A, L 39 s. 84 f. og 148 f. Se også Vibe Thimgaard Knoop og Camilla Hørby Jensen i U 2015 B. s. 273, særligt s. 280.
43. Almindelige regler om passivitet kan føre til fortabelse af retten til at gøre fortrydelsesretten gældende før udløbet af 12 måneders fristen. Dette må dog formentlig forudsætte, at forbrugeren – bevismæssigt sikkert – faktisk er blevet bekendt med fortrydelsesretten på trods af, at den erhvervsdrivende har tilsidesat sin oplysningspligt. Se Betænkning nr. 1540/2013 om gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder s. 219 og tilsvarende FT 2013-14, tillæg A, L 39 s. 81.
44. Er der f.eks. den 3. marts indgået en aftale om løbende levering af ydelser, kan aftalen opsiges den 3. august, men opsigelsen får først virkning fra udgangen af september måned, dvs. at aftalen betragtes som opsagt knap 7 måneder efter indgåelsen. Om forbrugeraftalelovens § 28 se Susanne Karstoft: Forbrugeraftaleloven med kommentarer (2018) s. 567 ff.
45. Jf. FT 2008-09, tillæg A, s. 2964 (om den tidligere forbrugeraftalelovs § 25, som er videreført ved 2014-lovens § 28).
46. Se Forbrugerombudsmandens sag nr. 12/09571. I henhold til en teleudbyders aftalevilkår skulle opsigelse ske telefonisk til kundeservice. Forbrugerombudsmanden udtalte, at et vilkår, hvorefter opsigelse skal ske på en bestemt måde, i almindelighed må anses for et urimeligt, idet en opsigelse, der kommer frem på anden vis, vil have samme retsvirkning. Se også Forbrugerombudsmandens sag nr. 14/0232-4. Et aftalevilkår, hvorefter opsigelse af et fitnessabonnement kun kunne ske via en blanket, der skulle indleveres i fitnesscentret og påtegnes af en medarbejder, var urimeligt. Se også Forbrugerombudsmandens sag nr. 14/04416. En forbruger oprettede via sin PS3-konsol et gratis prøveabonnement hos en amerikansk virksomhed, der markedsførte streaming af film og tv-serier på det danske marked. Forbrugerombudsmanden meddelte den erhvervsdrivende, at en forbruger har en berettiget forventning om, at aftalen kan opsiges på samme måde, som den er indgået. Se endelig Forbrugerombudsmandens sag nr. 10/03240. En erhvervsdrivende solgte abonnementer på helsekostprodukter uden for fast forretningssted ved uanmodede henvendelser til forbrugere på offentlig vej. Salgsmetoden gav anledning til klager fra flere forbrugere, der ikke mente, at de havde indgået en abonnementsaftale med den erhvervsdrivende, men blot havde accepteret at modtage en vareprøve. Forbrugerombudsmanden modtog desuden flere klager over, at den erhvervsdrivende ikke accepterede opsigelser sendt pr. e-mail. Forbrugerombudsmanden udtalte bl.a., at det var forbrugerens eget valg, hvorledes han eller hun ønskede at meddele sin opsigelse, så længe opsigelsen kunne anses for at være kommet frem til den erhvervsdrivende, og den erhvervsdrivende på baggrund af de angivne oplysninger ville være i stand til at identificere kunden.
47. For mobiltelefonabonnementer gælder i henhold til § 12 i udbudsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 715 af 23. juni 2011 om udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester) en maksimal bindingsperiode på 6 måneder for ikke-erhvervsdrivende abonnementer, herunder for bindinger i form af sim-lås på telefonen el.lign.
48. Det helt klare udgangspunkt i dansk ret er, at negativ aftalebinding ikke kan finde sted, dvs. at man ikke forpligtes af passivitet, jf. Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen: Aftaler og mellemmænd, 7. udgave (2017) s. 93 ff. og Jan Trzaskowski i Peter Møgelvang-Hansen m.fl.: Markedsføringsretten, 3. udgave (2017) s. 189 f. I de tilfælde, hvor en erhvervsdrivende uanmodet fremsender en vare til forbrugeren eller udfører en tjenesteydelse for ham, fører allerede almindelige aftaleretlige regler dermed til, at forbrugeren som udgangspunkt ikke er forpligtet til at betale for ydelsen, jf. også FT 1999-2000, tillæg A, s. 7542. I overensstemmelse hermed fremgår det af forbrugeraftalelovens § 31, stk. 1, at den erhvervsdrivende kun kan kræve betaling for ydelser, der ligger ud over hovedydelsen, hvis forbrugeren inden aftaleindgåelsen har givet udtrykkeligt samtykke hertil. Forbrugeren kan kræve betalinger opnået i strid med § 31, stk. 1, tilbagebetalt, jf. § 31, stk. 2.
49. F.eks. efter almindelige aftaleretlige regler, forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2, eller forbrugeraftalelovens § 5.
50. Se tilsvarende Se Juridisk Årbog 2000 s. 140 med gengivelse af Forbrugerklagenævnets afgørelse i sag nr. 1999-4041/7-44. Den erhvervsdrivende havde ikke løftet bevisbyrden for, at der var indgået en abonnementsaftale. Forbrugeren var derfor ikke forpligtet til at betale for blade, som den erhvervsdrivende havde leveret.
51. Se Forbrugerombudsmandens retningslinjer om betalingsmodtageres håndtering af betalinger ved fjernsalg, september 2014 (revideret i juli 2017) pkt. 5.2 (FO-12/02450-82). Se også Thomas Brenøe i U 2014 B. s. 124 ff. om de krav, der stilles til forbrugerens samtykke til betalingstransaktioner.
52. Bestemmelsen angår alene betalerens tilbagekaldelse af samtykke til betalingstransaktionen over for udbyderen, ikke den underliggende aftale mellem betaleren og betalingsmodtageren, jf. FT 2016-17, tillæg A, L 157 s. 215 f. Se også Forbrugerombudsmandens notat om tilbagekaldelse af samtykke til fremtidige betalinger, juli 2014 (FO-13/02950-2).
53. Se Pengeinstitutankenævnets sag nr. 307/2012 og Susanne Karstoft i Jan Trzaskowski (red.): Internetretten, 3. udgave (2017) s. 550 ff.
54. Se Forbrugerombudsmandens notat om tilbagekaldelse af samtykke til fremtidige betalinger, juli 2014, pkt. 2.2.6 (FO-13/02950-2).