Forord til 1. udgave
Alt for mange iværksættere forliser på grund af fejl, der kunne være undgået. Juraen kan være en støtte for iværksætteren, men er alt for ofte en hindring. Vi håber med denne bog at give iværksætterne og deres rådgivere en bedre chance for at lykkes.
Iværksættere opfylder en vigtig rolle i samfundet. Iværksættere vil, når de lykkes, realisere en række mål: dække et behov hos kunderne, måske endda ved innovation af eksisterende teknologi eller ved nytænkning af kendte forretningsmodeller, som fører udviklingen videre, skabe omsætning, arbejde og skattekroner til gavn for den fælles husholdning, og måske vigtigst af alt for den enkelte iværksætter, realisere hans eller hendes potentiale og drømme. Men først skal mange forhindringer overvindes.
Bogen præsenterer de mange juridiske og praktiske forhindringer, som iværksætteren møder i processen fra den gode idé undfanges, og til virksomheden er levedygtig og stabil. Man kan læse bogen fra en ende af, eller man kan springe til det eller de kapitler, der har mest interesse. Ud over indholdsfortegnelsen er der et omfattende stikordsregister, som man enten kan bruge til at søge de rette kapitler eller gå på opdagelse i og lade sig inspirere af. Det samme gælder listen over anvendte forkortelser.
Det er vores håb, at bogen giver en brugbar præsentation af de udfordringer, som iværksættere møder i deres kamp for at få gjort deres nye forretning levedygtig og stabil. Juraen skulle gerne være en hjælp og støtte i denne proces og ingen hindring.
Københavns Universitet, den 1. juni 2015
Jesper Lau Hansen
Professor, dr.jur
Side 23