Forord til 2. udgave

Denne bog blev skrevet sidste år som et bidrag til de mange projekter om innovation og entreprenørskab, som Københavns Universitet har iværksat. Bogen var navnlig tænkt som lærebog i faget af samme navn på Det Juridiske Fakultets kandidatuddannelse, men var også rettet mod den bredere offentlighed. Vores ambition var at præsentere en række juridiske discipliner, som har betydning for iværksættere og deres rådgivere, og at gøre det på en tilgængelig måde. Det har glædet os, at efterspørgslen har været så stor, at vi allerede nu året efter kan udgive bogen i 2. udgave.

I forhold til 1. udgaven har vi naturligvis opdateret de eksisterende kapitler, navnlig den nye lovgivning om regnskaber, og herudover udvidet værket ved at inddrage to nye kapitler. Det ene kapitel angår ansættelse af medarbejdere, hvilket erfaringsvis giver store udfordringer, når den eller de første medarbejdere skal antages. Men netop iværksættervirksomhedernes evne til at skabe nye arbejdspladser er af central samfundsmæssig betydning og derfor vigtig at få dækket. Det andet kapitel angår vækst uden for Danmark, dvs. grænseoverskridende aktiviteter. Internettet gør det let at overskride grænserne og agere globalt, og EU byder med sit Indre Marked på et enormt kundegrundlag, som iværksætteren bør opsøge. Men der er også en række udfordringer ved grænseoverskridende aktivitet, og de forklares her på en tilgængelig måde.

Vi har ved opdateringen inddraget det feed-back, som vi har fået både fra de studerende, som har arbejdet med bogen her på universitetet, og fra praktikere, der har læst og brugt bogen. Vi takker for disse bidrag og hører gerne mere fra alle, så vi kan gøre bogen bedre og mere brugervenlig.

København i oktober 2016

Jesper Lau Hansen

Københavns Universitet

Side 21

  • Luk
  • Udvid

Iværksætterens Juridiske udfordringer (2. udg.)

En håndbog for iværksættere og deres rådgivere