Forord
Vedtagelsen af det nye udbudsdirektiv, 2014/24, og navnlig gennemførelsen af direktivet ved en udbudslov, har skabt en ny generation af regler vedrørende dette retsområde, som igennem de seneste 15 år har fået en stadig stigende praktisk betydning. På en række punkter er direktivet en videreførelse af de hidtil gældende regler, idet domspraksis er blevet kodificeret i direktivets mere detaljerede regler, men herudover er der gennemført en række nyskabelser, f.eks. ved opgivelsen af sondringen mellem bilag IIA og IIB tjenesteydelser og i stedet indførelsen af en ny mere fleksibel »udbud light-procedure« med færre krav til tilrettelæggelsen og gennemførelsen af et udbud.
I 2011 udgav Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith Aktuel udbudsret, en antologi af artikler om en række udbudsretlige emner. Her tog vi med baggrund i de problemstillinger, som vi særlig som advokat for staten har bistået de ordregivende myndigheder med at håndtere, en række emner op til en mere generel behandling, men med fokus på de praktisk betonede spørgsmål og dilemmaer, som ordregivende myndigheder typisk stilles overfor.
Udbudsloven er en nyskabelse, idet det gældende udbudsdirektiv hidtil er implementeret ved bekendtgørelse. Det er således gennemført et omfattende lovforberedende arbejde først i regi af Udbudslovsudvalget med udarbejdelse af rapport og dernæst i regi af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med udarbejdelse af lovforslag med bemærkninger.
Gennemførelsen af udbudsloven har inspireret os til at give en række bud på lovens anvendelse i praksis. Det gælder ikke alene de nyskabelser, som må introduceres for de ordregivende myndigheder, og hvor beskrivelsen og analysen i høj grad må angå loven, direktivet og de omfattende forarbejder, men også de regler, hvor loven og direktivet bygger videre på en omfattende praksis, og hvor der derfor er et nyt og bredere grundlag for at sætte udbudsretlige problemstillinger og den praktiske håndtering heraf i en opdateret kontekst. Desuden har vi også behandlet problemstillinger, der ikke direkte udspringer af udbudsloven, som f.eks. privatisering og brug af »dåbsgaver«.
Det er blevet til 20 kapitler i denne Aktuel udbudsret II, der typisk er skrevet af to af vores advokater, advokatfuldmægtige eller erhvervsjuridiske rådgivere i fællesskab, med en fælles ambition om at give en praktisk orienteret Side 23 introduktion til disse problemstillinger, uden at den samlede bog får karakter af en kommentar til direktivet eller udbudsloven.
Hvert kapitel er de enkelte forfatteres ansvar, men der er i den redaktionelle tilrettelæggelse søgt opnået et vist ensartet præg i synsvinkel og fremlæggelsesform. Herudover vil vi gerne rette en tak til vores studentermedarbejdere, der har ydet en stor bistand ved indsamling af doms- og klagenævnspraksis, forarbejder m.v.: Kristian Lyng Rasmussen, Josephine Søegaard Knop, Henrik Morsing Andersen, Philip Jørsboe, Mia Ravn Christensen og Julie Sandvik Loft. Endvidere tak til advokatsekretær Connie Møller Grundtworm, der har ydet en omfattende bistand ved tilrettelæggelsen og færdiggørelsen af teksten. Endelig vil vi gerne takke de fuldmægtige og advokatsekretærer, som på forskellig vis også har bidraget til projektets gennemførelse.
Alle bogens kapitler er naturligvis ajourført i overensstemmelse med de ændringer af forslaget til udbudsloven, der er vedtaget under Folketingets behandling siden begyndelsen af oktober 2015. Men domme og klagenævnskendelser er kun undtagelsesvis medtaget efter september 2015.
Karsten Hagel-Sørensen,
Partner, advokat (H)
Side 24