Statutten for Den Internationale Straffedomstol (uddrag)

Artikel 1 til 33

Præambel

Deltagerstaterne i denne statut,

som er bevidste om, at alle folkeslag er forenede ved fælles bånd, deres kulturer sammensat i en fælles arv, og er bekymrede for, at denne skrøbelige mosaik når som helst kan blive slået itu,

som erindrer, at millioner af børn, kvinder og mænd i dette århundrede har været ofre for utænkelige grusomheder, der dybt ryster menneskehedens samvittighed,

som erkender, at sådanne alvorlige forbrydelser truer fred, sikkerhed og velfærd i verden,

som bekræfter, at de alvorligste forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed, ikke må passere ustraffet, og at den effektive strafforfølgning heraf må sikres gennem foranstaltninger på nationalt niveau og gennem en styrkelse af det internationale samarbejde,

som er besluttet på at hindre, at gerningsmændene forbliver ustraffet, og således bidrage til forebyggelsen af sådanne forbrydelser,

som minder om, at det er enhver stats pligt at udøve sin strafferetlige jurisdiktion over for de ansvarlige for internationale forbrydelser,

som bekræfter De Forenede Nationers Pagts formål og principper, og i særdeleshed at enhver stat skal afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med De Forenede Nationers formål,

som understreger i denne forbindelse, at intet i denne statut skal give en deltagerstat ret til at gribe ind i en væbnet konflikt eller i en stats indre anliggender,

som er besluttet på med disse formål for øje og af hensyn til nulevende og fremtidige generationer at oprette en uafhængig permanent international straffedomstol i tilknytning til FN-systemet med jurisdiktion over de alvorligste forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed,

som understreger, at Den Internationale Straffedomstol oprettet i henhold til denne statut skal være komplementær i forhold til national strafferetlig jurisdiktion,

som er fast besluttet på at sikre varig respekt for og håndhævelse af den internationale retsorden,

har opnået enighed om følgende:

Side 285

KAPITEL 1. OPRETTELSE AF DOMSTOLEN

Artikel 1. Domstolen

Der oprettes herved en international straffedomstol (»domstolen«). Domstolen skal være en permanent institution og skal have beføjelse til at retsforfølge personer for de alvorligste forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed, som fastlagt i denne statut, og skal være komplementær i forhold til national strafferetlig jurisdiktion. Domstolens jurisdiktion og virke skal være undergivet bestemmelserne i denne statut.

Artikel 2. Domstolens forhold til De Forenede Nationer

Forholdet mellem domstolen og De Forenede Nationer fastlægges i en aftale, der skal godkendes af forsamlingen af deltagerstater i denne statut, og derefter indgås af domstolens præsident på domstolens vegne.

Artikel 3. Domstolens hjemsted

1. 1 Domstolens sæde skal være i Haag, Nederlandene (»værtsstaten«).
2. 2 Domstolen skal indgå en hjemstedsaftale med værtsstaten, der skal godkendes af forsamlingen af deltagerstater, og derefter indgås af domstolens præsident på domstolens vegne.
3. 3 Når som helst domstolen anser det for ønskeligt, kan den træde sammen andetsteds i henhold til denne statut.

Artikel 4. Domstolens retlige status og beføjelser

1. 1 Domstolen skal være en international juridisk person. Den skal derudover have en sådan retsevne, som vil være nødvendig til udøvelsen af dens funktioner og til opfyldelsen af dens formål.
2. 2 Domstolen kan udøve sine funktioner og beføjelser, som fastlagt i denne statut, på enhver deltagerstats territorium og, efter særlig aftale, på enhver anden stats territorium.

KAPITEL 2. JURISDIKTION, ANTAGELIGHED OG ANVENDELIG RET

Artikel 5. Forbrydelser under domstolens jurisdiktion

1. 1 Domstolens kompetence skal være begrænset til de alvorligste forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed. Domstolen har i henhold til denne statut jurisdiktion med hensyn til følgende forbrydelser:
   • a folkedrab,
   • b forbrydelser mod menneskeheden,
   • c krigsforbrydelser,
   • d aggression.
2. 2 Domstolen skal udøve jurisdiktion med hensyn til aggression, når der i henhold til artikel 121 og 123 er vedtaget en bestemmelse, der definerer forbrydelsen og angiver de betingelser, under hvilke domstolen skal udøve jurisdiktion med hensyn til denne forbrydelse. En sådan bestemmelse skal være i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i De Forenede Nationers Pagt.

Artikel 6. Folkedrab

Ved »folkedrab« forstås i denne statut enhver af følgende handlinger, der udføres med forsæt til helt eller delvis at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:

• a drab på medlemmer af gruppen,
• b tilføjelse af alvorlig skade på legeme eller sjæl hos medlemmer af gruppen,
• c bevidst påtvingelse af livsvilkår for gruppen, der er beregnet på at bevirke, at gruppen helt eller delvis ødelægges fysisk,
•  Side 286
• d indførelse af foranstaltninger, der har til hensigt at forhindre fødsler inden for gruppen,
• e tvangsforflyttelse af børn fra gruppen til andre grupper.

Artikel 7. Forbrydelser mod menneskeheden

1. 1 Ved »forbrydelser mod menneskeheden« forstås i denne statut følgende handlinger, når de begås som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning og med viden om angrebet:
   • a drab,
   • b udryddelse,
   • c slaveri,
   • d deportation eller tvungen overførelse af en befolkning,
   • e fængsling eller anden alvorlig berøvelse af fysisk frihed i strid med folkerettens grundlæggende regler,
   • f tortur,
   • g voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, tvungen sterilisering eller enhver anden form for seksuel vold af lignende grovhed,
   • h forfølgelse af enhver identificerbar gruppe eller fællesskab af politiske, racemæssige, nationale, etniske, kulturelle, religiøse, kønsbestemte årsager, jf. stk. 3, eller andre årsager, der er almindeligt anerkendt som værende i strid med folkeretten, i forbindelse med enhver i dette stk. 1 nævnt handling eller anden forbrydelse under domstolens jurisdiktion,
   • i tvangsforsvindinger,
   • j apartheid,
   • k andre umenneskelige handlinger af lignende karakter, der forsætligt forårsager stor lidelse eller alvorlig skade på legeme, sjæl eller helbred.
2. 2 I stk. 1:
   • a forstås ved »angreb mod en civilbefolkning« en handlemåde, der indebærer gentagen begåelse af de i stk. 1 nævnte handlinger mod enhver civilbefolkning, i medfør af eller til fremme af en stats eller organisations politik om at begå det pågældende angreb,
   • b omfatter »udryddelse« bevidst påtvingelse af livsvilkår, blandt andet berøvelse af adgang til mad og medicin, der er beregnet på at medføre, at en del af en befolkning ødelægges,
   • c forstås ved »slaveri« udøvelse af en eller samtlige af de beføjelser, der er knyttet til ejendomsretten over en person, og omfatter udøvelse af sådanne beføjelser i forbindelse med menneskehandel, især med kvinder og børn,
   • d forstås ved »deportation eller tvungen overførelse af en befolkning« tvungen forflyttelse af de berørte personer ved udvisning eller brug af andre tvangsmidler fra deres lovlige opholdssted uden folkeretligt tilladelige grunde,
   • e forstås ved »tortur« forsætlig påførelse af stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller psykisk, på en person i anklagedes varetægt eller under anklagedes kontrol. Tortur omfatter dog ikke smerte eller lidelse, der alene stammer fra, er forbundet med eller følger af lovlige sanktioner,
   • f forstås ved »påtvungen graviditet« ulovlig frihedsberøvelse af en kvinde, der er blevet påtvunget en graviditet, med den hensigt at påvirke en befolknings etniske sammensætning eller at begå andre alvorlige overtrædelser af folkeretten. Denne definition skal ikke på nogen måde fortolkes således, at Side 287 den påvirker national lovgivning om graviditet,
   • g forstås ved »forfølgelse« forsætlig og alvorlig berøvelse af grundlæggende rettigheder i strid med folkeretten på grund af en gruppes eller et fællesskabs identitet,
   • h forstås ved »apartheid« umenneskelige handlinger af en karakter svarende til de i stk. 1 nævnte, der er begået som led i en racemæssig gruppes institutionaliserede regime af systematisk undertrykkelse af og dominans over en anden racemæssig gruppe eller grupper, og som er begået med den hensigt at opretholde dette regime,
   • i forstås ved »tvangsforsvindinger« anholdelse, tilbageholdelse eller bortførelse af personer udført af eller med bemyndigelse, støtte eller forståelse fra en stat eller politisk organisation, efterfulgt af en nægtelse af at anerkende denne frihedsberøvelse eller at give informationer om de pågældende personers skæbne eller opholdssted med den hensigt at fjerne dem fra retmæssig beskyttelse i et længere tidsrum.
3. 3 Ved udtrykket »køn« forstås i denne statut to køn, hankøn og hunkøn, inden for samfundets rammer. Udtrykket »køn« angiver ikke nogen betydning, der afviger fra ovenstående.

Artikel 8. Krigsforbrydelser

1. 1 Domstolen skal have jurisdiktion med hensyn til krigsforbrydelser, navnlig sådanne, der begås som led i en plan eller politik eller som led i en omfattende begåelse af sådanne forbrydelser.
2. 2 Ved »krigsforbrydelser« forstås i denne statut:
   • a Grove overtrædelser af Genèvekonventionerne af 12. august 1949, det vil sige enhver af følgende handlinger mod personer eller ejendom, der nyder beskyttelse i henhold til bestemmelserne i den relevante Genèvekonvention:
     • i forsætligt drab,
     • ii tortur eller umenneskelig behandling, herunder biologiske forsøg,
     • iii forsætlig tilføjelse af betydelig lidelse eller alvorlig skade på legeme eller helbred,
     • iv omfattende ødelæggelse samt tilegnelse af ejendom, der ikke retfærdiggøres af militær nødvendighed, og som udføres på ulovlig og vilkårlig måde,
     • v at tvinge en krigsfange eller anden beskyttet person til at gøre tjeneste i en fjendtlig magts styrker,
     • vi forsætlig berøvelse af en krigsfanges eller anden beskyttet persons ret til betryggende og behørig domstolsbehandling,
     • vii retsstridig deportation eller overførsel eller retsstridig internering,
     • vii gidseltagning.
   • b Andre grove overtrædelser af ret og sædvaner, der finder anvendelse under internationale væbnede konflikter, inden for folkerettens rammer, det vil sige enhver af følgende handlinger:
     • i forsætligt at angribe civilbefolkningen som sådan eller civile enkeltpersoner, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne,
     • ii forsætligt at angribe civile genstande, det vil sige genstande, der ikke er militære mål,
     • iii forsætligt at angribe personel, installationer, materiel, Side 288 enheder eller befordringsmidler, der deltager i humanitær bistand eller en fredsbevarende mission i overensstemmelse med De Forenede Nationers Pagt, så længe de er berettigede til den beskyttelse, der ydes civile personer eller genstande i henhold til de folkeretlige regler under væbnede konflikter,
     • iv forsætligt at foretage angreb med viden om, at det pågældende angreb vil forårsage tilfældige tab blandt civile eller skade på civile eller civile genstande eller udbredt, langvarig og alvorlig skade på det naturlige miljø, som klart ville overstige den forventede konkrete og direkte samlede militære fordel,
     • v at angribe eller bombardere, uanset på hvilken måde, byer, landsbyer, boliger eller bygninger, der ikke forsvares, og som ikke er militære mål,
     • vi at dræbe eller såre en kombattant, som har overgivet sig betingelsesløst, idet han eller hun har nedlagt sine våben eller ikke længere har midler til at forsvare sig med,
     • vii uretmæssigt at anvende et parlamentærflag, fjendens eller De Forenede Nationers flag eller militære kendetegn eller uniform, samt Genèvekonventionernes kendemærker, med død eller alvorlig personskade til følge,
     • viii besættelsesmagtens direkte eller indirekte overførelse af dele af dens egen civilbefolkning til det besatte område eller deportation eller overførelse af hele eller dele af befolkningen i det besatte område inden for eller uden for dette område,
     • ix forsætligt at angribe bygninger, der anvendes til religion, uddannelse, kunst, videnskab eller velgørende formål, historiske mindesmærker, hospitaler og pladser, hvor syge og sårede opsamles, forudsat at de ikke er militære mål,
     • x at udsætte personer, der er i en modparts magt, for fysisk lemlæstelse eller for medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art, der hverken er begrundet i læge-, tandlæge- eller hospitalsbehandling af den pågældende eller udføres i hans eller hendes interesse, og som forårsager, at den eller de pågældende afgår ved døden, eller at deres helbred udsættes for alvorlig fare,
     • xi ved forræderi at dræbe eller såre personer, der tilhører den fjendtlige nation eller hær,
     • xii at erklære, at der ikke vil blive givet nåde,
     • xiii at ødelægge eller beslaglægge modpartens ejendom, medmindre dette er påkrævet af tvingende militær nødvendighed,
     • xiv at erklære modpartens statsborgeres rettigheder og adgang til sagsanlæg for ophævet, midlertidigt suspenderet eller udelukket Side 289 fra at blive gjort gældende ved domstolene,
     • xv at tvinge modpartens statsborgere til at deltage i krigshandlingerne mod deres eget land, uanset om de var i dens tjeneste inden krigens begyndelse,
     • xvi at plyndre en by eller et sted, også hvor byen eller stedet er indtaget med storm,
     • xvii at anvende gift eller forgiftede våben,
     • xviii at anvende kvælende, giftige eller andre gasser samt alle tilsvarende væsker, materialer eller midler,
     • xix at anvende projektiler, der let udvider sig eller let udflades i den menneskelige krop, såsom projektiler med et hårdt hylster, der ikke dækker hele kernen eller er gennemhullet af indskæringer,
     • xx at anvende våben, projektiler samt materiel til og metoder i krigsførelse, som ifølge deres natur forårsager overflødig skade eller unødig lidelse, eller som efter deres art vil ramme vilkårligt i strid med de folkeretlige regler under væbnede konflikter, forudsat at de pågældende våben, projektiler, materiel til og metoder i krigsførelse er omfattet af et omfattende forbud og er optaget i et bilag til denne statut ved en ændring i henhold til de relevante bestemmelser i art. 121 og 123,
     • xxi at krænke den menneskelige værdighed, navnlig ydmygende og nedværdigende behandling,
     • xxii at begå voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, som defineret i artikel 7, stk. 2 (f), tvungen sterilisering eller enhver anden form for seksuel vold, der ligeledes udgør en grov overtrædelse af Genèvekonventionerne,
     • xxiii at udnytte tilstedeværelsen af en civil eller anden beskyttet person til at sikre visse steder, områder eller militære styrker mod militære operationer,
     • xxiv forsætligt at angribe bygninger, materiel, sanitetsenheder og -transporter og personel, der anvender Genèvekonventionernes kendemærker i overensstemmelse med folkeretten,
     • xxv forsætligt at anvende udsultning af civile som krigsmetode ved at unddrage dem genstande, der er nødvendige for deres overlevelse, herunder forsætlig hindring af nødhjælpsforsyninger i henhold til Genèvekonventionerne,
     • xxvi at udskrive eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væbnede styrker eller at anvende dem til aktiv deltagelse i fjendtlighederne.
   • c I tilfælde af ikke-internationale væbnede konflikter, alvorlige overtrædelser af den fælles artikel 3 i de fire Genèvekonventioner af 12. august 1949, det vil sige enhver af følgende handlinger, der begås mod personer, der ikke deltager aktivt i fjendtlighederne, herunder Side 290 medlemmer af de væbnede styrker, som har nedlagt våbnene, og personer, der er gjort ukampdygtige som følge af sygdom, sår, frihedsberøvelse eller en hvilken som helst anden omstændighed:
     • i vold mod liv og legeme, i særdeleshed drab af enhver art, lemlæstelse, grusom behandling og tortur,
     • ii krænkelse af den menneskelige værdighed, navnlig ydmygende og nedværdigende behandling,
     • iii gidseltagning,
     • iv domfældelse eller henrettelse uden forudgående dom afsagt af en behørigt konstitueret domstol, som yder alle de retsgarantier, som almindeligvis anerkendes som ufravigelige.
   • d Stk. 2 (c) finder anvendelse i ikke-internationale væbnede konflikter, og finder således ikke anvendelse på interne uroligheder og spændinger, såsom optøjer, isolerede og sporadiske voldshandlinger eller tilsvarende handlinger.
   • e Andre alvorlige overtrædelser af ret og sædvaner, der gælder i ikke-internationale væbnede konflikter, inden for folkerettens rammer, det vil sige enhver af følgende handlinger:
     • i forsætligt at angribe civilbefolkningen som sådan eller civile enkeltpersoner, der ikke tager direkte del i fjendtlighederne,
     • ii forsætligt at angribe bygninger, materiel, sanitetsenheder og -transporter og personel, der anvender Genèvekonventionernes kendemærker i overensstemmelse med folkeretten,
     • iii forsætligt at angribe personel, installationer, materiel, enheder eller befordringsmidler, der deltager i humanitær bistand eller en fredsbevarende mission i overensstemmelse med De Forenede Nationers Pagt, så længe de er berettigede til den beskyttelse, der ydes civile personer eller genstande i henhold til de folkeretlige regler under væbnede konflikter,
     • iv forsætligt at angribe bygninger, der anvendes til religion, uddannelse, kunst, videnskab eller velgørende formål, historiske mindesmærker, hospitaler og pladser, hvor syge og sårede opsamles, forudsat at de ikke er militære mål,
     • v at plyndre en by eller et sted, også hvor byen eller stedet er indtaget med storm,
     • vi at begå voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, påtvungen graviditet, som defineret i artikel 7, stk. 2 (f), tvungen sterilisering samt enhver anden form for seksuel vold, der ligeledes udgør en grov overtrædelse af den fælles artikel 3 i de fire Genèvekonventioner,
     • vii at udskrive eller hverve børn under 15 år til tjeneste i nationale væbnede styrker eller grupper eller anvende dem til aktiv deltagelse i fjendtlighederne,
     • viii at beordre forflytning af civilbefolkningen af grunde knyttet til konflikten, medmindre de pågældende civi-Side 291les sikkerhed eller tvingende militære grunde nødvendiggør dette,
     • ix ved forræderi at dræbe eller såre en fjendtlig kombattant,
     • x at erklære, at der ikke vil blive givet nåde,
     • xi at udsætte personer, der er i en modparts magt, for fysisk lemlæstelse eller for medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art, der hverken er begrundet i læge-, tandlæge- eller hospitalsbehandling af de pågældende eller udføres i hans eller hendes interesse, og som forårsager, at den eller de pågældende afgår ved døden eller at deres helbred udsættes for alvorlig fare,
     • xii at ødelægge eller beslaglægge en modparts ejendom, medmindre dette er påkrævet af tvingende hensyn i konflikten.
   • f Stk. 2 (e) finder anvendelse i ikke-internationale væbnede konflikter, og finder således ikke anvendelse på interne uroligheder og spændinger, såsom optøjer, isolerede og sporadiske voldshandlinger eller tilsvarende handlinger. Det finder anvendelse i væbnede konflikter, der finder sted på en stats territorium, når der er en langvarig væbnet konflikt mellem regeringsmyndigheder og organiserede væbnede grupper eller mellem sådanne grupper.
3. 3 Intet i stk. 2 (c) og (e) berører en regerings ansvar for med alle retmæssige midler at opretholde eller genoprette lov og orden i staten eller at forsvare statens nationale enhed og territoriale uafhængighed.

Artikel 9. Vejledende beskrivelser af gerningsindhold

1. 1 Vejledende beskrivelser af gerningsindhold skal bistå domstolen i fortolkningen og anvendelsen af artikel 6, 7 og 8. Disse beskrivelser skal vedtages med to tredjedeles flertal af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater.
2. 2 Ændringer i de vejledende beskrivelser af gerningsindhold kan fremsættes af:
   • a en deltagerstat,
   • b dommerne, med absolut flertal,
   • c anklageren.

Ændringer skal vedtages med to tredjedeles flertal af medlemmerne af forsamlingen af deltagerstater.

1. 3 De vejledende beskrivelser af gerningsindhold og ændringer heri skal være i overensstemmelse med denne statut.

Artikel 10. Intet i dette kapitel skal til andre formål end denne statuts på nogen måde kunne fortolkes som begrænsende eller præjudicerende for folkeretlige regler, der gælder eller er under udvikling.

Artikel 11. Tidsmæssig begrænsning af jurisdiktion (ratione temporis)

1. 1 Domstolen har kun jurisdiktion med hensyn til forbrydelser, der er begået efter denne statuts ikrafttrædelse.
2. 2 Hvis en stat bliver deltager i denne statut efter dens ikrafttrædelse, kan domstolen kun udøve jurisdiktion med hensyn til forbrydelser, der er begået efter ikrafttrædelsen af denne statut for den pågældende stat, medmindre denne stat har afgivet en erklæring i henhold til artikel 12, stk. 3.

Artikel 12. Forudsætninger for udøvelse af jurisdiktion

1. 1 En stat, der bliver deltager i denne statut, accepterer derved domstolens jurisdiktion med hensyn til de forbrydelser, der er nævnt i artikel 5.
2.  Side 292
3. 2 For så vidt angår artikel 13, stk. (a) eller (c), kan domstolen udøve jurisdiktion, hvis én eller flere af følgende stater er deltagere i denne statut eller har accepteret domstolens jurisdiktion i henhold til stk. 3:
   • a den stat, på hvis territorium det pågældende forhold fandt sted, eller, såfremt forbrydelsen blev begået om bord på et skib eller et luftfartøj, den stat, hvori det pågældende skib eller luftfartøj er registreret,
   • b den stat, i hvilken den anklagede er statsborger.
4. 3 Hvis accept fra en stat, der ikke er deltager i denne statut, er påkrævet ifølge stk. 2, kan denne stat ved afgivelse af en erklæring til justitssekretæren acceptere domstolens udøvelse af jurisdiktion med hensyn til den pågældende forbrydelse. Den stat, der meddeler en sådan accept, skal samarbejde med domstolen uden ophold eller undtagelse i henhold til kapitel 9.

Artikel 13. Udøvelse af jurisdiktion

Domstolen kan i henhold til denne statut udøve jurisdiktion med hensyn til en forbrydelse nævnt i artikel 5, såfremt:

• a en situation, hvor en eller flere af sådanne forbrydelser synes at være blevet begået, henvises til anklageren af en deltagerstat i henhold til artikel 14,
• b en situation, hvor en eller flere af sådanne forbrydelser synes at være blevet begået, henvises til anklageren af Sikkerhedsrådet i henhold til kapitel VII i De Forenede Nationers Pagt, eller
• c anklageren har indledt en efterforskning med hensyn til en sådan forbrydelse i henhold til artikel 15.

Artikel 14. En deltagerstats henvisning af en situation

1. 1 En situation, hvor der synes at være blevet begået en eller flere forbrydelser under domstolens jurisdiktion, kan af en deltagerstat henvises til anklageren med anmodning om, at anklageren efterforsker situationen med henblik på at afgøre, hvorvidt en eller flere angivne personer bør anklages for de pågældende forbrydelser.
2. 2 Henvisningen skal så vidt muligt angive de relevante omstændigheder og være ledsaget af sådant materiale til støtte herfor, som er til rådighed for den stat, der henviser situationen.

Artikel 15. Anklageren

1. 1 Anklageren kan indlede efterforskning af egen drift (proprio motu) på grundlag af oplysninger om forbrydelser omfattet af domstolens jurisdiktion.
2. 2 Anklageren skal undersøge alvoren af de modtagne oplysninger. Anklageren kan med henblik herpå indhente yderligere information fra stater, FN-organer, mellemstatslige eller ikke-statslige organisationer, eller andre pålidelige kilder, som han eller hun finder hensigtsmæssige, og kan modtage skriftlige eller mundtlige vidneudsagn ved domstolens sæde.
3. 3 Hvis anklageren konkluderer, at der er et rimeligt grundlag for at fortsætte efterforskningen, skal han eller hun anmode forundersøgelseskammeret om bemyndigelse til at foretage efterforskning, og anmodningen skal være ledsaget af alt foreliggende materiale til støtte herfor. Ofre kan rette henvendelse til forundersøgelseskammeret i henhold til procesreglementet.
4. 4 Hvis forundersøgelseskammeret under gennemgangen af anmodningen og materialet til støtte herfor finder, at der er et rimeligt grundlag for at fortsætte efterforskningen, og at sagen synes at Side 293 henhøre under domstolens jurisdiktion, skal den give bemyndigelse til, at efterforskning kan påbegyndes, uden at dette skal foregribe domstolens efterfølgende beslutninger med hensyn til jurisdiktion og antagelighed i en sag.
5. 5 Afslår forundersøgelseskammeret at give bemyndigelse til efterforskning, skal dette ikke udelukke anklageren fra at forelægge en efterfølgende anmodning på grundlag af nye kendsgerninger eller beviser vedrørende den samme situation.
6. 6 Hvis anklageren efter den indledende undersøgelse, jf. stk. 1 og 2, konkluderer, at de tilvejebragte informationer ikke udgør et rimeligt grundlag for en efterforskning, skal han eller hun underrette dem, der har tilvejebragt informationerne. Dette udelukker ikke anklageren fra at tage yderligere informationer i betragtning, som, i lyset af nye kendsgerninger eller beviser, er blevet forelagt for ham eller hende med hensyn til den samme situation.

Artikel 16. Udsættelse af efterforskning eller retsforfølgning

Ingen efterforskning eller retsforfølgning må påbegyndes eller fortsætte efter denne statut i en periode på 12 måneder efter, at Sikkerhedsrådet har anmodet domstolen herom i en resolution i henhold til kapitel VII i De Forenede Nationers Pagt. Denne anmodning kan fornys af Rådet under de samme betingelser.

Artikel 17. Betingelser for antagelsen af en sag

1. 1 Under hensyntagen til afsnit 10 i præamblen og artikel l skal domstolen beslutte, at en sag ikke kan antages, såfremt:
   • a sagen er genstand for efterforskning eller retsforfølgning af en stat, som har jurisdiktionskompetence, medmindre staten er uvillig eller ude af stand til effektivt at gennemføre efterforskning eller retsforfølgning,
   • b sagen har været genstand for efterforskning af en stat, som har jurisdiktionskompetence, og staten har besluttet ikke at retsforfølge den pågældende person, medmindre denne beslutning skyldes uvilje eller manglende evne til at foretage effektiv retsforfølgning,
   • c den pågældende person allerede har været retsforfulgt for det forhold, som er genstand for klagen, og en domsforhandling ved domstolen ikke er tilladt i henhold til artikel 20, stk. 3,
   • d sagen ikke er tilstrækkelig grov til at begrunde yderligere skridt fra domstolen.
2. 2 Med henblik på at afgøre, om der foreligger uvilje i en konkret sag, skal domstolen, under hensyntagen til folkerettens principper om retssikkerhed, vurdere, hvorvidt en eller flere af følgende omstændigheder gør sig gældende for sagen:
   • a formålet med sagens førelse eller den nationale beslutning har været at beskytte den pågældende person mod strafansvar for forbrydelser under domstolens jurisdiktion, jf. artikel 5,
   • b der har været en ubegrundet forsinkelse i sagens førelse, som under de foreliggende omstændigheder er uforenelig med en hensigt til at retsforfølge den pågældende person,
   • c sagen har ikke været eller bliver ikke ført uafhængigt eller upartisk, og har været eller bliver ført på en måde, der under de foreliggende omstændigheder er uforenelig med en hensigt til at retsforfølge den pågældende person.
3. 3 Med henblik på at afgøre, om der foreligger manglende evne i en konkret sag, Side 294 skal domstolen vurdere, hvorvidt den pågældende stat på grund af et fuldstændigt eller væsentligt sammenbrud i det nationale retssystem eller manglende tilgængelighed hertil er ude af stand til at tilvejebringe den anklagede eller de nødvendige beviser og vidneudsagn eller i øvrigt er ude af stand til at føre sagen.

Artikel 18. Foreløbige afgørelser vedrørende antagelsen af en sag

1. 1 Når en situation er blevet henvist til domstolen i henhold til artikel 13 (a), og anklageren har besluttet, at der er et rimeligt grundlag for at påbegynde en efterforskning, eller anklageren indleder en efterforskning i henhold til artikel 13 (c) og 15, skal anklageren underrette alle deltagerstater og de stater, som efter de foreliggende oplysninger normalt ville udøve jurisdiktion med hensyn til de pågældende forbrydelser. Anklageren kan underrette de pågældende stater i fortrolighed og kan begrænse informationen til staterne i den udstrækning, som anklageren finder det nødvendigt for at beskytte personer, forhindre ødelæggelse af beviser eller forhindre personer i at undvige.
2. 2 Inden for en måned fra modtagelsen af denne underretning kan en stat informere domstolen om, at den er i færd med at efterforske eller har efterforsket sine statsborgere eller andre inden for dens jurisdiktion med hensyn til strafbare handlinger, som kan udgøre forbrydelser i henhold til artikel 5, og som vedrører de informationer, der er indeholdt i underretningen til staterne. På anmodning fra denne stat skal anklageren overdrage efterforskningen i relation til disse personer til staten, medmindre forundersøgelseskammeret på anklagerens anmodning beslutter at give bemyndigelse til efterforskning.
3. 3 Anklageren skal kunne revidere beslutningen om at overdrage efterforskningen til en stat 6 måneder efter datoen for overdragelsen eller til enhver tid, når der foreligger væsentligt ændrede omstændigheder, der skyldes statens uvilje eller manglende evne til reelt at gennemføre efterforskningen.
4. 4 Forundersøgelseskammerets afgørelse kan appelleres til appelkammeret af den pågældende stat eller anklageren i henhold til artikel 82. Appelbehandlingen vil kunne behandles hurtigt.
5. 5 Såfremt anklageren har overdraget efterforskningen til en stat i henhold til stk. 2, kan anklageren anmode den pågældende stat om at blive holdt løbende underrettet om fremskridt i efterforskningen og eventuel efterfølgende retsforfølgning. Deltagerstaterne skal besvare sådanne anmodninger uden unødig forsinkelse.
6. 6 Indtil forundersøgelseskammerets afgørelse foreligger, eller til enhver tid, hvis anklageren har overdraget sin efterforskning i henhold til denne artikel, kan anklageren undtagelsesvist søge forundersøgelseskammerets bemyndigelse til at udføre nødvendige efterforskningsskridt med henblik på at bevare beviser, hvis der foreligger en særlig lejlighed til at indsamle vigtige beviser, eller hvis der er væsentlig risiko for, at sådanne beviser ikke efterfølgende vil forefindes.
7. 7 En stat, der har gjort indsigelse mod forundersøgelseskammerets afgørelse i henhold til denne artikel, kan gøre indsigelse mod en sags antagelighed i henhold til artikel 19 under henvisning til, at yderligere væsentlige kendsgerninger eller en væsentlig ændring i omstændighederne foreligger.
8.  Side 295

Artikel 19. Indsigelser mod domstolens jurisdiktion eller antagelsen af en sag

1. 1 Domstolen skal sikre sig, at den har jurisdiktion med hensyn til enhver sag, som indbringes for den. Domstolen kan af egen drift træffe beslutning om en sags antagelighed i henhold til artikel 17.
2. 2 Indsigelser mod en sags antagelighed af de grunde, der er anført i artikel 17, eller indsigelser mod domstolens jurisdiktion kan fremsættes af:
   • a en anklaget eller en person, mod hvem der er udstedt en arrestordre eller en stævning i henhold til artikel 58,
   • b en stat, der har jurisdiktion med hensyn til en sag med henvisning til, at den er i færd med at efterforske eller retsforfølge sagen eller har efterforsket eller retsforfulgt denne, eller
   • c en stat, fra hvilken accept af jurisdiktion er påkrævet i henhold til artikel 12.
3. 3 Anklageren kan anmode om, at domstolen træffer afgørelse med hensyn til et spørgsmål om jurisdiktion eller antagelighed. I sager, der angår jurisdiktion eller antagelighed, kan de, der har henvist en situation til domstolen i henhold til artikel 13, samt ofre også fremkomme med bemærkninger til domstolen.
4. 4 Personer eller stater, som nævnt i stk. 2, kan kun gøre indsigelse mod en sags antagelighed eller domstolens jurisdiktion én gang. Indsigelsen skal fremsættes forud for eller ved påbegyndelsen af domsforhandlingen. Domstolen kan i undtagelsestilfælde give tilladelse til, at en indsigelse fremsættes mere end en gang eller senere end påbegyndelsen af domsforhandlingen. Indsigelser mod en sags antagelighed ved påbegyndelsen af domsforhandlingen, eller efterfølgende med domstolens tilladelse, kan kun ske på grundlag af artikel 17, stk. 1 (c).
5. 5 En stat, som nævnt i stk. 2 (b) og (c), skal fremsætte indsigelsen snarest muligt.
6. 6 Forud for godkendelsen af en tiltale skal en indsigelse mod en sags antagelighed eller domstolens jurisdiktion indbringes for forundersøgelseskammeret. Efter godkendelsen af en tiltale skal en indsigelse indbringes for domskammeret. Afgørelser med hensyn til jurisdiktion eller antagelighed kan appelleres til appelkammeret i henhold til artikel 82.
7. 7 Hvis en stat, som nævnt i stk. 2 (b) eller (c), gør indsigelse, skal anklageren suspendere efterforskningen, indtil domstolen træffer afgørelse i henhold til artikel 17.
8. 8 Indtil domstolens afgørelse foreligger, kan anklageren søge bemyndigelse fra domstolen til:
   • a at udføre nødvendige efterforskningsskridt af den i artikel 18, stk. 6, nævnte art,
   • b at indhente en udtalelse eller et vidneudsagn fra et vidne eller afslutte indsamling og undersøgelse af beviser, der var blevet påbegyndt forud for fremsættelsen af indsigelsen, og
   • c i samarbejde med de pågældende stater at forhindre personer i at undvige, med hensyn til hvilke anklageren allerede har anmodet om en anholdelsesbeslutning i henhold til artikel 58.
9. 9 Fremsættelse af en indsigelse skal ikke påvirke gyldigheden af handlinger udført af anklageren eller en ordre eller anholdelsesbeslutning udstedt af domstolen forud for indsigelsens fremsættelse.
10. 10 Hvis domstolen har truffet afgørelse om, at en sag ikke er antagelig i henhold til artikel 17, kan anklageren anmode om fornyet prøvelse af afgørelsen, hvis han eller hun finder det fuldt godtgjort, at der foreligger nye kends-Side 296gerninger, som fører til bortfald af det grundlag, på hvilket sagen tidligere er fundet uantagelig i henhold til artikel 17.
11. 11 Hvis anklageren under hensyntagen til de forhold, der er nævnt i artikel 17, overdrager efterforskningen, kan anklageren anmode den pågældende stat om at stille oplysninger om sagens behandling til rådighed for anklageren. På statens anmodning skal de pågældende oplysninger behandles fortroligt. Hvis anklageren derefter beslutter at fortsætte sin efterforskning, skal han eller hun underrette den stat, som har fået overdraget efterforskningen.

Artikel 20. Negativ retskraft (ne bis in idem)

1. 1 Medmindre andet er fastsat i denne statut, kan ingen person stilles for domstolen med hensyn til strafbare forhold, for hvilke personen er blevet dømt eller frifundet ved domstolen.
2. 2 Ingen person kan stilles for en anden domstol for en forbrydelse nævnt i artikel 5, for hvilken den pågældende person allerede er blevet dømt eller frifundet af domstolen.
3. 3 Ingen person, der har været stillet for en anden domstol for forhold, der også er omfattet af artikel 6, 7 eller 8, kan retsforfølges ved domstolen for de samme forhold, medmindre sagen ved den anden domstol:
   • a har haft til formål at beskytte den anklagede mod strafansvar for forbrydelser inden for domstolens jurisdiktion, eller
   • b i øvrigt ikke har været ført uafhængigt eller upartisk i henhold til folkerettens principper om retssikkerhed og har været ført på en måde, der efter omstændighederne var uforenelig med en hensigt til at retsforfølge den pågældende person.

Artikel 21. Retskilder

1. 1 Domstolen skal anvende:
   • a primært denne statut, de vejledende beskrivelser af gerningsindhold og procesreglementet,
   • b sekundært, og i passende omfang, anvendelige traktater og folkerettens principper og regler, herunder de gældende principper for humanitær folkeret,
   • c og, i mangel heraf, almindelige retsprincipper udledt af domstolen fra national lovgivning i verdens retssystemer, herunder i passende omfang national lovgivning i stater, der normalt ville udøve jurisdiktion med hensyn til forbrydelsen, forudsat at disse principper ikke er uforenelige med denne statut og med folkeretten og internationalt anerkendte normer og standarder.
2. 2 Domstolen kan anvende folkerettens principper og regler, som fortolket i dens tidligere afgørelser.
3. 3 Anvendelsen og fortolkningen af retskilder i henhold til denne artikel skal være forenelig med internationalt anerkendte menneskerettigheder, uden negativ forskelsbehandling på grund af køn, som defineret i art. 7, stk. 3, alder, race, hudfarve, sprog, religion eller tro, politisk eller anden anskuelse, national, etnisk eller social oprindelse, formue, fødsel eller anden status.
4.  Side 297

KAPITEL 3. ALMINDELIGE STRAFFERETLIGE PRINCIPPER

Artikel 22. Ingen forbrydelse uden lov (nullum crimen sine lege)

1. 1 Ingen person kan ifalde strafansvar i henhold til denne statut, medmindre den pågældende adfærd på det tidspunkt, hvor den finder sted, udgør en forbrydelse under domstolens jurisdiktion.
2. 2 Definitionen på en forbrydelse skal fortolkes strikte og skal ikke udvides ved analog anvendelse. I tilfælde af uklarhed skal definitionen fortolkes til gunst for den person, der er genstand for efterforskning, retsforfølgning eller domfældelse.
3. 3 Denne bestemmelse skal ikke være til hinder for, at en adfærd kan betegnes som en forbrydelse efter folkeretten uafhængigt af denne statut.

Artikel 23. Ingen straf uden lov (nulla poena sine lege)

En person, der er domfældt af domstolen, kan kun idømmes straf i overensstemmelse med denne statut.

Artikel 24. Ikke tilbagevirkende kraft (ratione personae)

1. 1 Ingen person kan ifalde strafansvar i henhold til denne statut for forhold begået forud for denne statuts ikrafttræden.
2. 2 Såfremt de retsregler, der finder anvendelse i en konkret sag, bliver ændret forud for den endelige dom, anvendes de retsregler, der er mest gunstige for den person, der er genstand for efterforskning, retsforfølgning eller domfældelse.

Artikel 25. Individuelt strafansvar

1. 1 Domstolen har jurisdiktion med hensyn til fysiske personer i medfør af denne statut.
2. 2 En person, der begår en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, skal være individuelt ansvarlig og kan straffes i overensstemmelse med denne statut.
3. 3 I henhold til denne statut skal en person være strafferetligt ansvarlig og kan straffes for en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, såfremt denne person:
   • a begår forbrydelsen individuelt, sammen med eller gennem en anden person, uanset om denne anden person er strafferetligt ansvarlig,
   • b beordrer, tilskynder til eller foranlediger en forbrydelse, som faktisk finder sted eller forsøges,
   • c hjælper, medvirker eller på anden måde bistår ved forbrydelsen eller forsøg herpå, herunder tilvejebringer midlerne hertil, med henblik på at fremme begåelsen af en sådan forbrydelse,
   • d på enhver anden måde bidrager til en forbrydelse, eller forsøg herpå, der begås af en gruppe af personer, der handler med et fælles formål. Et sådant bidrag skal være forsætligt og skal enten
     • i udføres med det formål at fremme gruppens strafbare aktivitet eller formål, hvor sådan aktivitet eller formål involverer en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, eller
     • ii udføres med viden om gruppens hensigt til at begå forbrydelsen,
   • e med hensyn til folkedrab, direkte og offentligt tilskynder andre til at begå denne forbrydelse,
   •  Side 298
   • f forsøger at begå en sådan forbrydelse ved at træffe foranstaltninger, der iværksætter dens udførelse i form af et væsentligt skridt, dog uden at forbrydelsen finder sted på grund af omstændigheder, der er uafhængige af personens hensigt. En person, der opgiver bestræbelserne på at begå forbrydelsen eller på anden måde forhindrer dens fuldbyrdelse, skal dog ikke være strafferetligt ansvarlig i henhold til denne statut for forsøget på at begå forbrydelsen, hvis personen fuldstændigt og frivilligt opgav det kriminelle forsæt.
4. 4 Ingen bestemmelse i denne statut vedrørende individuelt strafansvar skal have indvirkning på staters ansvar i henhold til folkeretten.

Artikel 26. Udelukkelse af jurisdiktion med hensyn til personer under 18 år

Domstolen har ikke jurisdiktion med hensyn til personer, som var under 18 år på det tidspunkt, hvor en forbrydelse påstås begået.

Artikel 27. Manglende betydning af officiel stilling eller hverv

1. 1 Denne statut finder lige anvendelse på alle personer uden forskel baseret på officiel stilling eller hverv. Navnlig skal en officiel stilling eller hverv som stats- eller regeringschef, regerings- eller parlamentsmedlem, valgt repræsentant eller regeringsembedsmand i intet tilfælde fritage en person for strafansvar i henhold til denne statut eller i sig selv kunne begrunde en strafnedsættelse.
2. 2 Immuniteter eller særlige procedureregler, som måtte være knyttet til en persons officielle stilling eller hverv, uanset om det er i henhold til national ret eller folkeretten, skal ikke udelukke domstolen fra at udøve jurisdiktion med hensyn til en sådan person.

Artikel 28. Ansvar for militære og andre overordnede

Ud over andet grundlag for strafansvar for forbrydelser under domstolens jurisdiktion i henhold til denne statut gælder følgende:

• a en militær overordnet eller en person, der faktisk handler som en militær overordnet, skal være strafferetligt ansvarlig for forbrydelser under domstolens jurisdiktion, der begås af styrker under hans eller hendes effektive kommando og kontrol eller effektive myndighed og kontrol, alt efter omstændighederne, som resultat af, at han eller hun har undladt at udøve behørig kontrol over sådanne styrker, såfremt
  • i den militære overordnede eller personen vidste eller på grund af omstændighederne på det pågældende tidspunkt burde have vidst, at styrkerne var i færd med eller skulle til at begå sådanne forbrydelser, og
  • ii den militære overordnede eller personen undlod at træffe alle nødvendige og rimelige foranstaltninger, som stod i hans eller hendes magt, for at forhindre eller afværge begåelsen af sådanne forbrydelser eller at forelægge sagen for de kompetente myndigheder til efterforskning og retsforfølgning.
• b Med hensyn til forhold mellem overordnede og underordnede, der ikke er beskrevet i litra (a), skal en overordnet være strafferetligt ansvarlig for forbrydelser inden for domstolens jurisdiktion, der begås af underordnede under hans eller hendes effektive myndighed og kontrol som resultat af, at han eller hun har undladt at udøve behørig Side 299 kontrol over sådanne underordnede, såfremt
  • i den overordnede enten vidste eller bevidst så bort fra oplysninger, som klart tydede på, at de underordnede var i færd med eller skulle til at begå sådanne forbrydelser,
  • ii forbrydelsen vedrørte aktiviteter, der var omfattet af den overordnedes effektive ansvar og kontrol, og
  • iii den overordnede undlod at træffe alle nødvendige og rimelige foranstaltninger, som stod i hans eller hendes magt, for at forhindre eller afværge begåelsen af sådanne forbrydelser eller at forelægge sagen for de kompetente myndigheder til efterforskning og retsforfølgning.

Artikel 29. Ikkeanvendelse af forældelsesbestemmelser

Forbrydelser, som henhører under domstolens jurisdiktion, forældes ikke.

Artikel 30. Tilregnelse

1. 1 Medmindre andet er bestemt, er en person kun strafferetligt ansvarlig og kan kun straffes for en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, såfremt den med hensyn til de nødvendige elementer er begået med vilje og viden.
2. 2 Efter denne artikel har en person vilje, såfremt personen:
   • a med hensyn til adfærd har til hensigt at indlade sig på den pågældende adfærd,
   • b med hensyn til en følge har til hensigt at forårsage den pågældende følge eller er klar over, at denne vil indtræffe som led i et normalt hændelsesforløb.
3. 3 Efter denne artikel skal viden forstås som bevidsthed om, at en omstændighed består, eller at en følge vil indtræffe som led i et normalt hændelsesforløb. »Vide« og »med viden« skal fortolkes i overensstemmelse hermed.

Artikel 31. Straffrihedsgrunde

1. 1 Ud over andre straffrihedsgrunde nævnt i denne statut er en person ikke strafferetligt ansvarlig, såfremt på gerningstidspunktet:
   • a personen lider af en psykisk sygdom eller defekt, der ødelægger den pågældende persons evne til at forstå ulovligheden eller karakteren af hans eller hendes adfærd eller evnen til at kontrollere, at hans eller hendes opførsel er retmæssig,
   • b personen er i en beruset tilstand, der ødelægger den pågældende persons evne til at forstå ulovligheden eller karakteren af hans eller hendes adfærd eller evnen til at kontrollere, at hans eller hendes opførsel er retmæssig, medmindre personen frivilligt er blevet beruset under sådanne omstændigheder, at den pågældende vidste eller så bort fra risikoen for, at han eller hun som følge af beruselsen sandsynligvis ville indlade sig på adfærd, der udgør en forbrydelse under domstolens jurisdiktion,
   • c personen handler i rimeligt forsvar af sig selv eller en anden person eller, i tilfælde af krigsforbrydelser, ejendom, der er væsentlig for den pågældendes eller en anden persons overlevelse, eller ejendom, der er væsentlig for fuldførelsen af en militær mission, mod en forestående og ulovlig brug af magt på en måde, der står i rimeligt forhold til graden af den fare, der truer den Side 300 pågældende selv, en anden person eller beskyttet ejendom. Det forhold, at personen var involveret i en forsvarsoperation udført af styrker, udgør ikke i sig selv en grund til at udelukke strafansvar i henhold til denne bestemmelse,
   • d den adfærd, der påstås at udgøre en forbrydelse under domstolens jurisdiktion, er blevet forårsaget af tvang som følge af en trussel om forestående død eller om fortsat eller forestående alvorlig legemsskade på den pågældende person eller en anden person, og denne person handler af nødvendighed og på rimelig måde for at undgå truslen, forudsat at personen ikke har til hensigt at forårsage større skade end den skade, som den pågældende har søgt at undgå. En sådan trussel kan enten:
     • i fremsættes af andre personer, eller
     • ii udgøres af andre omstændigheder uden for denne persons kontrol.
2. 2 Domstolen skal afgøre, hvorvidt de straffrihedsgrunde, der er nævnt i denne statut, finder anvendelse i den enkelte sag.
3. 3 Under domsforhandlingen kan domstolen tage anden straffrihedsgrund i betragtning end dem, der er nævnt i stk. 1, såfremt en sådan grund kan udledes af de retskilder, der er fastlagt i artikel 21. Procedurerne for vurderingen af en sådan grund skal fastlægges i procesreglementet.

Artikel 32. Faktisk vildfarelse eller retsvildfarelse

1. 1 En faktisk vildfarelse begrunder kun fritagelse for strafansvar, såfremt den udelukker den tilregnelse, som forbrydelsen kræver.
2. 2 En retsvildfarelse med hensyn til, hvorvidt en særlig adfærd udgør en forbrydelse inden for domstolens jurisdiktion, begrunder ikke fritagelse fra strafansvar. En retsvildfarelse kan imidlertid begrunde fritagelse for strafansvar, hvis den udelukker den tilregnelse, som forbrydelsen kræver, eller i det omfang, det følger af artikel 33.

Artikel 33. Ordrer fra overordnede og bortfald af strafansvar

1. 1 Det forhold, at en forbrydelse under domstolens jurisdiktion er begået af en person efter ordre fra en regering eller en overordnet, militær eller civil, fritager ikke den pågældende person for strafansvar, medmindre:
   • a personen var under en retlig forpligtelse til at adlyde ordrer fra den pågældende regering eller overordnede,
   • b personen ikke vidste, at ordren var ulovlig, og
   • c ordren ikke var åbenbart ulovlig.
2. 2 Efter denne artikel skal ordrer om at begå folkedrab eller forbrydelser imod menneskeheden anses for åbenbart ulovlige.
3.  Side 301