Forord

Denne bogudgivelse er resultatet af vores besvarelse af Max Sørensen-prisopgaven, udskrevet af Juridisk Institut ved Aarhus Universitet i 2023, som vi indleverede til bedømmelse den 1. august 2024.

Prisopgavens emne er »Beskyttelse af ytringsfriheden på europæisk plan«. Kort fortalt undersøger besvarelsen den udvidede ytringsfrihed, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tillægger pressen, ngo’er og andre aktører, med særligt fokus på afgrænsningen af det såkaldte »public watchdog«-begreb.

Besvarelsen er tildelt Aarhus Universitets guldmedalje efter indstilling fra bedømmelsesudvalget, som gav følgende begrundelse:

»Den samlede bedømmelse er, at besvarelsen er udtryk for en yderst fremragende og selvstændig præstation, der demonstrerer en udtømmende viden om prisopgaveemnet, og som kun indeholder mindre, ubetydelige mangler. Besvarelsen udgør et vigtigt bidrag til litteraturen om public watchdog-beskyttelsen, der er af stor relevans for såvel praktikere som retsanvendere. Desuden er den egnet til at danne grundlag for overvejelser om den danske retstilstand.«

Arbejdet med opgaven har været en spændende og lærerig proces, der har givet os mulighed for at fordybe os i et komplekst og aktuelt emne. Det var med stor ydmyghed vi indledte arbejdet med den traditionsprægede Max Sørensen-prisopgave Side 11 og det er derfor med stor stolthed at vi modtager denne bedømmelse.

Indledningsvis vil vi gerne rette en særlig tak til professor dr.jur. Max Sørensens Mindefond og dens bestyrelsesmedlemmer for ikke blot at støtte vores prisopgave og denne udgivelse, men også for at stå bag selve prisopgaven og skabe denne. Vi vil også gerne takke Juridisk Institut ved Aarhus Universitet for at have stillet kontorfaciliteter til rådighed – og ikke mindst for adgangen til kaffemaskinen i frokoststuen. Der skal også lyde en tak til Kromann Reumert som har støttet projektet igennem deres specialelegat.

Herudover ønsker vi at sende en helt særlig tak til vores vejleder professor, ph.d. Louise Halleskov, som har bidraget med uvurderlig vejledning og hvis store engagement omkring projektet har været en stor motivationsfaktor for os gennem hele forløbet.

Afslutningsvist ønsker vi også at sende en tak til vores nærmeste samt øvrige sparringspartnere, undervisere, kollegaer, medstuderende og rollemodeller som vi er stødt på i løbet studietiden, og som på den ene eller anden måde har bidraget til projektet eller i bredere forstand bidraget til vores juridiske uddannelse.

Aarhus, februar 2025

Johannes Yde Tang

Simon Nøhr

Side 12

  • Luk
  • Udvid

Udvidet ytringsfrihed for pressen og andre watchdogs (1. udg.)

En retlig belysning af Public Watchdog-begrebet under Den Europæiske Menneskerettighedskonvention