Forord til 2. udgave

»First editions should never be published«.

Selvom citatet er amerikansk og tilskrives den amerikanske jurist William Prosser, er erkendelsen af, at et værk sjældent overlever det første møde med sit publikum uden at kræve ændringer, universel og gælder også lærebøger, især denne, der blev udgivet i oktober 2024. Ved en teknisk fejl blev 1. udgave trykt med diverse fejl, og en ny version måtte derfor straks forberedes. Som held i uheld var den såkaldte Listing Act Package netop blevet vedtaget, og selvom reformen først træder i kraft senere, forelå der nu klarhed over de kommende ændringer. Det blev derfor besluttet at udgive værket som en ny 2. udgave, der både tager højde for denne kommende ændring af EU-børsretten og indarbejder de erfaringer, som blev indvundet i efterårssemesteret 2024, hvor værket trods sine tekniske fejl tjente som lærebog i faget Kapitalmarkedsret. Jeg takker de jurastuderende på holdet for deres tålmodighed og nyttige tilbagemeldinger. Herudover blev det også muligt at medtage det lovforslag, som forventes fremsat i foråret 2025, hvor Kapitalmarkedsloven bl.a. ændres for at tilgodese indførelsen af et European Single Access Point (ESAP), altså den centrale database for finansiel information i EU. Selvom de tekniske fejl nu er rettet, hører jeg fortsat gerne forslag fra læserne til forbedringer.

København, den 31. januar 2025

Jesper Lau Hansen

Side 17

  • Luk
  • Udvid

Børsret (2. udg.)

En lærebog om børser og børshandel