Forord

Der er formentlig flere som jeg, der har siddet foran pulten i studererværelset eller i retssalen, og ønsket en let tilgængelig og praktisk fremstilling af civilprocessen. Udfordringen ved en sådan fremstilling er, at retsplejeloven med dens mere end tusind paragraffer ikke er udpræget let tilgængelig, og at den yderligere kompliceres af den særdeles omfattende retspraksis, der er dannet, siden loven blev vedtaget i 1916.

Intentionen med denne bog har været at overkomme disse vanskeligheder og skabe en håndterbar og overskuelig fremstilling af civilprocessens regler og praktiske udførsel. Bogen henvender sig ikke til den, der har behov for at kunne slå enhver detalje op, men til studerende, praktikere og andre, der har brug for at få en grundlæggende forståelse af det at føre en retssag, både processens formelle sider og praktiske gennemførsel. Hvor overhovedet muligt er beskrivelserne af reglerne suppleret med eksempler og afgørelser fra domspraksis.

I arbejdet med bogen har jeg været taknemmelig for tidligere værkers fremragende fremstillinger af procesretten. En del af de overvejelser, der er gjort i bogen, har imidlertid deres bund i de erfaringer, som jeg som advokat gennem årene har fået i retssalene med dygtige procedører og dommere. Den grundlæggende indsigt fra retsarbejdet er, at mangen en sag bliver vundet på basis af procedørens indsigt i loven og hans eller hendes pertentlige fodarbejde og grundige forberedelse. Selv den oplagt retfærdige sag kan tabes, hvis forberedelsen og udførslen halter. Det er mit håb, at denne bog kan formidle lidt af den indsigt.

Til slut en varm tak til min sekretær gennem mange år, Helle Palner, for uvurderlig hjælp med renskrivning af manuskript, og alle andre, der har bidraget med gode råd og vejledning. Jeg vil her særlig rette en stor tak til professor, dr.jur. Eva Smith for kommentarer og konstruktiv kritik til manuskriptet. Ansvaret for bogen er dog selvsagt mit eget.

Retspraksis efter 15. juni 2007 er ikke medtaget.

1. oktober 2007

Christian Dahlager

Side 11

  • Luk
  • Udvid