Forord
Denne afhandling er blevet til under min deltidsansættelse som ph.d.-studerende på Center for Private Governance (CEPRI) ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet i perioden april 2018 til juni 2022. Ph.d.-forløbet har været en del af forskningsprojektet »Digital Entrepriseret« og er finansieret af Realdania, som jeg skylder en stor tak for støtten.
Først og fremmest vil jeg gerne takke min vejleder, professor, dr.jur. Ole Hansen, som gennem hele projektet har været en enorm støtte, og som har bidraget med sit store engagement, sin inspirerende tilgang til juraen, gode input til vores diskussioner og ikke mindst sin tillid til mig og mine ideer.
En særlig tak tilkommer herudover bedømmelsesudvalget bestående af professor, dr.jur. Vibe Ulfbeck, ph.d. Herman Bruserud og professor, dr.jur. Per Samuelsson. Dette gælder navnlig den gode, konstruktive og velbegrundede kritik af afhandlingen. Ligeledes har jeg i forbindelse med mit evalueringsseminar haft fornøjelsen af, at professor, dr.jur. Henrik Udsen, på trods af det meget sene tidspunkt i mit ph.d.-forløb, har bidraget med værdifuldt feedback og målrettet, konstruktiv kritik, hvilket har bidraget til afhandlingens forbedring.
Dernæst vil jeg takke advokatfirmaet Poul Schmith, Kammeradvokaten, der har givet mig muligheden for fagligt at fordybe og videreudvikle mig. Dette gælder navnlig advokat Rasmus Holm Hansen og advokat Bo Schmidt Pedersen, der har haft forståelse for de ressourcemæssige udfordringer, man støder ind i, når man forsker på deltid ved siden af arbejdet som advokat. Og ikke at glemme har Rasmus og Bo altid stået til rådighed med deres input og skarpe sparring i forhold til mine spørgsmål og teser.
Endvidere ønsker jeg at takke alle de øvrige personer, der undervejs har bidraget med tanker, ideer og værdifuld sparring. Dette gælder særligt alle »ikke-jurister«, der med deres input og teknisk sparring har hjulpet mig med at forstå de tekniske aspekter i BIM og byggeriets digitalisering.
Sidst – men ikke mindst – vil jeg takke min familie for at have været en kæmpe støtte og for at give mig et frirum samt tid og ro til at færdiggøre afhandlingen. Min hustru, Stine, har genne hele forløbet på uvurderlig vis været der for mig og vist forståelse for mig og mit projekt – særligt i de perioder, Side 15 hvor dagene var lange eller mine tanker hvilede i T:BB eller KFE, fremfor familielivets praktikaliteter. Under forløbet stødte først min søn, Maximilian, og så min datter, Emma, til familien. Begge har gennem deres glæde og ubesværede tilgang til livet skabt et helt særligt pusterum i en ellers travl og udfordrende hverdag.
Uden alle de ovennævnte personer ville det ikke have muligt at skrive denne afhandling. Derfor endnu engang mange tak.
Bogen er i det væsentligste identisk med ph.d.-afhandling indleveret i juni 2022 og forsvaret den 25. november samme år. Der er efterfølgende foretaget sproglige og opstillingsmæssige ændringer. Ligeledes er der foretaget enkelte justeringer som følge af bedømmelsesudvalgets input og kritik. Herudover er bogen ajourført i forhold til praksis på området. Der er ikke taget hensyn til materialer, der er fremkommet efter oktober 2024.
København, den 1. oktober 2024
Nicolaus Falk-Scheibel
Side 16