Udbudsretten er i rivende udvikling, og udbud bliver en stadig vigtigere del af det offentliges værktøjskasse. Det praktiske mål med udbud er dog stadigvæk at gennemføre en konkurrence og finde en kontraktpart til det offentlige. Bogen angår netop denne konkurrence og særligt indholdet af de betingelser, ordregivende myndigheder skal efterleve, når konkurrencen fastlægges i udbudsmaterialet. Dermed giver bogen et detaljeret indblik i de betingelser, der er forbundet med fastlæggelsen og beskrivelsen af kriterier for tildeling, vægtning heraf og evalueringsmodeller. Blandt andet analyseres betingelser angående pligten til at skabe forudgående gennemsigtighed om konkurrencen. Derudover analyseres de betingelser, der skal iagttages vedrørende den konkurrence, som udbud er et udtryk for, samt betingelser vedrørende identifikation af det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Endvidere fremgår det af bogen, hvorledes ordregivende myndigheder skal sikre en kontrollerbar konkurrence. Bogen er skrevet af Rasmus Horskjær Nielsen, der er ph.d. i udbudsret og ansat som advokat ved Andel Holding A/S. Han har tidligere været ansat som postdoc ved Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet, Center for Retlige Studier i Velfærd og Marked (WELMA). Bogen er i det væsentligste identisk med ph.d.-afhandlingen, som Rasmus indleverede i september 2021.
Alle titler
Viser 1 - 10 af 18,874 resultater for
- Adgangstype: Alt indhold x
- Søgeniveau: Alt x
- Arkiv: Aktuelt x
Kapitel
- Udgivet (print):
- 15 Jul 0022
- P-ISBN:
- 9788757453799
- e-ISBN:
- 9788771988031
- Bogtype:
- Afhandling
Ny praksis – Danmark
Perioden 20. september 2022-28. februar 2023
Christian Th. Kjølbye og Lars Bunch
Jordforurening – regionens klageberettigelse som depotmyndighed, jf. jordforureningslovens § 82, stk. 2 – kommunal beslutning om ikke-påbud, jf. jordforureningslovens § 40, jf. § 41 – erhvervsejendom – tidligere vognmandsvirksomhed – påbud inden for »rimelig tid«, jf. § 40 – indrettelseshensyn – ophævelse af beslutning om ikke at meddele påbud – hjemvisning til fornyet behandling i kommunen, jf. jordforureningslovens § 40, stk. 1, jf. § 77, stk. 1
Denne sag vedrører en klage, der blev indbragt af Region Sjælland over en beslutning, som Holbæk Kommune den 25. juni 2019 havde truffet om ikke at meddele påbud til ejeren af en forurenet erhvervsgrund, hvor der tidligere havde været en vognmandsvirksomhed. På ejendommen, der var kortlagt på vidensniveau 2, var der af myndighederne konstateret en ikke afgrænset forurening under olietanken og aflæsningspladsen med op til 3.500 liter fyringsolie. Det var kommunens vurdering, at der var indtrådt myndighedspassivitet, idet der ikke i en periode på 4 år (fra 2013-2017) var reageret over for den ansvarlige virksomhed. Kommunen havde derfor ikke opfyldt kravet om at reagere inden for »rimelig tid«, som det er forudsat i lovforarbejderne til jordforureningslovens § 40. Regionen, der ikke var tilfreds med, at kommunen ikke meddelte et undersøgelsespåbud, påklagede kommunens beslutning til Miljø- og Fødevareklagenævnet. I sin klage anførte regionen, at der ikke forelå myndighedspassivitet, idet virksomheden i 2018 i forbindelse med en tilsynsrapport var blevet gjort opmærksom på, at der var tale om en uafsluttet forureningssag. Regionen gjorde endvidere gældende, at det var overvejende sandsynligt, at størstedelen af forureningen var sket efter 1. januar 2001, jf. jordforureningslovens § 41, stk. 1. Nævnet fastslog, at det ikke alene var den forløbne tid i forhold til, hvornår myndigheden har fået kendskab til den konstaterede forurening, der var relevant. Ressourcemæssige betragtninger og myndighedens mulighed for at vurdere forureningens karakter, behovet for foranstaltninger, afdækning af, hvem der var forureneren/-ne, var ligeledes relevante. Det var på det grundlag nævnets konklusion, at der ikke konkret var tale om myndighedspassivitet. Kommunens afgørelse om ikke at meddele et påbud blev derfor ophævet, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling i kommunen.
Fodnoter
. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 9/05840.
. Jf. om retsfortabende passivitet Peter Pagh »Jordforureningsloven med kommentarer – og kommenteret miljøskadelov«, Thomson Reuters, 2. udgave, 2011, side 499ff.
. Se nedenfor Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. december 2022, sagsnr. 21/13445, hvor regionens klageberettigelse afvises med henvisning til, at nævnet besluttede alene at behandle klagen efter miljøbeskyttelseslovens regler på trods af, at den påklagede afgørelse også var meddelt som en beslutning om ikke at meddele et påbud i medfør af jordforureningslovens § 40, jf. § 41. Klagen blev afvist med henvisning til, at regionen ikke havde en individuel væsentlig interesse i, at Miljøstyrelsen ophævede tidligere meddelte vilkår/påbud med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven.
Oprindelig strandbeskyttelseslinje – NGO-klage – etablering af naturbase – bordebænkesæt og muldtoilet – dispensation imfa. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, stk. 1 – »særlige tilfælde« – mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet – bilag IV-arter – lokaliseret i Natura 2000-område – klagefrist overholdt ved aflevering af klage til første instans, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2 – genoptagelse – stadfæstelse af dispensation
Denne sag er indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet af en forening, der var utilfreds med, at Kystdirektoratet havde meddelt en dispensation til etablering af to bordbænkesæt og et muldtoilet inden for strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Nævnet havde i 2021 hjemvist det afslag, som Kystdirektoratet havde meddelt i samme sag, idet nævnet havde fastslået, at direktoratet skulle foretages en ny og tilstrækkelig vurdering af det ansøgtes påvirkning af det nærliggende Natura 2000-område og bilag IV-arter i området. Kystdirektoratet havde på det grundlag truffet en ny afgørelse i januar 2022, som blev forelagt nævnet til fornyet behandling af foreningen. Nævnet afviste oprindelig den 23. juni 2022 klagen som for sent indkommet. Da Kystdirektoratet over for nævnet oplyste, at det havde modtaget klagen rettidigt og ikke havde videresendt den til nævnet i overensstemmelse med forvaltningslovens § 7, stk. 2, besluttede nævnet på det grundlag efterfølgende at foretage en realitetsbehandling. Det fremgår af sagen, at den påklagede dispensation var begrundet med, at det var direktoratets vurdering, at etableringen af naturbaserne ikke ville medføre en væsentlig øget aktivitet samlet set, idet der i forvejen var en del menneskelige aktivitet i området. Det oplyses endvidere af direktoratet, at det nærmeste fuglebeskyttelsesområde var ca. 2,7 km væk fra den ønskede placering, samt at der ikke var kortlagte levesteder for fuglene på udpegningsgrundlaget. Direktoratet bemærkede endvidere, at det ansøgte ikke ville påvirke den grønbrogede tudses bestandsstørrelse eller dennes økologiske funktionalitet negativt, ligesom de flagermusarter, der har registreret i området, ikke ville blive påvirket ift. deres yngle- og rasteområder samt overvintringsmuligheder. Miljø- og Fødevareklagenævnet oplyste, at det koncentrerede klagebehandlingen i overensstemmelse med § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet til alene at vedrøre en efterprøvelse af den vurdering, som Kystdirektoratet havde foretaget i forhold til beskyttelsen af det nærliggende Natura 2000-område og bilag IV-arterne i området. Nævnet inddrog imidlertid ikke oplysninger om de regler i habitatdirektivet og habitatbekendtgørelsen, som den angivne efterprøvelse blev baseret på. Nævnets stadfæstede den meddelte dispensation med henvisning til lovbemærkningerne til naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, jf. § 65 b, stk. 1, jf. § 78, stk. 4, hvoraf det fremgår, at mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og fremme af turisme kan begrunde den meddelte dispensation.
Fodnoter
Fredskovpligt – adressatklage – formålsfortolkning, jf. skovlovens § 1, stk. 3, nr. 4 – kulturhistorisk værdifuldt bygningskompleks – enklave i skov – fredskovpligt på privatejet areal uden skovdrift – privathospital etableret i 1904-1906 – den ønskede anvendelse af arealet – lokalplanlagt til erhvervsformål – tinglyst deklaration – Natura 2000-område – adressatklage – ansøgning om ophævelse – afslag på ophævelse, jf. skovlovens § 6, stk. 1 – restriktiv praksis – skøn under regel – stadfæstelse af afslag – afgørelse truffet af det læge nævn, jf. skovlovens § 60, stk. 1, sammenholdt med lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 3, stk. 1, nr. 9
Denne sag vedrører en adressatklage, der er begrundet i Miljøstyrelsens afslag på en ansøgning om ophævelse af fredskovpligten på et areal, der indgår som en enklave i et større fredskovpligtigt område. Der var ikke skovdrift på det relevante areal. I 116 år havde der været et privat hospital med tilhørende faciliteter på arealet, der i 2004 blevet udstykket fra den øvrige statsejede skov og solgt til adressaten. I forbindelse med tilladelsen til udstykningen havde Miljøstyrelsen meddelt et afslag på ansøgning om ophævelse af fredskovpligten.
Miljøstyrelsen havde i det påklagede afslag, der blev meddelt den 18. juni 2020, begrundet afgørelsen med henvisning til den restriktive praksis, der præger retsområdet, herunder i forhold til fredskov på enklaver, der er omgivet af skov. Miljø- og Fødevareklagenævnet, der var sammensat som det læge nævn i medfør af skovlovens § 60, stk. 1, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 3, stk. 1, nr. 9, stadfæstede det meddelte afslag. Nævnet henviste i sin begrundelse til lovbemærkningerne til skovlovens § 6, hvori det udtrykkeligt blev fastslået, at der skulle være tale om en restriktiv praksis, ikke mindst ift. fastholdelse af enklaver i skove som fredskovbelagte arealer. Det blev fremhævet, at det efter praksis var afgørende ved stillingtagen til fredskovpligtens ophævelse, hvilken aktivitet arealet ønskedes anvendt til. Nævnet fandt ikke, at der var tale om et tilstrækkeligt konkretiseret projekt bag det ansøgte, ligesom nævnet tillagde det vægt, at ejendommen rummede særlige kulturhistoriske og landskabelige værdier, som indgik i en sammenhæng med den fredskov, der omgav matriklen.
Fodnoter
. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 20/08786.
Jordforurening – adressatklage – påklage af undersøgelsepåbud meddelt imfa. miljøbeskyttelseslovens § 72 – retsvildfarelse vedrørende hjemmelsgrundlag – ’lex specialis’– jordforureningslovens § 40, stk. 1, jf. § 39 skal anvendes frem for miljøbeskyttelseslovens §§ 41 og 72 – ophævelse af påbud – hjemvisning
Denne sag vedrører en adressats klage over et undersøgelsespåbud, som kommunen havde meddelt med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 72. I adressatens klage blev det anført, at kommunen ikke kunne meddele påbuddet, idet der ikke var sandsynliggjort en årsagssammenhæng mellem oplag af kul på en betonplads på grunden og den konstaterede jordforurening. Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslog, at der gælder et lex specialis-princip, hvor jordforureningslovens § 40, jf. § 39, stk. 1 og 2 skal anvendes af kommunerne frem for miljøbeskyttelseslovens §§ 41 og 72 i situationer, hvor betingelserne for at anvende de nævnte påbudsbestemmelser foreligger. Miljø- og Fødevareklagenævnet finder, at påbud om undersøgelse af, hvorvidt der er sket forurening under eller rundt om betonpladsen, hvor kullet opbevares, skal meddeles med hjemmel i jordforureningslovens § 40, jf. § 41. Den påklagede afgørelse blev derfor hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Det oplyses af nævnet, at kommunen ved den fornyede behandling af sagen skal belyse sagen enten ved egne undersøgelser, evt. indledningsvis, eller ved at meddele et undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40 til ejeren af virksomheden.
Fodnoter
. Nævnets sagsnr. 20/04813
Jordforurening – adressatklage – nedgravede olietanke – olietankbekendtgørelsen – benzinforurening i grundvandet – MTBE koncentration i strid med grundvandskvalitetskriterier – undersøgelsespåbud meddelt ima. jordforureningslovens § 40, stk. 1, jf. § 39 – påbudsadressat, jf. jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., og nr. 2 – flere forurenere, jf. jordforureningslovens § 43 – »ubetydelig andel af forureningen«, jf. jordforureningslovens § 43, stk. 2 – forureningens alder – »rådighed den 10. februar 1999 eller senere«, jf. jordforureningslovens § 44 – tålepåbud jf. § 44, stk. 2 – tilladelse til bygge- og anlægsarbejde, jf. jordforureningslovens § 8, stk. 2 – proportionalitetsprincippet – legalitetsprincippet – ikke opsættende virkning, jf. jordforureningslovens § 56 – stadfæstelse med ændringer af undersøgelsespåbuddet
Denne sag vedrører en adressatklage over et undersøgelsespåbud, der blev meddelt klageren af en kommune. Adressaten havde siden 1999 været den ansvarlige driftsherre for en tankstation, der var beliggende på ejendommen. Ejendommen var lokaliseret i et område med drikkevandsinteresser. Tankstationen havde eksisteret i perioden 1957 til 2016, hvor ejendommen og ansvaret for driften af tankstationen var blevet overdraget mellem fire forskellige driftsherrer i perioden 1957-1967, perioden 1967-1989, perioden 1989-1999 og perioden 1999-2016. I 2015 ophørte lejemålet. Forureningen på ejendommen var tidligere blevet undersøgt flere gange, herunder i 2015, hvor der var konstateret overskridelser af jordkvalitetskriterierne for kulbrinter og benzen. Ejendommen var blevet kortlagt på vidensniveau 1. Klageren nedlagde tankstationen i 2016, hvor der blev foretaget opgravning af tanke og andre installationer, ligesom der blev gennemført en frivillig oprensning i perioden 2016-17, efter at der var modtaget en tilladelse hertil i medfør af jordforureningslovens § 8, stk. 2. Kommunen vurderede i 2017 – på baggrund af en tilsynsrapport, der var modtaget fra klageren – at der var efterladt en restforurening, der ikke var præcist afgrænset horisontalt og vertikalt. Det var kommunens vurdering, at forureningen kunne hidrøre fra klagerens driftsperiode, og at den manglende afgrænsning var i strid med den meddelte tilladelse. Klageren blev derfor anmodet om at fremsende en revideret rapport med yderligere vurderinger og dokumentation for forureningen. På den baggrund blev der gennemført en supplerende frivillig forureningsundersøgelse, der blev afrapporteret til kommunen den 27. november 2017. Det fremgik bl.a. af den afleverede rapport, at der på grund af træer og buskads var problemer med at afgrænse forureningen i vestlig/nordvestlig retning, at der var påvist forureninger i den nordøstlige del af ejendommen i skel til nabo, samt at en yderlige afgrænsning af forureningen ville kræve supplerende boringer i offentligt areal mod både øst, syd og vest/nordvest samt i privat have mod nord. Kommunen meddelte på den baggrund i juli 2018 et undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40, hvor det samtidig blev besluttet med henvisning til lovens § 56, at klagen ikke skulle have opsættende virkning. Derimod meddelte kommunen hverken et tålepåbud i medfør af lovens § 44, stk. 2, til vejmyndigheden eller til naboerne, idet kommunen oplyste, at der var givet tilsagn fra de relevante grundejere om, at de ikke agtede at modsætte sig gennemførelsen af forureningsundersøgelsen.
Klageren gjorde over for Miljø- og Fødevareklagenævnet gældende, at forureningen var forårsaget længe før den 1. januar 2000 eller den 1. januar 2001, hvorfor der ikke kunne meddeles et undersøgelsespåbud i medfør af lovens § 40, samt at det meddelte påbud ikke var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.
Det blev under sagsbehandlingen over for sekretariatet for Miljø- og Fødevareklagenævnet oplyst, at adressaten havde overdraget ejendommen til et andet selskab. Nævnet besluttede, at det ikke ville tage særskilt stilling til kommunens beslutning om at tillægge klagen opsættende virkning. Det fastslog, at det fulgte af lovens § 41, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., og nr. 2, at kommunen har hjemmel til at påbyde adressaten at fremkomme med oplysninger, som har betydning for vurderingen af afhjælpende eller forebyggende foranstaltninger vedrørende en forurening, uanset hvornår forureninger er sket, medmindre den mulige forurening er ophørt før den 1. januar 1992. Det var nævnets vurdering, at forureningen med overvejende sandsynlighed var sket eller var fastsat efter den 1. januar 1992. Den høje koncentration af BTEX’er på næsten hele det forurenede område indikerede ifølge nævnet, at der var tale om en nyere forurening, der i det væsentligste var sket efter 2001 – dvs. i en periode, hvor det var adressaten for påbuddet, der havde været den ansvarlige driftsherre. Der var derfor ikke konkret grundlag for at inddrage flere af de tidligere operatører som påbudsadressater med støtte i lovens §§ 43-44. Nævnet vurderede endvidere, at yderligere forureningsundersøgelser ville kunne give en bedre afdækning af indholdet af BTEX og MTBE i forureningsfanen, og at en sådan undersøgelse derved kunne bidrage til, at kommunen med større sikkerhed kunne datere forureningen med henblik på meddelelse af et eventuelt efterfølgende oprensningspåbud med hjemmel i lovens § 41. Det meddelte undersøgelsespåbud var formuleret i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Derimod indgik der et vilkår i påbuddet om orientering af nærmere angivne naboer, der ikke havde hjemmel i loven. Nævnet ophævede derfor det ulovhjemlede vilkår og indføjede et vilkår, der vedrørte identificering eller indsnævring af kilden til forureningen.
Fodnoter
. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 18/07257.
. De grundvandskvalitetskriterier, der er opregnet i »Liste over kvalitetskriterier i relation til forurenet jord« som vejledende grænseværdier, anvendes af regionerne ifm. den offentlige indsats efter jordforureningsloven, er offentliggjort med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven og ud fra de kriterier, der er beskrevet i Miljøstyrelsens vejledning. Listen blev senest opdateret i juli 2021, se https://mst.dk/media/223446/liste-over-jordkvalitetskriterier-juli-2021_final1.pdf (besøgt den 12. marts 2023).
. Det fremgår af jordforureningslovens § 41, stk. 1, at kommunen med kompetence i lovens § 39 kan meddele forureneren påbud om at fjerne en konstateret forurening og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende afhjælpende foranstaltninger, hvis forureningen er indtrådt den 1. januar 2001 eller senere.
Fredskovpligt – lovliggørende dispensation, jf. skovlovens § 11, stk. 1, sammenholdt med § 38 – adressatklage – afslag på retlig lovliggørelse, jf. skovlovens § 51, stk. 1 – påbud om fysisk lovliggørelse, jf. skovlovens § 51, stk. 2, sammenholdt med lovens §§ 8-10 – maskinhus i fredskov – opført på renoveret gammel sokkel – bortfaldet byggeret, jf. kontinuitetsprincippet – ikke-driftsbygning – tilknytning til beboelse uden for fredskov – restriktiv praksis – stadfæstelse af afslag
Denne sag vedrører en adressatklage, som blev indgivet over Miljøstyrelsens afslag på at meddele en dispensation fra fredsskovpligten til retlig lovliggørelse af et maskinhus, der var opført i tilknytning til privat bolig, jf. skovlovens § 51, stk. 1, og § 6, stk. 1, sammenholdt med § 38. At Kystdirektoratet havde meddelt en dispensation fra standbeskyttelseslinjen, fandt Miljøstyrelsen var irrelevant, da de formål, der varetages efter kystbeskyttelsesloven, henholdsvis skovloven, ikke er de samme. Styrelsen havde samtidig meddelt et påbud om fysisk lovliggørelse, jf. skovlovens § 51, stk. 2. Klageren anførte bl.a., at maskinhuset var opført på soklen af et tidligere maskinhus, hvorfor der var en retlig adgang til genudnyttelse af byggeretten. Klageren mente endvidere, at lokaliseringen var den bedste i forhold både til de samfundsmæssige interesser i, at skuret ikke fremstod som synligt, og i forhold til det behov, som han som ejer af grunden havde ift. at kunne passe skov og bygninger. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede det meddelte afslag. Nævnet var enigt med Miljøstyrelsen i, at afslaget var meddelt i overensstemmelse med den restriktive praksis, der skulle føres ift. bevaring og beskyttelse af skovene, samt at ejeren ikke havde en byggeret der, hvor maskinhuset var placeret. Nævnet fastslog endvidere, at da der ikke var tale om et erhvervsmæssigt behov for maskinhuset, idet skovarealet ikke oversteg 50 ha, kunne en dispensation medføre en uønsket præcedens. Nævnet bemærkede, at den af styrelsen fastsatte frist for fysisk lovliggørelse ikke var udløbet, og at det var op til styrelsen af vurdere, om fristen skulle forlænges.
Fodnoter
. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 21/13932.
Jordforurening – adressatklage – undersøgelsespåbud, jf. jordforureningslovens § 40 – adressaten uden rådighed over ejendommen – tålepåbud ikke meddelt, jf. jordforureningslovens § 44, stk. 2 – legalitetsprincippet – ophævelse af ugyldigt påbud – hjemvisning til fornyet behandling
Denne sag vedrører et undersøgelsespåbud, der af en kommune med hjemmel i jordforureningslovens §§ 39-40 er meddelt den tidligere ejer af en forurenet ejendom, hvorpå adressaten havde produceret og solgt temperaturfølere samt temperaturmålere frem til 2009. Virksomheden var etableret i 1960. Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet blev indbragt af adressaten, der gjorde gældende, at det ikke var den af ham drevne virksomhed, der havde forårsaget jordforureningen. Da den forurenede ejendom var blevet solgt med overtagelse den 1. januar 2017, og da kommunen ikke havde meddelt den nye ejer af ejendommen et tålepåbud i medfør af jordforureningslovens § 44, stk. 2, ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet det meddelte undersøgelsespåbud og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen, der skulle sikre adgangen til grunden gennem et tålepåbud.
Fodnoter
. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 20/00018.