Udbudsretten er i rivende udvikling, og udbud bliver en stadig vigtigere del af det offentliges værktøjskasse. Det praktiske mål med udbud er dog stadigvæk at gennemføre en konkurrence og finde en kontraktpart til det offentlige. Bogen angår netop denne konkurrence og særligt indholdet af de betingelser, ordregivende myndigheder skal efterleve, når konkurrencen fastlægges i udbudsmaterialet. Dermed giver bogen et detaljeret indblik i de betingelser, der er forbundet med fastlæggelsen og beskrivelsen af kriterier for tildeling, vægtning heraf og evalueringsmodeller. Blandt andet analyseres betingelser angående pligten til at skabe forudgående gennemsigtighed om konkurrencen. Derudover analyseres de betingelser, der skal iagttages vedrørende den konkurrence, som udbud er et udtryk for, samt betingelser vedrørende identifikation af det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Endvidere fremgår det af bogen, hvorledes ordregivende myndigheder skal sikre en kontrollerbar konkurrence. Bogen er skrevet af Rasmus Horskjær Nielsen, der er ph.d. i udbudsret og ansat som advokat ved Andel Holding A/S. Han har tidligere været ansat som postdoc ved Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet, Center for Retlige Studier i Velfærd og Marked (WELMA). Bogen er i det væsentligste identisk med ph.d.-afhandlingen, som Rasmus indleverede i september 2021.
Alle titler
Viser 1 - 10 af 18,143 resultater for
- Adgangstype: Alt indhold x
- Søgeniveau: Alt x
- Arkiv: Aktuelt x
Kapitel
- Udgivet (print):
- 15 Jul 0022
- P-ISBN:
- 9788757453799
- e-ISBN:
- 9788771988031
- Bogtype:
- Afhandling
Søren Hessellund Klausen og Cecillie Cathrine Groth Henriksen
Hvordan skal virksomheder håndtere beskyldninger om sexchikane og samtidig sikre, at medarbejderne kan fortsætte med at gå på arbejde uden at få ødelagt deres arbejdsmiljø? Det kan være svært for mange og var også tilfældet i en ny sag, hvor en sygemeldt medarbejder lovligt kunne opsiges, selvom han havde haft det psykisk hårdt efter håndteringen af en sexchikane-sag.
Krav om partshøring ved nedlæggelse af påbud efter planlovens § 51 – partshøring, jf. forvaltningslovens § 19 – partshøring i form af et varsel – varsel om påbud om fysisk lovliggørelse – definition af afgørelse med karakter af påbud – ugyldighed grundet manglende partshøring – afslag på lovliggørende dispensation – berettigede forventninger – officialprincippet – proportionalitetsprincippet
Frederikssund Kommune meddelte den 22. januar 2021 afslag på lovliggørende dispensation til en opført udestue, et udhus og en carport med udhus. Byggerierne var omfattet af en lokalplan med bestemmelse om en bebyggelsesprocent på maks. 15 for den enkelte ejendom, dog maksimalt 250 m² etageareal. Kommunen meddelte samtidig påbud om fysisk lovliggørelse af udestuen. Med hensyn til sekundære bygninger bad kommunen klageren om at oplyse, hvordan klageren ville lovliggøre disse, herunder om klageren ville nedrive, reducere, ombygge eller bygge nye. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet af ejeren, som bl.a. gjorde gældende, at der var tale om et lovligt eksisterende forhold, at ejendommens bebyggelsesprocent ikke var i strid med lokalplanen og derfor ikke krævede dispensation, at der forelå berettigede forventninger eller bindende forhåndstilsagn om dispensation, samt at kommunen havde handlet i strid med officialprincippet og proportionalitetsprincippet. I forhold til lovligt eksisterende forhold bemærkede Planklagenævnet bl.a., at den tidligere udestue på 27 m2 var delvis ødelagt og ikke brugbar, og at den renoverede udestue havde et areal på 47 m2 og var blevet tillagt hovedbygningen. Nævnet fandt herefter, at der var tale om nyopførelse og ikke almindelig vedligeholdelse af udestuen. Da nyopførelsen var sket efter offentliggørelsen af lokalplanforslaget, havde udestuen ikke karakter af et eksisterende lovligt forhold. I forhold til bebyggelsesprocenten fandt Planklagenævnet ikke, at udestuen og carporten med udhus var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser om maksimalt etageareal. Byggerierne krævede derfor dispensation, jf. planlovens § 19. Nævnet fandt heller ikke, at kommunen havde givet et bindende forhåndstilsagn eller skabt sådanne berettigede forventninger, som kunne medføre, at kommunen var afskåret fra at give afslag på dispensation til lovliggørelse af bygningerne. Endvidere fandt Planklagenævnet ikke, at kommunen havde handlet i strid med official- eller proportionalitetsprincippet. Planklagenævnet fandt imidlertid, at afgørelsen havde karakter af et påbud om fysisk lovliggørelse af udestuen, uanset hvad kommunens hensigt med passagen har været. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at kommunen specifikt havde skrevet, at udestuen skulle nedrives indenfor en fastsat frist. Planklagenævnet anførte, at et påbud først kan meddeles, når kommunen har foretaget en partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, i form af et varsel. Da kommunen ikke havde iagttaget dette krav, var påbuddet ugyldigt. Nævnet ophævede herefter kommunens påbud om fysisk lovliggørelse.
Strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 15 – dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1 – »kan i særlige tilfælde gøre undtagelse fra« – lovliggørelse – genoptagelse – af egen drift – væsentlig fejl ved sagens behandling – grundsætningen om saglig forvaltning – magtfordrejningsgrundsætningen – inddragelse af relevante, saglige hensyn – myndighedspassivitet
Kystdirektoratet meddelte den 20. februar 2020 en havbrugsvirksomhed lovliggørende dispensation til bl.a. fortsat vinteropbevaring af havbrugsringe indenfor strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Kystdirektoratet lagde i sin afgørelse bl.a. vægt på, at havbrugsaktiviteterne var pågået i 35 år, at havbrugsvirksomheden var i god tro, og at havbrugsringene var placeret i tilknytning til en havn, let tilbagetrukket fra kysten og på en ikke uberørt kyststrækning. Dispensationen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af en miljøorganisation. Ved afgørelse af 3. august 2020 ændrede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets dispensation til et afslag for så vidt angår havbrugsringene, idet nævnet bl.a. afviste, at praktiske og driftsmæssige vanskeligheder ved at opbevare havbrugsringene uden for strandbeskyttelseslinjen var et hensyn, der kunne varetages ved administrationen af strandbeskyttelseslinjen.Havbrugsvirksomheden indbragte den 2. februar 2021 Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse for domstolene og gjorde i sin stævning bl.a. gældende, at nævnet havde undladt at inddrage alle relevante, saglige hensyn i sin vurdering, jf. bl.a. MAD 1998.1519 NKN. Miljø- og Fødevareklagenævnet besluttede herefter – af egen drift – at genoptage klagesagen til fornyet behandling, idet nævnet fandt, at der var begået en væsentlig fejl ved sagens behandling. Nævnet lagde herved vægt på, at nævnet ikke havde inddraget samtlige relevante saglige hensyn i sin vurdering, idet nævnet ikke i tilstrækkelig grad havde taget hensyn til, at placeringen af havbrugsringene indenfor strandbeskyttelseslinjen kunne være funktionelt begrundet i havbrugets drift. Miljø- og Fødevareklagenævnet påbegyndte herefter fornyet sagsbehandling og gennemførte i den forbindelse supplerende partshøring af havbrugsvirksomheden. Ved sin fornyede afgørelse af 15. juni 2021 stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets afgørelse om lovliggørende dispensation til fortsat vinteropbevaring af havbrugsringe indenfor strandbeskyttelseslinjen. Miljø- og Fødevareklagenævnet anførte enstemmigt, at Kystdirektoratets håndhævelsesadgang ikke var bortfaldet som følge af myndighedspassivitet. Nævnet delte sig herefter i spørgsmålet om, hvorvidt der i den konkrete sag forelå sådanne særlige omstændigheder, at det kunne begrunde en lovliggørende dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Flertallet (4 medlemmer) fandt, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation, og lagde bl.a. vægt på, at havbrugsringene kun skulle opbevares på land i vintermånederne, at den kystnære placering af havbrugsringene havde en naturlig sammenhæng med driften af havbruget ved havet og havnen med henblik på udsætning og optagning, og at ringene ikke i afgørende grad stred mod de kystlandskabelige forhold på stedet. Mindretallet (3 medlemmer) fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, og lagde bl.a. vægt på, at havbrugsringene dækkede et meget stort og kystnært areal, at praksis inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje var meget restriktiv, og at en lovliggørende dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning i lignende sager.
Undersøgelsespåbud, jf. jordforureningslovens § 40 – oprensningspåbud, jf. jordforureningslovens § 41 – oprensningspåbud, jf. miljøbeskyttelseslovens § 69 – tidspunkt for forurening, jf. jordforureningslovens § 40, stk. 2 – proportionalitetsprincippet – »på forhånd kan udelukkes« – forældelse
På grundlag af en indledende forureningsundersøgelse gennemført af Region Hovedstaden meddelte Rødovre Kommune den 15. december 2017 en maskin- og metalvarevirksomhed påbud om undersøgelse af forurening med chlorerede opløsningsmidler og nedbrydningsprodukter af chlorerede opløsningsmidler under en bygning, der i perioden 1962-2009 var blevet anvendt af virksomheden i forbindelse med affedtning, hærdning og bemaling af metalvarer. Kommunen anførte i påbuddet, at det var kommunens vurdering, at forureningen efter al sandsynlighed hidrørte fra virksomhedens aktiviteter (sprøjtemaling og affedning af metalgenstande), og at der var grund til at antage, at forureningen med chlorerede opløsningsmidler var fortsat indtil 1996, hvor virksomheden fjernede et trianlæg fra bygningen. Kommunen vurderede endvidere, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at der ville være grundlag for at meddele et oprensningspåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69. Virksomheden påklagede påbuddet til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til tre forhold: (i) kilden til forureningen, (ii) tidspunktet for forureningen og (iii) proportionalitetsprincippet. I forhold til kilden til forureningen fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at den konstaterede forurening med chlorerede opløsningsmidler (TCE og PCE) samt nedbrydningsprodukter heraf under bygningen med overvejende sandsynlighed stammede fra virksomhedens driftsaktiviteter, idet nævnet lagde vægt på vurderingerne i Region Hovedstadens indledende forureningsundersøgelse. I forhold til tidspunktet for forureningen anførte Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der i relation til påbud efter jordforureningslovens § 40 ikke stilles krav om, at den væsentligste del af forureningen skal være sket efter den 1. januar 1992, men blot at udledningen med overvejende sandsynlighed kan være fortsat efter den 1. januar 1992. Nævnet fandt herefter, at forureningen med overvejende sandsynlighed var sket eller fortsat efter den 1. januar 1992, jf. hertil jordforureningslovens § 40, stk. 2. I forhold til proportionalitetsprincippet fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at det ikke ville være uproportionalt at påbyde virksomheden at foretage yderligere undersøgelser efter jordforureningslovens § 40, og lagde navnlig vægt på, at den konstaterede forurening ikke var endeligt afgrænset. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at der kunne meddeles et efterfølgende påbud om oprensning af forureningen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 69, idet den påbudte forureningsundersøgelse ville kunne tilvejebringe dokumentation for, at forureningen skyldtes virksomhedens ansvarspådragende, herunder uforsvarlige, adfærd. Miljø- og Fødevareklagenævnet anførte afslutningsvist, at de almindelige forældelsesregler – som virksomheden havde gjort gældende i sin klage – ikke fandt anvendelse i relation til tilsynsmyndighedernes adgang til at meddele påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, idet der ikke var tale om en fordring i forældelsesreglernes forstand. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede på dette grundlag kommunens påbud.
Lokalplan – planlovens § 15 a – støj – støjgener – støjfølsom anvendelse – støjbelastede arealer – virksomhedsstøj – trafikstøj – støjpåvirkning – støjafskærmning – byomdannelsesområde – transformationsområde – blandede byfunktioner
Vallensbæk Kommune vedtog den 9. oktober 2019 en lokalplan for et område, hvorved lokalplansområdet blev udlagt som byomdannelsesområde med henblik på opførelse af boliger. Lokalplansområdet var et industriområde, som lå ca. 15 m ved siden af Køge Bugt Motorvejen, hvorfor lokalplansområdet var belastet af trafikstøj. I området fandtes også flere erhvervsvirksomheder, hvoraf flere dog var under afvikling. Lokalplanen blev af en gruppe borgere uden for lokalplansområdet påklaget til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til en vurdering af, hvorvidt lokalplanen var i overensstemmelse med planlovens § 15 a. Planklagenævnet anførte indledningsvist (med henvisning til Miljøstyrelsens vejledning om ekstern støj i byomdannelsesområder), at reglen om byomdannelsesområder i planlovens § 15 a, stk. 2, ikke fandt anvendelse i den konkrete situation, idet bestemmelsen – efter dens ordlyd – alene omfatter områder, der er fastlagt som byomdannelsesområder, jf. planlovens § 11 b, stk. 1, nr. 5, dvs. områder, der er belastet af støj fra miljøbelastende erhvervsformål, havneformål eller lignende aktiviteter. Ved gener fra trafikstøj gælder planlovens almindelige regler. Planklagenævnet vurderede herefter, hvorvidt planlovens § 15 a, stk. 3, om transformationsområder kunne finde anvendelse i sagen, idet kommunen havde henvist hertil i sine bemærkninger til klagen. Lokalplansområdet var imidlertid ikke optaget i kommuneplanen som et transformationsområde, hvorfor § 15 a, stk. 3, allerede af den grund ikke var relevant. Slutteligt vurderede Planklagenævnet, om der var tale om et eksisterende boligområde eller et område for blandede byfunktioner, hvilket havde sammenhæng med muligheden for at stille krav om isolering mod støj af ny boligbebyggelse efter planloven § 15, stk. 2, nr. 26. Bestemmelsen forudsætter dog, at der er tale om enten et eksisterende boligområde eller et område for blandede byfunktioner, hvilket Planklagenævnet afkræftede. Lokalplansområdet var dermed hverken omfattet af planlovens § 15 a, stk. 2 eller 3. Planklagenævnet ophævede derfor lokalplanen.
Lovlig eksisterende anvendelse – udvidelse af virksomhed – udvidelse af drift – ajourføring – slagteri – forøgede gener – umiddelbart tilladt
Vordingborg Kommune meddelte den 12. juni 2020 en dispensation fra den gældende lokalplan vedrørende parkeringsforhold og til etablering af vejadgang til et slagteri. Kommunen havde derudover truffet afgørelse om, at en udvidelse af slagteriet var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser. På ejendommen havde der været drevet slagteri siden 1989. Det fulgte af lokalplanen, at området kun måtte anvendes til erhvervsformål, at der kun måtte opføres eller indrettes bebyggelse til eller udføres erhverv i form af bl.a. lettere industrivirksomhed, og at virksomhed i området ikke eller kun i ubetydelig grad måtte medføre gener i form af støj, luftforurening eller lugt. Udvidelsen af slagteriet ville medføre forøgede støjgener fra ejendommen, da antallet af dyretransporter gennemsnitligt steg fra 9 til 11 om ugen, ligesom antallet af udlevering af varer fra slagteriet med lastvogne blev øget fra 4 til 6 om ugen. Herudover havde kommunen meddelt byggetilladelse til etablering af frokostrum, bad og omklædning, kølerum til container, kølerum, vaskerum og kvægboks. Lugtgenerne fra affald og huder blev dog samtidig reduceret, ligesom aflæsningstiden var blevet halveret. Lokalplanen blev af en nabo påklaget Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til tre forhold: (i) om udvidelsen af slagteriet var i overensstemmelse med lokalplanen og dermed var umiddelbart tilladt efter planloven, (ii) om kommunen havde haft hjemmel til at give dispensation fra lokalplanen, og (iii) om kommunen havde overholdt planlovens regler om naboorientering og almindelige forvaltningsretlige regler om partshøring. I forhold til udvidelsens overensstemmelse med lokalplanen fandt Planklagenævnet, at ændringerne skulle vurderes samlet set i forhold til forøgelsen af generne ved ændringerne. Det var herefter Planklagenævnets opfattelse, at ændringerne samlet set ikke medførte sådanne yderligere gener fra slagteriet, at der var sket en planlægningsmæssigt relevant ændring set i forhold til lokalplanens anvendelsesbestemmelse. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at karakteren af aktiviteten på ejendommen i form af slagteri forblev uændret, ligesom der også var gennemført tiltag, der reducerede generne. Udvidelsen var derfor umiddelbart tilladt efter lokalplanen. Da Planklagenævnet ligeledes ikke kunne give medhold i klagepunkterne om hjemmel og naboorientering, opretholdt Planklagenævnet kommunens afgørelser.