Svinebrug – miljøgodkendelse af udvidelse, jf. husdyrbruglovens § 16 a, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 3 – IE-husdyrbrug – opretholdelse af eksisterende miljøtilladt andeproduktion, jf. husdyrbruglovens § 16 b – NGO-klage – BAT-krav, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 25, stk. 1 – sondring ifm. BAT-beregning af nye, hhv. eksisterende produktion – ammoniakdeposition – merdepositionen ift. kategori 3-natur – de relevante tålegrænser for naturtyperne – overholdelse af naturbeskyttelseslovens § 3 – overholdelse af praksis efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, jf. § 3 – beregningsskemaet i husdyrgodkendelse.dk – stadfæstelse med vilkårsændringer
Denne sag vedrører en efterprøvelse af en miljøgodkendelse til at udvide en eksisterende i 2021 tilladt andeproduktion, hvor udvidelsen omfatter flere end 2.000 stipladser til fedesvin (over 30 kg), hvorfor godkendelsen er foretaget i overensstemmelse med de regler i husdyrbruglovens § 16 a, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 3, der gennemfører kravene i IE-direktivet. Sagen var indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet af Danmarks Naturfredningsforening. Med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslår nævnet, at den begrænser sin efterprøvelse til kun at vedrøre to væsentlige spørgsmål. Nævnet oplyser, at prøvelsen omfatter kommunens anvendelse af beregningsgrundlaget samt overholdelsen af BAT-kravet, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 25, stk. 1. I den forbindelse indgår også en stillingtagen til de BAT-vilkår, der er indføjet i miljøgodkendelsen med hjemmel i husdyrbruglovens § 27, stk. 2, og husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 41, stk. 1, nr. 2. Nævnet fastslår endvidere, at det efterprøver, om kommunen har sikret, at miljøgodkendelsen ikke medfører en væsentlig påvirkning af kategori 3-natur med den konkrete ammoniakdeposition, der skal beregnes ud fra de tålegrænser, der er fastlagt for de forskellige naturtyper.
Som led i sin efterprøvelse af, at miljøgodkendelsen er i overensstemmelse med det gældende BAT-krav, redegør nævnet for de beregningsforudsætninger, der efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 21, stk. 2, jf. § 25, stk. 2 og 3 skal anvendes ved stillingtagen til den maksimale samlede ammoniakemission. Nævnet fremhæver, at kravet omfatter hele husdyrbruget, og at der ved beregningen af bidraget fra de enkelte staldafsnit skal sondres mellem nye afsnit, henholdsvis eksisterende afsnit. Produktionsarealet for de afsnit, der er omfattet af den i 2011 meddelte miljøtilladelse, skal indgå i BAT-beregningerne efter de kriterier, der er opstillet for eksisterende afsnit. Efter at have foretaget en selvstændig beregning i husdyrgodkendelse.dk fastslår nævnet, at det er enigt med kommunen i, at den miljøgodkendte produktion er i overensstemmelse med BAT-kravet. Nævnet foretager imidlertid samtidig en justering af fem vilkår, dels for at sikre, at beregningsforudsætningerne og den forudsatte ammoniakreducerende effekt af de valgte teknologier fastholdes, dels for at kunne sikre, at den forudsatte lugtreducerende effekt af de valgte teknologier kan opnås. Endelig ophæves et vilkår som unødvendigt.
Nævnet efterprøver herefter, om kommunen har foretaget den i bekendtgørelsens § 39, stk. 1, nr. 2, foreskrevne vurdering af, om det miljøgodkendte anlæg indebærer væsentlige virkninger på miljøet, herunder på den kategori 3-natur, som er relevant. Det vurderes, om kommunen har sikret, at IE-husdyrbruget indrettes og drives i overensstemmelse med kravene i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 40, nr. 1-6. Endelig vurderes det, om der er indføjet de godkendelsesvilkår, der er foreskrevet i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 39, 40 og 41, stk. 1. Det understreges i den forbindelse af nævnet, at beskyttelsesniveauet for kategori 3-natur i forhold til BAT-krav og den maksimale deposition af ammoniak, der er fastlagt i bekendtgørelsen – herunder bekendtgørelsens § 29 – skal kunne overholdes. Som et retligt bindende fortolkningsbidrag henviser nævnet til, at ammoniakdeposition ikke må være i strid med det beskyttelsesniveau, der er fastlagt gennem nævnets praksis ved stillingtagen efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, jf. § 3 til, om den samlede ammoniakdeposition vil kunne indebære en tilstandsændring. Nævnet gennemgår de forskellige nærliggende kategori 3-naturområder og de relevante tålegrænseintervallet, og det konkluderer, at den meddelte miljøgodkendelse ikke vil medføre en væsentlig virkning på områderne, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 24, stk. 1, jf. stk. 2. Der skal derfor ikke fastsættes vilkår, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 29, til den maksimale merdeposition af ammoniak fra husdyrbruget. Den påklagede miljøgodkendelse stadfæstes med ændringer af fem BAT-vilkår.
Fodnoter