Alle titler

Viser 1 - 10 af 5,518 resultater for

Kendelser om Fast Ejendom x
  • Type: Artikel x
  • Adgangstype: Alt indhold x
  • Søgeniveau: Indholdsniveau (Kapitler/Artikler) x
  • Arkiv: Aktuelt x
Nulstil alt Tilpas søgning
Ingen adgang

KFE 2023.974 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 3. maj 2023)

Fortolkning af husdyrbruglovens § 4 a – klage fra lokal forening – forholdet til miljøvurderingsloven – kommunens oplysning om ikke-screeningspligt – fejlagtige oplysninger om klageadgang iht. husdyrbruglovens § 4 a – ikke forvaltningsafgørelse – afvisning af realitetsbehandling

Denne sag vedrører en klage, som en lokal forening har indgivet til Miljø- og Fødevareklagenævnet over en beslutning, som kommunen har orienteret foreningen om vedrørende ikke-screeningspligt ved etablering af en gyllebeholder. Det fremgik af den påklagede beslutning, at kommunen fejlagtigt oplyser forening om, at der er truffet en afgørelse med hjemmel i husdyrbruglovens § 4 a, og at afgørelsen kan indbringes for Miljø- og Fødevareklagenævnet. Den indbragte klage afvises af nævnet med henvisning til, at husdyrbruglovens § 4 a ikke er en bestemmelse, der udgør hjemmel til at træffe konkrete forvaltningsretlige afgørelser. Nævnet forklarer, at § 4 a er en bestemmelse, der blot oplyser om, at miljøvurderingsloven ikke finder anvendelse, når der er tale om et projekt eller en del af et projekt, der er omfattet af husdyrbrugloven eller af de regler, der er udstedt med hjemmel i husdyrbrugloven. At kommunen fejlagtigt har informeret foreningen om, at den af kommunen trufne beslutning kan indbringes for nævnet, ændrer ikke på, at nævnet ikke har en kompetence til at foretage en efterprøvelse af kommunens beslutning.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 23/01649.

2

. Vedrørende det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb, der er afgørende for, om der foreligger en beslutning, der kan efterprøves af nævnet, se Niels Fenger ”Sag – afgørelse – part” i Niels Fenger (red.) ”Forvaltningsret”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2018, side 76 ff.

Ingen adgang

KFE 2023.967 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. april 2023)

Afslag på råstofindvinding, jf. råstoflovens § 7, stk. 1 – adressatklage – tidligere molergrav – ændret råstofplan – anmeldte rettigheder, jf. råstoflovens § 52 a – forlængelse af anmeldelsens gyldighed, jf. råstoflovens § 52 a, stk. 2 – ”ret til indvinding” – indrettelseshensyn – samfundsmæssige hensyn – ekspropriationserstatning ved afslag – interesseafvejning, jf. råstoflovens § 3 – forholdet til kommuneplanlægning – ophævelse af afslag – hjemvisning

Denne sag vedrører en adressatklage, der er indgivet over det afslag, som Nordjyllands Regionsråd meddelte på en ansøgning om indvinding af moler i et eksisterende graveområde. Regionen havde afslået det ansøgte med henvisning til, at der ikke var et behov for det moler, som ansøgeren ville indvinde, idet der allerede blev foretaget indvinding af moler i tre andre graveområder. Afslaget blev endvidere begrundet med, at indvindingen ville have en negativ indvirkning på områder, hvor der var nogle geologiske og landskabsmæssige interesser. Det blev af regionen oplyst, at en tilladelse til den ansøgte indvinding kunne reducere regionens mulighed for at opnå den UNESCO-anerkendelse af områdets naturværdier, som der ellers var udsigt til at opnå. Klageren anførte bl.a., at regionen havde varetaget usaglige hensyn. Det fremgår af nævnets oplysninger, at den i sagen ansøgte tilladelse til råstofindvinding vedrørte et areal, som delvist var omfattet af anmeldte rettigheder for indvinding af moler, der i 2003 med hjemmel i råstoflovens § 52 a, stk. 2, var blevet forlænget til den 1. juli 2028. Bestemmelsen, der var blevet indføjet i loven i 2002, forlængede de indvindingsrettigheder, der kunne støttes på råstofloven fra 1972, med 25 år, hvis rettighederne til indvinding vedrørte andre råstoffer end sand, grus og sten, og hvis rettighedsindehaveren havde anmeldt sin interesse i at opnå den særlig status. Miljø- og Fødevareklagenævnet underkendte regionsrådets afgørelse. I nævnets stillingtagen til klagen indgår det, at klageren havde indsendt sin ansøgning om indvinding af moler i det område, hvor den pågældende havde opnået rettigheder til at indvinde, jf. råstoflovens § 52 a, stk. 2. Med henvisning til råstoflovens § 52 a, stk. 2, fastslog nævnet på det grundlag, at den af ansøgeren i 2003 foretagne anmeldelse indebar, at regionen kun kunne meddele et afslag, hvis rådet kunne dokumentere, at afslaget var begrundet i nogle særlige samfundsmæssige interesser. Nævnet oplyste, at et evt. afslag ville kunne blive betragtet som ekspropriation, der begrundede et krav på erstatning. Det var nævnets vurdering, at regionen ikke ved den foretagne vurdering af det ansøgte havde godtgjort, at der forelå samfundsmæssige hensyn af betydelig vægt, som skulle gå forud for den anmeldte ret til indvinding af moler, jf. råstoflovens § 7, stk. 1. Nævnet bemærkede, at der både efter ordlyden af § 52 a, stk. 2, og forarbejderne til den oprindelige råstoflov fra 1972 samt forarbejderne til 2002-lovændringen var tale om en ”ret til indvinding”. I nævnets vurdering indgik endvidere en “molerrapport”, som var blevet til i et samarbejde mellem klageren og forskellige myndigheder. De af regionen påberåbte geologiske og landskabelige interesser fandt nævnet ikke kunne betragtes som tilstrækkeligt tungtvejende, idet nævnet bl.a. henviste til den af regionen i 2016 udarbejdede råstofplan. Nævnet bemærkede endvidere, at de tidligere i området foretagne råstofindvindinger skulle inddrages ved afvejningen af de i råstoflovens § 3 nævnte interesser. Nævnet konkluderede, at regionen ikke havde foretaget den i råstoflovens § 3, jf. § 52 a, forudsatte vurdering og afvejning af de modstående interesser, hvorfor det meddelte afslag blev ophævet, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling i regionen. Nævnet oplyste i den forbindelse, at de hensyn til geologiske og landskabsmæssige interesser, som regionen havde anført i afslaget, kunne varetages gennem indføjelse af vilkår i indvindingstilladelsen.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sag nr. 20/07700.

2

. Råstoflovens § 52 a, stk. 2, der blev indføjet i loven i 2002, har følgende ordlyd: ”En indehaver af en hidtil uudnyttet ret til indvinding af andre råstoffer end sand, grus og sten omfattet af en anmeldelse efter § 5, stk. 1, nr. 1-3, i lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet skal for at bevare retten til indvinding inden den 1. juli 2003 søge amtsrådet om tilladelse til indvinding efter § 7, stk. 1, eller meddele amtsrådet, at retten til indvinding ønskes bevaret. Herved forlænges retten til indvinding til 1. juli 2028.”

3

. I den højesteretsdom, der er trykt i U 2006.1539 H, fastslog et flertal (3 ud af 5 dommere) i en sag om afslag på en ansøgning om tørveindvinding til Pindstrup Mosebrug efter råstoflovens regler, at der ikke konkret var tale om ekspropriation.

4

. Nævnet accepterede hermed ikke regionsrådets begrundelse, hvorefter der i råstofplan 2016 var udlagt nye graveområder for moler, hvor indvinding ville have væsentligt mindre negative miljøkonsekvenser.

Ingen adgang

Hæfte 4.2023 - Indledende kommentarer

Ingen adgang

KFE 2023.1000 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 15. juni 2023 )

Svinebrug – miljøgodkendelse af udvidelse, jf. husdyrbruglovens § 16 a, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 3 – IE-husdyrbrug – opretholdelse af eksisterende miljøtilladt andeproduktion, jf. husdyrbruglovens § 16 b – NGO-klage – BAT-krav, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 25, stk. 1 – sondring ifm. BAT-beregning af nye, hhv. eksisterende produktion – ammoniakdeposition – merdepositionen ift. kategori 3-natur – de relevante tålegrænser for naturtyperne – overholdelse af naturbeskyttelseslovens § 3 – overholdelse af praksis efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, jf. § 3 – beregningsskemaet i husdyrgodkendelse.dk – stadfæstelse med vilkårsændringer

Denne sag vedrører en efterprøvelse af en miljøgodkendelse til at udvide en eksisterende i 2021 tilladt andeproduktion, hvor udvidelsen omfatter flere end 2.000 stipladser til fedesvin (over 30 kg), hvorfor godkendelsen er foretaget i overensstemmelse med de regler i husdyrbruglovens § 16 a, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 3, der gennemfører kravene i IE-direktivet. Sagen var indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet af Danmarks Naturfredningsforening. Med henvisning til § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslår nævnet, at den begrænser sin efterprøvelse til kun at vedrøre to væsentlige spørgsmål. Nævnet oplyser, at prøvelsen omfatter kommunens anvendelse af beregningsgrundlaget samt overholdelsen af BAT-kravet, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 25, stk. 1. I den forbindelse indgår også en stillingtagen til de BAT-vilkår, der er indføjet i miljøgodkendelsen med hjemmel i husdyrbruglovens § 27, stk. 2, og husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 41, stk. 1, nr. 2. Nævnet fastslår endvidere, at det efterprøver, om kommunen har sikret, at miljøgodkendelsen ikke medfører en væsentlig påvirkning af kategori 3-natur med den konkrete ammoniakdeposition, der skal beregnes ud fra de tålegrænser, der er fastlagt for de forskellige naturtyper.

Som led i sin efterprøvelse af, at miljøgodkendelsen er i overensstemmelse med det gældende BAT-krav, redegør nævnet for de beregningsforudsætninger, der efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 21, stk. 2, jf. § 25, stk. 2 og 3 skal anvendes ved stillingtagen til den maksimale samlede ammoniakemission. Nævnet fremhæver, at kravet omfatter hele husdyrbruget, og at der ved beregningen af bidraget fra de enkelte staldafsnit skal sondres mellem nye afsnit, henholdsvis eksisterende afsnit. Produktionsarealet for de afsnit, der er omfattet af den i 2011 meddelte miljøtilladelse, skal indgå i BAT-beregningerne efter de kriterier, der er opstillet for eksisterende afsnit. Efter at have foretaget en selvstændig beregning i husdyrgodkendelse.dk fastslår nævnet, at det er enigt med kommunen i, at den miljøgodkendte produktion er i overensstemmelse med BAT-kravet. Nævnet foretager imidlertid samtidig en justering af fem vilkår, dels for at sikre, at beregningsforudsætningerne og den forudsatte ammoniakreducerende effekt af de valgte teknologier fastholdes, dels for at kunne sikre, at den forudsatte lugtreducerende effekt af de valgte teknologier kan opnås. Endelig ophæves et vilkår som unødvendigt.

Nævnet efterprøver herefter, om kommunen har foretaget den i bekendtgørelsens § 39, stk. 1, nr. 2, foreskrevne vurdering af, om det miljøgodkendte anlæg indebærer væsentlige virkninger på miljøet, herunder på den kategori 3-natur, som er relevant. Det vurderes, om kommunen har sikret, at IE-husdyrbruget indrettes og drives i overensstemmelse med kravene i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 40, nr. 1-6. Endelig vurderes det, om der er indføjet de godkendelsesvilkår, der er foreskrevet i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 39, 40 og 41, stk. 1. Det understreges i den forbindelse af nævnet, at beskyttelsesniveauet for kategori 3-natur i forhold til BAT-krav og den maksimale deposition af ammoniak, der er fastlagt i bekendtgørelsen – herunder bekendtgørelsens § 29 – skal kunne overholdes. Som et retligt bindende fortolkningsbidrag henviser nævnet til, at ammoniakdeposition ikke må være i strid med det beskyttelsesniveau, der er fastlagt gennem nævnets praksis ved stillingtagen efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, jf. § 3 til, om den samlede ammoniakdeposition vil kunne indebære en tilstandsændring. Nævnet gennemgår de forskellige nærliggende kategori 3-naturområder og de relevante tålegrænseintervallet, og det konkluderer, at den meddelte miljøgodkendelse ikke vil medføre en væsentlig virkning på områderne, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 24, stk. 1, jf. stk. 2. Der skal derfor ikke fastsættes vilkår, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 29, til den maksimale merdeposition af ammoniak fra husdyrbruget. Den påklagede miljøgodkendelse stadfæstes med ændringer af fem BAT-vilkår.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 21/11178

2

. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner. Direktivet og dets implementering i dansk lovgivning er behandlet i Ellen Margrethe Basse ”Miljøgodkendelsesordninger, miljøkvalitetskrav og proces- og digitaliseringskrav”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2017. Der redegøres bl.a. i bogen for EU-Domstolens sag-C-585/10 Niels Møller mod Haderslev Kommune, der vedrører fortolkningen af direktivets bilag I, punkt 6.6. litra c, i forhold til, hvilke svind der er omfattet af den i punktet angivne tærskelværdi 30 kg.

3

. Bekendtgørelse nr. 443 af 26. april 2023 om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug afløste den 1. maj 2023 den tidligere bekendtgørelse nr. 2225 af 27. november 2021.

4

. Bekendtgørelsens § 25, stk. 1, fastslår: ”Ved godkendelse og tilladelse til etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug med en ammoniakemission på mere end 750 kg NH₃-N pr. år skal ammoniakemissionen fra husdyrbruget (stald og lager) reduceres til et niveau svarende til emissionen ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik (BAT).”

5

. Bekendtgørelsens § 41, stk. 1, pålægger kommunen at fastsætte vilkår på grundlag af den vurdering, der skal foretages efter lovens §§ 39 og 40, der sikrer, at husdyrbruget ikke vil have væsentlig virkning på miljøet. Der skal efter bekendtgørelsens § 41, stk. 1, nr. 2, indføjes vilkår vedrørende anvendelse af ammoniakreducerende virkemidler, hvis husdyrbruget vil medføre en ammoniakemission på mere end 750 kg NH₃-N pr. år.

6

. Nævnet oplyser i den forbindelse med henvisning til husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, pkt. A, nr. 2.1.2, jf. nr. 2.1.1, at eksisterende staldafsnit på husdyrbruget er de staldafsnit, som er lovligt bestående, og som ikke med ansøgningen om godkendelse eller tilladelse renoveres eller i øvrigt ændres på en måde, der kan sidestilles med etablering af nye staldafsnit (renovering), f.eks. ændringer i gulvprofil mv.

7

. Bekendtgørelsens § 39, stk. 1, fastslår, at kommunen skal vurdere, om den ansøgte etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbruget kan indebære væsentlig virkning på miljøet, herunder i forhold til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet, i forhold til navnlig nr. 2 ”natur med dens bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder, herunder områder, der er beskyttet mod tilstandsændringer eller fredet, udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde eller udpeget som særlig sårbart over for næringsstofpåvirkning.”

8

. Bekendtgørelsens § 40 har følgende ordlyd. ”Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om godkendelse af et IE-husdyrbrug desuden sikre sig, at husdyrbruget indrettes og drives på en sådan måde, at 1) der ud over iagttagelse af kravet i § 25 er truffet de nødvendige foranstaltninger for at forebygge og begrænse forurening ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik, 2) energi- og råvareforbruget udnyttes mest effektivt, 3) mulighederne for at substituere særligt skadelige eller betænkelige stoffer med mindre skadelige eller betænkelige stoffer er udnyttet, 4) produktionsprocesserne er optimeret, i det omfang det er muligt, 5) affaldshierarkiet, jf. § 6 b i lov om miljøbeskyttelse, iagttages, og 6) der, i det omfang forureningen ikke kan undgås, er anvendt bedste tilgængelige rensningsteknik.”

Ingen adgang

KFE 2023.1009 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. juni 2023)

Kvægbrug – miljøtilladelse, jf. husdyrbruglovens § 16 b – anmodning om genoptagelse – klageberettigelse, jf. husdyrbruglovens § 84, stk. 1, nr. 3 – lugtkonsekvenszonens relevans – afslag

Denne sag vedrører Miljø- og Fødevareklagenævnets stillingtagen til en anmodning om genoptagelse af en sag, i hvilken nævnet den 5. august 2022 traf afgørelse om at afvise at realitetsbehandle en naboklage over en miljøtilladelse til ændring og udvidelse af et kvægbrug. Nævnet havde afvist at realitetsbehandle klagen på grund af manglende klageberettigelse, idet afstanden mellem klagerens bolig lå uden for lugtkonsekvensområdet omkring kvægbruget, jf. husdyrbruglovens § 84, stk. 1, nr. 3. Nævnet afviste at imødekomme anmodningen om at genoptage sagen, idet det ikke af klageren var påvist, at der var begået fejl ved sagens behandling, ligesom der ikke var fremkommet nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning eller oplysninger om nye retlige forhold, der kunne begrunde en genoptagelse. Nævnet bemærkede, at det var i overensstemmelse med fast praksis og i overensstemmelse med den juridiske litteratur på miljøretsområdet, at en klagers klageberettigelse, der skal vurderes ud fra kriteriet "individuel, væsentlig interesse" generelt vurderes på baggrund af nærheden mellem klagerens bolig og den forurenende virksomhed. Det oplyses endvidere, at afstandskriteriet i de sager, der behandles efter husdyrbruglovgivningen, antages at være baseret på, hvordan den konkrete klagers bolig er beliggende i forhold til den afgrænsning, der foretages af konsekvensområdet for lugtemissionen.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 23/05494.

2

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 22/05702.

Ingen adgang

KFE 2023.1011 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. juni 2023)

Råstofplan for 2020-2031, jf. råstoflovens § 5 a – Natura 2000-områder – konsekvensvurdering, jf. habitatdirektivets artikel 6, stk. 3 og habitatbekendtgørelsens § 8, stk. 7 – EU-Domstolens praksis – bilag IV-arter – grundvandsbeskyttelse – miljøkonsekvensvurdering – udtømmende opregning af relevante hensyn i § 3 – mangelfuld interesseafvejning – trafikale hensyn er usaglige – konflikter om arealanvendelse – uklare retningslinjer, jf. råstoflovens § 5 a, stk. 2 – råstofvejledningen – lovbemærkninger vedr. retningslinjer – legalitetsprincippet – efterprøvelse af retlige spørgsmål, jf. råstoflovens § 13, stk. 1, 2. pkt., smh.m. § 5 a – hjemvisning af råstofplanen til fornyet behandling

Denne sag vedrører en klage over en råstofplan, der er udarbejdet for perioden 2020-2031, der kan have konsekvenser for de nærliggende Natura 2000-områder og den overordnede Natura 2000-planlægning. Der er tale om en række klager, hvori der påberåbes mangler, der vedrører såvel den konkrete beslutningsproces som indholdet af den vedtagne plan. Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænser den konkrete klagebehandling til at vedrøre klagen over én af de retningslinjer, der indgik i planen (retningslinje 3) og planens konsekvenser for nærliggende Natura 2000-områder, herunder de af regionen formulerede forudsætninger for udlæg af graveområder, jf. herved § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Nævnet fastslår, at der mangler hjemmel i råstofloven til at vedtage retningslinjer, der er begrundet i trafikmæssige forhold, som vil have betydning ved regionens efterfølgende stillingtagen til en ansøgning efter råstoflovens § 7, stk. 1, jf. § 3. Det fastslås af nævnet, at råstofplanen ikke kan vedtages, uden at der foretages en habitatvurdering af den mulige påvirkning, som en råstofindvinding, der foretages i overensstemmelse med råstofplanen, vil kunne have på de nærliggende Natur 2000-områder, jf. råstoflovens § 5 a og habitatbekendtgørelsens § 8, stk. 7. Nævnet redegør i den forbindelse for den restriktive praksis, der er fastlagt af EU-Domstolen, og konstaterer, at den vurdering, der i forbindelse med udarbejdelsen af råstofplanen er foretaget af, om udvidelsen af et af de udpegede graveområder vil kunne påvirke hydrologien i Natura 2000-området, er baseret på forudsætninger om, at der vil kunne foretages afhjælpende foranstaltninger til beskyttelse af Natura 2000-området. Nævnet bemærker hertil, at afhjælpende foranstaltninger ikke kan tages i betragtning ved selve væsentlighedsvurderingen af råstofplanen, men i stedet kan indgå som led i en nærmere konsekvensvurdering af planens påvirkning. Da en væsentlig påvirkning således ikke kan foretages på et objektivt grundlag, uden inddragelse af afhjælpende foranstaltninger, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af planen efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Denne konsekvensvurdering skal baseres på den bedst tilgængelige videnskabelige viden, og enhver rimelig tvivl om, at planen vil have skadelige virkninger for Natura 2000-områdets integritet, skal kunne udelukkes. Det krav opfyldte den påklagede råstofplan ikke. Den vedtagne råstofplan blev derfor ophævet som ugyldig, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling i regionen. Nævnet vejledte regionen om, at den ved den fornyede forberedelse af en råstofplan skulle foretage yderligere habitatvurderinger af de nærliggende Natura 2000-områder. Det fremhæves af nævnet, at det følger af råstoflovens § 5, stk. 3, at en råstofplan ikke må stride mod de for området vedtagne Natura 2000-planer, ligesom det følger af habitatbekendtgørelsens § 5, stk. 1, at der i Natura 2000-områder ikke må udlægges nye områder til råstofindvinding.

Fodnoter

1

. Nævnets sagsnr.: 21/04620, 21/04622, 21/04623, 21/04624, 21/04626, 21/04630 og 21/10909.

2

. Vedrørende Natura 2000-planlægningen for 2022-2027, se Miljøstyrelsens hjemmeside. https://mst.dk/erhverv/rig-natur/naturindsatser/natura-2000/natura-2000-planlaegning-2022-2027 (besøgt den 9. februar 2024).

3

. Regionen fremsender efterfølgende en anmodning om, at Miljø- og Fødevareklagenævnet genoptager sagen til fornyet behandling, idet regionen mener, at den af nævnet trufne hjemvisningsafgørelse lider af en række mangler. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser anmodningen med en afgørelse, der blev truffet den 9. november 2023. Afgørelsen, der har samme sagsnumre som hjemvisningsafgørelsen, er medtaget i dette hæfte.

Ingen adgang

KFE 2023.1023 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. juli 2023)

Råstofplan for 2020-2031, jf. råstoflovens § 5 a – efterbehandlingsvilkår indføjet i planens retningslinjer – grundvandsbeskyttelse – usaglige hensyn – konflikter om arealanvendelse – uhjemlet retningslinje, jf. råstoflovens § 5 a, stk. 2 – specialitetsprincippet – efterprøvelse af retlige spørgsmål, jf. råstoflovens § 13, stk. 1, 2. pkt. smh.m. § 5 a – ophævelse af retningslinje i råstofplanen

Denne sag vedrører en klage over en vedtaget råstofplan, hvor klagen er indgivet af en råstofindvindingsvirksomhed, der er utilfreds med et efterbehandlingsvilkår, der er angivet i en retningslinje. Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslår, at regionen ikke har hjemmel i råstoflovens § 5 a, stk. 2 til som sket i råstofplanen at indføje retningslinjer om, at der i områder, hvor grundvandsforekomsten vurderes at være sårbar, skal foretages en efterbehandling til naturformål, fritidsformål, solcelleanlæg, ekstensivt landbrug eller skovbrug uden brug af sprøjtemidler eller gødningsstoffer. En sådan regulering af den fremtidige arealanvendelse skal foretages af kommunen i de fysiske planer (kommune- og lokalplan) med hjemmel i planloven. Det fremhæves af nævnet, at regionen i forbindelse med behandling af en ansøgning om tilladelse til erhvervsmæssig indvinding af råstoffer efter råstoflovens §§ 7 og 10, bl.a. skal varetage hensynet til vandforsyningsinteresser, når den foretager en samlet afvejning af hensynene i råstoflovens § 3. Nævnet bemærker desuden, at regionen i den forbindelse skal fastsætte vilkår om efterbehandling af arealet med henblik på at begrænse miljømæssige gener og forebygge forurening af grundvandet og jorden, jf. råstoflovens § 10, stk. 1, nr. 1, samt at regionen i den forbindelse skal høre kommunen herom, jf. råstoflovens § 10 a. De hensyn, der ligger bag den ugyldige retningslinje, skal derfor varetages af regionen i forbindelse med meddelelse af de enkelte indvindingstilladelser i form af en konkret vurdering og konkrete vilkår i stedet for som generelle retningslinjer. Den påklagede retningslinje annulleres.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 21/08590.

Ingen adgang

KFE 2023.1028 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. juli 2023)

Råstofindvinding på havet, jf. råstoflovens § 20, stk. 1, 2. pkt. – klage fra erhvervsorganisation – Havplanens udpegning af råstofindvindingsområde –screeningsafgørelse – miljøkonsekvensvurdering, jf. miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 2, litra c – Miljø- og Fødevareklagenævnets snævre kompetence efter råstoflovens § 26, stk. 2 – risiko for iltsvind – ikke-god kemisk tilstand – ikke relevant om fiskeriet er presset – stadfæstelse af tilladelse

Denne sag vedrører en klage over en tilladelse til at foretage en råstofindvinding på havet. Sagen blev forelagt nævnet af en erhvervsorganisation, der repræsenterer fiskeriets interesser, som var utilfreds dels med, at der ikke var foretaget en miljøkonsekvensvurdering, dels var utilfreds med de negative konsekvenser, som en indvindingstilladelse kunne få for vandets kvalitet og for fiskeriet. Det relevante havområde var i havplanen udlagt som udviklingsområde til indvinding af råstoffer. Miljø- og Fødevareklagenævnet tiltræder Miljøstyrelsens vurdering af, at der ikke er tale om et projekt, der forudsætter gennemførelse af en miljøvurdering og udarbejdelse af en § 25-tilladelse efter miljøvurderingsloven. Nævnet foretager herefter en oplysning af de begrænsninger, der er fastlagt for nævnets efterprøvelse af tilladelser, der meddeles til råstofindvinding på havet. Det fastslås, at nævnet kun er klageinstans efter råstoflovens § 26, stk. 2 ift. til de afgørelser, der træffes efter råstoflovens § 20, stk. 2, og § 21, stk. 2, nr. 1, for så vidt angår vilkår til beskyttelse af kulturarv, natur og miljø. Derimod finder nævnet ikke, at det har kompetence til at behandle klagepunkter om, at råstofindvindingen kan have negative konsekvenser for fiskeriet. Nævnet finder i øvrigt ikke grundlag for at antage, at råstofindvindingen vil have negative konsekvenser i form af iltsvind i området. Den indgivne klage imødekommes derfor ikke.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 21/10822.

Ingen adgang

KFE 2023.1035 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 9. november 2023)

Råstofplan for 2020-2031, jf. råstoflovens § 5 a – anmodning om genoptagelse – principiel sag, jf. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8 – problematisering af formandskompetence – inkompetence – ”væsentlig forhold”, jf. nævnslovens § 12, stk. 1 – proportionalitetsbetragtninger ift. hjemvisning – afsluttet råstofindvinding – afvisning af anmodningen

Denne sag vedrører regionens anmodning om, at Miljø- og Fødevareklagenævnet skulle genoptage den afgørelse, som nævnet traf den 23. juni 2023 om hjemvisning af råstofplanen for 2020-2031. Regionen anførte som begrundelse for den fremsatte anmodning, at nævnets afgørelse, der efter regionens opfattelse vedrørte en sag af stor og principiel betydning, ikke kunne træffes som en formandsafgørelse efter lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 8, men derimod skulle behandles af nævnet med en sammensætning med lægdommere, jf. råstoflovens § 26, stk. 1 smh.m. lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 3, stk. 1, nr. 1-6. Den påstand vedrørende formandens inkompetence støttede regionen på, at afgørelsen i den sag, som formanden havde afsluttet med en hjemvisning af hele råstofplanen til fornyet behandling i regionen, ikke indeholdt en stillingtagen til det af regionen anførte om, at der ikke skulle foretages en miljøkonsekvensvurdering af de delområder i råstofplanen, som var udlagt før miljøvurderingslovens ikrafttræden. Regionen henviste til, at det graveområde, som nævnet med den trufne formandsafgørelse havde fastslået skulle underkastes en ny miljøvurdering, konkret var afsluttet på det tidspunkt, hvor nævnet traf sin afgørelse, hvorfor det ikke gav mening at forudsætte, at området skulle indgå i den revurderede råstofplan. Sagen var derfor efter regionens opfattelse blevet beskåret på en ikke acceptabel måde. Desuden anførte regionen, at hjemvisningsafgørelsen i sig selv var af større (økonomisk) betydning for samfundet. Regionen anførte endvidere, at hjemvisningsafgørelsen var i strid med de proportionalitetsbetragtninger, der er udtrykt i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 12, stk. 1, idet nævnet efter lovbemærkningerne – hvor det er muligt – skal træffe realitetsafgørelser, der indeholder ændringer af den påklagede afgørelse, eller alternativt kun skal foretage en delvis hjemvisning. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste regionens anmodning om at genoptage den hjemviste sag. Nævnet fastslog, at afgørelsen blev truffet ud fra de oplysninger, der indgik i sagen, og at det ikke var relevant, at regionen, efter at nævnets afgørelse var blevet truffet, kunne oplyse, at det pågældende graveområde var afsluttet og efterbehandlet. Det var endvidere i overensstemmelse med lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, at nævnet havde begrænset efterprøvelsen til at vedrøre en enkelt retningslinje. Nævnet afviste endvidere, at det havde været i strid med lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8, at afgørelsen var truffet som en formandsafgørelse uden deltagelse af nævnsmedlemmer. At det var hele råstofplanen, der blev ophævet med nævnets afgørelse, var endvidere helt i overensstemmelse med råstofloven, idet råstofplanen skal vurderes som én samlet helhed, der er formuleret af regionen ud fra den i råstoflovens § 3 foreskrevne interesseafvejning. Nævnet oplyste, at der ikke i råstofloven er hjemmel til at begrænse en underkendelse til kun at vedrøre en del af råstofplanen. Hjemvisningen var begrundet i den væsentlige retlige mangel, der forelå i form af en tilsidesættelse af EU’s krav til beskyttelsen af Natura 2000-områder, og en sådan reaktion var proportional. Nævnet fortolkede i øvrigt lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 12, stk. 1 som en bestemmelse, der fastslår, at når en sag undtagelsesvis hjemvises, skal nævnet redegøre for de overvejelser, der har ført til hjemvisningen.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 23/10098.

2

. Nævnets note: Sagsnr.: 21/04620, 21/04622, 21/04623, 21/04624, 21/04626, 21/04630 og 21/10909.

3

. Miljø- og Fødevareklagenævnet traf en tilsvarende afgørelse om at afslå en anmodning fra samme region den 20. december 2023 vedrørende de samme sagsnumre. Nævnets sagsoplysning og afgørelse er helt enslydende med den her refererede.

Ingen adgang

KFE 2023.1041 (Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 24. november 2023)

Kvægbrug – miljøtilladelse, jf. husdyrbruglovens § 16 b – naboklager – fejl ift. BAT-kravet – fejl ift. ammoniakemission – etablering af ny gyllebeholder – tilknytningskravet ift. ny bebyggelse, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 23, stk. 1 – “særlig begrundelse” forudsat – mangelfuld begrundelse – ugyldighed – ophævelse af tilladelse – hjemvisning

Denne sag vedrører en miljøtilladelse til at etablere et kvægbrug i eksisterende bygninger, jf. husdyrbruglovens § 16 b, stk. 1, der er indbragt af naboerne til det godkendte anlæg. Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænser sin efterprøvelse med henvisning til § 11, stk. 2 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet til klagepunktet vedrørende projektets påvirkning på områdets landskabelige værdier. Nævnet oplyser, at kommunen efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 39, stk. 1, nr. 1, skal vurdere, om det ansøgte kan indebære en væsentlig virkning på miljøet, herunder i forhold til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet, i forhold til bl.a. de landskabelige værdier, og at der efter husdyrbruglovens § 27, stk. 1, skal indføjes vilkår om husdyrbrugets indretning og drift m.v. Med hensyn til lokalisering af ny bebyggelse – i den konkrete sag etablering af en ny gyllebeholder – henvises der til, at det følger af bekendtgørelsens § 23, stk. 1, at gyllebeholdere skal placeres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, medmindre der kan oplyses en særlig begrundelse for en større afstand. Nævnet er ikke enig med kommunen i, at denne betingelse er opfyldt. Det støtter nævnet på en beregning af afstanden, der er foretaget i det elektroniske ansøgningssystem husdyrgodkendelse.dk. Nævnet lægger vægt på, at afstanden mellem gyllebeholderen og ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer er 29 m, og at beholderen dermed ikke umiddelbart opleves som havende tilknytning til den eksisterende bebyggelse, bl.a. henset til terrænet og landskabet i øvrigt. Den manglende begrundelse for at gyllebeholderen ikke placeres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 23, stk. 1 og 2, er en væsentlig retlig mangel, der fører til afgørelsens ugyldighed. Nævnet fremhæver, at det ville være en ”særlig begrundelse” efter den nævnte bestemmelse, hvis kommunen kunne oplyse, at en lokalisering af gyllebeholderren i tilknytning til de eksisterende bygninger ville resultere i overskridelser af lugtgenekriterierne eller stride mod beskyttelse af kategori 1, 2 eller 3-områder. Miljøtilladelsen ophæves, og sagen hjemvises til fornyet vurdering i kommunen.

Fodnoter

1

. Miljø- og Fødevareklagenævnets sagsnr. 22/09418.