Alle titler

Naturnationalpark – screeningafgørelse – Natura 2000-område – væsentlighedsvurdering – plan i miljøvurderingslovens forstand

Efter ansøgning fra Naturstyrelsen meddelte Miljøstyrelsen den 1. august 2022 tilladelse til etablering af Naturnationalpark Fussingø. Naturnationalparken ville bl.a. omfatte etablering af hegn omkring naturnationalparken, biodiversitetsfremmende tiltag, genretning af naturlig hydrologi, udsætning af store planteædende pattedyr og etablering af friluftsfaciliteter, herunder stier. Området skulle etableres i et Natura 2000-område, og Naturstyrelsen havde udarbejdet en væsentlighedsvurdering på 224 sider i forhold til naturnationalparkens påvirkning af Natura 2000-området, jf. habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1. Miljøstyrelsen havde i forbindelse med tilladelsen truffet afgørelse om, at naturnationalparken ikke ville have en væsentlig påvirkning på miljøet, hvorfor etableringen ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse. Miljøstyrelsens afgørelse om miljøvurdering blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af foreningen Fri Natur og nogle naboer, som bl.a. gjorde gældende, at screeningsafgørelsen og væsentlighedsvurderingen havde et sådant omfang, at projektet krævede § 25-tilladelse, og at projektet tillige havde karakter af en plan, som skulle miljøvurderes. Et flertal i nævnet (5-2) fandt, at Miljøstyrelsen i tilstrækkeligt omfang havde sikret sig, at projektet ikke kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at naturtyper og arter i Natura 2000-området ikke blev påvirket væsentligt. Flertallet lagde bl.a. vægt på, at væsentlighedsvurderingen indeholdt en gennemgang af de forskellige arter i Natura 2000-området, og hvordan disse arter blev påvirket af såvel delementerne i projektet som projektet som helhed. Flertallet bemærkede, at der ikke var særlige krav til omfanget af hverken en screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 eller en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsen, men at det er indholdet, som er afgørende for om, der er pligt til at udarbejde henholdsvis en miljøkonsekvensrapport og habitatkonsekvensvurdering. Et flertal i nævnet (6-1) fandt ligeledes, at hensyn såsom øvrig natur, visuel påvirkning, kulturarv, rekreative interesser, trafik, okker og klima ikke udløste krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse. Derudover fandt nævnet, at projektet ikke havde karakter af en plan. Nævnet fandt, at der var tale om et konkret projekt, omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 10 g, og således omfattet af miljøvurderingslovens § 21. Projektet var dermed ikke omfattet af miljøvurderingslovens § 8.

Siden Miljø- og Fødevareklagenævnet i februar 2023 ophævede og hjemviste den af Horsens Kommune meddelte VVM-tilladelse til etablering af en omfartsvej med overløb til Bygholm Å, har der været fokus på, hvordan myndighederne skal forholde sig til ansøgninger om udledning af vand. Nævnets afgørelse var begrundet med, at vandet i overløbet ville indeholde kobber, og at indholdet af kobber i åen, som vandet fra overløbet skulle udledes til, allerede var for højt. En sådan udledning ville være i strid med den forpligtelse, der følger af vandrammedirektivets forbud mod forringelse af vandkvaliteten i Bygholm Å, samt forpligtelsen til at opfylde den miljømålsætning om god tilstand, der var fastlagt for vandløbet. Afgørelsen, der var støttet på EU-Domstolens fortolkning af forringelsesbegrebet i vandrammedirektivet, bidrog til, at Miljøministeriet foretog en præcisering af dets vejledninger om forringelsesbegrebets betydning i forhold til overfladevand. Præciseringen er dog ikke resulteret i, at der er opnået enighed om, hvordan de danske myndigheder skal anvende og respektere forbuddet mod forringelse. Da nævnsafgørelsen og ministeriets præciseringer i vejledningerne alene vedrører forringelsesbegrebets betydning i forhold til overfladevand, er usikkerheden i forhold til dets betydning i forhold til grundvand særlig stor.

Med artiklen ønsker vi derfor at besvare spørgsmålet: Hvordan skal forringelsesbegrebet forstås og anvendes, når myndighederne skal vurdere projektansøgninger, der indebærer en påvirkning eller afledning af vand til grundvandet, der indeholder forurenende stoffer? I artiklen foretages der en fortolkning af de mange regler, der er relevante på EU- og nationalt niveau, når der er tale om beskyttelse af grundvandet imod forurenende stoffer. Der ses også på de yderligere beskyttelseskrav, der er tale om, når grundvandet indvindes til brug i drikkevandsforsyningen. Den sparsomme praksis, der foreligger om forringelsesbegrebets betydning i forhold til grundvand, inddrages for at kvalificere det fortolkningsbidrag, som artiklen indeholder.

Appel – udarbejdelse af en liste over stoffer, der skal godkendes – forordning (EF) nr. 1907/2006 – bilag XIV – liste over stoffer, der er identificeret med henblik på senere at blive optaget i bilag XIV – ajourføring af opførelsen af stoffet bisphenol A som et »særligt problematisk stof««

En sammenslutning af Europæiske plastproducenter, PLasticsEurope, havde anlagt sag mod det Europæiske Kemikalieagenturs (ECHA) klassificering af bisphenol A som et hormonforstyrrende stof. Klassificeringen skete på baggrund af en indstilling fra de tyske myndigheder i overensstemmelse med REACH-forordningens artikel 59, stk. 3. PlasticsEurope anlagde annullationssøgsmål ved Retten, som dog frifandt ECHA, hvorefter PlasticsEurope ankede afgørelsen til Domstolen. Ved Domstolen gjorde PlasticsEurope bl.a. gældende, at Rettens efterprøvelse var mangelfuld i forhold til ECHA’s anvendelse af videnskabelige oplysninger samt anvendelsen af forsigtighedsprincippet. PlasticsEurope gjorde derudover gældende, at ECHA’s manglende inddragelse af pålidelige og relevante studier, der modsagde agenturets egen afgørelse, og at ECHA’s inddragelse af studier, der havde en svag grad af pålidelighed, burde havde medført annullation. Domstolen fandt, at Retten ikke havde tilsidesat den retlige prøvelse af ECHA’s afgørelse, idet at Retten rent faktisk havde vurderet, om ECHA havde set bort fra relevante oplysninger fra pålidelige studier. Domstolen fandt desuden, at retten ikke havde begået fejl ved at fastlægge, at ECHA kunne tage hensyn til studier med en svag grad af pålidelighed, navnlig når deres grad af pålidelighed blev taget i betragtning ved den samlede vægtning af beviserne, således at de mest pålidelige studier blev tillagt afgørende betydning. I forhold til anvendelsen af forsigtighedsprincippet fandt Domstolen, henset til usikkerhederne i forbindelse med fastsættelsen af et sikkert eksponeringsniveau for bisphenol A, at Retten korrekt havde fundet, at ECHA’s afgørelse kunne begrundes med forsigtighedsprincippet. Her lagde Domstolen afgørende vægt på, at forsigtighedsprincippet indebærer, per definition, at der, når der er usikkerhed med hensyn til, om og i givet fald i hvilket omfang der er risiko for menneskers sundhed, kan træffes beskyttelsesforanstaltninger uden at afvente, at risikoen fuldt ud påvises. Appellen blev derved afvist.

Dommen kaster således lys på spørgsmålet om den praktiske anvendelighed af forsigtighedsprincippet – samt anvendelsen af videnskabelige studier og oplysninger i forsøget på at klarlægge farligheden af miljøskadelige produkter – og Domstolens villighed til at granske denne administrative afvejning. Domstolen fastslog således også, at den i forbindelse med en appel ikke har kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og principielt heller ikke til at bedømme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder.

Præjudiciel forelæggelse – miljø – luftkvalitet – direktiv 2008/50/EF – artikel 13 og 23 – grænseværdier med henblik på beskyttelse af menneskers sundhed – overskridelse – luftkvalitetsplan – direktiv 2010/75/EU – integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening – ajourføring af en godkendelse til at drive et varmekraftværk – emissionsgrænseværdier – artikel 15, stk. 4 – ansøgning om dispensation vedrørende fastsættelse af mindre strenge emissionsgrænseværdier – væsentlig forurening – artikel 18 – overholdelse af miljøkvalitetsnormer – den kompetente myndigheds forpligtelser«

Sagen omhandler adgangen for nationale myndigheder til at meddele dispensation for det industrielle emissionsdirektivs emissionsgrænseværdier, som fastsættes med baggrund i de såkaldte BAT (best available technique) konklusioner med henvisning til artikel 15, stk. 4. I sagen havde et større kraftvarmeværk i Bulgarien modtaget godkendelse fra de nationale myndigheder, hvorunder værkets afsvovlingsgrad undtagelsesvist blev sat lavere end graden fastsat i henhold til den gældende BAT konklusion, med henvisning til at et højere niveau ville have krævet betydelige investeringer fra den pågældende operatør. Godkendelsen blev anfægtet ved de nationale domstole i Bulgarien af to foreninger og en græsk statsborger. Sagsøgerne lagde i deres anbringender vægt på, at det område, hvori kraftvarmeværket var placeret, var dækket af en luftkvalitetsplan i henhold til direktiv 2008/50 om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg, netop på grund af at de lokale grænseværdier var overskredet for svovldioxid. På baggrund heraf forelagde den nationale domstol spørgsmål om sammenhængen mellem de to direktiver, bl.a. om den nationale myndighed skal undlade at fastsætte mindre strenge emissionsgrænseværdier jf. artikel 15, stk. 4, for luftforurenende stoffer fra et anlæg, hvis en sådan dispensation ville være i strid med de foranstaltninger, der er fastlagt i det relevante luftkvalitetsprogram. I sit svar lagde domstolen vægt på, at dispensationsgivende myndigheder skal sikre, at en dispensation ikke forårsager væsentlig forurening, og at der opnås et højt beskyttelsesniveau for miljøet som helhed, og at en dispensation nødvendigvis ikke skal gives blot med henvisning til at de generelle emissionsgrænseværdier medfører uforholdsmæssige høje omkostninger for operatøren. Resultatet heraf er, at der kan ikke gives dispensation på grundlag af artikel 15, stk. 4, i det industrielle emissionsdirektiv, hvis en sådan dispensation kan bidrage til overskridelse af de grænseværdier for luftkvaliteten, der er fastsat ved direktiv 2008/50. Domstolen lagde desuden også vægt på, at artikel 18 det industrielle emissionsdirektiv kræver, at hvor »miljøkvalitetsnormer« kræver strengere betingelser end dem, der kan opnås ved anvendelse af BAT, fastsættes der yderligere foranstaltninger i godkendelsen, uden at andre foranstaltninger, der kan træffes for at overholde miljøkvalitetsnormerne, berøres heraf. Luftkvalitetsnormerne i luftrammedirektivet udgør netop sådanne »miljøkvalitetsnormer«, hvilket medfører, at relevansen af luftkvalitetsnormerne følger direkte af artikel 18 i det industrielle emissionsdirektiv. Samlet set medfører dommen en oplagt kontinuitet og sammenhæng mellem de to direktiver.