Alle titler

Naturnationalpark – screeningafgørelse – Natura 2000-område – væsentlighedsvurdering – plan i miljøvurderingslovens forstand

Efter ansøgning fra Naturstyrelsen meddelte Miljøstyrelsen den 1. august 2022 tilladelse til etablering af Naturnationalpark Fussingø. Naturnationalparken ville bl.a. omfatte etablering af hegn omkring naturnationalparken, biodiversitetsfremmende tiltag, genretning af naturlig hydrologi, udsætning af store planteædende pattedyr og etablering af friluftsfaciliteter, herunder stier. Området skulle etableres i et Natura 2000-område, og Naturstyrelsen havde udarbejdet en væsentlighedsvurdering på 224 sider i forhold til naturnationalparkens påvirkning af Natura 2000-området, jf. habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1. Miljøstyrelsen havde i forbindelse med tilladelsen truffet afgørelse om, at naturnationalparken ikke ville have en væsentlig påvirkning på miljøet, hvorfor etableringen ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse. Miljøstyrelsens afgørelse om miljøvurdering blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af foreningen Fri Natur og nogle naboer, som bl.a. gjorde gældende, at screeningsafgørelsen og væsentlighedsvurderingen havde et sådant omfang, at projektet krævede § 25-tilladelse, og at projektet tillige havde karakter af en plan, som skulle miljøvurderes. Et flertal i nævnet (5-2) fandt, at Miljøstyrelsen i tilstrækkeligt omfang havde sikret sig, at projektet ikke kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at naturtyper og arter i Natura 2000-området ikke blev påvirket væsentligt. Flertallet lagde bl.a. vægt på, at væsentlighedsvurderingen indeholdt en gennemgang af de forskellige arter i Natura 2000-området, og hvordan disse arter blev påvirket af såvel delementerne i projektet som projektet som helhed. Flertallet bemærkede, at der ikke var særlige krav til omfanget af hverken en screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 eller en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsen, men at det er indholdet, som er afgørende for om, der er pligt til at udarbejde henholdsvis en miljøkonsekvensrapport og habitatkonsekvensvurdering. Et flertal i nævnet (6-1) fandt ligeledes, at hensyn såsom øvrig natur, visuel påvirkning, kulturarv, rekreative interesser, trafik, okker og klima ikke udløste krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse. Derudover fandt nævnet, at projektet ikke havde karakter af en plan. Nævnet fandt, at der var tale om et konkret projekt, omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 10 g, og således omfattet af miljøvurderingslovens § 21. Projektet var dermed ikke omfattet af miljøvurderingslovens § 8.

Plan i miljøvurderingslovens forstand – strategisk miljøvurdering – klimaplan – miljøvurderingslovens § 2 – miljøvurderingslovens § 8 – Miljø- og Fødevarenævnets kompetence

Viborg Kommune vedtog den 18. maj 2022 Klimaplan 2022-2050 for Viborg Kommune og besluttede i den forbindelse, at planen ikke var omfattet af krav om miljøvurdering. Det fremgik af klimaplanen, at den omhandlede grøn omstilling i Viborg Kommune, og planen opstillede en overordnet målsætning om, at kommunen skulle være klimaneutral inden år 2050. Klimaplanen fastsatte bl.a. mål om, at kommunen i 2030 skulle have reduceret udledning af drivhusgasser med 70 % i forhold til år 1990, ligesom mindst 70 % af kommunens energiforbrug skulle være dækket af vedvarende energi. Derudover fastsatte klimaplanen syv indsatsområder med konkrete handlinger for hvert indsatsområde. Planvedtagelsen blev af en række beboere i Viborg Kommune påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til, om klimaplanen var omfattet af miljøvurderingsloven. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt indledningsvist, at klimaplanen ikke var udarbejdet i henhold til lov, hvorfor nævnet var kompetent efter miljøvurderingslovens § 48, stk. 4. Nævnet lagde herefter til grund, at miljøvurderingslovens regler om miljøvurdering af planer og programmer efter § 2, stk. 1, litra a bl.a. finder anvendelse på planer og programmer, der fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelse til projekter eller medfører krav om vurdering af virkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde. Med henvisning til miljøvurderingslovens § 8, lovens forarbejder og EU-Kommissionens vejledning om SVM-direktivet fandt nævnet, at klimaplanen ikke var omfattet af miljøvurderingsloven, idet den ikke fastlagde rammer for fremtidige anlægstilladelse efter reglerne i miljøvurderingsloven eller medførte krav om en vurdering af virkningen på Natura 2000-områder. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klimaplanen alene fastsatte overordnede målsætninger for den grønne omstilling i Viborg Kommune uden at opstille præcise kriterier eller vilkår, som efter nævnets vurdering var af styrende og dominerende karakter for kommunens efterfølgende beslutninger om behandling af ansøgninger om anlægstilladelser. Nævnet lagde tillige vægt på, at klimaplanen ikke udpegede områder til placering af bestemte anlægsaktiviteter, og at den heller ikke indeholdt konkrete bestemmelser om udformning af anlæg, som en ansøger ville skulle opfylde, eller som ville være af afgørende betydning for meddelelse af en fremtidig anlægstilladelse til et projekt. Nævnet bemærkede ligeledes, at klimaplanen omfattede hele Viborg Kommune, og at planen ikke indeholdt stedspecifikke reguleringer. Det ændrede ikke nævnets vurdering, at klimaplanen angav, at der skulle etableres en energipark i kommunen. Miljø- og Fødevareklagenævnet kunne på denne baggrund ikke give klager medhold i klagen.

Afvisning – hensigtserklæring – plan i miljøvurderingslovens forstand – mangelfuld klagevejledning – myndigheder må indrømmes et vist råderum mht. hvilke oplysninger, der er nødvendige i miljørapporter – samlet miljøvurdering af flere planer

Erhvervsstyrelsen foretog en samlet miljøvurdering af 'Udspil om Hovedstaden 2030', der omfattede en række initiativer til styrkelse af hovedstadsområdet, og 'Fingerplan 2019'. Erhvervsstyrelsen offentliggjorde den 24. januar 2019 'Udspil om Hovedstaden 2030' og forslag til 'Fingerplan 2019'. Efter offentlig høring blev 'Fingerplan 2019' endeligt vedtaget ved udstedelsen af bekendtgørelse nr. 312 af 28. marts 2019 om hovedstadsområdets planlægning. Danmarks Naturfredningsforening påklagede 'Udspil om Hovedstaden 2030' og 'Fingerplan 2019' til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til tre forhold: (i) miljøvurdering af 'Udspil om Hovedstaden 2030', (ii) klagevejledning og (iii) miljøvurdering af 'Fingerplan 2019'. I forhold til miljøvurderingen af 'Udspil om Hovedstaden 2030' afviste nævnet at realitetsbehandle klagen med henvisning til sin praksis om, at nævnet ikke kan behandle en klage over en miljøvurdering, når planen ikke er endeligt vedtaget. Nævnet lagde herved vægt på, at udspillet blev offentliggjort uden en videre vedtagelsesproces, og at udspillet havde karakter af en hensigtserklæring. Nævnet bemærkede, at der ikke hermed blev taget stilling til, om udspillet var en plan i miljøvurderingslovens forstand. I forhold til klagevejledning fandt nævnet, at offentliggørelsen af den vedtagne 'Fingerplan 2019' var mangelfuld, da Erhvervsstyrelsen ikke havde givet en klagevejledning. Nævnet fandt dog ikke, at tilsidesættelsen af klagevejledningspligten førte til ugyldighed, da klager på trods af den manglende klagevejledning havde indgivet klagen rettidigt. I forhold til miljøvurdering af 'Fingerplan 2019' fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte miljøvurderingen af 'Fingerplan 2019'. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at der var tale om en overordnet plan, som skulle konkretiseres i kommuneplaner og lokalplaner, og at den ansvarlige myndighed må indrømmes et vist råderum ved vurderingen af, hvilke oplysninger det vil være nødvendigt at indhente til brug for en miljørapport, når der er tale om helt overordnet planlægning. Nævnet lagde endvidere til grund, at der ikke findes procedureregler i miljøvurderingsloven, som er til hinder for en samlet vurdering af to planer, så længe miljøvurderingen indeholder tilstrækkelige oplysninger til at vurdere den enkelte plans væsentligste indvirkninger på miljøet.

Afledning af overfladevand – uacceptabel påvirkning af vandkvalitet – ophævelse som følge af uaktualitet – midlertidig tilladelse til spildevandsudledning

Mariagerfjord Kommune meddelte den 7. september 2022 midlertidig tilladelse til afledning af overfladevand fra udendørs oplagsplads med træflis til offentlig regnvandskloak med efterfølgende udløb til Hodal Bæk. Tilladelsen blev udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3, jf. spildevandsbekendtgørelsens § 13, stk. 1. Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Under klagesagens behandling oplyste kommunen, at det var blevet vurderet, at udledningen ville medføre en uacceptabel påvirkning af vandkvaliteten i Hodal Bæk, og at kommunen den 1. februar 2023 havde meddelt en midlertidig tilladelse til at udlede og nedsive overfladevand fra oplagspladsen via en eksisterende vejgrøft, der samtidig ophævede den påklagede tilladelse af 7. september 2022. Nævnet ophævede kommunens tilladelse af 7. september som følge af uaktualitet og bemærkede, at der ikke med afgørelsen var taget stilling til kommunens tilladelse af 1. februar 2023.

Usædvanligt højt indhold af COD i spildevand – principper i BAT 11 – undersøgelsespåbud, jf. miljøbeskyttelseslovens § 72 – proportionalitet af undersøgelsesfrist- krav til klarhed og bestemthed

Aalborg Kommune traf den 27. september 2019 afgørelse om at aflede processpildevand og forurenet overfladevand fra oplagsplads hos en miljøgodkendt farmaceutvirksomhed til et fælles afløbssystem i kommunen. Afgørelsen blev udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3, § 30, stk. 1, og § 72, stk. 3. Afgørelsen indeholdt dels en tilladelse til at forøge mængden af spildevand, dels en revurdering af virksomhedens eksisterende tilslutningstilladelse, dels et undersøgelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 1, 2. pkt., og dels en ændring af eksisterende egenkontrol. Undersøgelsespåbuddet indebar, at virksomheden skulle undersøge muligheden for at nedbringe spildevandets indhold af COD fra hhv. 6.500 mg/l og 7.200 mg/l til 2.000-3.000 mg/l, ligesom undersøgelsen skulle ledsages af et økonomisk overslag over anlægs- og driftsomkostninger ved forrensning af spildevandet. Undersøgelsen skulle fremsendes med en frist på 4 måneder regnet fra tilladelsens meddelelse. Afgørelsen blev af virksomheden påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til fire forhold: (i) partshøring, (ii) grundlaget for undersøgelsespåbuddet, (iii) undersøgelsespåbuddets klarhed og bestemthed og (iv) fristen for den tekniske og økonomiske undersøgelse ifølge undersøgelsespåbuddet. I forhold til partshøring fandt nævnet, at kommunen havde foretaget en tilstrækkelig partshøring af virksomheden i henhold til forvaltningslovens § 19, og lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at virksomheden havde haft to afgørelsesudkast i høring, og at virksomheden således havde modtaget oplysninger om sagens faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for sagens afgørelse. I forhold til grundlaget for undersøgelsespåbuddet fandt nævnet, at virksomhedens spildevandsanlæg med overvejende sandsynlighed ikke fungerede miljømæssigt forsvarligt, og at der således kunne meddeles undersøgelsespåbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at det følger af BAT-konklusionen for spildevands- og luftrensning og styringssystemer i den kemiske sektor, BAT 11, at forbehandling af spildevand er nødvendigt for bl.a. at fjerne forbindelser, som ellers ville blive afgivet til luften fra opsamlingssystemet eller under slutbehandlingen, og som har andre negative virkninger som f.eks. korrosion af udstyret. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der var målt et usædvanligt højt indhold af COD i spildevandet i de foregående år, og at der var foretaget målinger, som påviste svovlbrinte på op til 125 og 165 ppm i gravitationsledningen nedstrøms virksomheden. I forhold til undersøgelsespåbuddets klarhed og bestemthed anførte nævnet, at kravet om klarhed og bestemthed ikke nødvendigvis indebar, at myndigheden på forhånd skulle fastlægge detaljerne i undersøgelsernes udførelse, men at en mere hensigtsmæssig fremgangsmåde ofte var, at målet med de krævede undersøgelser blev faslagt i påbuddet, således at påbudsadressaten fik valgfrihed med hensyn til udformning og metode for undersøgelserne. Nævnet fandt herefter, at påbuddet opfyldte de almindelige forvaltningsretlige krav om klarhed og bestemthed. I forhold til tidsfristen fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte den fastsatte frist på fire måneder og lagde navnlig vægt på, at der alene var tale om en undersøgelse af mulighederne, og at formålet med undersøgelsen var at forebygge et risikofyldt arbejdsmiljø for forsyningens medarbejdere samt korrosion af ledningsnettet, pumpestationer mv.

Revurdering af miljøgodkendelse – lempede støjvilkår – påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 1.

Miljøstyrelsen traf den 1. september 2021 afgørelse om revurdering af en miljøgodkendelse for en virksomhed med raffinaderi- og havneterminalaktiviteter, jf. miljøbeskyttelseslovens § 41. Afgørelsen indebar bl.a., at virksomhedens støjgrænser for et område blev lempet med 5 dB(A) i natperioden fra 43 dB(A) til 48 dB(A) i forhold til virksomhedens miljøgodkendelse fra 2012. Afgørelsen blev påklaget af Fredericia Kommune, en forening, der bestod af tre ejerforeninger, en byudvikler, som foretog byudvikling i området, og virksomheden. Miljø- og Fødevareklagenævnet afgrænsede sin prøvelse til, om der i miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 1, var hjemmel til ved påbud at lempe støjgrænser for virksomheden. Et flertal af nævnets medlemmer (4-1) fandt, at en lempelse af støjgrænserne ikke kan meddeles som et påbud i forbindelse med en revurdering efter miljøbeskyttelseslovens § 41, men at ændringen var godkendelsespligtig efter miljøbeskyttelseslovens 33. Nævnet fremhævede, at en revurdering af en miljøgodkendelse skal resultere i en afgørelse, hvor vilkårene i en miljøgodkendelse enten skærpes ved påbud eller fastholdes. Flertallet fandt på den baggrund, at afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel, og nævnet ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling i Miljøstyrelsen. Nævnet bemærkede i øvrigt, at Miljøstyrelsen ved fornyet behandling skulle sikre, at der forelå dokumentation, som sandsynliggjorde, at støjgrænserne i de fastsatte støjvilkår for raffinaderiet og havneterminalen kunne overholdes i alle relevante positioner. Nævnet konstaterede derudover, at Miljøstyrelsen i flere af støjvilkårene havde fastsat støjgrænser, hvor støjdokumentationen i flere beregningspunkter sandsynliggjorde, at de fastsatte støjgrænser kun kunne overholdes, såfremt ubestemtheden for beregningen inddrages. Et flertal af nævnets medlemmer (4 ud af 5) fandt i den forbindelse, at Miljøstyrelsen ved den fornyede behandling af sagen skulle fastsætte støjvilkår, hvor det var sandsynliggjort, at støjgrænserne kunne overholdes uden inddragelse af ubestemtheden.

Miljøgodkendelse til genbrugsplads – miljøbeskyttelseslovens § 33 – støj – støjbekendtgørelse – støj fra færdsel – støjbidrag fra truckkørsel – lysgener – miljøbeskyttelseslovens § 1 og § 2.

Kolding Kommune meddelte den 7. august 2019 miljøgodkendelse til udvidelse af åbningstider, øget drift og ombygning af en genbrugsplads efter miljøbeskyttelseslovens § 33. Det fremgik af den støjberegning, der lå til for kommunens afgørelse, at beregningen var foretaget for alle væsentlige støjkilder, men at støj fra truckkørsel og støj fra kørsel på til- og frakørselsvejen til genbrugspladsen ikke var medtaget i støjrapporten. Afgørelsen blev den 4. september 2019 påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af en nabo til genbrugspladsen, der bl.a. gjorde gældende, at beregningen af støj var mangelfuld, idet færdsel til og fra genbrugspladsen ikke var medtaget i støjrapporten, og at driften gav anledning til generende lysindfald. Nævnet bemærkede indledningsvist, at miljøbeskyttelseslovens forureningsbegreb ikke omfatter stråling, lys, elektromagnetiske felter eller lignede, jf. miljøbeskyttelseslovens § 1 og § 2, og tog herefter ikke stilling til klagen om lysindfald. I forhold til støj fra til- og frakørselsvejen konstaterede nævnet, at til- og frakørselsvejen – foruden at betjene genbrugspladsens brugere – tillige gav adgang for almindelig offentlig færdsel. Nævnet fandt på den baggrund, at til- og frakørselsvejen ikke skulle medregnes som en del af arealet for den miljøgodkendte virksomhed, og at det dermed var i overensstemmelse med nævnets praksis, at der ved beregningen af støjbelastningen fra genbrugspladsen ikke var inddraget støjbidrag forbundet med kørsel på til- og frakørselsvejen. I forhold til truckkørsel fandt nævnet, at truckkørsel ifølge støjrapporten fortsat ville forekomme på genbrugspladsen i et omfang af ca. 15 minutter om dagen. Nævnet bemærkede, at kildestyrken fra truckkørsel var ca. 92 dB(A), mens de øvrige aktiviteter på genbrugspladsen medførte en støjbelastning på 44,4 dB(A), hvorfor støjbidraget ikke kunne betragtes som uvæsentligt. Afgørelsen led derfor af en væsentlig retlig mangel, idet støjrapporten ikke havde medtaget støj fra truckkørsel, og idet det dermed ikke var sandsynliggjort, at virksomheden kunne overholde de fastsatte støjgrænser. På den baggrund ophævede nævnet afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Miljøgodkendelse – virke for-princippets anvendelse ved meddelelse af miljøgodkendelse – støj – støjvejledning – vejledende grænse værdier – støjgrænser – emissioner til luft – luftforurening.

Miljøstyrelsen meddelte den 18. december 2018 miljøgodkendelse til etablering af en dampgenvindingsenhed (VRU 2) til fjernelse af oliedampe på en havneterminal for udskibning af rå- og fuelolie. Virksomheden havde allerede etableret en dampgenindvindingsenhed (VRU 1), der var i drift og godkendt særskilt. Der var i miljøgodkendelsen ikke fastsat nye vilkår om støjgrænser, og udvidelsen af virksomheden med VRU 2-anlægget skulle således ske inden for de eksisterende vilkår om støj i en revideret miljøgodkendelse fra 2012. Godkendelsen til VRU 2-anlægget var baseret på en støjberegning, hvoraf det fremgik, at støjbidraget fra VRU 2-anlægget overholdt støjgrænserne i virksomhedens reviderede miljøgodkendelse fra 2012 med en margin på mindst 2 dB(A), men at der ved samtidig drift af VRU 1- og VRU 2-anlæggene forekom overskridelse af virksomhedens støjgrænser på mellem 0,9 dB(A) og 2,2 dB(A) i fire referencepunkter placeret ved eksisterende bebyggelse. På baggrund af støjdokumentationen vurderede Miljøstyrelsen, at overskridelsen af de vejledende grænseværdier for støj var marginal, og at den drift, som førte til overskridelsen (samtidig drift af VRU 1- og VRU 2-anlæggene), var relativt sjælden, hvorfor Miljøstyrelsen ikke fastsatte vilkår om støjdæmpning. Miljøstyrelsen lagde desuden vægt på, at lokalplanlægningen – forventeligt – ville tage højde for støjen, således at kommunen ville udforme lokalplaner for de omkringliggende områder på en måde, der ville sikre, at der ikke ville ske overskridelse af de vejledende grænseværdier. Miljøgodkendelsen blev af Fredericia Kommune påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som afgrænsede sin prøvelse til to forhold: (i) støj og (ii) emissioner til luften. I forhold til støj fandt nævnet, at afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel, da det ikke var dokumenteret, at virksomheden kunne overholde de fastsatte støjgrænser i den reviderede miljøgodkendelse fra 2012 uden hensyntagen til ubestemtheden. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at der ved samtidig drift af VRU 1- og VRU 2-anlæggene forekom overskridelser af virksomhedens støjgrænser, og at der ikke var fastsat en grænse for, hvor ofte der måtte forekomme samtidig drift af VRU 1- og VRU 2-anlæggene. Nævnet lagde desuden vægt på, at et område vest for virksomheden, som på tidspunktet for miljøgodkendelsen fra 2012 var udlagt som industriområde med forbud mod boliger i den kommunale planlægning, i Fredericia Kommunes seneste planlægning var ændret og udlagt til område for blandet bolig og erhverv, centerområde og erhvervsområde. Nævnet bemærkede desuden, at støj fra andre virksomheder eller støjkilder ikke efter støjvejledningen bør accepteres som begrundelse for at lempe støjgrænserne for en virksomhed. Nævnet bemærkede, at Miljøstyrelsen ved den fornyede behandling skulle stille vilkår om støjgrænser med udgangspunkt i støjvejledningen, Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis og i overensstemmelse med Østre Landsrets dom af 6. februar 2017 i ankesag B-1229-16 (MAD 2017.107), hvoraf det fremgik, at en ændring af en virksomhed, som medfører en forøget forurening i strid med kommuneplanen, ikke kunne godkendes, medmindre der i afgørelsen var anført særlige grunde, der talte herfor. I forhold til emissioner til luften vurderede nævnet, at den påklagede afgørelse led af en væsentlig retlig mangel, da den udførte dokumentation (OML-beregninger) ikke viste, at virksomheden med en fastsat afkasthøjde på 16 meter fra VRU 2-anlægget i samdrift med VRU 1-anlægget kunne overholde B-værdierne i omgivelserne for en række stoffer.

Risikovirksomhed – risikobekendtgørelsens § 4, nr. 3, litra b – opgørelsesmetode – risikobekendtgørelsen – risikofølsom arealanvendelse

Thisted Kommune traf den 2. august 2021 afgørelse om, at en virksomhed var en kolonne 2-risikovirksomhed efter risikobekendtgørelsens § 4, nr. 3, litra b, idet den havde et oplag på mere end fems tons ammoniak inden for 200 meter fra risikofølsom arealanvendelse. Kommunen havde til brug for vurderingen gennemgået boligtyper og optalt antallet af boliger inden for en radius af 200 m fra virksomhedens ammoniakoplag. Kommunen optalte 58 boliger og lagde til grund, at der i gennemsnit var 2,8 personer pr. husstand, hvorefter der i risikoområdet ville være 162 personer, hvilket oversteg tærsklen på 150 personer, som fremgik af vejledningen til risikobekendtgørelsen. Afgørelsen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet af virksomheden, der anfægtede kommunens opgørelsesmetode. Nævnet lagde indledningsvist til grund, at der hverken i Risikohåndbogen eller vejledningen til risikobekendtgørelsen var anbefalet en opgørelsesmetode, hvorefter nævnet fandt, at det var op til den enkelte myndighed at vurdere, hvilke oplysninger og undersøgelser der konkret vurderedes nødvendige og tilstrækkelige. Et flertal i nævnet (4-1) fandt, at den generelle statistiske beregningsmetode som kommunen havde anvendt, bedst tilgodeså formålet med særbestemmelsen i risikobekendtgørelsens § 4, nr. 3, litra b, eftersom metoden opnåede et mere robust estimat over antal personer i risikoområdet og en mere langsigtet stillingtagen til virksomhedens status som risikovirksomhed henholdsvis ikke-risikovirksomhed, hvor der også kunne tages hensyn til ubebyggede arealer, som planmæssigt var udlagt til boligformål. Flertallet fandt, at der på de ubebyggede arealer ville kunne opføres i hvert fald ni yderligere parcelhuse, hvis der blev udstykket grunde svarende til størrelsen af de andre tilsvarende udstykninger i området. Flertallet bemærkede med henvisning til risikobekendtgørelsesvejledningen, at den mulige fremtidige anvendelse kunne indgå i vurderingen, idet området var udlagt til boligområde i kommuneplanen. Med hensyn til det anvendte persongennemsnit på 2,8 fandt flertallet, at opgørelsen i Danmarks Statistik i BOL106 var mere retvisende vedrørende boligbestanden. Flertallet foretog på denne baggrund en genberegning ud fra tallene fra Danmarks Statistik, med et lavere persongennemsnit, med inddragelse af de ni ubebyggede arealer, hvorefter der ville være 161 personer i risikoområdet. Flertallet bemærkede hertil, at der var uden betydning, om beboelserne samt de ubebyggede grunde var ejet af virksomheden, såfremt de var beliggende i et område, som i kommune- eller lokalplan var udlagt til eller faktisk anvendtes til boligområde. Flertallet fandt på den baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse af 2. august 2021.