Alle titler

Ændringer af en lokalplan ved endelig vedtagelse – planlægningsmæssig begrundelse – usaglige hensyn – kystnærhedszone – inddragelse af nye arealer i byzone – inddragelse af nye arealer på søterritoriet – planlægningsmæssige eller funktionelle begrundelse

Vordingborg Kommune vedtog den 24. juni 2021 en lokalplan for et planområde beliggende på søterritoriet, der bl.a. udlagde planområde til udvidelse af et trafikhavneanlæg, som på sigt skulle kunne rumme tekniske installationer i forbindelse med solceller på vand. Med vedtagelsen af lokalplanen blev planområdet udlagt som en del af den kystnære del af byzonen. I forbindelse med planlægningen for udvidelsen af planområdet udarbejdede og vedtog kommunen ligeledes et kommuneplantillæg, hvormed planområdet blev udlagt som et nyt rammeområde. Planvedtagelsen blev af en beboer uden for planområdet påklaget til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til tre forhold: (i) om kommunen i forbindelse med planvedtagelsen havde overholdt planlovens § 27, stk. 2, (ii) om der lå saglige og planlægningsmæssige hensyn bag planvedtagelsen, og (iii) om planlægningen var i overensstemmelse med planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 1 og 2. Vedrørende planvedtagelsens overensstemmelse med planlovens § 27, stk. 2 fandt nævnet ikke, at lokalplansændringerne, hvorved byggemulighederne på havneudvidelsen blev fjernet, var så omfattende, at der reelt var tale om et helt nyt planforslag. Nævnet lagde vægt på, at lokalplanens hovedindhold var det samme som det offentliggjorte forslag, og at ændringen medførte en indskrænkning i byggemulighederne inden for planområdet. Vedrørende hensynene bag planvedtagelsen fandt nævnet ikke grundlag for at antage, at kommunen havde varetaget usaglige hensyn. Vedrørende planvedtagelsens overensstemmelse med planlovens § 5 b lagde nævnet til grund, at arealer, der inddrages fra søterritoriet, må betragtes som landarealer, der i planlægningsmæssig forstand er beliggende i kystnærhedszonen – og ikke i den kystnære del af byzonen. Nævnet udtalte, at kravet til den planlægningsmæssige eller funktionelle begrundelse er begrænset, når der er tale om en udvidelse af en eksisterende havn. Det fremgik i den forbindelse af lokalplanen, at denne dels skulle muliggøre en udvidelse af den eksisterende trafikhavn, dels skulle muliggøre de indledende anlæg til senere at etablere et solcelleanlæg på vand. Selv om der var en eksisterende trafikhavn, var det nævnets opfattelse, at udvidelsen af havnen skete for at give mulighed for at anlægge et solcelleanlæg på vand og ikke for at udvide det eksisterende trafikhavneanlæg. På den baggrund fandt nævnet, at der gjaldt et skærpet krav til begrundelsen, idet der efter planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 2, kun i ganske særlige tilfælde kan planlægges for anlæg, der forudsætter inddragelse af arealer på søterritoriet. Det var nævnets vurdering, at kommunen ikke havde redegjort for, at der var den fornødne særlige planlægningsmæssige eller funktionelle begrundelse for den kystnære lokalisering. Nævnet lagde herved vægt på, at kommunen fejlagtigt havde forudsat, at de nye landarealer ved inddragelsen fra søterritoriet blev en del af den kystnære del af byzonen og ikke en del af kystnærhedszonen. Kommunen havde dermed ikke begrundet, hvorfor det solcelleanlæg, som de vedtagne planer skulle muliggøre, skulle ligge kystnært eller i forbindelse med eksisterende havnearealer og -aktiviteter. Nævnet konstaterede endvidere, at der ikke i kommuneplantillægget, som muliggjorde den vedtagne lokalplan, var anført en anden eller yderligere begrundelse for den kystnære lokalisering. Dette udgjorde efter nævnets vurdering en sådan væsentlig retlig mangel ved vedtagelsen af lokalplanen, at denne var ugyldig, og nævnet ophævede lokalplanen.

Ekspropriation – planlovens § 47 – ekspropriationens lovlighed – lovlige planlægningsmæssige hensyn – flere mulige ekspropriationshjemler – lokalplanens præcision – manglende meddelelse af nødvendige tilladelser – ekspropriationens nødvendighed

Herning Kommune traf den 15. september 2021 afgørelse om ekspropriation fra to landbrugsejendomme til etablering af regnvandsbassiner og klimasikringsanlæg efter planlovens § 47. Ekspropriationen skete på baggrund af en lokalplan, hvis formål var at udlægge et område til byudvikling i form af center-, bolig- og erhvervsbebyggelse. Afgørelsen blev af ejerne påklaget til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til at angå, om betingelserne om lovlighed og nødvendighed var opfyldt ved ekspropriationen. Nævnet fandt indledningsvist, at lokalplanen varetog lovlige planlægningsmæssige hensyn, og at kommunen ikke var afskåret fra at ekspropriere til regnvandsbassiner og klimasikringsanlæg efter planlovens § 47, selvom kommunen eventuelt også ville have hjemmel til at ekspropriere til disse formål efter miljøbeskyttelseslovens § 58, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at der i tilfælde, hvor der kan eksproprieres til et formål efter flere forskellige ekspropriationshjemler, ikke gælder nogen pligt for kommunen til at vælge speciallovgivningens hjemmel. Nævnet fandt imidlertid, at lokalplanen ikke var tilstrækkelig præcis til at kunne udgøre et grundlag for ekspropriation til regnvandsbassinerne, klimasikringsanlægget og rekreative arealer. Nævnet lagde vægt på, at lokalplanens bestemmelser havde en mere rammebetonet karakter og ikke indeholdt nogen nærmere beskrivelse af placeringen eller udformningen af de konkrete anlæg eller kortbilag til illustration heraf. Nævnet konstaterede desuden, at der ikke forelå en tilladelse til vandløbsregulering efter vandløbsloven eller udledningstilladelser efter miljøbeskyttelsesloven. På den baggrund var det nævnets vurdering, at lovlighedskravet ikke var opfyldt i forbindelse med afgørelsen om ekspropriation, idet det ikke kunne føre til et andet resultat, at kommunen havde afgørelseskompetencen i forhold til tilladelserne. Nævnet tog herefter stilling til, om betingelsen om nødvendighed var opfyldt ved ekspropriationen. Nævnet udtalte, at der ikke var foretaget nogen vurdering eller redegørelse for nødvendigheden af omfanget af de eksproprierede arealer, hvilket medførte, at hverken ejerne eller nævnet kunne udlede, hvilke overvejelser der lå bag fastlæggelsen af det konkrete omfang af ekspropriationen. Ejerne havde dermed ikke haft mulighed for at forholde sig til kommunens begrundelse eller komme med relevante klagepunkter til ekspropriationen. Nævnet fandt, at det som minimum må kræves, at det fremgår af det ekspropriationsmateriale, som fremsendes til ejerne af de arealer, der søges eksproprieret, og af en afgørelse om ekspropriation, hvilket formål der eksproprieres til. Nævnet fandt på den baggrund, at nødvendighedskravet heller ikke var opfyldt og ophævede herefter kommunens afgørelse om ekspropriation.

Planlovens detailhandelsregler – detailhandel med særligt pladskrævende varegrupper – tvingende almene hensyn – butikstyper – samtidige planlægningsmæssige dispositioner – servicedirektivets artikel 15 – diskrimination på baggrund af nationalitet

Fredensborg Kommune meddelte den 20. maj 2020 afslag på ansøgning om byggetilladelse til etablering af en udvalgsvarebutik på en ejendom omfattet af en lokalplan, der fastlagde anvendelsen i lokalplanområdet til detailhandel med særligt pladskrævende varegrupper. Det fremgik af kommunens afslag, at der var tale om en ansøgning om principiel byggetilladelse til etablering af en udvalgsvarebutik på ejendommen, og at ansøgeren var af den opfattelse, at kommunen ikke havde hjemmel til at meddele afslag på tilladelse til butikken henset til servicedirektivets artikel 15 om diskrimination på baggrund af nationalitet. Ansøgeren henviste i den forbindelse til EU-Domstolens dom af 30. januar 2018 i de forenede sager C-360/15, X, og C-31/16, Visser Vastgoed Beleggingen, Afslaget af ansøgeren påklaget til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til at angå, om lokalplanen og planloven var i overensstemmelse med servicedirektivets artikel 15, stk. 3. Nævnet fandt ikke, at lokalplanens anvendelsesbestemmelse var hverken direkte eller indirekte diskriminerende på grundlag af nationalitet, jf. servicedirektivets art. 15, stk. 3, litra a. Nævnet bemærkede, at anvendelsesbestemmelsen var fastsat i overensstemmelse med planlovens § 5 n, stk. 1, nr. 3, som muliggør, at der kan udlægges arealer til brug for butikker, der forhandler så pladskrævende varer, at de ikke kan indpasses i en by (eller bydel), uden at dette i sig selv skader bymiljøet. Dette begrunder samtidig planlægningsmæssige dispositioner, der sikrer, at det udelukkende er sådanne butikker til pladskrævende varegrupper, der kan placeres i de udlagte områder. Planklagenævnet udtalte, at lokalplanen således – i overensstemmelse med planlovens § 1 og § 5 l – varetog lokalplanområdets samfundsmæssige interesser i arealanvendelse til butiksformål, som er tvingende almene hensyn. Nævnet fandt, at lokalplanens anvendelsesbestemmelse var nødvendig og proportional i henseende til disse almene hensyn og planlægningsmæssige dispositioner. Anvendelsesbestemmelsen opfyldte således betingelserne i servicedirektivets art. 15, stk. 3, litra b og c. Nævnet fandt endvidere ikke, at det forhold, at kommunen ikke i afgørelsen konkret havde forholdt sig til, om anvendelsesbestemmelsen var i overensstemmelse med servicedirektivet, udgjorde en væsentlig retlig mangel, som medførte ugyldighed, allerede af den grund, at anvendelsesbestemmelsen efter nævnets opfattelse var i overensstemmelse med servicedirektivet. Nævnet konstaterede endvidere, at klageren i ansøgningen anmodede kommunen om at forholde sig til dommen, og at kommunen i den forbindelse havde indhentet en udtalelse fra Erhvervsstyrelsen, som var gengivet i afgørelsen. Nævnet gav på den baggrund ikke medhold i klagen.

Høringsperioden for lokalplanforslag af mindre betydning – ændring i en eksisterende lokalplan for boligområde – tilsidesættelse af planlovens regler om inddragelse af offentligheden – generelt væsentlig mangel ctr. konkret væsentlig mangel

Gribskov Kommune offentliggjorde den 8. juni 2020 screeningsafgørelse om, at der ikke skulle gennemføres miljøvurdering af et forslag til lokalplan, som muliggjorde etablering af et nyt boligområde på et eksisterende landbrugsareal. Lokalplanen skulle erstatte en tidligere lokalplan, som tilsvarende udlagde arealet til boligområde. Kommunen vedtog den 4. august 2020 endeligt lokalplanen. Screeningsafgørelsen og planvedtagelsen blev af en nabo påklaget til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til ni forhold, herunder bl.a. om planvedtagelsen var i strid med reglerne om bilag IV-arter som følge af påvirkningen af markfirben, om der skulle have været foretaget miljøvurdering af planen, og om kommunen i forbindelse med planvedtagelen havde overholdt planlovens § 24, stk. 6 og 7 om høringsperiodens længde. Vedrørende påvirkning af bilag IV-arter fandt nævnet, at kommunen havde tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger, idet det fremgik af screeningsskemaet, at der ikke var registreret sådanne arter i eller nær ved planområdet, og at planforslaget tog hensyn til eventuel flora og fauna i området ved etablering af naturområder og grønne kiler mellem delområderne, som også ville fungere som spredningskorridorer for arterne. Nævnet fandt således ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at lokalplanen ikke vil medføre en påvirkning af bilag IV-arter. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt planen var omfattet af krav om miljøscreening eller obligatorisk miljøvurdering fandt nævnet, at det planlagte var omfattet af bilag 2, pkt. 10, litra b, om anlægsarbejder i byzone. Lokalplanen var derfor omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, hvorfor udgangspunktet var, at der skulle have været gennemført en miljøvurdering af planen, medmindre der var tale om en plan, der fastlagde anvendelsen af et mindre område på lokalt plan eller som alene indeholdt mindre ændringer i en sådan plan, jf. miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1. Et flertal i nævnet (9-2) fandt, at planforslaget var omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, da planforslaget alene angav mindre ændringer i forhold til den eksisterende planlægning for området. Flertallet lagde vægt på, at der ikke med planforslaget blev ændret på anvendelsesmulighederne for området, da området også inden vedtagelsen af lokalplanen var udlagt til boligområde. Desuden udlagde lokalplanen ikke et større areal til boligområde end den tidligere lokalplan eller medførte ændringer af bebyggelsesprocenten. Flertallet lagde derudover vægt på, at lokalplanen havde til formål at opdatere lokalplanens bestemmelser, så de blev mere tidsvarende og realiserbare, og at der i lokalplanen var fastsat bestemmelser, som havde til formål at mindske eller afværge miljømæssige påvirkninger. Desuden lagde flertallet vægt på, at den tidligere lokalplan for området var miljøvurderet. Flertallet fandt således, at der i den konkrete sag kun var pligt til at udarbejde en miljøvurdering, hvis planen måtte antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Vedrørende inddragelse af offentligheden konstaterede nævnet, at lokalplanforslaget havde været i offentlig høring i 2 uger, jf. planlovens § 24, stk. 6. Nævnet bemærkede, at det fremgik af forarbejderne til planlovens § 24, stk. 6, at den forkortede høringsperiode kunne anvendes, hvor kommunen ønskede at ændre eller supplere én eller et par bestemmelser i en eksisterende lokalplan, hvilket efter nævnets opfattelse medførte et snævert anvendelsesområde for bestemmelsen. Et enstemmigt Planklagenævn fandt herefter – med henvisning til det offentliggjorte lokalplanforslags karakter og indhold, sammenholdt med den oprindelige lokalplan – at der samlet set ikke var tale om et lokalplanforslag af mindre betydning. Afgørelsen var derfor behæftet med en retlig mangel. Et flertal i nævnet (8-3) fandt, at en tilsidesættelse af planlovens regler om inddragelse af offentligheden generelt må anses for at udgøre en væsentlig mangel, hvorfor lokalplanen blev ophævet som værende ugyldig.

Natura 2000 – bilag IV-arter – beskadigelse af yngle- og rasteområder – jordforurening – beskyttelseskrævede dyrearter

Esbjerg Kommune vedtog den 2. december 2019 en lokalplan med tilhørende miljørapport, der muliggjorde omdannelse af Ribe Jernstøberi og de omkringliggende arealer til et nyt bolig- og centerområde. Planområdet var både mod nord og syd afgrænset af et Natura 2000-område, hvorfor der som en del af miljørapporten var gennemført en Natura 2000-væsentlighedsvurdering. Det fremgik bl.a. af miljørapporten, at området var forurenet og kortlagt på vidensniveau 2. Miljøvurderingen blev af Danmarks Naturfredningsforening påklaget til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til tre forhold: (i) om planhabitatbekendtgørelsens regler om Natura 2000-områder var overholdt som følge af påvirkning af Tved Å og Ribe Å, (ii) om planhabitatbekendtgørelsens regler om bilag IV-arter var overholdt som følge af påvirkningen af flagermus, og (iii) om miljøvurderingslovens minimumskrav til en miljøvurdering er opfyldt i forhold til jordforurening og hugorme. Vedrørende påvirkning af Natura 2000-området fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at lokalplanen hverken i sig selv eller i kumulation med andre planer og projekter ville påvirke Natura 2000-området væsentligt. Nævnet lagde vægt på, at der ikke med den nye bebyggelse ville ske en yderligere udledning af forurening til jorden eller de nærliggende vandløb, og at planens realisering forudsatte en tilladelse efter jordforureningslovens § 8. Vedrørende påvirkning af flagermus fandt nævnet, at det var sandsynligt, at de eksisterende bygninger og træer i planområdet kunne være yngle- og rasteområder, og at kommunen i forbindelse med planlægning for projekter, der vil medføre nedrivning af bygninger og fældning af træer, som minimum burde foretage en indledende vurdering af, om vedtagelsen af lokalplanen ville kunne beskadige eller ødelægge yngle- eller rastelokaliteter for flagermus. Hvis en sådan indledende vurdering viste, at der kunne være yngle- eller rastelokaliteter for flagermus, skulle kommunen belyse sagen nærmere. Nævnet fandt, at kommunen burde have foretaget en nærmere vurdering og undersøgelse af en eventuel påvirkning af flagermus, idet bygningerne, som var egnede som yngle- og rasteområder for flagermus, skulle rives ned, og der var kendskab til forekomst af flagermus fra andre projekter. Vedrørende jordforurening og hugorme fandt nævnet, at kommunen i miljørapporten havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af den kortlagte jordforurening og en tilstrækkelig vurdering af, om lokalplanen ville medføre væsentlige påvirkninger af beskyttelseskrævende arter, herunder hugorme. Idet kommunen ikke havde tilvejebragt det fornødne faktuelle grundlag for at vurdere, om lokalplanen kunne beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder for flagermus, fandt nævnet, at miljøvurderingen led af en væsentlig retlig mangel. Nævnet ophævede herefter lokalplanen som ugyldig.

Miljøvurderingslovens § 10 – planhabitatbekendtgørelsens § 7 – screeningsafgørelse – miljøvurdering – bilag IV-arter – beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- og rasteområder – beskyttede natur – støj – økologiske forbindelseslinjer

Viborg Kommune traf den 18. marts 2020 screeningsafgørelse om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af et lokalplansforslag, jf. miljøvurderingslovens § 10. Lokalplanen muliggjorde etablering af et nyt boligområde i den vestlige del af lokalplanområdet. Planområdets nordligste og vestligste del var udlagt til rekreativt område og naturområder og omfattede bl.a. to søer og et areal med hede, som var beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Forud for vedtagelsen af lokalplanen havde kommunen vedtaget forslag til kommuneplantillæg og gennemført en miljøvurdering af kommuneplantillægget. Screeningsafgørelsen blev af en nabo til planområdet påklaget til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til to forhold: (i) om planhabitatbekendtgørelsens regler om bilag IV-arter var overholdt, og (ii) om miljøvurderingslovens minimumskrav til en miljøscreening var opfyldt. Nævnet fandt, at kommunen havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af lokalplanens påvirkning af bilag IV-arter. Nævnet lagde herved vægt på lokalplanens og miljørapportens oplysninger om, at søerne i lokalplanområdet ikke udgjorde egnede levesteder for padder, samt at kommunen i miljørapporten vurderede det usandsynligt, at der skulle forekomme markfirben inden for lokalplanområdet. For så vidt angik flagermus bemærkede nævnet, at der ikke i forbindelse med miljøscreeninger er en pligt for kommunerne til at sikre, at levesteder for bilag IV-arter bevares eller forbedres, men derimod en pligt til at sikre, at yngle- og rasteområder ikke beskadiges eller ødelægges. Fourageringsområder er derfor ikke som sådan omfattet af beskyttelsen efter habitatdirektivets artikel 12 eller planhabitatbekendtgørelsens § 7. Nævnet fandt herefter, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at den økologiske funktionalitet af eventuelle yngle- og rasteområder for flagermus ikke kunne opretholdes ved realisering af lokalplanen, idet planområdet i det væsentligste bestod af åbne, dyrkede markarealer, og idet lokalplanens realisering ikke medførte fældning af et større antal træer eller nedrivning af flere ejendomme i området. Nævnet fandt desuden, at kommunen havde foretaget den fornødne vurdering i forhold til lokalplanens indvirkning på de beskyttede naturtyper i planområdet, den økologiske forbindelseslinje i planområdet samt lavbundsarealerne og den mulige påvirkning af orkideer i planområdet. Nævnet fandt endvidere, at kommunen havde tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger til at foretage en vurdering i forhold til støj, herunder om støjforholdene udløste en miljøvurderingspligt. På den baggrund fandt nævnet ikke grundlag for at fastslå, at miljøscreeningen ikke var i overensstemmelse med miljøvurderingsloven, idet kommunen havde vurderet planforslagenes miljøkonsekvenser og foretaget en vurdering af de relevante miljøparametre efter de kriterier, som fremgår af miljøvurderingslovens bilag 3. Nævnet lagde vægt på, at der var foretaget en miljøvurdering af kommuneplantillægget, som også omfattede lokalplanområdet, planernes begrænsede geografiske udstrækning og omfang og de i planerne indtænkte løsninger i forhold til beskyttede naturtyper, støj og økologiske forbindelser i området. Planklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen.

Genoptagelseskompetence – klagepunkter, som Planklagenævnet har taget stilling til i forbindelse med klagesagen – verserende retssag – fysisk lovliggørelse – lovliggørelsespåbud – forhold med underordnet betydning, jf. planlovens § 51, stk. 3

Gribskov Kommune traf den 19. august 2020 afgørelse om afslag på dispensation til at udskifte et eksisterende gråt eternittag på en række driftsbygninger med et matsort, cementbaseret bølgepladeprodukt og opsætte integrerede solceller på en del af taget. Kommunens afgørelse var baseret på, at ejendommen var omfattet af en bevarende lokalplan, som fastsatte, at tage skulle dækkes med tagpap, tagpap med listetækning eller skiffer, samt at eksisterende bebyggelse ikke måtte nedrives, ombygges eller på anden måde ændres uden forudgående tilladelse. Afslaget blev af ejeren påklaget til Planklagenævnet, som den 21. december 2021 stadfæstede kommunens afgørelse, hvilket blev indbragt for domstolene. Kommunen udstedte herefter den 3. februar 2022 påbud om lovliggørelse af tagmaterialet på driftsbygningerne, hvilket ligeledes blev påklaget til Planklagenævnet af ejeren. Nævnet fandt, at kommunens påbud af 3. februar 2022 måtte forstås som en afgørelse om afslag på genoptagelse af kommunens afgørelse af 19. august 2020, og anså herefter klagen som en klage over, (i) om kommunen havde hjemmel til at give påbud, jf. planlovens § 51, og (ii) om kommunen var berettiget til at meddele afslag på genoptagelse. Vedrørende kommunens hjemmel til at udstede påbud fandt nævnet, at det forhold, at der verserede en retssag angående kommunens afgørelse af 19. august 2020, ikke medførte, at kommunen var afskåret fra at håndhæve afslaget på dispensation i form af et påbud om fysisk lovliggørelse. I forhold til det af klageren anførte om, at der var tale om et forhold af underordnet betydning, bemærkede nævnet, at planlovens § 51, stk. 3 ikke indebærer, at kommunen ikke har ret til at håndhæve lokalplanen, men alene, at kommunen ikke har pligt til at håndhæve lokalplanen, hvis der kun er tale om et forhold af underordnet betydning. Vedrørende afslaget på genoptagelse fandt nævnet, at genoptagelsesanmodningen til kommunen vedrørte forhold, som var behandlet i klagesagen, herunder lighedsgrundsætningen, proportionalitet og værdispild. Nævnet bemærkede, at nævnets afgørelser er endelige og ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 3, stk. 3, i lov om Planklagenævnet. Kommunen havde således ikke kompetence til at genoptage afgørelsen af 19. august 2020 for så vidt angik de klagepunkter, som nævnet havde taget stilling til i forbindelse med klagesagen. Nævnet fandt på den baggrund, at kommunen havde haft hjemmel til at give afslag på genoptagelse. Nævnet gav derfor ikke medhold i klagen over påbuddet.

Natura 2000 – screeningsafgørelse – yngle- og rasteområder – afværgeforanstaltninger

Syddjurs Kommune traf den 3. februar 2021 screeningsafgørelse om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af et forslag til lokalplan og forslag til kommuneplantillæg om etablering af et boligområde med tæt/lav bebyggelse. Planområdet havde tidligere været anvendt til landbrugsformål og havde efterfølgende ligget brak i en årrække. Inden for planområdet var der registreret markfirben (bilag IV-art). Det fremgik af screeningsskemaet, at der skulle indarbejdes særlige foranstaltninger i planerne, herunder etableres en 7 m bred faunapassage, biotoper og barrierer ved vejene. Screeningsafgørelsen blev af Danmarks Naturfredningsforening påklaget til Planklagenævnet, der afgrænsede sin prøvelse til to forhold: (i) om planhabitatbekendtgørelsens regler om bilag IV-arter er overholdt i forhold til påvirkning af markfirben, spidssnudet frø, stor vandsalamander og flagermus, og (ii) om der skulle være foretaget en miljøvurdering af planerne. Planklagenævnet fandt indledningsvist, at planerne fastsatte rammer for fremtidige anlægstilladelser til anlægsarbejder i byzone, men at planområdet havde en begrænset størrelse. Nævnet bemærkede i forlængelse heraf, at planområdet grænsede op til bymæssig bebyggelse. Nævnet fandt derfor, at planerne ikke var omfattet af en obligatorisk miljøvurderingspligt, men at der skulle gennemføres en vurdering af, om planerne kan få væsentlig indvirkning på miljøet. Vedrørende spørgsmålet om overholdelse af planhabitatbekendtgørelsens regler om bilag IV-arter var det under sagen ubestridt, at der i planområdet var yngle- og rasteområder for markfirben. Nævnet lagde endvidere til grund, at de beskrevne afværgeforanstaltninger var nødvendige for at sikre yngle- og rasteområder for markfirbenene. I forlængelse heraf bemærkede nævnet, at hvor afværgeforanstaltninger er nødvendige for at opretholde den økologiske funktionalitet af et yngle- og rasteområde, må der forudsættes en nærmere begrundelse for, hvordan de konkret fastsatte afværgeforanstaltninger effektivt kan sikre, at den økologiske funktionalitet opretholdes på mindst samme niveau som hidtil. Da kommunen ikke forud for sin planlægning af afværgeforanstaltninger havde foretaget konkrete undersøgelser af markfirbenenes forekomst, vurderet bestandens størrelse, udbredelse, tilstand mv. eller foretaget undersøgelser af områdets naturarealer i forhold til dets status som yngle- og rasteområde for markfirbenene og dets værdi for bestanden, var det nævnets vurdering, at kommunen ikke havde haft tilstrækkeligt grundlag for at vurdere den sandsynlige virkning af de planlagte afværgeforanstaltninger. Nævnet fandt i øvrigt, at planlægning som den foreliggende, hvor der ubestridt er egnede yngle- og rasteområder for bilag IV-arter, og hvor det i et ikke ubetydeligt omfang er nødvendigt at indarbejde afværgeforanstaltninger for at sikre, at der ikke sker beskadigelse af yngle- og rasteområder for bilag IV-arter, er omfattet af kravet om miljøvurderingspligt, idet planerne må forventes at medføre en væsentlig påvirkning på miljøet. Nævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at planerne ikke ville medføre en påvirkning af spidssnudet frø og stor vandsalamander. Nævnet bemærkede i forlængelse heraf, at der i de situationer, hvor en indledende vurdering viser, at der ikke er risiko for, at bilag IV-arter vil blive påvirket af planernes realisering, ikke er krav om, at kommunen skal belyse forholdene nærmere. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at planerne ikke ville medføre en påvirkning af flagermus. Nævnte henviste i den forbindelse til, at fourageringsområder for flagermus ikke i sig selv omfattet er af beskyttelsen. På den baggrund ophævede nævnet kommunens afgørelse og konstaterede, at planerne led af en væsentlig retlig mangel og derfor var ugyldige.