Alle titler

Bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17 og § 7 – pligt til at betale tilslutningsafgift

Sagen angik pligt til at betale tilslutningsafgift til et varmeværk. Byretten og landsretten fandt, at ejendommen ikke var undtaget fra tilslutningspligt efter § 17 i tilslutningsbekendtgørelsen, og forsyningsselskabet kunne pålægge ejeren at betale tilslutningsafgiften, selvom ejeren ikke aftog varme fra varmeværket. Byretten lagde vægt på, at det ikke efter praksis fra Energitilsynet er afgørende, om arealerne faktisk opvarmes, eller om der er installeret opvarmningskilder, hvis rummene ligger i forlængelse af et areal, der kan opvarmes. Landsretten var enig med byretten i, at der ikke var grundlag for at fritage ejendommen for tilslutningsafgift.

Husdyrbruglovens § 11, stk. 3, og § 12, stk. 3 – bødestraf og konfiskation

Ejeren af husdyrbrug på 2 adresser blev straffet for overtrædelse af dagældende husdyrbruglovens § 11, stk. 3, og § 12, stk. 3, hvorefter husdyrbrug ikke må udvides på en måde, der kan indebære forøget forurening eller andre virkninger på miljøet, uden kommunalbestyrelsens forudgående godkendelse. Det fandtes bevist, at ejeren i en række år havde produceret flere grise på adresserne end tilladt. Landsretten fandt, at tiltalte havde handlet groft uagtsomt, og lagde vægt på omfanget af overskridelserne og på, at der var indgivet politianmeldelse vedrørende tidligere planperioder, at tiltalte i 2015 blev dømt for overproduktion af svin i tidligere planperioder, og at tiltalte i 2014 og 2017 modtog ind-skærpelser. Ved beregningen af fortjenesten var beregnet overproduktion i kilo. Tiltalte blev straffet med en bøde på 175.000 kr., og der blev hos tiltalte konfiskeret 1,3 mio. kr.

Tilsyn med overholdelse af lokalplan – planlovens § 51, jf. § 63 - prøvelsesbegrænsning

Sagen vedrørte prøvelse af Planklagenævnets afgørelse af 29. maj 2020 om ikke at give medhold i en klage over Københavns Kommunes påbud om lovliggørelse ved at fjerne den indhegning og skiltning, som et boligselskab havde opsat på en ejendom. Landsretten tiltrådte, at myndighedspassivitet og nye anbringender om lighedsgrundsætningen og skøn under regel ikke kunne gøres gældende, da der ikke var klaget over disse forhold til Planklagenævnet. Landsretten tiltrådte, at Planklagenævnet med rette havde fundet, at det opførte hegn og skiltningen med den nuværende formulering ikke var i overensstemmelse med lokalplanens forbud mod hegning, og skiltningen om forbud mod hunde og cykling på området var egnet til at begrænse den almindelige lovlige færdsel på området.

Maksimal ammoniakdeposition – husdyrgodkendelses-bekendtgørelse nr. 1261 af 29. november 2019, §§ 39-41 – proportionalitet

Sagen angik et husdyrbrug miljøgodkendt i 2007 og beliggende i nærheden af et Natura 2000-område. I forbindelse med kommunens revurdering af miljøgodkendelsen i august 2019 blev det beregnet, at husdyrbruget ikke overholdt kravet til maksimal totaldeposition af ammoniak. Kommunen udstedte, bl.a. under hensyn til staldanlæggenes restlevetid regnet fra en række renoveringsarbejder foretaget i 2015 påbud om husdyrbrugets overholdelse af totaldepositionskravet senest ved udgangen af 2030.

Ejeren påklagede kommunens afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som ændrede påbuddet, så husdyrbruget senest ved udgangen af 2021 skulle overholde totaldepositionskravet. Klagenævnet henviste til, at staldanlæggenes restlevetid skulle regnes fra etableringen og dermed var udløbet på revurderingstidspunktet. Efter Højesterets opfattelse måtte § 39, stk. 7, forstås sådan, at der i almindelighed skal udstedes påbud om, at totaldepositionskravet skal opfyldes med det samme, jf. 1. pkt., hvis den forventede restlevetid for husdyrbrugets staldanlæg må anses for udløbet på revurderingstidspunktet. Spørgsmålet var herefter, hvad der forstås ved ”den forventede restlevetid for husdyrbrugets staldanlæg”, jf. § 39, stk. 7, 2. pkt. Højesteret tiltrådte på baggrund af forarbejderne, at den forventede restlevetid for husdyrbrugets staldanlæg måtte beregnes fra etableringstidspunktet. Det var i forarbejderne til lovændringen i 2011 forudsat, at der – ved at lægge vægt på anlæggets forventede levetid fra etableringen (typisk 15-20 år eller i særlige tilfælde op til 30 år) – i almindelighed er taget højde for princippet om proportionalitet og hensynet til forudsigelighed, jf. bl.a. miljøministerens svar af 10. december 2010 på spørgsmål 50 til lovforslag nr. L 12 af 6. oktober 2010 om ændring af lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug.

Vandløbslovens §§ 6 og 54 – afledning af vand fra højere beliggende ejendomme

Sagen angik prøvelse af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 11. april 2019 om stadfæstelse af Thisted Kommunes påbud i medfør af vandløbslovens § 6 og § 54 om retablering af de oprindelige terræn- og afvandingsforhold på sagsøgers ejendom. Påbuddet var meddelt, fordi naboejendommene oplevede problemer med overfladevand på deres ejendomme, og kommunen havde vurderet, at sagsøger gennem flere år som følge af etablering af en halmballehal, herunder bundsikring, havde foretaget terrænbearbejdning i strid med vandløbslovens § 6, stk. 1. Sagsøger anførte, at der ikke var foretaget reelle terrænreguleringer, og at kommunen og Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke havde iagttaget officialmaksimen eller overholdt proportionalitetsprincippet. I byretssagen blev der gennemført syn og skøn om jordbund, koter og afvandingsforhold for at få belyst overfladevandets bevægelse. Byretten lagde til grund, at sagsøger havde foretaget en terrænændring, som kommunen ikke havde godkendt. Byretten fandt, at sagsøger ved sin påfyldning af arealet havde hindret det naturlige afløb af vand fra højere liggende ejendomme i strid med vandløbslovens § 6. Landsretten lagde også efter bevisførelsen, herunder data og beregninger fra den digitale terrænmodel (DTM) og beregningsmodellen Scalgo Live samt skønsmandens besvarelse af skønsspørgsmålene og forklaring, til grund, at der var sket en terrænhævning. Landsretten fandt, at der var sket en ændring af vandets naturlige afløb i vandløbslovens forstand, som der skulle have været indhentet en tilladelse til at foretage, og landsretten fandt, at der ikke var sket en tilsidesættelse af officialmaksimen. Påbuddet var i øvrigt var proportionalt. Landsretten stadfæstede byrettens dom.

Planlovens § 17, § 19 og § 24 – bindende forhåndstilsagn

Sagen angik en kvist opsat på en ejendom efter offentliggørelsen af et forslag til en lokalplan, som indeholdt bestemmelse om, at boligbebyggelse må opføres i højest 2 etager. Ejerne var derfor forpligtet til at overholde bestemmelsen om etageareal i lokalplanforslaget. Det var ubestridt, at ejendommen forud for opførelsen af kvisten bestod af en stueetage, en etage på 1. sal samt en uudnyttelig tagetage med loftsrum uden kviste, og at den opførte kvist på tagetagen havde en højde på ca. 2,13 m og en samlet længde på omkring halvdelen af tagfladens længde. Østre Landsret fandt det sagligt begrundet som anført af Planklagenævnet, at enhver yderligere forøgelse af højden eller af den bygnings-volumen, som indgår i vurdering af etageantallet, vil være en planlægningsmæssig relevant ændring i forhold til bestemmelsen om etageantal, som kræver dispensation, og retten var enig med klagenævnet i, at kvisten var i strid med lokalplanen og forudsatte dispensation. Landsretten fandt det efter bevisførelsen ikke godtgjort, at kommunen havde givet et forhåndstilsagn, eller at ejerne havde haft en berettiget forventning om dispensation. Planklagenævnet blev frifundet.

Skovlovens §§ 14, 19 og 24 – erstatning for brugsværdi – tabsbegrænsning

Sagen angik et påbud om en naturvenlig skovdrift i anledning af en anmeldelse af påtænkt renafdrift og tilplantning af ege- og bøgeskovsarealer med nåletræer til pyntegrønt og juletræer. Renafdriften skulle anmeldes, da arealerne lå i et Natura 2000-skovområde med ege- og bøgeskovnaturtyper på udpegningsgrundlaget. Skovejeren krævede erstatning for tab som følge af ikke at kunne omlægge skovdriften, dvs. brugsværdi tab, erstatning for tab af herlighedsværdi og erstatning for merudgifter ved den påbudte skovdrift. Erstatningen var udmålt af taksationskommissionen, og under ankesagen for Højesteret blev gennemført et omfattende syn og skøn om skovdrift med og uden påbuddet. Højesteret tog udgangspunkt i, at Taksationskommissionen havde tilkendt en erstatning på i alt 7.081.200 kr. for tab som følge af de varige restriktioner på ca. 115 ha, 2.081.200 kr. udgjorde erstatning for, at et vist antal træer ikke må fældes. Parterne var enige om denne erstatningspost, men ikke om opgørelsen af tabet som følge af de øvrige restriktioner, som Taksationskommissionen har opgjort til 5 mio. kr. Det fremgik af afgørelsen, at Taksationskommissionen har foretaget et samlet skøn over nedgangen i ejendommens handelsværdi. Forringelsen af arealernes brugsværdi er indgået i kommissionens skøn, idet kommissionen har fundet, at indgrebet medfører væsentlige begrænsninger i driften af arealerne, som forhindrer ejeren i en optimal udnyttelse af arealerne. Kommissionen havde afvist, at tabet kan opgøres som den rene kapitaliserede værdi af driften af de anmeldte fremtidige aktiviteter (produktion af juletræer, pyntegrønt mv.), idet kommissionen lagde til grund, at skovejeren havde mulighed for i betydeligt omfang at sikre de ønskede driftsaktiviteter på anden vis inden eller uden for området (omprioritere). Højesteret tiltrådte, at skovejerens mulighed for at anvende andre arealer til de anmeldte aktiviteter og derved at begrænse sit tab skal indgå ved fastsættelsen af erstatningen. Skønsmændenes besvarelser gav ikke grundlag for at tilsidesætte Taksationskommissionens skøn med hensyn til muligheden for at begrænse tabet. Højesteret bemærkede, at skønsmændenes besvarelser måtte forstås således, at de anmeldte aktiviteter på ca. 61 ha vedrørende produktion af juletræer, pyntegrønt og sitkagran uden væsentligt tab kunne flyttes til andre af sagsøgers arealer ved inddragelse af arealer med hugstmodne bevoksninger. De resterende ca. 20 ha vedrørende produktion af juletræer kunne flyttes til arealer med ikke hugstmodne bevoksninger. Det tab, der ville være ved at inddrage ikke hugstmodne bevoksninger til de anmeldte aktiviteter, ville ifølge skønserklæringerne udgøre gennemsnitligt ca. 92.000 kr./ha. Højesteret bemærkede, at det fremgik af skønserklæringerne, at markedsprisen på lettere marginal landbrugsjord, der er egnet til juletræs- og pyntegrøntsdyrkning, må antages at være i størrelsesordenen 100.000-160.000 kr./ha. Dette var i overensstemmelse med, at Sagsøger i perioden 2011-2015 har købt landbrugsjord til juletræsproduktion for en pris på gennemsnitligt ca. 140.000 kr./ha. Taksationskommissionen havde også vurderet restriktionernes betydning for bl.a. jagtindtægter og ejendommens herlighedsværdi, og dette indgik i kommissionens samlede skønsmæssige vurdering af nedgangen i ejendommens handelsværdi. Der var ikke ved syn og skøn eller på anden måde tilvejebragt oplysninger vedrørende restriktionernes betydning for ejendommens herlighedsværdi og for jagtindtægter.

Udtrædelsesgodtgørelse – fjernvareforsyningsselskab

Sagen angik en virksomheds forpligtelse til at betale udtrædelsesgodtgørelse opgjort til 98.000 kr. i forbindelse med, at virksomheden nedrev bygningerne på ejendommen. I fjernvarmeforsyningsselskabets almindelige bestemmelser skulle der betales godtgørelse for udtrædelse opgjort på grundlag af den senest anmeldte priseftervisning til Energitilsynet og beregnet som den udtrædende ejers andel af selskabets samlede anlægsudgifter med fradrag af de afskrivninger. Byretten fandt, at den udtrædendes andel var så beskeden, at der ikke skulle betales godtgørelse, men landsretten fandt, at det ikke ville være urimeligt at fastholde kravet om godtgørelse. Der var ikke påvist forskelsbehandling, og der måtte ved rimelighedsvurderingen tages hensyn til de tilbageblevne forbrugere.

Opsættende virkning – UfR 1994.823 H – høringsforpligtelse efter VVM direktivet – UfR 1995.634 HK – UfR 2012.2572

Sagen angik Københavns Kommunens VVM-tilladelse til Vejlands Kvarter på Amager, som var stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Foreningen Amager Fælled Venner indbragte afgørelsen for Københavns byret, som i kendelse af 12. december 2022 tillagde søgsmålet opsættende virkning. Afgørelsen blev med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Østre Landsret, som ophævede den opsættende virkning. Landsretten tog udgangspunkt i, at Højesteret i UfR 1994.823 H, udtalte, at domstolene ikke er afskåret fra undtagelsesvist at tillægge et søgsmål vedrørende gyldigheden af en administrativ afgørelse opsættende virkning, selv om der ikke er udtrykkelig lovhjemmel, og at den konkrete afgørelse må bero på en afvejning af det offentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen ikke udsættes, over for arten og omfanget af den skade, den pågældende kan blive påført, ligesom det må tillægges betydning, om der efter en foreløbig vurdering foreligger et rimeligt grundlag for påstanden om ugyldighed. Landsretten henviste til Højesterets kendelse vedrørende Øresundsforbindelsen i UfR 1995.634 H, hvor det anførtes, at det er en betingelse, at der er rimelig grund til at antage, at der er handlet i strid med EU-retten, i det foreliggende tilfælde VVM-direktivet, og at der foreligger uopsættelighed, jf. EU-Domstolens dom i sag C-465/93, Atlanta Fruchthandelsgesellschaft, præmis 48-51. Landsretten henviste også til Højesterets kendelse i UfR 2012.2572 H, hvor det efter den foreløbige behandling af spørgsmålet, om de foretagne vurderinger af testcentrets påvirkning af de omkringliggende naturområder lever op til kravene i habitatdirektivet artikel 6, stk. 3, ikke kunne udelukkes, at dette ikke er tilfældet. Landsretten fandt under henvisning til begrundelsen i klagenævnets afgørelse, at sagens oplysninger viste, at projektet ikke vil udgøre en alvorlig eller uoprettelig skade på miljøet. Efter en foreløbig vurdering af sagen fandt landsretten ikke, at der forelå et rimeligt grundlag for, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 14. december 2021 var i strid med høringsforpligtelsen i VVM-direktivet.

Planlovens § 59 – retlig interesse – væsentlig interesse - Århuskonventionens artikel 9, stk. 2 – klageberettigelse – den berørte offentlighed – tilstrækkelig interesse -

Sagen angik prøvelse af Planklagenævnets afgørelse om afvisning af en klage over Frederikshavn Kommunes vedtagelse af et kommuneplantillæg og lokalplan, der gav mulighed for at opføre en ny dagligvarebutik. Klagenævnet vurderede, at borgeren ikke havde retlig interesse, dvs. væsentlig og individuel interesse i planvedtagelsen, og klagen var derfor afvist. Der var givet tredjeinstansbevilling, og spørgsmålet for Højesteret var navnlig, om planlovens § 59, stk. 1, om retlig interesse, som administreret af klagenævnet, var i overensstemmelse med Århus-konventionens artikel 9, stk. 2, hvorefter den berørte offentlighed, som har tilstrækkelig interesse, har søgsmålsret (og dermed også klageret). Højesteret henviste til, at det i EU-Domstolens praksis er fastslået, at medlemsstaterne råder over et vidt skøn med hensyn til at fastsætte, hvad der skal forstås ved ”tilstrækkelig interesse”. Der henvistes til EU-Domstolens dom af 16. april 2015 i sag C-570/13 (Karoline Gruber), præmis 32 og 38, og dom af 14. januar 2021 i sag C-826/18 (LB, Stichting Varkens in Nood m.fl.), præmis 36 og 45. Højesteret tiltrådte, at borgeren ikke havde retlig interesse i at klage over kommunens planvedtagelse og lagde vægt på, at borgeren havde indgivet klagen til Planklagenævnet som privatperson, at borgeren ikke var grundejer, beboer eller erhvervsdrivende i det lokalplanområde, som kommunens afgørelser om plan-vedtagelse angik. Højesteret fandt det afgørende, at borgen ikke havde ”tilstrækkelig interesse”, og det var dermed uden betydning for hendes klageadgang efter planlovens § 59, stk. 1, om hun måtte anses for omfattet af ”den berørte offentlighed” efter Århus-konventionens artikel 9, stk. 2, jf. artikel 2, stk. 5.